Udsnit af Sofia Avdevas forside til Kateryna Yehorushhkinas “Min tvungne skoleferie” (Forlaget Hjulet)
Min vandring gennem fredagens BogForum førte mig til Bellascenen, hvor der var der godt fyldt op på publikumsstolene, da den 30-årige “Skriverprisen” skulle uddeles til en bog, der forener litterær kvalitet med læsevenlighed. Undervisningsministeriet står bag, og vinderen modtager ud over æren 25.000 kroner. Der var tre nominerede: Forfatter Vera Astrid for bogen ”Et øjeblik senere”. Forfatter Sabine Lemire og illustrator Rasmus Bregnhøi for serien ”Mira”. Og forfatter Sanne Munk Jensen for bogen ”The Ghostfather”. Vinderen blev “Mira”, denne fine grafic novel-serie i foreløbigt ti bind; mon ikke prisen animerer til endnu flere. Og historien kan bære det!
Det er så godt, at netop denne litteratur nyder bevågenhed, når nu vi taler om at stimulere børns og unges læseglæde. Mange forlag er blevet bevidste om dette – og Dansklærerforeningen med serie “Læsbar”; fin kvalitet og bred vifte af temaer i både fag- og skønlitterært regi. Og så er det på sin plads at hædre en af de første, som så denne kobling mellem letlæst og kvalitet: Esther Skriver!
Videre løb jeg ind i Forlaget Wunderbuch, som bærer sit navn med rette. Her er gennemført kvalitet i både indhold og boghåndværk. Man bliver helt fjern i blikket og blød i sjælen, når man står med en af forlagets bøger i hænderne. Senest er udkommet “Marco Polos beskrivelse af verden”, illustreret af Erik A. Frandsen og oversat fra Marco Polos italienske kilder fra 1298. Den var helt frisk og duftende af at have forladt trykkeriet for få timer siden.
For enden af litteraturstrædet holdt “Ukraine House in Denmark” til. Her løb jeg ind i en samtale mellem forlægger Vagn Plenge, Hjulet, forfatter Kateryna Yehorushkina og oversætter Xenia Frost Fitisova. De talte om tilblivelsen af den fine, smukke og konkret registrerende skolepigedagbog fra de første dage af det russiske overfald på Ukraine. Bogen har fået titlen “Min tvungne skoleferie”, og den er illustreret af Sofia Aveva.
Oversætter Xenia Frost Fitisova fortalte om sin bevægelse ved at læse teksten, som var holdt i en indskolingspiges sprogleje, og derfor undgår at besætte læserens følelser, men tværtom lader læseren reagere med de følelser, som alder og erfaringer lægger op til. Derfor er forfatteren i udstrakt grad lykkedes med at tage vare på og støtte hver enkelt læser. Bogen er forsynet med den ukrainske tekst bagerst. Derfor er den efter min opfattelse oplagt til læsning i skoleklasser, der har ukrainske elever i fællesskabet. Og måske er den god mental prepping for alle; de uventede ændringer af ens livsvilkår sker som oftest i løbet af et splitsekund.
Udsnit af forside på Lea Fløe Christensens “En mand med en ged på side 251”
Der var godt nok mange mennesker til BogForum i fredags, og jeg gik ilthungrende omkring og glædede mig over min beslutning om kun at aflægge besøg denne ene dag.
Men der var forbedringer at notere sig; ikke mindst at udstillerne havde samlet anlagt et litteraturstræde, så man undgik at løbe spidsrod igennem stande, der havde bogen og læsningen som det sekundære. For jeg kommer ikke primært for at se en giraf eller høre en debat, der i støjen kæmper om den opmærksomhed, som de 30 minutters samtale higer efter. “Nå, men vi må slutte nu. Tiden er gået.”
Næh, jeg kan lide at græsse på de mere ydmyge marker, hvor læsningen og bogen viser uventede sider. På Turbines stand fandt jeg Lea Fløe Christensens bog med den herlige titel: “En mand med en ged på side 251”; og når man når til side 251, viser det sig, at bogen med manden med geden er omtalt på side 81! Enhver, der interesserer sig for læsning og for at inspirere andre til at læse, får i denne bog en levende, sprudlende og facetteret manual, der har sit udgangspunkt i, at vejen til læsning er fuld af margueriteruter, som har præg efter den enkeltes sans for margueriter. Det er ganske enkelt en herlig øjenåbner for alle, der ønske at smitte med læsning og litteratur.
Længere henne løb jeg ind i Dansk PENs udstilling af “Forbudte bøger”. Faktisk var det Janne Tellers “Intet”, der fangede mit blik, men ved dvælen foran udstillingen blev jeg mere og mere overbevist, at censuren viste mere om censorerne end om det censurerede: Det skrevne ord er farligt for alle, der klamrer sig til en skrøbelig magt. Og jeg opdagede, at man skulle hive lidt op i de sedler, der stak op fra bogen. Her kunne man læse, hvor bogen var blevet forbudt og hvorfor. Her var Astrid Lindgren, som kunne anfægte magten og moralen i flere lande. Her var Jakob Martin Srid, som kunne ryste politisk korrekte stemmer i Sverige. Her var de kendte Herman Bang, Franz Kafka, Salman Rushdie og mange, mange andre. Religion, sexualitet, magtkritik og politisk ukorrekthed var topscorere. Og sig så ikke, at USA er ytringsfrihedens bastion.
Endelig hørte jeg Pelle Koppel i en samtale med den unge forfatter Sofie Riis Endahl og skuespiller Line Weien Hoffmann i anledning af Teater V’s opsætning af studentermusicalen “Pixie”, der er bygget over bogen “Pixie lever stadig”. Samtalen var et fint eksempel på, at der i det danske litteratur- og teatermiljø er engagerede mennesker som Pelle Koppel, der kaster sig over at bistå unge talenter, der brænder for et projekt; her at Sofie Riis Endahl havde lyst til at omsætte sin roste roman til en musical med hendes egne ord og egen musik. Den samtale gav et fint indblik i, at vejen fra tekst til scene er fuld af bump og hårnålesving, men at den er farbar med de rigtige vejvisere, hvoraf de seneste i processen er de skuespillere, som skal tage forestillingens ord og handlinger på sig.
På vejen videre tog jeg et rast ved Den danske Sprogkreds stand, hvor jeg smugkiggede i Lise Bostrups “H.C. Andersen i USA” og i “Roepolakkerne satte spor” om den indvandring fra vores sydlige naboland, som skulle sikre godejere på Lolland og Falster billig arbejdskraft, og som kom til at præge sydhavsøernes kultur og sociale liv.
udsnit af forsiden på Thorkild Thejsens barndomserindringer, “Er det dig, der har kastet op på mine roder?”, Forlaget Fjordager
Flere gange har jeg været jurymedlem i børnebogskonkurrencer, hvor forlag har ønsker manuskripter til nye børnebøger; ja, det er flere år siden, mens der var plads til andre end bestsellere på bibliotekerne. Blandt de fremsendte bidrag var flere, der var skrevet af bedsteforældre. Historierne havde greb om børnebørnene, og opfordringerne til at få dem udgivet havde været mange, fremgik det af ledsagende breve. Men hvor de dog lukkede sig om sig selv og lignede de tø-hø-historier, der i nogle kredse fortælles til konfirmationer i taler eller i sange.
Derfor er den med en vis bæven, jeg går i gang med læsningen af Thorkild Thejsens barndomshistorier. Og hurtigt bliver min frygt gjort til skamme. Lad det være sagt fluks: Thorkild kan fortælle, og han kan med udvalgte episoder berige os med et tidsbillede, med et børneliv og med et sprog, der folder sig ud som en fryd i sig selv og et perspektiv, der må, kan og skal gøre dagens samtale om børn, voksne og opdragelse mere sansende og seriøs.
Allerede ved bogens start får man et gok i sjælen, når man falder i staver over Thorkilds erindringskort over Gørding, som var hans vestjyske lands- og barndomsby. Der var seks købmænd og en parade af specialforretninger og -virksomheder. Her var en ramme om et liv, som man i dag end ikke finder i middelstore provinsbyers kvarterer. Her kendte alle alle. Hvem råber så op om stordriftens velsignelser ud over kapitalen og udviklingen-kræver-politikere? Det er da nok en panderynke værd, når man i dag kan undgå at skulle tale med mennesker ved at scanne selv.
I denne lille stationsby trådte Thorkild sine barndomsskridt. Gjorde de erfaringer, som et barn skal gøre for netop at blive erfaren. Det skete i den særlige blanding af tryghed og frihed, som skabes, når alle kan følge med, og ingen er buret inde. Jeg husker, at Erik Sigsgaard i et foredrag fortalte om en dreng, der havde været med sin mor på ferie i Tyrkiet og med store øjne konstaterede, at her var fritgående børn. Det er de rammer, som også Astrid Lindgren omtaler som sine kilder til at skrive, når beretter om, at livsmod opstår, når ens barndom også var livsfarlig. Thorkild beskriver den balance mellem at være beskyttet og at have frihed med eksempler og i en tone, der peger frem mod det, som Poul Nyrop sagde: ”Vi må kunne gøre det bedre?”
Hos Thorkild er der ingen forloren nostalgi, men små finurlige indskudte ord og sætninger, som peger på, at en balance mellem det trygge og det opdagende er værdifuld. Her er det især moren, der står som garanten for tryghed og opbakning, når fx Thorkild er blevet uretfærdig behandlet af lærere i skolen, og når han senere ønsker at læse til lærer. Men det er også hende, der pakker hans kuffert, da hun opdager, at han har røget cigaretter, for når han er gammel nok til at ryge, er han også gammel nok til at klare sig selv. Med små vink peger fortællingerne frem mod samtaler om opdragelse, om børns behov og om kærlighed, mens de på samme tid holder fast i tidsbilledet.
Thorkild er lærer, men også journalist. Og han mestrer at fængsle med sit sprog. Hvert kapitel har en overskrift, der vækker undren, og en mellemrubrik, der pirrer denne undren og gør den til en forventningens nysgerrighed. Og så er sproget en herlig vekslen mellem rolig fremadskriden og en svingom i tid og tema; mere herom senere, som der ofte står. Endelig kan man bruge en rum tid på at kigge de billeder, som både fanger tiden og tager billedet seriøst, fordi der ikke blev taget så mange, at ingen af dem var noget særligt.
Thorkild Thejsen har skrevet barndomserindringer, der er en godbid i sig selv, men som også bygger på et børnesyn, som kan tilføre den aktuelle debat en del, og til de unge lærerstuderende som mener, at vi boomere har et helt fejl børnesyn. Se lige her, hvad det er for værdier, der er i spil: tryghed og frihed!
I dag, søndag den 12. oktober 2025, er Parken udsolgt, og mange tusinde skaber en forrygende stemning ved at give den fuld gas ved afsyngningen af “Der er et yndigt land”, Adam Oehlenschlägers romantiske nationalhymne, hvori den danske kæmper forunderligt nok i situationen “hvile deres bene”.
Men hymnen gemmer på mere end som så. Oprindeligt bestod den af 12 strofer, som ud over at hylde den enevældige konge beskriver det danske folk i et særligt nationalromantisk skær, der får os til at fremstå som en helt særlig flok, der er mere afbalancerede og fornøjede end verdens andre folk, der alle har deres at trækkes med. Vi beskrives som “et venligt Syd i Nord”, som modstykket til “Vesterlandets Tungsind” og “Østens Raseri”.
Denne selvgodhed virker en kende opblæst, når vi sammenholder den med de spor af åbenhed og modtagelighed, som kommer til udtryk i vores sprog, og som er fint beskrevet i Benny Andersens digt “Verdensborger i Danmark”, hvori han remser eksempler op på det, vi kulturelt og merkantilt har optaget fra hele verden. Og han konkluderer, at “Alverden samles i mig / og blir rystet godt sammen!”
I tider, hvor man i Folketingets åbningsdebat kunne høre ikke så få udtalelser, der under overskriften “åndelig oprustning” klinger lidt som udsagnet fra den romantiske forfatter med det mellemøstligt fornavn og tyskklingende efternavn, mens hyldelsten til den åbenhed, som beskrives af forfatteren med pæredansk for- og efternavn, tilsyneladende har trange kår, skønt det vel er den udadvendthed, som siden vikingetiden har bragt rigdom til vores råstoffattige nation.
Husk, når vi skråler med i Parken, at der gemmer sig en tone af selvgodhed, som træneren med det tyskklingende efternavn heldigvis er bevidst om, når han skal sætte holdet op til kamp, et hold hvoraf de fleste spiller i udlandske klubber og nogle i deres navn bærer spor af den store verden.
Sproget kan give indsigt i rødder, der trumfer letkøbte værdisnakke.
I anledning af Ole Dalgaards / oscarK’s 55 års forfatterjubilæum
af Jens Raahauge
Det har hørt til et mine mange privilegier i tilværelsen at få lov til at følge med i tilblivelsen af de tre bøger, som tilsammen kommer til at markere Ole Dalgaards – alias OscarK’s – 55års forfatterjubilæum den 6. oktober 2025: Ars Moriendi, Dødedans og Itinerarium, En lille vejviser. Alle tre bøger er illustreret af Dorte Karrebæk og udgivet hos forlaget Jensen & Dalgaard.
Ars Moriendi foregår i den tid, som erindringen skaber i tankerne hos en ældre mand, der sidder i sin stol og lader blikket vandre ud over fjorden og over til barndommens land, indtil han til sidst falder let sammen. ”Trække vejret dybt. Holde det. Bringe det til ophør. Overgive sig til stilheden. Fange en fugl med hænderne.”
Dødedans foregår i Afholdshotellets lille sal, hvor alle uanset alder er inviterede. Og der er plads til alle – begyndere, let øvede og viderekomne. Dansen følges af pølsemandens søn, Herman, der har fundet sin niche i livet: sorgportrætter. Her træder døde og levende dødedansen, og Herman foreviger. Nogle af personerne og begivenhederne genkendes måske i OscarK’s fine trebinds børneroman Ungerne fra Strandholt.
Men i Itinerarium. En lille vejviser bevæger Ole Dalgaard sig ud over den tid, som erindringen skaber, fordi han med den tyske Werner Heisenberg som hovedfigur vil søge samspillet imellem moderne kvantefysik og fortidens alkymi. At beskæftige sig med kvantefysikken er ikke OscarK fremmed; både i Københavnerfortolkningen, hvori han genopliver den 200årige Søren A. Kierkegaard til frodige dage med Emma fra Bohr-Instituttet, og i Heisenberg-trilogien, som lader læseren fornemme ubestemthedsrelationen og den usynlige skrift. Men nu skal tankerne om de indbyrdes uforenelige, men lige nødvendige tilgange fanges ind. Derfor takker Ole Dalgaard ja til et par inspirationsture i aftrykkene fra Werners søgen efter det, der skal stå på hans gravsten.
Turen starter ved den stol, hvorpå den ældre mand sidder og spejder ud over fjorden mod sit barndomsland, og første stop er få kilometer derfra ved en lille kirke med smuk udsigt over samme fjord. Her ligger en kirkegårdsgartner bøjet over en brolægning, som hun er i færd med at få fuldendt. Men fuldendt bliver den nok ikke, konstaterer Ole. Og får indirekte dette bekræftet, da hun smilende fortæller, at hun ikke er øvet. Til gengæld får Ole gang i fortællingen om sin tid som gartner på det nærliggende gods, om fliselægning, om det elementære i at arbejde med jorden og tankerne flyver hastigt til egnen omkring Aarhus, hvor gartneren i ham blev vakt. Men først slog vi et smut rundt ad valgmenighedskirkegården i Odder, hvor vi standsede ved et gravsted med en dynge af bemalede sten, som lod tanker gå til den hustru, som mod slutningen af Ars Moriendi gik på stranden og samlede sten.
Videre mod Holme Kirke, hvor Ole havde boet hos pastor Pilgaard, men mest af alt havde været venner med en ung organist, som havde givet ham indblik i dette forunderlige instruments mange facetter; et indblik som slår ud i fuld skala, da Werner, som var en ferm organist, sætter sig til orglet i Hornslet Kirke. Vi har fuldet ind i Werners spor og gør holdt ved hver en kirke og kirkegård, vi ser på vores vej i landskabet mod Rønde, Kalø Vig og Mols Bjerge. Vi skal ikke fordybe os i det, vi ser, men i den ro, som et ophold på en kirkegård har at byde på. Når vi sidder i bilen igen, vælder erindringer om tidligere besøg frem, eller en undren over et murværk, et kalkmaleri eller en kirkegårdsplan munder ud i tanker og samtaler. Det slår mig, at Ole ikke er på jagt efter nye erkendelser, men ønsker at samle de mange tanker, han har søgt at pejle tilværelsen og den bagvedliggende stilhed med. Mange af hans ord, indfald og overvejelser kan jeg umiddelbart genkalde mig fra både hans tidligere Heisenberg- og Bohr-inspirerede bøger og fra hans erindringsbøger Lighuset i Breslau og Og så var der verden, som den var.
I Hornslet må vi finde overnatning på den gamle kro, hvor bindingsværket er skruet på, Og også ved kirken er der restaureringsarbejde i gang. Men det lykkes os at få en gedigen rullepølsemad, som Ole tidligere har fået under et besøg i et nabotraktørsted, og som Werner også nyder i bogen. Men hovedformålet er at besøget Jyllands ældste universitet ved Rosenholm Slot, hvor Holger ”den lærde” Rosenkrantz underviste unge mænd, og hvor hans søn Erik var en kendt alkymist. Ole har undervejs fortalt så levende om et tidligere møde med den nuværende, gamle greve, som viser rundt, at jeg fornemmer hans tilstedeværelse, da vi kører ind på brostenene. Jeg kan kun se en skygge ved det lille lysthus, som af spøgefulde sjæle er gjort til Holgers universitet, men jeg synes at kunne høre hans pibende stemme. Da vi forlader stedet igen, aner jeg i bilens bakspejl en cyklist på en ældre herrecykel, der svinger ind mod slottet. Er det mon Werner, der når frem? At dømme efter ordene i bogen, så ja.
Vi har fået set det, som Werner har skullet opleve på cykelturen på Mols. Derfor vælger vi at foretage en afstikker til Rügen for at fornemme den egn, som spillede en rolle, da Werner Heisenberg var på toppen som videnskabsmand i Det tredje Rige. På selve øen er der nok spor efter Nazitiden, fx den toenhalv kilometer lange bygning Prora, som rummede 10.000 værelser med havudsigt. Her skulle 20.000 tyske arbejdere have en ugens ferie ved havet, men det kom aldrig i brug til formålet. Og Heisenberg indskriver sig ikke i Rügens historie. Men på naboøen lå Hitlers raketstation, hvor Werner von Braum residerede. Her fandt vi dog heller ingen spor af Tysklands fremmeste atomfysiker, som efter sigende ikke blev indbudt, fordi der i von Brauns univers kun var plads til et idol på basen. Så tak for, at der aldrig kom et samarbejde i stand mellem wernerne.
I en pause på hjemturen gjorde vi kaffe- og rygestop i Lübeck ved Marienkirche, hvor Ole falder i staver over den restaurerede, 30 meter lange billedfrise Totentanz. Kun en nikken i slowmotion og en svag bevægelse i hørbuksernes ben røber, at der er en forbindelse til Afholdshotellets lille sal; alle træder dødedansen uafhængigt af alder og stand.
Men på vejen op gennem Sønderjylland fandt Ole noget af det, han havde søgt – noget som han ikke tidligere havde set i virkeligheden, og som har fundet en særlig placering i den lille vejviser: den enkle kirkegård og det spartanske kirkerum i Brødremenighedens Christiansfeld. Her blev ham smilende, stum og dvælende. Denne ramthed kan fornemmes i bogen.
De to-tre køreture, vi har foretaget, har bidraget til at skabe det samspil mellem kvantefysik og alkymi, som Werner – og Ole – er på jagt efter. Men læseren finder kun antydninger af det i ordene; det mulige guld gemmer sig mellem linjerne, hvor det har krævet en utrolig umage med ordene for at give plads til det usagte.
Dansklærerforeningens Sofie Juul er klar til at kåre Den bedste kortfilm ved Buster Award 2025
Filmmediet er en så central spiller i børne- og ungdomskulturen, at det også må være en uomgængelig del af danskundervisningen. Derfor er det med glæde, at vi i Dansklærerforeningens Folkeskolesektion har takket ja til at være en del af Buster-Festivalen som jury for udvælgelsen af Årets bedste kortfilm.
Ved en fest i Cinematekets biografsal Asta blev vinderne i 9 kategorier offentliggjort og fejret. Alle vinderne og de nominerede oplister jeg til sidst, da der virkelig er guld at hente til en facetteret danskundervisning. Se dem igennem og bliv inspireret.
Som sagt var det vores opgave at finde frem til den bedste kortfilm, og det blev danske “Husk mit navn. Historien om bamsen Mo”. Den har mellemtrinnet som målgruppe.
Her er uddrag af Sofie Juuls motiverende ord:
“Det har været en fornøjelse at se så mange gode kortfilm, der henvender sig til børn og unge.
Vi er sikre på, at jeres værker vil gøre indtryk i klasselokalerne og bidrage til elevernes PKO (pisse-kreative-opdragelse).
Men der er særligt én kortfilm, der har sit sine spor.
En film, kan foldes ud i flere forskellige undervisningssammenhænge. En film, der formår at skabe et historisk univers som ellers er svært tilgængeligt for eleverne. En film, der er både poetisk og æstetisk og relevant indhold i flere af skolens fag, herunder dansk, historie og samfundsfag.
En film, der sætter en fin ramme omkring at samtale med børn og unge om svære emner, som er uhyggelig relevante i dag.
Vi, i Dansklærerforeningen, glæder os til at undervise i og med Mo’s historie.”
Her er så listen over de 9 kategoriers nominerede og vindere:
Sådan cirka en gang om måneden kan man høre Ronkedorerne på www.den2radio.dk. Og Ronkedorerne er fire gamle mænd, der har haft deres snabler nede i fagbøger, som de finder det værd at tale om.
I denne uge er der lagt en ny udsendelse op. Her kan man høre Georg Metz, Egon Clausen og mig selv tale om “Trods og tragedie”, Sofie Lene baks biografi om Olga Eggers, “Døden på recept”, artikler redigeret af Ole Hartling m.fl. om aktiv dødshjælp, samt “En dissonans i denne verden”, hvori Claus Elholm Andersen sætter nyt lys på H.C. Andersens tidlige eventyr.
Vi kommer altså vidt omkring. Men denne gang fik vi perifert nævnt Georg Brandes, dels som forfatterinden Olga Eggers elsker (ret sikkert), dels som den kritiker, der har afstedkommet et ensidigt billede af H.C. Andersen som grim og barnagtig (Anne-Marie Mais ganske overbevisende analyse i “En anderledes Andersen”).
Det særlige ved sådanne tilfældige sammentræf kan være, at tankerne, når optagelsen er slut, går på vandring.
Jeg genkaldte mig den eneste bog, jeg fik lystlæst i 1985, men til gengæld fik læst så meget, at de garnhæftede blade blev til løsblade. Bogen var svenske Lars-Olof Franzéns “De rigtige elskere”; en roman, der beretter om den kulturradikale teaterkritiker Jens Feuer, der søger at leve i idolet Georg Brandes’ stil, hvilket er dømt til at mislykkes. Alt bliver en bleg afglans – åndsliv, kærlighedsliv, alt!
Under et kondiløb kollapser Jens Feuer, og mens han ligger i koma på akutafdelingen opfatter han en samtale mellem sygeplejersker om ferieplaner og andet dagligdags. I hans hjerne opstår da en tankekæde om, at der findes to kræfter, der kæmper om magten. De røde, som ønsker, at samfundet skal udvikle sig solidarisk og ufrit over for de liberale, som ønsker, at samfundet udvikler sig frit og illoyalt. Hvorfor har samspillet mellem de to tænkninger givet os et samfund, der er ufrit og illoyalt?
Det var den tankekæde, der bandt mig til bogen. Hvorfor er det de to inhumane værdier, der træder frem? Forskellen på Georg Brandes’ liv og Jens Feuers kunne give et praj om, at det eksisterende samarbejde byggede på materialisme, mens de positive værdier var båret af en humanisme.
Nu, da jeg har de blå partiers visioner for fremtiden og Mette Frederiksens tale ved Socialdemokratiets kongres i frisk erindring, tror jeg, at Jens Feuer er tjent med at forblive i koma en tid endnu.
Men hvor kan god litteratur pege på muligheder. Det er derfor jeg beder til, at universiteternes samfundsfaglige studier gør som i middelhavslandene – sidestiller skønlitteratur og faglitteratur.
Udsnit af forside på Peter Mouritzens Mikkel Mule og flere dyr du ikke ser
I 2017 fik Ulf Stark og Linda Bondestam Nordisk Råds Børne- og Ungdomslitteraturpris for billedbogen “Djur som ingen sett uton vi”. En række fantasidyr får underfundige og dobbelttydige ord og billeder med på deres vej. Den ensomme Eskalopen føler således, at “Allt i världen hör ihop. / Utom jag.” Mens Nomadinen “lever i den tron / att allt är mycket bättre borta”. Alle har på en sær måde bud efter de vilkår, moderne mennesker – og ikke mindst børn og unge – lever under.
Anderledes går Ib Spang Olsen til værks i fx “Mosekonens bryg”, hvori han afdækker naturens fikserbilleder, som dels kan fængsle os på grund af tilknytningen til det overnaturlige, og dels kan åbne vores øjne for det, der omgiver os.
Samme sugen os ind i det stof, man gør fortællinger af, er Gudrun Helgadottir og Brian Pilkintons “Flumbra – en islandsk troldemor” udtryk for.
Den herlige og finurlige forfatter Peter Moutitzen, lader i en af bøgerne i serien “Bibelstærk” os vide, hvorfor vi ikke kan se Herren, fordi Gud, som Moses siger, da han stiger ned fra bjerget gennem skydækket med de to stentavler, er menneskesky! Samme Peter Mouritzen har blik for den natur, som samme Gud nok har givet os herredømmet over, hvis vi forstår at passe på den.
Dette bidrager Peter Mouritzen til via de billedbøger om dyr, du ikke ser, som han lader os få øje på ved at påføre dem øjne. Efter min smag er det en genial måde at skærpe vores iagttagelsesevne på; en kombination af arbejdet med naturens fikserbilleder og med djur som ingen sett.
I det øjeblik vi får øje på dem, vil vi også have øje for dem. De er alle ved at forfalde, og netop forfaldet er udtryk for levet liv og for gjorte erfaringer, som er det stof, man laver fortællinger og poesi af.
Selv giver Peter Mouritzen smagsprøver på dette ved at illustrere fortografierne med skæve, underfundige og panderynkende digte.
Men lad os se “Mikkel Mule” i øjnene og skabe vores egne – og vores børns/elevers – syn for livet i naturen. Jeg har søgt at fortælle om nogle tilløb til dette i min lille pamflet om “Dyrk dansk derude”, og jeg ved gennem arbejde med lyrik i og om naturen, at naturen kan skabe sprog, akkurat som sprog skaber naturen i os.
Kender I det at følge en debat og føle, at det lyder ganske fornuftigt det, der siges på begge sider af de optrukne linjer, men at der alligevel mangler noget, som man helt kan nikke genkendende til.
Sådan har jeg haft det med debatten om “det nye børnesyn”. Og så fik jeg via Nikolaj Thomsen på LinkedIn opmærksomheden rettet mod et indlæg af Erik Schmidt på FaceBook (som jeg ikke er på). Og det virkede afklarende på mig. Læs selv: https://www.facebook.com/story.php?story_fbid=24040139909021949&id=100003578252463&post_id=100003578252463_24040139909021949&rdid=R6bOOqat8laYIBR8#
Heri gør Erik Schmidt det klart, at debatten ikke bygger på reelle modsætninger, men overser den reelle modsætning mellem pædagogik og styring. Og hans pointe er, at styringsfolket har taget friheden og ansvaret fra lærerne. Derfor plæderer han for, at der arbejdes på skabelse af en humanistisk autoritet, som kan bidrage til pædagogikkens kraft. Men læs selv hans indlæg, som for mig at se bygger på kløgt.
Jeg vil bidrage med et par tilfældigt valgte indfald fra mit erfaringsunivers.
Jeg blev på et tidspunkt leder af en skole, som oplevede en del hærværk. Og det til trods for, at man havde ordensregler med et betragteligt antal bestemmelser. Vi afskaffede lovkataloget og indførte tre ledetråde: Respekt for hinanden, for undervisningen og for omgivelserne. Det kostede mange samtaler og brug af flere pædagogiske indsatser, men resultatet blev efter et par år, at klasserne fik formuleret egne adfærdsregler, og at hærværket forsvandt. (Bortset fra 88 kr. til et nyt toiletbræt, som en pige fra 8. klasse havde fjernet for at få en ramme om billedet af den fyr, der havde slået op). Grundlaget var klart: Vi tilsluttede os tænkningen om Barnets rettigheder, men gjorde opmærksom på, at de alle de andre har samme rettigheder som dig.
I øvrigt fandt jeg det væsentligt at stå ved indgangen om morgenen og hilse på alle, dels for at lære alles navne, og dels i troen på, at den man har hilst på og ønsket god dag, vil give noget tilbage.
Ved at flytte undervisningen for skolestarterne ud en gang om ugen i et “Haver til maver”-projekt (som vi i øvrigt var med til at starte), lærte eleverne samarbejdets nødvendighed af den naturvejleder, der vise, hvad der bidrog til god høst, og hvordan man omgikkes ild, når maden skulle laves. Alle lærte nogle regler, så at sige efter naturmetoden. (Og kun en kælvende ko og en halmborg kunne aflede opmærksomheden for en stund). At lære nogle vedtagne rammers frigørende effekt kom også på tale for ændre elever, der havde skriveblokeringer. Et haiku-skabelon (5-7-5 stavelser) flyttede fokus fra ord til stavelsestælling – og efterfølgende samtale om teksten. Vi søgte på flere måder at vise, at velbegrundede og forståelige rammer fremmer tryghed og kreativitet, mens utydelige rammer fremmer grænsesøgende adfærd.
Ud fra disse eksempler og mange tilsvarende finder jeg at have arbejdet i lyset af et børnesyn og givet ansatte lærere og pædagoger muligheder at udøve deres dømmekraft på tilsvarende vis. Derfor havde jeg svært ved at finde fodfæste i den løbende debat, indtil Erik Schmidts ord landede.
Udsnit af bogforside, Davis Nel-lo Tågernes ø (Jensen & Dalgaard)
Bogen er, som det måske anes, indbundet i brunt lærred og titlen trykt i guld. Alt i alt ganske lidt iøjenfaldende. For sådan er bogen i denne roman også, når den gemmer sig imellem alt det prangende på biblioteket.
Men netop dens undseelighed og forputtethed får en dreng til at vælge den, og den viser sig at have den særlige effekt, at dens indhold tager farve af den, der læser den. Dette er magi, men det er også virkelighed, for det er læseren, der møder en bog med egne behov og forudsætninger, og på den måde fundender bogen. Læseglæden finder man ved at opdage, at bogen bliver til i mødet mellem bog og læser.
Derfor er der grund til at juble over de læseglædeinitiativer, der i disse dage folder sig ud på en række skoler i samarbejde med lokale skole og børnebiblioteker. Således mødtes Paradisbakkeskolens fjerdeklasser for omkring et år siden Nexø Bibliotek for at tage første bid af frugten på læsningens træ. Siden har de mødtes der en gang om måneden. De har talt om litteratur. De har haft forfatterbesøg. Og de har fundet ud af, hvad eleverne havde lyst til at læse. Så nu er der købt nye bøger ind, som bliver overdraget til skolens bibliotek – vistnok på onsdag.
De elever, jeg har mødt, har været forventningsfulde. Og dette initiativ er for mig at se mere perspektivrigt end det store og langt dyrere centraliserede CFU-projekt, fordi man i dette tilfælde har den lokale indflydelse, som starter i klassen med eleverne, dansklærerne og de stedlige bibliotekarer.
Der er købt virkelig gode titler ind til det centraliserede projekt, hvis man kan dømme ud fra de offentliggjorte første 11 af slagsen. Men det siger noget om dette projekt, at der skal anvendes så mange midler på formidling og distribution.
Men en lille mangel, der synes fælles for begge projekter, er udeladelsen af ældre litteratur. Hvor er fx H.C. Andersens “Billedbog uden billeder”, som jeg skrev om forleden? For mig at se mangler der noget af horisonten, når litteraturens vindue bliver åbnet, hvis man ensidigt blotrer sig i nutiden.
Lad mig slutte med et citat af forfatteren George R.R. Martin: ”En læser lever tusinde liv, før han dør. Den, der aldrig læser, lever kun et.” Jeg har hugget det fra Britta Voergaard Poulsen, Litteratursiden, hvor hun skriver om “Tågernes ø”.
Så HURRA for de læseglædeinitiativer, der giver eleverne mange liv at leve!
