Kategori: litteraturundervisning

Ved et folkemøde hører det til blandt udkommet, at man falder i samtale med mennesker, der kan rykke ved vante forestillinger om litteraturen og dens omegn. Således også i Skørping.

Fordi jeg skulle tage hånd om HCA-Samfundets stand, fik jeg ikke hørt nogle af de mange interessante foredrag og optrædender, men fik så talt med så mange desto flere gæster og standpassere.

Især fik jeg en del gode samtaler med Michael Clausen fra Bog & Idé i Hadsund. Han forstærkede mit indtryk af, at den boghandlerkæde, han er tilknyttet, nok også er en Legekæde, så har den også medarbejdere, der er dedikerede bogmennesker. Han var ud over at være en fin samtalepartner og en interesseret og vidende litteraturnyder. Når jeg kalder det et forstærket indtryk, så beror det på dels et besøg i Rønde, hvor Bog & Idé på førstesalen huser landets største kunstboghandel, og dels på et eventsamarbejde med Langes Boghandel, Bog & Idé i Næstved. For ikke at tale om den service jeg bliver tildelt i min lokale Bog & Idé i Helsinge. Besklageligvis konstaterer jeg så også, at boghandlere i en del byer lukker. Og hvad er en by uden boghandel?

Jeg havde også en god snak med Forlaget Praksis, som har udgivet en imponerende kanonserie. Af samtalen fremgik det, at især tilstedeværelsen af flere kvindelige forfattere var et markant fremskridt for litteraturen. Da jeg replicerede, at Dansk Litteraturkanon fra 1994 havde repræsentation af alle de kvinder, der var på listen nu, rynkede Praksis-medarbejderen panden. Heldigvis stod Erik Skyum-Nielsen, som jeg i 1994 var i kanonudvalg sammen med, ved siden af og kunne bekræfte mit udsagn. Forskellene på dengang og nu er, at 1994-listen var frivilling, til inspiration, og at folkeskoledelen bestod i inspirationer til at lade nutidige forfattere læse i en belysning af nogle af de kanoniske. Dette kunne tjene til efterfølgelse nu, hvor den obligatoriske folkeskolekanon har overlevet både sit oprindelige formål og sin relevans, hvis den da skulle fremme litteraturglæde og læselyst.

Endelig må jeg også nævne, at Christina og Jesper Wung-Sung kom forbi, så jeg kunne få aftalt et interview til Dansk i anledning af, at han får udgivet en fin novellesamling på Dansklærerforeningens Forlag her i efteråret. Og at enmandshæren fra Måle Fortælleteater, Anette Jahn lagde vejen forbi mellem hendes optrædender med den nye forestilling Brændenældernes sang og den afprøvede om Selma Lagerlöfs Skiftingen. Vi fik vendt væsentligheden i, at fortællingen kommer styrket ind i skolens nye fagplaner!

Og så var der alverdens småsnak om revision af ældre tekster, hvor åsyn skal erstattes af ansigt, fordi ingen længere bruger åsyn-ordet, selv om det anvendes dagligt i Morgenandagten. “Den er sgu da ingen; der hører.” “Jo, den har flere tusinde lyttere!” Og mere småsnak om dette og hint, hist og pist.

Og da jeg kommer hjem for at slappe af med lidt skærm, toner Herman Bang fra i udsendelsen om “Huse med hemmeligheder”, fordi han har været alumne på Valkendorfs kollegium. Han, der gav os impressionismen i litteraturen og new journalisme i journalistikken.

Verden hænger sammen – hvis man tilstræber det.

Så blev mine fire dages optræden ved Hundested Skoles skolebiblioteks litteraturrunde afsluttet: Jeg havde en ambition om at nå rundt om danskfagets kerneområder: den mundtlige fortælling, oplæsning som broen mellem tale og skrift og endelig litteraturen eksemplificeret ved tre kanonforfattere: Ludvig Holberg (7.kl.), H C Andersen (8. kl.) og Tove Ditlevsen (9.kl.).

Ved skolens indgang blev personalet fra morgenstunden mødt af en syngende og dansende ledelse, der bare på en grå torsdag ville takke for deres daglige indsats; det kan man godt blive glad ved.

Og så gik vi i gang med de tre lektioner, hvor alle elever var pænt lyttende og sporadisk deltagende. Men jeg gjorde mig nogle iagttagelser, som jeg har taget med mig og gerne vil dele.

I 7. klasse fortalte og læste jeg op, fordi han er svær at læse. En udgave af hans skrifter fra 1808, groft papir, gotiske bogstaver og syet sammen med garn lod jeg gå rundt, og den blev befølt og betragtet med nænsomhed; ja, endog snuset til. Ellers var det Niels Klim, der vandt mest lydhørhed; især historien om landet, hvor aberne går med paryk. Eleverne kunne genkende noget fra deres egen omgang med SoMe. Denne dimension kunne føre over i Erasmus Montanus, hvor en pige udtrykte forståelse for, at Rasmus Berg accepterede, at jorden er flad, hvis det er prisen for at få den man gerne vil giftes med.

I 8. klasse fokuserede jeg meget på Jesper Wung-Sungs betagelse af HCA, som en indgang til den store digters barndom og ungdom. Dernæst præsenterede jeg et par fortolkninger eller bearbejdninger af eventyrene Svinedrengen og Fyrtøjet, dels en omtale af fortolkningen i “Den etiske Andersen”, hvor prinsen narrer prinsessen til at kysse sig, og hvor kongen bryder ind til kysseriet. Prinsen bruger ufine metoder for at få et kys, og faren respekterer ikke datterens intimsfære. I Fyrtøjet brugte jeg Anette Jahns “Den forhekksede prinsesse og fyrtøjet”, hvor prinsessen agter at lære soldaten om kærlighed, mens han hos HCA snyder sig til at kysse på hende, mens hun sover. Og ja, han hugger hovedet af en gammel dame/heks, der hjælper ham.

I 9. klasse kendte de til Tove Ditlevsens digte – og til filmem Blinkende lygter. Derfor lagde jeg vægt på forholdet mellem hindes egen livsførelse og hendes virke som influencer, hvor hun ofte rådgav stik imod egen livsførelse. Det gav en god snak om at være autentisk, at gøre, hvad man siger. På mit spørgsmål om deres læsevaner, var der kun en pige, der markerede ved spørgsmålet: Hvem læser en bog ugentligt? Hun kom sammen med en veninde hen og takkede for foredraget. Hun talte et meget distinkt dansk, og jeg spurgte til hendes egentlige modersmål. Det var ukrainsk – og det var veninden, der havde lært hende dansk, smilede hun.

Tænk, at have en tosproget rollemodel for læsning!

og skønt, at kanonlitteraturen har så aktuelle problemstillinger at byde på!!

På Hundested Skoles skolebiblioteksarrangementer er vi nået til indskolingen, der skal høre fortælinger fra Afrika (0. og 1. klasserne) og fra Asien (2. og 3. klasserne).

Jeg har valgt at lave min egen indledning for at lade børnene opleve, at fortællinger findes i alle kulturer, og at nogle nysgerrige og vakse voksne opsøger gode historier.

Afrika-delen indledte jeg med historien om Thyge Christensen, der cykler til Burkina Faso, hvor han en dag skal med bussen til hovedstaden. Men bussen er forsinket i syv timer, og alle de ventende giver sig til at fortælle historier, som Thyge skriver ned. Det bliver til bogen “Mand Kvinde”. Her supplerede jeg med et eventyr om en høvdingesøn, der skal giftes med den af landsbyens piger, der kan gætte hans navn. En fattig pige, der i første omgang bliver holdt tilbage af stedmoren. Hun kommer sidst, men tager sig tid til at hjælpe en gammel kone. der kender navnet. Og ja, hun vinder prinsen! Vupti, flere børnehænder ryger i vejret: “Askepot”!

Asien-delen tog sin begyndelse med fortællingen om, at Nils Hartmann i Myanmar finder frem til den boghandel, hvori Kipling fik mange af sine fortællinger. En ældre soldaterenke, som opholder sig i forretningen, kan mange historier, og han skriver ned og får udgivet bl.a. “”Hvordan fuglene blev venner”. Fra den bruger jeg fortællingen om, hvorfor uglen blev et natdyr. Det begynder med en smertefuld kugle i måsen, og munder ud i en gemmen sig for alle de fjender, der truer en. Efter historien rykker en dreng mig i skjorten og siger: “Jeg har set en ugle med en kugle i numsen!” Jeg fortsætter med eventyret om Fløjteliden; det findes i bogen “Med andre øjne”. Og da det ikke lykkes faren at ombringe det lille barn, smiler tilhørerne, og markerer, at de kender “Tommelise”.

Det er som fortæller herligt at fornemme, at indskolingsbørn kan koncentrere sig om at høre fortællinger i en halv time, og at de giver gode medspil ved bæmærkninger og ikke mindst ved deres kropssprog.

Og så har jeg angivet et par titler for at vise, at man kan finde råstoffet til fortællingerne i skrevne udgaver, som man så kan omforme efter behov og kontekst.

På denne uges sendeflade på www.den2radio.dk optræder en Sophia-samtale, som jeg havde med boghandler Tina Larsen fra Olivarius i Svaneke. Samtalen blev første gang sendt for tre år siden, men den holder endnu.

Her er hvad jeg skrev i oplægsteksten: “Den spanske skribent Irene Vallejo hævder i den begejstrende bog ’Evigheden i et siv’, at vi skylder tre instanser bevidstheden om vores historie: forfatterne, bibliotekerne og boghandlerne – dem, der har værnet om skriften i bøgerne. Når man træder ind i den lille Olivarius Boghandel i Svaneke, fornemmer man, hvad hun kan mene. Her finder vi boghandler Tina Larsen, som er passioneret bognyder, og som kun sælger bøger, som hun selv har læst eller har lyst til at læse. Hun fortæller om den åbenbaring, det var, da hun blev taget med på biblioteket, da hun fik penge til at købe sin første bog, og da hun mødte litteraturen gennem farens oplæsning. Hun betragter bøgerne som gode venner, der beriger livet, og som modvirker ensomhed. Hun nyder det langsommere tempo på Bornholm. Og hun nyder at opleve mennesker, der kommer ind i hendes boghule og udtrykker begejstring. Hun vil gerne smitte med bog- og læseglæde.”

Læg mærke til nøglebegreberne: at møde bogen på biblioteket, at få penge til sin første bog, at møde litteraturen gennem farens oplæsning – og så at nyde det langsomme tempo.

Man bør endevende ethvert af disse nøglebegreber, når man skal vurdere PISA-håndteringen: mulighed for at møde læsestof, der fænger, glæden ved at have et personligt forhold til bogen, oplevelsen gennem oplæsningen, der er en bro mellem snak og skrift, og så langsommeligheden, som er i familie med fordybelse, koncentration og nydelse. (Det modsatte af det PISA måler!)

Lyt til Tina Larsen, og overvej, hvad det er, børn mister, når vi ikke lærer dem at nyde at læse.

Udsnit af det nyerhvervede HCA-manuskript til “Den sidste perle”.

H.C. Andersen-Samfundet i København havde i går inviteret seniorforsker Ejnar Stig Askgaard til at fortælle om de seneste indkøb, som Museum Odense og HCA-forskningen er blevet beriget med.

Og med alle pladser besat i Dansk Forfatterforenings smukke lokaler blev det en aften, der sent går i glemmebogen. For det første er der ikke meget, der er mere betagende end en forsker, der ser ud som ramt af tryllestøv, når han begynder at tale. Og for det andet er der det stof, som tryllestøvet er gjort af, og som smitter tilhørerne.

Første halvdel af foredraget omhandlede erhvervelsen af H.C. Andersens manuskript fra oktober 1852 til “Den sidste perle”. Eventyret blev skrevet som en støtte og trøst til vennen N.C.L. Abrahams, der mistede sin unge hustru Frederikke. Han fortæller om et nyfødt barn, der af de gode feer får foræret en række perler i vuggegave. Men der mangler én, som barnet vil få senere, bedyrer feerne. Det viser sig, at denne perle er “sorgens perle”, som bliver givet ved morens død. Den er smuk og stråler i alle farver.

En af Abrahams-sønnerne, Arthur, skriver i sine erindringer, at HCA “satte stor Pris paa min Moder, og ved hendes Død, som han tog sig meget nær, sendte ham min Fader dette smukke, stemningsfulde Eventyr: ‘Den sidste Perle”, som senere er trykt, men som jeg endnu er i besiddelse af, skrevet med Andersens egen Haand.”

Herfra er det vandret omkring for at lande hos RR Auction i New Hampshire, hvor en støtte fra Austinusfonden gjorde det muligt at erhverve det.

Anden del af Ejnar Stig Askgaards foredrag drejede sig om en eksklusiv del af en stor svensk HCA-samling, som blev tilbudt af Mats Rehnström Antikvariat i Stockholm. De mange effekter havde tilhørt en af Nordens markante bogsamlere, Thore Virgin. Blandt effekterne er personligt dedikerede bøger til royale og kulturpersonligheder og originale manskripter, blandt dem tragedien “Maurerpigen” fra 1840.

At det lykkedes at få fingre i denne samling fik et af HCA-Samfundets bestyrelsesmedlemmer, antikvarboghandler Christian Kaaber til at erklære, at “det er et mirakel; intet mindre end et mirakel!”

Ejnar Stig Askgaard krydrede sine fortællinger med at øse af den enorme viden om HCA, om hans kontroverser med Heiberg-familien omkring Maurerpigen, om båndene til familien Abrahams og meget andet. Og så jublede ham over den gave, der er blevet forskningen til del. “Det er dansk kulturarv. Det er verdensarv!”

Vi lever i tider, der står i affaldssorteringens tegn. Derfor går turen af og til i retning af genbrugspladsen. Og ikke alt her forekommer mig at være affald; jeg må kaste et blik i den container, som folk fylder med bøger. Hvilket spild, siger jeg bare.

De seneste to besøg har således kastet to bøger af sig, som på en særegen måde spiller sammen. En forunderlig billedbog om “Fem smaa TroldeBørn” af Halfdan Rasmussen og Ib Spang Olsen og “HUSMOR OG SKRIBØSE, en brevveksling med Tove Ditlevsen” af Ester Nagel, som jo var gift med Halfdan R.

Troldebogen er en smuk billedbog fra et tidligt samarbejde mellem de to, som skabte meget sammen – ikke mindst “Halfdans abc”. Brevvekslingen tegner et fint billede af to veninders udveksling af store og små hændelser og tanker. Det er Susanne Knudsens fortjeneste, at de er udkommet, da Ester Nagel havde overdraget dem til Det kongelige Bibliotek, så de også i hendes tanker var arkiveret. Men altså, Susanne Knudsen berigede kvindelitteraturen ved at insistere på denne bog, som nuancerer billedet af de brevvekslende. Det er tids- og kønstypisk på den åbenhjertige måde. Og så er det morsomt, når fx Tove Ditlevsen priser Ester Nagels humor, som – vil eftertiden finde ud af – er blevet holdt nede af en vis Hr. Rasmussen, der selv “med et vist held forsøgte sig i branchen”.

Hvorfor skal sådanne skatte forvandles til containerindhold? Fordi læsningen i alle aldersgrupper er på retur i en selvvalgt tur på dannelsens og kundskabens deroute!

Derfor glæder jeg mig til at skulle besøge Litterært Folkemøde i Skørping, hvor Herman Bang-Selskabet endnu engang har taget initiativ til et kulturmøde med masser af programpunkter og med deltagelse af man mesnge af landets litterære selskaber. Det sker den 3.-4. oktober. Se programmet her: https://www.kultunaut.dk/perl/arrmore/type-nynaut/version-udstilling?ArrNr=19988802

Men for mig er det mest imponerende i Skørping vel nok det antikvariat, “Bogby9520”, som er overskueligt, righoldigt og med en række arrangementer. Og det er drevet af frivillige.
Nogle steder gør folk en imponerende indsats for at bevare den lokale boghandel, fx i Fredensborg og i Præstø. Andre steder som i Skørping – overtager frivillige den nedlagte boghandel og skaber et antikvariat og et mødested for læsere.

Der må være mange pensionerede dansklærere og (skole)bibliotekarer, der har lyst til at gøre en indsats for, at vi ikke bliver dummere.