Udkast nr. 2 til de nye fagplaner for fagene i folkeskolen ligger til kommentering fremtil i morgen. Og lad mig med det samme give udtryk for begejdtring for den tilgang til undervisning, som fagplanerne signalerer; jeg har kommenteret planen for dansk på vegne af FISK, Fortælling i skolen.
Men først må jeg argumentere for foreningen ønske om, at skriverkarlene i udvalget prioriterer pædagogik over politik. Fagplanerne stiller nemlig læsning/skrivning før mundtlighed. Og måske beror vores svagheder i det alfabetbårne på, at vi har forsømt at arbejde med det smidige mundtlige sprog, så eleverne har et beredskab at møde bogstaverne med.
Det talte kommer før det skrevne. Ja, nogle begynder at læse historier for for den ufødte, så snart fosteret i 18 uge er modtagelig for lyd gennem den membran, der udgøres af morens maveskind. Og fra uge 24-26 reagerer fosteret på lydimpulser. Det siges, at fortællinger, der er kendt fra fostertilstanden, virker beroligende på den nyfødte. Her kommer alfabetet til kort, for ingen er født med en bog eller en blyant i hånden. Og det vil alle mødre med garanti være taknemmelige for.
Men derfor må helhedsfaget dansk tage afsæt i fortællingen og det mundtlige!
Her er, hvad FISK har sendt til udvalget: “Det er med stor tilfredshed, at vi i FISK ser, at danskfaget beskrives som helhedsorienteret med et stadigt samspil mellem mundtlighed, læsning og skrivning, suppleret med indholdsområderne sagprosa og kommunikation, fortolkning og fiktion samt fællesskab og identitet. Dette tegner et frugtbart billede af et komplekst fag med væsentlige pædagogiske udfordringer.
Men vi har en fundamental anke: Når noget er helhedsorienteret, spiller udkastets markering af, at undervisningen skal tage afsæt i elevernes forudsætninger, og at kendt stof skal mødes af nyt, dårligt sammen med, at fagplanerne er bygget op med læsning og skriftlighed som det først beskrevne, mens mundtligheden følger efter.
Intet barn er født med en bog eller en blyant i hånden, men med hørte sproglyde i ørerne og efterhånden med et talesprog under udvikling.
Derfor må det være pædagogisk hensigtsmæssigt, at mundtligheden optræder før læsning og skrivning. Af en tidligere reaktion på denne problemstilling får man det indtryk, at den valgte rækkefølge afspejler, at der er politisk opmærksomhed på elevernes læse- og skriveformåen.
Men for det første er fagplanen vel et pædagogisk dokument, og for det andet kan en fokusering på skriftsproget måske virke begrænsende for netop eleverne udbytte af læse- og skriveundervisningen, idet et fokus, der ser bort fra elevernes sproglige forudsætninger, kan nedsætte effekten af læse- og skriveundervisningen.
Derfor foreslår vi i FISK, at beskrivelsen af mundtligheden beskrives før beskrivelsen af læsning og skrivning.
En sådan rokering af stofområderne vil i øvrigt kunne placere oplæsning mere hensigtsmæssigt som den bro mellem mundtlighed og skriftlighed, som der jo vitterlig er tale om. Og i den forbindelse må vi nikke anerkendende til, at oplæsningen tillægges vægt allerede fra mellemtrinnet, for vores erfaringer viser, at 4. klasserne er gode oplæsere.
Vi vil gerne pointere, at såvel elevernes som lærernes fortælling virker fremmende for elevernes fællesskabsfølelse, deres opøvelse af koncentration og deres muligheder for at stifte bekendtskab med sprog, der overstiger deres læsefærdigheder.
Summa summarum: Tak for et fornemt udspil, som vi foreslår justeret en kende.
Med venlig hilsen
Fortælling i skolen, FISK”