Hvis du ikke ved, hvad du skal lave i morgen eftermiddag og er på Lolland-Falster, så tag til Madens Folkemøde, hvor man kan møde mange foirskellige mennesker, der ‘holder ganen højt’. Og midt imellem smagsprøver og debatter deltager jeg i et quiz-program sammen med forfattergruppen ‘os her nedefra’ på Hovedbiblioteket i Nykøbing kl. 16-17.30. Vi læser digte om faste vendinger og mad som oplæg til en gættekonkurrence om fast udtryk.
Og apropos digte, så laver jeg lyrikværksteder ved Claus Meyers ‘Verdens bedste skovtur’ ved Udsholt Strand medio juli; det skal jeg nok fortælle mere om, når tiden nærmer sig. Men det er nu sjette gang, jeg arbejder med skovturslyrik, og det kommer ofte til at handle om mad. Her er et eksempel:
Branke branke på
Grill på overarbejde
Kokkens svedne smil
Ellers nyder jeg StormP-kalenderen, som er værd at stå op til, fordi han kan vride og tviste sproget:
To mænd går sammen. Den ene med violinkasse. Den anden spørger: “Har du spillet violin hele dit liv?” Den anden svarer: “Næh – ikke endnu!”
Og så en børnelogiker i samme boldgade. Mit 4-årige barnebarn så en film, hvor en dinosaurus døde, og han konstaterede: “Nu må den bare leve med at være død!”
En leder i Politiken (18.05.26) med signaturen folke tager livtag med tesen om, at der mangler højreorienteret litteratur. Lederen er elegang, idet den helt konkret viser, at den Deadline-udsendelse, der har problematikken som sin undersøgelsesfelt, i sig selv kommer til at fremstå som et eksempel på det, der er sagens kerne: at det vi mangler er ånd, ganske enkelt almindelig dannelse.
Den højreorienterede digter, som var i studiet, læser digte om blod, bånd og etnicitet, men får primært en efterfølgende bevågenhed på grund af den t-shirt, han havde på til lejligheden. Digtene var ud fra enhver betragtning dårlige, men t-shirten med de kyriliske bogstaver og det dramatiske ørne-kranium-sværd-logo sendte hilsner fra de serbiske tjetnikker, som var involveret i folkemord på Balkan.
Selv påstår han, at han ikke vidste, hvad t-shirten signalerede, og ingen i studiet ulejligede sig med at spørge ind til det, endsige til at undersøge det. Og her afslører pressen sin overfladiskhed, sin mangel på ånd.
Vi har set, at den i øvrigt udmærkede Radio IIII fortsat har Ditte Okman som medvirkende i en fast udsendelse til trods for hendes perlerække af stupide udfald; senest da hun fik grineflip over en hancicappet borgers talebesvær. I samme radio har en medvirkende lige udtalt, at en dansk musiker er dement. Det røg ud live, fordi han regnede med at mikrofonerne var slukkede. Og i sådanne tilfælde beklager radioen, at udtalelserne ikke blev fanget og udeladt. Men problemet ville i så fald blot være skjult og ikke ændre på, at medarbejdere tager fordomme og sladder med på arbejde. Det er mangel på ånd.
Der er en tendens i tiden til polarisering, og hvis de medier, der skal varetage den almindelige oplysthed og kritiske dannelse, ikke selv er i stand til at udvise en bestræbelse på at virke oplyste og kritiske, er vi ilde stedt.
Tak til folke for en tankevækkende leder, der fik mig til at streame den åndløse udgave af Deadline.
Om en lille uges tid afholdes en reception, som jeg er inviteret til, men desværre er forhindret i at deltage i. Receptionen markerer, at abc-forlaget i Helsingør bliver overdraget til forlaget Vild Maskine.
abc-forlagets grundlægger, Flemming Møldrup, som nu vil vise rettidig omhu ved at lade yngre kræfter føre forlagets ånd videre, har drevet sit lille nicheforlag med en sikker næse for kvalitet; ikke mindst har han kunnet opsnuse nordiske godbidder før de fleste andre. Da jeg for år tilbage var dansk medlem af Nordisk Råds prisudvalg for børne- og ungdomelitteratur, havde Flemming Møldrup ofte udgivet vinderbogen eller en af dem, der var med i opløbet. Endvidere udgav han fine fagbogsserier, fx en række skrevet af Kåre Bluitgen og Nils Hartmann, samt stærke ungdomsromaner fx af Anja Hitz’ “Den dag vi døde” og “Den dag vi var helte”.
Der er al grund til at takke Flemming Møldrup for hans stærke bidrag til danske børne- og ungelæsere, men også til at rose ham for hans valg af ‘arving’, forlaget Vild Maskine, som er et af de markante danske mikroforlag. Dette forlag fik i 2024 Sigvaldi-prisen, opkaldt efter manden, der gik på Strøget med barnevognen som boghandel og solgte “Hindbærbrus og kragetæer”, hæfter med samlinger af børnetekster. Vild Maskine har udgivet en bog om Sigvaldis hæfter, så hvis man er for ung til at kende til dem, så få fat i bogen og bliv opflammet og inspireret.
Tidligere har Vild Maskine fået overdraget forlaget Torgaard, som havde speciale i oversat færøsk litteratur, heriblandt den vidunderlige tegner og Nordisk Råds-prisvinder Bardur Oskarsson.
Se, det er fornemt selskav. Så hold godt øje med Vild Maskine, når nu alle pengene til bogindkøb kommer op fra det offentliges gemmer.
ps
Efter sigende har Vild Maskine i anledning af overdragelsen foræret mange, mange bøger til “Læs for livet”, der fordeler bøger til børn og unge, der har vanskelige livsbetingelser.
Hvis dette indebærer, at nogle titler, som man kunne ønske sig til skolebiblioteket, bliver udsolgt, så sendt en særlig hilsen til dem der neddroslede bogindkøb, fordi der manglede et ‘d’ i deres lederuddannelser.
På Kristi Himmelfarts dag var min kone og jeg af en teenagepige, som vi holder meget af, inviteret til humanistisk konfirmation. Programmet var fejring i Dronningesalen i Den sorte Diamant og om aftenen sammenkomst i hjemmet.
Som forberedelse til fejringen var de unge blevet undervist i menneskerettigheder, kritisk tænknin, etik, identitet, tolerance – altså i et humanistisk livssyn. Og de skulle som en del af festlighederne fremføre resultaterne af deres arbejde med etiske dilemmaer, hvilket de gjorde med både seriøsitet, humor og inddragelse af alle os, der fyldte salen.
Derefter talte en af deres lærere om det al vælge, idet han tog afsæt i Sisyfon-myten og i Albert Camus’ fortolkning af den. Du har altid et valg!
Her noterede jeg mig, at alle de unge, der sad på forreste række, sad tilbagelænede i stolene, men lyttende; ingen hviskede i øret på den ved siden af.
Derefter kom festens hovedtaler på scenen, aktivisten Selma de Montgomery, som er klimaaktivist, UNICEF-ambassadør og imponerende livfuld. Jeg noterede mig, at hele rækken af unge lænede overkroppen sig lidt frem. De var nu ikke bare lyttende, men spændt engagerede. Og der var noget at komme efter; jeg har efter denne oplevelse set flere indslag af Selma de Montgomery, og det kan jeg anbefale alle, der ønsker at få plantet et frø af fremtidshåb.
Hun havde de unges fulde opmærksomhed, men også vi ældre – ikke mindst haveejerne blev vækket og ægget, da hun pludselig trak ned i kraven på jakken og fremviste sin første tatovering af en skvalderkål, og udpegede den som værende en af vores mest betydningsfulde planter.
Og hun var ganske enkelt fejringens skvalderkål.
Ved sammekomsten i hjemmet deltog konfirmandens to bedsteveninder; de havde mødt hinanden i vuggestuen. Der blev holdt taler, nogle få frit fra leveren og et par efter manus på mobilen. Men den tale, der holdt alle fanget, blev fremført af en af veninderne, som gik en udskolingen på en lokal folkeskole. Hun havde noteret sine gennemarbejdede ord på papkort, lidt mindre end A5-format. Og i modsætning til flere God aften Danmark-værter, der ofte dropper øjenkontakten for at læse det, de ikke har nået at forberede sig på, forstod hun at udnytte papkortenes potentiale. Hun kastede et blik på den overskuelige tekst, kiggede på den, talen blev holdt for og på de øvrige gæster, vendte til næste kort, læste teksten, kiggede op og fortsatte.
Sådan agerer en velundervist teenager, der har noget at fremlægge. Når man taler eller læser op fra et A4-ark kan man nemt miste overblikket, når man har haft øjenkontakt, og værre endnu, hvis man læser op fra mobilen, hvor lysstyrken kan skifte og teksten flytte sig.
Det var herligt at komme hjem om aftenen efter en festdag, hvor unge stemmer havde vist gennemslagskraft på grund af indre glød og ydre færdigheder. Det første kan spire frem af stimulering af kritisk sans og menneskeligt samvær i det fælles, det andet kan understøttes af god undervisning.
udsnit af John Kenn Mortensens forside på bogen om Dyreforsøg
På omslagets forreste inderside er afbildet 12 dyr og et antal mus, hver men angivelse af deres numre. Bag i bogen er de samme dyrebilleder gengivet, men nu med personlige navne.
Her gennem sig en pointe om de anonyme forsøgsdyr, der ved en sort kats mellemkomt får navne – og dermed en trang til frihed og håb. De er nemlig holdt i fangenskab på et center for dyreforsøg, og hver dag bliver et dyr pillet ud til et eksperiment, der kan tjene menneskenes sundhed og især deres behov for kosmetisk forskønnelse. Dette sker lige indtil den sorte kat arriverer, giver alle personlighed gennem navngivning, planlægger et flugtforsøg, som lykkes for nogles vedkommende, mens katten selv omkommer.
Men da hunden en aften kigger op, er det som om “han så noget sidde deroppe. Et glimt af en sort kat, der sad og storsmilede til ham.”
Historien er fortalt i et fint sprog med gode og dyrefarvede replikker og med en god styring af følelserne, så det er op til læseren at blive forarget over denne mishandling af kæledyr i vores perfektetsheds kulturs tjeneste.
Men bogen peger også ud over det snævre tema. Den viser, hvorfor det er væsentligt, at Konventionen om Barnets Rettigheder bestemmer, at ethvert barn har ret til et navn. Og hvorfor det er betydningsfuldt, at børn er sammen med voksne, der kender deres navne. Derfor må man overveje, om en lærer løser sin opgave bedst ved at kende alle eleverne eller ved at få en masse totimers fag uden mulighed for at lære alle at kende. Og personligt mener jeg, at en skole er vokset for stor, hvir en skoleleder ikke kan lære alle børnenes navne at kende.
De børn, der kun eksisterer som CPR-numre, er nemme for en administration at flytte rundt med eller at sætte på venteliste til en eller anden hjælp. På sin vis er børn i dette perspektiv ikke så væsensforskellige fra de forsøgsdyr, bogen omhandler.
H.C. Andersen viste dette, da han i eventyret “To jomfruer” lader Rambukken, som er kæreste med den ene, gøre det fordi, da ejeren bestemmer, at de ikke længere skal bære navnet ‘jomfru’, men fremover kaldes ‘stempler’.
Paradoksalt nok blev CPR-registreringen introduceret på Andersens fødselsdag i 1968. Det år, som opfattes som antiautoritetens gennembrud og roden til megen dårligdom, viser sig at være starten på den registrering, som bærer afhumaniseringen og overvågningen i sig.
ps. Foreningen Forsøgsdyrenes Værn modtager 10 kr. for hvert solgt eksemplar af Jesper Wung-Sungs bog.
Når Trump poster et billede af sig selv som ham, der helbreder den syge, sætter det gang i pressens kommentatorer. Nogle benytter humor som våben, selv om man får lyst til at bringe Niels Hausgaards udsagn om forskningsminister Helge Sander i erindring: Han optræder konkurrenceforvridende i forhold til alle, der lever af satire!
Blandt humoristerne kan man fremhæve Ole Rasmussen i Politiken, som mener, at Trump sprøjter sig med guldspray, og ikke mindst John Stewart, som til sin rædsel opdager, at den mand, Trump helbreder, umiskendeligt ligner JOHN STEWART!
Andre benytter den indsigtsfulde og perspektiverende analyse som fx lektor Peter Chr. Rude, som ved at se Trumps helbredelsesbillede får tankerne henledt på den italienske renæssancemaler Luca Signorellis maleri af Antikrist i domkirken i Orvieto. Her er den frelserlignende figur i færd med at indsamle guld, imens en behornet satan hvisker ham i øret, og fornemme mænd, en skøge og medløbere flokkes om ham. Der, hvor andre bærer hjertet, har han en guldmedaljon.
I baggrunden flokkes sortklædte mænd ved en tempelbygning, så det ikke er fjernt at associere til stormen på Kongressen.
Om den kunstige intelligens, som er benyttet til at kreere Trumps frelserbillede, har trukket på Signorellis maleri kan vi ikke vide. Men til gengæld kan vi glæde os over, at en kunstinteresseret litterat gør opmærksom på sammenhængen i et læserbrev i Information. Tak for den frie presse, og ikke mindst den avis, som rykkede ind i det nazistiske Fædrelandets rømmede lokaler den 5. maj 1945.
De danske kirkers middelmalerier kan i mange tilfælde berige os med nuancer i tilværelsens tilskikkelser på et niveau, der svarer til renæssancekunstnerens mesterværker. Symbolerne står i kø for at gøre indtryk på os arme syndere.
Og apropos symboler, kan man sorsøge at opnå fortrolighed med nogle af dem ved at gå på jagt i Oscar K. og Dorte Karrebæks forrygende fattigmandsbibel, Biblia Pauperum Nova, hvori en række skuespillere, der er ‘fattige i ånden’ opfører fortællinger fra Det nye Testamente. I loger i scenerammen optræder dyr som kommentatorer, mange af dem med symbolske tilføjelser.
Det er i den bog, kvinderne ved Jesu tomme grav citerer Anders Fogh Rasmussen: “Der er ikke noget at komme efter”. Men det er der så alligevel, hvis man vender blikket andetsteds hen. Og sådan er det måske også med de kommissionsrapporter om vores krigsdeltagelser. Undersøgelser der er enten slet ikke er blevet fuldført, men lukket ned, eller er mundet ud i rapporter, der måske bliver citatanonymiserende. Også Ninn Hansen er citeret i fattigmandsbiblen, hvor Pontius Pilatus konstaterer, at “der bliver trængsel ved håndvanske”.
Lær blot skoleelever satirens kunst, for en god latter er helsebringende. Men lær dem også den faglige eller den kunstneristiske analyse, som er bevidsthedsbringende.
Udsnit af tilhørerskaren ved oplæsningskonkurrencen på Bornholm
Så er den årlige oplæsningskonkurrence for bornholmske 4. og 6. klasser afviklet i den store hal på Campus Bornholm. Og igen i år var det betagende og lærerigt at få lov til at være med som dommer.
For det første er stemningen fin, både i hallen, hvor oplæsningen sker foran de mange jævnaldrende fra andre skolen, og i klasseværelserne, hvor der forud øves og fokuseres på oplæsning. Det er tydeligt, at denne bro mellem snak og fortælling på den ene side og skriftsproget på den anden er værd at betræde – både fordi man må tage an andens (forfatterens) sprog i munden, og fordi man skal sætte ord på teksten, så den skaber liv i tilhørerne.
For det andet er det interessant at iagttage forskellen på 4. og 6. klassernes oplæseres tilgang til at skulle stå foran de mange tilhørere. Der var rullet en rød løber ud mellem en trappe og talerpulten. Oplæserne fra 4. gik målrettet hen over løberen, men 6. klasserne først trådte ind på løberen, da de var fremme ved mikrofonen. Dette “billede” var kendetegnende for hele den måde, oplæserne agerede på: 4. klasserne mere umiddelbare og frimodige, 6. klasserne mere reserverede.
Oplæsningskonkurrencen startede oprindeligt som en HC Andersen-oplæsning for 7. klasser. Men erfaringerne herfra fik os til at forsøge med 6. klasserne, og det viste sig at være en gevinst, da de trods alt skulle have langt færre parader oppe, når de stod foran jævnaldrende. Da vi så i tilgift inviterede 4. klasserne til at have deres egen runde, så blev vi bekræftede i, at oplæsning er en givende danskfaglig disciplin, som fungerer i bedste velgående – i hvert fald fra 4. klasse.
4. klasserne læste tekster af Martin Glaz Seerup, Peter Mouritsen og Jesper Wung-Sung om hhv. Elefanten, Ikke-fanten og Peberknægten. De lå godt i munden på oplæserne og skabte store ører hos de kammerater, som kendte alle teksterne i forvejen; de havde arbejdet med dem i klasserne.
6. klassernes oplæsere havde alle valgt den samme tekst, “Prinsessen på ærten”. Og de læste indfølende og levende den gamle tekst. Men de fleste af dem havde for højt tempo, og det er et gennemgående træk, at det er svært at holde et tempo, der fremmer tilhørernes muligheder for at få det hele med og øger oplæserens mulighed for at tale tydeligt, understrege pointer og udnytte pauseringer.
En lille finurlighed: Jeg har fået en CD, hvopå en gruppe herboende udlændinge har indtalt “Prinsesse på ærten”. De har svensk, tysk, engelsk, fransk, arabisk mm. som hver deres modersmål. At lytte til dem gør det tydeligt at dansk tenderer til at være et mumlesprog med alle lydkarakterer afrundede og vokaliserede. Det ord ingen af dem kan udtale er således “edderdunsdyner”!
For at øge elevernes sprogbevidsthed og -fornemmelse vil jeg opfordre alle til at være bevidste om oplæsningsdisciplinens potentialer.
I sprækkerne i de bornholmske klipper i Allinge kan en plante finde rodfæste og skyde op trods de hårde odds.
På samme måde er vi i Dansklærerforeningens Folkeskolesektion overbeviste om, at en fordomsfri, sober og fagligt funderet debat kan bidrage til, at vi kan slå rod i den fagfornyelse, der venter lige om hjørnet.
Derfor indbyder vi til debat på Klippescenen ved Folkemødet. Det er fjerde gang vi har et panel, der tager afsæt i dagligdagen, forskningen og det kollegiale fællesskab.
Det sker: Lørdag den 13. juni 2026
Dansklærerforeningens Folkeskolesektion forsøger at begribe skoledebatten. Kom og deltag i samtalen! Her er programmet:
Debatterne om skolen er mange og peger i mange retninger. Fagfornyelsen er til debat, ligesom børnesynet, forældresamarbejdet og elevernes trivsel, for ikke at tale om elevinddragelse, bæredygtighed, natur og åndelig oprustning. Dette er blot nogle af de temaer, som er i spil, og det fremgår vel sagtens, at det er værd at drøfte, hvordan de lærere, som står solidt placeret midt i det hele, skal finde fodfæste og retning. Det er sådanne problemstillinger, vi tager hånd om i Dansklærerforeningens panel, som nu for fjerde gang søger at få den aktuelle debat gjort begribelig. Panel: Lærer Mette Frederiksen Forperson Katrine Fylking, Københavns Lærerforneing Forsker Nikolaj Elf, SDU Forkvinde Ida Geertz-Jensen Dansklærerforeningen Moderator Jens Raahauge Debatten finder sted på KLIPPESCENEN – G26
Udsnit af Anna Margrethe Kjærgaards udstillingsvindur – med spejling af kirken i Rønne
I dag har Rønne lagt skoler til mine besøg, og 4. klasse på Peterskolen og 6. klasse på Åvangskolen har nok en gang gjort det svært at tro på pressens skriverier om de håbløse tilstande i skolen. Her som på de øvrige bornholmske skoler har jeg kun mødt nysgerrige, frimodige og lærevillige børn.
Når jeg mellem P-pladsen og skolegården på Åvangskolen passerer et trådhegn rundt om SFOen, rinder en situation mig i hu. For nogle år siden blev jeg der mødt af et par gutter, 1. klasse velsagtens, som spurgte mig om min alder. Jeg bad dem gætte. En mente 30 år, den anden 100. Da jeg så fortalte dem det rette svar, blev den ene tænksom og spurgte: “Var der farver på verden da du var barn?”
Derfor er det vigtigt at have historien med i sin undervisning, fordi eleverne – og vi andre – er så flasket op med fremtidsprognoser, at vi forfalder til også at tro på fortidsprognoser; at fortiden er som nu, bare med lidt mangler.
Derfor blev jeg glad, da jeg lige over for kirken i Rønne gjorde holdt ved billedmageren Anna Margrethe Kjærgaards vinduer, som emmer af billedkunst til børn. Neden i det højre vindues højre hjørne fik jeg øje på “En hugorm i hånden”, den illustrerede bog om Martin Andersen Nexøs barndom, som var med i Dansklærerforeningens seneste bogpakke.
Min kone og jeg kom forleden til øen med den kæmpestore katamaran Expressen 5, men fik forinden en sms fra rederiet om muligheden for ombookning pga. hårdt vejr. Og så kan man se Anna Margtethe Kjærgaards billede af passagerer i bugen på den træbåd, som fragtede drengen Martin og hans familie til øen; båden ruller, staldlamperne svinger kraftigt i rummer og folk er brækblege i ansigterne. Her er historieformidling af højeste karat.
En af oplæserne havde i øvrigt valg at læse H.C. Andersens “Prinsessen på ærten”, og det vanskelige for en dansk oplæser er at læse langsomt og tilpas artikuleret til, at tilhørerne får smukt dansk i ørerne.
På en CD, jeg har med mange forskellige nationaliteters oplæsning af samme tekst, er tydeligheden markant, hvad enten oplæserne har tysk, fransk, engelsk, svensk eller arabisk som modersmål. Det er sprog uden mumlen. Men ét ord volder alle vanskeligheder: edderdynsduner – eller hvad det nu hedder med bløde d’er og mange ø-lyde.
udsnit af Tilde Engstrøms oliemaleri “Pigen ved havet”
I disse dage opholder jeg mig på Svanekegården. Jeg er her for at skrive tekster til sange om dansk sprog; Finn Holst har komponeret melodierne, og det bliver måske en opfølgning på vores sammenspilsmateriale “Musikalske trædesten”. Og så er jeg her for at forberede en oplæsningskonkurrence for 4. og 6. klasser på Bornholm.
I sidstnævnte anledning besøgte jeg i torsdags Svartingedalskolen i Hasle; en skole, som er gennemudsmykket af Tilde Engstrøms pastelfarvede billeder. “Man bliver så glad og rolig af de vægge,” sagde en pige, der kom hen og gav sit besyv med, da jeg stod på en af gangene og betragtede billederne.
Jeg kom til at tænke på denne tildragelse, da jeg så den udstilling på Svanekegården, hvor en række lokale kunstnere udstiller som en invitation til Bornholms Kunstrunde, hvor der er åbne atelierdøre fra 14.-16. maj og igen fra 16.-17 oktober.
Da jeg kiggede nærmere på Tilde Engstrøms “Pigen ved havet”, så jeg at pigen har bragt en potteplante med sig ud til havet. Denne kombination af natur og kultur fik mig til at tænke på givende stunder med Anthony Brownes billedebøger, på arbejde med lyrik i skoven og med et forløb om sagn og fortællinger i danskundervisningen.
Børn (og voksne) har brug for at være omgivet af kunst – i undervisningen og i det hele taget. “Man bliver glad og rolig!”
