litteraturundervisning - Dansklærerforeningens Folkeskolesektion

Den sidste perle

Overskriften refererer til titlen på det eventyr, som Museum Odense har erhvervet manuskriptet til – med rundhåndet støtte fra Austinus Fonden, og ikke til, at det er den sidste H.C. Andersen-perle, der kommer forskningen i hænde. For der ligger meget “derude” og venter på tilsynekomst.

Men nu er “Den sidste perle” altså hus i Odense, og i den anledning inviterer H.C. Andersen-Samfundet i København til et arrangement.

Her er den invitation, der er udsendt til HCA-Samfundets medlemmer – og bemærk, at gæster er velkomne for en beskeden entre:

I 2024 erhvervede H.C. Andersen Hus i Odense manuskriptet til eventyret ”Den sidste Perle”, som H.C. Andersen blev inspireret til af en bevægende historie i forbindelse med hans forhold til familien Abrahams.

Vi har i den forbindelse den glæde at invitere medlemmerne

Tid: Onsdag den 26.August kl. 19-21

Sted: Dansk Forfatterforening

Strandgade 6, st.

1401 København K

til et arrangement, hvor vores tidligere prismodtager, seniorforsker Ejnar Stig Askgaard vil fortælle om manuskriptet samt om den store samling Anderseniana museet erhvervede i julen bl.a. ”Digte” (1830) med dedikation til Oehlenschläger samt manuskriptet til tragedien ”Maurerpigen” fra 1840, der blev anledning til et brud mellem H.C.Andersen og fru Heiberg.

Gæster er velkomne. Entré kr. 50,00.

Tilmeld dig gerne til Jens Raahauge, jra@dansklf.dk eller pr sms 2542 1845 (aht. klargøring af lokale).

Der kan i forbindelse med arrangementet købes vin og vand.

Med venlig hilsen

pbv

Kirsten Dreyer, formand

At ærgre sig er gratis….

Det skulle have været audiensens og velsignelsens dag, men for Ole Dalgaard og mig druknede det hele i et romersk vandfald fra over, ledsaget af lyn og torden, som cirkulerede lige over os, der ventede på velsignelse.

Det er ærgerligt. Men som Oles mormor havde broderet på en klokkestreng: “At ærgre sig er gratis, og det er faktisk skidt, for hvis det kostede penge, så ærgrede man sig ikke så tit”.

Det var den mormor, som stod for husholdningen i det hjem, som Ole om sommeren besøgte og ferierede i. Vi bordet var der faste pladser. Morfaren var musiker. Han kom hjem et godt stykke ud på aftenen, og en dag havde han en kollega med hjem. Det betød, at Ole fik en anden plads ved bordet end vanligt. Og her gik det op for ham, at verden kan se helt anderledes ud, når man skifter plads.

Denne epokegørende opdagelse beskriver han i den af Dorte Karrebæk så smukt illustrerede erindringsbog “Og så var der verden som den var” (Dansklærerforeningen, i serien Min historie”. Dette er for mig at se denne smukke bogs clou, og det peger på nogle af de litterære greb, som Ole / OscarK anvender i sine tekster. Og det gør han ikke for at komplicere, men for at nærme sig den virkelighed, vi er bundet til – så godt som det nu lader sig gøre.

Hvis jeg skulle råde de skolebiblioteker, der nu måske får penge til bøger, så ville jeg pege på OscarK’s værker til børn og unge – fra Hugo & Holger over Ungerne fra Strandholt til Biblia Pauperum Nova – fordi de kan anfægte både børn, unge og undervisere. Og den fælles anfægtelse er måden at nærme sig virkeligheden på!

Og apropos vores audiens: Det kan godt være, at de himmelske tegn udviklede sig anderledes end forventet. Men da vi gennemblødte søgte ind på en cafe nær Vatikanet, havde en andet også søgt ly for styrtregn og donnerwetter: en gråspurv, der satte sig på vores bord. Og med ét var ærgrelsen afløst af smil.

Samtaler om det usagte

Jeg sidder sammen med Ole Dalgaard, for nogle bedre kendt som Oscar K, og vi taler om litteratur, tilværelsen i almindelighed og om det forunderlige i, at ingen ved, hvad hinanden har af tanker. Kort sagt: Vi lader op til, at vi i morgen tidlig, meget tidligtt, skal i audiens hos Pave Leo, som måske er den eneste statsmand af format, der stiller op mod den galskab, som Trump, Putin, Natanyahu og ligesindede står som eksponenter for.

Under samtalen må vi selvfølgelig vende litteraturens rolle og væsen, for den sætter spor alle steder. Lige over for vores café er der et solarium, som bærer navnet Seherazade. Det matcher fint Frederiksbergs Monrad Thai Massage.

Ole beklager den mangel på fordybelse, som ligger i mange læreres udsagn om, at de ikke kan nå at læse og arbejde med hele romaner. For hvad skal de nå, som ikke kan opnås gennem arbejdet med én roman. Ole husker selv, at hans klasse i engelsk brugte et halvt år på at læse balkonscenen fra Shakespeares Romeo og Julie.

Og jeg har selv været med til at udarbejde arbejdsoplæg til OscarK’s trebindsroman om Ungerne fra Strandholt, som efter min mening kunne række til flere måneders fordybende litteraturundervisning på mellemtrinnet. Men nej, der er så meget vi skal nå, så både fordybelsen, fagligheden og fællesskabet får åndenød i afvekslingens navn.

Vi taler også om hvilke af Oles bøger, han sætter mest pris på. Og det er lidtsom at spørge en mor om, hvilket af hendes tre børn hun holder mest af. Men så lad min hjælpe: i den oprørske ende finder vi De tre. I den eksistentielle ende Idiot, Lejren og Biblia Pauperum Nova, og så er der en stribe, der er glemt.

Det karakteristiske ved OscarK’s forfatterskab er, at han vil læseren noget, men at læseren ofte ikke med på turen, fordi den er kompleks. Ja, den er faktisk så flertydig, at man kan komme i nærheden af en tilværelsesforståelse. For gennem den indre monolog får man et kig ind i, hvad andre mennesker tænker og føler.

Og i morgen vil jeg måske opholde mig ved de tanker, som mødet med Pave Leo afføder.

Tak for “Dansen gennem sommeren”

Udsnit af Birgitta Fabers omslaget til Dansen gennem sommeren (Tranebog)

Bo Green Jensen, forfatter, anmelder, kulturjournalist, er død, og læs fx Annegrethe Rasmussens smukke mindeord om ham.

Her skal lyde en tak for hans ungdomsroman “Dansen gennem sommeren”, som for mig blev anledning til en helt enestående oplevelse af, hvad god litteratur kan berige en undervisning med. Det var i 1985, og det var i 9. klasse. Jeg havde fået bogen hjem i klassesæt fra Amtscentralen efter at have læst den og være blevet grebet.

Jeg fremlagde for eleverne, at vi kunne læse romanen og følge en af de måder, vi plejede at anvende, når vi arbejdede med litteratur, eller vi kunne prøve noget nyt: at skrive en folkevise over bogens handling og “morale”. Eleverne valgte det sidste forslag, fordi vi kunne slå to fluer med et smæk: lave en kreativ analyse af bogen og få et godt afsæt for arbejdet med folkevisegenren.

I al korthed beskriver bogen en cykelferietur til Bornholm, hvor kæresteparret Lisa og Jac får følgeskab af Jacs ven Stankelben. Alene kælenavnet signalerer det irriterende ved, at han hægter sig på. Da en motorcykelbande indfinder sig på den campingplads, hvor trekløveret har slået deres telt op, brydes freden. Bandelederen forlanger at få stillet Lisa til rådighed. Jac forholder sig overvejende, mens Stankelben går fysisk løs på overmagten og mister livet. Efter hjemkomsten går Lisa og Jacs forhold i opløsning.

Og det gik bedre end jeg havde drømt om. Efter aflytning af nogle indsungne folkeviser valgte vi “Ebbe Skammelsøn”, som er indsunger af Daimi, og som har et omkvæd på to linjer, hvilket giver lidt mere spillerum.

Referatet af bogens handling kunne alle klassens fem grupper få hold på i visens fortløbende vers, og den overordnede fortolkning skulle derpå sammenfattes i omkvædet, hvilket naturligt nok gav svare problemer. Mens fire af grupperne valgte en ret nem og overfladisk løsning som fx “Tag aldrig mer end to af sted / på tur til Bornholm”, skrev en femte gruppe: “Da Stankelben døde, blev han en grav / mellem Lisa og Jac”.

Mens de overfladiske løsninger gav anledning til almindelig moro, var der enighed om, at gruppe fems omkvæd var stærkt. Og det gav anledning til en samtale, der blev i fin overensstemmelse med Villy Sørensens analyse af folkevisen i “Digtere og dæmoner”. “Dansen gennem sommeren” tryllebinder, fordi den beskriver det, der er svært at fatte. Den er som Villy Sørensens analyse ‘klar og tvetydig’.

Vi afsluttede med at danse visen som kædedans. Og det blev åbenbaret, at alle er fælles om handlingen, mens forsangeren “ejer” omkvædet, der kan få det til at gyse i alle.

I klassen var der enighed om, at folkevisen viste, at “Dansen gennem sommeren” er en stærk roman, der handler om unges vilkår her i livet.

Jeg tænker af og til tilbage på dette nu mere end 40 år gamle undervisningsforløb, som blev et væsentligt bidrag til min tro på, at god litteratur kan påvirke de læsende sjæles gangart – og de undervisnede dansklæreres undervisningsmod.

Tak for dansen, Bo Green Jensen.

Kanon nordisk

På vej til Madens Folkemøde havde jeg taget et par bøger fra Dansklærerforeningens seneste bogpakke med til togturen til Nykøbing Falster. Og ikke mindst som association til Claus Meyers prisværdige indsats for nordisk mad (NOMA) havde jeg valgt Lotte Prætorius og Ditte Eberth Timmermanns “Tema. Blik mod Nord. Nordiske kanonforfattere” og som perspektivering fra serien “Tendens” Peter Jensen, Jan Aa.H. petersen og Sune Weiles “Kanon i dansk”.

Det blev en øjendans på skinner. Temabogen præsenterer seks forfattere. Hans Lynge, Heinesen, Skram, Ibsen, Lagerlöf og Södergran. De præsenteres kort og præcist ved forfatternes ord og hver et velvalgt tekststykke. Herefter følges op med spørgsmål til teksten og tekstens perspektiver, samt kreative opgaver.

Det er en bog, der får en til at juble over, at det nordiske perspektiv er taget ind i kanonarbejdet.

Tendens-bogen kommer fornemt rundt om de fleste af de aspekter, der knytter sig til kanon-tænkningen, og er som sådan et fint bidrag til de studerendes kritiske stillingtagen til det at skulle læse noget centralt udvalgt.

På illustrationen ses en mark med høje planter af græsfamilien. Når de høstes, vil marken som en høstet majsmark stå med stive og lige høje stubbe. Det var de rør, der blev anvendt som målestok for alskens ting i tidligere tider. Og de kanonformede rør på den høstede mark fortæller til den, der erindrer den uhøstede mark, at der findes megen næring ud over de tilbageværende rør.

Alligevel tilhører jeg den gruppe, der finder det frugtbart, at en lille gruppe med indsigt kommer med forslag til udvælgelse blandt den uoverskuelige litteraturjungle af undervisningsstof. Men også, at den kritiske sans konstant er i spil. Det er for mig tydeligt, at dene nuværende kanon har skullet rette op på en kønspolitisk uretfærdighed. Og af samme grund er tekstvalget, opgaverne og spørgsmålene tæt knyttet til identitet og køn. Derfor vil også denne kanon have en afmålt levetid.

Men hvor er den forfriskende. Og set med grundskolebriller viser den klart, at den spændetrøje, som den tidligere var iført: at skulle pege på fælleskanon for grundskole og gymnasium, ikke var frigørende. Det er den nuværende tænkning med få obligatoriske og en stor kreds at skulle vælge imellem.

Lad også grundskolen slippe ud af spændetrøjen, da det nu aldeles ikke giver mening at operere med en fælleskanon med gymnasiet, der har forladt det fælles og fundet en frugtbar frihed.

ps. en ærgerlig fejl i omtalen af Edith Södergran, som ifølge bogens tekst dødede i en ung alder. Er det en svedisme? Begik hun selvmord? Eller er det bare en korrekturfejl?

Men tak for de to inspirerende bøger!

En lotus i børnebøgernes sø

udsnit af forside, Pepetelas Jaime Bunda – hemmelig agent

i år er det 50 år siden, at bibliotekar Vagn Plenge i Singapore fik øje på en række børnebilledbøger, som han MÅTTE udgive, når han kom hjem. De blev til Lotus-serien, som bragte asiatiske fortællinger og illustrationers fremmedartede verden ind i det danske børnelitteraturunivers. Det var dengang børnebøger blev anmeldt i dagspressen og skole- og børnebibliotekarerne kunne købe ind; 2700 lød førsteoplaget af bøgerne på, og de blev hurtigt udsolgt.

Siden dengang har det forlag, HJULET, som Vagn Plenge startede udgivet stribevis af børnebøger fra alle de dele af verden, som vi normalt ikke får autentisk kendskab til, idet forfatterne og illustratorerne er netop fra de verdensdele. Det er ganske enkelt kulturformidling af højeste karat, som Vagn Plenge gennem forlaget HJULET præsterer.

Og ofte beskæftiger fortællingerne sig med dilemmaer, som nok hører andre kulturer til, men som så sandelig også er vedkommende for os – og hvor netop den kulturelle kontrast gør relevansen markant.

Tag fx den japanske historie om Taros bedstemor, hvor landsbyens leder i dårlige tider vil fordrive alle ældre op i bjergene, så der bliver mad nok til de produktive. Taro, som elsker sin bedstemor, skjuler hende for lederes og hans slæng. Har vi fænomener, der kan lignes ved historien? Plejehjem? Kontanthjælpspolitik? Integrationspolitik?

I tillæg til børnebøgerne har Vagn Plenge udgivet romaner fra De varme lande til unge og voksne. Rystende beretninger som “Kun en torn” om en risbonde der så at sige rådner op, og humoristiske som fx en afrikansk James Bond-detektiv, Jaime Bunda – og alt derimellem.

Af børnebøgerne er der titler, der har brændt sig fast i mig, som fx de australske myter om “Femsingerne”, de sydafrikanske fortællinger af Niki Daly, Toshi Marukos “Lynet over Hiroshima” og senest den ukrainske dagbog om “Min tvungne skoleferie”.

Nu, hvor der tilsyneladende skal ske en opgradering af skolebiblioteket i særdeleshed og af bogen status i almindelighed, synes jeg, at der er grund til at åbne øjnene for de nicheforlag, som kan byde på det uventede, og som drives af dedikerede bogfolk.

Vagn Plenge er en af dem. Tak for et halvt århundredes åbning af døre til de fjerne landes bidrag til verdens rigdom, når den ikke måles med trumpske alen! Du, Vagn, har som Jaime Bunda haft blik værdier, der eller ville være hemmelige for os.

Undskyld, men jeg har ingen andre steder at gå hen

På denne uges sendeflade bringer www.den2radio.dk blandt andre fine udsendelser en genudsendelse af en samtale, som jeg har haft med den unge forfatter Sofie Riis Endahl. Den er 5½ år gammel og fandt sted i forbindelse med hendes chatroman “Undskyld, men jeg har ingen andre steder at gå hen”.

Når jeg inviterede Sofie til en samtale, skyldtes det især to oplevelser, jeg havde haft som læser af bogen.

Den var den første chatroman, jeg havde læst: alt formet som denne særlige hybrid mellem mundtlighed og skriflighed, hvor det smidige talesprog bliver holdt fast, og hvor det bundne skriftsprog får flygtighedens karakter på en fastholdt måde.

For det andet gik det sent under læsningen op for mig, hvad der var det helt særlige ved chatten: det er ikke dem, der deltager, men dem, der bliver smidt af tråden, men de øvrige chatter. Her bliver det åbenbart, hvordan man i en digital verden kan gøre andre ensomme.

Nu har jeg genlæst bogen, og den holder.

Da den udkom, fremhævede Sofie, at den var tilegnet de unge, som er anbragte; de, som mister deres “familie” den dag, de fylder 18 år. Som et udslag af denne tilegnelse fik alle anbragte unge bogen tildelt som e-bog.

Den har for mig, der ikke er chat-fortrolig, været en øjenåbner – både sprogligt og genremæssigt. Så endnu en gang tak til Sofie for at åbne for en mig ukendt verden.

Ord kan skabe, ord kan skjule

For en uges tid siden udkom årets første nummer af DANSK, medlemsbladet for Dansklærerforeningens grundskolelærere. Heri havde jeg en artikel, som har fået titlen “Vær belæst”, som er en opfordring til dansklærerne om at få øjnene på gled, så de bliver troværdige rollemodeller for de elever, som får at vide, at de skal læse.

Det var den tidligere formand for Læsepædagogerne, som i en kommentar til børns og unges nedadgående læsekurver konstaterede, at alle voksne siger, at børnene skal læse, men ganske få børn griber en voksne i at sidde med en bog – eller for dens sags skyld en avis.

Som en udløber af artiklen har jeg talt med flere om det glædelige i, at vores undervisningsminister har relanceret SKOLEBIBLIOTEKET. Men i flere af samtalerne har flere peget på, at den store forandring ikke sker ved, at en minister agerer omdøber; der skal handling bag ordene. Ikke nok med at der skal anskaffes læsestof, bøger, men også uddannes og ansættes formidlere.

Andetsteds i DANSK #1 2026 refererer jeg til en bacheloropgave, som er skrevet af Emilie Lykke Nielsen. “Fra udlånsmaskine til læseløfter” betitler hun sin besvarelse, som udspringer af en undren over, at det pædagogiske læringscenter eller nu skolebiblioteket lever et så anonymt liv på skolerne. Hendes registreringer er i øvrigt et tegn på værdien af de friske blikke, som lærerstuderende i praktik kaster på skolen, og som formidles af lærerprofession.dk.

Forleden hørte jeg om en pensioneret skolebibliotekar, der besøgte sin tidligere skole og kunne registrere, at de velassorterede bibliotek, hun gennem årene havde opbygget, nu var reduceret til et bogskab.

Så kære undervisningsminister. Ord kan skabe virkelighed, hvis de følges op af handling. Ord kan skjule virkeligheden, hvis de smøres ud som glasur over laden stå til.

Lad os får skolebiblioteket tilbage!

Wung-Sungseen

Udsnit af Kristian Eskild Jensens forsideillsration på “Ottoseen”

Mens vi venter på Jesper Wung-Sungs næste store roman, der er inspireret af Martin A. Hansens “Løgneren”, er der blevet luft i skrivemanien og -magien til at give os en fin lille, rigt illustreret fortælling, “Ottoseen”.

Som titlen signalerer er inspirationen hentet fra Homers “Odysseen”, fordi den handler om Ottos daglige tur i virkeligheden fra den ene udfordring til den anden, hvor han savner Odysseus styrke. Den finder han på nettet hos influenceren Victor, der lykkes med alt her i tilværelsen. De eneste Otto regerer over er en flok vandrende pinde.

Otto, der lyver sig stor og stærk og succesfuld, kontakter Victor og får en aftale om, at de skal mødes. Her falder maskerne, og Jesper Wung-Sungs bog er en afdækning af de sociale mediers snydepelseagtige selvpromovering og en ømhed i forhold til hverdagen. Derfor er bogen sund læsning midt i en trivselsdebat.

Men den er også vedkommende i en litteraturdebat, for nok er H.C. Andersen, Vilhelm Hammershøi og nu om lidt Martin A. Hansen inspirationerne til hans nyeste romaner, men tydelige spor af de klassiske forfattere er også afsat i mange af hans bøger, der henvender sig til børn og unge. Kig efter i hans fine bog om “Læsehunden”. Og se selv, hvor ofte han optræder i seneste nummer af Klods Hans, tidsskriftet fra IBBY, der denne gang har temaet “Genfortællinger”.

Jesper Wung-Sungs markering af inspirationskilderne til hans bøger rummer for mig at se en markering af, hvordan den ældre litteratur bliver gangbar i grundskolen. Stop obligatoriske kanonlister, der kaster eleverne ud i litterære ørkenvandringer, og giv dem i stedet veje til litterære oaser via ny børne- og ungdomslitteratur, der af forfatterne eller af belæste formidlere inddrager det, den aktuelle litteratur står på skuldrene af.

Om de seneste ‘gamle dage’

Teddy Kristiansens illustration fra “Ungerne fra Strandholt”

Foranlediget af Cecilie Ekens vellykede greb i “Søren fra Sønderslev” (forlaget Tallulah), hvori hun lader Søren, der er flyttet fra byen til landet, opleve, hvad det vil sige at være fritgående barn uden voksenovervågning, og hvor hun som fortæller bryder handlingen af for at fortælle om forskellen på nu og tiden fra cirka 60 år siden, har jeg tænkt over, hvor børn – sammen med voksne – har godt af at høre om ‘gamle dage’.

For år tilbage kunne man i Gary Larsons album “Langt ude” (vistnok Gyldendal) se en tegning, hvor far, datter, søn og hund sidder of stirrer ind i en bar, hvid væg. Titlen på billedet er “Før fjernsynets opfindelse”. Og ja, det fanger på kornet den undren, som mange børn og unge har over, hvordan man kunne have et liv uden mobil, internet osv. De, der er vokset op med prognosen som rettesnor for udviklingen, må også se historien som en bagudrettet prognose.

Derfor skal børn og unge læse om gamle dage, så de får syn for, at prognosen er en raffineret løgn, fordi udvikling sker i hop og spring. Ingen havde forudset opdagelsen af antibiotika, af Murens fald og af antallet af topfolk i Epstein-filerne – eller i internettets indvirkning på børn og voksne og på uligheden i verden. Men måske kan man finde mønstre, der karakteriserer vores samvær. Lige nu taler vi om alt det børn udsættes for på sociale medier, men læs om gamle dage og se, hvad børn udsatte sig for, når de legede frit uden voksenopsyn. Cecilei Eken kan sætte os på sporet.

I den børnelitteratur, som efter min opfattelse stærkest kombinerer litterær kvalitet med en konkret periode, 1950erne, er OscarK og Teddy Kristiansens 3 bind børneromaner “Ungerne fra Strandholt” (Dansklærerforeningen 2023), hvor vi kan læse om et børneliv uden tidsfornemmelser og et ungdomsliv, hvor man får et ur i konfirmationsgave. En tid, hvor børn og unge går i skole og har fritid sammen med kammerater fra vidt forskellige sociale lag. En tid, hvor børn og unge må tage del i de voksnes arbejde, men er mere optaget af egne end af voksnes gøren og laden.

Som supplement til denne serie kan man med udbytte læse Thorkild Thejsens barndomserindringer, “Er det dig, der har kastet op på mine roser?” (Fjordager 2025). Velkommen til en vestjysk landsby med frihed og omsorg, med alskens forretninger og med overraskende tilgange til opdragelse.

Giv børn og unge lidt fremtidstro og tro på mulighederne for at handle ved at vise dem andre måder at være børn og unge på. Skrot prognoserne og ret undervisningens blik på menneskelivet, som man lettest får øje for, når man får en nær fortid at holde nutiden op imod.