Forfatter: Jens Raahauge

Ved et folkemøde hører det til blandt udkommet, at man falder i samtale med mennesker, der kan rykke ved vante forestillinger om litteraturen og dens omegn. Således også i Skørping.

Fordi jeg skulle tage hånd om HCA-Samfundets stand, fik jeg ikke hørt nogle af de mange interessante foredrag og optrædender, men fik så talt med så mange desto flere gæster og standpassere.

Især fik jeg en del gode samtaler med Michael Clausen fra Bog & Idé i Hadsund. Han forstærkede mit indtryk af, at den boghandlerkæde, han er tilknyttet, nok også er en Legekæde, så har den også medarbejdere, der er dedikerede bogmennesker. Han var ud over at være en fin samtalepartner og en interesseret og vidende litteraturnyder. Når jeg kalder det et forstærket indtryk, så beror det på dels et besøg i Rønde, hvor Bog & Idé på førstesalen huser landets største kunstboghandel, og dels på et eventsamarbejde med Langes Boghandel, Bog & Idé i Næstved. For ikke at tale om den service jeg bliver tildelt i min lokale Bog & Idé i Helsinge. Besklageligvis konstaterer jeg så også, at boghandlere i en del byer lukker. Og hvad er en by uden boghandel?

Jeg havde også en god snak med Forlaget Praksis, som har udgivet en imponerende kanonserie. Af samtalen fremgik det, at især tilstedeværelsen af flere kvindelige forfattere var et markant fremskridt for litteraturen. Da jeg replicerede, at Dansk Litteraturkanon fra 1994 havde repræsentation af alle de kvinder, der var på listen nu, rynkede Praksis-medarbejderen panden. Heldigvis stod Erik Skyum-Nielsen, som jeg i 1994 var i kanonudvalg sammen med, ved siden af og kunne bekræfte mit udsagn. Forskellene på dengang og nu er, at 1994-listen var frivilling, til inspiration, og at folkeskoledelen bestod i inspirationer til at lade nutidige forfattere læse i en belysning af nogle af de kanoniske. Dette kunne tjene til efterfølgelse nu, hvor den obligatoriske folkeskolekanon har overlevet både sit oprindelige formål og sin relevans, hvis den da skulle fremme litteraturglæde og læselyst.

Endelig må jeg også nævne, at Christina og Jesper Wung-Sung kom forbi, så jeg kunne få aftalt et interview til Dansk i anledning af, at han får udgivet en fin novellesamling på Dansklærerforeningens Forlag her i efteråret. Og at enmandshæren fra Måle Fortælleteater, Anette Jahn lagde vejen forbi mellem hendes optrædender med den nye forestilling Brændenældernes sang og den afprøvede om Selma Lagerlöfs Skiftingen. Vi fik vendt væsentligheden i, at fortællingen kommer styrket ind i skolens nye fagplaner!

Og så var der alverdens småsnak om revision af ældre tekster, hvor åsyn skal erstattes af ansigt, fordi ingen længere bruger åsyn-ordet, selv om det anvendes dagligt i Morgenandagten. “Den er sgu da ingen; der hører.” “Jo, den har flere tusinde lyttere!” Og mere småsnak om dette og hint, hist og pist.

Og da jeg kommer hjem for at slappe af med lidt skærm, toner Herman Bang fra i udsendelsen om “Huse med hemmeligheder”, fordi han har været alumne på Valkendorfs kollegium. Han, der gav os impressionismen i litteraturen og new journalisme i journalistikken.

Verden hænger sammen – hvis man tilstræber det.

Så blev mine fire dages optræden ved Hundested Skoles skolebiblioteks litteraturrunde afsluttet: Jeg havde en ambition om at nå rundt om danskfagets kerneområder: den mundtlige fortælling, oplæsning som broen mellem tale og skrift og endelig litteraturen eksemplificeret ved tre kanonforfattere: Ludvig Holberg (7.kl.), H C Andersen (8. kl.) og Tove Ditlevsen (9.kl.).

Ved skolens indgang blev personalet fra morgenstunden mødt af en syngende og dansende ledelse, der bare på en grå torsdag ville takke for deres daglige indsats; det kan man godt blive glad ved.

Og så gik vi i gang med de tre lektioner, hvor alle elever var pænt lyttende og sporadisk deltagende. Men jeg gjorde mig nogle iagttagelser, som jeg har taget med mig og gerne vil dele.

I 7. klasse fortalte og læste jeg op, fordi han er svær at læse. En udgave af hans skrifter fra 1808, groft papir, gotiske bogstaver og syet sammen med garn lod jeg gå rundt, og den blev befølt og betragtet med nænsomhed; ja, endog snuset til. Ellers var det Niels Klim, der vandt mest lydhørhed; især historien om landet, hvor aberne går med paryk. Eleverne kunne genkende noget fra deres egen omgang med SoMe. Denne dimension kunne føre over i Erasmus Montanus, hvor en pige udtrykte forståelse for, at Rasmus Berg accepterede, at jorden er flad, hvis det er prisen for at få den man gerne vil giftes med.

I 8. klasse fokuserede jeg meget på Jesper Wung-Sungs betagelse af HCA, som en indgang til den store digters barndom og ungdom. Dernæst præsenterede jeg et par fortolkninger eller bearbejdninger af eventyrene Svinedrengen og Fyrtøjet, dels en omtale af fortolkningen i “Den etiske Andersen”, hvor prinsen narrer prinsessen til at kysse sig, og hvor kongen bryder ind til kysseriet. Prinsen bruger ufine metoder for at få et kys, og faren respekterer ikke datterens intimsfære. I Fyrtøjet brugte jeg Anette Jahns “Den forhekksede prinsesse og fyrtøjet”, hvor prinsessen agter at lære soldaten om kærlighed, mens han hos HCA snyder sig til at kysse på hende, mens hun sover. Og ja, han hugger hovedet af en gammel dame/heks, der hjælper ham.

I 9. klasse kendte de til Tove Ditlevsens digte – og til filmem Blinkende lygter. Derfor lagde jeg vægt på forholdet mellem hindes egen livsførelse og hendes virke som influencer, hvor hun ofte rådgav stik imod egen livsførelse. Det gav en god snak om at være autentisk, at gøre, hvad man siger. På mit spørgsmål om deres læsevaner, var der kun en pige, der markerede ved spørgsmålet: Hvem læser en bog ugentligt? Hun kom sammen med en veninde hen og takkede for foredraget. Hun talte et meget distinkt dansk, og jeg spurgte til hendes egentlige modersmål. Det var ukrainsk – og det var veninden, der havde lært hende dansk, smilede hun.

Tænk, at have en tosproget rollemodel for læsning!

og skønt, at kanonlitteraturen har så aktuelle problemstillinger at byde på!!

På Hundested Skoles skolebiblioteksarrangementer er vi nået til indskolingen, der skal høre fortælinger fra Afrika (0. og 1. klasserne) og fra Asien (2. og 3. klasserne).

Jeg har valgt at lave min egen indledning for at lade børnene opleve, at fortællinger findes i alle kulturer, og at nogle nysgerrige og vakse voksne opsøger gode historier.

Afrika-delen indledte jeg med historien om Thyge Christensen, der cykler til Burkina Faso, hvor han en dag skal med bussen til hovedstaden. Men bussen er forsinket i syv timer, og alle de ventende giver sig til at fortælle historier, som Thyge skriver ned. Det bliver til bogen “Mand Kvinde”. Her supplerede jeg med et eventyr om en høvdingesøn, der skal giftes med den af landsbyens piger, der kan gætte hans navn. En fattig pige, der i første omgang bliver holdt tilbage af stedmoren. Hun kommer sidst, men tager sig tid til at hjælpe en gammel kone. der kender navnet. Og ja, hun vinder prinsen! Vupti, flere børnehænder ryger i vejret: “Askepot”!

Asien-delen tog sin begyndelse med fortællingen om, at Nils Hartmann i Myanmar finder frem til den boghandel, hvori Kipling fik mange af sine fortællinger. En ældre soldaterenke, som opholder sig i forretningen, kan mange historier, og han skriver ned og får udgivet bl.a. “”Hvordan fuglene blev venner”. Fra den bruger jeg fortællingen om, hvorfor uglen blev et natdyr. Det begynder med en smertefuld kugle i måsen, og munder ud i en gemmen sig for alle de fjender, der truer en. Efter historien rykker en dreng mig i skjorten og siger: “Jeg har set en ugle med en kugle i numsen!” Jeg fortsætter med eventyret om Fløjteliden; det findes i bogen “Med andre øjne”. Og da det ikke lykkes faren at ombringe det lille barn, smiler tilhørerne, og markerer, at de kender “Tommelise”.

Det er som fortæller herligt at fornemme, at indskolingsbørn kan koncentrere sig om at høre fortællinger i en halv time, og at de giver gode medspil ved bæmærkninger og ikke mindst ved deres kropssprog.

Og så har jeg angivet et par titler for at vise, at man kan finde råstoffet til fortællingerne i skrevne udgaver, som man så kan omforme efter behov og kontekst.