Kategori: litteraturundervisning

Første kuld fra Tallulah

Forleden blev et nyt forlag født. Tallulah er vokset ud af asken efter Gutkinds affyrede børnebogsafdeling. Og det er dansk børnelitteratur, der skal fokuseres og satses på. Dette er interessant for dansk børnelitteratur i almindelighed og for tidens undervisere og formidlere i særdeleshed nu, hvor bogen som medium bliver forsøgt relanceret i undervisning og børnekultur.

Rebecca Bach-Lauritsen har begået en meget personlig poetik om at skrive for børn. “Når jeg bliver lille igen” er titlen, og hold da op, hvor hun er ved sine metaforers fulde fem. Man får sat ordbilleder på det, der ikke findes ord for, og det gør en til en bedre læser og formidler, tror jeg.

Samme Rebecca Bach-Lauritsen lægger ord til “Kitte Kitte”, som er en værdig efterkommer af Egon Mathiesens kanoniske “Mis med de blå øjne”. Her møder vi en kat, der leder – ikke efter landet med de mange mus – men efter sig selv. Tilgangen er eventyrlig som i Louis Jensen og Hanne Vibeke Jensens “Hør her stær”, men det, der virkelig smyger sig eventyrligt ind i ens øjne, er samspillet mellem ordne og Charlottes Pardis kat; den der også er blevet forlagets logo. Katten bevæger sig rundt i de ledige pladser mellem tekstens ord, og ordene får katten til at spinde. Hvis der er retfærdighed til, sidder vi her med en nyfødt klassiker.

De næste bog i kuldet er Cecilie Ekens “Søren fra Sønderslev”. Det er en rigtig drengerøvsroman, ville jeg skrive. Men Søren har en ven fra byen, Siggi, som er en pige, der er rødstrømpe. Så jeg må korrigere: det er en personrøvsroman. Der er fuld fart over de begivenheder, som Søren og vennerne får til at opstå. Søren er fra byen, men familien er flyttet på landet, hvor han bliver kammerat med et par landbodrenge. Man få mindelser om Astrid Lindgrens tese om, at ens barndom skal være lidt livsfarlig for at føre til livsmod. Handlingen udspiller sig i “gamle dage”, og Cecilie Eken forklarer flere steder forskellene på dengang og nu. en teknik som ofte tager luften ud af handlingens drive, men ikke her. Hendes suveræne sprog- og fortællebeherskelse overvinder dette benspænd. Ja, faktisk bliver bogen både fængslende og oplysende. Denne dobbelte formåen understreges af illustrationerne af Peter Heydenreich, som leverer gamle dage i nutidig dynamikstreg.

Men der er også en herre i kuldkurven: Lars Daneskov. Han bidrager med “Der var engang et eventyr”. Og her er et tempo og en skævhed, der vækker mindelser om Rune Kiddes rablende (på den gode måde) skriverier. Men Lars Daneskov letter foden lidt på speederen, selv om han sine steder er på speed. Der er et væld af referencer til kendte eventyr. Men kender børnene dem? Hvis ikke, så er der her god anledning til at rette op på uvidenheden. Og denne øvelse er ikke mindre påtrængende, når blikket falder på de mange referencer til talemåder, som giver morskaben et ekstra krydderi, men måske mest for voksenlæseren. Her er der stof at hente i nogle af de små bøger om faste vendinger, som Den danske Sprogkreds har udgivet.

Til alle bøgerne i kuldet er der udgivet “Læs og tal sammen”-hæfter. De signalere oplagt undervisning, men forældre, der mener det alvorligt, at deres børn skal læse, får her en håndsrækning til at give deres ord troværsighed.

Det er for børn

Charlotte Pardis kat, som er logo for det nye forlag.

I går overværede jeg en fødsel. Ud af den børnebogsafdeling, som Gutkind for 9 måneder opgav, udsprang børnebogsforlaget Tallulah. Og det blev fejret med en reception, sådan lidt a la Holbergs barselstue, bortset fra at ophavskvinden Tine Flyvholm var oppegående og aktiv.

I sin velkomsttale understregede hun, at forlaget Tallulah er en holdsport, men hun blev dog i det humanistiske sprog, da hun skulle omtale de første udgivelser. Hun kaldte dem ikke for ‘vores katalog’. Hun kaldte dem ikke ‘vores første produktion’. Hun kaldte dem ikke ‘vores første udgivelser’. Nej, hun omtalte dem, som ‘vores første kuld’. Heri ligger en omsorg og en veneration, der til fulde matcher forlaget logo – en sort kat, Kitte Kitte, der undersøger verden, og ser ud, som om den er i familie med “Mis med den blå øjne”.

Forlaget vil koncentrere sig om at udgive dansk børnelitteratur. Og derfor er det vel ikke et tilfælde, at første kuld består af tre børnebøger og en art børnebogspoetik af Rebecca Bach-lauritsen. “Når jeg bliver lille igen” er titlen.

For år tilbage læste jeg “Selv om du er så voksen og klog bør du læse en børnebog” af Katherine Rundell (Jensen&Dalgaard 2021). Den fik mig til at blive findist, til at søge ind i børnebøger, der gav mig indsigt i barndommen. Nu, efter at have læst Rebecca Bach-Lauritsens bog, ved jeg, ikke alene, at man som voksen bør læse børneboger, men også hvorfor.

I bogen læser jeg et essay om de sprogsansninger, som trækker tråde til barndom og andre urtider, som giver næring til sprog på det ordløse; akkurat som det er alle børn forundt at erobre verden. “Når jeg bliver lille igen” er essayets titel. En bekendelse i fire afsnit, “Mit arbejde”, beretter om det “noget, der skal skrives”. Her er en beskrivelse af skrivenødvendigheden, som fanger de celler, sprogskindet er gjort af.

I bogens tredje afsnit beskæftiger Rebecca Bach-Lauritsen sig med litteratur og sociale medier. “En rolig linje” kalder hun det, og er herligt overgivende til den store verden, som sociale medier tilbyder, men sætter så trumf på digtets (Bogens) styrke: Den starter et sted, og den slutter et sted. Det er da befriende!

I fjerde afsnit, “Tis, trods og turkise termostøvler”, erindrer hun barndom og lover at os sandheden, når hun digter og finder på. “Dødløft” hedder opfølgeren, som beskriver læsning som fitnesscentrets dødløft, hvor forfatterens ord er stangen, mens resten er op til det barn, der skal læse teksten. Derfor skal der være noget at komme efter, som “igler, der bider sig fast i låret”.

Endelig bekender Rebecca Bach-Lauritsen i “Hvor skriver jeg fra, når jeg skriver til børn”, at hun skriver “fra et sted med flere spørgsmål end svar”, “fra barnet til barnet”, “fra mørket”, “med lys”, “fra et sted lige under huden”, “fra sproget”, “fra grænsen” og “fra friheden” – alt sammen stillet op som afrundingen af en prosasonet.

Det er en overvældende lille bog, der skaber metaforer, som sætter ord på det ordløse, som giver læseren mod på at finde de vibrationer mellem linjerne i børnelitteraturen, som masserer ens verden.

Tak for den!

Nye begyndelser

Udsnit af forsiden på Anja Hitz’ ungdomsroman “Den dag vi var helte” (abc forlag 2025)

Der er gang i salget af papirbøger, hvis man da skal tro på de mange meldinger, der er fulgt i kølvandet på kulturministerens bogstøtte. Og det er fint, at der bliver købt klasse- og gruppesæt ind til dansktimerne. Men lige så vigtigt er det, at der kommer bøger på reolskelettet på det, der nu atter bærer navnet ‘skolebiblioteket’. Det er herfra et belæst personale kan stimulere læsningen og læselysten ved at have en mangfoldighed af titler til mangfoldigheden af læsere.

Som et udspring af den opfattelse har jeg vendt blikket på en række mindre forlag, der ofte har blik for andre titler end de store mainstream-udgivere

Jeg er lige faldet over et par nye titler fra ‘abc forlag’, som ofte har overrasket med en sikker sans for kvalitet. Det har således været påfaldende så ofte en vinder af Nordisk Råds Børne- og Ungdomsbogspris er blevet udgivet her – før prisen var besluttet.

Blandt de seneste ungdomsbøger herfra er jeg blevet grebet af Anja Hitz’ ungdomsroman ‘den dag vi var helte’ om en pubertetsdreng, hvis far dør, og hvis verden derfor krakelerer. Han kan ikke tage imod kærlighed fra hverken farmoren eller en jævnaldrende pige, men bliver besat af en færden på sociale medier – lige frem til dette får uforudsete og voldsomme konsekvenser. Han får brug for en ny begyndelse, hvilket bliver muligt som følge af farmorens og venindens kærlighed og en dåsering. Han begynder på efterskole.

Anja Hitz skriver i et let, men aldrig overfladisk sprog, og hun kan komponere en historie, så det ene kapitel fordrer det næste. Faktisk er hun i stand til at spille på sproget, så selv en bedaget læser bliver opslugt af handlingen, må slå op for at lære nye ord at kende og af og til må bekæmpe en snigende grådlabilitet. Dertil kommer, at hun rammer markante temaer i tiden: tab, kærlighed, sociale medier, skolevægring og meget mere.

Her er undervisningsstof til mange lektioner – og titler, der kan perspektivere står i kø, som fx Jesper Wung-Sungs ‘ Det år sjæle slår smut’, en anden ny begyndelsesbog fra ‘abc forlag’ Daniel Zimakoffs ‘Papbrødre’, som også beskæftiger sig med det, der er værre end skilsmisse: sammenbragte børn, og norske Iben Akerlies ‘Nils non grata’, om at starte i ny klasse for ottende gang.

Nåe jeg nævner flere titler, så er det for at pege på det oplagte, for nu at bruge et Jesper Wung-Sung-citat: at lade den ene bog tænde den næste, at skabe lystne kædelæsere.

Kig mod de små forlag, hvor det spirer. Derfor må jeg også lige nævne Dansklærerforeningens serie ‘LÆSBAR’, hvor hver titel er letlæst og er blevet til i sambejde mellem forfatteren og en ung læser,

.

Et forfatterskab

Her i weekenden var jeg til børnefødselsdag hos en familie, der har en opslagstavle i stuen, hvor børnenes frembringelser fra børnehave og skole kommer til deres ret, hvis de altså er præget af den umage, der giver dem adkomst til at pryde væggen.

Her faldt jeg over et forfatterskab, der kan åbnes. På forsiden står ‘Ole Lund Kirkegaard’, og et par ting fra hans univers står malet på døren, bl.a. hans pibe (der har facineret pigen i 2. klasse, som var hun FOX News-journalist, der havde mødt Lars Løkke).

Når man åbner skabet, finder man et vue over udpluk af forfatterens biografi og en bibliografi, skrevet i fin håndskrift, mensb der er en tegning af Orla Frøsnapper og et folde-ud-billede af næsehornet Otto, der træder ud fra væggen. Og endelig er der en slikpose med ‘ordgodter’.

Se, dette skab emmer af god undervisning. Her er billeder af to centrale titler, som klassen har hørt, men også en biografi, for “så kan vi låne dem på biblioteket og læse videre”. Der er en skelnen mellem plakaten af Orla og folde ud-billedet af Otto, som jo er en tegning, der bliver levende. Her er tegn på, at håndskriften har plads i de daglige rutiner. Og endelig er der slikposen, som signalerer, at nogle ord ligger godt i munden og smager helt særligt.

Hvor er det herligt, at fagligheden finder vej til familiers stuer! I min optik er dette et væsentligere bidrag til skole/hjem-samarbejde end tasteadfærd på AULA.

Måske har dansklæreren i 2. klasse set det vidunderlige ‘forfatterskab’, som Katja Gottlieb producerede som en introduktion til Jesper Wung-Sungs forfatterskab. Jeg har just genfundet det på Bausagerbooks facebookside fra 9. september 2019. Katja Gottlieb lancerede ideen i Dansklærerforeningen og ved nogle af de kurser, hun afviklede om forfatteren. Siden ved jeg, at en del danskfagudvalg tog ideen op.

Hvor er det værdifuldt at se, at direkte eller indirekte inspirationer kan forplante sig til begejstring i eleverne.

Andersen vokser sig endnu større

Udsnit af forside på bogen “H.C. Andersen ved skrivebordet”

For det akademisk utrænede øje kan det udfordre at kaste sig over en udgivelse som ”H.C. Andersen ved skrivebordet” (Nord Academic 2025), hvori forskere giver et indblik i forskningen af digterens manuskripter og deres vej frem til udgivelser. Men hold da op, hvor har det været berigende at tage udfordringen op og holde ved: Andersens storhed vokser for hvert kapitel.

Professor Johnny Kondrup indleder med et kapitel om skrivestrategier og skelner mellem dem, der har hele historien i hovedet før skrivning, og dem, der skriver og retter og skriver. Vi kommer rundt om skriveprocessen ved bl.a. at se på Kierkegaard, Grundtvig og Ingemann. Med et forstår man, hvor tåbeligt det var at kræve udarbejdelse af disposition af alle.

Seniorforsker Ejnar S. Askgaard giver indblik i Andersens optegnelser i kladdehæfter og på løse blade. Lad det være en inspiration til at give elever ideen til at samle på særlige ord, vendinger og citater til senere brug på papir eller digitalt.

Seniorforsker Finn Gredal Jensen beskriver arbejdet med at klassificere manuskripterne og fører læseren ind i en forskning, hvor blæktyper og vandmærker spiller en rolle.

Endnu vildere bliver det, når fotograf Maja T. Ronnell og konservator Birgit V. Hansen bruger ny billedteknologi til at trænge ind i skrift, der ellers er ulæselig pga. tidens nedbrydning af blæk og papir. Jeg spekulerer på, hvordan man sikrer bevarelsen af nutidens digitale materialer.

Lektor Ane Grum-Schwensen beskriver H.C. Andersens skiftende arbejdsformer og hans digteriske særkender. Dette kapitel har for mig været det lettest tilgængelige, fordi Grum-Schwensen sprogligt er en unik formidler. Derfor vil jeg foreslå læsere, der ikke er vant til akademiske skrifter, at starte her for at få mod på hele bogen og dermed de mange aspekter af Andersen-forskningen.

Historiker Holger Berg tager os med helt ind i trykkeriet og i Andersens samarbejde med de ansatte hos trykkeren, hvor han i øvrigt var venlig over for alle, høj som lav. Det er fin læsning om en rasende produktiv forfatters følgen manuskripterne til tryks med rettelser og tilføjelser frem til sidste øjeblik.

Denne første halvdel af bogen giver et fascinerende indtryk af den H.C. Andersen-forskning, der udfoldes her i landet. For mig giver det både et mere nuanceret syn på Andersen og nogle oplagte inspirationer til at berige folkeskoleelever med Andersens tilgange – til aktiv efterfølgelse, ikke for at ville gøre dem til digtere, men for at styrke deres sproglige bevidsthed og fortælleglæde.

I bogens anden del analyserer fem Andersen-kendere, Kathrine Vig Nielsen, Jacob Bøggild, Frederike Felcht, Josefine Hilfling og Helena Brezinovà tilblivelsen af syv eventyr/historier med skyldig hensyntagen til den forskning, som er beskrevet her i bogen.

Fordi jeg har overværet flere end 100 elevoplæsninger af ”Sneglen og rosenhækken”, har jeg her især hæftet mig ved de bearbejdelser, Andersen har foretaget. Og for mig tyder elevernes forskelligartede tolkninger på, at nogle tidlige tanker forbliver aktive i den endelige tekst. Måske er det min efterrationalisering, men vel ikke helt skæv.

Tak for formidling af en forskning, der gør Andersen større og dermed beriger os alle.

Nu er der inspiration at hente.

Hanne Kvist takker Det Danske Akademi for Silas-prisen

Så kom Det Danske Akademis taler på nettet; sekretær Dan Ringgaards og den fem prismotiveringer. Og her er inspiration at hente – til biblioteks- og boghandlerbesøg og til undervisning.

Sekretærens tale har ud over formalia interessante overvejelser omkring akademiets formål, “at virke for dansk ånd og sprog”, når dansk litteratur både historisk og nutidigt ofte skrives på andre sprog end dansk. Han sætter problematikken i relief ved at berette om Dantes skelnen imellem folkesprog og det lærde (latin).

Anne-Marie Mai motiverede Mikael Josephsens modtagelse af Beatrix-prisen ved at betone “den mavepuster af indblik i liv”, han beriger læseren med i sine skildringer og digtninger om mennesker på kanten. Hun citerer bl.a. en læge for at gøre opmærksom på, at “det ikke er symptomer, der ligger i sygesengen, men et menneske med en historie”.

Ursula Andkjær Olsen satte ord på begrundelse for tildelingen af Michael Strunge-prisen til Nath Krause, og opholdt sig ved vanskeligheden ved at fastholde og zoome ind i hans dobbeltbundne vorker, hvor læsningen giver dobbelt svimmelhed.

Mette Mostrup spillede Otto Gelsteds Mindelegat i hænderne på Amalie Smith for hendes vidensbegær og skabermagi, som også handler om at leve i klimakrisernes tid. Hun veksler mellem materiale og poesi, som når hun peger på, at ‘materiale’ er afledt af latin ‘mater’, som betyder ‘mor’.

Harald Voetmann slog med elegante, verbale ordhug fast, at Annette Lassens arbejde med de islandske sagaer helt oplagt skulle have Selskabets pris. Hun har udvirket, at en skare af nyoversættere har leveret et ensartet præg og perspektiveret med egne ledsagebøger. Hun placerer sagaerne i den europæiske verdenslitteratur med reference til sagaskrivernes kendskab til samtidens europæiske digtning.

Endelig navigerede Jesper Wung-Sung elegant Silas-prisen i hænderne på Hanne Kvist ved at fremhæve, at man aldrig vidste, hvad hendes næste værk ville bringe med sig: Hun genopfinder kunsten at skrive børnebøger hver gang – og lod hende referere til H.C. Andersen og Ole Lund Kirkegaard.

Denne talestrøm tændte lys i min læselyst. Jeg havde kun læst Hanne Kvist i forvejen, men fik omkring hende nye impulser til indsigt og formidling. På biblioteket fandt jeg de øvrige, undtagen Nath Krause, som jeg er på jagt efter. Men hvor er det berigende læsning. Og jo, De islandske Sagaer kendte jeg da også, men føres igennem dem med helt nyt blik. Men her er altså forfattere, jeg vil følge.

Hvor er det berigende at høre mennesker, der er belæste end en selv, anbefale bøger og forfatterskaber, man ikke vidste, man har brug for. Det er en attitude, man gerne ydmygt må tillægge sig, når man er underviser og formidler.

Læs disse berigende motiveringer i deres helhed: https://www.danskeakademi.dk/

Noget helt særligt

Hanne Kvist takker for Silas-prisen. Privatfoto

Ved Det Danske Akademis årsfest fulgte eftermiddagens program samme sti som de foregående år: Sekretær Dan Ringgaards beretning, prisovervækkelser med musikalsk underholdning midtvejs og sluttelig små hapser og bobler. Det anderledes var, at det blev holdt i det nyrestaurerede hofteater – en passende ramme for et akademi, der skal virke for både ånd og sprog.

Sekretærens tale indledtes som vanligt af et særligt tema, så man kunne få lidt specielt med hjem; i år om danske forfattere, der havde skrevet på andre sprog. Fx Holberg og Saxo på latin, de islandske sagaer (som vi har annekteret i vores nationale litteraturhistorie) på oldislandsk, Blixen på engelsk og Blicher på jysk. I den sammenhæng blev Dante nævnt for at skrive sin guddommelige komedie på italiensk og ikke på latin, fordi han vægtede folkesproget over det litterære sprog, det man havde fået ind med modermælken frem for det tillærte. Hele talen vil blive bragt på akademiets hjemmeside. Læs den og tidligere sekretærtaler, og bliv beriget med noget, du ikke har tænkt over, at du ikke går og tumler med.

Priserne blev motiveret af akademimedlemmer, overrakt og kvitteret for ved modtagernes takketaler. Også disse taler vil blive lagt på akademiets hjemmeside.

Amalie Smith modtog Otto Gelsteds Mindelegat, motiveret af Mette Moestrup.

Hanne Kvist modtog Silas-prisen, motiveret af Jesper Wung-Sung.

Mikael Strunge-prisen fik Nath Krause. Ursula Andkjær Olsen motiverede.

Selskabets pris fik Annette Lassen. Harald Voetmann motiverede.

Mikael Josephsen modtog Beatrice-prisen, motiveret af Anne-Marie Mai.

Og jeg må indrømme, at jeg nok havde hørt om, men ikke læst hver og en af prismodtagerne. Så jeg har været på biblioteket. For mig betyder det at følge akademiets valg af prismodtagere det samme, som jeg håber, at gode anmeldelser og anbefalinger betyder for kolleger i danskfaget: at belæste mennesker hjælper mig med at finde rundt i bogmassen.

Hanne Kvist havde jeg læst i forvejen. Og hvor er hun værd at læse og genlæse og læse igen, fordi man opdager nyt hver gang. Jesper Wung-Sungs motivering åbnede for mig nye døre ind til hendes ord- og billedsproglige univers, blandt andet ved små eksempler fra hendes “Svømmer og drømmer” (Dansklærerforneingen). Jeg har læst bogen flere gange, men ikke hæftet mig ved netop disse eksempler.

De islandske sagaer er jeg også ganske fortrolig med, men fik allegevel sat det lange lys på gennem Harald Voetmanns overdådige motivering og Annette Lassens intense takketale. Hendes nye oversættelse kalder på at blive læst.

De øvrige forfattere havde jeg ikke læst, men det har jeg nu. Så gå ind på Det Danske Akademis hjemmeside og blive inspireret. Og gå derind igen, når de får lagt årets taler på nettet.

Ægtestand og Improvisatoren

Thomasine Gyllembourg læser for sønnen og svigerdatteren

Tirsdag den 11. november gæstede dr.phil. og litteraturforsker Lise Busk-Jensen H.C. Andersen-Samfundet, hvor hun ville fortælle om H.C. Andersen og romantikkens forfatterinder. Hun valgte at fokusere på HCAs ”Improvisatoren” og Thomasine Gyllembourgs ”Ægtestand”, som begge udkom i 1835, og som kunne repræsentere henholdsvis en mandlig og en kvindelig dannelsesroman.

Men inden Lise Busk-Jensen tog hånd om de to dannelsesromaner, fik vi et kort vue over kvindesynet gennem tiden – lige fra antikken, hvor kvinden ikke eksisterede som køn, frem til slutningen af 1700-tallet, hvor man opdagede, at kvinden har æg og dermed deltager i forplantningen, for at ende i den guldalder, som de to romaner udspiller sig i. Her er manden familiens overhoved og ansigt udadtil, mens kvinden råder i hjemmet, en opgavefordeling, som Thomasine Gyllembourg så på med accept. Og jeg kom til at tænke på, at det giver måske en god tilgang til at forstå, hvorfor nogle kvinder i andre kulturer ikke føler sig undertrykte, men tilkendt en rolle, de bliver respekterede for at udfylde.  

Lise Busk-Jensen tog os også et smut omkring de københavnske saloner, som dannede rammen om kulturelitens møder. Her kunne ånden flyve højt, nye impulser introduceres, egne værker præsenteres og drøftes; kort sagt var salonerne en kulturel smeltedigel, hvor meget af det, som de, der hylder danske værdier, finder rod i og ophav til – også selv om begrebet af de samme er lanceret som skældsord.

Men til de til dannelsesromaner. H.C. Andersens ”Improvisatoren” er en klassisk dannelsesroman, hvor den mandlige hovedperson med bevægelsen hjem-ud-hjem undersøger de muligheder, som tilværelsen ud byder på, for afklaret at vende hjem; i dette tilfælde med den rette kvinde efter at have truffet flere typer, som af Lise Busk-Jensen blev kategoriserede som enten sanselige eller åndelige, og hvor idealet er at finde den, der rummer balancen herimellem.

Thomasine Gyllembourgs ”Ægtestand” er en nyskabende, kvindelig dannelsesroman, hvor kvinden, der er hovedperson, ikke søger næring ude, men er bundet til hjem. I stedet søger hun at blive den gode hustru, men skuffes af ægtemanden, der blot betragter hende som inventar. Da hun forelsker sig i en beundrer, vågner ægtemandens kærlighed til hende. Og bogen genopbygger den balance, som er den kvindelige forfatters ideal: to der holder af hinanden, og som har veldefinerede roller. Bogen, som var udgivet under pseudonym, fik megen ros. Men én anmelder skrev dog, at det var en god roman med en dårlig hustru, og at han ville foretrække en dårlig roman med en god hustru.

I samtiden var Thomasine Gyllembourg mere læst end H.C. Andersen. Selv vedkendte hun sig sin skrivetrang, selv om hun fandt det mandigt at skrive. Og måske derfor skrev hun under pseudonymet ”Forfatteren til en Hverdagshistorie”. Hun udkom hos sønnen J.L. Heiberg, som sammen med hustruen, skuespiller Johanne Louise Heiberg, var toppen af kulturkransekagen.

De to romaner er læseværdige. Gyllembourg skriver godt og giver os et fint indblik i den tids danske værdier og et dyk ned i kvindelitteraturens kilde. Andersens roman er et af hans hovedværker, så sanseligt, at jeg med min familie har ferieret i improvisatorens rejsespor.

Og så tænker jeg på, at nogle af de beskrevne værdier har en lang levetid. I de Jan- og Puk-bøger, som udkom især i 50’erne, fulgte dannelsesruten også hjem-ud-hjem i Jan-bøgerne, mens ruten var ’hjem og nærmeste omegn’ i Puk-bøgerne. Men forfatterne var de samme.

Tak til H.C. Andersen-Samfundet for en perspektivrig aften!       

Bogforum. 2.

Udsnit af Sofia Avdevas forside til Kateryna Yehorushhkinas “Min tvungne skoleferie” (Forlaget Hjulet)

Min vandring gennem fredagens BogForum førte mig til Bellascenen, hvor der var der godt fyldt op på publikumsstolene, da den 30-årige “Skriverprisen” skulle uddeles til en bog, der forener litterær kvalitet med læsevenlighed. Undervisningsministeriet står bag, og vinderen modtager ud over æren 25.000 kroner. Der var tre nominerede: Forfatter Vera Astrid for bogen ”Et øjeblik senere”. Forfatter Sabine Lemire og illustrator Rasmus Bregnhøi for serien ”Mira”. Og forfatter Sanne Munk Jensen for bogen ”The Ghostfather”. Vinderen blev “Mira”, denne fine grafic novel-serie i foreløbigt ti bind; mon ikke prisen animerer til endnu flere. Og historien kan bære det!

Det er så godt, at netop denne litteratur nyder bevågenhed, når nu vi taler om at stimulere børns og unges læseglæde. Mange forlag er blevet bevidste om dette – og Dansklærerforeningen med serie “Læsbar”; fin kvalitet og bred vifte af temaer i både fag- og skønlitterært regi. Og så er det på sin plads at hædre en af de første, som så denne kobling mellem letlæst og kvalitet: Esther Skriver!

Videre løb jeg ind i Forlaget Wunderbuch, som bærer sit navn med rette. Her er gennemført kvalitet i både indhold og boghåndværk. Man bliver helt fjern i blikket og blød i sjælen, når man står med en af forlagets bøger i hænderne. Senest er udkommet “Marco Polos beskrivelse af verden”, illustreret af Erik A. Frandsen og oversat fra Marco Polos italienske kilder fra 1298. Den var helt frisk og duftende af at have forladt trykkeriet for få timer siden.

For enden af litteraturstrædet holdt “Ukraine House in Denmark” til. Her løb jeg ind i en samtale mellem forlægger Vagn Plenge, Hjulet, forfatter Kateryna Yehorushkina og oversætter Xenia Frost Fitisova. De talte om tilblivelsen af den fine, smukke og konkret registrerende skolepigedagbog fra de første dage af det russiske overfald på Ukraine. Bogen har fået titlen “Min tvungne skoleferie”, og den er illustreret af Sofia Aveva.

Oversætter Xenia Frost Fitisova fortalte om sin bevægelse ved at læse teksten, som var holdt i en indskolingspiges sprogleje, og derfor undgår at besætte læserens følelser, men tværtom lader læseren reagere med de følelser, som alder og erfaringer lægger op til. Derfor er forfatteren i udstrakt grad lykkedes med at tage vare på og støtte hver enkelt læser. Bogen er forsynet med den ukrainske tekst bagerst. Derfor er den efter min opfattelse oplagt til læsning i skoleklasser, der har ukrainske elever i fællesskabet. Og måske er den god mental prepping for alle; de uventede ændringer af ens livsvilkår sker som oftest i løbet af et splitsekund.

Den obligatoriske kanon – en dræbersnegl i læsningens urtegård.

Kommentar til Rå¨dudkastet til ny fagplan for dansk

Udsnit af Dorte Karrebæks billede af Jeppes børn, hvoraf de to ligner Per Degn. Fra Kåre Bluitgens gendigtning af Holbergs jeppe på Bjerget.

Som medlem af det kanonudvalg, der indførte begrebet obligatoriske forfatterskaber i folkeskole og gymnasium, må jeg i afsæt i håndteringen af denne bestemmelse i folkeskoleloven medgive, at den har vist sig at være en dræbersnegl i læsningens urtebed.

For det første var de obligatoriske forfatterskaber ikke tænkt som væsentligere end dem, der optrådte på de vejledende lister for de to skoleformer, snarere tværtimod. Den obligatoriske liste skulle lette overgangen fra grundskole til gymnasium ved at pege på det, der kunne være en fællesmængde for litteraturundervisningen på de to niveauer. Det obligatoriske element var desuden et rent politisk initiativ, som udvalgsformanden Jørn Lund med vanlig politisk tæft så kunne sikre, at undervisningsminister Ulla Tørnæs fik tilgodeset både højskolevenstres og handelshøjskolevenstres synspunkter. Der var altså tale om et tidsbundent og kontekstafhængigt forslag.

I gymnasiet er kanon nu blevet ændret efter en vedvarende kritik blandt andet af, at der var for få kvindelige forfattere på listen. Men man har altså bibeholdt en obligatorisk liste; for som Uffe Ellemann Jensen udtalte (om a-våben), at når noget er opfundet, kan det ikke nedfindes igen.

Da nu begrundelsen for en fælles kanonmængde i grundskole og gymnasium er endegyldigt afskaffet, er det tid til at se krav om historisk læsning i grundskolens litteraturundervisning.

Den væsentligste begrundelse for at læse skønlitteratur i folkeskolen er, at børn skal lære at læse og gerne opbygge en læselyst, ja, måske endog en læseglæde ved at arbejde med vedkommende, inspirerende og øjenåbnende litteratur, der dels kan tjene som en spejl, dels som et vindue mod verden. I den forbindelse er en obligatorisk kanon en rigid tilgang til en sådan skitseret læseindsats, fordi mange af de obligatoriske forfattere bliver det must, der overtrumfer det meningsfulde.

At læse eller høre historiske tekster er en væsentlig del af den dannelse, som opstår ved, at vi fornemmer, hvor og hvad vi kommer fra. Men det bør ske i en kontekst, der kaster et forklarelsens lys af sig, og ikke tænder for meningsløshedens mørkelygte. Derfor foreslår jeg, at der stilles krav til de lutteraturhistoriske perioder, man skal have berørt i løbet af grundskoletiden, men at det måske er mere inspirerende, hvis der i den enkelte klasse af og til tages afsæt i lokale forhold.

Jeg ved, at elever kan få aha-oplevelser af ældre tekster. Som fx en kurdisk dreng fra 5. klasse, som kiggede på Dorte Karrebæks illustrationer til Jeppe på Bjerget og udbrød, da han så Jeppes børn: “Jeg ved, hvorfor Jeppe drikker. Hans kone har haft for meget skole/hjemsamarbejde med Per Degn!”

Men under daglige samtaler med elever i skolens kantine har jeg også hørt, at historiske tekster kan forekomme som litteraturdræbere, når de optræder i sammenhænge, som ikke får dem til at leve i eleverne. Og litteraturdræbere er det vi har mindst brug for i den skole, der skal fremme læsning, læselyst (og læseglæde).

Jeg har bidraget til at indslæbe den invasive dræbersnegl i litteraturundervisningens urtegård. Jeg håber, at gode kræfter i pædagogik og politik vil bistår med bekæmpelsen.