Blog

Bogforum. 2.

Udsnit af Sofia Avdevas forside til Kateryna Yehorushhkinas “Min tvungne skoleferie” (Forlaget Hjulet)

Min vandring gennem fredagens BogForum førte mig til Bellascenen, hvor der var der godt fyldt op på publikumsstolene, da den 30-årige “Skriverprisen” skulle uddeles til en bog, der forener litterær kvalitet med læsevenlighed. Undervisningsministeriet står bag, og vinderen modtager ud over æren 25.000 kroner. Der var tre nominerede: Forfatter Vera Astrid for bogen ”Et øjeblik senere”. Forfatter Sabine Lemire og illustrator Rasmus Bregnhøi for serien ”Mira”. Og forfatter Sanne Munk Jensen for bogen ”The Ghostfather”. Vinderen blev “Mira”, denne fine grafic novel-serie i foreløbigt ti bind; mon ikke prisen animerer til endnu flere. Og historien kan bære det!

Det er så godt, at netop denne litteratur nyder bevågenhed, når nu vi taler om at stimulere børns og unges læseglæde. Mange forlag er blevet bevidste om dette – og Dansklærerforeningen med serie “Læsbar”; fin kvalitet og bred vifte af temaer i både fag- og skønlitterært regi. Og så er det på sin plads at hædre en af de første, som så denne kobling mellem letlæst og kvalitet: Esther Skriver!

Videre løb jeg ind i Forlaget Wunderbuch, som bærer sit navn med rette. Her er gennemført kvalitet i både indhold og boghåndværk. Man bliver helt fjern i blikket og blød i sjælen, når man står med en af forlagets bøger i hænderne. Senest er udkommet “Marco Polos beskrivelse af verden”, illustreret af Erik A. Frandsen og oversat fra Marco Polos italienske kilder fra 1298. Den var helt frisk og duftende af at have forladt trykkeriet for få timer siden.

For enden af litteraturstrædet holdt “Ukraine House in Denmark” til. Her løb jeg ind i en samtale mellem forlægger Vagn Plenge, Hjulet, forfatter Kateryna Yehorushkina og oversætter Xenia Frost Fitisova. De talte om tilblivelsen af den fine, smukke og konkret registrerende skolepigedagbog fra de første dage af det russiske overfald på Ukraine. Bogen har fået titlen “Min tvungne skoleferie”, og den er illustreret af Sofia Aveva.

Oversætter Xenia Frost Fitisova fortalte om sin bevægelse ved at læse teksten, som var holdt i en indskolingspiges sprogleje, og derfor undgår at besætte læserens følelser, men tværtom lader læseren reagere med de følelser, som alder og erfaringer lægger op til. Derfor er forfatteren i udstrakt grad lykkedes med at tage vare på og støtte hver enkelt læser. Bogen er forsynet med den ukrainske tekst bagerst. Derfor er den efter min opfattelse oplagt til læsning i skoleklasser, der har ukrainske elever i fællesskabet. Og måske er den god mental prepping for alle; de uventede ændringer af ens livsvilkår sker som oftest i løbet af et splitsekund.

BogForum. 1.

Udsnit af forside på Lea Fløe Christensens “En mand med en ged på side 251”

Der var godt nok mange mennesker til BogForum i fredags, og jeg gik ilthungrende omkring og glædede mig over min beslutning om kun at aflægge besøg denne ene dag.

Men der var forbedringer at notere sig; ikke mindst at udstillerne havde samlet anlagt et litteraturstræde, så man undgik at løbe spidsrod igennem stande, der havde bogen og læsningen som det sekundære. For jeg kommer ikke primært for at se en giraf eller høre en debat, der i støjen kæmper om den opmærksomhed, som de 30 minutters samtale higer efter. “Nå, men vi må slutte nu. Tiden er gået.”

Næh, jeg kan lide at græsse på de mere ydmyge marker, hvor læsningen og bogen viser uventede sider. På Turbines stand fandt jeg Lea Fløe Christensens bog med den herlige titel: “En mand med en ged på side 251”; og når man når til side 251, viser det sig, at bogen med manden med geden er omtalt på side 81! Enhver, der interesserer sig for læsning og for at inspirere andre til at læse, får i denne bog en levende, sprudlende og facetteret manual, der har sit udgangspunkt i, at vejen til læsning er fuld af margueriteruter, som har præg efter den enkeltes sans for margueriter. Det er ganske enkelt en herlig øjenåbner for alle, der ønske at smitte med læsning og litteratur.

Længere henne løb jeg ind i Dansk PENs udstilling af “Forbudte bøger”. Faktisk var det Janne Tellers “Intet”, der fangede mit blik, men ved dvælen foran udstillingen blev jeg mere og mere overbevist, at censuren viste mere om censorerne end om det censurerede: Det skrevne ord er farligt for alle, der klamrer sig til en skrøbelig magt. Og jeg opdagede, at man skulle hive lidt op i de sedler, der stak op fra bogen. Her kunne man læse, hvor bogen var blevet forbudt og hvorfor. Her var Astrid Lindgren, som kunne anfægte magten og moralen i flere lande. Her var Jakob Martin Srid, som kunne ryste politisk korrekte stemmer i Sverige. Her var de kendte Herman Bang, Franz Kafka, Salman Rushdie og mange, mange andre. Religion, sexualitet, magtkritik og politisk ukorrekthed var topscorere. Og sig så ikke, at USA er ytringsfrihedens bastion.

Endelig hørte jeg Pelle Koppel i en samtale med den unge forfatter Sofie Riis Endahl og skuespiller Line Weien Hoffmann i anledning af Teater V’s opsætning af studentermusicalen “Pixie”, der er bygget over bogen “Pixie lever stadig”. Samtalen var et fint eksempel på, at der i det danske litteratur- og teatermiljø er engagerede mennesker som Pelle Koppel, der kaster sig over at bistå unge talenter, der brænder for et projekt; her at Sofie Riis Endahl havde lyst til at omsætte sin roste roman til en musical med hendes egne ord og egen musik. Den samtale gav et fint indblik i, at vejen fra tekst til scene er fuld af bump og hårnålesving, men at den er farbar med de rigtige vejvisere, hvoraf de seneste i processen er de skuespillere, som skal tage forestillingens ord og handlinger på sig.

På vejen videre tog jeg et rast ved Den danske Sprogkreds stand, hvor jeg smugkiggede i Lise Bostrups “H.C. Andersen i USA” og i “Roepolakkerne satte spor” om den indvandring fra vores sydlige naboland, som skulle sikre godejere på Lolland og Falster billig arbejdskraft, og som kom til at præge sydhavsøernes kultur og sociale liv.

Fortsættelse følger….

Tryghed og frihed, de vandrer til hobe

udsnit af forsiden på Thorkild Thejsens barndomserindringer, “Er det dig, der har kastet op på mine roder?”, Forlaget Fjordager

Flere gange har jeg været jurymedlem i børnebogskonkurrencer, hvor forlag har ønsker manuskripter til nye børnebøger; ja, det er flere år siden, mens der var plads til andre end bestsellere på bibliotekerne. Blandt de fremsendte bidrag var flere, der var skrevet af bedsteforældre. Historierne havde greb om børnebørnene, og opfordringerne til at få dem udgivet havde været mange, fremgik det af ledsagende breve. Men hvor de dog lukkede sig om sig selv og lignede de tø-hø-historier, der i nogle kredse fortælles til konfirmationer i taler eller i sange.

Derfor er den med en vis bæven, jeg går i gang med læsningen af Thorkild Thejsens barndomshistorier. Og hurtigt bliver min frygt gjort til skamme. Lad det være sagt fluks: Thorkild kan fortælle, og han kan med udvalgte episoder berige os med et tidsbillede, med et børneliv og med et sprog, der folder sig ud som en fryd i sig selv og et perspektiv, der må, kan og skal gøre dagens samtale om børn, voksne og opdragelse mere sansende og seriøs.

Allerede ved bogens start får man et gok i sjælen, når man falder i staver over Thorkilds erindringskort over Gørding, som var hans vestjyske lands- og barndomsby. Der var seks købmænd og en parade af specialforretninger og -virksomheder. Her var en ramme om et liv, som man i dag end ikke finder i middelstore provinsbyers kvarterer. Her kendte alle alle. Hvem råber så op om stordriftens velsignelser ud over kapitalen og udviklingen-kræver-politikere? Det er da nok en panderynke værd, når man i dag kan undgå at skulle tale med mennesker ved at scanne selv.

I denne lille stationsby trådte Thorkild sine barndomsskridt. Gjorde de erfaringer, som et barn skal gøre for netop at blive erfaren. Det skete i den særlige blanding af tryghed og frihed, som skabes, når alle kan følge med, og ingen er buret inde. Jeg husker, at Erik Sigsgaard i et foredrag fortalte om en dreng, der havde været med sin mor på ferie i Tyrkiet og med store øjne konstaterede, at her var fritgående børn. Det er de rammer, som også Astrid Lindgren omtaler som sine kilder til at skrive, når beretter om, at livsmod opstår, når ens barndom også var livsfarlig. Thorkild beskriver den balance mellem at være beskyttet og at have frihed med eksempler og i en tone, der peger frem mod det, som Poul Nyrop sagde: ”Vi må kunne gøre det bedre?”

Hos Thorkild er der ingen forloren nostalgi, men små finurlige indskudte ord og sætninger, som peger på, at en balance mellem det trygge og det opdagende er værdifuld. Her er det især moren, der står som garanten for tryghed og opbakning, når fx Thorkild er blevet uretfærdig behandlet af lærere i skolen, og når han senere ønsker at læse til lærer. Men det er også hende, der pakker hans kuffert, da hun opdager, at han har røget cigaretter, for når han er gammel nok til at ryge, er han også gammel nok til at klare sig selv. Med små vink peger fortællingerne frem mod samtaler om opdragelse, om børns behov og om kærlighed, mens de på samme tid holder fast i tidsbilledet.

Thorkild er lærer, men også journalist. Og han mestrer at fængsle med sit sprog. Hvert kapitel har en overskrift, der vækker undren, og en mellemrubrik, der pirrer denne undren og gør den til en forventningens nysgerrighed. Og så er sproget en herlig vekslen mellem rolig fremadskriden og en svingom i tid og tema; mere herom senere, som der ofte står. Endelig kan man bruge en rum tid på at kigge de billeder, som både fanger tiden og tager billedet seriøst, fordi der ikke blev taget så mange, at ingen af dem var noget særligt.

Thorkild Thejsen har skrevet barndomserindringer, der er en godbid i sig selv, men som også bygger på et børnesyn, som kan tilføre den aktuelle debat en del, og til de unge lærerstuderende som mener, at vi boomere har et helt fejl børnesyn. Se lige her, hvad det er for værdier, der er i spil: tryghed og frihed!       

Så vidt om jorden høres danskens sang

Udsnit af Elin Lis Johansens maleri på forsiden af Modersmål-Selskabets bog, “Er der en sendelektor til stede?”

Dannebrogsspileren er vindfyldt. Vi sejler i læseretningen, hvilket giver mere fart. Og der synes at være en laber brise fra vest, som fører vores sprogbåd østover. Således signaleret er vi stået til søs med kurs mod sendelektorernes erfaringer med dansk sprog i det oversøiske.

Den aktuelle anledning er, at sendelektorerne har modtaget Modersmål-Prisen 2025; den perspektivrige anledning er, at sendelektorordningen er udtryk for et unikt arbejde, der understøtter dansk sprog, kultur og erhvervsliv i de lande, hvor udsendte lektorer kan supplere det traditionelle diplomati på ambassaderne.

Men forsideillustrationen sender vel også et vel optimistisk billede af situationen, idet man fra politisk hold har formindsket spileren ved at beskære tilskud til ordningen; en manglende politisk indsigt i, hvad det vil sige at værne om det danske sprog og dets muligheder. Mens vi opruster militært, kerer vi os forholdsvis lidt om det, der binder os sammen: modersmålet.

Og det kan mere, end vi tror. Vi synger begejstret med på den egentlige fædrelandssang, hvori H.C. Andersen skriver om sproget, der “som en sød musik mit hjerte når” og som trods vores lidenhed høres rundt om på jorden, akkompagneret af danske mejselslag. Hermed mente han kunst personificeret i billedhuggeren Thorvaldsen. H.C. Ørsted tilføjede et ekstra vers, fordi han mente, at Andersen havde glemt videnskaben. Derfor foreslog Ørsted som supplement:

”Se tankelyn gik ud fra danske hjerner, / og lyste for den hele vide jord, / De vendte øjet op mod himlens stjerner, / og ned i løndomskraftens dunkle spor; / Du danske friske Strand, / Hvor øjet frit omsvæver,  /Og  frie blik til tankeflugt os hæver, / Dig elsker jeg! – Danmark, mit fædreland!”.

Og sendelektorerne giver for så vidt Ørsted ret. Det at arbejde med sproget blandt udenlandske universitetsstuerende giver en væsentlig kulturel effekt med tolkning, oversættelser af litteratur, møder mellem mennesker af kød og blod, events og mange andre fine, bløde effekter, der ambasaderer for Danmark. Men det giver også anledning til videnskabeligt og forskningsmæssigt samarbejde, som beriger dansk erhvervsliv og akademisk virksomhed. At spare her, er at braklægge den fedeste jord.

I bogen hører vi stemmer fra de steder, hvor vi har sendelektorer. Og på slående vis ser vi en linje, der følger i kølvandet på omslagets sejlbåd. Nok blæser vinden fra vest, og vi påvirkes af kommerciel og digital (hvad der her er det samme) kultur fra USA, men universiteterne er der under pres – og med dem de små sprog. Anderledes synes der at være interesse for de små sprog og kulturer i Europa, især i den østlige del, hvor sendelektorordningen viderebringer dansk sprog og danske værdier som et væsentligt supplement til de danske ambassaders arbejde. Også her synes det ubetænksomt at spare.

Derfor tak til Modersmål-Selskabet for at tildele årets pris til den sendelektorordning, som bringer dansk sprog og kultur ud i verden, og som henter frugtbare impulser hjem til berigelse af os. Måtte der som en udløber af dette gå en prås op for de politikere, som skal styrke Danmarks sprog og beredskab.

Dansk sprog – en dansk værdi

Støt borgerforslag om at sikre Den Danske Ordbog politisk!

Når jeg slår op i Den Danske Ordbog, ser jeg, at ordet ’værdi’ stammer fra nedertysk, afledt af oldsaksisk, og at det betegner et ideal, som vurderes højt. Det tilføjes med et citat fra en lærebog, at man udvikler yderligere værdier, så alle kan trives, fx at man hjælper hinanden.

Når jeg går videre til Det Danske Nationalleksikon, læser jeg, at 300.000 danskere i 2016 stemte om de vigtigste, danske værdier. Disse indgår i en værdikanon og danner grundlag for spørgsmål i indfødsretsprøven.

I den eksempelsamling, der kaldes Korpus, finder jeg en lang række eksempler på bruges af begrebet ’danske værdier’.

Træder jeg et tidsskridt tilbage og slår op i Ordbog over Det Danske Sprog, som omhandler sproget fra 1700-1950, finder jeg, at det handler ”om den stille Dyd, Som aldrig selv sit Værdie priser”, men også om ”Viisdommen”, om at indse ”den fulde Værdi”, når man ”er saa nær ved at miste” den. Og at i ”Værdiernes Verden ytrer sig en Inderlighedens Storhed” for til slut at påpege, at ”Sproget- mennesketalen – er en uudtømmelig rigdom af mangfoldige værdier”.

Af denne pejling får jeg opbygget den opfattelse, at danske værdier er noget man sammen udvikler indholdet af, så alle kan trives.

Derfor klinger det i mit øre af manglende vilje eller formåen, når ’danske værdier’ primært defineres ud fra en ydre kulturel og religiøs fjende snarere end ud fra en udvikling af værdiernes indhold.

Man vedtager love, som skal ramme bestemte indvandrergrupper, men som får uheldige virkninger for borgere, man ikke havde til hensigt at ramme, fx familiesammenføringsregler og kontanthjælpsreformer. Dette følges op af debatter, som end ikke kan sløre de hensigter, som tømmer danske værdier som fx frisind og ytringsfrihed for indhold.

I samme moment understøtter man ikke en så central del af det danske værdisæt som SPROGET. Den Danske Ordbog og dens tilliggender (Ordbog over Det Danske Sprog, Korpus og LEX) får svært ved at overleve pga. manglende offentlig finansiering. En lignende sløset omgang med plejen af dansk sprogs potentialer kan man finde i reduktionerne af midler til de danske sendelektorer, som virker for dansk sprog og kultur ude i verden.

Kan nogen vise mig ”Inderlighedens Storhed” i dansk værdipolitik?

Jeg vil starte min kamp for danske værdier ved at opfordre alle til at skrive under på borgerforslaget om at få Den Danske Ordbog på Finansloven.

https://borgerforslag.dk/se-og-stoet-forslag/?Id=FT-21420

Pyha, man bliver forpustet og ramt

Udsnit af forsiden på “Smukke unge mennesker”. A Mock Book 2025.

I sidste uge hørte jeg Egon Clausen fortælle begejstret om en ny roman, der forudsiger skolens krise, som kan føre til dens død. Den bog måtte jeg se at få fingre i, for den skriver sig ind i de debatter, som er sktuelle lige nu om “den nye børnesyn”, om “pissedårlig opdragelse”, om “lærernes muligheder for magtanvendelse” osv. osv.

Og hvor er den bog en veritabel bladvender. Suverænt sprog, fint flow og indgående indsigt i skolens hverdag. Ja, bogen formår at nuancere, at perspektivere og at autenticitere alle debatterne med betragtninger, der både rammer og skræmmer tilpas til, at man ikke kan lægge den fra sig, og når den er slut, ikke kan lade være at vende tlbage til nogle af dens udsagn.

Faktisk er det en krimi, og allerede i indledningen åbenbares det, at en elev forgiftet falder død om på skolens grund. Og vi får snart at vide, at han har været utålelig og destruktiv; en prøvelse for de andre elever og for det lærerteam, som har været sammen om hans 8. klasse. Men i fritidjobbet i et supermarked er han en fin medarejder.

Ledelsen på skolen er veg, coaching- og konsulentorienteret og ikke til megen nytte. Faktisk er der mere hjælp at hente i pedeluniverset end hos den selvisolerende ledelse.

Når jeg føler mig frugtbart påvirket af bogen, skyldes det, at den til trods for en karikerende stil har så godt fat i både voksne og unge personers handlinger og overvejelser og i de opløsninger af fællesskaber, som både elever og ansatte er en del af, at der uafladeligt er hændelser, man kan spejle sig og og blive ramt af, når man har arbejdet i skolen.

Selvfølgelig har jeg læst bogen med lederbriller. Og forskellige situationer er dukket op, hvor jeg må spørge mig selv, om jeg har trukket for store veksler på nogle ansatte. Men der er også begivenheder, der får mig til at ryste på hovedet over de mange, bekostelige lederkurser, hvor vi skulle blive “verdensklasse”.

Selvfølgelig kender jeg til det, at nogle elever er destruktive i skolen, men ordentlige i andre sammen hænge. Jeg husker en specialklassedreng i overbygningen, som både i skolen og i lokalsamfundet var destruktiv, men, fik jeg nys om, var alles drøm af en ung, når han var på ferie i sin anatolske landsby*. Han fortalte mig, at man var nødt til at være gangster her for at blive accepteret, men at han bedre kunne lide at være sød. Vi blev afbrudt i vores konstruktive samtaler, da jeg forlod skolen pga. skolesammenlægning. Men jeg fik et brev fra ham: “Jeg har to moer. En derhjemme og en på skolen. Og det er dig.” Dette blot for at pointere, at jeg tror, at der er håb for skolen, hvis vi griber de signaler frugtbart an, som de nuværende debatter lægger op til.

Stefan Herman beskriver i dagens Politiken (02.11.25), at skolen er på vej ind i en dødsspiral, hvis lærerne, som de altid har gjort frem til 2013, ikke igen går forrest i kampen for at udvikle skolen. Lad mig tilføje, at det nok heller ikke gør noget, hvis andre af skolens parter besinder sig og lægger kræfter i at udvikle, frem for at pleje egne interesser.

Jeg kunne godt tænke mig, at alle der lige nu lufter skråsikre meninger om skolen, giver sig selv et par refleksionsrynker ved at læse denne herlige, satiriske roman.

Tak for “Smukke unge mennesker”.

*Det er befriende, at handlingens utilpassede dreng er pæredansk, Det er min erfaring, at uroen i skolen snarere beror på amerikansk end på muslimsk påvirkning.

Kursfald på danske værdier

Udsnit af t-shirt fra Dansklærerforeningen. beskåret foto fra “Dansk sproghistorie”

“Jeg elsker mit Modersmaal, der frigjør min Tanke, jeg finder, at hvad jeg kan have at sige i Verden, kan jeg ypperligt udtrykke deri.” Dette Kierkegaard-citat fra “Enten-eller” er nok en eftertanke værd, når man beskæftiger sig med danskundervisning, men så sandelig også når man er bruger af modersmålet, hvad enten det er til hverdagsbrug eller til digtning eller forskning.

Det er modersmålet, der binder os sammen som folk, og det er derfor, det er værd at værne om og at være bevidst om. Vores fælles sprog er måske det det mest værdifulde, vi ejer.

I flere andre lande hegner man sproget ind. Jeg kommer i tanke om en historie fra et nordisk møde, hvor man fortalte, at en markant færøsk sanger og kædedanser fik et hjerteanfald og blev fra til hospitalet, hvor man fortalte ham, at han var nødt til at få indopereret en pacemaker. Men nej, han ville ikke have et sådant fremmedlegeme i kroppen. Man sammenkaldte gode sprogmennesker, som gav pacemakeren den færøske betegnelse “hjartastartari”, og den var acceptabel. Så med sproglig hjælp fik han sangen og dansen tilbage.

I Danmark er vi sprogligt åbne, akkurat som vi har været det på andre humane områder. Det er derfor, vi gennem handel og indvandring har fået høj levefod, hvilket bliver tydeligt, når vi ser på danske ords udspring af nordisk, tysk, fransk, arabisk, grønlandsk og nu ikke mindst engelsk/amerikansk. Men den åbne tilgang til sprog kræver årvågenhed og rettidig omhu i omgangen med nye udviklinger.

Et sådant arbejde udføres ved vedligeholdelsen og udviklingen af “Den danske Ordbog”, som derved fremstår som det mest guldrandede af alle danske værdipapirer.

Mange forfattere frekventerer ordbogen. Mange forskere er nødt til det. Og mange oversættere, fx af Bibelen, er ilde stedt uden. Derfor er det forunderligt, for ikke at sige for underligt, at en sådan guldrandet investering ikke er at finde på årets finanslov.

Indtil jeg blev opmærksom på dette, troede jeg, at snakken om danske værdier var andet end mundsvejr, og at vores kulturminister var mere seriøs, end tilfældet tilsyneladend er.

Den frigørende tanke og den ypperlige udtrykken sig er der måske ikke stemmer i, men der er kummerlig armod, hvis disse dynamoer med ordbogen forsvinder fra daglig tale, undervisning, forskning, journalistik og digtning.

Den obligatoriske kanon – en dræbersnegl i læsningens urtegård.

Kommentar til Rå¨dudkastet til ny fagplan for dansk

Udsnit af Dorte Karrebæks billede af Jeppes børn, hvoraf de to ligner Per Degn. Fra Kåre Bluitgens gendigtning af Holbergs jeppe på Bjerget.

Som medlem af det kanonudvalg, der indførte begrebet obligatoriske forfatterskaber i folkeskole og gymnasium, må jeg i afsæt i håndteringen af denne bestemmelse i folkeskoleloven medgive, at den har vist sig at være en dræbersnegl i læsningens urtebed.

For det første var de obligatoriske forfatterskaber ikke tænkt som væsentligere end dem, der optrådte på de vejledende lister for de to skoleformer, snarere tværtimod. Den obligatoriske liste skulle lette overgangen fra grundskole til gymnasium ved at pege på det, der kunne være en fællesmængde for litteraturundervisningen på de to niveauer. Det obligatoriske element var desuden et rent politisk initiativ, som udvalgsformanden Jørn Lund med vanlig politisk tæft så kunne sikre, at undervisningsminister Ulla Tørnæs fik tilgodeset både højskolevenstres og handelshøjskolevenstres synspunkter. Der var altså tale om et tidsbundent og kontekstafhængigt forslag.

I gymnasiet er kanon nu blevet ændret efter en vedvarende kritik blandt andet af, at der var for få kvindelige forfattere på listen. Men man har altså bibeholdt en obligatorisk liste; for som Uffe Ellemann Jensen udtalte (om a-våben), at når noget er opfundet, kan det ikke nedfindes igen.

Da nu begrundelsen for en fælles kanonmængde i grundskole og gymnasium er endegyldigt afskaffet, er det tid til at se krav om historisk læsning i grundskolens litteraturundervisning.

Den væsentligste begrundelse for at læse skønlitteratur i folkeskolen er, at børn skal lære at læse og gerne opbygge en læselyst, ja, måske endog en læseglæde ved at arbejde med vedkommende, inspirerende og øjenåbnende litteratur, der dels kan tjene som en spejl, dels som et vindue mod verden. I den forbindelse er en obligatorisk kanon en rigid tilgang til en sådan skitseret læseindsats, fordi mange af de obligatoriske forfattere bliver det must, der overtrumfer det meningsfulde.

At læse eller høre historiske tekster er en væsentlig del af den dannelse, som opstår ved, at vi fornemmer, hvor og hvad vi kommer fra. Men det bør ske i en kontekst, der kaster et forklarelsens lys af sig, og ikke tænder for meningsløshedens mørkelygte. Derfor foreslår jeg, at der stilles krav til de lutteraturhistoriske perioder, man skal have berørt i løbet af grundskoletiden, men at det måske er mere inspirerende, hvis der i den enkelte klasse af og til tages afsæt i lokale forhold.

Jeg ved, at elever kan få aha-oplevelser af ældre tekster. Som fx en kurdisk dreng fra 5. klasse, som kiggede på Dorte Karrebæks illustrationer til Jeppe på Bjerget og udbrød, da han så Jeppes børn: “Jeg ved, hvorfor Jeppe drikker. Hans kone har haft for meget skole/hjemsamarbejde med Per Degn!”

Men under daglige samtaler med elever i skolens kantine har jeg også hørt, at historiske tekster kan forekomme som litteraturdræbere, når de optræder i sammenhænge, som ikke får dem til at leve i eleverne. Og litteraturdræbere er det vi har mindst brug for i den skole, der skal fremme læsning, læselyst (og læseglæde).

Jeg har bidraget til at indslæbe den invasive dræbersnegl i litteraturundervisningens urtegård. Jeg håber, at gode kræfter i pædagogik og politik vil bistår med bekæmpelsen.

Fortælling i skolen –

kommentar til Råudkast til ny fagplan for dansk.

Eksempel på indsamlet sagn, som de har lydt i folkemunde (Evald Tang Kristensen)

Mundtlig dansk har gennem tiden været overfladisk behandlet med den uheldige følge, at elever ofte, når de kom hjem fra skole og blev spurgt om, havd de havde lavet (lært?) i skolen i dag, blot svarede: “Vi har bare snakket.”

En stor del af undervisningen i dansk har gennem tiden bestået af mundtlighed, men med en underlig uafklarethed omkring det mundtlige sprog som fagligt område. Først med “Faghæfte i dansk, 1993” fik fagfeltet “mundtlig dansk” en grundig og faglig behandling, hvilket blev videreført i “Faghæfte i dansk, 2003”, hvor man nu bruger betegnelsen “det talte sprog”, og i undervisningsvejledningen virkelig fylder faglighed og inspiration på mundtligheden.

Alt dette fortonede sig med de mange læringsmåls indtog ved reformen i 2013. Og man må da lade reformisterne, at det levende sprog ikke blev næret af styrende læringsmål, test og kontroller. Det hører til den inderste kerne i det talte sprogs natur, at det har karakter af “nærhed, smidighed, samtidighed og flygtighed”, som det står skrevet i undervisningsvejledningen i 2003. Og disse begreber råber jo af den ustyrlige kraft, som vi mennesker udfolder, når vi forsøger at skabe vores verden gennem sprog.

Dan Turèll skrev sit forunderlige digt i “Alhambra Blues”: “Om jeg tror på Gud? / Ja, da – / Jeg skriver jo selv!” Men, han burde retteligt have skrevet, at han selv var fortæller. Fortællingen har fra sprogets morgen været det, der har knyttet mennesker til hinanden og til deres historie. Og derfor bør man i udarbejdelsen af den nye fagplan være opmærksom på, at det netop er fortælling i skolen, der er afsættet for det faglige arbejde med modersmålet.

Ud fra den mundtlige fortælling er det oplagt – ud over glæden ved både at høre og at fremføre – at skrive ned for at fornemme den forskel, der er på talt og skrevet sprog, at optage det talte for at kunne nyde og vurdere den fortalte, at læse op for at fornemme, hvordan talt og nedskrevet sprog ligger forskelligt i munden, og at udfolde skriftligheden for at opnå et varieret sprog i formidlingen af viden, synspunkter og æstetiske udtryk.

Som jeg læser råudkastet, virker det, som om der ved udeladelse af fortællingen som det, den er: en trædesten i nærhedens, smidighedens, samtidighedens og flygtighedens mundtlige univers, er en risiko for en tilbagevenden til tiden før 1993; altså til en manglende bevidsthed om, at mundtlighed er mere end “at snakke sammen”, at netop fortællingen er al sprogarbejdes kilde.

I håbet om at der rettes op på dette, vil jeg udtrykke min ellers udelte glæde over, at vores fag igen ser ud til at skulle forvaltes ud fra dansklærernes pædagogiske dømmekraft og kendskab til deres elever og den kontekst, man sammen optræder i.

Tak for den udvikling!

Nordsøens østkyst

Udsnit af forside på bogen “Ædt af havet” om stormfloden 1825

Begrebet Nordsøens østkyst introduceres i bogen “Ædt af havet” som alternativ til vores vanlige Jyllands vestkyst. På den måde understreges hvor de bestemmende kræfter ligger, og så meget desto mere imponerende er det, at mannesker har taget udfordringen om et liv på kanten op.

Inden for de senere år har jeg læst tre bøger, som beskæftiger sig med netop disse mennesker, som nøjsomt og arbejdsomt ernærer sig på de tanger, som adskiller hav og land.

“Fjordens kant. Midlertidigheden” af Egon Clausen og Bjørn Hernes giver os i fotos og korte tekstbilleder et indtryk af tilværelsen omkring Ringkøbing Fjord. Tilsyneladende ånder alt fred og stilstand, men langt ind i sjælen ved befolkningen bedre. Bogen er på sin vis en baggrund for at kunne sætte sig ind i kulisserne for Stine Pilgaards “Meter i sekundet” og i hendes og Katrine Muffs sang “De korte sætningers land”. Der er ingen grund til af bruge tiden på snak i midlertidighedens univers.

Lidt nordligere finder vi “Bøvling Klit”, som også er titlen på en fin bog af Anders Bune fra Fjaltring. Her beskriver han livet blandt dem, der søgte livets udkomme på den smalle tange, og som måtte søge sikkerhed bag fjorden, da havet blev for truende. Han lader os også få blive for de børnebøger, som læreren i Fjaltring, A. Chr. Vestergaard skrev om det barske liv på tangen. Især serien om “Klit-Per” blev læst. Men A. Chr. Vestergaard havde flere end 40.000 bind på skolebibliotekerne i midten af 1900-tallet; dobbelt så mange som Morten Korch.

Og så til “Ædt af havet. Stormfloden 1825”, hvor Johanne Pontoppidan Tuxen i ord og Anders Rye Skjoldjensen i fotos tager os med på en tur fra det sted ved Agger, hvor havet brød igennem tangen og gennem områder omkring Limfjorden, hvor livet ændredes radikalt, da fjordens ferskvand blev invaderet af havets salte vand. Det er barske begivenheder vi hører om, mens vi guides omkring i det smukke landskab. Flere landsbyer forsvandt ved stormflodens gennembrud af tangen. Værst og hurtigst gik det ud over landsbyen Toft, som forsvandt fra jordens overflade. Beboerne overlevede og blev flygtninge fra livet ved havet til en tilværelse i Thy. At de overlevede skyldtes, at de havde placeret deres huses overetager direkte på bindingsværket, så når havet fortærede de lerklinede vægge, så kunne folk og fæ bjerge sig op på førstesalen og vente på redning. Det kan man kalde praktisk erfaring, som de, der i nutiden bygger (sommer)boliger i lavtliggende områder kunne lære af. Men i dag har skabelontænkning slået den praktiske erfaring ud. Beboerne fra Toft måtte flygte, mens andre valgte at flytte; således drog en skare fra Agger ind langs fjorden til Gjøl, hvor de missionske tilflyttere kom på tværs af de grundtvigske bønder. Dette er baggrunden for Hans Kirks “Fiskerne”, som udspiller sig her.

“Ædt af havet” er en læsning værd i al dens slentren, som kaster forunderlige betragtninger og informationer af sig. Og den tanke strejfer mig, at den omvæltning, naturen her har forårsaget, har bidraget til, at Limfjorden har gennembrudt tangen mellem de københavnske saloner og det litterære miljø, så forfatterne fra denne nordlige egn har domineret, lige fra den Søren Gyldendal, der kom til hovedstaden og etablerede et forlag, til den nobelpristager Jensen fra Farsø, der har skrevet Danmarks bedste roman, men er gledet ud af kanon, og den digter Aakjær fra Jenle, der har skrevet “Jeg er havren”. Og så er der alle de mindre kendte kvindelige og mere kendte mandlige forfattere, som Else Bisgaard og Susanne Knudsen skriver om i “Limfjordsdigterne”. Læs den bog, og se, hvor meget godt, der strømmer fra den egn!

Hvis man skal på litteraturtur, så er Limfjorden et godt valg. En af de første, der opdagede dette, var St. St. Blicher, som godt nok var jordbunden i sin Thorning Præstegård, men dertil nysgerrig. Da han på en af sine lange hedeture vandrede til Agger, fandt han ud af, at folk der ikke var besynderlige, men blot anderledes: de var vandfolk, men dem, han kom fra i Thorning, var landfolk. Siden var han i kontakt med mange digtere fra Linfjorden og stod dem bi med råd og opmuntring.