
Da jeg åbnede æsken med Tallulahs tredje kuld, kom jeg ganske usagligt til at erindre, at vi engang havde vores smækre tæve, Stella, der var af samme race som Vagabonden i Disney-filmen, i hundepension. Da den kom hjem, var der tegn på, at den havde haft det fornøjeligt, og ganske rigtigt, det tydede på, at der stod tre fædre vidt forskellige bag det kuld, den fødte. Altså tre kuld i et!
Og ja, undskyld til katten Tallulah for denne utidige hundeassociation, men den er nu ikke helt ved siden af. For de tre kuld fra det unge forlag er præget af mangfoldighed, af at have haft det fornøjeligt og af have en oprigtig selvfølelse.
At familieskabet mellem de tre Tallulah-kuld er til stede trods mangfoldigheden er tydeligst ved, at Lars Daneskov er repræsenteret ved hver fødsel; denne gang med 6 gysernoveller; ”Gamle huse glemmer aldrig” er titlen. Med ganske almindelige ord og sætninger sniger han gyset ind i læserne, for det er sådan nogle historier, det er godt at læse sammen. De vil egne sig til at læse på lejrture, hvis ungerne skændes om, hvem de skal sove sammen med, for gysene vil få dem til at ønske at være sammen – alle sammen.
Men også Carl Quist-Møllers ”Pingvinen, der ikke kunne lade være med at lyve” er i familie med min yndlingsbog ”Kitte Kitte” fra første kuld. Pingvinen, hvis næb vokser, når den lyver, er en outsider, som klarer sig ved held, ømhed og oprigtige løgne. Denne bog er så kærlig i både streg og ord, at man kan genlæse den – bare for at få det godt indeni. Hvor er Carl Quist-Møller en lysende og livsbekræftende løgner!
Ane Bjørns ”Villes sol” er en historie, der også tilstræber at skabe lys i sindet hos en dreng, der savner. Vi møder Villes mor, der på første illustration virker anatomisk udfordret, hans hvirvlende søster Stine og naboen, der er en billedkunstner, der tager Ville i billedskole, så hans syn på verden forandres. Her præsenteres læseren for en livgivende og morsom kunstterapi, som peger direkte ind i billedkunstundervisningen.
Endelig har Per Bloch med ”Jeg er her jo stadig” skrevet en vellykket bog om at føle sig som skyggebarn, fordi hovedpersonen måske er blevet til som en trøst og erstatning for en søster, der omkom ved en trafikulykke. Det er svært stof, men det lykkes forfatteren på en lidt ordslentrende måde at få præsenteret både usikkerhedsfølelsen og den følgende oplivning, da drengen, som Gud bedre det har fået navnet Bror, møder den jævnaldrende Bolette og hendes forældre. Her er en fortælling, der kalder på, at vi løfter blikket og får øje andre end os selv. Det er spilleme dannelse af fineste karat.
Så tak for alle kuldene, du gav mig, Tallulah. Jeg glæder mig allerede til det næste. Tallulah – Danmarks fineste kattepension!
