inspiration - Dansklærerforeningens Folkeskolesektion

At være ved sine fulde fem

Tirsdag aften var jeg inviteret til at tale om “at være ved sine fulde fem” ved Meyers “Verdens bedste skovtur”, som en slags optakt til to workshops i lyrikskrivning, jeg står for torsdag og fredag kl. 16-18.

At være ved sine fulde fem er, som Den Danske Ordbog anfører, synomym med “at være ved sine sansers fulde brug”. Derfor har det altid generet mig, at skolen synes at være “ved sine fulde to”, idet undervisningen som oftest er baseret på hørelse og syn; de eneste sanser, der har lobbyister og foreninger som støtter. Ingen samler ind til dem uden smag, uden følelse eller uden lugt.

Mit oplæg tog afsæt i Inger Christensen essay om silke i “Hemmelighedstilstanden”. Her skriver hun, at navneordene er ensomme, tillægsordene er hjælpeløse, og udsagnsordene er medgørlige. Det er de tre ordklasser, som i nævnte rækkefølge optræder i de monoteistiske religioners skabelsesberetninger og i barnets sprogudvikling, når det med sproget erobrer sin verden.

Det karakteristiske ved synets og hørelsens sprog er imidlertid, at det tager verden ind på afstand. Det er sprog, der kan binde os sammen, fordi vi ser og hører den ydre verden; ser og hører måske ikke det samme, men ser og hører. Sproget skaber fællesskab trods det forhold, at vi alle kan redigere i det sete og hørte og meddele, hvad vi mener at have sanset, så det er tilpasset egne behov og interesser.

Omvendt savner vi ord, der kan knytte os sammen omkring erfaringer og oplevelser med følelse, smag og lugt. Vi må ty til metaforer, fortællinger og lignende for at forklare os. Tænk bare på smagsbeskrivelserne bag på vinflasker. Det særlige ved de tre sanser er netop, at de ligger inde i hver enkelts krop; at de er bundet til inividet. Men følelsen, smagen og lugten kan vi ikke redigere i!

For mig at se bør dette forhold være et argument for, at skolen opprioriterer de praktiske og musiske fag og faglige aktiviteter, så de tre individbundne sanser bliver afsæt for kollektive erfaringer og sansninger. Og derfor er Lene Tanggaards vistnok seneste bog (hun skriver jo hurtigere, end vi andre læser) om “Kollektiv kreativitet” et væsentligt bidrag til at skolen kan udvikle sig til at blive “ved sine fulde fem” – med alt, hvad dette kan bidrage til, af bedre balancer mellem ånd og hånd, mellem det logiske og det poetiske og mellem individualitet og fællesskab.

ps. ved diskussionen efter oplægget begræd en mor sin datters adaption af engelske vendinger i dansk oversættelse: “jeg føler, at anden verdenskrig begyndte i 1940”. Lad os bruge sproget, så følelse og viden ikke er et fedt.

Hallehoi, siger Klods Hans

Udsnit af forside på Klods Hans #2, 2025, af Bernardo P. Cavalho

I går lå IBBY Danmarks (Selskabet for børnelitteratur) medlemsblad Klods Hans i min postkasse. Temaet er Fællesskaber. Og så opdagede jeg, at jeg selv har bidraget til bladet med en artikel om oplæsning; denne disciplin, som bygger bro mellem tale- og skriftsprog, som er et bud på en fællesskabende aktivitet, men som uvilkårligt også rummer en fortolkning af teksten.

Men temaet “Fællesskaber” er væsentligt i en tid, hvor individorienteringen har taget overhånd. Børn vil gerne være sammen, ja, mange udtrykker, at det bedste ved at gå i skole er at være sammen med kammeraterne. Derfor er det velgørende at læse om forskellige bidrag til at gøre læsning til et fælles anliggende, hvad enten det sker på skolens eller andre institutioners initiativ, som udløber af spil-aktiviteter, eller på børns og unges egne initiativer.

Den tidligere biskop i Roskilde Jan Lindhardt sammenlignede læsning med at gå ind i sit hjertes lønkammer. Og ja, man kan blive opslugt af en bog – en frydefuld fornemmelse. Og bogen er skabt til opslugthed med den udformning, den har: to skyklapper, der tilmed er syet sammen. Men Lindhardt tilføjede, at hvis du kommer derind, så få benene på nakken og kom ud igen.

Pointen er klar: det er berigende at komme ind i et nyt univers, hvor ens tanker og synspunkter bliver udfordret. Men lige så godt er det at komme ud igen og få den nye oplevelse og erfaring sat i spil i den verden, der er ens dagligdag. Det er dette fællesskaberne omkring læsning kan bidrage til.

Et omfattende ps: Fra 2013 og 8 år frem var jeg medlem at den dengang nyetablerede komité, der skulle vælge modtageren af Nordisk Råds Børne- og ungdomslitteraturpris. I de år læste jeg en dansk børne- eller ungdomsbog om dagen. Det var på sin vis en lettelse, da beskikkelsen sluttede, for langtfra alt, som ser dagens lys, er berigende. På den anden side giver en brat afslutning en underlig form for abstinenser. Og her er der hjælp at hente i Bogbotten, som er IBBYs anmeldersite.

Børne- og ungdomslitteraturen får mindre og mindre spalteplads i de trykte medier, men i Bogbotten kan man finde inspiration til, hvor der er noget at komme efter.

Bogbottens anmeldelser er en uvurderlig håndsrækning til dansklærere, pædagoger, skole- og børnebibliotekarer og forældre, når man ønsker at finde en farbar vej i udgivelsesjunglen.

Tak for Bogbotten!

Tag med på skovtur

I de seneste år – vistnok de seneste 5 – har Claus Meyer taget initiativ til “Verdens bedste skovtur” på A.P. Mller-grunden i Udsholt ved Rågeleje, Nordsjælland.

Der sker en masse, også en masse oplevelser, som det fremgår af programmet for de 14 dage, skovturen varer. https://meyers.dk/media/48775/vbb_program_2025_oversigt.pdf

Hvert år har jeg bidraget med et foredrag og et par workshops, som det hedder på dansk. Og hver gang har det drejet sig om lyrikskrivning; ikke for at gøre skovturens deltagere til digtere, men for at give dem mulighed for at lege med og dyrke sproget. Hvad de får ud af det ved jeg ikke, men jeg oplever en masse, fx at de fleste helst vil sidde ved et bord, tale lidt sammen og inspirere hinanden, men at nogle unge klatrer op i et fyrretræ og sidder der og skriver. Nogle på 4 år har lige lært at rime, og de remser løs. Andre unge har vægret sig ved at skrive poesi i skolen, men får ord til at gro i skoven. Mens mange får løsnet for deres skriveblokeringer ved at få inspiration fra andres digte, så de, som de fleste rigtige digtere, kan stjæle frigørende rammer.

I år vil jeg udfordre vores sprog for det, vi sanser. I et indlæg på mandag den 14.07. kl. 18.30 – 19.30 vil jeg tale om at være ved sine fulde fem. Og i de to efterfølgende workshops torsdag den 17.07. og fredag den 18.07., begge gange kl. 16-18, vil jeg lægge op til at skrive henholdsvis ud fra afstandssanserne syn og hørelse og ud fra de sanser, der ligger i kroppen, smag, følelse og lugt.

Men der sker et væld af andre ting på skovturen. Læs programmet og se, om det ikke er noget for dig og dem, du ferierer sammen med.

Eksempel på et skovtursdigt, inspireret af Poetens Ad Hækkenfelt til:

Meyer havde haft sit mas / med at finde fyrrekvas, / så han kunne skaffe ilden / og få fut i skovtursgrillen. / Men det lykkes; grillens glød / braser blidt det ferske kød. / Røgen skaber næsespil: / lokker lækkersultne til. / Magert kød gør godt i munden. / Meyer spejder: Hvor er hunden?

Derfor er det værd at lytte til Tesfaye

Udsnit af forsiden på Dansklærerforeningens udgave af Fodboldenglen.

Min kone gjorde mig ved morgenkaffen opmærksom på, at der i dagens Politiken er en klumme, hvori Bo Tao Michaëlis skriver om podcasten ”Det’ en klassiker”. Her har værten Alberte Clement Meldal besøg af Mattias Tesfaye, som har valgt sin klassiker, Hans Jørgen Nielsens ”Fodboldenglen”.

Selv har jeg lige skimmet et sommerferieopslag, hvori Svend Brinkmann bringer et billede af Anker Jørgensen, som har placeret sig i en liggestol med Villy Sørensens bog om ”Seneca”.

Dette får mig til at erindre, hvordan SF’s Gunhild Due, der kom fra et landarbejderhjem, ved et møde om folkelighed i midten af 1960’erne i Studentersamfundet i Århus (sådan stavedes det dengang), hvor også Gustav Winckler og Otto Leisner deltog, fik løftet begrebet ud af fordomme og smaltænkning ved at præsentere Inger Christensens nye digtsamlinger og give mæle til Sara Lidmanns politiske prosa. Hendes engagement var smittende!

På lignende vis husker jeg, at det var Anker Jørgensen, der ved et pædagogisk foredrag fik antændt min interesse for det nordiske i undervisningen, da han ønskede hvidt birkedrys i vores røde blod; ved i skolen at læse fx Selma Lagerlöf, Maria Gripe og Astrid Lindgren.

Derfor fandt jeg podcasten med Mattias Tesfaye og lyttede. Det er en stor oplevelse at høre om hans egen splittelse mellem udgangspunktet som fodbolddreng og murer i Aarhus og tilværelsen med ministerbil i København og midt imellem familielivet i Albertslund.

Men som han reflekterer over, så viser ”Fodboldenglen” ligesom ”Pelle Erobreren” og ”Lykke-Per”, at man nok kan drømme om det, man har forladt, men det har også forandret sig. Man kan ikke komme tilbage til det, man forlod.

Tesfaye finder ”Fodboldenglen” væsentlig, fordi den beskæftiger sig med mandens identitet, hvilket måske er mere relevant end nogensinde. Podcastværten Alberte Clement Meldal har ikke tidligere læst bogen, men er nu blevet betaget af den intense beskrivelse af de følelser, den beskriver mellem mænd, når facetter af spillet lykkes.

Tesfaye supplerer med, at samspillet ikke er planlagt, men at det drejer sig om en førsproglig forståelse, om en fælles viden i kroppene. Og han fortæller, at det kan være samme oplevelse, man får, når samarbejdet med en murermakker fungerer.

I det hele taget er samtalen præget af åbenhed og en fælles glæde ved samtalen. Jeg sidder smilende tilbage med en oplevelse af, at jeg nu ved, hvorfor jeg synes, at det er værd at lytte til Tesfaye. Om man er enig i hans udtalelser eller ej, betyder mindre. Hans attitude og sprog gør, at man må lytte. Han behøver ikke at true med at lægge hånden på en kogeplade for at vinde gehør.

Han siger, at det kræver mod at stille sig op og sige noget, men endnu mere at sætte sig ned og lytte.

https://www.dr.dk/lyd/p1/det-en-klassiker/det-en-klassiker-2025/mattias-tesfaye-fodboldenglen-11032519021

Og gør så som Tesfaye. Prøv at finde bogen hos et antikvariat eller på biblioteket. Jeg har den heldigvis i Dansklærereningens udgave fra 1981. Den har et glimrende efterskrift.

Ps.

Tak til de læsende politikere, som kan inspirere til læsning, og som bliver værd at lægge øre til, fordi de ræsonnerer med udsyn.

Vi burde have set det

Udsnit af forsiden på Annette Herzogs bidrag til serien Min historie

I den landsby, som min kone og jeg bor i, har vi en læseklub, der mødes cirka en gang om måneden for at tale sammen om en bog, vi har læst. Aldersspredningen i gruppen spænder over 60 år, og det kan gøre samtalerne og bogvalgene overraskende og mere tankevækkende, end hvis alle kom fra samme aldersboble.

Til næste gang skal vi læse Jeppe Bentzens “De vingeskudte”; om den generation, vi opdrog til en tro på Europa som fredens bastion, garanteret af NATO og EU, og som mistede troen, da Rusland overfaldt Ukraine. I bogen tager Jeppe Bentzen på interrail rundt i Europa og ikke mindst øjenåbnende i Østeuropa, hvor han taler med mange af sine jævnaldrende om fremtiden i Europa og i verdensdelen stater. Som titlen antyder konkluderer han, at de tilhører generationen “de vingeskudte”.

Men vi burde have set det. For fem år siden, i 2020, udkom Annette Herzogs “På vores side af muren” i serien “Min historie”, som bringer børnebogsforfatteres og illustratorers barndomserindringer. Hun skriver loyalt om dagliglivet i DDR. I forbindelse med udgivelsen havde jeg samtaler med hende, hvori hun kommenterede udviklingen ved at konstatere, at der aldrig fandt en genforening sted, men at Vesttyskland overtog DDR. Man genkalder sig billeder på nethinden af kansler Kohl, der står triumferende med en gestalt, der minder om Herluf Bidstrups karikaturtegninger i “Land og Folk” af den skruppelløse, grådige kapitalist.

Det gav panderynker, men vi burde have vidst det. Da min kone og jeg overnattede i en lille tysk by, Hagenau, fik vi vores morgenmad serveret af en midaldrende kvinde, som talte tysk med accent. Hun fortalte, at hun var kommet til Tyskland efter katastrofen. Og da vi lignede spørgsmålstegn, uddybede hun: hun kom fra Kazakstan, hvor arbejdsløsheden var resultatet af Perestrojka.

Vores tro på det liberale markeds formåen til at sikre en gunstig udvikling efterlader myriader af tabere undervejs. Og dette er ikke mindst tilfældet i det Østeuropa, hvis unge stemmer i Jeppe Bentzens “De vingeskudte” må få os til at vågne op, hvis vi fortsat tror på den frihed og det demokrati, som markedet har forkvaklet, og hvor Putins overfald på Ukraine har fået en ung generation til at vakle i troen – mildest talt.

Tænk, at vi læste “På vores side af muren” som en loyal barndomserindring uden at fornemme det, der stak dybere: det, der kunne mistes og blev mistet ved den senere såkaldte genforening!

Om Peter Seeberg

I disse tider, hvor en del forfattere tager markante faderopgør, er det velgørende at dykke ned i den brede filmpræsentation af forfatteren, museumsmanden og mennesket Peter Seeberg, som hans datter, antropolog Ditte Seeeberg, har tilrettelagt under fællestitlen Vidnefortællinger.

Teknikken er enkel: vidnet sidder over for kameraet (og Ditte Seeberg) og fortæller direkte til os; enkelte gange afbrudt af spørgsmål fra tilrettelæggeren. Denne enkle fremstillingsform kan forekomme nogle at være statisk, men faktisk kan man nærmere kalde genren for podcast med levende billeder.

Netop de levende ansigter tilfører vidneudsagnene en ekstra dimension, for hvor bliver meget udtrykt og afdækket gennem vidnernes mimik. Stærkest kommer det måske til udtryk i fotografen Jørgen Borgs udsagn, når han grinende kommenterer nogle fotos af Seeberg med ordene: “Jeg mangler ord”, mens han klart kan se, når samspillet mellem ord og billeder fungerer.

Tilsammen tegner de fem vidnefortællinger et billede af et menneske, der var omgængeligt, men markant. Når folk forsamles om et rundt bord, vil Peter Seeberg altid sidde for bordenden, ler vennen Niels Barfoed, men uden anvendelse af et magtsprog, som var Seeberg aldeles fremmed. Tværtom fortæller Aino Kann Rasmussen, at hans uselviskhed gav deltagerne en fornemmelse af at løfte i flok. Og man kan så overveje hvor dette bord så skulle stå, for det går igen i udsagnene, at alt alvorligt bør man tale om under åben himmel, men diskussioner under tag kun er for forretnings- og embedsfolk.

Og netop samtalen om hvem vi er, lærte Peter Seeberg måske som ung besøgende i et hus på Strandvejen, der var samlingssted for unge, der af husets ældre kvindelige ejer (og mor til Seebergs kone Hanne) blev mødt med åndsnærværelse og ægte interesse. Og dette spørgsmål gennemsyrer hans forfatterskab i en grad, der får en til at betegne ham som utillært eksistentialist.

Han bliver venner med Carl-Göran Ekerwald efter en dansk skolebesøg i Sverige kort tid efter Danmarks besættelse. De bliver pennevenner, og det bliver starten på, at de lærer således hinanden at kende personligt og litterært.

Den måde at lære hinanden at kende på indgår i forskeren Jeppe Barnwells vue over Peter Seebergs forfatterskab, da han besvarer spørgsmålet om forfatterskabets relevans i dag. Svaret er dels et nej, for forfatterskabet foregår i en anden tid uden digitale kommunikationsmidler; man skrev breve! Dels må svaret også være ja, fordi Seeberg insisterer på, at det er væsentligt at være til stede i verden; dette er mere relevant end tidligere. Og så plæderede Seeberg for det acceptable i at begå fejl, at acceptere at man er uperfekt.

Vennen Niels Barfoed gør meget ud af at fremhæve, at Peter Seeberg så den enkle livsførelse som det, der var nærmest sandheden; ikke noget med økologi og andre ideologiske mærkater, man kunne komme i ugebladene med, men det drejede sig om blot at leve sådan uden selvpromoverende bagtanker.

De fire film giver hver for sig et kig ind i Peter Seeberg, som ven, som litterat, som museumsmenneske, som samarbejdspartner og som en forfatter, der hører til blandt dansk litteraturs store.

Men tilsammen tegner de et portræt af en facetteret menneske, der uegennyttigt gav så meget til så mange på utallige områder. Og så sker formidlingen i et enkelt format og i et roligt tempo helt i Peter Seebergs ånd. Podcast med fotograferede levende ansigter! De burde ses og høres under åben himmel, for her foregår noget væsentligt!

Tak til Ditte Seeberg for at have taget initiativet det disse vidnespyrd, som forhåbentlig finder en stor seerskare, der gerne vil inspireres litterært, historisk, sprogligt, formidlingsmæssigt og pædagogisk.

filmene er her:

Carl-Göran Ekerwald, (1923-2025) svensk forfatter, som havde et nært og livslangt venskab med Peter Seeberg fra de var gymnasieelever.

Niels Barfoed (f. 1931) fortæller om et livslangt venskab, om ungdomstid i København, om besøg på Rømø, om Peters rejse til Berlin og om forfatterskabet.

Aino Kann Rasmussen (f. !937) mag.art. i forhistorisk arkæologi, fortæller om udgravninger på Failaka og om Peter Seebergs mange initiativer i museumsverdenen.

Jørgen Borg (f. 1945) fotograf, der fortæller om mange års samarbejde med Peter Seeberg om projekter, bøger og udstillinger på Viborg Stiftsmuseum – og om deres farverige venskab.

Jeppe Barnwell (f. 1978) Seniorredaktør ved Det Danske Sprog- og Litteraturselskab, redaktør på det store værk på 11 bind med Peter Seebergs samlede værker. desuden er han formand for Peter Seeberg Arkivet på Hald Hovedgaard.

Med døren på klem til skolebiblioteket

I morgen udkommer LæringsCentret #4, 2025. Det er blevet mig til del at skrive en kort artikel om SKOLEBIBLIOTEKET til dette nummer, der som tema har at “Samarbejde om læseglæde”.

Der er et væld af interessante initiativer, som man kan fornøje sig med at læse om i sommerferien og lade sig inspirere af, når skoleåret igen får skolerne til at åbne dørene til skolen og dens indhold.

Ganske sigende har bladet en forside, hvor der med versaler er tegnet navnet SKOLEBIBLIOTEKET. Og i højre fod af k’et i skolebibliotek er der en dør og et skilt, hvorpå der står åbent.

Dette må være en opfordring til, ja, en tro på, at der må være noget at komme efter. De mange inspirerende artikler peger i den retning, men for mig at se er de netop udvalgte og efterfølgelsesværdige.

For at dette vil ske, må der afsættes midler til retablering af en alsidig bogsamling, tid og uddannelse til formidling og tildeling af en gedigen åbningstid med betjening.

Husk, at skolebiblioteket har mulighed for at nå alle børn, også dem fra hjem uden reol. Derfor skal genindførelsen af skolebiblioteket tages alvorligt, aldeles alvorligt.

LæringsCentret_nr 4_2025 32 sider low V10 (1)Download

ps.

Bladet er et fornemt udtryk for, at en faglig forening er guld værd. Så meld dig ind i den faglige forening, der står dit arbejde nær.

Virkelighed og visioner

Omslag til bog i anledning af Peter Seebergs 100-års-dag. Forsidefotoet er taget af Torben Stroyer

Et udtryk for stor taknemmelighed er det, når en afdød personlighed bliver hyldet på den måde, som er blevet Peter Seeberg til del i anledning af hans 100-års-dag: En gruppe af Viborg-borgere har på forskellig vis bidraget til den bog, som man kan hentes gratis på Skovgaard-museet i Viborg og i Dahls Vinhandel i samme by.

Bogen består af 30 små tekststykker, som rummer erindringer om den person, som har sat sig så mange fysiske og kulturelle aftryk i Viborg. Nogle af bidragene har nok mest relevans for en snæver kreds af viborgensere, men andre har en almen interesse. Og tilsammen peger de på et par forhold, som jeg her vil opholde mig ved.

Peter Seeberg var iderig ud over det sædvanlige, og han var dertil i stand til at få mange af sine ideer realiserede – dels fordi han havde opbygget et stort og stærkt netværk af mennesker med vidt forskellige baggrunde, og som strakte sig ind i byens politiske centrum og dels fordi han arbejdede engageret og uegennyttigt. Det var altid sagen, det gjaldt!

Vejen til politikerne var kort, så måske er det værd at overveje om den stordrifttænkning, som er fulgt i kølvandet på Lars Løkkes kommunalreform har bidraget til disengagement og virkelighedsfjern ageren. Meget tyder på, at uegennytten har fundet sin afløser i en udbredt lobbyisme og konsulentvirksomhed, mens virkeligheden er erstattet af såkaldt professionelle koncepter og teoretiske tankespind. Eller er jeg helt galt på den?

Et konkret bidrag har påkaldt sig min bevågenhed: Peter Seebergs involvering i oprettelsen af “Friskolen i Viborg”: Den opstod, mens lilleskolebevægelsen havde vind i sejlene. Men Peter Seeberg insisterede på, at kreativitet nok var væsentlig, men at viden var mindst lige så væsentlig. Derfor blev det til friskolen og ikke lilleskolen i Viborg.

“At bevare jordforbindelse og fornuft med alt, hvad dette indebærer. At indhelte viden om naturoplevelser, historie, arkæologi og omgivelserne måtte spille sammen med barnets eget udtryk.” Sådan refererer Inge Hedegaard, tidligere lærer på friskolen fra tilblivelsen. Måske kan dette samspil mellem virkelighed og vision inspirere i disse dage, hvor folkeskolen skal have nye fagbeskrivelser?

Er det i orden?

Fra Thøger larsens manus til Danmark, nu blunder. Lemvig Museum.

I går holdt jeg i regnen ud for et københavnsk gymnasium og hørt nogle øve sangen “Danmark, nu blunder den lyse nat”; Thøger Larsens smukke digt om naturen og de kræfter, der holder gang i livet. Men i mit øre sneg ordene fra Halfdan Rasmussens “Skillingsvise”, der er skrevet over Thøger Larsens sang sig ind. “Pigernes latter og lyse hår / leg, som får aldrig ende” bliver til “Pigerne taber det lyse hår / Drengene mister potensen”. Er det i orden at nedbryde en af vores smukkeste sange? Er det et problem, at Halfdan Rasmussen så dygtigt har nedbrudt den smukke sang, at hans ord trænger sig på, når den oprindelige, smukke sang synges?

Til det kan man overveje, om den udvikling, der har fundet sted omkring vores natur fra 1914, hvor Thøger Larsen skrev, til 1970, er i orden, og om vi siden da har fået mere larsenske end rasmussenske tilstande.

På samme måde spiller det ind i mig, at Niels Hausgaard på et tidspunkt fortalte om en nordjysk køkkenfabrikant, der havde fået i opdrag at sælge inventar med selvlukkende skuffer til det Irak, hvor en sammenslutning af villige med George W. Bush og Anders Fogh Rasmussen havde omstyrtet regimet. Denne fabrikant måtte under en luftalarm søge ly i en port, hvor en mor søgte at berolige sit barn med en sang. Den danske køkkenmand bad sin tolk oversætte, og teksten lød: “Kæmp for alt, havd du har kært. Dø om så det gælder.” Og manden fra det nordjyske rystede på hovedet og tænkte, at når de ser sådan på det, så holder det aldrig op.

Hausgaards historie må få os til at gruble over, hvorfor nogle er helte, mens andre, der laver de samme handlinger, er terrorister.

Satire og ironi kan sætte fingeren på urimeligheder og sandheder, der var engang. Men det er værd at huske, at noget af det, der ligger bagude, kan nære vores tanker om, hvad det er værd at kæmpe for: lyse nætter, liv i fjordene, giftfri marker og kampe for det bedre.

Sommerfuglestøv, der vejer i sindet

Natten mellem Folkemødets fredag og lørdag kunne jeg vende det sidste blad i Lea Korsgaards “Inden året er omme”. Jeg undlader med vilje at genrebestemme bogen, for enhver bås er for begrænset til denne forunderlige bog. Men får en lettere gang og en dybere indsigt gennem læsning af bogen.

Lea Korsgaard har sat sig for at finde og se alle danske sommerfugle i løbet af et år. Og det bliver i sig selv en tour de force, der bringer os ind i et univers med snurrige og nørdede personligheder, der via GPS kan guide til særlige arters levesteder i forskellige landskaber.

Det bliver også en personlig historie, hvor alle i familien må leve med at omgås en besat sjæl – i begge betydninger af at leve med.

Men for mig bliver det først og fremmest en fortælling, der givet indsigt i sommerfuglens udvikling, i især europæisk filosofi, tro og tænkning, i vores historiske udviklingstræk og i de fremtidsperspektiver, som toner frem lige for næsen af os. “Inden året er omme” er ganske enkelt en ualmindeligt vidende og velskrevet bog, som kan lægge op til oplivende undren og tænkning.

Og så er Lea Korsgaard en herlig formidler, som når hun forklarer underet, sommerfuglens metamorfose, ved at sammenlige det med, at hun går ind i familiens garage ad en dør og kommer ud af en anden som næsehorn.

Det er ligeledes kækt at påvise, at Paulus såvel som fx Karl Marx troede på, at det ideelle samfund ventede lige om hjørnet. En sådan sammenstilling givet mod på at se fordomsfrit på vores kaos.

Endelig må jeg nævne hendes undren over, at vi på en studs kan finde midler til at genopføre Notre Dame og Børsen, mens vi med åbne øjne lader naturens arter uddø, selv om vi har kendt til denne udvikling i generationer.

For mig at se viser “Inden året er omme” at vi ikke behøver kanonlister og pensumkrav i skolen, fordi ethvert emne kan føre os hele raden rundt. Men det forudsætter vidende og veluddannede lærere, der har trang til at øse af deres viden.

Ps. Og når nu vi er ved sommerfugle, så fik jeg op til Folkemødet læst en forunderlig bog af Alessandro Baricco med titlen “Silken”. Den er en skæbnefortælling så fuld af undertoner, at den sætter sig i ens sjæl. Hvis din sommer tegner begivenhedsløs, så grib ud efter “Silken”.