Blog

En hellig sang er blevet til

”Thi vore forfædre havde den tro, at sangene fødes i stilhed, men alle kun anstrenger sig for at tænke smukke tanker; da bliver de til i menneskenes sind og stiger op fra havets dyb, bobler der søger luft for at briste. Således bliver de hellige sange til.”

Dette uddrag af en inuitkvindes fortælling til Knud Rasmussen randt mig i hu, da jeg læste Mette Hegnhøj (tekst) og Mette Marcussens (illustrationer) smukke sonetkrans om ”Nattefolket”.

Forhistorien til bogen er ifølge Jensen & Dalgaards pressemeddelelse, at Mette illustrator begyndte at arbejde med udklippede figurer på sort shellaktusch-papir og sendte dem til Mette forfatter, som i dem så muligheden for at få indfriet sit ønske om at lægge ord til en sonetkrans.

Resultatet er betagende. Små og større figurer bobler af sted på det sorte papir og stiger op for at søge ord. Og ord får de i et både stramt og finurligt sprog, der lader os følge beretningen om Nattefolket, der er ti til en begyndelse. Men en for en forsvinder de a la de ti små kinesere, indtil den drage, der har slugt dem, skifter sind og lader dem genopstå i samlet flok; akkurat som sonetkransens sidste runde, mestersonetten, opsamler alle førstelinjerne fra de 14 forudgående sonetter, sådan samles Nattefolkets ti medlemmer – handling og form finder sammen.

Jeg har siddet og læst sonetterne højt for mig selv, og de ligger godt i munden. Og hvad bedre er, så har jeg registreret, at jeg får et smil om munden, når jeg skal forme ordene. Det er måske den poesi, der få dragen til at skifte sind?

Siden Mette Hegnhøj begik den litterære genistreg ”Ella er mit navn. Vil du købe det?” har jeg fulgt hendes arbejder, som får det præg af hellige sange, som skabes, når hun anstrenger sig for at tænke smukke tanker i en ramme af de litterære benspænd, som gør, at hendes ord finder den luft, der får teksten til at ånde – og læseren ligeså!

Og hvor Mette Marcussen skal have tak for at have udfordret hende med et univers af Nattefolk. Her er skønhed til utallige nætters samvær med et Nattefolk, der kan få drager til at skifte sind. Helligere bliver det ikke.

Hvor de to Metter dog klæ’r hinanden!

Dansklærerforeningens bogpakke. 5.

Nu afslutter jeg læsningen af det varierede indhold, af efterårets bogpakke. Det er et indhold, der spænder vidt i målgruppe og fagligt indhold. Men det giver først og fremmest en læsning, der fylder én med fagfryd. Hvor er det et privilegium at undervise i faget dansk.

Min seneste læsning har omhandlet et nyt materiale til ”Årets gang i børnehaveklassen” med grundbog, arbejdsbog, vejledning og bogstavkort.

For mig at se er tonen i de fortællinger, som indfanget skoleårets måneder, er herligt befriet for det sødladne talen ned til børnene-sprog. Her er eventyr, sagn og andre fortællinger, der signalerer, at den mundtlige fortælling er en basal del af skolestartens undervisning i modersmålet. Det er vigtigt, at bogstavarbejdet finder sin begyndelse i børnehaveklassen, men prioriteringen med et stærkt fortælle-islæt er velkommen.

Der er Maria Rørbæk, der begået grundbogens tekst, mens Rita Grønkjær og Ulla Olander Vangsted har stået for udviklingen af den arbejdsbog, som satser på en sproglig opmærksomhed hele året; en opmærksomhed som leder eleverne fra mundtligheden ind i skrivningens og læsningens univers. Det hele er illustreret af Anne Pedersen, som formår at forene det stringente med den finurlige. Jeg har glædet mig ved hendes streg fra første færd, da hun i et afgangsprojekt fra Designskolen illustrerede Peter Sebergs ”Patienten”, hvor tonen blev slået an: fascination af det organiske og det mekaniske i kombination.

Jeg håber, at mine børnebørn og oldebørn bliver udfordret at dette univers!

Og så til slut har jeg læst to bøger i serien ”Tendens”, en serie, der består af ”korte bøger om centrale tendenser i undervisningen”, og som søger at forene teori, didaktik og praksis. Målgruppen er altså primært læreruddannere og lærerstuderende, men de fagudvalg, der lader disse titler gå deres næser forbi, snyder sig selv for inspiration og nytænkning.

De to seneste, som jeg lige har læst, er Johanne Helbo Bøndergaard og Mette-Marie Friis Bøeghs ”Lytning i dansk”, hvor forfatterne ganske befriende sætter ørerne i fokus. For hver er det pudsigt, at vi er så vilde med at få alle til at tale, når dette kun giver mening, hvis der er nogle, som lytter. En velgørende bog!

Den anden er Natascha Drachmanns ”Flersprogethed i dansk”, hvor hun plæderer for, at vi inddrager al den sprogformåen, som eleverne/de studerende har samlet op i skolen, men også alle andre steder. I en tid, hvor alle begræder det tab af sproglige kundskaber, som sætter sit præg på samfundet i det almindelighed og uddannelserne i særdeleshed, kan denne bog sende små lysglimt, hvis vi med den anvisninger linder lidt på døren til nysgerrighed på sprog. Min eneste anke imod bogen er den brug af fagudtrykket ”flersprogethed, flersprogethedsdidaktik”. Det er nok et præcist udtryk, men det klinger fælt i mine ører. Hvorfor ikke bare ”flersprogsdidaktik”?   

Men som konklusion: Tak for et par ugers læsning i fagfrydens vold!  

Dansklærerforeningens bogpakke. 4.

I årene omkring 2000 fik Dansklærerforeningens serie ”Frit for fantasi” fint fodfæste i undervisningen med titler som ”Intet” af Janne Teller og ”En-to-tre-NU!” af Jesper Wung-Sung. Det var forfatter Hans Otto Jørgensen, der redigerede, og han havde via Forfatterskolen fornemmelse for kvalitet og det, der rørte sig i forfatterverdenen. Han har i øvrigt fortsæt sin indsats for at udbrede kvalitetslitteratur gennem forlaget Gladiator, som han står bag.

Han var garant for, at ”Frit for fantasi” leverede det ypperste, også selv om nogle titler ikke blev bedstsælgere. En af de virkelig fine var Pia Juuls ”Lidt ligesom mig”, som forlaget nu lykkeligvis har valgt at genudgive, så den igen kan friste danskundervisere, der vil eleverne og de studerende det bedste.

Pia Juul skriver intenst og enkelt om et komplekst og beklemt pige-/kvindeliv, som omhandler kvinder i flere generationer og piger i dagligdags skole-, veninde- og søskenderelationer. Pia Juul er i den fine bog, ”Kanon på kryds og tværs”, repræsenteret med novellen ”En eftermiddag i Bath” under temaet ”Fart på”. I ”Lidt ligesom mig” præsterer hun et sprogligt kunststykke: at levere spænding i slowmotion!

I bogpakke får hun følgeskab af to nyskrevne titler i ”Frit for fantasi”-serien: Lilja Scherfig giver os med romanen ”Bare kald mig Milo” en fortælling, som med et balanceret mix af barske hændelser og eventyrlige realiteter giver mæle til forældreløse, anbragte børn, der manipuleres af voksne magtmennesker. Selv kæmper de for den retfærdighed og den kærlighed, der må findes hinsides af al snak om hudfarve og andre udvortes træk.

Jeg var utroligt betaget af billedbogen ”Rævefælden”, som Lilja Scherfig havde skrevet og Otto Dickmeiss illustreret. Det var en helstøbt bog med så fine illustratuiner, at de måske har sløret mit blik for, hvor god en forfatter Ilja Scherfig er. I ”Bare kald mig Milo” bliver dette slør fjernet fra øjnene: Hold op, hvor hun mestrer både sprog og opbygning af handling!

I ”Cecilie siger” får læseren ti noveller af Jesper Wung-Sung. Det er den af de tre bøger, jeg har brugt længst tid på at læse, fordi hver novellen indbyder til at gå om bord i andre af forfatterens mange værker. Her er sygdom, der mødes af livslystens trods – og ”En-to-tre-NU!” må genlæses. Her er åleglat selvpromovering, der kalder på behov for menneskelighed – og ”Det år sjæle slår smut” og ”Ottoseen” må ned fra reolen. Jesper Wung-Sung gennemspiller de temaer, der som regel ligger ham på side, men med nye lys fra skriveprismen.

Jeg må som normalt, når jeg sidder med en af hans bøger i øjnene, overgive mig til en begejstring over hans høje litterære ambitionsniveau, som normalt indfries – og hans enorme produktivitet.

Han er en pæn mand, Jesper Wung-Sung, men en kompromisløs forfatter. Under en samtale med Lea Fløe Christensen – ifølge ham selv – betegnet han som en punkanarkist forklædt som enhver svigermors drøm.       

Hvor er de tre ”Frit for fantasi”-romaner en fornem manifestation af en danskfag, der satser på, at eleverne skal have noget at leve for!

Dansklærerforeningens bogpakke. 3.

I gamle dage, altså i 1970erne til 1990enre, var der kronede dage for undervisningsmaterialer, der foregav at træne skriftlig dansk. Et af de mest populære hed ”Skriftlig for…”. Og onde tunger mente at vide, at det pr årgang solgte flere eksemplarer, end der var elever, fordi alle viceskoleinspektører ville sikre sig, om der skulle komme tilflyttere.

I en kvalitetsrapport om skriftlig fremstilling i den serie, som i folkemunde kaldtes Bertels Bregnebøger, kunne forskere fastslå, at ”Skriftlig for…” og lignende materialer ikke havde nogen faglig effekt. Men de gav ro i klassen, og lige så onde tunger så en sammenhæng mellem spanskrørets afskaffelse og indsætningsøvelsernes indførelse. Og indrømmet: spanskrøret og papiret er gjort af samme stof!

Nu udgiver Dansklærerforeningen hæfter i serien ”Meget mere dansk” – og indrømmet, jeg var skeptisk, da jeg hørte om planerne. Men jeg overgiver mig, fordi disse hæfter ikke er tænkt som fleksible aktivitetsmaterialer med stor variationsgrad, men som hæfter til repetition af skriftligt stof, der er undervist i, og hvor man af erfaring ved, at der gemmer sig genkomne problemer. De to hæfter i denne rundes bogpakke tager hånd om ”120 hyppige ord” (indskolingen), som alle er så slidte i brug, at de afviger det lydrette, og om ”Hyppige stavefejl 1” (mellemtrin), som bl.a. omhandler nutids-r og stumme bogstaver.

Der er altså forudgående undervisning, diagnosticering og fordybelse til forskel på ”Meget mere dansk” og gamle dages aktivitetshæfter.

Og når nu jeg er ved skriftlig dansk, så må jeg overgive mig til det nye hæfte i serien ”Stjerneskud”, hvor nr. 8 holdes sammen af temaet vand, og hvor undervisningen på elegant vis boltrer sig i det store sproghav. For mig at se leverer Yvonne Roug-Andersen og Merete Schou von Magius her stof, der kan udgøre en sikker havn for et års undervisning i skriftsprog, altså i både skrift og sprog.

Og endelig har jeg nået at læse de tre små fagbøger, som er udkommet i serien ”Læsbar”. En lille, lækker bog om ”Rap”, som både giver en overblik over en udvikling og et appetitvækkende kendskab til en række artister. Den er skrevet af Mette Telefoni.

Endvidere har Kit A. Rasmussen skrevet de to næste om ”Dyr der dræber mennesker” og om ”Dyr der spiser mennesker”. Jeg har læst dem sammen med et barnebarn på 5 år – de er til mellemtrinnet – og her er jubel over, at vores farligste rovdyr på det nærmeste er usynlige for det blotte øje eller i hvert fald uendeligt små. ”Tænk, at flåten er vildt meget farligere end ulven!”

Og nu er jeg snart igennem bogpakkens bøger. Hvor er det imponerende, at et så lille forlag kan præstere en så omfattende bogpakke med så megen kvalitet.    

Dansklærerforeningens bogpakke. 2.

I min læsning af titlerne fra Dansklærerforeningens seneste bogpakke har jeg nu set nærmere på to nyheder i serien ”Læsbar”; Line-Maria Långs ”Misse Mary” og Morten Dürrs ”Et nemt job”. Begge bøgerne har en særlig tone, som måske beror på, at det er elever i 10-13 årsalderen, der er konsulenter på udgivelserne, eller også skyldes det bare, at forlaget har valgt forfattere, der bare er gode til at skrive for børn på en måde, der både sikrer godt sprog, relevante problemstillinger og en fængslende fremadskriden i handlingen. Selv jeg bedagede læser har følt mig godt underholdt og oplevet genkaldte episoder fra både dansklærerens lektioner, skolelederens elev- og forældresamtaler og privat samvær med børn, børnebørn og oldebørn, når temaer som ensomhed, ignorering, påtagen sig voksenansvar og mod sætter dagsorden i et børneliv.

Det er sigende, at de børnekonsulenter, der citeres på bagsiden af bogen, betoner, at læsningen kan føre til både latter og gråd, til spænding og til indblik i pigeproblemer, og i at nogle børn kan have det svært.

Det andet, som fremhæves, er, at bøgerne er overkommelige at læse, både hvad angår fortællingernes omfang og fremstillingens læsbarhed. Jeg finder, at denne kombination er et scoop, når man ønsker at indfange og fastholde nye læsere. Faktisk mindes jeg ikke at have set denne kombination så gennemført, siden Leif Esper Andersen skrevet Ditte-bøgerne i Dingo-serien for en menneskealder siden. Og hvor er det godt, at børn, der har det svært med læsning, får tilbud om relevans og kvalitet lige på det tidspunkt i deres (skole)liv, hvor mange dropper læsningen.

Et andet forhold, jeg noterer mig på sympatisiden, er, at forlaget har afsat en del af overskuddet fra salget og et antal frieksemplarer til projektet ”læs for livet”, der opbygger biblioteker på institutioner for børn og unge, der har vanskelige vilkår at leve under. I øvrigt vil det være en god idé at betænke netop ”læs for livet”, når man står med børne- og ungdomsbøger, der ikke længere er plads til på reolen. Her er et livgivende alternativ til genbrugsstationens bogcontainer.     

Dansklærerforeningens bogpakke. 1

Anders Bondo Christensen har et opslag på LinkedIn om præsentationen af nye titler fra matematik- og Dansklærerforeningens Forlag.

Han skriver bl.a. ”Er I klar over, at I har jeres egne forlag, der bestræber sig på at udgive de bedst mulige undervisningsmaterialer til jeres fag?” og ”Her finder I super relevante analoge undervisningsmaterialer (og der er også en lækkerbisken til børnehaveklassen😊)”.
Slå op | LinkedIn

Nu er jeg i gang med at læse bøgerne i Dansklærerforeningens bogpakke. Og i første omgang vil jeg opholde mig ved de udgivelser, der relaterer til ungdomsuddannelsernes kanon, fordi når det regner på ungdomsuddannelserne, drypper det ofte på grundskolen.

Dels indeholder pakken to værker i serien ”Til værks”: Henrik Ibsens ”Lille Eyolf” og Søren Kierkegaards ”Gentagelsen”. Begge bøger har forord, som er læseværdigt undervisningsinspirerende. Dertil kommer en fornem udgivelse, ”Kanon på kryds og tværs”, hvori Peter Jensen, Jan Aa. Haugaard Petersen og Sune Weile dels holder fine tekster sammen under frugtbare tematikker og dels indleder med et litteraturhistorisk overblik. Den bør stå på ethvert lærerbibliotek! Og så har man valgt at genudgive Pia Juuls fortælling ”Lidt ligesom mig”, der udkom i 2004 i serien ”Frit for fantasi”. Den holder og har et budskab, der bestemt ikke er blevet mindre aktuelt med tiden; om at forstå, hvad man kommer af. Og hvor kunne hun dog skrive!

Jeg er ved at boge de øvrige titler og vender tilbage, når læsningen er omme.

Ps.

Hvor bliver man stolt af at være medlem af en faglig forening, der udgiver værker som disse!  

 

Hvad har du fået ud af besøget?

Igen i år lægger Politikens Pressen hus til World Press Photo-udstillingen, hvor nogle af årets udvalgte pressefotos præsenteres.

I år havde man droppet den særlige udstilling af Politikens egne fotografers billeder, og det var en forringelse efter min mening. I stedet kunne man se en billedkavalkade over pressefotografiet i demokratiets tjeneste. Og ærlig talt; det væsentligste for mig ved fotografiet er, at man kan fordybe sig i det, og derfor fremkalder den evindelige bladren irritation. Man kalder det slide show, og det kan være både show-præget og slidsomt at se på.

Men andre år har jeg besøgt udstillingen på åbningsdagen, hvor en række pressefolk og fotokendere er til stede, men i år stod jeg midt i vrimlen af elever fra skolernes overbygningsklasser, og det gav en helt nyt dimension på oplevelsen. Jeg kontaktede en gruppe fra en nordsjællandsk efterskole, så deres opgavesæt, som de var pænt optaget af, og spurgte til deres opfattelse af udstillingen. “Jo, det er spændende at se, men det handlen næsten kun om katastrofer;” udtalte en, mens andre nikkede.

Og så er det underligt, at “vinderbilledet er et, man ikke sådan lige får øje på:” “Man må læse teksten for at finde ud af, hvad det forestillet.” (Børn, der klamrer sig til deres far, som bliver arresteret af ICE). “Det er nok valgt, fordi det handler om ICE!?”

Og alle var enige om, at ét billede havde fanget blikket og sat sig fast i beskueren: Et billede af en mand foran et brændende højhus. Det viste umiddelbart en rædsel, som blev understøttet af teksten: Han kone opholdt sig i det huset.

Det gav anledning til en ordveksling om de kriterier, der ligger bag valg af vindere. Og på mit spørgsmål om, hvad de havde fået ud af besøget, lød svaret: “At vi kan se, hvor godt vi har det her i landet!”

Udstillingen sluttede i går samtidigt med efterårsferien.

Stille, stille, stille

For 19 år siden slog en gruppe radiofolk sig sammen om at lave en netradio, som skulle levere public service. Den fik navnet den2radio. Uden nogen form for offentligt tilskud kunne man hver uge klikke sig ind på ugens sendeflade, hvor der var et alsidigt udvalg af udsendelser at finde.

Udsendelserne var af høj teknisk og indholdsmæssig kvalitet, fordi det var garvede radiofolk, som stod bag. Blandt stifterne var Georg Metz, Egon Clausen, Karsten Pharao, Frederik Dessau og mange flere, og så ikke at forglemme en af landets fineste lydteknikere, Jytte Nordholt.

Radioen leverede podcasts før podcast var slået an; vel at mærke podcasts, der havde en højt journalistisk ambitionsniveau og et bredt kulturelt sigte.

Men nu er det slut. I mandags kl. 12 blev der stille, da den2radios udsendelser blev lukket ned. Årsagen er, at de økonomiske resurser og kræfterne er sluppet op. Derfor er der blot at henvise til den tekst, som nu ligger, hvor udsendelserne gennem 19 år lå: www.https://slut.den2radio.dk/

Personligt blev jeg inviteret indenfor i den spændende kreds, især for at bidrage til udsendelsen Ronkedorerne, hvor vi var fire gamle mænd, der hver sjette uge præsenterede dagbøger. De tre andre var Georg Metz, Egon Clausen og Nikolai Ifversen.

Jeg kommer til at savne radiofolkenes ubesværede forening af logik og troldsplinter, men allermest kommer jeg til at savne de udsendelser om kunst, kultur og politik, som udvidede min horisont – og ikke mindst Karsten Pharaos oplæsninger af ældre litteratur.

Tak for den2radio!

Generøsitet i Thy

Hvis du er nordenfjords i efterårsferien, er det nok værd at aflægge Kirsten Kjærs Museum i Frøstrup et besøg; og hvis du ikke er, så er museet et besøg værd alligevel.

Lederen af museet, Susan Hinnum, åbnede i dag (lørdag) Kunsthal Kirsten Kjær, hvor der dels er en permanent udstilling, og dels gæsteudstillere – aktuelt svenske Tilda Lundblohm og danske Ole Hartvig.

Ved åbningen citerede Susan Hinnum den engelske Timothy Morton: “Kunst er tanker fra fremtiden”, hvor man i mødet kan “give sig selv lov til at opleve… til at indleve sig… og i bedste fald til at fortabe sig, til at glemme sig selv…. bare et øjeblik”. Og hun konkluderede, at kunst er generøs. Man kan tage det, man har brug for og få mere til.

Disse ord er nok mønter på tankerne bag etableringen af Kunsthal Kirsten Kjær, men de dækker også over den fornemmelse, man gribes af, når man dvæler ved Kirsten Kjærs portrætmalerier.

Selvfølgelig spiller det ind, hvis man har mødt Kirsten Kjær som hovedperson i Karin Michaëlis’ roman “Hjertets vagabond”. Mødet mellem de to kvinder skulle have bestået i et interview, men udviklede sig til et månedlangt samvær, hvor Kjær fortalte om sit vilde liv i Amerika; så vildt, at Michaëlis vil give bogen titlen “Den kvindelige Casanova”, men det brød Kjær sig ikke om, så det blev den læseværdige “Hjertets vagabond”. Læs den – og bliv opstemt!

Hendes portrætter er levende og karakterfulde; nogle få af kendte mennesker, men mange af nu ukendte mennesker. Som Ole Dalgaard, som var med på besøget, konstaterede, så bliver man efter få år ukendt.

Ja, selvfølgelig har han ret. Og så alligevel. Kirsten Kjærs portrætter giver de nu anonyme et liv i nutiden og i fremtiden.

Se udstillingen – og læs “Hjertets vagabond”. Det er kunst, der får en til at glemme sig selv.

Et bidrag til udvikling af dansk sprog

Da menneskene i tidernes morgen fik nøkker og stræbte efter himlen, gjorde Gud deres forehavende umuligt ved at udstyre dem med forskellige sprog, så de umuligt kunne tale sammen. Men akkurat som Guderne i den nordiske mytologi havde glemt at tage misteltenen i ed, sådan har Gud også overset en flok mennesker, der får os alle til at ane en storhed, der rækker ud over vores modersmål: tolkene og oversætterne.

Dette får man et overbevisende og markant indtryk af ved at fordybe sig i Thomas Harders velskrevne og grundige (til det nørdede) nye bog: ”Oversætterens anmærkninger”. Nu vil nogle, som har fulgt den seneste tids debatter om AI indvende, at oversætternes tid er ved at rinde ud. Men tro om igen: ved at give læseren indblik i de valg, der skal træffes, når man oversætter fra et sprog til et andet, indebærer, at man også skal oversætte kulturelle normer, historisk afslebne talemåder, fundamentale grammatiske forskelle og en lang række tilsvarende fænomener, som ikke blot fordrer sproglig kunnen, men også forståelser for de mange betydninger, som hvert sprog bærer på.

Dette stiller store krav til oversætteren, og Thomas Harders påpegning af, at man for at anmelde en oversættelse må have dyb indsigt i begge de sprog, der er tale om, virker på mig både indlysende og en kende utopisk, fordi det er de meget få, der kan honorere dette krav – og alligevel fornemme om en oversættelse er god eller dårlig.

Gennem en række overvejelser føres vi ind i oversætterens/tolkens vilkår, forberedelser og valgmuligheder, mens vi gennem en række konkrete eksempler får mulighed for at få teorierne foldet ud i levende sprog. Det er ganske enkelt mageløs læsning.

Og mere end det: Når man lever i et land, der på det nærmeste er etsproget, kan man nemt – og politisk – forledes til at mene, at dansk sprog er gudgivet. Men i samvirket med andre sprog fornemmer man, at vores sprog er på én gang foranderligt, levende og originalt, men dog medgørligt i den seriøse, vidende og engagerede oversætters/tolks varetægt.

Thomas Harders kollega og hustru, Lene Ewald Hesel, bidrager med et selvstændigt kapitel om at oversætte børnelitteratur. Hun skriver veloplagt og med indsigt og forærer læseren den samme glæde ved sproget som bærer resten af bogen. Men hun begræder også den lavstatus, som kulturarbejde for børn OGSÅ på oversætterfeltet er udstyret med. Man må håbe at kulturministeren og forlagsredaktørerne læser med!

Når man beskæftiger sig med sprog, må man nødvendigvis også tage stilling til den politik, som sproget er bærer af. Og her rummer bogen befriende debatstof, fx vedrørende oversættelser af n-ordet, og politiske beslutninger om at lade ikke-dansksprogede medborgere være selvbetalende for tolkebistand i rets- og sygehusvæsen. Her citeres en overlæge for at konstatere, at når man ikke kan tale med sine patienter, så reduceres man til dyrlæge.

Læs denne bog og blive begejstret for, at Vorherre får lidt modstand i den babyloniske sprogforbandelse – og at vores modersmål får omhyggelig pleje – tilsat toner fra en større verden.