“Hurra for vores skriftsprog!” Dette jubeludbrud giver mening, når man læser Irene Vallejos “Evigheden i et siv”, hvori det gøres klart, at skriftsproget giver os historiske kilder, gør det muligt at massekommunikere og lader os få kontakt over lange afstande.
Men begejstringen for det skrevne og læste har i skolen og i samfundet i det hele taget afstedkommet, at det mundtlige, fortællingen er blevet sat i skyggen. Men den talte sprog er nok karakteriseret af flygtighed, men det er også det, der knytter fællesskaber sammen, det, der styrker koncentration, og det, der er sprogets ophav.
Derfor bør vi arbejde for en bedre balance mellem skrift og tale i undervisningen. Derfor vil jeg gerne slå et slag for “Fortælling i skolen”, som både er en faglig disciplin og en forening, der lige om lidt holder generalforsamling. Men i en time forinden bliver ørerne varmet op af skuespiller og fortæller Vigga Bro.
Her er invitationen:
Generalforsamling
Onsdag 11. marts kl. 20.00 i Forsøgsstationen, Sønder Boulevard 81, 1720 København V.
Forinden – kl. 19.00 – causerer historiefortælleren Vigga Bro om fortælling og mundtlighed i skolen.
Alle er velkomne!
På glædeligt gensyn – bestyrelsen i FISK – Fortælling i Skolenbb
Illustration af Gert Ejton. (Se hans illustrationer til “Tag tyren ved hornene” (Forlaget Bostrup
Her i en snedækket landsby kan man nok forfalde til et par timer foran skærmen. Af og til bliver man fanget af et godt program; her i huset har det fx været ‘De arktiske reddere’. Men mainstream-udsendelserne kan nok gøre én gram i hu – ikke mindst som følge af den sproglige dovenskab og banale uskarphed.
Der har på det seneste været ganske mange lokale journalister ude i sneen, alle stående med lidt frirum til venstre for sig, så de kan tage et skridt til siden. Og voila, står der et vintervidne parat. Og hvor er det fantasiforladt. Men værst er, at studieværten, der sidder inde i varmen spørger: “Hvordan er det ude hos dig?”. Og hver som en starter svaret med et “Jamen”. Vent dog med at sige noget, til du har noget at sige!
Den anden faste frase får vi, når der er overgang fra Nyhederne til det faste aftenhyggeprogram. “I skal så tale om selvmord / valg / Grønland….” Og hver gang indledes svaret med et “Det skal vi nemlig…” Det eneste signal, vi får her, er, at de har haft redaktionsmøde, og at de ved noget, som vi seere ikke ved. Tag jer sammen. Behandl os værdigt og stil spørgsmål og giv svar – og de må gerne være overraskende, for så bliver vækkende og æggende.
Som det er nu, får vi en lydpølse kørt gennem lyttesystemet og falder hen.
Jeg har just siddet og skrevet lidt tekst til et billede af tegneren Gert Ejton. Se bogen ‘Tag tyren ved hornene’ (Forlaget Bostrup). Det skulle handle om “Ind ad det ene øre og ud af det andet”. Jeg takker dansk mainstream-tv for god inspiration.
Samtidigt har vi her i huset haft besøg af et fireårigt barnebarn og en jazzbassist, der har lært sig at spille på sav. Da drengen hørte det, blev der et kort pause, og så sagde han: “Min morfar kan spille på hammer!” Derefter nok en pause, og så: “Han kan spille på al slags værktøj!”
‘Jamen’ måske kunne mainstreamjournalister stramme deres sprog lidt op? Overraske lidt? Vække os? Det bør de ‘nemlig’!
Et skattet medlem har sendt dette skærmbillede fra Mette Frederiksens lancering af Socialdemokraternes folkeskoleudspil.
Et forudindtaget dansklærerforeningsøje vil fluks spotte, at statsministeren har taget plads på et skolebibliotek, hvor der er bøger og udstillede elevarbejder, ligesom hendes ansigt er flankeret af tre bamser: to ret intetsigende stereotyper og en Læsefus, eller måske snarere – bedømt på størrelsen – en Lillefidus, hvis ører signalerer lydhørhed, og hvis øjne er klare af koncentration.
Forslaget om etablering af en skolestart med et lavere loft over klassestørrelse har besynderligt nok fået en noget lunken modtagelse fra politisk hold. Men dette kan næppe bero på, at forslaget ledsages af nogle ord, som blev født i reformens slipstrøm, for den var de fleste da med på. Derfor skyldes det måske, at de fleste ærgrer sig over ikke at være kommet først med dette forslag, eller at de leder efter huller i det gennemførlige, så de har noget at bidrage med i valgkampen.
Men for mig at se giver det lavere loft større rum for, at lærerne og eleverne får bedre rammer for at undervise og for at lære alt det, der kræver koncentration, ro og fordybelse.
Tænk, hvis vi kunne få en skole, hvor eleverne har attituder som Lillefidusen, store ører, som vender den rigtige vej, akkurat som de klare, videnhungrende øjne, når kammerater eller underviseren har nogle undere at vise dem. Så lad blot de blå, lade bamser blive på hylden.
I øvrigt vil Læsefidusen og dens barn Lillefidusen kunne fortælle gode historier fra hverdagen i skolen, fra weekenderne hos de børn, der har dem med hjemme, og fra ophold hos mennesker, der har fidus til læsning. Forrige gang, jeg så Læsefidusen på et pressebillede, var, da hun sad i vindueskarmen hos Henrik Nordbrandt. Dette billede blev bragt i forbindelse med nekrologen over den store forfatter; han, som skrev ‘Vuggevise’, hvor sidste vers lyder: “Lille krigsbarn, hvor vil du hen? / Vælg selv. Bare vi aldrig / skal se dig igen.”
Måske sad Læsefidusen og kiggede digteren over skuldrene, da han skrev disse linjer. Og om føje tid skal hun, hvis hun er heldig, sidde i indskolingsklasser, hvor der hersker ro, koncentration og fordybelse, og hvor eleverne får skabt fundamentet for at vokse op og blive ordentlige mennesker.
Et udpluk af Jørn Lunds bøger, som man kan sprogvarme sig på
For 12 år siden valgte Dansklærerforeningen at give sin pris Tankestregen til sprogprofessor Jørn Lund for hans mangesidede indsats for både dansk sprog og kultur i almindelighed samt for danskundervisning i særdeleshed. I motiveringstalen fremhævede formand for fællesforeningen Jacob Buris Andersen Jørn Lunds evne til at bygge bro mellem kultur og erhvervsliv, hans utrættelige indsats for dansk sprog, hans arbejde for Dansk Sprognævn og Det Danske Akademi og hans fornemme formidlingsevner.
I de fødselsdagsportrætter, som dagspressen i disse dage bringer i anledning af Jørn Lunds 80 års fødselsdag, fremhæves en lang række andre indsatser, ledelsesopgaver og hædersbevisninger, som i antal og omfang kan give åndenød, ligesom det med vemod for offentligheden og smerte for Jørn Lund selv og familien fremgår, at hans stemme i offentligheden er forstummet, da han efter et hjertestop har mistet evnen til at tale flydende. Men hans omfattende bogproduktion kan til stadighed inspirere og skabe sprogglæde.
Som dansklærer er det værd at fremhæve, at han sammen med professor Torben Brostrøm blev pennefører på faghæftet ’Dansk 1984’, som vel nok er den officielle beskrivelse af danskfaget som bedst og stærkest beskriver faget som det færdigheds-, kultur- og dannelsesfag, det er og bør være.
Selv har jeg mærket glæden og inspirationen ved samarbejde med Jørn Lund flere gange. Som medlem af Danske Banks Litteraturpris-udvalg var det givende at opleve hans leder- og formidlingsevner, når han skulle forene dette udvalgs mange input til en beslutning, der skulle slå et slag for, at der ligger store værdier gemt i andre bøger end bankbogen. Samme evner kombineret med politisk tæft kom endvidere til udtryk i samarbejde i udvalget om Dansk Litteraturs Kanon.
Men stærkest står de uformelle samtaler om dansk som et levende sprog, som fx kom til udtryk, da han havde været i Argentina for at tale for efterkommere af danske udvandrere, som havde holdt modersmålet ved lige. De fandt, at Jørn Lunds smukke talesprog var lige vel moderne, mens de selv i deres afsondrethed fra Danmark havde konserveret sproget. Et levende sprog udvikler sig i brug, både sagde og viste Jørn Lund. På samme måde står det fortsat mejslet i min erindring, da han hævdede kultur- og åndløsheden i forskningsminister Helge Sanders begreb om ’ fra faktura til forskning’ – en analyse, der har mere relevans end nogensinde. I modsætning til det, Sander og hans lige stod for, var og er Jørn Lund indbegreber af borgerlig dannelse og anstændighed.
Endelig må hans indsats for det nordiske sprog- og kultursamarbejde ikke glemmes, men aktualiseres.
Så er det koldt derude, da grib en af Jørn Lunds mange sprogbøger, der i et velformuleret dansk spreder sprogvarme og indsigt.
Så tillykke med fødselsdagen, Jørn. Tak for dine mange indsatser og for fine personlige relationer. Hav gode dage.
I en kommentar til et af mine opslag citerer fortælleren Anne-Marie Helfer mig for engang at have sagt, at fortælling er vandladningshæmmende. Og ja, man får sagt så meget smart – og har glemt det meste.
Alligevel dukkede et situation op i erindringen: Jeg havde besøgt en klasse, så vidt jeg husker på mellemtrinnet, inden jeg skulle fortælle afrikanske eventyr. Og de skulle ‘i gården’ i et væk. Men da de senere fik karske og dilemmafyldte afrikanske eventyr i ørerne, var vi sammen i en lektion uden gårdture. Det var vist ved refereren til den erfaring, jeg kom med konstateringen. Og de fleste af os kan godt leve os ind i børnenes adfærd: kedsomhed går i blæren, mens optagethed har den modsatte effekt.
Det indebærer også, at man som fortæller skal fængsle eleverne: man skal røre dem. Og det kræver, at man må være lydhør over for deres reaktioner, åndedræt, ytringer ect. Sådan har jeg det i hvert fald, fordi jeg freestyler. Inspireret af de gamle tegneseriestriber har jeg en seddel med anslag, højdepunkt og slutning, suppleret med et par særligt velsmagende ord, i lommen. Resten er samspil med tilhørerne. Og den kan give både nederlag og sejre, men dog langt flest af de sidste. Men fortællingen bliver påvirket af konteksten:
Jeg holder meget af et burkinsk eventyr om det, der skete, da kvinder besluttede aldrig mere at tale med mænd, for samtale med mænd giver dobbeltarbejde. Jeg har fortalt det for en lille gruppe tyrkiske pubertetsdrenge, som fandt det aldeles tåbeligt; og min fremførelse blev skåret ned til det minimale, 5 minutter. Omvendt løb det op til 22 minutter, da jeg fortalte samme historie for en blandet aldesgruppe af elever, hvor de forskellige aldre reagerede på forskellige elementer: kærlighed, nøgenhed, spedalskhed, dyrplageri, magi osv.
Ved min stil er det tilhørerne, der medskaber fortællingen. Andre fortællere er teksttro, dramatiserer, spiller på publikum, bruger udklædning mm.. Men fælles for alle fortællere er, at man ønsker, at fortællingen skal røre tilhørerne.
Og apropos at røre tilhørerne. Ved bestyrelsesmødet i Foreningen ‘Fortælling i skolen’ forleden fortalte en om sin beundring for det arbejde lærerne i en klasse i Svendborg udfører. Vedkommende havde været flue på væggen ved en fortællers optræden, og en af eleverne havde uro i kroppen. Klasselæreren var stille gået hen til eleven og havde lagt sin hånd på hans skulder, og han satte sig og fandt roen.
Som skoleleder har jeg hver morgen valgt at give hånd til flest muligt, og efter aftale fået elever til at sige deres navn, hvis jeg ikke selv føjede det til mit Godmorgen. På den måde lærte jeg alle elevers navne og fik rørt alle, hvilket gjorde det langt lettere at håndtere og neddrosle konflikter. Kan tænkes. at samtalen om den positive berøring et fint supplement til den ophedede diskussion om magtanvendelse.
Beretningen om Svendborglæreres beroligende hånd fik mig til at erindre de mange hundrede håndtryk, hvor vi rørte hinanden.
En af gevinsterne ved som leder eller som dansklærer at påtage sig at være fortæller er, at man lærer børnene/eleverne bedre at kende. Sådan skrev jeg i går i mit indlæg om “Lederen som fortæller”. Dette vil jeg gerne uddybe på baggrund af mange års optagethed af, hvad det egentlig er, børn hører, når man fortæller.
Det rækker ikke at spørge, for så svarer de med ord og sætninger, der svarer til det, der er blevet fortalt. Derfor har jeg valgt at bede om en tegning/illustration til det, de har hørt. Og her kommer så et par eksempler:
Historien, de har hørt fra min mund, er beretningen om “Noas ark”, og eleverne går i 2. klasse. Da jeg får overbragt de 20 tegninger af klassens billedkunstlærer, kan jeg lægge dem i tre bunker: en, hvor flere dyr to og to går ind gennem en luge i en stor træbåd. (Her drejer det sig om børn, der har læst en eller anden børnebibel). Dernæst en, hvor dyrene balancerer på en smal planke, der fører fra molen og frem til en luksussejlbåd. (Her er der tale om børn, hvis forældre har en båd liggende i havnen). Endelig en, hvor dyrene ubesværet vandrer ind på en færges vogndæk. (Børnene har hjemme i en færgeby).
Så mens jeg har fortalt, har der udspillet sig 20 forskellige historier i de 20 tilhørere.
På samme vis, da jeg for elever i 4. klasse fortalte om “Moses og den brændende tornebusk”, kunne deres billeder opdeles i flere grupper: En, hvor Moses står indhyllet i hvidt klæde. (Her har børnene kendskab til traditionel, illustreret børnebibel). Dernæst en, hvor Moses står svedende iført romersk hærførerdragt. (Her er der tale om børn, som har stiftet bekendtskab med “Asterix og Kleopatra”). Og endelig en, hvor Moses er iklædt konditøj; en tilmed i Brøndbys spilledraget og flere med Nike-sko. (Her er tale om tilhørere, der har hæftet sig ved sol og sand.) Blandt sidstnævnte var der tilmed en, der havde ladet ham komme frem til tornebusken på en Mountainbike. (Fordi jeg havde sagt, at han ‘drog’ ud i ørkenen, og det betød, at han cyklede.
Så mens jeg har fortalt, har en gruppe stort set hørt det, jeg har set for mig, mens en anden har ladet Moses slæbe sig frem i tungt, militært udstyr fra Romertiden. Endelig har en gruppe lyttet til en nutidig ferieberetning.
Det er da overvældende at erfare, hvor forskelligt det, man fortæller, opleves. Man får helt konkret udtryk for, hvor forskellige børns forudsætninger er, og hvor mangfoldigt de derfor oplever det, man siger.
ps. Jeg kunne have valgt eksempler fra andre fortællinger end de gammeltestamentlige, men de er da eksemplariske.
Jeg har just været til bestyrelsesmøde i foreningen FISK, Fortælling i skolen. Og der kom jeg til at tænke på de gaver, man får, når man som leder kaster sig ud i at være fortæller. Måske beror min tro på fortællingens styrke på, at jeg for mange år siden oplevede den, da jeg selv gik i skole. Men jeg har fået denne styrke bekræftet ved selv som skoleleder at tage fortælleren på mig.
For at skaffe mig fortællerum fik jeg af personalet grønt lyst til at afholde morgensamlinger, hvor jeg fortalte. Efter at have haft alle elever samlet blev det mere og mere klart, at det ville give mig et mere håndterbart publikum, hvis elevgruppen blev delt op i den traditionelle indskoling, mellemtrin og udskoling. Samtidigt kunne jeg lægge fortællingerne ind i skemaet ved at ‘stjæle’ en morgenstund på 20 minutter tirsdag, onsdag og torsdag på det tidspunkt, hvor eleverne havde læsebånd.
Indholdet i mine fortællinger var dels hentet fra litteraturen, hvor jeg kunne promovere forfatterskaber, forskellige vinduer til fiktionens univers og gode historier, som kunne lede elevernes tanker på himmelflugt og deres fødder på vej til skolebiblioteket.
Men jeg kunne også tage dagligdags problemer op, og frem for at moralisere (direkte) var det muligt at sætte tanker i gang om det samvær, vi havde med hinanden, og om de værdier, vi ønskede at være sammen om.
Men andre gange var det muligt i fortællingens regi at promovere forskellige fagområder, som det var væsentligt at vække elevernes nysgerrighed omkring. Og ja, jeg er primært danskfaglig nørd med hang til litteraturen og fortællingen; alligevel vil jeg opfordre ledere til at blive fortællere, fordi ethvert fagområde indeholder sine egne undere, som det er væsentligt, at eleverne bliver slået af.
Og hvad får man så ud af at være fortæller som leder?
Jo, for det første kommer alle elever til at kende skolens leder og fornemme, hvad hun/han står for. (Jeg har besøgt en del skoler, hvor mange elever ikke ved, hver der er skoleleder!!)
For det andet får man en kontakt til eleverne, som er guld værd, når der opstår problemer, der skal håndteres. Man får tilmed foræret en fælles reference, som kan være problemløsende. Fx at det at sende hadbeskeder på sms er at sammeligne med den dødbringende bue og pil, som Bent Haller fortæller om i ‘Fredsaberne’, og som netop er både farlig og ussel, fordi den ‘dræber’ på afstand, uden af affyreren får blod på hænderne. Jeg har brugt historien, som var kendt fra en morgensamling, som begrundelse for, at en, der stod bag en hadbesked, skulle læse den op for den, der var blevet ramt.
For det tredje mener jeg, at det betyder noget, at lederen fortæller, fordi det animerer både lærere og elever til at fortælle.
Derfor vil jeg opfordre lederne i skolen til at skabe sig et fortællerum- og gerne hente inspiration i foreningen ‘Fortællingen i skolen”. (Vi kunne lave et ledernetværk!?) Der er generalforsamling i foreningen onsdag den 11. marts 2026 kl. 19-21, og første del af dagsordenen er en gedigen opvarmning med skuespiller og fortæller Vigga Bro. Generalforsamlingen afholdes på Forsøgsstationen, Sønder Boulevard 81, 1720 København V.
Gå ind og læs nærmere på FISK’s hjemmeside: https://fortaellingiskolen.dk/
Udsnit af forsiden på Anja Hitz’ ungdomsroman “Den dag vi var helte” (abc forlag 2025)
Der er gang i salget af papirbøger, hvis man da skal tro på de mange meldinger, der er fulgt i kølvandet på kulturministerens bogstøtte. Og det er fint, at der bliver købt klasse- og gruppesæt ind til dansktimerne. Men lige så vigtigt er det, at der kommer bøger på reolskelettet på det, der nu atter bærer navnet ‘skolebiblioteket’. Det er herfra et belæst personale kan stimulere læsningen og læselysten ved at have en mangfoldighed af titler til mangfoldigheden af læsere.
Som et udspring af den opfattelse har jeg vendt blikket på en række mindre forlag, der ofte har blik for andre titler end de store mainstream-udgivere
Jeg er lige faldet over et par nye titler fra ‘abc forlag’, som ofte har overrasket med en sikker sans for kvalitet. Det har således været påfaldende så ofte en vinder af Nordisk Råds Børne- og Ungdomsbogspris er blevet udgivet her – før prisen var besluttet.
Blandt de seneste ungdomsbøger herfra er jeg blevet grebet af Anja Hitz’ ungdomsroman ‘den dag vi var helte’ om en pubertetsdreng, hvis far dør, og hvis verden derfor krakelerer. Han kan ikke tage imod kærlighed fra hverken farmoren eller en jævnaldrende pige, men bliver besat af en færden på sociale medier – lige frem til dette får uforudsete og voldsomme konsekvenser. Han får brug for en ny begyndelse, hvilket bliver muligt som følge af farmorens og venindens kærlighed og en dåsering. Han begynder på efterskole.
Anja Hitz skriver i et let, men aldrig overfladisk sprog, og hun kan komponere en historie, så det ene kapitel fordrer det næste. Faktisk er hun i stand til at spille på sproget, så selv en bedaget læser bliver opslugt af handlingen, må slå op for at lære nye ord at kende og af og til må bekæmpe en snigende grådlabilitet. Dertil kommer, at hun rammer markante temaer i tiden: tab, kærlighed, sociale medier, skolevægring og meget mere.
Her er undervisningsstof til mange lektioner – og titler, der kan perspektivere står i kø, som fx Jesper Wung-Sungs ‘ Det år sjæle slår smut’, en anden ny begyndelsesbog fra ‘abc forlag’ Daniel Zimakoffs ‘Papbrødre’, som også beskæftiger sig med det, der er værre end skilsmisse: sammenbragte børn, og norske Iben Akerlies ‘Nils non grata’, om at starte i ny klasse for ottende gang.
Nåe jeg nævner flere titler, så er det for at pege på det oplagte, for nu at bruge et Jesper Wung-Sung-citat: at lade den ene bog tænde den næste, at skabe lystne kædelæsere.
Kig mod de små forlag, hvor det spirer. Derfor må jeg også lige nævne Dansklærerforeningens serie ‘LÆSBAR’, hvor hver titel er letlæst og er blevet til i sambejde mellem forfatteren og en ung læser,
Her i weekenden var jeg til børnefødselsdag hos en familie, der har en opslagstavle i stuen, hvor børnenes frembringelser fra børnehave og skole kommer til deres ret, hvis de altså er præget af den umage, der giver dem adkomst til at pryde væggen.
Her faldt jeg over et forfatterskab, der kan åbnes. På forsiden står ‘Ole Lund Kirkegaard’, og et par ting fra hans univers står malet på døren, bl.a. hans pibe (der har facineret pigen i 2. klasse, som var hun FOX News-journalist, der havde mødt Lars Løkke).
Når man åbner skabet, finder man et vue over udpluk af forfatterens biografi og en bibliografi, skrevet i fin håndskrift, mensb der er en tegning af Orla Frøsnapper og et folde-ud-billede af næsehornet Otto, der træder ud fra væggen. Og endelig er der en slikpose med ‘ordgodter’.
Se, dette skab emmer af god undervisning. Her er billeder af to centrale titler, som klassen har hørt, men også en biografi, for “så kan vi låne dem på biblioteket og læse videre”. Der er en skelnen mellem plakaten af Orla og folde ud-billedet af Otto, som jo er en tegning, der bliver levende. Her er tegn på, at håndskriften har plads i de daglige rutiner. Og endelig er der slikposen, som signalerer, at nogle ord ligger godt i munden og smager helt særligt.
Hvor er det herligt, at fagligheden finder vej til familiers stuer! I min optik er dette et væsentligere bidrag til skole/hjem-samarbejde end tasteadfærd på AULA.
Måske har dansklæreren i 2. klasse set det vidunderlige ‘forfatterskab’, som Katja Gottlieb producerede som en introduktion til Jesper Wung-Sungs forfatterskab. Jeg har just genfundet det på Bausagerbooks facebookside fra 9. september 2019. Katja Gottlieb lancerede ideen i Dansklærerforeningen og ved nogle af de kurser, hun afviklede om forfatteren. Siden ved jeg, at en del danskfagudvalg tog ideen op.
Hvor er det værdifuldt at se, at direkte eller indirekte inspirationer kan forplante sig til begejstring i eleverne.
Når man ikke bestiller julegaver via Ønskeskyen, risikerer man at få gaver, som man ikke har ønsket; ja, som man måske end ikke vidste fandtes. I min optik er Ønskeskyen derfor en absurd størrelse, fordi den afmystificerer gavens natur og så at sige målstyrer den. Dermed bliver gavegivningen en handling, der er i familie med den mangesteds nærværende afsjæling af menneskeligt samspil.
Dette blev åbenlyst for mig, da en god ven til jul forærede mig japanske Junichiro Tanizakis ”Til skyggernes pris” (Forlaget Korridor,2024). Heri begræder forfatteren det kulturtab, som det elektriske lys har påført japanerne. Deres huse har været præget af skygge og dæmpede belysninger, som gav spil i skyggerne og liv i oplevelserne.
Bogen fik mig til at mindes et samarbejde, jeg for mange år siden havde, med folkemindeforskeren Iørn Piø i forbindelse med et par bøger om ”Nissen” (Gyldendal 1980) og ”Julemanden” (Foreningen Danmarks Folkeminder 1989). Piø brugte om det, vi normalt benævner ’overtro’, begrebet ’tiloverstro’ og uddybede dette ved at påpege, at alle de væsner, som ingen havde set tydeligt, men som mange havde anet, befandt sig i skyggerne i det dårligt oplyste rum. På forunderlig vis blev det klart, at hele den danske folketro, som Evald Tang Kristensen og andre registrerede, var livet i skyggernes spil.
Da jeg senere læste og blev betaget af Knud Erik Pedersens ”Esben” (Gyldendal 1982) og de opfølgende bind, blev det klart, at den forsigtige og ængstelige dreng, som frygtede at gå op på deres mørke loft med alle skyggerne, fik fordrevet angsten sammen med mørket, da der kom elektrisk lys på loftet.
Det er dette lys, der fjerner skyggernes spil, og som ifølge Tanizaki får vesterlændingen til at dyrke det skinnende, det blanke, det påtrængende. For ikke at lade hvidheden spolere skyggernes spil farvede japanske kvinder tidligere deres tænder sorte, hvor jeg bemærkede, at alle kvindelige kandidater ved kommunalvalget på Frederiksberg havde smil med kridhvide tænder. Og de mange influencere overgår politikerne i lysende hvidhed. Derfor må det være oplagt at spørge om, hvad det er de skjuler i al deres belysthed?
Måske kan vi finde en af forklaringerne på, at litteraturundervisningen ofte har trange kår, at den foregår i en sammenhæng, hvor idealet er ’at forstå’, mens det må være ’fortolkningen’, trangen til at forstå, der må drive værket.
Da lærer Mette Frederiksen og jeg lavede mellemtrinskursus for 358 dansklærere, tog vi afsæt i et sagn om ”Aamanden”, og da kursisterne selv skulle frembringe fortællinger om ’det farlige vand’ blev det ofte klart, at ’spillet i skyggerne’ findes i nogle situationer af vores liv. Vi kan søge at skabe fortællinger om tilværelsen i uoplyste rum, eller vi kan lege med skyggerne i solskin, hvor skyggerne får deres eget liv, men styret af os, der kaster skygger. Det er en sjov indskolingsleg at lade skyggerne danse, aftegne og spille sammen. Jeg har også set teenagere på tur finde det forunderligt at lade deres skygger smelte sammen eller spille ping pong.
Jeg er taknemmelig over at have fået en gave, jeg ikke vidste fandtes. Den japanske æstetik, som den var tidligere før illumineringen, forekommer mig i fuld skala ikke attraktiv, men den kan få os til at reflektere over vores dyrkelse af, om spotlightet er den mest givende form for oplysning. Narrer vi ikke os selv, hvis vi fornægter det leben, der trives i skyggerne?
Så tak for den overraskende gave, som jeg ikke kunne have rekvireret gennem Ønskeskyen. At få en sådan gave kan lignes ved at komme på et skolebibliotek, der er betjent af en skolebibliotekar, der kan få mig til at læse en bog, jeg ikke vidste fandtes, og som jeg derfor ikke kom for at få med mig.
