
For 19 år siden slog en gruppe radiofolk sig sammen om at lave en netradio, som skulle levere public service. Den fik navnet den2radio. Uden nogen form for offentligt tilskud kunne man hver uge klikke sig ind på ugens sendeflade, hvor der var et alsidigt udvalg af udsendelser at finde.
Udsendelserne var af høj teknisk og indholdsmæssig kvalitet, fordi det var garvede radiofolk, som stod bag. Blandt stifterne var Georg Metz, Egon Clausen, Karsten Pharao, Frederik Dessau og mange flere, og så ikke at forglemme en af landets fineste lydteknikere, Jytte Nordholt.
Radioen leverede podcasts før podcast var slået an; vel at mærke podcasts, der havde en højt journalistisk ambitionsniveau og et bredt kulturelt sigte.
Men nu er det slut. I mandags kl. 12 blev der stille, da den2radios udsendelser blev lukket ned. Årsagen er, at de økonomiske resurser og kræfterne er sluppet op. Derfor er der blot at henvise til den tekst, som nu ligger, hvor udsendelserne gennem 19 år lå: www.https://slut.den2radio.dk/
Personligt blev jeg inviteret indenfor i den spændende kreds, især for at bidrage til udsendelsen Ronkedorerne, hvor vi var fire gamle mænd, der hver sjette uge præsenterede dagbøger. De tre andre var Georg Metz, Egon Clausen og Nikolai Ifversen.
Jeg kommer til at savne radiofolkenes ubesværede forening af logik og troldsplinter, men allermest kommer jeg til at savne de udsendelser om kunst, kultur og politik, som udvidede min horisont – og ikke mindst Karsten Pharaos oplæsninger af ældre litteratur.
Tak for den2radio!
