Forfatter: Jens Raahauge

Bevar roen

Udsnit af forsiden på “Roepolakkerne satte spor”, Lollandsbibliotekerne, Forlaget Bostrup

Medlemmer af forfattergruppen “Os hernedefra” har bidraget til at udbrede fortællingen om de polske/galiciske arbejdere, som fra 1893 til 1929 kom som sæsonarbejdere for at arbejde i de roemarker, som især på Lolland og Falster blev dyrket for at skaffe sukker nu, hvor sukkerproduktionen på De vestindiske Øer aftog i betydning.

Mange af de polske sæsonarbejdere tog med årene fast bolig her i landet, nogle fordi de fandt en ægtemage, andre fordi krig afskar dem fra at vende hjem, og atter andre fordi de befandt sig godt her eller blev efterspurgt som helårsarbejdere. De polske løsarbejdere bidrog til den rigdom, som blev jordbesidderne på Sydhavsøerne til del.

I bogen skildres roearbejdernes liv dels i faktuelle, historiske bidrag, dels i kortere fiktive tekster, sange og digte og endelig i erindringer. Bogen er rigt illustreret dels med fotos fra perioden og dels med AI-genererede farveillustrationer.

Jeg har nydt at granske de sort/hvide fotografier, som giver den autenticitet, der lader øjet gå på opdagelse. Derimod har jeg det dobbelt med AI-billederne, som dels er fængslende på grund af fine miljødetaljer, og dels er sært ugebladsagtige i deres persontegninger. Navnlig kvinderne virker sarte og forfinede i forhold til de medsøstre, som ses på fotografierne, og til de polske efterkommere, som jeg selv har mødt. Den råstyrke og udholdenhed, som var karakteristisk for de polske kvinder, får ikke kredit i de idealiserede farvebilleder.

Bogens tekster tegner fra mange vinkler de vilkår, som blev sæsonarbejderne og deres efterkommere til del: hårdt arbejde til ringe løn, mobning i skolen, overgreb og udnyttelse, overrepræsentation i kriminalstatistikken, religiøs mobning.

Mange af de korte tekster kan mageligt anvendes i undervisning – også ud over i skolerne på Sydhavsøernes, da mange af problemstillingerne har nutidige paralleller i vores indvandrerdebat. Tag fx overrepræsentationen i kriminalitetsstatistikken. Var katolikker mere voldelige end os danske protestanter? Var de mere be´drageriske eller tyvagtige? Nej, men de var fattigere og havde i højere grad et liv på kanten.

Brug bogen som en parallelvej til undervisning i indvandrerdebatten – og gør jeres lokale hardlinere i indvandrer-/flygtningedebatten opmærksom på den. Eller læs den bare for fornøjelsens og indsigtens skyld.

I den vidunderlige, syngende dialekt, der tales neden for stødgrænsen syd for Vordingborg, udtales ordet ‘roen’, så det både kan betyde rodfrugten, ro(lighed)en og hovedet. Derfor nød jeg engang at høre lollikken Claus Meyer opfordre til, at man skulle ‘bevare roen”. Ja til sukker. Nej til stress. Og nej til halshug.

Vores viden og væren går hånd i hånd

Udsnit af forsiden på Anders Bondo Christensens bog (Forlaget Fjordager)

Lærerprofession.dk’s prisfest blev afsluttet med Niels Brunse og René Christoffersens sang ”Vores viden og væren”, og dette kunne passende være overskriften for det fælles præg i de prisbelønnede bachelor- og pædagogiske diplomprojekter.

VIAs store auditorium i Ceresbyen dannede rammen om prisfesten. Stemningen var i top, men der var pladser nok til, at nogle af de lærerstuderende, som var i kantinen, kunne have fundet plads til at lade sig inspirere.

Projektleder for lærerprofession.dk, Solveig Troelsen fra VIA, fremhævede i sin velkomst det karakteristiske, at vi her stod over for lærerstuderende og lærere, der havde fokuseret på facetter af den pædagogiske virksomhed i og omkring skolen og dermed givet os andre mulighed for at lad os inspirere; et forhold, som skoleleder Dorte Andreas også fremhævede, når hun fortalte om egen inspiration og motivering af ansatte og kolleger ved hjælp af de mange projektbesvarelser, som kan tilgås på lærerprofession.dk.

Dekan Elsebeth Jensen gav et vue over udviklingen i lærerarbejdet, som det har udviklet sig, siden hendes egen skolegang. Men hun pointerede, at det trods store forandringer forsat bygger på, at fællesskabet er den væsentligste forudsætning for, at børn lærer, samt at skolen skal være det sted, hvor elever lærer noget, de ikke kan lære sig selv.

Det bachelorprojekt, der vandt, handlede om elevers imitation i billedkunst. I takketalen fremhævede vinderne, Kristina Serup Matthesen og Mette Heidemann Yde, at deres arbejde med opgaven faktisk havde ændret deres opfattelse af deres egen fantasi. Og dette er en væsentlig pointe i det at fordybe sig i et stof: man ”risikerer” at udvikle sig.

Jeg hæftede mig også ved Emilie Lykke Nielsen, som fik en tredjepræmie for projektet ”Fra udlånsmaskine til læseløfter”. Her giver hun ti råd til, hvordan et samarbejde mellem dansklærere og PLC, kan gøre det meningsfuldt atter at kalde PLC for skolebibliotek (min tolkning).

Det diplomprojekt, der tog førsteprisen, handlede om de elever, der vægrer sig ved at gå i skole. Marie-Louise Nørrekjær Mortensen havde gjort sig den ulejlighed at tale med eleverne, og hun gjorde os bevidste om, at der er mennesker med drømme og ønsker bag de statistikker, som politikere og medier boltrer sig i. En aktuel og væsentlig indsigt, der forhåbentlig kan få de mest handlekraftige til at trække vejret og lytte en ekstra gang.

Der blev uddelt to sprogpriser. Hos bachelorerne fik Asger Kold prisen for et projekt om grimt sprog; ”Hold nu kæft, nørd” er titlen. Camilla Zoega Årman var sprogprisvinder blandt diplomprojekterne, idet hun belyste de problematikker, der er forbundet med sprogforstyrrelsen DLD i relation til at skulle til afgangsprøver.

Endelig uddelte Folkeskolen to formidlingspriser til hhv. et bachelorprojekt om ”Det eksistentielle mysterium i kristendom” af Freya Linnemann Brantlov og Mads Lundager Dahl Rasmussen og et diplomprojekt om hørevanskeligheder og komplekse sproglige vanskeligheder  af Marie Mølholm Jungersen.

Prisfesten var slut, men festen fortsætter, hvis du går ind på lærerprofession.dk og leder dig berige af de bidrag, der matcher dine fag og behov. Måske en idé at gøre nogle fagteammøder til gennemgange af udvalgte projektbesvarelser. (Husk at springe de afsnit over, som udspringer af formelle, akademiske krav).

Ægtestand og Improvisatoren

Thomasine Gyllembourg læser for sønnen og svigerdatteren

Tirsdag den 11. november gæstede dr.phil. og litteraturforsker Lise Busk-Jensen H.C. Andersen-Samfundet, hvor hun ville fortælle om H.C. Andersen og romantikkens forfatterinder. Hun valgte at fokusere på HCAs ”Improvisatoren” og Thomasine Gyllembourgs ”Ægtestand”, som begge udkom i 1835, og som kunne repræsentere henholdsvis en mandlig og en kvindelig dannelsesroman.

Men inden Lise Busk-Jensen tog hånd om de to dannelsesromaner, fik vi et kort vue over kvindesynet gennem tiden – lige fra antikken, hvor kvinden ikke eksisterede som køn, frem til slutningen af 1700-tallet, hvor man opdagede, at kvinden har æg og dermed deltager i forplantningen, for at ende i den guldalder, som de to romaner udspiller sig i. Her er manden familiens overhoved og ansigt udadtil, mens kvinden råder i hjemmet, en opgavefordeling, som Thomasine Gyllembourg så på med accept. Og jeg kom til at tænke på, at det giver måske en god tilgang til at forstå, hvorfor nogle kvinder i andre kulturer ikke føler sig undertrykte, men tilkendt en rolle, de bliver respekterede for at udfylde.  

Lise Busk-Jensen tog os også et smut omkring de københavnske saloner, som dannede rammen om kulturelitens møder. Her kunne ånden flyve højt, nye impulser introduceres, egne værker præsenteres og drøftes; kort sagt var salonerne en kulturel smeltedigel, hvor meget af det, som de, der hylder danske værdier, finder rod i og ophav til – også selv om begrebet af de samme er lanceret som skældsord.

Men til de til dannelsesromaner. H.C. Andersens ”Improvisatoren” er en klassisk dannelsesroman, hvor den mandlige hovedperson med bevægelsen hjem-ud-hjem undersøger de muligheder, som tilværelsen ud byder på, for afklaret at vende hjem; i dette tilfælde med den rette kvinde efter at have truffet flere typer, som af Lise Busk-Jensen blev kategoriserede som enten sanselige eller åndelige, og hvor idealet er at finde den, der rummer balancen herimellem.

Thomasine Gyllembourgs ”Ægtestand” er en nyskabende, kvindelig dannelsesroman, hvor kvinden, der er hovedperson, ikke søger næring ude, men er bundet til hjem. I stedet søger hun at blive den gode hustru, men skuffes af ægtemanden, der blot betragter hende som inventar. Da hun forelsker sig i en beundrer, vågner ægtemandens kærlighed til hende. Og bogen genopbygger den balance, som er den kvindelige forfatters ideal: to der holder af hinanden, og som har veldefinerede roller. Bogen, som var udgivet under pseudonym, fik megen ros. Men én anmelder skrev dog, at det var en god roman med en dårlig hustru, og at han ville foretrække en dårlig roman med en god hustru.

I samtiden var Thomasine Gyllembourg mere læst end H.C. Andersen. Selv vedkendte hun sig sin skrivetrang, selv om hun fandt det mandigt at skrive. Og måske derfor skrev hun under pseudonymet ”Forfatteren til en Hverdagshistorie”. Hun udkom hos sønnen J.L. Heiberg, som sammen med hustruen, skuespiller Johanne Louise Heiberg, var toppen af kulturkransekagen.

De to romaner er læseværdige. Gyllembourg skriver godt og giver os et fint indblik i den tids danske værdier og et dyk ned i kvindelitteraturens kilde. Andersens roman er et af hans hovedværker, så sanseligt, at jeg med min familie har ferieret i improvisatorens rejsespor.

Og så tænker jeg på, at nogle af de beskrevne værdier har en lang levetid. I de Jan- og Puk-bøger, som udkom især i 50’erne, fulgte dannelsesruten også hjem-ud-hjem i Jan-bøgerne, mens ruten var ’hjem og nærmeste omegn’ i Puk-bøgerne. Men forfatterne var de samme.

Tak til H.C. Andersen-Samfundet for en perspektivrig aften!       

Bogforum. 2.

Udsnit af Sofia Avdevas forside til Kateryna Yehorushhkinas “Min tvungne skoleferie” (Forlaget Hjulet)

Min vandring gennem fredagens BogForum førte mig til Bellascenen, hvor der var der godt fyldt op på publikumsstolene, da den 30-årige “Skriverprisen” skulle uddeles til en bog, der forener litterær kvalitet med læsevenlighed. Undervisningsministeriet står bag, og vinderen modtager ud over æren 25.000 kroner. Der var tre nominerede: Forfatter Vera Astrid for bogen ”Et øjeblik senere”. Forfatter Sabine Lemire og illustrator Rasmus Bregnhøi for serien ”Mira”. Og forfatter Sanne Munk Jensen for bogen ”The Ghostfather”. Vinderen blev “Mira”, denne fine grafic novel-serie i foreløbigt ti bind; mon ikke prisen animerer til endnu flere. Og historien kan bære det!

Det er så godt, at netop denne litteratur nyder bevågenhed, når nu vi taler om at stimulere børns og unges læseglæde. Mange forlag er blevet bevidste om dette – og Dansklærerforeningen med serie “Læsbar”; fin kvalitet og bred vifte af temaer i både fag- og skønlitterært regi. Og så er det på sin plads at hædre en af de første, som så denne kobling mellem letlæst og kvalitet: Esther Skriver!

Videre løb jeg ind i Forlaget Wunderbuch, som bærer sit navn med rette. Her er gennemført kvalitet i både indhold og boghåndværk. Man bliver helt fjern i blikket og blød i sjælen, når man står med en af forlagets bøger i hænderne. Senest er udkommet “Marco Polos beskrivelse af verden”, illustreret af Erik A. Frandsen og oversat fra Marco Polos italienske kilder fra 1298. Den var helt frisk og duftende af at have forladt trykkeriet for få timer siden.

For enden af litteraturstrædet holdt “Ukraine House in Denmark” til. Her løb jeg ind i en samtale mellem forlægger Vagn Plenge, Hjulet, forfatter Kateryna Yehorushkina og oversætter Xenia Frost Fitisova. De talte om tilblivelsen af den fine, smukke og konkret registrerende skolepigedagbog fra de første dage af det russiske overfald på Ukraine. Bogen har fået titlen “Min tvungne skoleferie”, og den er illustreret af Sofia Aveva.

Oversætter Xenia Frost Fitisova fortalte om sin bevægelse ved at læse teksten, som var holdt i en indskolingspiges sprogleje, og derfor undgår at besætte læserens følelser, men tværtom lader læseren reagere med de følelser, som alder og erfaringer lægger op til. Derfor er forfatteren i udstrakt grad lykkedes med at tage vare på og støtte hver enkelt læser. Bogen er forsynet med den ukrainske tekst bagerst. Derfor er den efter min opfattelse oplagt til læsning i skoleklasser, der har ukrainske elever i fællesskabet. Og måske er den god mental prepping for alle; de uventede ændringer af ens livsvilkår sker som oftest i løbet af et splitsekund.

BogForum. 1.

Udsnit af forside på Lea Fløe Christensens “En mand med en ged på side 251”

Der var godt nok mange mennesker til BogForum i fredags, og jeg gik ilthungrende omkring og glædede mig over min beslutning om kun at aflægge besøg denne ene dag.

Men der var forbedringer at notere sig; ikke mindst at udstillerne havde samlet anlagt et litteraturstræde, så man undgik at løbe spidsrod igennem stande, der havde bogen og læsningen som det sekundære. For jeg kommer ikke primært for at se en giraf eller høre en debat, der i støjen kæmper om den opmærksomhed, som de 30 minutters samtale higer efter. “Nå, men vi må slutte nu. Tiden er gået.”

Næh, jeg kan lide at græsse på de mere ydmyge marker, hvor læsningen og bogen viser uventede sider. På Turbines stand fandt jeg Lea Fløe Christensens bog med den herlige titel: “En mand med en ged på side 251”; og når man når til side 251, viser det sig, at bogen med manden med geden er omtalt på side 81! Enhver, der interesserer sig for læsning og for at inspirere andre til at læse, får i denne bog en levende, sprudlende og facetteret manual, der har sit udgangspunkt i, at vejen til læsning er fuld af margueriteruter, som har præg efter den enkeltes sans for margueriter. Det er ganske enkelt en herlig øjenåbner for alle, der ønske at smitte med læsning og litteratur.

Længere henne løb jeg ind i Dansk PENs udstilling af “Forbudte bøger”. Faktisk var det Janne Tellers “Intet”, der fangede mit blik, men ved dvælen foran udstillingen blev jeg mere og mere overbevist, at censuren viste mere om censorerne end om det censurerede: Det skrevne ord er farligt for alle, der klamrer sig til en skrøbelig magt. Og jeg opdagede, at man skulle hive lidt op i de sedler, der stak op fra bogen. Her kunne man læse, hvor bogen var blevet forbudt og hvorfor. Her var Astrid Lindgren, som kunne anfægte magten og moralen i flere lande. Her var Jakob Martin Srid, som kunne ryste politisk korrekte stemmer i Sverige. Her var de kendte Herman Bang, Franz Kafka, Salman Rushdie og mange, mange andre. Religion, sexualitet, magtkritik og politisk ukorrekthed var topscorere. Og sig så ikke, at USA er ytringsfrihedens bastion.

Endelig hørte jeg Pelle Koppel i en samtale med den unge forfatter Sofie Riis Endahl og skuespiller Line Weien Hoffmann i anledning af Teater V’s opsætning af studentermusicalen “Pixie”, der er bygget over bogen “Pixie lever stadig”. Samtalen var et fint eksempel på, at der i det danske litteratur- og teatermiljø er engagerede mennesker som Pelle Koppel, der kaster sig over at bistå unge talenter, der brænder for et projekt; her at Sofie Riis Endahl havde lyst til at omsætte sin roste roman til en musical med hendes egne ord og egen musik. Den samtale gav et fint indblik i, at vejen fra tekst til scene er fuld af bump og hårnålesving, men at den er farbar med de rigtige vejvisere, hvoraf de seneste i processen er de skuespillere, som skal tage forestillingens ord og handlinger på sig.

På vejen videre tog jeg et rast ved Den danske Sprogkreds stand, hvor jeg smugkiggede i Lise Bostrups “H.C. Andersen i USA” og i “Roepolakkerne satte spor” om den indvandring fra vores sydlige naboland, som skulle sikre godejere på Lolland og Falster billig arbejdskraft, og som kom til at præge sydhavsøernes kultur og sociale liv.

Fortsættelse følger….

Tryghed og frihed, de vandrer til hobe

udsnit af forsiden på Thorkild Thejsens barndomserindringer, “Er det dig, der har kastet op på mine roder?”, Forlaget Fjordager

Flere gange har jeg været jurymedlem i børnebogskonkurrencer, hvor forlag har ønsker manuskripter til nye børnebøger; ja, det er flere år siden, mens der var plads til andre end bestsellere på bibliotekerne. Blandt de fremsendte bidrag var flere, der var skrevet af bedsteforældre. Historierne havde greb om børnebørnene, og opfordringerne til at få dem udgivet havde været mange, fremgik det af ledsagende breve. Men hvor de dog lukkede sig om sig selv og lignede de tø-hø-historier, der i nogle kredse fortælles til konfirmationer i taler eller i sange.

Derfor er den med en vis bæven, jeg går i gang med læsningen af Thorkild Thejsens barndomshistorier. Og hurtigt bliver min frygt gjort til skamme. Lad det være sagt fluks: Thorkild kan fortælle, og han kan med udvalgte episoder berige os med et tidsbillede, med et børneliv og med et sprog, der folder sig ud som en fryd i sig selv og et perspektiv, der må, kan og skal gøre dagens samtale om børn, voksne og opdragelse mere sansende og seriøs.

Allerede ved bogens start får man et gok i sjælen, når man falder i staver over Thorkilds erindringskort over Gørding, som var hans vestjyske lands- og barndomsby. Der var seks købmænd og en parade af specialforretninger og -virksomheder. Her var en ramme om et liv, som man i dag end ikke finder i middelstore provinsbyers kvarterer. Her kendte alle alle. Hvem råber så op om stordriftens velsignelser ud over kapitalen og udviklingen-kræver-politikere? Det er da nok en panderynke værd, når man i dag kan undgå at skulle tale med mennesker ved at scanne selv.

I denne lille stationsby trådte Thorkild sine barndomsskridt. Gjorde de erfaringer, som et barn skal gøre for netop at blive erfaren. Det skete i den særlige blanding af tryghed og frihed, som skabes, når alle kan følge med, og ingen er buret inde. Jeg husker, at Erik Sigsgaard i et foredrag fortalte om en dreng, der havde været med sin mor på ferie i Tyrkiet og med store øjne konstaterede, at her var fritgående børn. Det er de rammer, som også Astrid Lindgren omtaler som sine kilder til at skrive, når beretter om, at livsmod opstår, når ens barndom også var livsfarlig. Thorkild beskriver den balance mellem at være beskyttet og at have frihed med eksempler og i en tone, der peger frem mod det, som Poul Nyrop sagde: ”Vi må kunne gøre det bedre?”

Hos Thorkild er der ingen forloren nostalgi, men små finurlige indskudte ord og sætninger, som peger på, at en balance mellem det trygge og det opdagende er værdifuld. Her er det især moren, der står som garanten for tryghed og opbakning, når fx Thorkild er blevet uretfærdig behandlet af lærere i skolen, og når han senere ønsker at læse til lærer. Men det er også hende, der pakker hans kuffert, da hun opdager, at han har røget cigaretter, for når han er gammel nok til at ryge, er han også gammel nok til at klare sig selv. Med små vink peger fortællingerne frem mod samtaler om opdragelse, om børns behov og om kærlighed, mens de på samme tid holder fast i tidsbilledet.

Thorkild er lærer, men også journalist. Og han mestrer at fængsle med sit sprog. Hvert kapitel har en overskrift, der vækker undren, og en mellemrubrik, der pirrer denne undren og gør den til en forventningens nysgerrighed. Og så er sproget en herlig vekslen mellem rolig fremadskriden og en svingom i tid og tema; mere herom senere, som der ofte står. Endelig kan man bruge en rum tid på at kigge de billeder, som både fanger tiden og tager billedet seriøst, fordi der ikke blev taget så mange, at ingen af dem var noget særligt.

Thorkild Thejsen har skrevet barndomserindringer, der er en godbid i sig selv, men som også bygger på et børnesyn, som kan tilføre den aktuelle debat en del, og til de unge lærerstuderende som mener, at vi boomere har et helt fejl børnesyn. Se lige her, hvad det er for værdier, der er i spil: tryghed og frihed!       

Så vidt om jorden høres danskens sang

Udsnit af Elin Lis Johansens maleri på forsiden af Modersmål-Selskabets bog, “Er der en sendelektor til stede?”

Dannebrogsspileren er vindfyldt. Vi sejler i læseretningen, hvilket giver mere fart. Og der synes at være en laber brise fra vest, som fører vores sprogbåd østover. Således signaleret er vi stået til søs med kurs mod sendelektorernes erfaringer med dansk sprog i det oversøiske.

Den aktuelle anledning er, at sendelektorerne har modtaget Modersmål-Prisen 2025; den perspektivrige anledning er, at sendelektorordningen er udtryk for et unikt arbejde, der understøtter dansk sprog, kultur og erhvervsliv i de lande, hvor udsendte lektorer kan supplere det traditionelle diplomati på ambassaderne.

Men forsideillustrationen sender vel også et vel optimistisk billede af situationen, idet man fra politisk hold har formindsket spileren ved at beskære tilskud til ordningen; en manglende politisk indsigt i, hvad det vil sige at værne om det danske sprog og dets muligheder. Mens vi opruster militært, kerer vi os forholdsvis lidt om det, der binder os sammen: modersmålet.

Og det kan mere, end vi tror. Vi synger begejstret med på den egentlige fædrelandssang, hvori H.C. Andersen skriver om sproget, der “som en sød musik mit hjerte når” og som trods vores lidenhed høres rundt om på jorden, akkompagneret af danske mejselslag. Hermed mente han kunst personificeret i billedhuggeren Thorvaldsen. H.C. Ørsted tilføjede et ekstra vers, fordi han mente, at Andersen havde glemt videnskaben. Derfor foreslog Ørsted som supplement:

”Se tankelyn gik ud fra danske hjerner, / og lyste for den hele vide jord, / De vendte øjet op mod himlens stjerner, / og ned i løndomskraftens dunkle spor; / Du danske friske Strand, / Hvor øjet frit omsvæver,  /Og  frie blik til tankeflugt os hæver, / Dig elsker jeg! – Danmark, mit fædreland!”.

Og sendelektorerne giver for så vidt Ørsted ret. Det at arbejde med sproget blandt udenlandske universitetsstuerende giver en væsentlig kulturel effekt med tolkning, oversættelser af litteratur, møder mellem mennesker af kød og blod, events og mange andre fine, bløde effekter, der ambasaderer for Danmark. Men det giver også anledning til videnskabeligt og forskningsmæssigt samarbejde, som beriger dansk erhvervsliv og akademisk virksomhed. At spare her, er at braklægge den fedeste jord.

I bogen hører vi stemmer fra de steder, hvor vi har sendelektorer. Og på slående vis ser vi en linje, der følger i kølvandet på omslagets sejlbåd. Nok blæser vinden fra vest, og vi påvirkes af kommerciel og digital (hvad der her er det samme) kultur fra USA, men universiteterne er der under pres – og med dem de små sprog. Anderledes synes der at være interesse for de små sprog og kulturer i Europa, især i den østlige del, hvor sendelektorordningen viderebringer dansk sprog og danske værdier som et væsentligt supplement til de danske ambassaders arbejde. Også her synes det ubetænksomt at spare.

Derfor tak til Modersmål-Selskabet for at tildele årets pris til den sendelektorordning, som bringer dansk sprog og kultur ud i verden, og som henter frugtbare impulser hjem til berigelse af os. Måtte der som en udløber af dette gå en prås op for de politikere, som skal styrke Danmarks sprog og beredskab.

Dansk sprog – en dansk værdi

Støt borgerforslag om at sikre Den Danske Ordbog politisk!

Når jeg slår op i Den Danske Ordbog, ser jeg, at ordet ’værdi’ stammer fra nedertysk, afledt af oldsaksisk, og at det betegner et ideal, som vurderes højt. Det tilføjes med et citat fra en lærebog, at man udvikler yderligere værdier, så alle kan trives, fx at man hjælper hinanden.

Når jeg går videre til Det Danske Nationalleksikon, læser jeg, at 300.000 danskere i 2016 stemte om de vigtigste, danske værdier. Disse indgår i en værdikanon og danner grundlag for spørgsmål i indfødsretsprøven.

I den eksempelsamling, der kaldes Korpus, finder jeg en lang række eksempler på bruges af begrebet ’danske værdier’.

Træder jeg et tidsskridt tilbage og slår op i Ordbog over Det Danske Sprog, som omhandler sproget fra 1700-1950, finder jeg, at det handler ”om den stille Dyd, Som aldrig selv sit Værdie priser”, men også om ”Viisdommen”, om at indse ”den fulde Værdi”, når man ”er saa nær ved at miste” den. Og at i ”Værdiernes Verden ytrer sig en Inderlighedens Storhed” for til slut at påpege, at ”Sproget- mennesketalen – er en uudtømmelig rigdom af mangfoldige værdier”.

Af denne pejling får jeg opbygget den opfattelse, at danske værdier er noget man sammen udvikler indholdet af, så alle kan trives.

Derfor klinger det i mit øre af manglende vilje eller formåen, når ’danske værdier’ primært defineres ud fra en ydre kulturel og religiøs fjende snarere end ud fra en udvikling af værdiernes indhold.

Man vedtager love, som skal ramme bestemte indvandrergrupper, men som får uheldige virkninger for borgere, man ikke havde til hensigt at ramme, fx familiesammenføringsregler og kontanthjælpsreformer. Dette følges op af debatter, som end ikke kan sløre de hensigter, som tømmer danske værdier som fx frisind og ytringsfrihed for indhold.

I samme moment understøtter man ikke en så central del af det danske værdisæt som SPROGET. Den Danske Ordbog og dens tilliggender (Ordbog over Det Danske Sprog, Korpus og LEX) får svært ved at overleve pga. manglende offentlig finansiering. En lignende sløset omgang med plejen af dansk sprogs potentialer kan man finde i reduktionerne af midler til de danske sendelektorer, som virker for dansk sprog og kultur ude i verden.

Kan nogen vise mig ”Inderlighedens Storhed” i dansk værdipolitik?

Jeg vil starte min kamp for danske værdier ved at opfordre alle til at skrive under på borgerforslaget om at få Den Danske Ordbog på Finansloven.

https://borgerforslag.dk/se-og-stoet-forslag/?Id=FT-21420

Pyha, man bliver forpustet og ramt

Udsnit af forsiden på “Smukke unge mennesker”. A Mock Book 2025.

I sidste uge hørte jeg Egon Clausen fortælle begejstret om en ny roman, der forudsiger skolens krise, som kan føre til dens død. Den bog måtte jeg se at få fingre i, for den skriver sig ind i de debatter, som er sktuelle lige nu om “den nye børnesyn”, om “pissedårlig opdragelse”, om “lærernes muligheder for magtanvendelse” osv. osv.

Og hvor er den bog en veritabel bladvender. Suverænt sprog, fint flow og indgående indsigt i skolens hverdag. Ja, bogen formår at nuancere, at perspektivere og at autenticitere alle debatterne med betragtninger, der både rammer og skræmmer tilpas til, at man ikke kan lægge den fra sig, og når den er slut, ikke kan lade være at vende tlbage til nogle af dens udsagn.

Faktisk er det en krimi, og allerede i indledningen åbenbares det, at en elev forgiftet falder død om på skolens grund. Og vi får snart at vide, at han har været utålelig og destruktiv; en prøvelse for de andre elever og for det lærerteam, som har været sammen om hans 8. klasse. Men i fritidjobbet i et supermarked er han en fin medarejder.

Ledelsen på skolen er veg, coaching- og konsulentorienteret og ikke til megen nytte. Faktisk er der mere hjælp at hente i pedeluniverset end hos den selvisolerende ledelse.

Når jeg føler mig frugtbart påvirket af bogen, skyldes det, at den til trods for en karikerende stil har så godt fat i både voksne og unge personers handlinger og overvejelser og i de opløsninger af fællesskaber, som både elever og ansatte er en del af, at der uafladeligt er hændelser, man kan spejle sig og og blive ramt af, når man har arbejdet i skolen.

Selvfølgelig har jeg læst bogen med lederbriller. Og forskellige situationer er dukket op, hvor jeg må spørge mig selv, om jeg har trukket for store veksler på nogle ansatte. Men der er også begivenheder, der får mig til at ryste på hovedet over de mange, bekostelige lederkurser, hvor vi skulle blive “verdensklasse”.

Selvfølgelig kender jeg til det, at nogle elever er destruktive i skolen, men ordentlige i andre sammen hænge. Jeg husker en specialklassedreng i overbygningen, som både i skolen og i lokalsamfundet var destruktiv, men, fik jeg nys om, var alles drøm af en ung, når han var på ferie i sin anatolske landsby*. Han fortalte mig, at man var nødt til at være gangster her for at blive accepteret, men at han bedre kunne lide at være sød. Vi blev afbrudt i vores konstruktive samtaler, da jeg forlod skolen pga. skolesammenlægning. Men jeg fik et brev fra ham: “Jeg har to moer. En derhjemme og en på skolen. Og det er dig.” Dette blot for at pointere, at jeg tror, at der er håb for skolen, hvis vi griber de signaler frugtbart an, som de nuværende debatter lægger op til.

Stefan Herman beskriver i dagens Politiken (02.11.25), at skolen er på vej ind i en dødsspiral, hvis lærerne, som de altid har gjort frem til 2013, ikke igen går forrest i kampen for at udvikle skolen. Lad mig tilføje, at det nok heller ikke gør noget, hvis andre af skolens parter besinder sig og lægger kræfter i at udvikle, frem for at pleje egne interesser.

Jeg kunne godt tænke mig, at alle der lige nu lufter skråsikre meninger om skolen, giver sig selv et par refleksionsrynker ved at læse denne herlige, satiriske roman.

Tak for “Smukke unge mennesker”.

*Det er befriende, at handlingens utilpassede dreng er pæredansk, Det er min erfaring, at uroen i skolen snarere beror på amerikansk end på muslimsk påvirkning.

Kursfald på danske værdier

Udsnit af t-shirt fra Dansklærerforeningen. beskåret foto fra “Dansk sproghistorie”

“Jeg elsker mit Modersmaal, der frigjør min Tanke, jeg finder, at hvad jeg kan have at sige i Verden, kan jeg ypperligt udtrykke deri.” Dette Kierkegaard-citat fra “Enten-eller” er nok en eftertanke værd, når man beskæftiger sig med danskundervisning, men så sandelig også når man er bruger af modersmålet, hvad enten det er til hverdagsbrug eller til digtning eller forskning.

Det er modersmålet, der binder os sammen som folk, og det er derfor, det er værd at værne om og at være bevidst om. Vores fælles sprog er måske det det mest værdifulde, vi ejer.

I flere andre lande hegner man sproget ind. Jeg kommer i tanke om en historie fra et nordisk møde, hvor man fortalte, at en markant færøsk sanger og kædedanser fik et hjerteanfald og blev fra til hospitalet, hvor man fortalte ham, at han var nødt til at få indopereret en pacemaker. Men nej, han ville ikke have et sådant fremmedlegeme i kroppen. Man sammenkaldte gode sprogmennesker, som gav pacemakeren den færøske betegnelse “hjartastartari”, og den var acceptabel. Så med sproglig hjælp fik han sangen og dansen tilbage.

I Danmark er vi sprogligt åbne, akkurat som vi har været det på andre humane områder. Det er derfor, vi gennem handel og indvandring har fået høj levefod, hvilket bliver tydeligt, når vi ser på danske ords udspring af nordisk, tysk, fransk, arabisk, grønlandsk og nu ikke mindst engelsk/amerikansk. Men den åbne tilgang til sprog kræver årvågenhed og rettidig omhu i omgangen med nye udviklinger.

Et sådant arbejde udføres ved vedligeholdelsen og udviklingen af “Den danske Ordbog”, som derved fremstår som det mest guldrandede af alle danske værdipapirer.

Mange forfattere frekventerer ordbogen. Mange forskere er nødt til det. Og mange oversættere, fx af Bibelen, er ilde stedt uden. Derfor er det forunderligt, for ikke at sige for underligt, at en sådan guldrandet investering ikke er at finde på årets finanslov.

Indtil jeg blev opmærksom på dette, troede jeg, at snakken om danske værdier var andet end mundsvejr, og at vores kulturminister var mere seriøs, end tilfældet tilsyneladend er.

Den frigørende tanke og den ypperlige udtrykken sig er der måske ikke stemmer i, men der er kummerlig armod, hvis disse dynamoer med ordbogen forsvinder fra daglig tale, undervisning, forskning, journalistik og digtning.