Forfatter: Jens Raahauge

En krans på HC Andersens grav

Den 4. august er det 150 år siden, H.C. Andersen døde.

Denne begivenhed markerede H.C. Andersen-Samfundet i København med en kransenedlæggelse på hans gravsted på Assistens Kirkegård.

Til den lille ceremoni var mødt ganske mange mennesker op. HCA-Samfundets formand sagde ord om digterens sidste dage. Hun omtalte i den forbindelse den vurdering af hans sygdomsforløb, som lægen Arne Portman har beskrevet i bogen ”H.C. Andersens sidste dage” (1952). Her afviser han den dødsårsag, som er anført på Andersens dødsattest: leverkræft. De symptomer, som Andersen beskriver i sine dagbøger, åndenød, hævede ben og hjerteproblemer, tyder snarere på en almindelig svækkelse efter en akut tyktarmskatar og tilstødende gulsot, som han blev ramt af i november 1872. Hans forfatterskab gik i stå, men han skrev fortsat breve og dagbogsnotater, hvoraf de sidste blev dikteret, fordi han var for svækket til selv at skrive.

Formandens hele tale vil blive lagt på H.C. Andersen-Samfundet i Københavns hjemmeside.

En sygeplejerske blandt deltagerne spurgte, om det var korrekt, at to sygeplejersker vågede over HCA omkring hans død, fordi han var bange for at blive begravet levende. Det var en historie, hun havde hørt blandt kolleger. Formand Kirsten Dreyer kunne afkræfte dette, idet det var fru Melchior selv, der til det sidste var hos digteren.

Efter kransenedlæggelsen fortalte bestyrelsesmedlem, gymnasielærer Lars Kaaber kort om gravstenens historie, fordi det jo tydeligvis er en gravsten af nyere dato, vi stod ved. Den er en nøjagtig kopi af den oprindelige sten, som blev slået i stykker ved et uheld i forbindelse med Virtus Schade og venners forsøg på at få etableret af farens, August Schades gravsted, efter at de i første omgang havde anbragt en gravsten af forgængeligt materiale.

Den originale, men tvedelte gravsten af rød Nexø-sandsten er just overført til H.C. Andersen-museet i Odense, hvor den nu er langtidsdeponeret.

En bog det er værd at slå på tromme for!

På 150-årsdagen for H.C. Andersens død bidraget professor Anne-Marie Mai til at gøre ham mere levende end længe, når hun får udgivet bogen om ”En anderledes Andersen”.

Hun går til kamp mod det ensidige billede af HCA, som ikke mindst Georg Brandes er ophav til: en forfængelig, barnlig, naragtig og behagesyg person.

I sine første artikler om HCA ser Brandes ham som en nyskabende digter, der varsler det som Brandes senere betegner som ”det moderne gennembrud”. Men efter HCAs død er det, at Georg Brandes finder de nedgørende karakteriseringer frem; i følge Anne-Marie Mai måske begrundet i den bestræbelse på at introducere en maskulinitet, som Brandes selv ønskede at være eksponent for.

De nedgørende adjektiver har klæbet til vores billede af HCA, men i undersøgelsen af nutidige kunstneres inspirationer fra HCA fremhæver Anne-Marie Mai en ganske anden side af digteren: modig, skarpsindig, miljøbevidst, normoverskridende.

Dette belyses ved præsentationer af Kim Fupz Aakeson og Signe Kjærs fortælling om hans liv ”i medgang, modgang og en masse eventyr” (2022), af Harald Voetmanns ”Quarantaine-Dagbog” (2020) fra coronadagene, af Jesper Wung-Sungs romaner i jeg-form ”Hans Christian” (2024) og ”Ungdomsforsøg” (2025), af Joakim Garffs rejsebog ”Solisterne” (2023), af novellesamlingen ”Et barn i verden” (2025), af Bjørn Rasmussens ”Forgabt” (2021), af Simon Grotrians ”Eventyrdigte” (2023), af Anastasia Nørlunds teaterfortolkning af ”Den lille havfrue” (2024) og af balletfortolkninger af samme eventyr af John Neumeier og af Kim Brandstrup.

Når jeg remser alle disse titler op, skyldes det, at Anne-Marie Mai til hver knytter iagttagelser, som vil gøre det attraktivt for enhver læser i almindelighed og enhver dansklærer i særdeleshed at kaste sin ud i den nyfortolkede Andersen og opleve, at han i den grad har noget at sige vores tid. Dette kan i øvrigt også ses ved passende tekstsammenstillinger, som det gøres af Tony Andersen og Anne Marie Christensens i bogen ”Den etiske Andersen”. Opgøret med Brandes-indsnævringen bidrager til at gøre HCA kanonisk og tidløs på Shakespeare-niveau.

Anne-Marie Mai trækker mange tråde til moderne litteraturforskning, og ikke mindst krydrer hun sin gennemgang med særdeles velvalgte citater, ja, det er måske dem, der er maddingen på krogen.

På bogens omslag er er forfatternavn, bogtitel og en lille tromme forsynet med lak på den i øvrigt smukt udformede flade. På den måde signalerer layouteren, at her er en bog, det er oplagt at slå på tromme for.

Ps.

Jeg savner måske en kort omtale af maleren Lars Ravns smukke bog om ”H.C. Andersens billedkunst”, hvori han plæderer for, at HCA er en fuldt ud så markant billedkunstner som forfatter, hvilket indtil nu har været underbelyst.

Håndskrift – prep og sjæl

Når jeg i midten af 1950’erne nyfigent kastede mig over ugebladenes brevkasser, skete det ofte, at et læserbrev sluttede med spørgsmålet: ”Hvad synes De om håndskriften?”

Spørgsmålet var spændende, for måske kunne håndskriften fortælle mere om spørgeren end selve spørgsmålet; man sagde jo, at håndskriften er sjælens spejl.

Jeg husker, at jeg selv for en fadøl på værtshuset Laurits Betjent fik en grafolog – det sagde han, at han var – til at analysere min håndskrift. Og hans udsagn om, hvad mine buer i mine n’er og m’er, fik mig virkelig til at bruge mange timer på min håndskrifts forskønnelse.

Måske er denne fornemmelse af, at man gennem håndskriften blotter noget af sig selv, en medvirkende årsag til den vægring ved at skrive i hånden, som mange børn og unge har. For det kræver øvelse at tilkæmpe sig billedet af en smuk sjæl!

Men selvfølgelig er den væsentligste grund til håndskriftens tilbagegang, at vi har fået adgang til at skrive på tastatur. Det er nemmere at lære. Det er forbundet med mindre fysisk belastning. Og det giver normalt et hæderligt resultat.

Men, men, men. Det skaber også en mindre sanselig tilgang til det at skrive. Det er nemmere at få tastet noget ned, og dermed er filtrene mindre. Man får skrevet noget, som måske ikke var så gennemtænkt. På sociale medier kan dette være beskæmmende. Ja, det er ofte værre end det. I private skriverier hører man ofte argumentet, at det også er nemmere at rette, når teksten er skrevet digitalt. Som journalisten Frederik Dessau imidlertid anførte, så var det måske en idé at tænke sig om, inden man skrev.

Hvorom alting er, så er håndskrivning en kompetence, der er på hastig tilbagegang. Det er en årtusind gammel kulturteknik, som har båret vores tanker og bundet os sammen, der står for fald. Jeg har i vinter haft kurser for 350 lærere, hvor nogle af de nyuddannede gjorde indsigelser, da kravet var, at al digital skrivning var bandlyst. Væk med mobil, iPad og bærbar. Nogle havde ikke bedrevet håndskrivning i årevis, ja, nogle havde ganske enkelt besvær med at skrive.

Jeg fortalte om det til bekendte, og her kunne et par stykker fortælle om børnebørn, der ikke formåede at skrive i hånden overhovedet eller for den sags skyld at læse håndskrift.

Og ærlig talt. Når man sidder med beredskabets liste over, hvad depoterne skal rumme for det tilfælde, at alt må lukke ned, så savner jeg håndskrivningen. Hvad skal vi gøre, når strømmen går, nettet går ned, og behovet for at kunne neddele sig på skrift går op?

Det burde være en væsentlig del af vores prepping, at håndskriften er i orden. Men det kræver, at vi har lært det og har øvet den så meget, at vi vover at anvende den til skrivning og til læsning – af både formskrift, skråskrift og stejlskrift.

Som bivirkning får vi mulighed for at signalere, at vi har sjæl; måske et meget konkret bidrag til åndelig oprustning.       

Den melankolske reformator

I denne uge genudsender den2radio.dk en samtale, jeg havde med forfatteren OscarK i 2016, da hans roman om Martin Luther udkom. Bogen gjorde stort indtryk på mig, dels fordi forfatteren havde pålagt sig selv at skrive i et sprog, der var tro mod det tankesæt, der herskede i middelalderen, og dels fordi jeg fik nuanceret det billede, jeg gennem undervisning og opdragelse havde fået af denne reformator, som jo blot var en blandt mange.

OscarK har i samarbejde med Dorte Karrebæk taget en slags tilløb til bogen gennem udgivelsen af den smukke ”Biblia Pauperum Nova”, der er en fattigmandsbibel, som i storslåede billeder følger en teatertrups opførelse af det nye testamente. Truppen består af mennesker, der er fattige i ånden, suppleret af nogle få talende og livskloge dyr. Det er i denne bog, kvinderne ved Jesu tomme grav citerer Anders Fogh Rasmussen: ”Der er ikke noget at komme efter”.

Som en art biprodukt af researchen til Lutherbogen udgav OscarK og Dorte Karrebæk ”De syltede børn”, om nogle af de misfostre, som var udstillet i Peter den Stores raritetskabinet i Skt. Petersborg, og som her bliver skildret som om de har overlevet aborten. Disse skabninger optræder også som børnegruppe i Lutherbogen.

Endelig har OscarK oversat to tekster fra Det gamle Testamente, ”Skeptikeren bog” og ”Sangenes sang”, som han kalder urnebøger, fordi de i format egner sig til at sidde med i en stille stund.

I samme format er udkommet ”Ars moriendi” og ”Dødedans”, mens et tredje bind, som nok får titlen ”Itineratium”, udkommer til efteråret. Det sidste bind er en art vejviser, hvor beslægtetheden mellem alkymi og kvantefysik er til sondering.

De nævnte titler er god sommerlæsning for alle, der ved, at døden er vores vilkår, og bestemt også for dem, der endnu ikke ved det.

Og med børnene kan man til stor fornøjelse læse OscarK og Teddy Kristiansens serie om ”Hugo og Holger”.

Men start med at lytte til samtalen på Den anden Radio– om ikke det hele, så Karsten Pharaos betagende oplæsning af uddrag fra Lutherbogen i udsendelsens start.

https://den2radio.dk/udsendelser/martin-luther-den-melankolske-reformator

God sommer  

At være ved sine fulde fem

Tirsdag aften var jeg inviteret til at tale om “at være ved sine fulde fem” ved Meyers “Verdens bedste skovtur”, som en slags optakt til to workshops i lyrikskrivning, jeg står for torsdag og fredag kl. 16-18.

At være ved sine fulde fem er, som Den Danske Ordbog anfører, synomym med “at være ved sine sansers fulde brug”. Derfor har det altid generet mig, at skolen synes at være “ved sine fulde to”, idet undervisningen som oftest er baseret på hørelse og syn; de eneste sanser, der har lobbyister og foreninger som støtter. Ingen samler ind til dem uden smag, uden følelse eller uden lugt.

Mit oplæg tog afsæt i Inger Christensen essay om silke i “Hemmelighedstilstanden”. Her skriver hun, at navneordene er ensomme, tillægsordene er hjælpeløse, og udsagnsordene er medgørlige. Det er de tre ordklasser, som i nævnte rækkefølge optræder i de monoteistiske religioners skabelsesberetninger og i barnets sprogudvikling, når det med sproget erobrer sin verden.

Det karakteristiske ved synets og hørelsens sprog er imidlertid, at det tager verden ind på afstand. Det er sprog, der kan binde os sammen, fordi vi ser og hører den ydre verden; ser og hører måske ikke det samme, men ser og hører. Sproget skaber fællesskab trods det forhold, at vi alle kan redigere i det sete og hørte og meddele, hvad vi mener at have sanset, så det er tilpasset egne behov og interesser.

Omvendt savner vi ord, der kan knytte os sammen omkring erfaringer og oplevelser med følelse, smag og lugt. Vi må ty til metaforer, fortællinger og lignende for at forklare os. Tænk bare på smagsbeskrivelserne bag på vinflasker. Det særlige ved de tre sanser er netop, at de ligger inde i hver enkelts krop; at de er bundet til inividet. Men følelsen, smagen og lugten kan vi ikke redigere i!

For mig at se bør dette forhold være et argument for, at skolen opprioriterer de praktiske og musiske fag og faglige aktiviteter, så de tre individbundne sanser bliver afsæt for kollektive erfaringer og sansninger. Og derfor er Lene Tanggaards vistnok seneste bog (hun skriver jo hurtigere, end vi andre læser) om “Kollektiv kreativitet” et væsentligt bidrag til at skolen kan udvikle sig til at blive “ved sine fulde fem” – med alt, hvad dette kan bidrage til, af bedre balancer mellem ånd og hånd, mellem det logiske og det poetiske og mellem individualitet og fællesskab.

ps. ved diskussionen efter oplægget begræd en mor sin datters adaption af engelske vendinger i dansk oversættelse: “jeg føler, at anden verdenskrig begyndte i 1940”. Lad os bruge sproget, så følelse og viden ikke er et fedt.

Hallehoi, siger Klods Hans

Udsnit af forside på Klods Hans #2, 2025, af Bernardo P. Cavalho

I går lå IBBY Danmarks (Selskabet for børnelitteratur) medlemsblad Klods Hans i min postkasse. Temaet er Fællesskaber. Og så opdagede jeg, at jeg selv har bidraget til bladet med en artikel om oplæsning; denne disciplin, som bygger bro mellem tale- og skriftsprog, som er et bud på en fællesskabende aktivitet, men som uvilkårligt også rummer en fortolkning af teksten.

Men temaet “Fællesskaber” er væsentligt i en tid, hvor individorienteringen har taget overhånd. Børn vil gerne være sammen, ja, mange udtrykker, at det bedste ved at gå i skole er at være sammen med kammeraterne. Derfor er det velgørende at læse om forskellige bidrag til at gøre læsning til et fælles anliggende, hvad enten det sker på skolens eller andre institutioners initiativ, som udløber af spil-aktiviteter, eller på børns og unges egne initiativer.

Den tidligere biskop i Roskilde Jan Lindhardt sammenlignede læsning med at gå ind i sit hjertes lønkammer. Og ja, man kan blive opslugt af en bog – en frydefuld fornemmelse. Og bogen er skabt til opslugthed med den udformning, den har: to skyklapper, der tilmed er syet sammen. Men Lindhardt tilføjede, at hvis du kommer derind, så få benene på nakken og kom ud igen.

Pointen er klar: det er berigende at komme ind i et nyt univers, hvor ens tanker og synspunkter bliver udfordret. Men lige så godt er det at komme ud igen og få den nye oplevelse og erfaring sat i spil i den verden, der er ens dagligdag. Det er dette fællesskaberne omkring læsning kan bidrage til.

Et omfattende ps: Fra 2013 og 8 år frem var jeg medlem at den dengang nyetablerede komité, der skulle vælge modtageren af Nordisk Råds Børne- og ungdomslitteraturpris. I de år læste jeg en dansk børne- eller ungdomsbog om dagen. Det var på sin vis en lettelse, da beskikkelsen sluttede, for langtfra alt, som ser dagens lys, er berigende. På den anden side giver en brat afslutning en underlig form for abstinenser. Og her er der hjælp at hente i Bogbotten, som er IBBYs anmeldersite.

Børne- og ungdomslitteraturen får mindre og mindre spalteplads i de trykte medier, men i Bogbotten kan man finde inspiration til, hvor der er noget at komme efter.

Bogbottens anmeldelser er en uvurderlig håndsrækning til dansklærere, pædagoger, skole- og børnebibliotekarer og forældre, når man ønsker at finde en farbar vej i udgivelsesjunglen.

Tak for Bogbotten!

Tag med på skovtur

I de seneste år – vistnok de seneste 5 – har Claus Meyer taget initiativ til “Verdens bedste skovtur” på A.P. Mller-grunden i Udsholt ved Rågeleje, Nordsjælland.

Der sker en masse, også en masse oplevelser, som det fremgår af programmet for de 14 dage, skovturen varer. https://meyers.dk/media/48775/vbb_program_2025_oversigt.pdf

Hvert år har jeg bidraget med et foredrag og et par workshops, som det hedder på dansk. Og hver gang har det drejet sig om lyrikskrivning; ikke for at gøre skovturens deltagere til digtere, men for at give dem mulighed for at lege med og dyrke sproget. Hvad de får ud af det ved jeg ikke, men jeg oplever en masse, fx at de fleste helst vil sidde ved et bord, tale lidt sammen og inspirere hinanden, men at nogle unge klatrer op i et fyrretræ og sidder der og skriver. Nogle på 4 år har lige lært at rime, og de remser løs. Andre unge har vægret sig ved at skrive poesi i skolen, men får ord til at gro i skoven. Mens mange får løsnet for deres skriveblokeringer ved at få inspiration fra andres digte, så de, som de fleste rigtige digtere, kan stjæle frigørende rammer.

I år vil jeg udfordre vores sprog for det, vi sanser. I et indlæg på mandag den 14.07. kl. 18.30 – 19.30 vil jeg tale om at være ved sine fulde fem. Og i de to efterfølgende workshops torsdag den 17.07. og fredag den 18.07., begge gange kl. 16-18, vil jeg lægge op til at skrive henholdsvis ud fra afstandssanserne syn og hørelse og ud fra de sanser, der ligger i kroppen, smag, følelse og lugt.

Men der sker et væld af andre ting på skovturen. Læs programmet og se, om det ikke er noget for dig og dem, du ferierer sammen med.

Eksempel på et skovtursdigt, inspireret af Poetens Ad Hækkenfelt til:

Meyer havde haft sit mas / med at finde fyrrekvas, / så han kunne skaffe ilden / og få fut i skovtursgrillen. / Men det lykkes; grillens glød / braser blidt det ferske kød. / Røgen skaber næsespil: / lokker lækkersultne til. / Magert kød gør godt i munden. / Meyer spejder: Hvor er hunden?

Derfor er det værd at lytte til Tesfaye

Udsnit af forsiden på Dansklærerforeningens udgave af Fodboldenglen.

Min kone gjorde mig ved morgenkaffen opmærksom på, at der i dagens Politiken er en klumme, hvori Bo Tao Michaëlis skriver om podcasten ”Det’ en klassiker”. Her har værten Alberte Clement Meldal besøg af Mattias Tesfaye, som har valgt sin klassiker, Hans Jørgen Nielsens ”Fodboldenglen”.

Selv har jeg lige skimmet et sommerferieopslag, hvori Svend Brinkmann bringer et billede af Anker Jørgensen, som har placeret sig i en liggestol med Villy Sørensens bog om ”Seneca”.

Dette får mig til at erindre, hvordan SF’s Gunhild Due, der kom fra et landarbejderhjem, ved et møde om folkelighed i midten af 1960’erne i Studentersamfundet i Århus (sådan stavedes det dengang), hvor også Gustav Winckler og Otto Leisner deltog, fik løftet begrebet ud af fordomme og smaltænkning ved at præsentere Inger Christensens nye digtsamlinger og give mæle til Sara Lidmanns politiske prosa. Hendes engagement var smittende!

På lignende vis husker jeg, at det var Anker Jørgensen, der ved et pædagogisk foredrag fik antændt min interesse for det nordiske i undervisningen, da han ønskede hvidt birkedrys i vores røde blod; ved i skolen at læse fx Selma Lagerlöf, Maria Gripe og Astrid Lindgren.

Derfor fandt jeg podcasten med Mattias Tesfaye og lyttede. Det er en stor oplevelse at høre om hans egen splittelse mellem udgangspunktet som fodbolddreng og murer i Aarhus og tilværelsen med ministerbil i København og midt imellem familielivet i Albertslund.

Men som han reflekterer over, så viser ”Fodboldenglen” ligesom ”Pelle Erobreren” og ”Lykke-Per”, at man nok kan drømme om det, man har forladt, men det har også forandret sig. Man kan ikke komme tilbage til det, man forlod.

Tesfaye finder ”Fodboldenglen” væsentlig, fordi den beskæftiger sig med mandens identitet, hvilket måske er mere relevant end nogensinde. Podcastværten Alberte Clement Meldal har ikke tidligere læst bogen, men er nu blevet betaget af den intense beskrivelse af de følelser, den beskriver mellem mænd, når facetter af spillet lykkes.

Tesfaye supplerer med, at samspillet ikke er planlagt, men at det drejer sig om en førsproglig forståelse, om en fælles viden i kroppene. Og han fortæller, at det kan være samme oplevelse, man får, når samarbejdet med en murermakker fungerer.

I det hele taget er samtalen præget af åbenhed og en fælles glæde ved samtalen. Jeg sidder smilende tilbage med en oplevelse af, at jeg nu ved, hvorfor jeg synes, at det er værd at lytte til Tesfaye. Om man er enig i hans udtalelser eller ej, betyder mindre. Hans attitude og sprog gør, at man må lytte. Han behøver ikke at true med at lægge hånden på en kogeplade for at vinde gehør.   

Han siger, at det kræver mod at stille sig op og sige noget, men endnu mere at sætte sig ned og lytte.

https://www.dr.dk/lyd/p1/det-en-klassiker/det-en-klassiker-2025/mattias-tesfaye-fodboldenglen-11032519021

Og gør så som Tesfaye. Prøv at finde bogen hos et antikvariat eller på biblioteket. Jeg har den heldigvis i Dansklærereningens udgave fra 1981. Den har et glimrende efterskrift.

Ps.

Tak til de læsende politikere, som kan inspirere til læsning, og som bliver værd at lægge øre til, fordi de ræsonnerer med udsyn.

Vi burde have set det

Udsnit af forsiden på Annette Herzogs bidrag til serien Min historie

I den landsby, som min kone og jeg bor i, har vi en læseklub, der mødes cirka en gang om måneden for at tale sammen om en bog, vi har læst. Aldersspredningen i gruppen spænder over 60 år, og det kan gøre samtalerne og bogvalgene overraskende og mere tankevækkende, end hvis alle kom fra samme aldersboble.

Til næste gang skal vi læse Jeppe Bentzens “De vingeskudte”; om den generation, vi opdrog til en tro på Europa som fredens bastion, garanteret af NATO og EU, og som mistede troen, da Rusland overfaldt Ukraine. I bogen tager Jeppe Bentzen på interrail rundt i Europa og ikke mindst øjenåbnende i Østeuropa, hvor han taler med mange af sine jævnaldrende om fremtiden i Europa og i verdensdelen stater. Som titlen antyder konkluderer han, at de tilhører generationen “de vingeskudte”.

Men vi burde have set det. For fem år siden, i 2020, udkom Annette Herzogs “På vores side af muren” i serien “Min historie”, som bringer børnebogsforfatteres og illustratorers barndomserindringer. Hun skriver loyalt om dagliglivet i DDR. I forbindelse med udgivelsen havde jeg samtaler med hende, hvori hun kommenterede udviklingen ved at konstatere, at der aldrig fandt en genforening sted, men at Vesttyskland overtog DDR. Man genkalder sig billeder på nethinden af kansler Kohl, der står triumferende med en gestalt, der minder om Herluf Bidstrups karikaturtegninger i “Land og Folk” af den skruppelløse, grådige kapitalist.

Det gav panderynker, men vi burde have vidst det. Da min kone og jeg overnattede i en lille tysk by, Hagenau, fik vi vores morgenmad serveret af en midaldrende kvinde, som talte tysk med accent. Hun fortalte, at hun var kommet til Tyskland efter katastrofen. Og da vi lignede spørgsmålstegn, uddybede hun: hun kom fra Kazakstan, hvor arbejdsløsheden var resultatet af Perestrojka.

Vores tro på det liberale markeds formåen til at sikre en gunstig udvikling efterlader myriader af tabere undervejs. Og dette er ikke mindst tilfældet i det Østeuropa, hvis unge stemmer i Jeppe Bentzens “De vingeskudte” må få os til at vågne op, hvis vi fortsat tror på den frihed og det demokrati, som markedet har forkvaklet, og hvor Putins overfald på Ukraine har fået en ung generation til at vakle i troen – mildest talt.

Tænk, at vi læste “På vores side af muren” som en loyal barndomserindring uden at fornemme det, der stak dybere: det, der kunne mistes og blev mistet ved den senere såkaldte genforening!

Hånden på kogepladen

Udsnit af Poppos jernbyrd, 1636-1638. Af Abraham Bloemaert/Statens Museum for Kunst.


I Jens Blendstrups velskrevne og opslugende roman, Gud bliver til, om farens ungdom som elev på Herlufsholm Kostskole fortælles om en episode, hvor en af præfekterne sætter en af de små drenge på en brændeovn, så knægten får forbrændt de nedre regioner. Drengen bliver taget ud af skolen, mens præfekten fortsætter på Herlufsholm. Den onde går fri, mens den uskyldige fordrives.
Denne udåd fik mig til at spekulere på, om der er sket det samme med fænomenet jernbyrd som med de syv dødssynder, hovmod, grådighed, utugt, misundelse, fråseri, vrede og dovenskab, at de stort set alle har antaget værdi af deres modsætninger.
Jernbyrd var en bevismetode i middelalderlig retspleje, og hvis du efter at have båret gloende jern ikke fik betændte brandsår, var du uskyldig. Det siges, at præsten Poppo overbeviste Harald Blåtand om sandheden i kristendommen ved at bære gloende jern uden at få mén af det.
Og apropos Harald Blåtand, så vil jeg vende blikket mod nogle af dem, der har Bluetooth i deres ministerbiler. Flere af dem taler om at lægge hånden på kogepladen, når de begrunder stramninger i retsplejen og i udlændingeloven. Ikke at de gør det, men de lader forstå, at de vil kunne gøre det. Er det, fordi de har forklaringsproblemer, at de må ty til en bevismetode, der forudsætter guddommelig tilstedeværelse? Eller er de blot det, som Hendes Majestæt i sin tid betegnede som dumsmarte?
Under alle omstændigheder benytter de kogepladen på netop de områder, som får mæle i den alt for tidligt afdøde sangerinde Natasja Saads sang ”Gi’ mig Danmark tilbage”.
Selvfølgelig skal man ikke underkende indflydelsen fra stærke kræfter, som fx har vanskeligt ved at overholde krav om tavshedspligt, adskillelse af lovgivende, udøvende og dømmende magt og almindelig proportionssans i indsatsen, fx i form af forfærdelse over befolkningstilflytningen over for fredning af landbrugets brug af giftstoffer, som nedsætter danske mænds sædkvalitet.
Mange politikere kunne fremhæves her, men jeg vil holde mig til jernbyrdens omegn. I poeten Peter Poulsens smukke digtsamling ”Danseskole for bjørne” kan man i titeldigtet læse om, hvordan man dresserer en bjørn til at kunne optræde på markeder. Efter at have trukket dens tænder ud, beruset den med hvidt brød mættet med alkohol, givet den en ring i næsen, en lænke om halsen og klippet kløerne af den kommer opskriften: ”Varm en metalplade op / over glødende kul / og anbring bjørneungen på den. / På kort tid får den lært sine trin.”
Måske kan metalpladen lignes ved at brænde nallerne gennem forkerte valg af partier, før man har lært, hvem man er i trit med. Men alligevel; jeg har tjekket hr. Bjørns baggrund. Altid pæn og velopdragen som barn. Så måske skal man ty til Astrid Lindgrens forklaring om Emil som god sognerådsformand for at fatte en hr. Bjørns frembrusende adfærd: Det er bedre at være skarnsknægt som barn og blive en god politiker end at være en pæn og ordentlig som barn og blive en skarnsknægt som politiker.