inspiration - Dansklærerforeningens Folkeskolesektion

At ærgre sig er gratis….

Det skulle have været audiensens og velsignelsens dag, men for Ole Dalgaard og mig druknede det hele i et romersk vandfald fra over, ledsaget af lyn og torden, som cirkulerede lige over os, der ventede på velsignelse.

Det er ærgerligt. Men som Oles mormor havde broderet på en klokkestreng: “At ærgre sig er gratis, og det er faktisk skidt, for hvis det kostede penge, så ærgrede man sig ikke så tit”.

Det var den mormor, som stod for husholdningen i det hjem, som Ole om sommeren besøgte og ferierede i. Vi bordet var der faste pladser. Morfaren var musiker. Han kom hjem et godt stykke ud på aftenen, og en dag havde han en kollega med hjem. Det betød, at Ole fik en anden plads ved bordet end vanligt. Og her gik det op for ham, at verden kan se helt anderledes ud, når man skifter plads.

Denne epokegørende opdagelse beskriver han i den af Dorte Karrebæk så smukt illustrerede erindringsbog “Og så var der verden som den var” (Dansklærerforeningen, i serien Min historie”. Dette er for mig at se denne smukke bogs clou, og det peger på nogle af de litterære greb, som Ole / OscarK anvender i sine tekster. Og det gør han ikke for at komplicere, men for at nærme sig den virkelighed, vi er bundet til – så godt som det nu lader sig gøre.

Hvis jeg skulle råde de skolebiblioteker, der nu måske får penge til bøger, så ville jeg pege på OscarK’s værker til børn og unge – fra Hugo & Holger over Ungerne fra Strandholt til Biblia Pauperum Nova – fordi de kan anfægte både børn, unge og undervisere. Og den fælles anfægtelse er måden at nærme sig virkeligheden på!

Og apropos vores audiens: Det kan godt være, at de himmelske tegn udviklede sig anderledes end forventet. Men da vi gennemblødte søgte ind på en cafe nær Vatikanet, havde en andet også søgt ly for styrtregn og donnerwetter: en gråspurv, der satte sig på vores bord. Og med ét var ærgrelsen afløst af smil.

Tak for “Dansen gennem sommeren”

Udsnit af Birgitta Fabers omslaget til Dansen gennem sommeren (Tranebog)

Bo Green Jensen, forfatter, anmelder, kulturjournalist, er død, og læs fx Annegrethe Rasmussens smukke mindeord om ham.

Her skal lyde en tak for hans ungdomsroman “Dansen gennem sommeren”, som for mig blev anledning til en helt enestående oplevelse af, hvad god litteratur kan berige en undervisning med. Det var i 1985, og det var i 9. klasse. Jeg havde fået bogen hjem i klassesæt fra Amtscentralen efter at have læst den og være blevet grebet.

Jeg fremlagde for eleverne, at vi kunne læse romanen og følge en af de måder, vi plejede at anvende, når vi arbejdede med litteratur, eller vi kunne prøve noget nyt: at skrive en folkevise over bogens handling og “morale”. Eleverne valgte det sidste forslag, fordi vi kunne slå to fluer med et smæk: lave en kreativ analyse af bogen og få et godt afsæt for arbejdet med folkevisegenren.

I al korthed beskriver bogen en cykelferietur til Bornholm, hvor kæresteparret Lisa og Jac får følgeskab af Jacs ven Stankelben. Alene kælenavnet signalerer det irriterende ved, at han hægter sig på. Da en motorcykelbande indfinder sig på den campingplads, hvor trekløveret har slået deres telt op, brydes freden. Bandelederen forlanger at få stillet Lisa til rådighed. Jac forholder sig overvejende, mens Stankelben går fysisk løs på overmagten og mister livet. Efter hjemkomsten går Lisa og Jacs forhold i opløsning.

Og det gik bedre end jeg havde drømt om. Efter aflytning af nogle indsungne folkeviser valgte vi “Ebbe Skammelsøn”, som er indsunger af Daimi, og som har et omkvæd på to linjer, hvilket giver lidt mere spillerum.

Referatet af bogens handling kunne alle klassens fem grupper få hold på i visens fortløbende vers, og den overordnede fortolkning skulle derpå sammenfattes i omkvædet, hvilket naturligt nok gav svare problemer. Mens fire af grupperne valgte en ret nem og overfladisk løsning som fx “Tag aldrig mer end to af sted / på tur til Bornholm”, skrev en femte gruppe: “Da Stankelben døde, blev han en grav / mellem Lisa og Jac”.

Mens de overfladiske løsninger gav anledning til almindelig moro, var der enighed om, at gruppe fems omkvæd var stærkt. Og det gav anledning til en samtale, der blev i fin overensstemmelse med Villy Sørensens analyse af folkevisen i “Digtere og dæmoner”. “Dansen gennem sommeren” tryllebinder, fordi den beskriver det, der er svært at fatte. Den er som Villy Sørensens analyse ‘klar og tvetydig’.

Vi afsluttede med at danse visen som kædedans. Og det blev åbenbaret, at alle er fælles om handlingen, mens forsangeren “ejer” omkvædet, der kan få det til at gyse i alle.

I klassen var der enighed om, at folkevisen viste, at “Dansen gennem sommeren” er en stærk roman, der handler om unges vilkår her i livet.

Jeg tænker af og til tilbage på dette nu mere end 40 år gamle undervisningsforløb, som blev et væsentligt bidrag til min tro på, at god litteratur kan påvirke de læsende sjæles gangart – og de undervisnede dansklæreres undervisningsmod.

Tak for dansen, Bo Green Jensen.

Vane og opmærksomhed

“Jeg vil læse noget op for dig,” sagde min kone forleden. Og hun læste: “de stod og talte om…. den unaturlige grad af uvidenhed og kejtethed hos mænd, hos fornuftige og veloplyste mænd, når de pludselig blev stillet overfor den opgave, at læse højt, med eksempler på bommerter og misforståelser, mangel på herredømme over stemmen, på modulation og eftertryk, på opfattelse og dømmekraft – alt sammen stammende fra den første årsag: Mangel på opmærksomhed og vane i de tidlige år.”

“Og hvor stammer det så fra?” spurgte min kone. Under læsningen havde jeg tænkt på det, jeg havde læst som baggrund for min egen promovering af oplæsningen som ædel disciplin i skolen, men ingenting ringede, før jeg fik et glimt af bogen, som teksten står i: “Mansfield Park” af Jane Austen, skrevet i årene 1811-13 og udgivet i 1814. Det er den bog, vi skal tale om ved vores næste træf i vores lokale læsekreds.

Ræsonnementet er altså 212 år gammelt, men fortsat gyldigt. Jeg tænker på det, når jeg er dommer ved oplæsningskonkurrencer, senest på Campus i Rønne, hvor 4. og 6. klasserne dyster. Det grundlæggende er ‘vane og opmærksomhed’! Og begge dele er det oplagt at arbejde med i skolen fra første skoledag.

Og så kan man indvende, at børn ikke kan læse højt i børnehaveklassen. Men så kan man starte med højtlæsningens mundtlige forløber: Fortællingen, som også kræver ‘vane og opmærksomhed’, og som alle talende mestrer, eller kan lære at mestre.

Jeg traf i går en pige, der går i børnehave. Hun havde, da den ældste gruppe skulle forlade børnehaven til fordel for skolen, rejst sig op for at ønske ‘de store’ alt godt i skolen og for at sige dem tak for den tid, de havde haft sammen i børnehaven. Hun har givetvis set voksne udvise denne adfærd: ‘vane og opmærksomhed’.

I det frirum, som de nye fagplaner forventeligt giver, har vi (dansk)lærere muligheden for at dyrke fortællingen og højtlæsningen, så eleverne kan bidrage til fællesskabet med fortællingens frie ord og med højtlæsningens brobygning mellem fri tale og skriftsprog. Vi kan dyrke elevernes ‘vane og opmærksomhed’.

En sidegevinst: måske kan vi få studieværter i TV, som ikke forfalder til uvaner og manglende opmærksomhed.

Fagbøger, der beriger

Ronkedorerne er atter samlet på den2radio og præsenterer på denne uges (23.-29. maj) sendeflade tre nye fagbøger.

Egon Clausen har taget “Folkeligt skal alt nu være” med. Den er skrevet af Christian Egander Skov, som ud fra et konservativt samfundssyn plæderer for, at vi må genopdage det folkelige som forsvar for vores folkestyre.

Georg Metz præsenterer “Da polka var pop”, hvor Bertel Nygaard fører os ind i 1800-tallets musik og samfund. Vi flytter os fra dansen, der har håndkontakt, til den, der tillader kropskontakt.

Jeg har medbragt Henrik Engelbrechts “Den mørklagte musik under besættelsen”, som er en af de mest berigende fagbøger, jeg har læst.

Den spiller fint sammen med de to øvrige, dels fordi den peger på nogle af de faktorer, som giver styrke, når demokratiet er under pres, fx sammenholdet, der kommer til udtryk i fællessang, og dels fordi det at dykke med i musikken og dens vilkår tegner et billede af samfundets mekanismer.

Men der er også overraskelser at hente, når man kommer i sprogkløerne hos en så kompetent skribent som Henrik Engelbrecht. Jeg har selvfølgelig hørt om mørklægningen og det følgende forbud mod at gå ud. Men jeg vidste ikke, at man også reagerede på begivenhederne med en folkelig humor, fx med Mørklægningssangen, der har verset “jeg håber ikke du er mørkeræd”; en raffineret hentydning til det øgede fødselstal. Og jeg havde ikke tænkt over, at forbuddet med at gå ud om aftenen betød, at arbejdsløsheden blandt musikere steg drastisk.

Dette er blot et par eksempler fra bogen, som sætter det at være i krig i relief. Og apropos prepping: man kunne kun købe en grammefonplade, hvis man afleverede en tilsvarende, som så kunne smeltes om.

På det menneskelige plan fortælles om de jødiske skæbner og oprørske reaktioner, vi kender til, men også om mere opportunistiske personager, der søgte at udnytte situationen til egen fordel. En gennemgående figur er Bjørn Erichsen, som søger at stige op i kulturhierarkiet ved blandt andet at sende stikkerbreve til de tyske myndigheder, hvor han angiver musikere, der er antityske, jøder eller på anden måde anløbne i tysk optik.

https://den2radio.dk/udsendelser/ronkedorerne-maj-2026

Kanon nordisk

På vej til Madens Folkemøde havde jeg taget et par bøger fra Dansklærerforeningens seneste bogpakke med til togturen til Nykøbing Falster. Og ikke mindst som association til Claus Meyers prisværdige indsats for nordisk mad (NOMA) havde jeg valgt Lotte Prætorius og Ditte Eberth Timmermanns “Tema. Blik mod Nord. Nordiske kanonforfattere” og som perspektivering fra serien “Tendens” Peter Jensen, Jan Aa.H. petersen og Sune Weiles “Kanon i dansk”.

Det blev en øjendans på skinner. Temabogen præsenterer seks forfattere. Hans Lynge, Heinesen, Skram, Ibsen, Lagerlöf og Södergran. De præsenteres kort og præcist ved forfatternes ord og hver et velvalgt tekststykke. Herefter følges op med spørgsmål til teksten og tekstens perspektiver, samt kreative opgaver.

Det er en bog, der får en til at juble over, at det nordiske perspektiv er taget ind i kanonarbejdet.

Tendens-bogen kommer fornemt rundt om de fleste af de aspekter, der knytter sig til kanon-tænkningen, og er som sådan et fint bidrag til de studerendes kritiske stillingtagen til det at skulle læse noget centralt udvalgt.

På illustrationen ses en mark med høje planter af græsfamilien. Når de høstes, vil marken som en høstet majsmark stå med stive og lige høje stubbe. Det var de rør, der blev anvendt som målestok for alskens ting i tidligere tider. Og de kanonformede rør på den høstede mark fortæller til den, der erindrer den uhøstede mark, at der findes megen næring ud over de tilbageværende rør.

Alligevel tilhører jeg den gruppe, der finder det frugtbart, at en lille gruppe med indsigt kommer med forslag til udvælgelse blandt den uoverskuelige litteraturjungle af undervisningsstof. Men også, at den kritiske sans konstant er i spil. Det er for mig tydeligt, at dene nuværende kanon har skullet rette op på en kønspolitisk uretfærdighed. Og af samme grund er tekstvalget, opgaverne og spørgsmålene tæt knyttet til identitet og køn. Derfor vil også denne kanon have en afmålt levetid.

Men hvor er den forfriskende. Og set med grundskolebriller viser den klart, at den spændetrøje, som den tidligere var iført: at skulle pege på fælleskanon for grundskole og gymnasium, ikke var frigørende. Det er den nuværende tænkning med få obligatoriske og en stor kreds at skulle vælge imellem.

Lad også grundskolen slippe ud af spændetrøjen, da det nu aldeles ikke giver mening at operere med en fælleskanon med gymnasiet, der har forladt det fælles og fundet en frugtbar frihed.

ps. en ærgerlig fejl i omtalen af Edith Södergran, som ifølge bogens tekst dødede i en ung alder. Er det en svedisme? Begik hun selvmord? Eller er det bare en korrekturfejl?

Men tak for de to inspirerende bøger!

Hyp dine egne æg!

I de næste par dage er der Madens Folkemøde i Nykøbing F. Som led i dette folkemødes start tilbød Den Danske Sprogkreds og forfattergruppen Os hernedefra en quiz om “Faste udtryk og ordsprog” på Hovedbiblioteket i Nykøbing F.

Der var kommet en pæn lille skare af mennesker, der var nysgerrige på sprog, og de quizzede med på livet løs. Modellen var enkel: Nogle af forfatterne til små historier og digte, der alle omhandlede fødevarer, om faste udtryk, som er udkommet i bøgerne “Tag tyren ved hornene” og “Så englene synger” blev læst op, men med udeladelse af det faste udtryk. Og så skulle deltagerne gætte det udtryk, som oplæsningen handlede om.

Et af formålene med at sætte fokus på de faste udtryk og ordsprogene er, at de indgår i daglig tale, men kan være vanskelige at forstå for børn og mennesker med andet modersmål end dansk. Ja, selv blandt voksne kan der være usikkerhed.

En af deltagerne, som i øvrigt var den, der havde flest pletskud, undrede sig over, at udtrykket ‘at hyppe sine kartofler’ var et fast udtryk, for hun huskede, at hendes far brugte ordene, når han netop skulle ud at hyppe kartofler.

Dette gav anledning til en god samtale, og jeg huskede en episode fra min tid i et fælleslærerråd, der havde møde med en skolekommission om lærernes ønsker til opgradering af skolernes faglokaler. Ja, det var dengang politikere havde pligt til at høre synspunkter fra dem, der havde praktisk erfaring, så de kunne tage lokale beslutninger på et bedre grundlag!!

På mødet blev der argumenteret for ønskerne, som ville blive ganske dyre. Og skolekommissionens formand takkede for det tilsendte, pegede på de mindre dele, som kunne imødekommes og afrundede ved at konstatere at ‘lærerne altid ønsker at hyppe deres egne æg’.

Om dette beroede på en uoverlagt sammenblanding af faste talemåder, eller om det var et strategisk sats for at afbøde lærernes frustration, ved jeg ikke. Men vi forlod mødet med hovedrysten og gode grin.

I øvrigt sluttede quizzen om de faste udtryk med et hyldestdigt til sydhavsøernes smagfulde søn, Claus Meyer, som også har en finger med i spillet omkring Madens Folkemøde.

Det får mig til at minde om, at jeg har lyrikværksteder og det, der i dag hedder en talk om fortælling, ved Verdens bedste Skovtur i Udsholt medio juli.

Her er et af digtene fra forrige år:

Meyer havde haft sit mas

med at finde fyrrekvas,

så han kunne skaffe ilden

og få fut i skovtursgrillen.

Men det lykkes; grillens glød

braser blidt det ferske kød.

Røgen skaber næsespil:

lokker lækkersultne til.

Magert kød gør godt i munden.

Meyer spejder: Hvor er hunden?

Faste vendinger – og knapt så faste.

Hvis du ikke ved, hvad du skal lave i morgen eftermiddag og er på Lolland-Falster, så tag til Madens Folkemøde, hvor man kan møde mange foirskellige mennesker, der ‘holder ganen højt’. Og midt imellem smagsprøver og debatter deltager jeg i et quiz-program sammen med forfattergruppen ‘os her nedefra’ på Hovedbiblioteket i Nykøbing kl. 16-17.30. Vi læser digte om faste vendinger og mad som oplæg til en gættekonkurrence om fast udtryk.

Og apropos digte, så laver jeg lyrikværksteder ved Claus Meyers ‘Verdens bedste skovtur’ ved Udsholt Strand medio juli; det skal jeg nok fortælle mere om, når tiden nærmer sig. Men det er nu sjette gang, jeg arbejder med skovturslyrik, og det kommer ofte til at handle om mad. Her er et eksempel:

Branke branke på

Grill på overarbejde

Kokkens svedne smil

Ellers nyder jeg StormP-kalenderen, som er værd at stå op til, fordi han kan vride og tviste sproget:

To mænd går sammen. Den ene med violinkasse. Den anden spørger: “Har du spillet violin hele dit liv?” Den anden svarer: “Næh – ikke endnu!”

Og så en børnelogiker i samme boldgade. Mit 4-årige barnebarn så en film, hvor en dinosaurus døde, og han konstaterede: “Nu må den bare leve med at være død!”

Hvor er sprogleg dog oplivende!

Unge, der vil høres

På Kristi Himmelfarts dag var min kone og jeg af en teenagepige, som vi holder meget af, inviteret til humanistisk konfirmation. Programmet var fejring i Dronningesalen i Den sorte Diamant og om aftenen sammenkomst i hjemmet.

Som forberedelse til fejringen var de unge blevet undervist i menneskerettigheder, kritisk tænknin, etik, identitet, tolerance – altså i et humanistisk livssyn. Og de skulle som en del af festlighederne fremføre resultaterne af deres arbejde med etiske dilemmaer, hvilket de gjorde med både seriøsitet, humor og inddragelse af alle os, der fyldte salen.

Derefter talte en af deres lærere om det al vælge, idet han tog afsæt i Sisyfon-myten og i Albert Camus’ fortolkning af den. Du har altid et valg!

Her noterede jeg mig, at alle de unge, der sad på forreste række, sad tilbagelænede i stolene, men lyttende; ingen hviskede i øret på den ved siden af.

Derefter kom festens hovedtaler på scenen, aktivisten Selma de Montgomery, som er klimaaktivist, UNICEF-ambassadør og imponerende livfuld. Jeg noterede mig, at hele rækken af unge lænede overkroppen sig lidt frem. De var nu ikke bare lyttende, men spændt engagerede. Og der var noget at komme efter; jeg har efter denne oplevelse set flere indslag af Selma de Montgomery, og det kan jeg anbefale alle, der ønsker at få plantet et frø af fremtidshåb.

Hun havde de unges fulde opmærksomhed, men også vi ældre – ikke mindst haveejerne blev vækket og ægget, da hun pludselig trak ned i kraven på jakken og fremviste sin første tatovering af en skvalderkål, og udpegede den som værende en af vores mest betydningsfulde planter.

Og hun var ganske enkelt fejringens skvalderkål.

Ved sammekomsten i hjemmet deltog konfirmandens to bedsteveninder; de havde mødt hinanden i vuggestuen. Der blev holdt taler, nogle få frit fra leveren og et par efter manus på mobilen. Men den tale, der holdt alle fanget, blev fremført af en af veninderne, som gik en udskolingen på en lokal folkeskole. Hun havde noteret sine gennemarbejdede ord på papkort, lidt mindre end A5-format. Og i modsætning til flere God aften Danmark-værter, der ofte dropper øjenkontakten for at læse det, de ikke har nået at forberede sig på, forstod hun at udnytte papkortenes potentiale. Hun kastede et blik på den overskuelige tekst, kiggede på den, talen blev holdt for og på de øvrige gæster, vendte til næste kort, læste teksten, kiggede op og fortsatte.

Sådan agerer en velundervist teenager, der har noget at fremlægge. Når man taler eller læser op fra et A4-ark kan man nemt miste overblikket, når man har haft øjenkontakt, og værre endnu, hvis man læser op fra mobilen, hvor lysstyrken kan skifte og teksten flytte sig.

Det var herligt at komme hjem om aftenen efter en festdag, hvor unge stemmer havde vist gennemslagskraft på grund af indre glød og ydre færdigheder. Det første kan spire frem af stimulering af kritisk sans og menneskeligt samvær i det fælles, det andet kan understøttes af god undervisning.

Kong Gulerod og Antikrist

Luca Signorellis Antikrist i Orvieto Domkirke

Når Trump poster et billede af sig selv som ham, der helbreder den syge, sætter det gang i pressens kommentatorer. Nogle benytter humor som våben, selv om man får lyst til at bringe Niels Hausgaards udsagn om forskningsminister Helge Sander i erindring: Han optræder konkurrenceforvridende i forhold til alle, der lever af satire!

Blandt humoristerne kan man fremhæve Ole Rasmussen i Politiken, som mener, at Trump sprøjter sig med guldspray, og ikke mindst John Stewart, som til sin rædsel opdager, at den mand, Trump helbreder, umiskendeligt ligner JOHN STEWART!

Andre benytter den indsigtsfulde og perspektiverende analyse som fx lektor Peter Chr. Rude, som ved at se Trumps helbredelsesbillede får tankerne henledt på den italienske renæssancemaler Luca Signorellis maleri af Antikrist i domkirken i Orvieto. Her er den frelserlignende figur i færd med at indsamle guld, imens en behornet satan hvisker ham i øret, og fornemme mænd, en skøge og medløbere flokkes om ham. Der, hvor andre bærer hjertet, har han en guldmedaljon.

I baggrunden flokkes sortklædte mænd ved en tempelbygning, så det ikke er fjernt at associere til stormen på Kongressen.

Om den kunstige intelligens, som er benyttet til at kreere Trumps frelserbillede, har trukket på Signorellis maleri kan vi ikke vide. Men til gengæld kan vi glæde os over, at en kunstinteresseret litterat gør opmærksom på sammenhængen i et læserbrev i Information. Tak for den frie presse, og ikke mindst den avis, som rykkede ind i det nazistiske Fædrelandets rømmede lokaler den 5. maj 1945.

De danske kirkers middelmalerier kan i mange tilfælde berige os med nuancer i tilværelsens tilskikkelser på et niveau, der svarer til renæssancekunstnerens mesterværker. Symbolerne står i kø for at gøre indtryk på os arme syndere.

Og apropos symboler, kan man sorsøge at opnå fortrolighed med nogle af dem ved at gå på jagt i Oscar K. og Dorte Karrebæks forrygende fattigmandsbibel, Biblia Pauperum Nova, hvori en række skuespillere, der er ‘fattige i ånden’ opfører fortællinger fra Det nye Testamente. I loger i scenerammen optræder dyr som kommentatorer, mange af dem med symbolske tilføjelser.

Det er i den bog, kvinderne ved Jesu tomme grav citerer Anders Fogh Rasmussen: “Der er ikke noget at komme efter”. Men det er der så alligevel, hvis man vender blikket andetsteds hen. Og sådan er det måske også med de kommissionsrapporter om vores krigsdeltagelser. Undersøgelser der er enten slet ikke er blevet fuldført, men lukket ned, eller er mundet ud i rapporter, der måske bliver citatanonymiserende. Også Ninn Hansen er citeret i fattigmandsbiblen, hvor Pontius Pilatus konstaterer, at “der bliver trængsel ved håndvanske”.

Lær blot skoleelever satirens kunst, for en god latter er helsebringende. Men lær dem også den faglige eller den kunstneristiske analyse, som er bevidsthedsbringende.

Giv ordene din stemme

Udsnit af tilhørerskaren ved oplæsningskonkurrencen på Bornholm

Så er den årlige oplæsningskonkurrence for bornholmske 4. og 6. klasser afviklet i den store hal på Campus Bornholm. Og igen i år var det betagende og lærerigt at få lov til at være med som dommer.

For det første er stemningen fin, både i hallen, hvor oplæsningen sker foran de mange jævnaldrende fra andre skolen, og i klasseværelserne, hvor der forud øves og fokuseres på oplæsning. Det er tydeligt, at denne bro mellem snak og fortælling på den ene side og skriftsproget på den anden er værd at betræde – både fordi man må tage an andens (forfatterens) sprog i munden, og fordi man skal sætte ord på teksten, så den skaber liv i tilhørerne.

For det andet er det interessant at iagttage forskellen på 4. og 6. klassernes oplæseres tilgang til at skulle stå foran de mange tilhørere. Der var rullet en rød løber ud mellem en trappe og talerpulten. Oplæserne fra 4. gik målrettet hen over løberen, men 6. klasserne først trådte ind på løberen, da de var fremme ved mikrofonen. Dette “billede” var kendetegnende for hele den måde, oplæserne agerede på: 4. klasserne mere umiddelbare og frimodige, 6. klasserne mere reserverede.

Oplæsningskonkurrencen startede oprindeligt som en HC Andersen-oplæsning for 7. klasser. Men erfaringerne herfra fik os til at forsøge med 6. klasserne, og det viste sig at være en gevinst, da de trods alt skulle have langt færre parader oppe, når de stod foran jævnaldrende. Da vi så i tilgift inviterede 4. klasserne til at have deres egen runde, så blev vi bekræftede i, at oplæsning er en givende danskfaglig disciplin, som fungerer i bedste velgående – i hvert fald fra 4. klasse.

4. klasserne læste tekster af Martin Glaz Seerup, Peter Mouritsen og Jesper Wung-Sung om hhv. Elefanten, Ikke-fanten og Peberknægten. De lå godt i munden på oplæserne og skabte store ører hos de kammerater, som kendte alle teksterne i forvejen; de havde arbejdet med dem i klasserne.

6. klassernes oplæsere havde alle valgt den samme tekst, “Prinsessen på ærten”. Og de læste indfølende og levende den gamle tekst. Men de fleste af dem havde for højt tempo, og det er et gennemgående træk, at det er svært at holde et tempo, der fremmer tilhørernes muligheder for at få det hele med og øger oplæserens mulighed for at tale tydeligt, understrege pointer og udnytte pauseringer.

En lille finurlighed: Jeg har fået en CD, hvopå en gruppe herboende udlændinge har indtalt “Prinsesse på ærten”. De har svensk, tysk, engelsk, fransk, arabisk mm. som hver deres modersmål. At lytte til dem gør det tydeligt at dansk tenderer til at være et mumlesprog med alle lydkarakterer afrundede og vokaliserede. Det ord ingen af dem kan udtale er således “edderdunsdyner”!

For at øge elevernes sprogbevidsthed og -fornemmelse vil jeg opfordre alle til at være bevidste om oplæsningsdisciplinens potentialer.