Sproget af i går om verden af i dag.

“Til at udtrykke verden af i dag bruger vi et sprog, der var beregnet på verden af i går. Og fortidens livsførelse synes os bedre at svare til vor natur, blot fordi den bedre svarer til vort sprog.”

Sådan skriver forfatter og flyver Antoine de Saint-Exupéry i “Blæsten, Sandet og Stjernerne”.

Han forklarer dette misforhold mellem sprog og virkelighed med, at udviklingen er gået så hurtigt. Det var i midten af 1900-tallet, hvor hans afsæt er flyvemaskinens opfindelse og udvikling. Men i dag er hans tanker vel mere relevante end nogensinde.

Jeg kommer til at tænke på dette sprogspring i tid, når jeg omgås børn, der har ganske andre erfaringer og udgangspunkter end jeg; og det er dem, det er væsentligt at lytte til, når vi skal påtage os ansvaret for at bidrage til deres formåen til at begå sig verden. Og de er ofte et andet sted, end vi tro – selv om vi bruger samme ord eller ser samme billede.

To eksempler: En god ven af familien besøgte et Leonardo-museum i Italien og hjembragte en træmodel af da Vincis kastemaskine. Den skulle vores femårige og maskinfikserede barnebarn have. Han modtog den jublende, og da vi voksne skulle til at forklare om den store italieners genialitet, jublede drengen: “Det er ham, der har opfundet den maskine, vi kaster flødeboller med”.

Den havde Leonardo måske ikke set komme!? Vi andre derimod skylder så den geniale opfinder at fortælle knægten, at flødebollen vist ikke var opfundet, da maskinen blev tegnet. “Jamen, hvorfor så?”

I skolen har jeg ofte valgt omvejen ad illustrationen, når vi skal fordybe os i tekster. Det billede, som elever laver, afslører det, der har hørt.

Eksempel: Jeg har fortalt en mellemtrinsklasse om “Moses og den brændende tornebusk”. 12 tegner en skægget mand, der er klædt i hvide gevanter – de har set en billedbibel. 4 tegner en mand i romersk uniform – de har set Asterix og reagerer på signalordene: Egypten, hærfører; de har litterære kompetencer. 5 tegner ham med t-skjorte, korte bukser og kondisko – de fokuserer på sand og sol, og deres tegninger er de mest detaljerige, fordi det er kendt omgivelser.

Af de sidste havde én tilmed ladet Moses komme frem på en kondicykel. Forklaringen var, at jeg indledte: “Moses drog ud i ørkenen:” Og ordet drog kendte tegneren fra familiens weekendture på cykel i godt vejr: “Skal vi drage til starnden?”

At gå billedvejen åbner måske for, at vi kan pejle os ind på hinanden og etablere et fælles nutidssprog.

Besøg på BogForum 2026. 2.

Et af de temaer, der tiltrak min opmærksomhed, var aktiviteterne omkring Dansk Pen, der kæmper for ytringsfrihed, og omkring Ukraine House-standen, som pegede i retning af de efterhånden adskillige oversatte titler, der er kommet på dansk og engelsk. Jeg kiggede nøjere på “Min tvungne skoleferei” hos Forlaget Hjulet og på flere titler hos Forlaget Jensen & Dalgaard.

På PENs stand fangede mit øje Janne Teller, som skulle tale om situationen for ukrainsk litteratur med Nataliya Popovych fra Ukraine House. Janne Teller var just vendt hjem fra Lviv og kunne oplyse om skræmmende tal for antallet af bombede og brændte biblioteker, boglagre og forlagshuse. I det hele taget blev virkeligheden malet i den farve, den har i det krigshærgede land. Og faktisk blev der ikke brugt ord, som dækkede over meget, som ikke er kendt i forvejen. Men det, der gjorde indtryk på mig, var de to kvinders mimik og kropssprog, især Janne Tellers – for hende kender jeg ret godt. Men midt i galskaben kunne der plantes frø til spiring gennem ukrainske forfatteres ord. Og af dem måtte nogle lade tastaturet afløse af et liv ved fronten.

Blandt de spirer, hun omtalte, var de erkendelser, man kan opnå gennem læsning af og arbejd med hendes egen lille pasbog, “Hvis der var krig i Norden”, som er oversat til utallige sprog. Dens spæde start var et essay i Dansklærerforenings og Læger uden grænsers regi om flygtninge.

Et andet tema, som fyldte på Dansk PENs stand, var “Forbudte og censurerede bøger”. Således har Grimms “Rødhætte” været forbudt på mange skoler i Californien, fordi pigen fragter alkoholiske drikke i kurven til bedstemoren, mens Kim Fupz’ “Vitello”-bøger flere steder i Norge og Danmark er ugleset på grund af sproget (bandeord) og handlinger, der er uegnede for børn.

Se selv listen og begrundelserne. Der er uhyggelig underholdning nok til en hel aften:

https://danskpen.dk/wp-content/uploads/2026/08/FB_Bognoter_BOeRN_FINAL_23.08.26.pdf

Besøg på BogForum 2026. 1.

BogForum lever i bedste velgående og er et tegn på, at den analoge bog nok skal bestå. Og hurra for det.

Men for mig rummer begivenheden også sin egen modsætning, for kampen om opmærksomhed er så intens, at der er flere indtryk, som kommer forstyrrende ind fra sidelinjen end på SoMe. Kun Dansk Forfatterforening (så vidt jeg så) havde koblet høretelefoner til deres mikrofon, men her kender man jo også bogens inderste væsen.

Jeg var kommet for sidst på eftermiddagen at medvirke ved en oplæsning af krimitekster fra Forlaget Bostrups “Slangen i skuffen”, men jeg valgte at få hele dagen med.

Jeg mødte den tidligere redaktør af bladet Skolebiblioteket, Bent Rasmussen fra Vejle. Han har den her særligt bogopsøgende gangart, som på én gang er målrettet og tilbagelænet. Han sagde, at han havde hørt, at jeg havde skrevet en lille bog. Og, ja, jeg fortalte ham om ideen til “RAMT på smag, lugt og følelse”: en kropslig erindring om mine indtryk som forløser af 199 pattegrise.

Og han svarede, at han engang havde set en ko, der havde “skudt livet ud”, så dens inde var krænget ud i grebningen. Og en lignende oplevelse havde jeg, men her havde bonden formået at gribe koens udkrængede underliv i en hvid natskjorte. Det syn med hans blodige natskjorte og hvide bare ben og balder dukkede op. Tak, Bent, BogForum er fuld af overraskelser.

Han ledte efter Vagn Plenge og Forlaget Hjulets stand, som jeg netop kom fra. Her så jeg Hjulets to seneste udgivelser, Jürg Schubiger og Rotraut Susanne Berners herlige billedbog “En nat i Paradiset”, hvor Eva af bare kedsomhed og en trøstende berøring opfinder kysset. Det er en fortælling, der virker som en kærlig berøring af indersiden af øjenlågene. Verdens første kys!

Den anden billedbog, som just er udkommet er brasilianske Fernanda de Oliveira og Marilia Pirillos “Sjov med Snip og Snap”. to aber, der laver abekattestreger under overvågning (måske) af en stor abe, der svæver over dem; i hvert fald er deres øjne himmelvendte og deres fornemmelse af, at de bliver aflyttet, udtalt. Bogen er tilegnet Fernandas to yndlingsaber, Lily og Loui, som nok er hendes to yndige børn, som vist kedede sig på messen. Af en eller anden grund kom jeg til at tænke på Trilles sang om “et øje i det høje”, da jeg læste bogen. Men hvor må det være skønt for to yndlingsaber, indtil en vis alder, at have en overabe, der våger over dem. Bogen er farveglad og latinamerikansk livsglad; ja, man fristes til helt plat at juble, at den er abeskøn. Fernanda de Oliveira, som nu er dansk gift og bor her i landet, er nok værd at holde øje med!

Jeg vender tilbage med flere indtryk, når de er fordøjet.

Dansklærerforeningens bogpakke. 5.

Nu afslutter jeg læsningen af det varierede indhold, af efterårets bogpakke. Det er et indhold, der spænder vidt i målgruppe og fagligt indhold. Men det giver først og fremmest en læsning, der fylder én med fagfryd. Hvor er det et privilegium at undervise i faget dansk.

Min seneste læsning har omhandlet et nyt materiale til ”Årets gang i børnehaveklassen” med grundbog, arbejdsbog, vejledning og bogstavkort.

For mig at se er tonen i de fortællinger, som indfanget skoleårets måneder, er herligt befriet for det sødladne talen ned til børnene-sprog. Her er eventyr, sagn og andre fortællinger, der signalerer, at den mundtlige fortælling er en basal del af skolestartens undervisning i modersmålet. Det er vigtigt, at bogstavarbejdet finder sin begyndelse i børnehaveklassen, men prioriteringen med et stærkt fortælle-islæt er velkommen.

Der er Maria Rørbæk, der begået grundbogens tekst, mens Rita Grønkjær og Ulla Olander Vangsted har stået for udviklingen af den arbejdsbog, som satser på en sproglig opmærksomhed hele året; en opmærksomhed som leder eleverne fra mundtligheden ind i skrivningens og læsningens univers. Det hele er illustreret af Anne Pedersen, som formår at forene det stringente med den finurlige. Jeg har glædet mig ved hendes streg fra første færd, da hun i et afgangsprojekt fra Designskolen illustrerede Peter Sebergs ”Patienten”, hvor tonen blev slået an: fascination af det organiske og det mekaniske i kombination.

Jeg håber, at mine børnebørn og oldebørn bliver udfordret at dette univers!

Og så til slut har jeg læst to bøger i serien ”Tendens”, en serie, der består af ”korte bøger om centrale tendenser i undervisningen”, og som søger at forene teori, didaktik og praksis. Målgruppen er altså primært læreruddannere og lærerstuderende, men de fagudvalg, der lader disse titler gå deres næser forbi, snyder sig selv for inspiration og nytænkning.

De to seneste, som jeg lige har læst, er Johanne Helbo Bøndergaard og Mette-Marie Friis Bøeghs ”Lytning i dansk”, hvor forfatterne ganske befriende sætter ørerne i fokus. For hver er det pudsigt, at vi er så vilde med at få alle til at tale, når dette kun giver mening, hvis der er nogle, som lytter. En velgørende bog!

Den anden er Natascha Drachmanns ”Flersprogethed i dansk”, hvor hun plæderer for, at vi inddrager al den sprogformåen, som eleverne/de studerende har samlet op i skolen, men også alle andre steder. I en tid, hvor alle begræder det tab af sproglige kundskaber, som sætter sit præg på samfundet i det almindelighed og uddannelserne i særdeleshed, kan denne bog sende små lysglimt, hvis vi med den anvisninger linder lidt på døren til nysgerrighed på sprog. Min eneste anke imod bogen er den brug af fagudtrykket ”flersprogethed, flersprogethedsdidaktik”. Det er nok et præcist udtryk, men det klinger fælt i mine ører. Hvorfor ikke bare ”flersprogsdidaktik”?   

Men som konklusion: Tak for et par ugers læsning i fagfrydens vold!  

Dansklærerforeningens bogpakke. 4.

I årene omkring 2000 fik Dansklærerforeningens serie ”Frit for fantasi” fint fodfæste i undervisningen med titler som ”Intet” af Janne Teller og ”En-to-tre-NU!” af Jesper Wung-Sung. Det var forfatter Hans Otto Jørgensen, der redigerede, og han havde via Forfatterskolen fornemmelse for kvalitet og det, der rørte sig i forfatterverdenen. Han har i øvrigt fortsæt sin indsats for at udbrede kvalitetslitteratur gennem forlaget Gladiator, som han står bag.

Han var garant for, at ”Frit for fantasi” leverede det ypperste, også selv om nogle titler ikke blev bedstsælgere. En af de virkelig fine var Pia Juuls ”Lidt ligesom mig”, som forlaget nu lykkeligvis har valgt at genudgive, så den igen kan friste danskundervisere, der vil eleverne og de studerende det bedste.

Pia Juul skriver intenst og enkelt om et komplekst og beklemt pige-/kvindeliv, som omhandler kvinder i flere generationer og piger i dagligdags skole-, veninde- og søskenderelationer. Pia Juul er i den fine bog, ”Kanon på kryds og tværs”, repræsenteret med novellen ”En eftermiddag i Bath” under temaet ”Fart på”. I ”Lidt ligesom mig” præsterer hun et sprogligt kunststykke: at levere spænding i slowmotion!

I bogpakke får hun følgeskab af to nyskrevne titler i ”Frit for fantasi”-serien: Lilja Scherfig giver os med romanen ”Bare kald mig Milo” en fortælling, som med et balanceret mix af barske hændelser og eventyrlige realiteter giver mæle til forældreløse, anbragte børn, der manipuleres af voksne magtmennesker. Selv kæmper de for den retfærdighed og den kærlighed, der må findes hinsides af al snak om hudfarve og andre udvortes træk.

Jeg var utroligt betaget af billedbogen ”Rævefælden”, som Lilja Scherfig havde skrevet og Otto Dickmeiss illustreret. Det var en helstøbt bog med så fine illustratuiner, at de måske har sløret mit blik for, hvor god en forfatter Ilja Scherfig er. I ”Bare kald mig Milo” bliver dette slør fjernet fra øjnene: Hold op, hvor hun mestrer både sprog og opbygning af handling!

I ”Cecilie siger” får læseren ti noveller af Jesper Wung-Sung. Det er den af de tre bøger, jeg har brugt længst tid på at læse, fordi hver novellen indbyder til at gå om bord i andre af forfatterens mange værker. Her er sygdom, der mødes af livslystens trods – og ”En-to-tre-NU!” må genlæses. Her er åleglat selvpromovering, der kalder på behov for menneskelighed – og ”Det år sjæle slår smut” og ”Ottoseen” må ned fra reolen. Jesper Wung-Sung gennemspiller de temaer, der som regel ligger ham på side, men med nye lys fra skriveprismen.

Jeg må som normalt, når jeg sidder med en af hans bøger i øjnene, overgive mig til en begejstring over hans høje litterære ambitionsniveau, som normalt indfries – og hans enorme produktivitet.

Han er en pæn mand, Jesper Wung-Sung, men en kompromisløs forfatter. Under en samtale med Lea Fløe Christensen – ifølge ham selv – betegnet han som en punkanarkist forklædt som enhver svigermors drøm.       

Hvor er de tre ”Frit for fantasi”-romaner en fornem manifestation af en danskfag, der satser på, at eleverne skal have noget at leve for!

Dansklærerforeningens bogpakke. 3.

I gamle dage, altså i 1970erne til 1990enre, var der kronede dage for undervisningsmaterialer, der foregav at træne skriftlig dansk. Et af de mest populære hed ”Skriftlig for…”. Og onde tunger mente at vide, at det pr årgang solgte flere eksemplarer, end der var elever, fordi alle viceskoleinspektører ville sikre sig, om der skulle komme tilflyttere.

I en kvalitetsrapport om skriftlig fremstilling i den serie, som i folkemunde kaldtes Bertels Bregnebøger, kunne forskere fastslå, at ”Skriftlig for…” og lignende materialer ikke havde nogen faglig effekt. Men de gav ro i klassen, og lige så onde tunger så en sammenhæng mellem spanskrørets afskaffelse og indsætningsøvelsernes indførelse. Og indrømmet: spanskrøret og papiret er gjort af samme stof!

Nu udgiver Dansklærerforeningen hæfter i serien ”Meget mere dansk” – og indrømmet, jeg var skeptisk, da jeg hørte om planerne. Men jeg overgiver mig, fordi disse hæfter ikke er tænkt som fleksible aktivitetsmaterialer med stor variationsgrad, men som hæfter til repetition af skriftligt stof, der er undervist i, og hvor man af erfaring ved, at der gemmer sig genkomne problemer. De to hæfter i denne rundes bogpakke tager hånd om ”120 hyppige ord” (indskolingen), som alle er så slidte i brug, at de afviger det lydrette, og om ”Hyppige stavefejl 1” (mellemtrin), som bl.a. omhandler nutids-r og stumme bogstaver.

Der er altså forudgående undervisning, diagnosticering og fordybelse til forskel på ”Meget mere dansk” og gamle dages aktivitetshæfter.

Og når nu jeg er ved skriftlig dansk, så må jeg overgive mig til det nye hæfte i serien ”Stjerneskud”, hvor nr. 8 holdes sammen af temaet vand, og hvor undervisningen på elegant vis boltrer sig i det store sproghav. For mig at se leverer Yvonne Roug-Andersen og Merete Schou von Magius her stof, der kan udgøre en sikker havn for et års undervisning i skriftsprog, altså i både skrift og sprog.

Og endelig har jeg nået at læse de tre små fagbøger, som er udkommet i serien ”Læsbar”. En lille, lækker bog om ”Rap”, som både giver en overblik over en udvikling og et appetitvækkende kendskab til en række artister. Den er skrevet af Mette Telefoni.

Endvidere har Kit A. Rasmussen skrevet de to næste om ”Dyr der dræber mennesker” og om ”Dyr der spiser mennesker”. Jeg har læst dem sammen med et barnebarn på 5 år – de er til mellemtrinnet – og her er jubel over, at vores farligste rovdyr på det nærmeste er usynlige for det blotte øje eller i hvert fald uendeligt små. ”Tænk, at flåten er vildt meget farligere end ulven!”

Og nu er jeg snart igennem bogpakkens bøger. Hvor er det imponerende, at et så lille forlag kan præstere en så omfattende bogpakke med så megen kvalitet.    

Dansklærerforeningens bogpakke. 1

Anders Bondo Christensen har et opslag på LinkedIn om præsentationen af nye titler fra matematik- og Dansklærerforeningens Forlag.

Han skriver bl.a. ”Er I klar over, at I har jeres egne forlag, der bestræber sig på at udgive de bedst mulige undervisningsmaterialer til jeres fag?” og ”Her finder I super relevante analoge undervisningsmaterialer (og der er også en lækkerbisken til børnehaveklassen😊)”.
Slå op | LinkedIn

Nu er jeg i gang med at læse bøgerne i Dansklærerforeningens bogpakke. Og i første omgang vil jeg opholde mig ved de udgivelser, der relaterer til ungdomsuddannelsernes kanon, fordi når det regner på ungdomsuddannelserne, drypper det ofte på grundskolen.

Dels indeholder pakken to værker i serien ”Til værks”: Henrik Ibsens ”Lille Eyolf” og Søren Kierkegaards ”Gentagelsen”. Begge bøger har forord, som er læseværdigt undervisningsinspirerende. Dertil kommer en fornem udgivelse, ”Kanon på kryds og tværs”, hvori Peter Jensen, Jan Aa. Haugaard Petersen og Sune Weile dels holder fine tekster sammen under frugtbare tematikker og dels indleder med et litteraturhistorisk overblik. Den bør stå på ethvert lærerbibliotek! Og så har man valgt at genudgive Pia Juuls fortælling ”Lidt ligesom mig”, der udkom i 2004 i serien ”Frit for fantasi”. Den holder og har et budskab, der bestemt ikke er blevet mindre aktuelt med tiden; om at forstå, hvad man kommer af. Og hvor kunne hun dog skrive!

Jeg er ved at boge de øvrige titler og vender tilbage, når læsningen er omme.

Ps.

Hvor bliver man stolt af at være medlem af en faglig forening, der udgiver værker som disse!  

 

Hvad har du fået ud af besøget?

Igen i år lægger Politikens Pressen hus til World Press Photo-udstillingen, hvor nogle af årets udvalgte pressefotos præsenteres.

I år havde man droppet den særlige udstilling af Politikens egne fotografers billeder, og det var en forringelse efter min mening. I stedet kunne man se en billedkavalkade over pressefotografiet i demokratiets tjeneste. Og ærlig talt; det væsentligste for mig ved fotografiet er, at man kan fordybe sig i det, og derfor fremkalder den evindelige bladren irritation. Man kalder det slide show, og det kan være både show-præget og slidsomt at se på.

Men andre år har jeg besøgt udstillingen på åbningsdagen, hvor en række pressefolk og fotokendere er til stede, men i år stod jeg midt i vrimlen af elever fra skolernes overbygningsklasser, og det gav en helt nyt dimension på oplevelsen. Jeg kontaktede en gruppe fra en nordsjællandsk efterskole, så deres opgavesæt, som de var pænt optaget af, og spurgte til deres opfattelse af udstillingen. “Jo, det er spændende at se, men det handlen næsten kun om katastrofer;” udtalte en, mens andre nikkede.

Og så er det underligt, at “vinderbilledet er et, man ikke sådan lige får øje på:” “Man må læse teksten for at finde ud af, hvad det forestillet.” (Børn, der klamrer sig til deres far, som bliver arresteret af ICE). “Det er nok valgt, fordi det handler om ICE!?”

Og alle var enige om, at ét billede havde fanget blikket og sat sig fast i beskueren: Et billede af en mand foran et brændende højhus. Det viste umiddelbart en rædsel, som blev understøttet af teksten: Han kone opholdt sig i det huset.

Det gav anledning til en ordveksling om de kriterier, der ligger bag valg af vindere. Og på mit spørgsmål om, hvad de havde fået ud af besøget, lød svaret: “At vi kan se, hvor godt vi har det her i landet!”

Udstillingen sluttede i går samtidigt med efterårsferien.

Generøsitet i Thy

Hvis du er nordenfjords i efterårsferien, er det nok værd at aflægge Kirsten Kjærs Museum i Frøstrup et besøg; og hvis du ikke er, så er museet et besøg værd alligevel.

Lederen af museet, Susan Hinnum, åbnede i dag (lørdag) Kunsthal Kirsten Kjær, hvor der dels er en permanent udstilling, og dels gæsteudstillere – aktuelt svenske Tilda Lundblohm og danske Ole Hartvig.

Ved åbningen citerede Susan Hinnum den engelske Timothy Morton: “Kunst er tanker fra fremtiden”, hvor man i mødet kan “give sig selv lov til at opleve… til at indleve sig… og i bedste fald til at fortabe sig, til at glemme sig selv…. bare et øjeblik”. Og hun konkluderede, at kunst er generøs. Man kan tage det, man har brug for og få mere til.

Disse ord er nok mønter på tankerne bag etableringen af Kunsthal Kirsten Kjær, men de dækker også over den fornemmelse, man gribes af, når man dvæler ved Kirsten Kjærs portrætmalerier.

Selvfølgelig spiller det ind, hvis man har mødt Kirsten Kjær som hovedperson i Karin Michaëlis’ roman “Hjertets vagabond”. Mødet mellem de to kvinder skulle have bestået i et interview, men udviklede sig til et månedlangt samvær, hvor Kjær fortalte om sit vilde liv i Amerika; så vildt, at Michaëlis vil give bogen titlen “Den kvindelige Casanova”, men det brød Kjær sig ikke om, så det blev den læseværdige “Hjertets vagabond”. Læs den – og bliv opstemt!

Hendes portrætter er levende og karakterfulde; nogle få af kendte mennesker, men mange af nu ukendte mennesker. Som Ole Dalgaard, som var med på besøget, konstaterede, så bliver man efter få år ukendt.

Ja, selvfølgelig har han ret. Og så alligevel. Kirsten Kjærs portrætter giver de nu anonyme et liv i nutiden og i fremtiden.

Se udstillingen – og læs “Hjertets vagabond”. Det er kunst, der får en til at glemme sig selv.

Litterært Folkemøde i Skørping. 3.

Ved et folkemøde hører det til blandt udkommet, at man falder i samtale med mennesker, der kan rykke ved vante forestillinger om litteraturen og dens omegn. Således også i Skørping.

Fordi jeg skulle tage hånd om HCA-Samfundets stand, fik jeg ikke hørt nogle af de mange interessante foredrag og optrædender, men fik så talt med så mange desto flere gæster og standpassere.

Især fik jeg en del gode samtaler med Michael Clausen fra Bog & Idé i Hadsund. Han forstærkede mit indtryk af, at den boghandlerkæde, han er tilknyttet, nok også er en Legekæde, så har den også medarbejdere, der er dedikerede bogmennesker. Han var ud over at være en fin samtalepartner og en interesseret og vidende litteraturnyder. Når jeg kalder det et forstærket indtryk, så beror det på dels et besøg i Rønde, hvor Bog & Idé på førstesalen huser landets største kunstboghandel, og dels på et eventsamarbejde med Langes Boghandel, Bog & Idé i Næstved. For ikke at tale om den service jeg bliver tildelt i min lokale Bog & Idé i Helsinge. Besklageligvis konstaterer jeg så også, at boghandlere i en del byer lukker. Og hvad er en by uden boghandel?

Jeg havde også en god snak med Forlaget Praksis, som har udgivet en imponerende kanonserie. Af samtalen fremgik det, at især tilstedeværelsen af flere kvindelige forfattere var et markant fremskridt for litteraturen. Da jeg replicerede, at Dansk Litteraturkanon fra 1994 havde repræsentation af alle de kvinder, der var på listen nu, rynkede Praksis-medarbejderen panden. Heldigvis stod Erik Skyum-Nielsen, som jeg i 1994 var i kanonudvalg sammen med, ved siden af og kunne bekræfte mit udsagn. Forskellene på dengang og nu er, at 1994-listen var frivilling, til inspiration, og at folkeskoledelen bestod i inspirationer til at lade nutidige forfattere læse i en belysning af nogle af de kanoniske. Dette kunne tjene til efterfølgelse nu, hvor den obligatoriske folkeskolekanon har overlevet både sit oprindelige formål og sin relevans, hvis den da skulle fremme litteraturglæde og læselyst.

Endelig må jeg også nævne, at Christina og Jesper Wung-Sung kom forbi, så jeg kunne få aftalt et interview til Dansk i anledning af, at han får udgivet en fin novellesamling på Dansklærerforeningens Forlag her i efteråret. Og at enmandshæren fra Måle Fortælleteater, Anette Jahn lagde vejen forbi mellem hendes optrædender med den nye forestilling Brændenældernes sang og den afprøvede om Selma Lagerlöfs Skiftingen. Vi fik vendt væsentligheden i, at fortællingen kommer styrket ind i skolens nye fagplaner!

Og så var der alverdens småsnak om revision af ældre tekster, hvor åsyn skal erstattes af ansigt, fordi ingen længere bruger åsyn-ordet, selv om det anvendes dagligt i Morgenandagten. “Den er sgu da ingen; der hører.” “Jo, den har flere tusinde lyttere!” Og mere småsnak om dette og hint, hist og pist.

Og da jeg kommer hjem for at slappe af med lidt skærm, toner Herman Bang fra i udsendelsen om “Huse med hemmeligheder”, fordi han har været alumne på Valkendorfs kollegium. Han, der gav os impressionismen i litteraturen og new journalisme i journalistikken.

Verden hænger sammen – hvis man tilstræber det.