Ved Det Danske Akademis årsfest fulgte eftermiddagens program samme sti som de foregående år: Sekretær Dan Ringgaards beretning, prisovervækkelser med musikalsk underholdning midtvejs og sluttelig små hapser og bobler. Det anderledes var, at det blev holdt i det nyrestaurerede hofteater – en passende ramme for et akademi, der skal virke for både ånd og sprog.
Sekretærens tale indledtes som vanligt af et særligt tema, så man kunne få lidt specielt med hjem; i år om danske forfattere, der havde skrevet på andre sprog. Fx Holberg og Saxo på latin, de islandske sagaer (som vi har annekteret i vores nationale litteraturhistorie) på oldislandsk, Blixen på engelsk og Blicher på jysk. I den sammenhæng blev Dante nævnt for at skrive sin guddommelige komedie på italiensk og ikke på latin, fordi han vægtede folkesproget over det litterære sprog, det man havde fået ind med modermælken frem for det tillærte. Hele talen vil blive bragt på akademiets hjemmeside. Læs den og tidligere sekretærtaler, og bliv beriget med noget, du ikke har tænkt over, at du ikke går og tumler med.
Priserne blev motiveret af akademimedlemmer, overrakt og kvitteret for ved modtagernes takketaler. Også disse taler vil blive lagt på akademiets hjemmeside.
Amalie Smith modtog Otto Gelsteds Mindelegat, motiveret af Mette Moestrup.
Hanne Kvist modtog Silas-prisen, motiveret af Jesper Wung-Sung.
Mikael Strunge-prisen fik Nath Krause. Ursula Andkjær Olsen motiverede.
Selskabets pris fik Annette Lassen. Harald Voetmann motiverede.
Mikael Josephsen modtog Beatrice-prisen, motiveret af Anne-Marie Mai.
Og jeg må indrømme, at jeg nok havde hørt om, men ikke læst hver og en af prismodtagerne. Så jeg har været på biblioteket. For mig betyder det at følge akademiets valg af prismodtagere det samme, som jeg håber, at gode anmeldelser og anbefalinger betyder for kolleger i danskfaget: at belæste mennesker hjælper mig med at finde rundt i bogmassen.
Hanne Kvist havde jeg læst i forvejen. Og hvor er hun værd at læse og genlæse og læse igen, fordi man opdager nyt hver gang. Jesper Wung-Sungs motivering åbnede for mig nye døre ind til hendes ord- og billedsproglige univers, blandt andet ved små eksempler fra hendes “Svømmer og drømmer” (Dansklærerforneingen). Jeg har læst bogen flere gange, men ikke hæftet mig ved netop disse eksempler.
De islandske sagaer er jeg også ganske fortrolig med, men fik allegevel sat det lange lys på gennem Harald Voetmanns overdådige motivering og Annette Lassens intense takketale. Hendes nye oversættelse kalder på at blive læst.
De øvrige forfattere havde jeg ikke læst, men det har jeg nu. Så gå ind på Det Danske Akademis hjemmeside og blive inspireret. Og gå derind igen, når de får lagt årets taler på nettet.
Udsnit af forsiden på Anders Bondo Christensens bog (Forlaget Fjordager)
Lærerprofession.dk’s prisfest blev afsluttet med Niels Brunse og René Christoffersens sang ”Vores viden og væren”, og dette kunne passende være overskriften for det fælles præg i de prisbelønnede bachelor- og pædagogiske diplomprojekter.
VIAs store auditorium i Ceresbyen dannede rammen om prisfesten. Stemningen var i top, men der var pladser nok til, at nogle af de lærerstuderende, som var i kantinen, kunne have fundet plads til at lade sig inspirere.
Projektleder for lærerprofession.dk, Solveig Troelsen fra VIA, fremhævede i sin velkomst det karakteristiske, at vi her stod over for lærerstuderende og lærere, der havde fokuseret på facetter af den pædagogiske virksomhed i og omkring skolen og dermed givet os andre mulighed for at lad os inspirere; et forhold, som skoleleder Dorte Andreas også fremhævede, når hun fortalte om egen inspiration og motivering af ansatte og kolleger ved hjælp af de mange projektbesvarelser, som kan tilgås på lærerprofession.dk.
Dekan Elsebeth Jensen gav et vue over udviklingen i lærerarbejdet, som det har udviklet sig, siden hendes egen skolegang. Men hun pointerede, at det trods store forandringer forsat bygger på, at fællesskabet er den væsentligste forudsætning for, at børn lærer, samt at skolen skal være det sted, hvor elever lærer noget, de ikke kan lære sig selv.
Det bachelorprojekt, der vandt, handlede om elevers imitation i billedkunst. I takketalen fremhævede vinderne, Kristina Serup Matthesen og Mette Heidemann Yde, at deres arbejde med opgaven faktisk havde ændret deres opfattelse af deres egen fantasi. Og dette er en væsentlig pointe i det at fordybe sig i et stof: man ”risikerer” at udvikle sig.
Jeg hæftede mig også ved Emilie Lykke Nielsen, som fik en tredjepræmie for projektet ”Fra udlånsmaskine til læseløfter”. Her giver hun ti råd til, hvordan et samarbejde mellem dansklærere og PLC, kan gøre det meningsfuldt atter at kalde PLC for skolebibliotek (min tolkning).
Det diplomprojekt, der tog førsteprisen, handlede om de elever, der vægrer sig ved at gå i skole. Marie-Louise Nørrekjær Mortensen havde gjort sig den ulejlighed at tale med eleverne, og hun gjorde os bevidste om, at der er mennesker med drømme og ønsker bag de statistikker, som politikere og medier boltrer sig i. En aktuel og væsentlig indsigt, der forhåbentlig kan få de mest handlekraftige til at trække vejret og lytte en ekstra gang.
Der blev uddelt to sprogpriser. Hos bachelorerne fik Asger Kold prisen for et projekt om grimt sprog; ”Hold nu kæft, nørd” er titlen. Camilla Zoega Årman var sprogprisvinder blandt diplomprojekterne, idet hun belyste de problematikker, der er forbundet med sprogforstyrrelsen DLD i relation til at skulle til afgangsprøver.
Endelig uddelte Folkeskolen to formidlingspriser til hhv. et bachelorprojekt om ”Det eksistentielle mysterium i kristendom” af Freya Linnemann Brantlov og Mads Lundager Dahl Rasmussen og et diplomprojekt om hørevanskeligheder og komplekse sproglige vanskeligheder af Marie Mølholm Jungersen.
Prisfesten var slut, men festen fortsætter, hvis du går ind på lærerprofession.dk og leder dig berige af de bidrag, der matcher dine fag og behov. Måske en idé at gøre nogle fagteammøder til gennemgange af udvalgte projektbesvarelser. (Husk at springe de afsnit over, som udspringer af formelle, akademiske krav).
Thomasine Gyllembourg læser for sønnen og svigerdatteren
Tirsdag den 11. november gæstede dr.phil. og litteraturforsker Lise Busk-Jensen H.C. Andersen-Samfundet, hvor hun ville fortælle om H.C. Andersen og romantikkens forfatterinder. Hun valgte at fokusere på HCAs ”Improvisatoren” og Thomasine Gyllembourgs ”Ægtestand”, som begge udkom i 1835, og som kunne repræsentere henholdsvis en mandlig og en kvindelig dannelsesroman.
Men inden Lise Busk-Jensen tog hånd om de to dannelsesromaner, fik vi et kort vue over kvindesynet gennem tiden – lige fra antikken, hvor kvinden ikke eksisterede som køn, frem til slutningen af 1700-tallet, hvor man opdagede, at kvinden har æg og dermed deltager i forplantningen, for at ende i den guldalder, som de to romaner udspiller sig i. Her er manden familiens overhoved og ansigt udadtil, mens kvinden råder i hjemmet, en opgavefordeling, som Thomasine Gyllembourg så på med accept. Og jeg kom til at tænke på, at det giver måske en god tilgang til at forstå, hvorfor nogle kvinder i andre kulturer ikke føler sig undertrykte, men tilkendt en rolle, de bliver respekterede for at udfylde.
Lise Busk-Jensen tog os også et smut omkring de københavnske saloner, som dannede rammen om kulturelitens møder. Her kunne ånden flyve højt, nye impulser introduceres, egne værker præsenteres og drøftes; kort sagt var salonerne en kulturel smeltedigel, hvor meget af det, som de, der hylder danske værdier, finder rod i og ophav til – også selv om begrebet af de samme er lanceret som skældsord.
Men til de til dannelsesromaner. H.C. Andersens ”Improvisatoren” er en klassisk dannelsesroman, hvor den mandlige hovedperson med bevægelsen hjem-ud-hjem undersøger de muligheder, som tilværelsen ud byder på, for afklaret at vende hjem; i dette tilfælde med den rette kvinde efter at have truffet flere typer, som af Lise Busk-Jensen blev kategoriserede som enten sanselige eller åndelige, og hvor idealet er at finde den, der rummer balancen herimellem.
Thomasine Gyllembourgs ”Ægtestand” er en nyskabende, kvindelig dannelsesroman, hvor kvinden, der er hovedperson, ikke søger næring ude, men er bundet til hjem. I stedet søger hun at blive den gode hustru, men skuffes af ægtemanden, der blot betragter hende som inventar. Da hun forelsker sig i en beundrer, vågner ægtemandens kærlighed til hende. Og bogen genopbygger den balance, som er den kvindelige forfatters ideal: to der holder af hinanden, og som har veldefinerede roller. Bogen, som var udgivet under pseudonym, fik megen ros. Men én anmelder skrev dog, at det var en god roman med en dårlig hustru, og at han ville foretrække en dårlig roman med en god hustru.
I samtiden var Thomasine Gyllembourg mere læst end H.C. Andersen. Selv vedkendte hun sig sin skrivetrang, selv om hun fandt det mandigt at skrive. Og måske derfor skrev hun under pseudonymet ”Forfatteren til en Hverdagshistorie”. Hun udkom hos sønnen J.L. Heiberg, som sammen med hustruen, skuespiller Johanne Louise Heiberg, var toppen af kulturkransekagen.
De to romaner er læseværdige. Gyllembourg skriver godt og giver os et fint indblik i den tids danske værdier og et dyk ned i kvindelitteraturens kilde. Andersens roman er et af hans hovedværker, så sanseligt, at jeg med min familie har ferieret i improvisatorens rejsespor.
Og så tænker jeg på, at nogle af de beskrevne værdier har en lang levetid. I de Jan- og Puk-bøger, som udkom især i 50’erne, fulgte dannelsesruten også hjem-ud-hjem i Jan-bøgerne, mens ruten var ’hjem og nærmeste omegn’ i Puk-bøgerne. Men forfatterne var de samme.
Tak til H.C. Andersen-Samfundet for en perspektivrig aften!
Udsnit af Sofia Avdevas forside til Kateryna Yehorushhkinas “Min tvungne skoleferie” (Forlaget Hjulet)
Min vandring gennem fredagens BogForum førte mig til Bellascenen, hvor der var der godt fyldt op på publikumsstolene, da den 30-årige “Skriverprisen” skulle uddeles til en bog, der forener litterær kvalitet med læsevenlighed. Undervisningsministeriet står bag, og vinderen modtager ud over æren 25.000 kroner. Der var tre nominerede: Forfatter Vera Astrid for bogen ”Et øjeblik senere”. Forfatter Sabine Lemire og illustrator Rasmus Bregnhøi for serien ”Mira”. Og forfatter Sanne Munk Jensen for bogen ”The Ghostfather”. Vinderen blev “Mira”, denne fine grafic novel-serie i foreløbigt ti bind; mon ikke prisen animerer til endnu flere. Og historien kan bære det!
Det er så godt, at netop denne litteratur nyder bevågenhed, når nu vi taler om at stimulere børns og unges læseglæde. Mange forlag er blevet bevidste om dette – og Dansklærerforeningen med serie “Læsbar”; fin kvalitet og bred vifte af temaer i både fag- og skønlitterært regi. Og så er det på sin plads at hædre en af de første, som så denne kobling mellem letlæst og kvalitet: Esther Skriver!
Videre løb jeg ind i Forlaget Wunderbuch, som bærer sit navn med rette. Her er gennemført kvalitet i både indhold og boghåndværk. Man bliver helt fjern i blikket og blød i sjælen, når man står med en af forlagets bøger i hænderne. Senest er udkommet “Marco Polos beskrivelse af verden”, illustreret af Erik A. Frandsen og oversat fra Marco Polos italienske kilder fra 1298. Den var helt frisk og duftende af at have forladt trykkeriet for få timer siden.
For enden af litteraturstrædet holdt “Ukraine House in Denmark” til. Her løb jeg ind i en samtale mellem forlægger Vagn Plenge, Hjulet, forfatter Kateryna Yehorushkina og oversætter Xenia Frost Fitisova. De talte om tilblivelsen af den fine, smukke og konkret registrerende skolepigedagbog fra de første dage af det russiske overfald på Ukraine. Bogen har fået titlen “Min tvungne skoleferie”, og den er illustreret af Sofia Aveva.
Oversætter Xenia Frost Fitisova fortalte om sin bevægelse ved at læse teksten, som var holdt i en indskolingspiges sprogleje, og derfor undgår at besætte læserens følelser, men tværtom lader læseren reagere med de følelser, som alder og erfaringer lægger op til. Derfor er forfatteren i udstrakt grad lykkedes med at tage vare på og støtte hver enkelt læser. Bogen er forsynet med den ukrainske tekst bagerst. Derfor er den efter min opfattelse oplagt til læsning i skoleklasser, der har ukrainske elever i fællesskabet. Og måske er den god mental prepping for alle; de uventede ændringer af ens livsvilkår sker som oftest i løbet af et splitsekund.
Udsnit af forside på Lea Fløe Christensens “En mand med en ged på side 251”
Der var godt nok mange mennesker til BogForum i fredags, og jeg gik ilthungrende omkring og glædede mig over min beslutning om kun at aflægge besøg denne ene dag.
Men der var forbedringer at notere sig; ikke mindst at udstillerne havde samlet anlagt et litteraturstræde, så man undgik at løbe spidsrod igennem stande, der havde bogen og læsningen som det sekundære. For jeg kommer ikke primært for at se en giraf eller høre en debat, der i støjen kæmper om den opmærksomhed, som de 30 minutters samtale higer efter. “Nå, men vi må slutte nu. Tiden er gået.”
Næh, jeg kan lide at græsse på de mere ydmyge marker, hvor læsningen og bogen viser uventede sider. På Turbines stand fandt jeg Lea Fløe Christensens bog med den herlige titel: “En mand med en ged på side 251”; og når man når til side 251, viser det sig, at bogen med manden med geden er omtalt på side 81! Enhver, der interesserer sig for læsning og for at inspirere andre til at læse, får i denne bog en levende, sprudlende og facetteret manual, der har sit udgangspunkt i, at vejen til læsning er fuld af margueriteruter, som har præg efter den enkeltes sans for margueriter. Det er ganske enkelt en herlig øjenåbner for alle, der ønske at smitte med læsning og litteratur.
Længere henne løb jeg ind i Dansk PENs udstilling af “Forbudte bøger”. Faktisk var det Janne Tellers “Intet”, der fangede mit blik, men ved dvælen foran udstillingen blev jeg mere og mere overbevist, at censuren viste mere om censorerne end om det censurerede: Det skrevne ord er farligt for alle, der klamrer sig til en skrøbelig magt. Og jeg opdagede, at man skulle hive lidt op i de sedler, der stak op fra bogen. Her kunne man læse, hvor bogen var blevet forbudt og hvorfor. Her var Astrid Lindgren, som kunne anfægte magten og moralen i flere lande. Her var Jakob Martin Srid, som kunne ryste politisk korrekte stemmer i Sverige. Her var de kendte Herman Bang, Franz Kafka, Salman Rushdie og mange, mange andre. Religion, sexualitet, magtkritik og politisk ukorrekthed var topscorere. Og sig så ikke, at USA er ytringsfrihedens bastion.
Endelig hørte jeg Pelle Koppel i en samtale med den unge forfatter Sofie Riis Endahl og skuespiller Line Weien Hoffmann i anledning af Teater V’s opsætning af studentermusicalen “Pixie”, der er bygget over bogen “Pixie lever stadig”. Samtalen var et fint eksempel på, at der i det danske litteratur- og teatermiljø er engagerede mennesker som Pelle Koppel, der kaster sig over at bistå unge talenter, der brænder for et projekt; her at Sofie Riis Endahl havde lyst til at omsætte sin roste roman til en musical med hendes egne ord og egen musik. Den samtale gav et fint indblik i, at vejen fra tekst til scene er fuld af bump og hårnålesving, men at den er farbar med de rigtige vejvisere, hvoraf de seneste i processen er de skuespillere, som skal tage forestillingens ord og handlinger på sig.
På vejen videre tog jeg et rast ved Den danske Sprogkreds stand, hvor jeg smugkiggede i Lise Bostrups “H.C. Andersen i USA” og i “Roepolakkerne satte spor” om den indvandring fra vores sydlige naboland, som skulle sikre godejere på Lolland og Falster billig arbejdskraft, og som kom til at præge sydhavsøernes kultur og sociale liv.
udsnit af forsiden på Thorkild Thejsens barndomserindringer, “Er det dig, der har kastet op på mine roder?”, Forlaget Fjordager
Flere gange har jeg været jurymedlem i børnebogskonkurrencer, hvor forlag har ønsker manuskripter til nye børnebøger; ja, det er flere år siden, mens der var plads til andre end bestsellere på bibliotekerne. Blandt de fremsendte bidrag var flere, der var skrevet af bedsteforældre. Historierne havde greb om børnebørnene, og opfordringerne til at få dem udgivet havde været mange, fremgik det af ledsagende breve. Men hvor de dog lukkede sig om sig selv og lignede de tø-hø-historier, der i nogle kredse fortælles til konfirmationer i taler eller i sange.
Derfor er den med en vis bæven, jeg går i gang med læsningen af Thorkild Thejsens barndomshistorier. Og hurtigt bliver min frygt gjort til skamme. Lad det være sagt fluks: Thorkild kan fortælle, og han kan med udvalgte episoder berige os med et tidsbillede, med et børneliv og med et sprog, der folder sig ud som en fryd i sig selv og et perspektiv, der må, kan og skal gøre dagens samtale om børn, voksne og opdragelse mere sansende og seriøs.
Allerede ved bogens start får man et gok i sjælen, når man falder i staver over Thorkilds erindringskort over Gørding, som var hans vestjyske lands- og barndomsby. Der var seks købmænd og en parade af specialforretninger og -virksomheder. Her var en ramme om et liv, som man i dag end ikke finder i middelstore provinsbyers kvarterer. Her kendte alle alle. Hvem råber så op om stordriftens velsignelser ud over kapitalen og udviklingen-kræver-politikere? Det er da nok en panderynke værd, når man i dag kan undgå at skulle tale med mennesker ved at scanne selv.
I denne lille stationsby trådte Thorkild sine barndomsskridt. Gjorde de erfaringer, som et barn skal gøre for netop at blive erfaren. Det skete i den særlige blanding af tryghed og frihed, som skabes, når alle kan følge med, og ingen er buret inde. Jeg husker, at Erik Sigsgaard i et foredrag fortalte om en dreng, der havde været med sin mor på ferie i Tyrkiet og med store øjne konstaterede, at her var fritgående børn. Det er de rammer, som også Astrid Lindgren omtaler som sine kilder til at skrive, når beretter om, at livsmod opstår, når ens barndom også var livsfarlig. Thorkild beskriver den balance mellem at være beskyttet og at have frihed med eksempler og i en tone, der peger frem mod det, som Poul Nyrop sagde: ”Vi må kunne gøre det bedre?”
Hos Thorkild er der ingen forloren nostalgi, men små finurlige indskudte ord og sætninger, som peger på, at en balance mellem det trygge og det opdagende er værdifuld. Her er det især moren, der står som garanten for tryghed og opbakning, når fx Thorkild er blevet uretfærdig behandlet af lærere i skolen, og når han senere ønsker at læse til lærer. Men det er også hende, der pakker hans kuffert, da hun opdager, at han har røget cigaretter, for når han er gammel nok til at ryge, er han også gammel nok til at klare sig selv. Med små vink peger fortællingerne frem mod samtaler om opdragelse, om børns behov og om kærlighed, mens de på samme tid holder fast i tidsbilledet.
Thorkild er lærer, men også journalist. Og han mestrer at fængsle med sit sprog. Hvert kapitel har en overskrift, der vækker undren, og en mellemrubrik, der pirrer denne undren og gør den til en forventningens nysgerrighed. Og så er sproget en herlig vekslen mellem rolig fremadskriden og en svingom i tid og tema; mere herom senere, som der ofte står. Endelig kan man bruge en rum tid på at kigge de billeder, som både fanger tiden og tager billedet seriøst, fordi der ikke blev taget så mange, at ingen af dem var noget særligt.
Thorkild Thejsen har skrevet barndomserindringer, der er en godbid i sig selv, men som også bygger på et børnesyn, som kan tilføre den aktuelle debat en del, og til de unge lærerstuderende som mener, at vi boomere har et helt fejl børnesyn. Se lige her, hvad det er for værdier, der er i spil: tryghed og frihed!
I dag, søndag den 12. oktober 2025, er Parken udsolgt, og mange tusinde skaber en forrygende stemning ved at give den fuld gas ved afsyngningen af “Der er et yndigt land”, Adam Oehlenschlägers romantiske nationalhymne, hvori den danske kæmper forunderligt nok i situationen “hvile deres bene”.
Men hymnen gemmer på mere end som så. Oprindeligt bestod den af 12 strofer, som ud over at hylde den enevældige konge beskriver det danske folk i et særligt nationalromantisk skær, der får os til at fremstå som en helt særlig flok, der er mere afbalancerede og fornøjede end verdens andre folk, der alle har deres at trækkes med. Vi beskrives som “et venligt Syd i Nord”, som modstykket til “Vesterlandets Tungsind” og “Østens Raseri”.
Denne selvgodhed virker en kende opblæst, når vi sammenholder den med de spor af åbenhed og modtagelighed, som kommer til udtryk i vores sprog, og som er fint beskrevet i Benny Andersens digt “Verdensborger i Danmark”, hvori han remser eksempler op på det, vi kulturelt og merkantilt har optaget fra hele verden. Og han konkluderer, at “Alverden samles i mig / og blir rystet godt sammen!”
I tider, hvor man i Folketingets åbningsdebat kunne høre ikke så få udtalelser, der under overskriften “åndelig oprustning” klinger lidt som udsagnet fra den romantiske forfatter med det mellemøstligt fornavn og tyskklingende efternavn, mens hyldelsten til den åbenhed, som beskrives af forfatteren med pæredansk for- og efternavn, tilsyneladende har trange kår, skønt det vel er den udadvendthed, som siden vikingetiden har bragt rigdom til vores råstoffattige nation.
Husk, når vi skråler med i Parken, at der gemmer sig en tone af selvgodhed, som træneren med det tyskklingende efternavn heldigvis er bevidst om, når han skal sætte holdet op til kamp, et hold hvoraf de fleste spiller i udlandske klubber og nogle i deres navn bærer spor af den store verden.
Sproget kan give indsigt i rødder, der trumfer letkøbte værdisnakke.
I anledning af Ole Dalgaards / oscarK’s 55 års forfatterjubilæum
af Jens Raahauge
Det har hørt til et mine mange privilegier i tilværelsen at få lov til at følge med i tilblivelsen af de tre bøger, som tilsammen kommer til at markere Ole Dalgaards – alias OscarK’s – 55års forfatterjubilæum den 6. oktober 2025: Ars Moriendi, Dødedans og Itinerarium, En lille vejviser. Alle tre bøger er illustreret af Dorte Karrebæk og udgivet hos forlaget Jensen & Dalgaard.
Ars Moriendi foregår i den tid, som erindringen skaber i tankerne hos en ældre mand, der sidder i sin stol og lader blikket vandre ud over fjorden og over til barndommens land, indtil han til sidst falder let sammen. ”Trække vejret dybt. Holde det. Bringe det til ophør. Overgive sig til stilheden. Fange en fugl med hænderne.”
Dødedans foregår i Afholdshotellets lille sal, hvor alle uanset alder er inviterede. Og der er plads til alle – begyndere, let øvede og viderekomne. Dansen følges af pølsemandens søn, Herman, der har fundet sin niche i livet: sorgportrætter. Her træder døde og levende dødedansen, og Herman foreviger. Nogle af personerne og begivenhederne genkendes måske i OscarK’s fine trebinds børneroman Ungerne fra Strandholt.
Men i Itinerarium. En lille vejviser bevæger Ole Dalgaard sig ud over den tid, som erindringen skaber, fordi han med den tyske Werner Heisenberg som hovedfigur vil søge samspillet imellem moderne kvantefysik og fortidens alkymi. At beskæftige sig med kvantefysikken er ikke OscarK fremmed; både i Københavnerfortolkningen, hvori han genopliver den 200årige Søren A. Kierkegaard til frodige dage med Emma fra Bohr-Instituttet, og i Heisenberg-trilogien, som lader læseren fornemme ubestemthedsrelationen og den usynlige skrift. Men nu skal tankerne om de indbyrdes uforenelige, men lige nødvendige tilgange fanges ind. Derfor takker Ole Dalgaard ja til et par inspirationsture i aftrykkene fra Werners søgen efter det, der skal stå på hans gravsten.
Turen starter ved den stol, hvorpå den ældre mand sidder og spejder ud over fjorden mod sit barndomsland, og første stop er få kilometer derfra ved en lille kirke med smuk udsigt over samme fjord. Her ligger en kirkegårdsgartner bøjet over en brolægning, som hun er i færd med at få fuldendt. Men fuldendt bliver den nok ikke, konstaterer Ole. Og får indirekte dette bekræftet, da hun smilende fortæller, at hun ikke er øvet. Til gengæld får Ole gang i fortællingen om sin tid som gartner på det nærliggende gods, om fliselægning, om det elementære i at arbejde med jorden og tankerne flyver hastigt til egnen omkring Aarhus, hvor gartneren i ham blev vakt. Men først slog vi et smut rundt ad valgmenighedskirkegården i Odder, hvor vi standsede ved et gravsted med en dynge af bemalede sten, som lod tanker gå til den hustru, som mod slutningen af Ars Moriendi gik på stranden og samlede sten.
Videre mod Holme Kirke, hvor Ole havde boet hos pastor Pilgaard, men mest af alt havde været venner med en ung organist, som havde givet ham indblik i dette forunderlige instruments mange facetter; et indblik som slår ud i fuld skala, da Werner, som var en ferm organist, sætter sig til orglet i Hornslet Kirke. Vi har fuldet ind i Werners spor og gør holdt ved hver en kirke og kirkegård, vi ser på vores vej i landskabet mod Rønde, Kalø Vig og Mols Bjerge. Vi skal ikke fordybe os i det, vi ser, men i den ro, som et ophold på en kirkegård har at byde på. Når vi sidder i bilen igen, vælder erindringer om tidligere besøg frem, eller en undren over et murværk, et kalkmaleri eller en kirkegårdsplan munder ud i tanker og samtaler. Det slår mig, at Ole ikke er på jagt efter nye erkendelser, men ønsker at samle de mange tanker, han har søgt at pejle tilværelsen og den bagvedliggende stilhed med. Mange af hans ord, indfald og overvejelser kan jeg umiddelbart genkalde mig fra både hans tidligere Heisenberg- og Bohr-inspirerede bøger og fra hans erindringsbøger Lighuset i Breslau og Og så var der verden, som den var.
I Hornslet må vi finde overnatning på den gamle kro, hvor bindingsværket er skruet på, Og også ved kirken er der restaureringsarbejde i gang. Men det lykkes os at få en gedigen rullepølsemad, som Ole tidligere har fået under et besøg i et nabotraktørsted, og som Werner også nyder i bogen. Men hovedformålet er at besøget Jyllands ældste universitet ved Rosenholm Slot, hvor Holger ”den lærde” Rosenkrantz underviste unge mænd, og hvor hans søn Erik var en kendt alkymist. Ole har undervejs fortalt så levende om et tidligere møde med den nuværende, gamle greve, som viser rundt, at jeg fornemmer hans tilstedeværelse, da vi kører ind på brostenene. Jeg kan kun se en skygge ved det lille lysthus, som af spøgefulde sjæle er gjort til Holgers universitet, men jeg synes at kunne høre hans pibende stemme. Da vi forlader stedet igen, aner jeg i bilens bakspejl en cyklist på en ældre herrecykel, der svinger ind mod slottet. Er det mon Werner, der når frem? At dømme efter ordene i bogen, så ja.
Vi har fået set det, som Werner har skullet opleve på cykelturen på Mols. Derfor vælger vi at foretage en afstikker til Rügen for at fornemme den egn, som spillede en rolle, da Werner Heisenberg var på toppen som videnskabsmand i Det tredje Rige. På selve øen er der nok spor efter Nazitiden, fx den toenhalv kilometer lange bygning Prora, som rummede 10.000 værelser med havudsigt. Her skulle 20.000 tyske arbejdere have en ugens ferie ved havet, men det kom aldrig i brug til formålet. Og Heisenberg indskriver sig ikke i Rügens historie. Men på naboøen lå Hitlers raketstation, hvor Werner von Braum residerede. Her fandt vi dog heller ingen spor af Tysklands fremmeste atomfysiker, som efter sigende ikke blev indbudt, fordi der i von Brauns univers kun var plads til et idol på basen. Så tak for, at der aldrig kom et samarbejde i stand mellem wernerne.
I en pause på hjemturen gjorde vi kaffe- og rygestop i Lübeck ved Marienkirche, hvor Ole falder i staver over den restaurerede, 30 meter lange billedfrise Totentanz. Kun en nikken i slowmotion og en svag bevægelse i hørbuksernes ben røber, at der er en forbindelse til Afholdshotellets lille sal; alle træder dødedansen uafhængigt af alder og stand.
Men på vejen op gennem Sønderjylland fandt Ole noget af det, han havde søgt – noget som han ikke tidligere havde set i virkeligheden, og som har fundet en særlig placering i den lille vejviser: den enkle kirkegård og det spartanske kirkerum i Brødremenighedens Christiansfeld. Her blev ham smilende, stum og dvælende. Denne ramthed kan fornemmes i bogen.
De to-tre køreture, vi har foretaget, har bidraget til at skabe det samspil mellem kvantefysik og alkymi, som Werner – og Ole – er på jagt efter. Men læseren finder kun antydninger af det i ordene; det mulige guld gemmer sig mellem linjerne, hvor det har krævet en utrolig umage med ordene for at give plads til det usagte.
Dansklærerforeningens Sofie Juul er klar til at kåre Den bedste kortfilm ved Buster Award 2025
Filmmediet er en så central spiller i børne- og ungdomskulturen, at det også må være en uomgængelig del af danskundervisningen. Derfor er det med glæde, at vi i Dansklærerforeningens Folkeskolesektion har takket ja til at være en del af Buster-Festivalen som jury for udvælgelsen af Årets bedste kortfilm.
Ved en fest i Cinematekets biografsal Asta blev vinderne i 9 kategorier offentliggjort og fejret. Alle vinderne og de nominerede oplister jeg til sidst, da der virkelig er guld at hente til en facetteret danskundervisning. Se dem igennem og bliv inspireret.
Som sagt var det vores opgave at finde frem til den bedste kortfilm, og det blev danske “Husk mit navn. Historien om bamsen Mo”. Den har mellemtrinnet som målgruppe.
Her er uddrag af Sofie Juuls motiverende ord:
“Det har været en fornøjelse at se så mange gode kortfilm, der henvender sig til børn og unge.
Vi er sikre på, at jeres værker vil gøre indtryk i klasselokalerne og bidrage til elevernes PKO (pisse-kreative-opdragelse).
Men der er særligt én kortfilm, der har sit sine spor.
En film, kan foldes ud i flere forskellige undervisningssammenhænge. En film, der formår at skabe et historisk univers som ellers er svært tilgængeligt for eleverne. En film, der er både poetisk og æstetisk og relevant indhold i flere af skolens fag, herunder dansk, historie og samfundsfag.
En film, der sætter en fin ramme omkring at samtale med børn og unge om svære emner, som er uhyggelig relevante i dag.
Vi, i Dansklærerforeningen, glæder os til at undervise i og med Mo’s historie.”
Her er så listen over de 9 kategoriers nominerede og vindere:
Sådan cirka en gang om måneden kan man høre Ronkedorerne på www.den2radio.dk. Og Ronkedorerne er fire gamle mænd, der har haft deres snabler nede i fagbøger, som de finder det værd at tale om.
I denne uge er der lagt en ny udsendelse op. Her kan man høre Georg Metz, Egon Clausen og mig selv tale om “Trods og tragedie”, Sofie Lene baks biografi om Olga Eggers, “Døden på recept”, artikler redigeret af Ole Hartling m.fl. om aktiv dødshjælp, samt “En dissonans i denne verden”, hvori Claus Elholm Andersen sætter nyt lys på H.C. Andersens tidlige eventyr.
Vi kommer altså vidt omkring. Men denne gang fik vi perifert nævnt Georg Brandes, dels som forfatterinden Olga Eggers elsker (ret sikkert), dels som den kritiker, der har afstedkommet et ensidigt billede af H.C. Andersen som grim og barnagtig (Anne-Marie Mais ganske overbevisende analyse i “En anderledes Andersen”).
Det særlige ved sådanne tilfældige sammentræf kan være, at tankerne, når optagelsen er slut, går på vandring.
Jeg genkaldte mig den eneste bog, jeg fik lystlæst i 1985, men til gengæld fik læst så meget, at de garnhæftede blade blev til løsblade. Bogen var svenske Lars-Olof Franzéns “De rigtige elskere”; en roman, der beretter om den kulturradikale teaterkritiker Jens Feuer, der søger at leve i idolet Georg Brandes’ stil, hvilket er dømt til at mislykkes. Alt bliver en bleg afglans – åndsliv, kærlighedsliv, alt!
Under et kondiløb kollapser Jens Feuer, og mens han ligger i koma på akutafdelingen opfatter han en samtale mellem sygeplejersker om ferieplaner og andet dagligdags. I hans hjerne opstår da en tankekæde om, at der findes to kræfter, der kæmper om magten. De røde, som ønsker, at samfundet skal udvikle sig solidarisk og ufrit over for de liberale, som ønsker, at samfundet udvikler sig frit og illoyalt. Hvorfor har samspillet mellem de to tænkninger givet os et samfund, der er ufrit og illoyalt?
Det var den tankekæde, der bandt mig til bogen. Hvorfor er det de to inhumane værdier, der træder frem? Forskellen på Georg Brandes’ liv og Jens Feuers kunne give et praj om, at det eksisterende samarbejde byggede på materialisme, mens de positive værdier var båret af en humanisme.
Nu, da jeg har de blå partiers visioner for fremtiden og Mette Frederiksens tale ved Socialdemokratiets kongres i frisk erindring, tror jeg, at Jens Feuer er tjent med at forblive i koma en tid endnu.
Men hvor kan god litteratur pege på muligheder. Det er derfor jeg beder til, at universiteternes samfundsfaglige studier gør som i middelhavslandene – sidestiller skønlitteratur og faglitteratur.
