

Her i weekenden var jeg til børnefødselsdag hos en familie, der har en opslagstavle i stuen, hvor børnenes frembringelser fra børnehave og skole kommer til deres ret, hvis de altså er præget af den umage, der giver dem adkomst til at pryde væggen.
Her faldt jeg over et forfatterskab, der kan åbnes. På forsiden står ‘Ole Lund Kirkegaard’, og et par ting fra hans univers står malet på døren, bl.a. hans pibe (der har facineret pigen i 2. klasse, som var hun FOX News-journalist, der havde mødt Lars Løkke).
Når man åbner skabet, finder man et vue over udpluk af forfatterens biografi og en bibliografi, skrevet i fin håndskrift, mensb der er en tegning af Orla Frøsnapper og et folde-ud-billede af næsehornet Otto, der træder ud fra væggen. Og endelig er der en slikpose med ‘ordgodter’.
Se, dette skab emmer af god undervisning. Her er billeder af to centrale titler, som klassen har hørt, men også en biografi, for “så kan vi låne dem på biblioteket og læse videre”. Der er en skelnen mellem plakaten af Orla og folde ud-billedet af Otto, som jo er en tegning, der bliver levende. Her er tegn på, at håndskriften har plads i de daglige rutiner. Og endelig er der slikposen, som signalerer, at nogle ord ligger godt i munden og smager helt særligt.
Hvor er det herligt, at fagligheden finder vej til familiers stuer! I min optik er dette et væsentligere bidrag til skole/hjem-samarbejde end tasteadfærd på AULA.
Måske har dansklæreren i 2. klasse set det vidunderlige ‘forfatterskab’, som Katja Gottlieb producerede som en introduktion til Jesper Wung-Sungs forfatterskab. Jeg har just genfundet det på Bausagerbooks facebookside fra 9. september 2019. Katja Gottlieb lancerede ideen i Dansklærerforeningen og ved nogle af de kurser, hun afviklede om forfatteren. Siden ved jeg, at en del danskfagudvalg tog ideen op.
Hvor er det værdifuldt at se, at direkte eller indirekte inspirationer kan forplante sig til begejstring i eleverne.
