Vi kan forme vores verden

For 3 år siden aflagde lærerstuderende Matilde Brix Lajer besøg i studiet for at lave en Sophia-samtale om dannelse. Hun er nu lærer, men underviste dengang på Arbejdermuseet, var og er aktiv i Den grønne Ungdomsbevægelse og satser nu på at bidrage til en bedre skole.

Matilde Brix Lajer ser en fin sammenhæng i det, hun arbejdede med. Museumsundervisningen peger på, at verden ikke altid har set ud, som den gør nu; vi kan altså forme vores tid, så udtalelser om, at ”det ikke kan lade sig gøre”, er snak uden hold i historien. Derfor giver det også mening at kæmpe for en bedre verden gennem den grønne aktivisme i en gruppe frem for blot at lægge sit eget liv om; her skelner hun inspireret af Emma Holten mellem den individuelle løsning, der kun løser problemet i en egen skala, og den kollektive løsning, der påtager sig et ansvar, som rækker videre ud. Og derfor giver det mening at uddanne sig til lærer, som er den profession, der er med til at give et handlerum, som de kommende generationer kan forme fremtiden igennem. Matilde Brix Lajer anskuer dannelse som værende handlingsorienteret, idet man tager stilling og påtager sig ansvar.

Lyt til podcasten og få mod på fremtiden! https://den2radio.dk/udsendelser/sophia-samtale-pejling-af-dannelse-28-historien-viser-os-at-vi-kan-forme-vores-verden/

På ugens sendeflade på www.den2radio.dk er der meget andet godt for ørerne, blandt andet en podcast om Pave Leo.

Manden med den bedste ægløsning

Jævnligt møder jeg en hvid varevogn, som har et firmaslogan malet på siderne: “Manden med den bedste ægløsning”. Hvad enten han nu er ægproducent eller har et rugeri, så er dette slogan et man bemærker og husker.

Og for nu at blive i hønsegåprden, så udgav Dansklærerforeningen for år tilbage en lille bog med håndværkerpoesi. Ttilen var “Hvad hønen er for hanen, er Helges ost for ganen”. Der er perler imellem, fx. “Har du ondt i maven / over ukrudt i haven? Så ring til Agger. / Han kommer og hakker.” og også nogle, der halter i rytme eller i rim, fx “Skal du feste, / så ring til Eske”.

Mange af den er morsomme – frivilligt eller ufrivilling. Gå gerne på jagt, for den slags poesi finder man i hverdagen, og ikke bare i ulidelige reklameblokke i TV. Jeg husker selv et slogan fra en ornecentral: “Ingen roser uden torne. / Ingen grise uden torne.”

Sådanne tekster kan efter min mening være en god træning i at orientere sig i et univers, der er propfyldt med informationer, som ofte griber ind i hinanden og skaber flimrer for tanken. Tænk bare på den nyhedsbjælke, som kører under nyhedsudsendelserne, så vi kan få det meste med ved at være ukoncentrerede om det hele.

Eller med besynderlige emballagebeskeder. Jeg faldt over et udsagn på en pålægspakke: “Tykkere skiver. Mere smag. 55% genanvendt plast”. Man må altså have en viden om både kontekst og vare, hvis man skal begå sig.

Derfor er den gode lærer den bedste løsning: “Er der noget, der trykker, / er det læreren, der rykker”

StormP og børn sætter sprog i spil

For mig er StormP’s bordkalender den daglige første morgenlæsning, når sindet skal stemmes til glæde over, hvad sproget formår. Ord tvistes. Metaforer blafrer for ens lukkede øjne. Associationerne leger tagfat.

Når en kvinde i en korthandel ønsker en lille globus, måske en med “kun København på”, er det bevidst morsom, men også i familie med ønsket hos den dreng, der i Otto Sigvaldis “Hindbærbrus og kragetæer” gerne vil have “en globus i naturlig størrelse”. Dette udsagn er givetvis ikke udtryk for en bevidst sproghandling, men hos den voksne modtager har den en StormP’sk effekt – uden at drengen på nogen måde skal nedgøres af en Ditte Okmansk latter.

For nylig præsenterede jeg mit 4-årige barnebarn for et klip, hvor min ven, jazzmusikeren Jens Skou Olsen spiller på sav. Knægten var stille et øjeblik, og replicerede så alvorligt: “Min morfar kan spille på hammer! – og føjede til efter lidt tøven: “Ja, han kan spille på al slags værktøj!”.

Før i tiden havde man måske sendt denne lille historie til et ugeblad i håbet om at få hororar for en sjov historie; “hvad de dog siger”. Men med afsæt i alvoren i svaret får man pludselig lyst til at undersøge alle tings lyde; potter, pander, borde, stole, vægge, døre osv. Vi er i gang med en undersøgelse, der svarer til det, komponisten Fuzzy lavede med en specialklasse, da jeg havde ham på besøg på skolen; skrammelmusik!

Forleden betegnede samme barnebarn morgenrøden som solindgangen, men det til aften blev soludgang. Og dagen bliver set i et lidt andet lys og perspektiv, når den glødende planet ikke står op og går ned, men kommer ind og går ud.

Samme vred af begreberne ramte mig da jeg ved Dansklærerforeningens repræsentantskabsmøde fik øje på et ur, der pludselig viste en markant pil. Jeg hørte dette forklaret med, at det var tid til at rejse sig, hvilket er godt for helbredet, når man er i overgangsalderen. Jeg har ingen pil, der byder mig at stå op – og kom inspireret af StormP og mit barnebarn til at tænke på, at jeg måske er i udgangsalderen. Det kan være forklaringen på, at den ene forfalds- og afgangsbog landerpå mit natbord.

Læs StormP og lyt til børns alvorlige forsøg på at mestre sproget; det sætter sprog i gang!

Samtidslitteratur til samtiden

For 2½ år siden havde jeg en samtale med Dansklærerforeningens forlagschef Cecilie Bogh i serien “Sophia-samtaler. Pejling af dannelse”. Den er nu genudsendt på netradioen den2radios sendeflade i denne uge.

Heri begræd hun misligholdelsen af skolebibliotekerne, inklusive unddannelsen til skolebibliotekar, og besparelserne på CFUerne. Men hun fremhævede også behovet for at stille nutidslitteratur til rådighed for børn og unge, og at revidere synet på, hvad der er god børne- og ungdomslitteratur.

Kritikpunkterne er måske imødekommet fra politisk hold, selv om der er god grund til at følge initiativerne omkring skolebiblioteket og CFUernes midler til bogindkøb til dørs. Det har tilsyneladende været nemmere at reducere end at genopbygge.

Men hvorom alting er, så er Cecilie Boghs argumentation for en ændret udgivelses- og undervisningstilgang til litteratur for børn og unge fortsat interessant og væsentlig, ikke mindst i lyset af de initiativer, hun har taget som forlagschef, hvor hun nu står bag nye serier, der forener litterær kvalitet, læsbarhed og nutidig relevans. Og hvor Dansklærerforeningens Forlag knytter unge til udgivelsesprocessen som konsulenter.

Og lad mig så lige tage en runde i manegen på min egen kæphest: Denne tilgang til at fremme læsning og læselyst gør det endnu mere relevant at få afskaffet en obligatorisk litteraturkanon for folkeskolen og få den erstattet af rammer for læsning af ældre litteratur, som kan vælges til som perspektiveringer af den læste nutidslitteratur, akkurat som det blev vist i “Dansk Litteraturs kanon” (1994).

https://den2radio.dk/udsendelser/sophia-samtale-pejling-af-dannelse-32-faellesskaber-omkring-laesning-og-nutidslitteratur-i-skolen

Lærke og Due

Kap. 4 fra bogen “To gamle fugle”

Forleden kom en pige på 8 år (2. klasse) på besøg, og med sig havde hun en boggave. Hun havde skrevet om “To gamle fugle”.

Lærke føler sig alene og forlader de andre lærker. Hun møder Due, og det er kærlighed ved første blik. De får 5 år senere unger, som “er lidt anderledes”, fordi de jo er lærke og due, men de elsker deres unger. Da de bliver gamle, skal ungerne flyve fra reden. Og de to gamle flyver ud til en strand, hvor de lægger sig til at dø sammen. Dette er i korte træk bogens handling, men den ender med en henvendelse til mig som læser: “Nu ved du hvordan det er at dø sammen med din elsket, hvordan det er at finde den helt rette”.

Bogen indledes med en kolofon, som angiver forfatter, illustrator og udgivelsesdato. Og den afrundes med sider, hvor jeg kan skrive, hvad jeg synes om bogen, hvor jeg kan tegne min egen fugl, og hvor jeg selv kan skrive en historie.

Bogen er imponerende bygget op. Den er skrevet i et fint og nuanceret sprog. Og så er den inspireret af skolebogen med åbne opgaver til slut.

Når jeg synes, at andre skal høre om min gave, så skyldes det, at “To gamle fugle” er et markant udtryk på, at den er skrevet af et barn, som er velundervist. En bog er ikke bare noget, man skal læse i. Den er skrevet og illustreret af nogen. Den har en handling, hvor skaberne af den har gjort sig umage. Og så lægger den op til medspil og tankevirksomhed.

Jeg tror, at det fremmer læselysten og -glæden, når bogen bliver gjort personlig.

Siger navnet Christiern Pedersen dig noget?

Hvis man får en stund foræret, fordi den butik, man skulle handle i, først åbner om en halv time, kan man se sig lidt omkring. I mit tilfælde blev det en rundering af gadekæret i Helsinge, hvor der er opført en mindemur for Christiern Pedersen; ikke en statue eller buste, hvor man kan drøfte, om han er endnu en hvid mand, og om der var markante, oversete kvinder omkring 1550, men tre granittavler med indskrifter, der fortæller om hans tanker og betydning.

Christiern Pedersen var teolog, og han udgav Saxos Gesta Danorum på latin i 1514, oversatte først Det nye testamente til dansk og siden hele Biblen, Christian den 3. Bibel i 1550. Ind imellem havde han i 1534 oversat historierne om Holger Danske. Disse meriter har givet anledning til en tekst, mejslet i granit, på mindemuren: “HANS UDGAVE AF SAXO ER GRUNDLAGET FOR VOR HISTORIE. HANS OVERSÆTTELSE AF BIBELEN ER RODEN TIL VORT SKRIFTSPROG.”

Han selv hylder dansk sprog ved at konstatere: “HAVDE NOGEN AF APOSTLENE SKREVET EVANGELIA TIL DANMARKS RIGE, DA HAVDE HAN DEM VISSELIGEN SKREVET PÅ RET DANSKE, SAA ALLE DET FORSTONDET HAVDE. INGEN SKAL TRO AT DE ERE HELLIGERE PAA ET TUNGEMAAL END PAA ET ANDET.”

Christiern Pedersen var Christian den Andens hofhistoriker. Han ledsagede kongen under flugen til Nederlandene, og søgte gennem oversættelsen af krøniken om Holger Danske at vise, at kongen nedstammede fra denne helt.

Som der står mejslet i granitten over de tre mindetavler: “CHRISTIERN PEDERSEN DANMARKS FØRSTE HUMANIST BOEDE I HELSINGE FRA 1544 TIL SIN DØD 1554“. Han kom til byen som 64-årig, og var indlogeret hos slægtninge frem til sin død som 74-årig.

Skønt at tage fejl af en forretnings åbningstid og få foræret en pause, hvori man finder er perle. Tænk, at der er noget så STORT at komme efter i Helsinge. Og når netop Helsinge har en sådan perle, må alle byer have et eller andet, som nok er en pause værd.

ps. Men de vejrbidte bogstaver burde have en ny optrækning med guld, så bogstaverne kan læses med øjnene – og ikke kun med fingreme.

Det der mangler…

På kunstmuseet Louisiana i Humlebæk præsenterer de for tiden syv værkserier af den franske kunstner Sophie Calle.

Her skal jeg ikke forestille at anmelde udstillingen, men berette om nogle af de tanker, den satte i gang omkring kunst og pædagogik.

Den første værkserie bestod af en række rammer, som havde et stykke stof, som dækkede motivet, monteret og forsynet med svar: “Som følge af underdrivelsens kunst” – og når man lettede: et foto at “Rue Dieu” og et vejskilt, der viser, at vejen er blind.

Det var lige så interessant at iagttage de besøgende, som læste teksten, løftede stoffet op og så undrende, grinende eller afklarede ud. Sådan må eleverne i Johannes Vigs klasse have set ud, når han afslørede en genstand, de skulle undres over.

I næste rum havde en række fotos af indpakkede Picasso-malerier fra det parisiske Musée Picasso indtaget væggene. Sophie Calle var af museet blevet bedt om at fotografere mesterens værker, men det afslog hun, indtil coronalukningen fik museet til at give dem en beskyttende indpakning. Aldrig har jeg endevendt Picassos malerier så intenst, som da jeg stod og stirrede på disse pakker med maleriernes titler påskrevet. Igen en Johannes Vig tilgang: pædagogik må bestå i at få børnene til at undres og se det skjulte, de kunne få en fornemmelse af fandtes.

I et tredje rum havde hun besøgt et amerikansk museum, som havde fået stjålet nogle af deres europæiske klassikere. Rammerne var blevet restaurerede og hængt tilbage. Og spørgsmålet til de besøgende var nu: Hvad ser du i de tomme rammer? Se, her kom jeg til at tænke på de erindringer om Johannes Vig og hans tilgang til undervisningen og tilværelsen, som Annemari søger at genkalde sig i Jesper Wung-Sungs “Sandøs rose”.

Et fjerde rum med samtaler med blindfødte om deres opfattelse af skønhed afdækkede trin for trin en kombination af det, de havde hørt folk tale om, og det de selv havde erfaret med de øvrige sanser. Og her kommer Jesper Wung-Sung atter ind i mine tanker, for hans kunstgreb i “Sandøs rose” består vel dybest set i Annemaris skridtvise indkredsninger af eget liv på Sandø, med mændene i hendes liv og med læreren, og viser det sig forfatteren, Johannes Vig. Gardin efter gardin bliver løftet op, og på hvert gardin kunne påskriften have været “På grund af levet liv”.

Sophie Calle-udstillingen har fået mig til at indse, at kunstens og pædagogikkens familiebånd er bundet af at dække det nærliggende, det forunderlige, det utænkelige til på en måde, der får eleverne til at lette på tildækningen og søge spørgsmål.

Tak Louisiana for Sophie Calle.

Tidsånden er her der og allevegne

På denne uges sendeflade på www.den2radio.dk fletter Ronkedorerne Georg Metz, Egon Clausen og jeg endnu en gang fagbogssnabler. Georg Metz medbringer to bøger, Maria Østerby Ellebys “Den satans tumult. Heksejagt i Højesteret” og Ditlev Tamms “Opgør og retfærdighed – opgøret efter besættelsen”. Egon Clausen tager Kjeld Hansens “Vort moderlige hav. Om den politiske ansvarsløshed der førte til ødelæggelsen af havet omkring Danmark” op. Endelig har jeg lagt Jakob Skovgaard Petersens “Lille Leksikon. Med arabiske ord på dansk” på bordet.

Som vanligt tager vi hver fagbøger med, som vi er blevet optaget af. Næsten aldrig har vi samme titler med, men på forunderlig vis er der forskellene til trods ofte en særlig sammenhæng, som tegner sig.

Denne gang, hvor vi er midt i en valgkamp, er dettankevækkende, at der udkommer to bøger om højesterets ageren i situationer, hvor folkestemningen eller magten er på kogepunbktet. Både ved hekseprocesserne og ved retsopgøret falder de hårdeste domme ved processernes begyndelse, men de med tiden finder et mere balanceret leje, og de hårdeste straffe nedsættes. Meget apropos højesterets nylige kendelse om ngo’ers ret til at føre sager vedrørende Danmarks salgt af dele til de jagerfly, som Israel anvender i krigen mod Gaza og andre.

Valgdebatten har fået et fokuspunkt, som ikke har været markant tidligere; markante kræfter ser ud til at lykkes med at sætte dansk svineproduktion på dagsordenen. En af følgerne heraf er de udvaskninger af kvælstof fra landbrugets sprøjtning og gødskning af markerne, som bidrager til at fjerne livet i havet omkring Danmark. Hvis man ønsker en aktuel roman om samme problemstilling, så er Niels Krause Kjærs “”Ude for uden” værd at sætte øjnene i.

Endelig er det interessant at se, hvordan arabiske ord er spor af positive påvirkninger af vores lands videnskab, dagligliv, fødevarer og kunst/litteratur, ja, af stort set alle grene af samfundet. Derfor bør man måske koble den antimuslimske automatpilot fra i debatten om integration, opholdstilladelser og tildeling af statsborgerskab, hvor man for at løse problemer omkring et fåtal, vedtager love, der rammer mange sagesløse personer, som vil os det godt. Jeg har i perioder frekventeret det danske sundhedsvæsen, og det er mit indtryk, at dette overhovedet ikke ville kunne fungere, hvis vi fulgte mange af de forslag, der luftes i valgkampen.

Ud over disse Ronkedorerne er der udsendelser om vækkelsesbevægelser, bystater, Christianshavn, tyske schlagere, fortidsfår, violinisten Niklas Walentin og så selvfølgelig Georg Metz’ ugentlige klumme “Intermetzo” og Karsten Pharaos oplæsning af Carl Baggers “Min Broders levnet”.

Hver eneste uge er der noget for ørerne på den2radio.

Et brev er noget særligt

Forleden gik min kone og jeg en tur på havnen i Hundested, og et spor på en mur sendte tankerne på langfart. Engang skrev vi breve – privat og i undervisningen. Og vi vidste, at håndskriften er sjælens spejl. Derfor sluttede mange af læserbrevene til familie-Journalens brevkasseredaktør Tove Ditlevsen, ja, det er den Tove Ditlevsen, med spørgsmålet: “Hvad synes De om håndskriften?”.

For nylig håndskrev et oldebarn i første klasse et brev til sin afdøde tipoldemor og placerede det, hvor duerne kommer og spiser korn. Dette var inspireret af, at klassen havde hørt om duedronningen, der i “Brødrene Løvehjerte” holder sammen på de gode ved at sende beskeder med brevduer.

Hvorfor skrev hun ikke bare en mail? Måske fordi det er vanskeligt at google himlens mailadresse? Eller snarere fordi en mail er fritaget for at bære på det personlige aftryk, som håndskrift er.

Da jeg for mange år siden underviste i indskolingen, skrev vi breve og kort, som blev sendt til familiemedlemmer, som oftest til forældrene. Og børnene kunne næste ikke vente med at komme hjem for at se efter forsendelsen. Men selv i tider, hvor Danmark endnu havde et postvæsen, skulle postkassen lige tømmes, og brevene sorteres. Men dagen efter dumpede det håndskrevne brev/kort ind gennem brevsprækken.

Denne aktivitet vil være utænkelig i dag, hvor portoen for en brevforsendelse vil kunne vælte ethvert klasse- og skolebudget. Men der er andre måder at distribuere forsendelser fra barn til hjem på – eller fra barn til bedsteforældre, som tilmed kunne finde på at svare. Og det er værd at dyrke den langsommelige, men personlige håndskrift, fordi den giver skrivningen en merværdi – det særlige aftryk af skriveren.

Dertil kan føjes, at håndskriften er en gave til dem, der skal have bogstaverne lært via en motorisk tilgang, og en mulighed for at anvende skriftsproget til noget, der er værd at gemme – måske med bånd om eller i en skatkiste, sådan som Jesper Wung-Sung i “Sandøs rose” lader Annemari modtage Johannes Vigs kladdehæfter, eller som Niels Krause-Kjær i “Uden for ude” lader det voksne barnebarn finde højskolevennernes efterladte vandrebog i bedstefarens gemmer.

Det var andre tider, men glæden ved det personlige er vel den samme. Så grib blyanten og skriv. Som lærer kan man starte håndskrivningsfesten ved at håndskrive (og kopiere) et brev til forældrene, som får et par dages AULA-fri. Skriv om noget, der optager dig ved klassen, ved undervisningen, ved jobbet, og du vil få en anderledes respons, end du er vant til. Jeg ved det, for når jeg som skoleleder sendte håndskrevne hilsner til skolens forældre, fik jeg overraskende og konstruktive svar.

ps. Nu er Danmark vel det eneste land blandt dem, vi normalt sammenligner os med, der ikke har noget offentligt postvæsen.

Har du glemt hvad det hedder på dansk?

Tryk på en bluse (T-shirt) fra Dansklærerforeningen

Modersmål-Selskabet har netop udsendt deres årbog, som er en “Sprogrenserordbog” med den sigende undertitel: “Har du glemt hvad det hedder på dansk”.

Det er ikke første gang i historien, det engelske sprogs indtog i dansk problematiseres, ja, faktisk findes der en forening, Den Danske Sprogkreds, der har bekæmpelse af Danglish som en del af formålet.

Og professor Jørn Lund gav gennem mange år området opmærksomhed, fx ved påvisning af risikoen for dansks domænetab til engelsk på universiteterne og ved fx anvendelse af engelsksprogede titler dom når YouSee søger en Senior Brand & Consumer Insight Manager, en person, der skal forbedre “kunderejsen”!

Argumentet for at anvende engelsk er ofte, at ordforrådet er større og derfor mere nuanceret. I sprogrenser-bogen jorder cand. mag. Kirsten Rask dette synspunkt overbevisende og understøtter det Kierkegaard-citat, som Dansklærerforeningen fik trykt på en årsmødebluse for år tilbage: “Jeg elsker mit Modersmaal, der frigjør min Tanke; Jeg finder, at hvad jeg kan have at sige i Verden, kan jeg ypperligt udtrykke deri.”

Kirsten Rasks indledende artikel om engelske indlån og deres bøjninger på dansk er sammen med den afsluttende kronik en klar og øjenåbnende rammesætning for den alt, alt, alt for lange ordliste, fra side 13 til side 80, med engelske indlån, hvoraf dansk for de flestes vedkommende stiller gode, fyndige ord til rådighed.

Bogen er for mig at se en klar dokumentation af, at det, der truer dansk kultur, er den massive påvirkning, som vi udsættes for gennem amerikansk dominerede medier, og så den politiske agenda om globaliseringens og konkurrencestatens velsignelser.

Og så er der selvfølgelig det aspekt, at man kan vælge engelsk, hvis man skal sige noget, der er svært. I Leif Panduros “Rend mig i traditionerne” sidder det unge par på bænken og kysser og siger “I love you”, fordi blufærdighedstærsklen er lavere på det fremmede sprog end på modersmålet. På lignende vis har vi i dansk et overforbrug af ordet “fuck”, som virker skræmmende på dem, der har engelsk/amerikansk som modersmål.

Så brug denne tankevækkende bog til en generobring af dansk sprog og til et moderat oprør mod fucking engelsk.

Tak til Modersmål-Selskabet for dette initiativ.