Kategori: litteraturundervisning

I anledning af Ole Dalgaards / oscarK’s 55 års forfatterjubilæum

af Jens Raahauge

Det har hørt til et mine mange privilegier i tilværelsen at få lov til at følge med i tilblivelsen af de tre bøger, som tilsammen kommer til at markere Ole Dalgaards – alias OscarK’s – 55års forfatterjubilæum den 6. oktober 2025: Ars Moriendi, Dødedans og Itinerarium, En lille vejviser. Alle tre bøger er illustreret af Dorte Karrebæk og udgivet hos forlaget Jensen & Dalgaard.

Ars Moriendi foregår i den tid, som erindringen skaber i tankerne hos en ældre mand, der sidder i sin stol og lader blikket vandre ud over fjorden og over til barndommens land, indtil han til sidst falder let sammen. ”Trække vejret dybt. Holde det. Bringe det til ophør. Overgive sig til stilheden. Fange en fugl med hænderne.”

Dødedans foregår i Afholdshotellets lille sal, hvor alle uanset alder er inviterede. Og der er plads til alle – begyndere, let øvede og viderekomne. Dansen følges af pølsemandens søn, Herman, der har fundet sin niche i livet: sorgportrætter. Her træder døde og levende dødedansen, og Herman foreviger. Nogle af personerne og begivenhederne genkendes måske i OscarK’s fine trebinds børneroman Ungerne fra Strandholt.

Men i Itinerarium. En lille vejviser bevæger Ole Dalgaard sig ud over den tid, som erindringen skaber, fordi han med den tyske Werner Heisenberg som hovedfigur vil søge samspillet imellem moderne kvantefysik og fortidens alkymi. At beskæftige sig med kvantefysikken er ikke OscarK fremmed; både i Københavnerfortolkningen, hvori han genopliver den 200årige Søren A. Kierkegaard til frodige dage med Emma fra Bohr-Instituttet, og i Heisenberg-trilogien, som lader læseren fornemme ubestemthedsrelationen og den usynlige skrift. Men nu skal tankerne om de indbyrdes uforenelige, men lige nødvendige tilgange fanges ind. Derfor takker Ole Dalgaard ja til et par inspirationsture i aftrykkene fra Werners søgen efter det, der skal stå på hans gravsten.

Turen starter ved den stol, hvorpå den ældre mand sidder og spejder ud over fjorden mod sit barndomsland, og første stop er få kilometer derfra ved en lille kirke med smuk udsigt over samme fjord. Her ligger en kirkegårdsgartner bøjet over en brolægning, som hun er i færd med at få fuldendt. Men fuldendt bliver den nok ikke, konstaterer Ole. Og får indirekte dette bekræftet, da hun smilende fortæller, at hun ikke er øvet. Til gengæld får Ole gang i fortællingen om sin tid som gartner på det nærliggende gods, om fliselægning, om det elementære i at arbejde med jorden og tankerne flyver hastigt til egnen omkring Aarhus, hvor gartneren i ham blev vakt. Men først slog vi et smut rundt ad valgmenighedskirkegården i Odder, hvor vi standsede ved et gravsted med en dynge af bemalede sten, som lod tanker gå til den hustru, som mod slutningen af Ars Moriendi gik på stranden og samlede sten.  

Videre mod Holme Kirke, hvor Ole havde boet hos pastor Pilgaard, men mest af alt havde været venner med en ung organist, som havde givet ham indblik i dette forunderlige instruments mange facetter; et indblik som slår ud i fuld skala, da Werner, som var en ferm organist, sætter sig til orglet i Hornslet Kirke. Vi har fuldet ind i Werners spor og gør holdt ved hver en kirke og kirkegård, vi ser på vores vej i landskabet mod Rønde, Kalø Vig og Mols Bjerge. Vi skal ikke fordybe os i det, vi ser, men i den ro, som et ophold på en kirkegård har at byde på. Når vi sidder i bilen igen, vælder erindringer om tidligere besøg frem, eller en undren over et murværk, et kalkmaleri eller en kirkegårdsplan munder ud i tanker og samtaler. Det slår mig, at Ole ikke er på jagt efter nye erkendelser, men ønsker at samle de mange tanker, han har søgt at pejle tilværelsen og den bagvedliggende stilhed med. Mange af hans ord, indfald og overvejelser kan jeg umiddelbart genkalde mig fra både hans tidligere Heisenberg- og Bohr-inspirerede bøger og fra hans erindringsbøger Lighuset i Breslau og Og så var der verden, som den var.

I Hornslet må vi finde overnatning på den gamle kro, hvor bindingsværket er skruet på, Og også ved kirken er der restaureringsarbejde i gang. Men det lykkes os at få en gedigen rullepølsemad, som Ole tidligere har fået under et besøg i et nabotraktørsted, og som Werner også nyder i bogen. Men hovedformålet er at besøget Jyllands ældste universitet ved Rosenholm Slot, hvor Holger ”den lærde” Rosenkrantz underviste unge mænd, og hvor hans søn Erik var en kendt alkymist. Ole har undervejs fortalt så levende om et tidligere møde med den nuværende, gamle greve, som viser rundt, at jeg fornemmer hans tilstedeværelse, da vi kører ind på brostenene. Jeg kan kun se en skygge ved det lille lysthus, som af spøgefulde sjæle er gjort til Holgers universitet, men jeg synes at kunne høre hans pibende stemme. Da vi forlader stedet igen, aner jeg i bilens bakspejl en cyklist på en ældre herrecykel, der svinger ind mod slottet. Er det mon Werner, der når frem? At dømme efter ordene i bogen, så ja.

Vi har fået set det, som Werner har skullet opleve på cykelturen på Mols. Derfor vælger vi at foretage en afstikker til Rügen for at fornemme den egn, som spillede en rolle, da Werner Heisenberg var på toppen som videnskabsmand i Det tredje Rige. På selve øen er der nok spor efter Nazitiden, fx den toenhalv kilometer lange bygning Prora, som rummede 10.000 værelser med havudsigt. Her skulle 20.000 tyske arbejdere have en ugens ferie ved havet, men det kom aldrig i brug til formålet. Og Heisenberg indskriver sig ikke i Rügens historie. Men på naboøen lå Hitlers raketstation, hvor Werner von Braum residerede. Her fandt vi dog heller ingen spor af Tysklands fremmeste atomfysiker, som efter sigende ikke blev indbudt, fordi der i von Brauns univers kun var plads til et idol på basen. Så tak for, at der aldrig kom et samarbejde i stand mellem wernerne.

I en pause på hjemturen gjorde vi kaffe- og rygestop i Lübeck ved Marienkirche, hvor Ole falder i staver over den restaurerede, 30 meter lange billedfrise Totentanz. Kun en nikken i slowmotion og en svag bevægelse i hørbuksernes ben røber, at der er en forbindelse til Afholdshotellets lille sal; alle træder dødedansen uafhængigt af alder og stand.

Men på vejen op gennem Sønderjylland fandt Ole noget af det, han havde søgt – noget som han ikke tidligere havde set i virkeligheden, og som har fundet en særlig placering i den lille vejviser: den enkle kirkegård og det spartanske kirkerum i Brødremenighedens Christiansfeld. Her blev ham smilende, stum og dvælende. Denne ramthed kan fornemmes i bogen.

De to-tre køreture, vi har foretaget, har bidraget til at skabe det samspil mellem kvantefysik og alkymi, som Werner – og Ole – er på jagt efter. Men læseren finder kun antydninger af det i ordene; det mulige guld gemmer sig mellem linjerne, hvor det har krævet en utrolig umage med ordene for at give plads til det usagte.

Tak for turen, Ole   

Bogen er, som det måske anes, indbundet i brunt lærred og titlen trykt i guld. Alt i alt ganske lidt iøjenfaldende. For sådan er bogen i denne roman også, når den gemmer sig imellem alt det prangende på biblioteket.

Men netop dens undseelighed og forputtethed får en dreng til at vælge den, og den viser sig at have den særlige effekt, at dens indhold tager farve af den, der læser den. Dette er magi, men det er også virkelighed, for det er læseren, der møder en bog med egne behov og forudsætninger, og på den måde fundender bogen. Læseglæden finder man ved at opdage, at bogen bliver til i mødet mellem bog og læser.

Derfor er der grund til at juble over de læseglædeinitiativer, der i disse dage folder sig ud på en række skoler i samarbejde med lokale skole og børnebiblioteker. Således mødtes Paradisbakkeskolens fjerdeklasser for omkring et år siden Nexø Bibliotek for at tage første bid af frugten på læsningens træ. Siden har de mødtes der en gang om måneden. De har talt om litteratur. De har haft forfatterbesøg. Og de har fundet ud af, hvad eleverne havde lyst til at læse. Så nu er der købt nye bøger ind, som bliver overdraget til skolens bibliotek – vistnok på onsdag.

De elever, jeg har mødt, har været forventningsfulde. Og dette initiativ er for mig at se mere perspektivrigt end det store og langt dyrere centraliserede CFU-projekt, fordi man i dette tilfælde har den lokale indflydelse, som starter i klassen med eleverne, dansklærerne og de stedlige bibliotekarer.

Der er købt virkelig gode titler ind til det centraliserede projekt, hvis man kan dømme ud fra de offentliggjorte første 11 af slagsen. Men det siger noget om dette projekt, at der skal anvendes så mange midler på formidling og distribution.

Men en lille mangel, der synes fælles for begge projekter, er udeladelsen af ældre litteratur. Hvor er fx H.C. Andersens “Billedbog uden billeder”, som jeg skrev om forleden? For mig at se mangler der noget af horisonten, når litteraturens vindue bliver åbnet, hvis man ensidigt blotrer sig i nutiden.

Lad mig slutte med et citat af forfatteren George R.R. Martin: ”En læser lever tusinde liv, før han dør. Den, der aldrig læser, lever kun et.” Jeg har hugget det fra Britta Voergaard Poulsen, Litteratursiden, hvor hun skriver om “Tågernes ø”.

Så HURRA for de læseglædeinitiativer, der giver eleverne mange liv at leve!

I dag for 206 år siden ankom en stor dreng, Hans Christian Andersen, alene til København med nogle få rigsdalere på lommen.

20 år og et par måneder senere udkom han “Billedbog uden billeder”, som efter min mening er en alt for overset bog – i almindelighed og i undervisningssammenhæng i særdeleshed.

Den består af i den endelige udgave, som udkom i 1854, af 33 beretninger, som månen fortæller for at inspirere en maler, der bog øverst oppe på et loftkammer. Den unge kunstner har maleblokering, men de forunderlige historier fra månen får ham i gang.

Marlie Brande illustrerede den i 1955, og 50 år senere lod Ib Spang Olsen sig inspirere til at lægge pen til månens historier. Senest i 2021 har Lilian Brøgger bidraget til at berige os med en smuk og fængslende version af historierne.

Det hører med til historien, at Lilian Brøggers version er blevet til via sydkoreanske ønsker om at udgive historien. Andersen er på sæt og vis bedre kendt i Kina og Sydkorea end herhjemme, hvilket vi bør råde bod på!

I de 33 historier, som den fattige maler får fortalt om natten, mens han sidder og stirrer ud i natten fra sit loftsvindue, kommer vi rundt om en lang række af de temaer, som går igen i H.C. Andersens forfatterskab. Alene af den grund vil det være oplagt at lade denne bog indgå i undervisningen. Men også af en anden grund: Mange af eleverne i skolen – og for den sags skyld af os voksne – kan måske trænge til at blive inspirerede på forskellig vis. Så, hvis man ved aftenstide sætter sig og kigger på månen, og tænker over, hvad den har passeret, siden den sidst var forbi, er det ikke umuligt, at den har en god fortælling at berige os med.

Månen er god til at overvinde skriveblokeringer og idéblokeringer i det hele taget. Og H.C. Andersen viser os, at månen er vindueskigger; hvor pirrende. De har øje for det meste.

Se, disse historier er måske blevet til, mens H.C. Andersen sad på Hotel du Nord, som nu er blevet Magasin, og kiggede ud gennem vinduet. Her skrev han i øvrigt også sit skuespil Mulatten, mens han blev opvartet af tjenere, der havde rødder i de danske kolonier, der leverede sukkerpenge til københavnske købmænd. Men det er en anden historie.

Det har været godt at få samlet tankerne omkring værdien af at deltage i den læsegruppe, som Maj Bredahl Skånstrøm beskrev i en klumme i Femina, hvilket førte til et besøg i ”Go morgen Danmark”.

Et af de tilbagevendende aspekter, som dukker op i mine overvejelser, er, i hvor høj grad det at deltage i en læsegruppe med aldersspredning, syv ældre og en ung, kan sammenlignes med den litteraturundervisning, der går fra koncepterne til samtale mellem børn/unge og en voksen, en klasse og en lærer.

Da jeg på et tidspunkt røg ind i en multiple choice-opgave til vurdering af udbyttet af læsning af Brødrene Løvehjerte i 6. klasse og så, at man kun kunne få fuld plade, hvis man krydsede af ved, at brødrene døde til sidst, ja, så måtte jeg vrage ”Læs og forstå”. Jeg arbejdede mig frem til en metode, der nok rimede, men byggede på helt andre principper: ”Læs og brænd på”.

Her oprettede klasserne og jeg rent faktisk en læsegruppe, hvor vi talte sammen om bogen. I indskolingen og på mellemtrinnet brugte jeg ofte elevernes illustration til det for dem vigtigste sted i bogen som afsæt for samtale; unge elever har jo vanskeligt ved at bruge sprog om sproget direkte. (Derfor er det rystende, at man frarøver skolebegyndere billedkunst!)

Ved at skiftes til at vælge litteratur og ved at lade alle komme til orde og ved at byde sig til som voksen med både ører, spørgsmål og faglige input, når man både at komme ind i bogens univers og at få et godt indtryk af, hvem man hver især er. Man lærer både litteraturen og hinanden at kende.

Jeg har skrevet om det i en lille pamflet, Læs og brænd på (Dansklærerforeningen), som nu er udsolgt. Og jeg har indarbejdet metoden i et undervisningsforløb til OscarK’s trebinds børneroman ”Ungerne fra Strandholt”, som foregår i 1950’erne i en mindre dansk købstad. Her vælger nogle elever passager om datidens liv efter skoletid, hvor ”børnene var fritgående”, eller hvor børnene hjalp til med at reparere knallerter og deslige. Andre vælger ting, de kan spejle sig i: fx at stå et bestemt sted i byen og håbe, at en man godt kan lide, kommer forbi.         

En smagsprøve på metoden anvendte Mette Frederiksen (altså lærer-Mette) ved et af de store danskkurser, som Danmarks Lærerforening og CFU stod for, for tilsammen 350 lærere. Den læste tekst var et uddrag af Bent Hallers ”Djævelen i dammen”. Og trods den introbestemte overfladiskhed fik jeg et meget fint indtryk af flere af deltagerne som følge af deres valg og begrundelser.

Så, hvis du som dansklærer vil skabe læse- og litteraturglæde, forene den enkeltes og fællesskabets udvikling og i tilgift få bedre kendskab til dine elever (og selv forynges), er det måske en idé at tilrettelægge litteraturundervisningen som en læsegruppe med en hel klasse og dig som deltagere.  

I lørdags fandt den læsekreds, som min kone i coronatiden inviterede beboere fra vores landsby med i, vej til morgen-tv; syv modne læsere og Maj, en dengang 18-årig student.

To citater fra den klumme, som nu retorikstuderende Maj Bredahl Skaanstrøm har skrevet til Femina:

”Udefra set er jeg den åbenlyse malplacerede: den eneste 22-årige i en bogklub fyldt med personer, der er 75+. Alligevel vil jeg ikke bytte bogklubben for noget – for her er et fællesskab, jeg ikke møder andre steder.”

”Der er en særlig skønhed i at dele sin forståelse af en bog og opdage, at en medlæser har fået øje på noget helt andet.”

”Og i modsætning til den performative læsning i storbyens parker handler medlemskabet i bogklubben ikke om at se klog ud, men faktisk om at blive klogere.”

Denne klumme førte til en invitation til medvirken i ”Go morgen Danmark”, og Maj inviterede mig med som repræsentant for de gråhårede.

Da jeg skulle forberede mig mentalt, gik et par forhold op for mig: For det første er det berigende at mødes med forskellige baggrunde, også aldersmæssigt, og tale sammen om en bog som fælles afsæt. For det andet har samtalen om litteratur som dansklærer bidraget til, at jeg har fået nogle elever til at få blik for nye verdner, mens lytningen til elevernes udsagn har givet mig et helt særligt kendskab til hver enkelt af dem. Det er derfor man skal skrotte skabelonerne og insistere på samtalerne. (Jeg har skrevet om det i den lille pamflet ”Læs og brænd på”.)

I vores boggruppe har jeg set Maj blive positivt overrasket over at den litteratur, vi gamle foreslår, er så relevant for nutidens udfordringer.

Til tv-udsendelsen havde hun som eksempel valgt Niels Brunses ”Derfor Shakespeare”, som i det vidunderlige dansk, som Shakespeare-oversætteren over alle forkæler os med, giver os et vue over den store englænders værk i en appetitvækkende dosering.

Selv havde jeg valgt Jenny Erpenbecks ”Kairos”, som Maj havde foreslået til fælleslæsning. Den beretter om et kærlighedsforhold, der kan læses som et billede på de spændinger og misforhold, som følger i kølvandet på DDRs opløsning. Et senere forslag fra Maj har været Jeppe Bentzens ”De vingeskudte” om den generation, der anfægtes i troen på freden efter murens fald, da Rusland overfalder Ukraine.

Det er berigende, men ikke altid befriende, at blive konfronteret med den verden, vi ældre har givet de næste generationer som vilkår.

Som dansklærer vil jeg uddrage den lære af vores bogklub, at man kan opfatte litteraturundervisningen i skolen som en læsegruppesamtale med en generationsspredning – eleverne og deres lærer, hvor de skiftes til at vælge læsestof, og hvor alle kommer til orde.

Jeg har med glæde set, at mange ældre tørner ind på bibliotekernes læsekredse, mens en del børn og unge laver deres egne læsegrupper. Men på sæt og vis mangler de den dynamik, som et generationsmiks afstedkommer, hvor det, som Maj skriver i klummen, går ud på at blive klogere.

Børns læsegrupper og de mange læseinitiativer blandt andet på biblioteker kan fremme læselyst. De generationsblandede læsegrupper fremmer livslyst. Jeg ved af erfaring – både fra skolens litteraturundervisning og fra vores lille lokale boggruppe – at det forholder sig sådan.

ps. Tidligere biskop i Roskilde, Jan Lindhardt, sammenlignede læsning med at gå ind i sit hjertes lønkammer. Og når man kommer derind, så er det om at komme ud og mødes andre mennesker, andre livsindstillinger, at blive klogere ved at leve.