dansklærer - Dansklærerforeningens Folkeskolesektion

Det, du ikke træner, bliver du dårlig til

Privatfoto. Vigga Bros fortælling udfylder rummet mellem lytternes ører.

Ved foreningen FISKs (Fortælling i skolen) generalforsamling havde fortæller og skuespiller Vigga Bro takket ja til at varme op, inden foreningsformaliteterne tog over. Uden falbelader og dramatiske effekter indtog hun rummet med en tankevækkende påvisning af fortællingens væsen og ikke mindst af fortællingens nødvendighed, hvis vi tager fællesskabet alvorligt. Hendes ord udfyldte rummet mellem de tilstedeværendes ører og gav mod på at give skolens børn den gave, det er, at blive forenet i fortællingens fællesskab, at overgive sig til noget, der er større end en selv, og at få stimuleret fantasien.

Under debatten på generalforsamlingen blev det nævnt, at mange lærere – ikke mindst yngre – ikke har mødt fortællingen, endsige selv har fortalt. Senest røg den ud med statistikernes opør med “grundtvigs ursuppe”, så vi børnene skulle finde næring og trivsel i statistikernes ørkenspredning.

Men vi må genopfinde fortællingen i skolen, revitalisere den, som den fx er beskrevet til vejledningen i “Faghæfte 1. Dansk” 1993 og 2003. Men det kan være vanskeligt, ja, angstprovokerende at skulle kaste sig ud i det at fortælle.

Selv lærte jeg på et kursus at fortælle korte historier ved at bruge fortælleformen fra tretrinsopdelte comics: indledning, klimaks og slutning. Især er det godt at kunne huske slutningen.

På et kursus for godt og vel 350 dansklærere anvendte lærer Mette Frederiksen og jeg cirkelhistorien (nævnt i Faghæftets vejledning). Eleverne (her lærerne) blev placeret i grupper på 4 personer. Vi brugte temaet “farligt vand”, fordi optakten var et af Evald Tang Kristensens indsamlede sagn om Aamanden.

Vi udnævnte en til at starte. Vedkommende havde ét minuts fortælletid, hvorpå den næste (i urets retning) overtog. Den nye fortæller måtte bygge videre eller lade sig inspirere af forgængeren, men måtte også starte på sin helt egen historie. DET ER DEN, DER FORTÆLLER, SOM EJER HISTORIEN. Sådan fortsatte vi i nogle runder, og på omkring 12 minutter havde vi skabt 350 fortællinger.

En skulle nu fortælle for egen gruppe og nabogruppen – enten dele af de historier, der havde været i omløb eller en helt ny. Egen gruppe lyttede intenst efter afvigelser og inspirationer, men den anden lyttede uforbeholdens til historien.

Øvelsen fortsatte med fortælling for hele flokken; der var omkring 70 pr gang. Og trygheden skabtes ved at fortælle for nogle få, siden for det dobbelte antal og siden for alle.

Ingen vægrede sig ved at rejse sig og fortælle.

Den samme øvelse har jeg praktiseret med elever fra fjerde til tiende klasse – og med samme resultat.

Det er om at komme i gang.

ps. Og så kan man passende melde sig ind i Foreningen FISK og blive inspireret. https://fortaellingiskolen.dk/

Ord kan skabe, ord kan skjule

For en uges tid siden udkom årets første nummer af DANSK, medlemsbladet for Dansklærerforeningens grundskolelærere. Heri havde jeg en artikel, som har fået titlen “Vær belæst”, som er en opfordring til dansklærerne om at få øjnene på gled, så de bliver troværdige rollemodeller for de elever, som får at vide, at de skal læse.

Det var den tidligere formand for Læsepædagogerne, som i en kommentar til børns og unges nedadgående læsekurver konstaterede, at alle voksne siger, at børnene skal læse, men ganske få børn griber en voksne i at sidde med en bog – eller for dens sags skyld en avis.

Som en udløber af artiklen har jeg talt med flere om det glædelige i, at vores undervisningsminister har relanceret SKOLEBIBLIOTEKET. Men i flere af samtalerne har flere peget på, at den store forandring ikke sker ved, at en minister agerer omdøber; der skal handling bag ordene. Ikke nok med at der skal anskaffes læsestof, bøger, men også uddannes og ansættes formidlere.

Andetsteds i DANSK #1 2026 refererer jeg til en bacheloropgave, som er skrevet af Emilie Lykke Nielsen. “Fra udlånsmaskine til læseløfter” betitler hun sin besvarelse, som udspringer af en undren over, at det pædagogiske læringscenter eller nu skolebiblioteket lever et så anonymt liv på skolerne. Hendes registreringer er i øvrigt et tegn på værdien af de friske blikke, som lærerstuderende i praktik kaster på skolen, og som formidles af lærerprofession.dk.

Forleden hørte jeg om en pensioneret skolebibliotekar, der besøgte sin tidligere skole og kunne registrere, at de velassorterede bibliotek, hun gennem årene havde opbygget, nu var reduceret til et bogskab.

Så kære undervisningsminister. Ord kan skabe virkelighed, hvis de følges op af handling. Ord kan skjule virkeligheden, hvis de smøres ud som glasur over laden stå til.

Lad os får skolebiblioteket tilbage!

Dansk er dansk – og arabisk …..

Udsnit af omslag på Jakob Skovgaard-Petersens bog (Informations Forlag)

Det må kaldes skæbnes ironi, at jeg fik foræret Joakim Skovgaard-Petersens “Lille leksikon. Med arabiske ord på dansk” umiddelbart før folketingsvalgets udskrivelse og den deraf følgende tv-transmitteredepartilederdebat.

Her stod vredesytringerne mod “kriminelle udlændinge”, ja, imod muslimske udlændinge i kø blandt den lille håndfuld partiledere, der kan deres kontekstuafhængige statistiklæsning på fingerspidserne. Ja, en enkelt, DF sheiken fra Mar-a-largo (spansk), havde tilmed foto med af en topkriminel, der ikke er blevet hjemsendt.

Det gav en særlig toning af miksturen partilederdebat-lille leksikon, som Joakim Skovgaard-Petersen har skrevet som følge af to begivenheder: Trumps påstand om, at den amerikanske ordbogs smukkeste ore er ‘tarif’, hvilket er arabisk, og et udbrud fra konservative Mai Mercado, som harcelerede over at ordet ‘inshallah’ blev optaget i Den Danske Ordbog. “Dansk er dansk. Arabisk er arabisk. Hold det adskilt,” lød hendes konklusion.

Udsprunget af inspirationen herfra kan læseren så får en grundig gennemgang af flere end hundrede ord, der er afledt af arabisk, samlet i 27 veloplagte opslag. Den arabiske indflydelse på vores sunde, grønne råvarer, på nydelsesmidler og stimulanser, på stoffer (tøj), matematik og meget andet afspejler både historisk samhandel og nutidigt samkvem.

Beskrivelserne underholder og videregiver stor viden og indsigt, men får også klemt synspunkter ud mellem sidebenene, fx af det fintvævede bomuldsstof ‘gaze’ stammer fra Gaza, hvor hospitalerne ikke har adgang til det!

Bogen er en hyldest til det danske sprogs smidighed, og dets evne til at beskrive de rørelser, som er en del af vores virkelighed. Man kan ikke skelne mellem dansk og arabisk, men konstatere, at nogle arabiske ord er indgået i dansk, fordi nogle danskere bruger dem. Dansk er et levende sprog!

Så når vi nu skal se valgdebatter, så nyd kaffen (arabisk ord), måske med sukker (arabisk ord), når du sidder henslængt på sofaen (arabisk ord). Eller hvis du ikke orker, så tag et parti skak (arabisk ord), nyd Inger Christensens digt om abrikoserne (arabisk ord) eller gå i Tivoli og nyd stemningen i Divan (arabisk ord), om nogen dér bryder ud i sang. Ellers er der Bakkens Hvile, hvortil du passerer Matadorkulissen med kjoler og duge i fineste damask (arabisk ord).

Inshalah.

Wung-Sungseen

Udsnit af Kristian Eskild Jensens forsideillsration på “Ottoseen”

Mens vi venter på Jesper Wung-Sungs næste store roman, der er inspireret af Martin A. Hansens “Løgneren”, er der blevet luft i skrivemanien og -magien til at give os en fin lille, rigt illustreret fortælling, “Ottoseen”.

Som titlen signalerer er inspirationen hentet fra Homers “Odysseen”, fordi den handler om Ottos daglige tur i virkeligheden fra den ene udfordring til den anden, hvor han savner Odysseus styrke. Den finder han på nettet hos influenceren Victor, der lykkes med alt her i tilværelsen. De eneste Otto regerer over er en flok vandrende pinde.

Otto, der lyver sig stor og stærk og succesfuld, kontakter Victor og får en aftale om, at de skal mødes. Her falder maskerne, og Jesper Wung-Sungs bog er en afdækning af de sociale mediers snydepelseagtige selvpromovering og en ømhed i forhold til hverdagen. Derfor er bogen sund læsning midt i en trivselsdebat.

Men den er også vedkommende i en litteraturdebat, for nok er H.C. Andersen, Vilhelm Hammershøi og nu om lidt Martin A. Hansen inspirationerne til hans nyeste romaner, men tydelige spor af de klassiske forfattere er også afsat i mange af hans bøger, der henvender sig til børn og unge. Kig efter i hans fine bog om “Læsehunden”. Og se selv, hvor ofte han optræder i seneste nummer af Klods Hans, tidsskriftet fra IBBY, der denne gang har temaet “Genfortællinger”.

Jesper Wung-Sungs markering af inspirationskilderne til hans bøger rummer for mig at se en markering af, hvordan den ældre litteratur bliver gangbar i grundskolen. Stop obligatoriske kanonlister, der kaster eleverne ud i litterære ørkenvandringer, og giv dem i stedet veje til litterære oaser via ny børne- og ungdomslitteratur, der af forfatterne eller af belæste formidlere inddrager det, den aktuelle litteratur står på skuldrene af.

Om de seneste ‘gamle dage’

Teddy Kristiansens illustration fra “Ungerne fra Strandholt”

Foranlediget af Cecilie Ekens vellykede greb i “Søren fra Sønderslev” (forlaget Tallulah), hvori hun lader Søren, der er flyttet fra byen til landet, opleve, hvad det vil sige at være fritgående barn uden voksenovervågning, og hvor hun som fortæller bryder handlingen af for at fortælle om forskellen på nu og tiden fra cirka 60 år siden, har jeg tænkt over, hvor børn – sammen med voksne – har godt af at høre om ‘gamle dage’.

For år tilbage kunne man i Gary Larsons album “Langt ude” (vistnok Gyldendal) se en tegning, hvor far, datter, søn og hund sidder of stirrer ind i en bar, hvid væg. Titlen på billedet er “Før fjernsynets opfindelse”. Og ja, det fanger på kornet den undren, som mange børn og unge har over, hvordan man kunne have et liv uden mobil, internet osv. De, der er vokset op med prognosen som rettesnor for udviklingen, må også se historien som en bagudrettet prognose.

Derfor skal børn og unge læse om gamle dage, så de får syn for, at prognosen er en raffineret løgn, fordi udvikling sker i hop og spring. Ingen havde forudset opdagelsen af antibiotika, af Murens fald og af antallet af topfolk i Epstein-filerne – eller i internettets indvirkning på børn og voksne og på uligheden i verden. Men måske kan man finde mønstre, der karakteriserer vores samvær. Lige nu taler vi om alt det børn udsættes for på sociale medier, men læs om gamle dage og se, hvad børn udsatte sig for, når de legede frit uden voksenopsyn. Cecilei Eken kan sætte os på sporet.

I den børnelitteratur, som efter min opfattelse stærkest kombinerer litterær kvalitet med en konkret periode, 1950erne, er OscarK og Teddy Kristiansens 3 bind børneromaner “Ungerne fra Strandholt” (Dansklærerforeningen 2023), hvor vi kan læse om et børneliv uden tidsfornemmelser og et ungdomsliv, hvor man får et ur i konfirmationsgave. En tid, hvor børn og unge går i skole og har fritid sammen med kammerater fra vidt forskellige sociale lag. En tid, hvor børn og unge må tage del i de voksnes arbejde, men er mere optaget af egne end af voksnes gøren og laden.

Som supplement til denne serie kan man med udbytte læse Thorkild Thejsens barndomserindringer, “Er det dig, der har kastet op på mine roser?” (Fjordager 2025). Velkommen til en vestjysk landsby med frihed og omsorg, med alskens forretninger og med overraskende tilgange til opdragelse.

Giv børn og unge lidt fremtidstro og tro på mulighederne for at handle ved at vise dem andre måder at være børn og unge på. Skrot prognoserne og ret undervisningens blik på menneskelivet, som man lettest får øje for, når man får en nær fortid at holde nutiden op imod.

Første kuld fra Tallulah

Forleden blev et nyt forlag født. Tallulah er vokset ud af asken efter Gutkinds affyrede børnebogsafdeling. Og det er dansk børnelitteratur, der skal fokuseres og satses på. Dette er interessant for dansk børnelitteratur i almindelighed og for tidens undervisere og formidlere i særdeleshed nu, hvor bogen som medium bliver forsøgt relanceret i undervisning og børnekultur.

Rebecca Bach-Lauritsen har begået en meget personlig poetik om at skrive for børn. “Når jeg bliver lille igen” er titlen, og hold da op, hvor hun er ved sine metaforers fulde fem. Man får sat ordbilleder på det, der ikke findes ord for, og det gør en til en bedre læser og formidler, tror jeg.

Samme Rebecca Bach-Lauritsen lægger ord til “Kitte Kitte”, som er en værdig efterkommer af Egon Mathiesens kanoniske “Mis med de blå øjne”. Her møder vi en kat, der leder – ikke efter landet med de mange mus – men efter sig selv. Tilgangen er eventyrlig som i Louis Jensen og Hanne Vibeke Jensens “Hør her stær”, men det, der virkelig smyger sig eventyrligt ind i ens øjne, er samspillet mellem ordne og Charlottes Pardis kat; den der også er blevet forlagets logo. Katten bevæger sig rundt i de ledige pladser mellem tekstens ord, og ordene får katten til at spinde. Hvis der er retfærdighed til, sidder vi her med en nyfødt klassiker.

De næste bog i kuldet er Cecilie Ekens “Søren fra Sønderslev”. Det er en rigtig drengerøvsroman, ville jeg skrive. Men Søren har en ven fra byen, Siggi, som er en pige, der er rødstrømpe. Så jeg må korrigere: det er en personrøvsroman. Der er fuld fart over de begivenheder, som Søren og vennerne får til at opstå. Søren er fra byen, men familien er flyttet på landet, hvor han bliver kammerat med et par landbodrenge. Man få mindelser om Astrid Lindgrens tese om, at ens barndom skal være lidt livsfarlig for at føre til livsmod. Handlingen udspiller sig i “gamle dage”, og Cecilie Eken forklarer flere steder forskellene på dengang og nu. en teknik som ofte tager luften ud af handlingens drive, men ikke her. Hendes suveræne sprog- og fortællebeherskelse overvinder dette benspænd. Ja, faktisk bliver bogen både fængslende og oplysende. Denne dobbelte formåen understreges af illustrationerne af Peter Heydenreich, som leverer gamle dage i nutidig dynamikstreg.

Men der er også en herre i kuldkurven: Lars Daneskov. Han bidrager med “Der var engang et eventyr”. Og her er et tempo og en skævhed, der vækker mindelser om Rune Kiddes rablende (på den gode måde) skriverier. Men Lars Daneskov letter foden lidt på speederen, selv om han sine steder er på speed. Der er et væld af referencer til kendte eventyr. Men kender børnene dem? Hvis ikke, så er der her god anledning til at rette op på uvidenheden. Og denne øvelse er ikke mindre påtrængende, når blikket falder på de mange referencer til talemåder, som giver morskaben et ekstra krydderi, men måske mest for voksenlæseren. Her er der stof at hente i nogle af de små bøger om faste vendinger, som Den danske Sprogkreds har udgivet.

Til alle bøgerne i kuldet er der udgivet “Læs og tal sammen”-hæfter. De signalere oplagt undervisning, men forældre, der mener det alvorligt, at deres børn skal læse, får her en håndsrækning til at give deres ord troværsighed.

Generalforsamling i FISK

“Hurra for vores skriftsprog!” Dette jubeludbrud giver mening, når man læser Irene Vallejos “Evigheden i et siv”, hvori det gøres klart, at skriftsproget giver os historiske kilder, gør det muligt at massekommunikere og lader os få kontakt over lange afstande.

Men begejstringen for det skrevne og læste har i skolen og i samfundet i det hele taget afstedkommet, at det mundtlige, fortællingen er blevet sat i skyggen. Men den talte sprog er nok karakteriseret af flygtighed, men det er også det, der knytter fællesskaber sammen, det, der styrker koncentration, og det, der er sprogets ophav.

Derfor bør vi arbejde for en bedre balance mellem skrift og tale i undervisningen. Derfor vil jeg gerne slå et slag for “Fortælling i skolen”, som både er en faglig disciplin og en forening, der lige om lidt holder generalforsamling. Men i en time forinden bliver ørerne varmet op af skuespiller og fortæller Vigga Bro.

Her er invitationen:

Generalforsamling

Onsdag 11. marts kl. 20.00 i Forsøgsstationen, Sønder Boulevard 81, 1720 København V.

Forinden – kl. 19.00 – causerer historiefortælleren Vigga Bro om fortælling og mundtlighed i skolen.

Alle er velkomne!

På glædeligt gensyn – bestyrelsen i FISK – Fortælling i Skolenbb

Dagsorden ifølge vedtægterne www.fortaellingiskolen.dk

Bliv medlem af FISK: Betal 100 kr. til mobilepay 100631 – husk at notere navn og mailadresse! eller til kontonummer 9070 1643434276

Jamen betyder øh

Illustration af Gert Ejton. (Se hans illustrationer til “Tag tyren ved hornene” (Forlaget Bostrup

Her i en snedækket landsby kan man nok forfalde til et par timer foran skærmen. Af og til bliver man fanget af et godt program; her i huset har det fx været ‘De arktiske reddere’. Men mainstream-udsendelserne kan nok gøre én gram i hu – ikke mindst som følge af den sproglige dovenskab og banale uskarphed.

Der har på det seneste været ganske mange lokale journalister ude i sneen, alle stående med lidt frirum til venstre for sig, så de kan tage et skridt til siden. Og voila, står der et vintervidne parat. Og hvor er det fantasiforladt. Men værst er, at studieværten, der sidder inde i varmen spørger: “Hvordan er det ude hos dig?”. Og hver som en starter svaret med et “Jamen”. Vent dog med at sige noget, til du har noget at sige!

Den anden faste frase får vi, når der er overgang fra Nyhederne til det faste aftenhyggeprogram. “I skal så tale om selvmord / valg / Grønland….” Og hver gang indledes svaret med et “Det skal vi nemlig…” Det eneste signal, vi får her, er, at de har haft redaktionsmøde, og at de ved noget, som vi seere ikke ved. Tag jer sammen. Behandl os værdigt og stil spørgsmål og giv svar – og de må gerne være overraskende, for så bliver vækkende og æggende.

Som det er nu, får vi en lydpølse kørt gennem lyttesystemet og falder hen.

Jeg har just siddet og skrevet lidt tekst til et billede af tegneren Gert Ejton. Se bogen ‘Tag tyren ved hornene’ (Forlaget Bostrup). Det skulle handle om “Ind ad det ene øre og ud af det andet”. Jeg takker dansk mainstream-tv for god inspiration.

Samtidigt har vi her i huset haft besøg af et fireårigt barnebarn og en jazzbassist, der har lært sig at spille på sav. Da drengen hørte det, blev der et kort pause, og så sagde han: “Min morfar kan spille på hammer!” Derefter nok en pause, og så: “Han kan spille på al slags værktøj!”

‘Jamen’ måske kunne mainstreamjournalister stramme deres sprog lidt op? Overraske lidt? Vække os? Det bør de ‘nemlig’!

Alle skal have læsefidus

Skærmbillede fra lanceringen af skoleudspil

Et skattet medlem har sendt dette skærmbillede fra Mette Frederiksens lancering af Socialdemokraternes folkeskoleudspil.

Et forudindtaget dansklærerforeningsøje vil fluks spotte, at statsministeren har taget plads på et skolebibliotek, hvor der er bøger og udstillede elevarbejder, ligesom hendes ansigt er flankeret af tre bamser: to ret intetsigende stereotyper og en Læsefus, eller måske snarere – bedømt på størrelsen – en Lillefidus, hvis ører signalerer lydhørhed, og hvis øjne er klare af koncentration.

Forslaget om etablering af en skolestart med et lavere loft over klassestørrelse har besynderligt nok fået en noget lunken modtagelse fra politisk hold. Men dette kan næppe bero på, at forslaget ledsages af nogle ord, som blev født i reformens slipstrøm, for den var de fleste da med på. Derfor skyldes det måske, at de fleste ærgrer sig over ikke at være kommet først med dette forslag, eller at de leder efter huller i det gennemførlige, så de har noget at bidrage med i valgkampen.

Men for mig at se giver det lavere loft større rum for, at lærerne og eleverne får bedre rammer for at undervise og for at lære alt det, der kræver koncentration, ro og fordybelse.

Tænk, hvis vi kunne få en skole, hvor eleverne har attituder som Lillefidusen, store ører, som vender den rigtige vej, akkurat som de klare, videnhungrende øjne, når kammerater eller underviseren har nogle undere at vise dem. Så lad blot de blå, lade bamser blive på hylden.

I øvrigt vil Læsefidusen og dens barn Lillefidusen kunne fortælle gode historier fra hverdagen i skolen, fra weekenderne hos de børn, der har dem med hjemme, og fra ophold hos mennesker, der har fidus til læsning. Forrige gang, jeg så Læsefidusen på et pressebillede, var, da hun sad i vindueskarmen hos Henrik Nordbrandt. Dette billede blev bragt i forbindelse med nekrologen over den store forfatter; han, som skrev ‘Vuggevise’, hvor sidste vers lyder: “Lille krigsbarn, hvor vil du hen? / Vælg selv. Bare vi aldrig / skal se dig igen.”

Måske sad Læsefidusen og kiggede digteren over skuldrene, da han skrev disse linjer. Og om føje tid skal hun, hvis hun er heldig, sidde i indskolingsklasser, hvor der hersker ro, koncentration og fordybelse, og hvor eleverne får skabt fundamentet for at vokse op og blive ordentlige mennesker.

Jørn Lund fylder 80

Et udpluk af Jørn Lunds bøger, som man kan sprogvarme sig på

For 12 år siden valgte Dansklærerforeningen at give sin pris Tankestregen til sprogprofessor Jørn Lund for hans mangesidede indsats for både dansk sprog og kultur i almindelighed samt for danskundervisning i særdeleshed. I motiveringstalen fremhævede formand for fællesforeningen Jacob Buris Andersen Jørn Lunds evne til at bygge bro mellem kultur og erhvervsliv, hans utrættelige indsats for dansk sprog, hans arbejde for Dansk Sprognævn og Det Danske Akademi og hans fornemme formidlingsevner.

I de fødselsdagsportrætter, som dagspressen i disse dage bringer i anledning af Jørn Lunds 80 års fødselsdag, fremhæves en lang række andre indsatser, ledelsesopgaver og hædersbevisninger, som i antal og omfang kan give åndenød, ligesom det med vemod for offentligheden og smerte for Jørn Lund selv og familien fremgår, at hans stemme i offentligheden er forstummet, da han efter et hjertestop har mistet evnen til at tale flydende. Men hans omfattende bogproduktion kan til stadighed inspirere og skabe sprogglæde.

Som dansklærer er det værd at fremhæve, at han sammen med professor Torben Brostrøm blev pennefører på faghæftet ’Dansk 1984’, som vel nok er den officielle beskrivelse af danskfaget som bedst og stærkest beskriver faget som det færdigheds-, kultur- og dannelsesfag, det er og bør være.

Selv har jeg mærket glæden og inspirationen ved samarbejde med Jørn Lund flere gange. Som medlem af Danske Banks Litteraturpris-udvalg var det givende at opleve hans leder- og formidlingsevner, når han skulle forene dette udvalgs mange input til en beslutning, der skulle slå et slag for, at der ligger store værdier gemt i andre bøger end bankbogen. Samme evner kombineret med politisk tæft kom endvidere til udtryk i samarbejde i udvalget om Dansk Litteraturs Kanon.

Men stærkest står de uformelle samtaler om dansk som et levende sprog, som fx kom til udtryk, da han havde været i Argentina for at tale for efterkommere af danske udvandrere, som havde holdt modersmålet ved lige. De fandt, at Jørn Lunds smukke talesprog var lige vel moderne, mens de selv i deres afsondrethed fra Danmark havde konserveret sproget. Et levende sprog udvikler sig i brug, både sagde og viste Jørn Lund. På samme måde står det fortsat mejslet i min erindring, da han hævdede kultur- og åndløsheden i forskningsminister Helge Sanders begreb om ’ fra faktura til forskning’ – en analyse, der har mere relevans end nogensinde. I modsætning til det, Sander og hans lige stod for, var og er Jørn Lund indbegreber af borgerlig dannelse og anstændighed.

Endelig må hans indsats for det nordiske sprog- og kultursamarbejde ikke glemmes, men aktualiseres.

Så er det koldt derude, da grib en af Jørn Lunds mange sprogbøger, der i et velformuleret dansk spreder sprogvarme og indsigt.

Så tillykke med fødselsdagen, Jørn. Tak for dine mange indsatser og for fine personlige relationer. Hav gode dage.

Jens Raahauge