Forfatter: Jens Raahauge

Nul ord

Jævnligt tager jeg en af Jørn Lunds bøger ned fra reolen for at læse et kapitel om vores sprog og om det, det dækker. Fordi netop han har fanget min langtidsopmærksomhed, valgte jeg på dagen efter hans 80 års fødselsdag at tage et kapitel fra bogen “Kampen om opmærksomhed”; den bog, der på omslaget blot har en lille rød prik og titlen skrevet med meget små bogstaver.

Han skriver i 2020 om, at “det politiskeliv består i at fange vores opmærksomhed, ofte på måder, der er beslægtede både med underholdningsindustriens og reklameverdenens. Man bruger sproget som redskab, kæmper om sendetid, taletid, om ordet”.

Vi har netop oplevet en tidligere showman forsøge at anvende de tillærte virkemidler herfra ved konsekvent at forgrove, at lyve og at nedgøre, som da han for nylig påstod, at allierede soldater nok vat kommet til kampområder, men havde holdt sig på afstand af frontlinjen. Det var amerikanerne, der havde kæmpet.

For det første kommer dette statement fra en mand, der som ung fuskede sig til en kassation angiveligt på grund af en hælspore. For det andet beroede udtalelsen fra denne helt på løgne i flere lag. og for det tredie vakte ordene, som blev udtalt på hans vanlige halvkælne facon*, vrede, bedrøvelse og hovedrysten hos de nedgjorte.

De nedgjorte valgte i dag i tusindtal at møde op foran den amerikanske ambassade for at protestere; vel at mærke ved en protest, der i sin substans bestod i stilhed: Nul ord. Stærkere kan det ikke siges!

Og det vakte berettiget opmærksomhed blandt mennesker. Spørgsmålet er, om det også ramte en åre i den amerikanske ambassadør og hans stab. Jeg tænker på, at det må være besynderlig at tjene en løgner, forhåner og despotisk braldrerøv, hvis man da er et menneske. Hvis ikke, hvad er man så?

Det må være op til os alle at vise, at ikke al opmærksomhed er af det gode!

ps* bemærk, at den kælne med langsomme mundbevægelser omtaler sit parti som “rape-up-licans”; måske forklarer denne freudianske talefejl hans og deres serieovergreb?

Jørn Lund fylder 80

Et udpluk af Jørn Lunds bøger, som man kan sprogvarme sig på

For 12 år siden valgte Dansklærerforeningen at give sin pris Tankestregen til sprogprofessor Jørn Lund for hans mangesidede indsats for både dansk sprog og kultur i almindelighed samt for danskundervisning i særdeleshed. I motiveringstalen fremhævede formand for fællesforeningen Jacob Buris Andersen Jørn Lunds evne til at bygge bro mellem kultur og erhvervsliv, hans utrættelige indsats for dansk sprog, hans arbejde for Dansk Sprognævn og Det Danske Akademi og hans fornemme formidlingsevner.

I de fødselsdagsportrætter, som dagspressen i disse dage bringer i anledning af Jørn Lunds 80 års fødselsdag, fremhæves en lang række andre indsatser, ledelsesopgaver og hædersbevisninger, som i antal og omfang kan give åndenød, ligesom det med vemod for offentligheden og smerte for Jørn Lund selv og familien fremgår, at hans stemme i offentligheden er forstummet, da han efter et hjertestop har mistet evnen til at tale flydende. Men hans omfattende bogproduktion kan til stadighed inspirere og skabe sprogglæde.

Som dansklærer er det værd at fremhæve, at han sammen med professor Torben Brostrøm blev pennefører på faghæftet ’Dansk 1984’, som vel nok er den officielle beskrivelse af danskfaget som bedst og stærkest beskriver faget som det færdigheds-, kultur- og dannelsesfag, det er og bør være.  

Selv har jeg mærket glæden og inspirationen ved samarbejde med Jørn Lund flere gange. Som medlem af Danske Banks Litteraturpris-udvalg var det givende at opleve hans leder- og formidlingsevner, når han skulle forene dette udvalgs mange input til en beslutning, der skulle slå et slag for, at der ligger store værdier gemt i andre bøger end bankbogen. Samme evner kombineret med politisk tæft kom endvidere til udtryk i samarbejde i udvalget om Dansk Litteraturs Kanon.

Men stærkest står de uformelle samtaler om dansk som et levende sprog, som fx kom til udtryk, da han havde været i Argentina for at tale for efterkommere af danske udvandrere, som havde holdt modersmålet ved lige. De fandt, at Jørn Lunds smukke talesprog var lige vel moderne, mens de selv i deres afsondrethed fra Danmark havde konserveret sproget. Et levende sprog udvikler sig i brug, både sagde og viste Jørn Lund. På samme måde står det fortsat mejslet i min erindring, da han hævdede kultur- og åndløsheden i forskningsminister Helge Sanders begreb om ’ fra faktura til forskning’ – en analyse, der har mere relevans end nogensinde. I modsætning til det, Sander og hans lige stod for, var og er Jørn Lund indbegreber af borgerlig dannelse og anstændighed.

Endelig må hans indsats for det nordiske sprog- og kultursamarbejde ikke glemmes, men aktualiseres. 

Så er det koldt derude, da grib en af Jørn Lunds mange sprogbøger, der i et velformuleret dansk spreder sprogvarme og indsigt.

Så tillykke med fødselsdagen, Jørn. Tak for dine mange indsatser og for fine personlige relationer. Hav gode dage. 

Jens Raahauge

At blive rørt

I en kommentar til et af mine opslag citerer fortælleren Anne-Marie Helfer mig for engang at have sagt, at fortælling er vandladningshæmmende. Og ja, man får sagt så meget smart – og har glemt det meste.

Alligevel dukkede et situation op i erindringen: Jeg havde besøgt en klasse, så vidt jeg husker på mellemtrinnet, inden jeg skulle fortælle afrikanske eventyr. Og de skulle ‘i gården’ i et væk. Men da de senere fik karske og dilemmafyldte afrikanske eventyr i ørerne, var vi sammen i en lektion uden gårdture. Det var vist ved refereren til den erfaring, jeg kom med konstateringen. Og de fleste af os kan godt leve os ind i børnenes adfærd: kedsomhed går i blæren, mens optagethed har den modsatte effekt.

Det indebærer også, at man som fortæller skal fængsle eleverne: man skal røre dem. Og det kræver, at man må være lydhør over for deres reaktioner, åndedræt, ytringer ect. Sådan har jeg det i hvert fald, fordi jeg freestyler. Inspireret af de gamle tegneseriestriber har jeg en seddel med anslag, højdepunkt og slutning, suppleret med et par særligt velsmagende ord, i lommen. Resten er samspil med tilhørerne. Og den kan give både nederlag og sejre, men dog langt flest af de sidste. Men fortællingen bliver påvirket af konteksten:

Jeg holder meget af et burkinsk eventyr om det, der skete, da kvinder besluttede aldrig mere at tale med mænd, for samtale med mænd giver dobbeltarbejde. Jeg har fortalt det for en lille gruppe tyrkiske pubertetsdrenge, som fandt det aldeles tåbeligt; og min fremførelse blev skåret ned til det minimale, 5 minutter. Omvendt løb det op til 22 minutter, da jeg fortalte samme historie for en blandet aldesgruppe af elever, hvor de forskellige aldre reagerede på forskellige elementer: kærlighed, nøgenhed, spedalskhed, dyrplageri, magi osv.

Ved min stil er det tilhørerne, der medskaber fortællingen. Andre fortællere er teksttro, dramatiserer, spiller på publikum, bruger udklædning mm.. Men fælles for alle fortællere er, at man ønsker, at fortællingen skal røre tilhørerne.

Og apropos at røre tilhørerne. Ved bestyrelsesmødet i Foreningen ‘Fortælling i skolen’ forleden fortalte en om sin beundring for det arbejde lærerne i en klasse i Svendborg udfører. Vedkommende havde været flue på væggen ved en fortællers optræden, og en af eleverne havde uro i kroppen. Klasselæreren var stille gået hen til eleven og havde lagt sin hånd på hans skulder, og han satte sig og fandt roen.

Som skoleleder har jeg hver morgen valgt at give hånd til flest muligt, og efter aftale fået elever til at sige deres navn, hvis jeg ikke selv føjede det til mit Godmorgen. På den måde lærte jeg alle elevers navne og fik rørt alle, hvilket gjorde det langt lettere at håndtere og neddrosle konflikter. Kan tænkes. at samtalen om den positive berøring et fint supplement til den ophedede diskussion om magtanvendelse.

Beretningen om Svendborglæreres beroligende hånd fik mig til at erindre de mange hundrede håndtryk, hvor vi rørte hinanden.

Hvad er det, børnene hører?

En af gevinsterne ved som leder eller som dansklærer at påtage sig at være fortæller er, at man lærer børnene/eleverne bedre at kende. Sådan skrev jeg i går i mit indlæg om “Lederen som fortæller”. Dette vil jeg gerne uddybe på baggrund af mange års optagethed af, hvad det egentlig er, børn hører, når man fortæller.

Det rækker ikke at spørge, for så svarer de med ord og sætninger, der svarer til det, der er blevet fortalt. Derfor har jeg valgt at bede om en tegning/illustration til det, de har hørt. Og her kommer så et par eksempler:

Historien, de har hørt fra min mund, er beretningen om “Noas ark”, og eleverne går i 2. klasse. Da jeg får overbragt de 20 tegninger af klassens billedkunstlærer, kan jeg lægge dem i tre bunker: en, hvor flere dyr to og to går ind gennem en luge i en stor træbåd. (Her drejer det sig om børn, der har læst en eller anden børnebibel). Dernæst en, hvor dyrene balancerer på en smal planke, der fører fra molen og frem til en luksussejlbåd. (Her er der tale om børn, hvis forældre har en båd liggende i havnen). Endelig en, hvor dyrene ubesværet vandrer ind på en færges vogndæk. (Børnene har hjemme i en færgeby).

Så mens jeg har fortalt, har der udspillet sig 20 forskellige historier i de 20 tilhørere.

På samme vis, da jeg for elever i 4. klasse fortalte om “Moses og den brændende tornebusk”, kunne deres billeder opdeles i flere grupper: En, hvor Moses står indhyllet i hvidt klæde. (Her har børnene kendskab til traditionel, illustreret børnebibel). Dernæst en, hvor Moses står svedende iført romersk hærførerdragt. (Her er der tale om børn, som har stiftet bekendtskab med “Asterix og Kleopatra”). Og endelig en, hvor Moses er iklædt konditøj; en tilmed i Brøndbys spilledraget og flere med Nike-sko. (Her er tale om tilhørere, der har hæftet sig ved sol og sand.) Blandt sidstnævnte var der tilmed en, der havde ladet ham komme frem til tornebusken på en Mountainbike. (Fordi jeg havde sagt, at han ‘drog’ ud i ørkenen, og det betød, at han cyklede.

Så mens jeg har fortalt, har en gruppe stort set hørt det, jeg har set for mig, mens en anden har ladet Moses slæbe sig frem i tungt, militært udstyr fra Romertiden. Endelig har en gruppe lyttet til en nutidig ferieberetning.

Det er da overvældende at erfare, hvor forskelligt det, man fortæller, opleves. Man får helt konkret udtryk for, hvor forskellige børns forudsætninger er, og hvor mangfoldigt de derfor oplever det, man siger.

ps. Jeg kunne have valgt eksempler fra andre fortællinger end de gammeltestamentlige, men de er da eksemplariske.

Lederen som fortæller

Jeg har just været til bestyrelsesmøde i foreningen FISK, Fortælling i skolen. Og der kom jeg til at tænke på de gaver, man får, når man som leder kaster sig ud i at være fortæller. Måske beror min tro på fortællingens styrke på, at jeg for mange år siden oplevede den, da jeg selv gik i skole. Men jeg har fået denne styrke bekræftet ved selv som skoleleder at tage fortælleren på mig.

For at skaffe mig fortællerum fik jeg af personalet grønt lyst til at afholde morgensamlinger, hvor jeg fortalte. Efter at have haft alle elever samlet blev det mere og mere klart, at det ville give mig et mere håndterbart publikum, hvis elevgruppen blev delt op i den traditionelle indskoling, mellemtrin og udskoling. Samtidigt kunne jeg lægge fortællingerne ind i skemaet ved at ‘stjæle’ en morgenstund på 20 minutter tirsdag, onsdag og torsdag på det tidspunkt, hvor eleverne havde læsebånd.

Indholdet i mine fortællinger var dels hentet fra litteraturen, hvor jeg kunne promovere forfatterskaber, forskellige vinduer til fiktionens univers og gode historier, som kunne lede elevernes tanker på himmelflugt og deres fødder på vej til skolebiblioteket.

Men jeg kunne også tage dagligdags problemer op, og frem for at moralisere (direkte) var det muligt at sætte tanker i gang om det samvær, vi havde med hinanden, og om de værdier, vi ønskede at være sammen om.

Men andre gange var det muligt i fortællingens regi at promovere forskellige fagområder, som det var væsentligt at vække elevernes nysgerrighed omkring. Og ja, jeg er primært danskfaglig nørd med hang til litteraturen og fortællingen; alligevel vil jeg opfordre ledere til at blive fortællere, fordi ethvert fagområde indeholder sine egne undere, som det er væsentligt, at eleverne bliver slået af.

Og hvad får man så ud af at være fortæller som leder?

Jo, for det første kommer alle elever til at kende skolens leder og fornemme, hvad hun/han står for. (Jeg har besøgt en del skoler, hvor mange elever ikke ved, hver der er skoleleder!!)

For det andet får man en kontakt til eleverne, som er guld værd, når der opstår problemer, der skal håndteres. Man får tilmed foræret en fælles reference, som kan være problemløsende. Fx at det at sende hadbeskeder på sms er at sammeligne med den dødbringende bue og pil, som Bent Haller fortæller om i ‘Fredsaberne’, og som netop er både farlig og ussel, fordi den ‘dræber’ på afstand, uden af affyreren får blod på hænderne. Jeg har brugt historien, som var kendt fra en morgensamling, som begrundelse for, at en, der stod bag en hadbesked, skulle læse den op for den, der var blevet ramt.

For det tredje mener jeg, at det betyder noget, at lederen fortæller, fordi det animerer både lærere og elever til at fortælle.

Derfor vil jeg opfordre lederne i skolen til at skabe sig et fortællerum- og gerne hente inspiration i foreningen ‘Fortællingen i skolen”. (Vi kunne lave et ledernetværk!?) Der er generalforsamling i foreningen onsdag den 11. marts 2026 kl. 19-21, og første del af dagsordenen er en gedigen opvarmning med skuespiller og fortæller Vigga Bro. Generalforsamlingen afholdes på Forsøgsstationen, Sønder Boulevard 81, 1720 København V.

Gå ind og læs nærmere på FISK’s hjemmeside: https://fortaellingiskolen.dk/

Nye begyndelser

Udsnit af forsiden på Anja Hitz’ ungdomsroman “Den dag vi var helte” (abc forlag 2025)

Der er gang i salget af papirbøger, hvis man da skal tro på de mange meldinger, der er fulgt i kølvandet på kulturministerens bogstøtte. Og det er fint, at der bliver købt klasse- og gruppesæt ind til dansktimerne. Men lige så vigtigt er det, at der kommer bøger på reolskelettet på det, der nu atter bærer navnet ‘skolebiblioteket’. Det er herfra et belæst personale kan stimulere læsningen og læselysten ved at have en mangfoldighed af titler til mangfoldigheden af læsere.

Som et udspring af den opfattelse har jeg vendt blikket på en række mindre forlag, der ofte har blik for andre titler end de store mainstream-udgivere

Jeg er lige faldet over et par nye titler fra ‘abc forlag’, som ofte har overrasket med en sikker sans for kvalitet. Det har således været påfaldende så ofte en vinder af Nordisk Råds Børne- og Ungdomsbogspris er blevet udgivet her – før prisen var besluttet.

Blandt de seneste ungdomsbøger herfra er jeg blevet grebet af Anja Hitz’ ungdomsroman ‘den dag vi var helte’ om en pubertetsdreng, hvis far dør, og hvis verden derfor krakelerer. Han kan ikke tage imod kærlighed fra hverken farmoren eller en jævnaldrende pige, men bliver besat af en færden på sociale medier – lige frem til dette får uforudsete og voldsomme konsekvenser. Han får brug for en ny begyndelse, hvilket bliver muligt som følge af farmorens og venindens kærlighed og en dåsering. Han begynder på efterskole.

Anja Hitz skriver i et let, men aldrig overfladisk sprog, og hun kan komponere en historie, så det ene kapitel fordrer det næste. Faktisk er hun i stand til at spille på sproget, så selv en bedaget læser bliver opslugt af handlingen, må slå op for at lære nye ord at kende og af og til må bekæmpe en snigende grådlabilitet. Dertil kommer, at hun rammer markante temaer i tiden: tab, kærlighed, sociale medier, skolevægring og meget mere.

Her er undervisningsstof til mange lektioner – og titler, der kan perspektivere står i kø, som fx Jesper Wung-Sungs ‘ Det år sjæle slår smut’, en anden ny begyndelsesbog fra ‘abc forlag’ Daniel Zimakoffs ‘Papbrødre’, som også beskæftiger sig med det, der er værre end skilsmisse: sammenbragte børn, og norske Iben Akerlies ‘Nils non grata’, om at starte i ny klasse for ottende gang.

Nåe jeg nævner flere titler, så er det for at pege på det oplagte, for nu at bruge et Jesper Wung-Sung-citat: at lade den ene bog tænde den næste, at skabe lystne kædelæsere.

Kig mod de små forlag, hvor det spirer. Derfor må jeg også lige nævne Dansklærerforeningens serie ‘LÆSBAR’, hvor hver titel er letlæst og er blevet til i sambejde mellem forfatteren og en ung læser,

.

Et forfatterskab

Her i weekenden var jeg til børnefødselsdag hos en familie, der har en opslagstavle i stuen, hvor børnenes frembringelser fra børnehave og skole kommer til deres ret, hvis de altså er præget af den umage, der giver dem adkomst til at pryde væggen.

Her faldt jeg over et forfatterskab, der kan åbnes. På forsiden står ‘Ole Lund Kirkegaard’, og et par ting fra hans univers står malet på døren, bl.a. hans pibe (der har facineret pigen i 2. klasse, som var hun FOX News-journalist, der havde mødt Lars Løkke).

Når man åbner skabet, finder man et vue over udpluk af forfatterens biografi og en bibliografi, skrevet i fin håndskrift, mensb der er en tegning af Orla Frøsnapper og et folde-ud-billede af næsehornet Otto, der træder ud fra væggen. Og endelig er der en slikpose med ‘ordgodter’.

Se, dette skab emmer af god undervisning. Her er billeder af to centrale titler, som klassen har hørt, men også en biografi, for “så kan vi låne dem på biblioteket og læse videre”. Der er en skelnen mellem plakaten af Orla og folde ud-billedet af Otto, som jo er en tegning, der bliver levende. Her er tegn på, at håndskriften har plads i de daglige rutiner. Og endelig er der slikposen, som signalerer, at nogle ord ligger godt i munden og smager helt særligt.

Hvor er det herligt, at fagligheden finder vej til familiers stuer! I min optik er dette et væsentligere bidrag til skole/hjem-samarbejde end tasteadfærd på AULA.

Måske har dansklæreren i 2. klasse set det vidunderlige ‘forfatterskab’, som Katja Gottlieb producerede som en introduktion til Jesper Wung-Sungs forfatterskab. Jeg har just genfundet det på Bausagerbooks facebookside fra 9. september 2019. Katja Gottlieb lancerede ideen i Dansklærerforeningen og ved nogle af de kurser, hun afviklede om forfatteren. Siden ved jeg, at en del danskfagudvalg tog ideen op.

Hvor er det værdifuldt at se, at direkte eller indirekte inspirationer kan forplante sig til begejstring i eleverne.

HCA & USA

HCA & USA

H.C. Andersen kom aldrig til Amerika trods stor rejselyst; selv begrundede han det med en ”vandskræk”, som nok stak dybere end som så. Han længtes ikke som Tom Kristensen mod skibskatastrofer.

Men til trods for at han aldrig kom derover, fornemmede han det store lands dobbeltheder, idet kulturen var præget af både fremdrift og overfladiskhed, et modsætningspar som vi helt aktuelt skal håndtere som følge af pågående politiske proklamationer, der bygger på en løsagtig omgang med facts. HCA forudså, at amerikanerne ville overhale et Europa, som kerede sig om sin historie, og at de ville komme hertil i luftskibe og se vores verdensdel på en uge. Og helt aktuelt lider store byer i vores del af verden under masseturismen.

Sådanne markante registreringer fremgår af den interessante bog om ”H.C. Andersen i USA” (Syddansk Universitetsforlag 2025), hvori første tredjedels artikler beskriver H.C. Andersens tilstedeværelse og udbredelse i amerikansk kultur historisk og aktuelt. Professor Karin Sanders beskriver Andersens fascination af amerikanernes fremtidstro, men også forholder sig kritisk til deres slavehandel og fordrivelse af den oprindelige befolkning. Professor emeritus Johs. Nørregaard Frandsen beretter om Andersens betagelse af de teknologiske fremskridt, som dog endnu mangler poesi i et første afsnit og i et andet om Hollywoods, her eksemplificeret ved skuespiller Danny Kaye, overstadige dyrkelse og respektløse dyrkelse. Professor Julie K. Allen fortæller om de ret mange HCA-monumenter, der er opstillet rundt om i USA; mange af dem blevet til på foranledning af indvandrere med danske rødder. Lektor Claus Elholm Andersen giver med eksempler fra sin undervisning på et universitet i Wisconsin et indblik i, hvordan HCA fortsat kan gøres vedkommende for unge amerikanere. Professor Poul Houe tager læseren med omkring den modtagelse, som HCAs indtog i USA blev til del. Han beskriver her blandt andet, hvordan moralsk korrekthed og puritanisme bidrag til at henvise adapterede eventyr til at være børnelitteratur. Disse fem artikler tegner et nuanceret og interessant billede af vores store digters status i USA og antyder, hvad vi får retur deroverfra.

Denne udveksling bliver speedet op i de kommende artikler, hvor mag.art. Torsten Bøgh Thomsen giver læseren et indblik i arbejdet med det særegne eventyr om ”De røde sko”, samt i amerikanske studerendes reaktioner på dette eventyr. Lektor   Anne Klara Bom og PHD. stipendiat Sara Bruun Jørgensen retter blikket mod amerikanske tidlige filmadaptioner af en håndfuld af de mest ikoniske eventyr, mens professor Elisabeth Oxfeldt bringer Disneys filmene om ”Frost” og deres nye tolkninger og værdier af ”Snedronningen”, som nu skildres i økofeministisk skær. Disse tre artikler bringer læseren på sporet af et kulturmøde, der på en gang lader os se den kendte H.C. Andersen i nyt lys og giver et stærkt indtryk af den amerikanske kultur, som i høj grad dominerer vores forbrug af medier og forbrug.   

I den tredje del af bogen præsenterer professor Sven H. Rossel i et essay, der eksemplificerer med fine citater, fire oversætteres arbejder med kendte eventyr, mens cand.mag. Lise Bostrup overbevisende gør rede for de tidlige og stadigt anvendte oversættelser er blevet til på baggrund af tyske forlæg, mens forsker og oversætter Marthe Hult giver et indblik i nogle af de overvejelser, man må gøre sig, når man skal oversætte en så sprogligt kompleks digter som HCA. Disse tre artikler giver tilsammen et godt indtryk af de hæl- og tåklip, der er forbundet med oversættelse fra dansk/germansk til engelsk/amerikansk. Dette afsnit af bogen vil efter min opfattelse være en glimrende inspiration til en tværsproglig undervisning.

”H.C. Andersen i USA”, redigeret af Claus Elholm Andersen, Johs. Nørregaard Frandsen og Torsten Bøgh Thomsen) føjer sig fint i den række af udgivelser, som kvalitativt stærkt er udkommet på det seneste, og som i mange belysninger viser digterens format. Det må stå klart, at hvis vi skulle have en litteraturkanon med kun ét navn, måtte den bestå af Hans Christian Andersen!

I skyggernes spil

Når man ikke bestiller julegaver via Ønskeskyen, risikerer man at få gaver, som man ikke har ønsket; ja, som man måske end ikke vidste fandtes. I min optik er Ønskeskyen derfor en absurd størrelse, fordi den afmystificerer gavens natur og så at sige målstyrer den. Dermed bliver gavegivningen en handling, der er i familie med den mangesteds nærværende afsjæling af menneskeligt samspil.

Dette blev åbenlyst for mig, da en god ven til jul forærede mig japanske Junichiro Tanizakis ”Til skyggernes pris” (Forlaget Korridor,2024). Heri begræder forfatteren det kulturtab, som det elektriske lys har påført japanerne. Deres huse har været præget af skygge og dæmpede belysninger, som gav spil i skyggerne og liv i oplevelserne.

Bogen fik mig til at mindes et samarbejde, jeg for mange år siden havde, med folkemindeforskeren Iørn Piø i forbindelse med et par bøger om ”Nissen” (Gyldendal 1980) og ”Julemanden” (Foreningen Danmarks Folkeminder 1989). Piø brugte om det, vi normalt benævner ’overtro’, begrebet ’tiloverstro’ og uddybede dette ved at påpege, at alle de væsner, som ingen havde set tydeligt, men som mange havde anet, befandt sig i skyggerne i det dårligt oplyste rum. På forunderlig vis blev det klart, at hele den danske folketro, som Evald Tang Kristensen og andre registrerede, var livet i skyggernes spil.

Da jeg senere læste og blev betaget af Knud Erik Pedersens ”Esben” (Gyldendal 1982) og de opfølgende bind, blev det klart, at den forsigtige og ængstelige dreng, som frygtede at gå op på deres mørke loft med alle skyggerne, fik fordrevet angsten sammen med mørket, da der kom elektrisk lys på loftet.

Det er dette lys, der fjerner skyggernes spil, og som ifølge Tanizaki får vesterlændingen til at dyrke det skinnende, det blanke, det påtrængende. For ikke at lade hvidheden spolere skyggernes spil farvede japanske kvinder tidligere deres tænder sorte, hvor jeg bemærkede, at alle kvindelige kandidater ved kommunalvalget på Frederiksberg havde smil med kridhvide tænder. Og de mange influencere overgår politikerne i lysende hvidhed. Derfor må det være oplagt at spørge om, hvad det er de skjuler i al deres belysthed?

Måske kan vi finde en af forklaringerne på, at litteraturundervisningen ofte har trange kår, at den foregår i en sammenhæng, hvor idealet er ’at forstå’, mens det må være ’fortolkningen’, trangen til at forstå, der må drive værket.

Da lærer Mette Frederiksen og jeg lavede mellemtrinskursus for 358 dansklærere, tog vi afsæt i et sagn om ”Aamanden”, og da kursisterne selv skulle frembringe fortællinger om ’det farlige vand’ blev det ofte klart, at ’spillet i skyggerne’ findes i nogle situationer af vores liv. Vi kan søge at skabe fortællinger om tilværelsen i uoplyste rum, eller vi kan lege med skyggerne i solskin, hvor skyggerne får deres eget liv, men styret af os, der kaster skygger. Det er en sjov indskolingsleg at lade skyggerne danse, aftegne og spille sammen. Jeg har også set teenagere på tur finde det forunderligt at lade deres skygger smelte sammen eller spille ping pong.

Jeg er taknemmelig over at have fået en gave, jeg ikke vidste fandtes. Den japanske æstetik, som den var tidligere før illumineringen, forekommer mig i fuld skala ikke attraktiv, men den kan få os til at reflektere over vores dyrkelse af, om spotlightet er den mest givende form for oplysning. Narrer vi ikke os selv, hvis vi fornægter det leben, der trives i skyggerne?

Så tak for den overraskende gave, som jeg ikke kunne have rekvireret gennem Ønskeskyen. At få en sådan gave kan lignes ved at komme på et skolebibliotek, der er betjent af en skolebibliotekar, der kan få mig til at læse en bog, jeg ikke vidste fandtes, og som jeg derfor ikke kom for at få med mig.            

Lavthængende læsningsfrugter.3

Uddrag af tekst der er skrevet på Olivetti Valentine

Juleaften fik en pige på 8 år en speciel gave; en rød rejseskrivemaskine – Olivetti Valentine. Og voila, pigen satte sig prompte til tasterne og skrev og skrev og var uden for anden rækkevidde, end den historien indbød til.

Denne hændelse fik mig til at erindre en episode, som udspillede sig på Jensen & Dalgaards stand ved BogForum det år, hvor de havde udgivet Mette Hegnhøjs aldeles unikke fortælling om “Ella er mit navn. Vil du købe det” (2014). Udgivelsen bestod af en æskefuld maskinskrevne løsblade garneret med poetsne (konfetti lavet af den evigt og altid fraværende mors bøger). Selvfølgelig havde det krestive forlæggerpar udstyret deres stand med nogle gamle, men funktionsdygtige skrivemaskiner. To pubertetsdrenge, som talte med frisk nydansk accent, så disse anordninger med tastatur. Den ene satte sig og skrev et ord, hvorefter han råbte til sin ven: “Aj, bror, kom og se. Den printer med det samme!” Og så skrev de begge videre.

Denne fascination af det analoge, denne fornemmelse af den direkte forbindelse mellem det hånden gør, og det øjenene ser, er et uvurderligt bidrag til stimulering af omgangen med bogstaver; det vi med andre ord kalder læsning og skrivning.

På gengivelsen af arket fra “Bobo og Kalles rejse” kan man både læse en bid af historien og se rettelser. Jeg har just set samme fænomen i den fine bog om forskningen af H.C. Andersens manuskripter, “H.C. Andersen ved skrivebordet” (Nord Academic 2025). Det er oplagt at stimulere skriveinteressen ved at vise den meget unge skribent kopi af et HCA-ark.

Den nu afdøde journalist Frederik Dessau blev af sin arbejdsgiver opfordret til at tage et kursus i skrivning på computer, men var skeptisk. Han blev mødt med argumentet, at det var meget nemmere at rette. Til det havde han en bemærkning om, at det vel var bedre at tænke sig om, inden man skrev, så man ikke behøvede at rette. Og hvis man endelig skulle, så var viskelæderet vigtigt. Men det vigtigste ved den besværlige adgang til at rette var, at man blev animeret til at tænke sig om, før man satte ord på papiret.

Derfor er analoge skriveredskaber en forunderligt supplement til den nemme digitale skriveløsning; de fremmer tænksomheden omkring omgang med bogstaver.

Så giv børn og unge adgang til en variation af skriveredskaber: gamle skrivemaskiner, fyldepenne, blyanter, tusser – alt det, der “printer med det samme”. Det fremmer i sidste ende læsningen.