På denne uges sendeflade bringer www.den2radio.dk blandt andre fine udsendelser en genudsendelse af en samtale, som jeg har haft med den unge forfatter Sofie Riis Endahl. Den er 5½ år gammel og fandt sted i forbindelse med hendes chatroman “Undskyld, men jeg har ingen andre steder at gå hen”.
Når jeg inviterede Sofie til en samtale, skyldtes det især to oplevelser, jeg havde haft som læser af bogen.
Den var den første chatroman, jeg havde læst: alt formet som denne særlige hybrid mellem mundtlighed og skriflighed, hvor det smidige talesprog bliver holdt fast, og hvor det bundne skriftsprog får flygtighedens karakter på en fastholdt måde.
For det andet gik det sent under læsningen op for mig, hvad der var det helt særlige ved chatten: det er ikke dem, der deltager, men dem, der bliver smidt af tråden, men de øvrige chatter. Her bliver det åbenbart, hvordan man i en digital verden kan gøre andre ensomme.
Nu har jeg genlæst bogen, og den holder.
Da den udkom, fremhævede Sofie, at den var tilegnet de unge, som er anbragte; de, som mister deres “familie” den dag, de fylder 18 år. Som et udslag af denne tilegnelse fik alle anbragte unge bogen tildelt som e-bog.
Den har for mig, der ikke er chat-fortrolig, været en øjenåbner – både sprogligt og genremæssigt. Så endnu en gang tak til Sofie for at åbne for en mig ukendt verden.
udsnit af Dansklærerforeningens bogstavplakat med Anne Pedersens illustrationer
Nej, det handler ikke om den bogstavleg med at finde 90 mandater, der er oppe i tiden lige nu, men om noget meget vigtigere: om børns og unges skrivning og læsning.
Jeg kender godt det at være optaget af noget, og så møder man det alle vegne. Når man lige har fået et barnebarn, er der barnevogne overalt i byen. Sådan har jeg det for tiden med undervisningen i alfabetet og mange elevers læse- og skrivebesvær, for ikke at tale om manglende læse- og skriveglæde.
I går hørte jeg om en ung mand af iPad-generationer, som efter grundskolen blev stillet over for kravet om at håndskrive i matematik og fysik. Han måtte med stort besvær lære sig det.
Forleden var det en elev på mellemtrinnet, der ikke kunne gengive bogstaverne ved håndskrift, fordi han aldring havde prøvet det.
En mormor fortalte for nogen tid siden om et halvvoksent barnebarn, der ikke kunne håndskrive en indkøbsseddel.
Og ved det store dansklærerkursus, som CFU, Danmarks Lærerforening og Dansklærerforeningen sidste år afviklede, var der unge lærere, som stejlede ved kravet om at skulle skrive i hånden.
Og så tænker jeg på de mange tilgange til bogstavarbejde, som jeg gennem årene har benyttet mig af, fordi nogle har deres styrke i synet, andre i hørelsen og atter andre i det motoriske. Her svigter iPaden børnene, for alle bogstaver ligger på flade taster og mister deres karakter og særkende.
Man siger om børn, der kan bruge alle 5 sanser, at de er ved deres fulde fem. Skolens bogstavindlæring via iPad satser på børn, der er ved deres fulde 2; syn og måske hørelse.
I min optik fremmer man trivsel gennem glæden ved at lære, og her er legen med bogstaver og deres karakter værd at dyrke. Jeg husker en gruppe elever fra specialundervisningen og deres jubel, da de gennem eksperimenter med udstansede bogstaver, fik deres læsebogssystem udskiftet, fordi de havde set, hvad der skete, når de udskiftede forbogstaverne i “Per og Lis”.
Jeg savner forskning i, hvad den iPaddede tilgang til skrivning og læsning har betydet for de elever, der ikke har deres styrker i det visuelle. Eller findes den forskning, men er mig ubekendt, så vil jeg gerne høre om det, for jeg vil da gerne have aflivet min opfattelse af, at de kommuner, der har udleveret iPad til alle ved skolestart, har svigtet børnene og skabt et specialundervisningsbehov.
Privatfoto. Vigga Bros fortælling udfylder rummet mellem lytternes ører.
Ved foreningen FISKs (Fortælling i skolen) generalforsamling havde fortæller og skuespiller Vigga Bro takket ja til at varme op, inden foreningsformaliteterne tog over. Uden falbelader og dramatiske effekter indtog hun rummet med en tankevækkende påvisning af fortællingens væsen og ikke mindst af fortællingens nødvendighed, hvis vi tager fællesskabet alvorligt. Hendes ord udfyldte rummet mellem de tilstedeværendes ører og gav mod på at give skolens børn den gave, det er, at blive forenet i fortællingens fællesskab, at overgive sig til noget, der er større end en selv, og at få stimuleret fantasien.
Under debatten på generalforsamlingen blev det nævnt, at mange lærere – ikke mindst yngre – ikke har mødt fortællingen, endsige selv har fortalt. Senest røg den ud med statistikernes opør med “grundtvigs ursuppe”, så vi børnene skulle finde næring og trivsel i statistikernes ørkenspredning.
Men vi må genopfinde fortællingen i skolen, revitalisere den, som den fx er beskrevet til vejledningen i “Faghæfte 1. Dansk” 1993 og 2003. Men det kan være vanskeligt, ja, angstprovokerende at skulle kaste sig ud i det at fortælle.
Selv lærte jeg på et kursus at fortælle korte historier ved at bruge fortælleformen fra tretrinsopdelte comics: indledning, klimaks og slutning. Især er det godt at kunne huske slutningen.
På et kursus for godt og vel 350 dansklærere anvendte lærer Mette Frederiksen og jeg cirkelhistorien (nævnt i Faghæftets vejledning). Eleverne (her lærerne) blev placeret i grupper på 4 personer. Vi brugte temaet “farligt vand”, fordi optakten var et af Evald Tang Kristensens indsamlede sagn om Aamanden.
Vi udnævnte en til at starte. Vedkommende havde ét minuts fortælletid, hvorpå den næste (i urets retning) overtog. Den nye fortæller måtte bygge videre eller lade sig inspirere af forgængeren, men måtte også starte på sin helt egen historie. DET ER DEN, DER FORTÆLLER, SOM EJER HISTORIEN. Sådan fortsatte vi i nogle runder, og på omkring 12 minutter havde vi skabt 350 fortællinger.
En skulle nu fortælle for egen gruppe og nabogruppen – enten dele af de historier, der havde været i omløb eller en helt ny. Egen gruppe lyttede intenst efter afvigelser og inspirationer, men den anden lyttede uforbeholdens til historien.
Øvelsen fortsatte med fortælling for hele flokken; der var omkring 70 pr gang. Og trygheden skabtes ved at fortælle for nogle få, siden for det dobbelte antal og siden for alle.
Ingen vægrede sig ved at rejse sig og fortælle.
Den samme øvelse har jeg praktiseret med elever fra fjerde til tiende klasse – og med samme resultat.
Det er om at komme i gang.
ps. Og så kan man passende melde sig ind i Foreningen FISK og blive inspireret. https://fortaellingiskolen.dk/
For en uges tid siden udkom årets første nummer af DANSK, medlemsbladet for Dansklærerforeningens grundskolelærere. Heri havde jeg en artikel, som har fået titlen “Vær belæst”, som er en opfordring til dansklærerne om at få øjnene på gled, så de bliver troværdige rollemodeller for de elever, som får at vide, at de skal læse.
Det var den tidligere formand for Læsepædagogerne, som i en kommentar til børns og unges nedadgående læsekurver konstaterede, at alle voksne siger, at børnene skal læse, men ganske få børn griber en voksne i at sidde med en bog – eller for dens sags skyld en avis.
Som en udløber af artiklen har jeg talt med flere om det glædelige i, at vores undervisningsminister har relanceret SKOLEBIBLIOTEKET. Men i flere af samtalerne har flere peget på, at den store forandring ikke sker ved, at en minister agerer omdøber; der skal handling bag ordene. Ikke nok med at der skal anskaffes læsestof, bøger, men også uddannes og ansættes formidlere.
Andetsteds i DANSK #1 2026 refererer jeg til en bacheloropgave, som er skrevet af Emilie Lykke Nielsen. “Fra udlånsmaskine til læseløfter” betitler hun sin besvarelse, som udspringer af en undren over, at det pædagogiske læringscenter eller nu skolebiblioteket lever et så anonymt liv på skolerne. Hendes registreringer er i øvrigt et tegn på værdien af de friske blikke, som lærerstuderende i praktik kaster på skolen, og som formidles af lærerprofession.dk.
Forleden hørte jeg om en pensioneret skolebibliotekar, der besøgte sin tidligere skole og kunne registrere, at de velassorterede bibliotek, hun gennem årene havde opbygget, nu var reduceret til et bogskab.
Så kære undervisningsminister. Ord kan skabe virkelighed, hvis de følges op af handling. Ord kan skjule virkeligheden, hvis de smøres ud som glasur over laden stå til.
På vej hjem fra Lærmesse 2026 havde jeg en fin bogstavplakat fra Dansklærerforeningen i den mulepose, jeg havde fået udleveret. Og da en ophold mellem S-toget og Lokaltoget gav mig tid til et vue på de mange plakater ud for Hillerød Station, så jeg en parade af retouceherede ansigter; blot én plakat skilte sig ud: Jakob Marks, der bestod af børnetegninger på A4-hvis bund.
Dette syn fik mig til at gruble over det, pressen kalder bogstavleg. For mange år siden blev jeg som skoleleder bedt om at udarbejde en kommentar til en kommunal helhedsplan, og jeg fandt ud af, at der kun er en vokalombytning forskel på en helheds- og en hulhedsplan. Dette gav mig nyt lys i læsebrillerne.
Samme ombytningsmetode har jeg brugt på nogle af valgets mange slogans. Der skal kun en enkelt konsonantombytning til at gøre pensionsreform til persionsdeform. Og senest har jeg valgt at bruge LAs egen overstregningsmedicin mod deres eget slogan, for at få det til at matche deres udspil. Hvad med at ændre en frisk start til en grisk start?
Ja, ikke sandt, det forestående valg lægger op til en anden form for bogstavleg end den banale, som pressen anvender. I gamle dage hed det i danskfaget poetisk leg.
Og så noterer jeg mig med angst og bæven, at partilederne er på højskole. Hvem har dog fået den syge id´´e? En, der vil skade højskolernes image? En, der vil uskadeliggøre politisk seriøsitet? Eller…?
Men selvfølgelig sætter reality-konceptet fantasien i gang. Hvad sker der, når kameraerne er slukket?
Kun få kan ikke styre sig for åben skærm, som når Inger Støjberg fortsat hævder sig udsat for et trafikalt attentatforsøg, hvilket er blevet modsagt af hendes egne livvagter og andre vidner. Retten har talt. Og det er endnu en svaghed ved højskolekonceptet: intet journalistisk faktatjek.
En bogstavleg kan føre til refleksion, mens et realityshow kan lede til mainpulation. Vi må styrke folkeskolen for at værne om demokratiet!
Udsnit af omslag på Jakob Skovgaard-Petersens bog (Informations Forlag)
Det må kaldes skæbnes ironi, at jeg fik foræret Joakim Skovgaard-Petersens “Lille leksikon. Med arabiske ord på dansk” umiddelbart før folketingsvalgets udskrivelse og den deraf følgende tv-transmitteredepartilederdebat.
Her stod vredesytringerne mod “kriminelle udlændinge”, ja, imod muslimske udlændinge i kø blandt den lille håndfuld partiledere, der kan deres kontekstuafhængige statistiklæsning på fingerspidserne. Ja, en enkelt, DF sheiken fra Mar-a-largo (spansk), havde tilmed foto med af en topkriminel, der ikke er blevet hjemsendt.
Det gav en særlig toning af miksturen partilederdebat-lille leksikon, som Joakim Skovgaard-Petersen har skrevet som følge af to begivenheder: Trumps påstand om, at den amerikanske ordbogs smukkeste ore er ‘tarif’, hvilket er arabisk, og et udbrud fra konservative Mai Mercado, som harcelerede over at ordet ‘inshallah’ blev optaget i Den Danske Ordbog. “Dansk er dansk. Arabisk er arabisk. Hold det adskilt,” lød hendes konklusion.
Udsprunget af inspirationen herfra kan læseren så får en grundig gennemgang af flere end hundrede ord, der er afledt af arabisk, samlet i 27 veloplagte opslag. Den arabiske indflydelse på vores sunde, grønne råvarer, på nydelsesmidler og stimulanser, på stoffer (tøj), matematik og meget andet afspejler både historisk samhandel og nutidigt samkvem.
Beskrivelserne underholder og videregiver stor viden og indsigt, men får også klemt synspunkter ud mellem sidebenene, fx af det fintvævede bomuldsstof ‘gaze’ stammer fra Gaza, hvor hospitalerne ikke har adgang til det!
Bogen er en hyldest til det danske sprogs smidighed, og dets evne til at beskrive de rørelser, som er en del af vores virkelighed. Man kan ikke skelne mellem dansk og arabisk, men konstatere, at nogle arabiske ord er indgået i dansk, fordi nogle danskere bruger dem. Dansk er et levende sprog!
Så når vi nu skal se valgdebatter, så nyd kaffen (arabisk ord), måske med sukker (arabisk ord), når du sidder henslængt på sofaen (arabisk ord). Eller hvis du ikke orker, så tag et parti skak (arabisk ord), nyd Inger Christensens digt om abrikoserne (arabisk ord) eller gå i Tivoli og nyd stemningen i Divan (arabisk ord), om nogen dér bryder ud i sang. Ellers er der Bakkens Hvile, hvortil du passerer Matadorkulissen med kjoler og duge i fineste damask (arabisk ord).
Udsnit af Kristian Eskild Jensens forsideillsration på “Ottoseen”
Mens vi venter på Jesper Wung-Sungs næste store roman, der er inspireret af Martin A. Hansens “Løgneren”, er der blevet luft i skrivemanien og -magien til at give os en fin lille, rigt illustreret fortælling, “Ottoseen”.
Som titlen signalerer er inspirationen hentet fra Homers “Odysseen”, fordi den handler om Ottos daglige tur i virkeligheden fra den ene udfordring til den anden, hvor han savner Odysseus styrke. Den finder han på nettet hos influenceren Victor, der lykkes med alt her i tilværelsen. De eneste Otto regerer over er en flok vandrende pinde.
Otto, der lyver sig stor og stærk og succesfuld, kontakter Victor og får en aftale om, at de skal mødes. Her falder maskerne, og Jesper Wung-Sungs bog er en afdækning af de sociale mediers snydepelseagtige selvpromovering og en ømhed i forhold til hverdagen. Derfor er bogen sund læsning midt i en trivselsdebat.
Men den er også vedkommende i en litteraturdebat, for nok er H.C. Andersen, Vilhelm Hammershøi og nu om lidt Martin A. Hansen inspirationerne til hans nyeste romaner, men tydelige spor af de klassiske forfattere er også afsat i mange af hans bøger, der henvender sig til børn og unge. Kig efter i hans fine bog om “Læsehunden”. Og se selv, hvor ofte han optræder i seneste nummer af Klods Hans, tidsskriftet fra IBBY, der denne gang har temaet “Genfortællinger”.
Jesper Wung-Sungs markering af inspirationskilderne til hans bøger rummer for mig at se en markering af, hvordan den ældre litteratur bliver gangbar i grundskolen. Stop obligatoriske kanonlister, der kaster eleverne ud i litterære ørkenvandringer, og giv dem i stedet veje til litterære oaser via ny børne- og ungdomslitteratur, der af forfatterne eller af belæste formidlere inddrager det, den aktuelle litteratur står på skuldrene af.
Teddy Kristiansens illustration fra “Ungerne fra Strandholt”
Foranlediget af Cecilie Ekens vellykede greb i “Søren fra Sønderslev” (forlaget Tallulah), hvori hun lader Søren, der er flyttet fra byen til landet, opleve, hvad det vil sige at være fritgående barn uden voksenovervågning, og hvor hun som fortæller bryder handlingen af for at fortælle om forskellen på nu og tiden fra cirka 60 år siden, har jeg tænkt over, hvor børn – sammen med voksne – har godt af at høre om ‘gamle dage’.
For år tilbage kunne man i Gary Larsons album “Langt ude” (vistnok Gyldendal) se en tegning, hvor far, datter, søn og hund sidder of stirrer ind i en bar, hvid væg. Titlen på billedet er “Før fjernsynets opfindelse”. Og ja, det fanger på kornet den undren, som mange børn og unge har over, hvordan man kunne have et liv uden mobil, internet osv. De, der er vokset op med prognosen som rettesnor for udviklingen, må også se historien som en bagudrettet prognose.
Derfor skal børn og unge læse om gamle dage, så de får syn for, at prognosen er en raffineret løgn, fordi udvikling sker i hop og spring. Ingen havde forudset opdagelsen af antibiotika, af Murens fald og af antallet af topfolk i Epstein-filerne – eller i internettets indvirkning på børn og voksne og på uligheden i verden. Men måske kan man finde mønstre, der karakteriserer vores samvær. Lige nu taler vi om alt det børn udsættes for på sociale medier, men læs om gamle dage og se, hvad børn udsatte sig for, når de legede frit uden voksenopsyn. Cecilei Eken kan sætte os på sporet.
I den børnelitteratur, som efter min opfattelse stærkest kombinerer litterær kvalitet med en konkret periode, 1950erne, er OscarK og Teddy Kristiansens 3 bind børneromaner “Ungerne fra Strandholt” (Dansklærerforeningen 2023), hvor vi kan læse om et børneliv uden tidsfornemmelser og et ungdomsliv, hvor man får et ur i konfirmationsgave. En tid, hvor børn og unge går i skole og har fritid sammen med kammerater fra vidt forskellige sociale lag. En tid, hvor børn og unge må tage del i de voksnes arbejde, men er mere optaget af egne end af voksnes gøren og laden.
Som supplement til denne serie kan man med udbytte læse Thorkild Thejsens barndomserindringer, “Er det dig, der har kastet op på mine roser?” (Fjordager 2025). Velkommen til en vestjysk landsby med frihed og omsorg, med alskens forretninger og med overraskende tilgange til opdragelse.
Giv børn og unge lidt fremtidstro og tro på mulighederne for at handle ved at vise dem andre måder at være børn og unge på. Skrot prognoserne og ret undervisningens blik på menneskelivet, som man lettest får øje for, når man får en nær fortid at holde nutiden op imod.
Charlotte Pardis kat, som er logo for det nye forlag.
I går overværede jeg en fødsel. Ud af den børnebogsafdeling, som Gutkind for 9 måneder opgav, udsprang børnebogsforlaget Tallulah. Og det blev fejret med en reception, sådan lidt a la Holbergs barselstue, bortset fra at ophavskvinden Tine Flyvholm var oppegående og aktiv.
I sin velkomsttale understregede hun, at forlaget Tallulah er en holdsport, men hun blev dog i det humanistiske sprog, da hun skulle omtale de første udgivelser. Hun kaldte dem ikke for ‘vores katalog’. Hun kaldte dem ikke ‘vores første produktion’. Hun kaldte dem ikke ‘vores første udgivelser’. Nej, hun omtalte dem, som ‘vores første kuld’. Heri ligger en omsorg og en veneration, der til fulde matcher forlaget logo – en sort kat, Kitte Kitte, der undersøger verden, og ser ud, som om den er i familie med “Mis med den blå øjne”.
Forlaget vil koncentrere sig om at udgive dansk børnelitteratur. Og derfor er det vel ikke et tilfælde, at første kuld består af tre børnebøger og en art børnebogspoetik af Rebecca Bach-lauritsen. “Når jeg bliver lille igen” er titlen.
For år tilbage læste jeg “Selv om du er så voksen og klog bør du læse en børnebog” af Katherine Rundell (Jensen&Dalgaard 2021). Den fik mig til at blive findist, til at søge ind i børnebøger, der gav mig indsigt i barndommen. Nu, efter at have læst Rebecca Bach-Lauritsens bog, ved jeg, ikke alene, at man som voksen bør læse børneboger, men også hvorfor.
I bogen læser jeg et essay om de sprogsansninger, som trækker tråde til barndom og andre urtider, som giver næring til sprog på det ordløse; akkurat som det er alle børn forundt at erobre verden. “Når jeg bliver lille igen” er essayets titel. En bekendelse i fire afsnit, “Mit arbejde”, beretter om det “noget, der skal skrives”. Her er en beskrivelse af skrivenødvendigheden, som fanger de celler, sprogskindet er gjort af.
I bogens tredje afsnit beskæftiger Rebecca Bach-Lauritsen sig med litteratur og sociale medier. “En rolig linje” kalder hun det, og er herligt overgivende til den store verden, som sociale medier tilbyder, men sætter så trumf på digtets (Bogens) styrke: Den starter et sted, og den slutter et sted. Det er da befriende!
I fjerde afsnit, “Tis, trods og turkise termostøvler”, erindrer hun barndom og lover at os sandheden, når hun digter og finder på. “Dødløft” hedder opfølgeren, som beskriver læsning som fitnesscentrets dødløft, hvor forfatterens ord er stangen, mens resten er op til det barn, der skal læse teksten. Derfor skal der være noget at komme efter, som “igler, der bider sig fast i låret”.
Endelig bekender Rebecca Bach-Lauritsen i “Hvor skriver jeg fra, når jeg skriver til børn”, at hun skriver “fra et sted med flere spørgsmål end svar”, “fra barnet til barnet”, “fra mørket”, “med lys”, “fra et sted lige under huden”, “fra sproget”, “fra grænsen” og “fra friheden” – alt sammen stillet op som afrundingen af en prosasonet.
Det er en overvældende lille bog, der skaber metaforer, som sætter ord på det ordløse, som giver læseren mod på at finde de vibrationer mellem linjerne i børnelitteraturen, som masserer ens verden.
“Hurra for vores skriftsprog!” Dette jubeludbrud giver mening, når man læser Irene Vallejos “Evigheden i et siv”, hvori det gøres klart, at skriftsproget giver os historiske kilder, gør det muligt at massekommunikere og lader os få kontakt over lange afstande.
Men begejstringen for det skrevne og læste har i skolen og i samfundet i det hele taget afstedkommet, at det mundtlige, fortællingen er blevet sat i skyggen. Men den talte sprog er nok karakteriseret af flygtighed, men det er også det, der knytter fællesskaber sammen, det, der styrker koncentration, og det, der er sprogets ophav.
Derfor bør vi arbejde for en bedre balance mellem skrift og tale i undervisningen. Derfor vil jeg gerne slå et slag for “Fortælling i skolen”, som både er en faglig disciplin og en forening, der lige om lidt holder generalforsamling. Men i en time forinden bliver ørerne varmet op af skuespiller og fortæller Vigga Bro.
Her er invitationen:
Generalforsamling
Onsdag 11. marts kl. 20.00 i Forsøgsstationen, Sønder Boulevard 81, 1720 København V.
Forinden – kl. 19.00 – causerer historiefortælleren Vigga Bro om fortælling og mundtlighed i skolen.
Alle er velkomne!
På glædeligt gensyn – bestyrelsen i FISK – Fortælling i Skolenbb