Kategori: inspiration

Fortællingen er sprogets ophav og fællesskabets styrke

Den 13. april bragte Kristeligt Dagblad et indlæg af mig om fortælling i skolen. Jeg havde givet det overskriften “Den mundtlige fortælling kan noget særligt” – og debatredaktøren havde tilføjet den rigtige og tankevækkende konstatering, at der mangler lærere, som kan fortælle. Denne basale kunnen er de fleste steder sunket ned i instrumentalismens mose.

Men her er min argumentation for at puste nyt liv i “mosefundet”, og det er fortsat både muligt og nødvendigt:

“I ”Evigheden i et siv”, den fineste kærlighedserklæring til bogen, jeg har læst, skriver den unge spanske litterat Irene Vallejo, at bogen og skriftsproget er den væsentligste årsag til, at vi kender vores historie. Skriften kan forbinde alle tiders tanker, historier og hændelser og give os mulighed at udvide vores verden med vidnesbyrd om både andre verdener og andre epoker.

Disse egenskaber ved det fastholdende skriftsprog har givet det en førsteprioritet i uddannelse og i moderne sproglig kommunikation. I skolen kan det ikke gå hurtigt nok med at lære bogstaverne og få gang i læsningen. Vi kan læse skriften sort på hvidt, så vi kan dokumentere, vende tilbage til nøjagtig den samme ordlyd.

Men vi overser én ting. Skriftsproget kan vise os vores historie og fungere over store afstande, men det mundtlige, smidige sprog virker i det nære samvær. Derfor er der brug for en genoplivning af fortællingen i skolen.

Når en fortæller stiller sig frem for en gruppe tilhørere, kræver det både en god fortælling og en lydhør forsamling. Og det er ikke givet, at det fungerer fra første færd, fordi begge facetter af mødet mellem ord og øre har været nedprioriterede. Men det kan nemt trænes.

I min tid som skoleleder havde jeg en ugentlig samling, hvor jeg fortalte historier for eleverne, Og når vi fik besøg af forfattere, teatergrupper eller musikgrupper, var det en tilbagevendende konstatering fra vores gæster, at eleverne udviste en utrolig imødekommende adfærd; de var lytteparate.

Man er heller ikke en god fortæller, hvis man ikke har øvet sig. Derfor er det mistrøstigt, at fortælling ikke er en mere fremtrædende disciplin på læreruddannelsen, undtaget Den fri Lærerskole. Men man må øve sig, akkurat som eleverne må træne lytteradfærd. Man kan tage på kurser. Men man kan også øve sig ved at starte med enkle tekster for derefter at øge sværhedsgraden. Selv har jeg brugt teknikken fra tegneseriestriber: et anslag, en klimaks og en slutning. (Det værste er ikke at kunne huske slutningen!)

For tiden debatteres livligt en manglende trivsel i skolen, ligesom mange ser, at elever har vanskeligt ved at koncentrere sig. Et par af diagnoserne på disse misforhold fører os hen på dels den ekstreme individualisering, som har ramt os, og dels den intense omgang med mobiler og internet. I begge tilfælde kan fortællingen virke som en medicin med kun gode bivirkninger.

Når en forsamling får fortalt en historie, kræver det for det første, at tilhørerne koncentrerer sig. Derfor må man starte i det små med korte fortællinger. Når det lykkes, vil de få foræret en fælles oplevelse, og når dette gentager sig, vil der efterhånden udvikles en fællesskabskultur; man få fælles referencer. Sådan har det fungeret i afrikanske landsbyer, på persiske markeder, i danske landsbyskoler og i skumringstimer før spotlysets og fjernsynets opfindelse. Sådan har fællesskaber fundet en fælles ramme, der har skabt tryghed ved at plante livkundskab, ved at advare mod farer eller ved at pege på udveje.       

Nogle vil hævde, at tilhørerne er passive, at fortælling i skolen er lærercentreret. Men for det første er fortælleren ikke nødvendigvis læreren – en elev eller en gæst kan lige så vel komme med historien. For det andet vil en fortælling altid tage farve af tilhørernes reaktioner, deres åndedræt, deres lyde og deres kropssprog. Selv har jeg oplevet en tidsvariation på mellem 7 og 21 minutter ved et burkinsk eventyr om det, der skete, da kvinderne vedtog ikke mere at tale med mænd, fordi samtale med mænd giver dobbeltarbejde. En gruppe teenagere fandt det tåbeligt, men en blandet aldersgruppe havde et hav af reaktioner, også på hinandens reaktioner.

Endelig skaber historien nok ét fællesskab, men under overfladen lever den enkelte tilhører. Jeg har prøvet at undersøge, hvad elever får ud af en fortælling, ved at lade dem lave en illustration til historien. Her er gammeltestamentlige fortællinger glimrende. For en gruppe i Helsingør fortalte jeg om ’Noas ark’ for en indskolingsklasse. Da eleverne afleverede deres tegninger, kunne jeg lægge dem i tre bunker: En, hvor dyrene gik ind i et stort træskib, som lignede arken fra billedbiblen. En anden, hvor dyrene skulle balancere på en sliske til en båd i marinaen, akkurat som tegnerne selv vakle om bord på familiens både. Og endelig en tredje, hvor dyrene parvis spadserede om bord på færgens vogndæk.

Fortællingen i skolen vil i min optik kunne afbøde nogle af skolens koncentrations- og trivselsproblemer, og dertil skabe en bedre balance i arbejdet med modersmålet. Derfor håber jeg også, at fortællingen vil blive indskrevet i den nye fagplaner.”     

Jævnligt møder jeg en hvid varevogn, som har et firmaslogan malet på siderne: “Manden med den bedste ægløsning”. Hvad enten han nu er ægproducent eller har et rugeri, så er dette slogan et man bemærker og husker.

Og for nu at blive i hønsegåprden, så udgav Dansklærerforeningen for år tilbage en lille bog med håndværkerpoesi. Ttilen var “Hvad hønen er for hanen, er Helges ost for ganen”. Der er perler imellem, fx. “Har du ondt i maven / over ukrudt i haven? Så ring til Agger. / Han kommer og hakker.” og også nogle, der halter i rytme eller i rim, fx “Skal du feste, / så ring til Eske”.

Mange af den er morsomme – frivilligt eller ufrivilling. Gå gerne på jagt, for den slags poesi finder man i hverdagen, og ikke bare i ulidelige reklameblokke i TV. Jeg husker selv et slogan fra en ornecentral: “Ingen roser uden torne. / Ingen grise uden torne.”

Sådanne tekster kan efter min mening være en god træning i at orientere sig i et univers, der er propfyldt med informationer, som ofte griber ind i hinanden og skaber flimrer for tanken. Tænk bare på den nyhedsbjælke, som kører under nyhedsudsendelserne, så vi kan få det meste med ved at være ukoncentrerede om det hele.

Eller med besynderlige emballagebeskeder. Jeg faldt over et udsagn på en pålægspakke: “Tykkere skiver. Mere smag. 55% genanvendt plast”. Man må altså have en viden om både kontekst og vare, hvis man skal begå sig.

Derfor er den gode lærer den bedste løsning: “Er der noget, der trykker, / er det læreren, der rykker”

For mig er StormP’s bordkalender den daglige første morgenlæsning, når sindet skal stemmes til glæde over, hvad sproget formår. Ord tvistes. Metaforer blafrer for ens lukkede øjne. Associationerne leger tagfat.

Når en kvinde i en korthandel ønsker en lille globus, måske en med “kun København på”, er det bevidst morsom, men også i familie med ønsket hos den dreng, der i Otto Sigvaldis “Hindbærbrus og kragetæer” gerne vil have “en globus i naturlig størrelse”. Dette udsagn er givetvis ikke udtryk for en bevidst sproghandling, men hos den voksne modtager har den en StormP’sk effekt – uden at drengen på nogen måde skal nedgøres af en Ditte Okmansk latter.

For nylig præsenterede jeg mit 4-årige barnebarn for et klip, hvor min ven, jazzmusikeren Jens Skou Olsen spiller på sav. Knægten var stille et øjeblik, og replicerede så alvorligt: “Min morfar kan spille på hammer! – og føjede til efter lidt tøven: “Ja, han kan spille på al slags værktøj!”.

Før i tiden havde man måske sendt denne lille historie til et ugeblad i håbet om at få hororar for en sjov historie; “hvad de dog siger”. Men med afsæt i alvoren i svaret får man pludselig lyst til at undersøge alle tings lyde; potter, pander, borde, stole, vægge, døre osv. Vi er i gang med en undersøgelse, der svarer til det, komponisten Fuzzy lavede med en specialklasse, da jeg havde ham på besøg på skolen; skrammelmusik!

Forleden betegnede samme barnebarn morgenrøden som solindgangen, men det til aften blev soludgang. Og dagen bliver set i et lidt andet lys og perspektiv, når den glødende planet ikke står op og går ned, men kommer ind og går ud.

Samme vred af begreberne ramte mig da jeg ved Dansklærerforeningens repræsentantskabsmøde fik øje på et ur, der pludselig viste en markant pil. Jeg hørte dette forklaret med, at det var tid til at rejse sig, hvilket er godt for helbredet, når man er i overgangsalderen. Jeg har ingen pil, der byder mig at stå op – og kom inspireret af StormP og mit barnebarn til at tænke på, at jeg måske er i udgangsalderen. Det kan være forklaringen på, at den ene forfalds- og afgangsbog landerpå mit natbord.

Læs StormP og lyt til børns alvorlige forsøg på at mestre sproget; det sætter sprog i gang!

For 2½ år siden havde jeg en samtale med Dansklærerforeningens forlagschef Cecilie Bogh i serien “Sophia-samtaler. Pejling af dannelse”. Den er nu genudsendt på netradioen den2radios sendeflade i denne uge.

Heri begræd hun misligholdelsen af skolebibliotekerne, inklusive unddannelsen til skolebibliotekar, og besparelserne på CFUerne. Men hun fremhævede også behovet for at stille nutidslitteratur til rådighed for børn og unge, og at revidere synet på, hvad der er god børne- og ungdomslitteratur.

Kritikpunkterne er måske imødekommet fra politisk hold, selv om der er god grund til at følge initiativerne omkring skolebiblioteket og CFUernes midler til bogindkøb til dørs. Det har tilsyneladende været nemmere at reducere end at genopbygge.

Men hvorom alting er, så er Cecilie Boghs argumentation for en ændret udgivelses- og undervisningstilgang til litteratur for børn og unge fortsat interessant og væsentlig, ikke mindst i lyset af de initiativer, hun har taget som forlagschef, hvor hun nu står bag nye serier, der forener litterær kvalitet, læsbarhed og nutidig relevans. Og hvor Dansklærerforeningens Forlag knytter unge til udgivelsesprocessen som konsulenter.

Og lad mig så lige tage en runde i manegen på min egen kæphest: Denne tilgang til at fremme læsning og læselyst gør det endnu mere relevant at få afskaffet en obligatorisk litteraturkanon for folkeskolen og få den erstattet af rammer for læsning af ældre litteratur, som kan vælges til som perspektiveringer af den læste nutidslitteratur, akkurat som det blev vist i “Dansk Litteraturs kanon” (1994).

https://den2radio.dk/udsendelser/sophia-samtale-pejling-af-dannelse-32-faellesskaber-omkring-laesning-og-nutidslitteratur-i-skolen

Forleden kom en pige på 8 år (2. klasse) på besøg, og med sig havde hun en boggave. Hun havde skrevet om “To gamle fugle”.

Lærke føler sig alene og forlader de andre lærker. Hun møder Due, og det er kærlighed ved første blik. De får 5 år senere unger, som “er lidt anderledes”, fordi de jo er lærke og due, men de elsker deres unger. Da de bliver gamle, skal ungerne flyve fra reden. Og de to gamle flyver ud til en strand, hvor de lægger sig til at dø sammen. Dette er i korte træk bogens handling, men den ender med en henvendelse til mig som læser: “Nu ved du hvordan det er at dø sammen med din elsket, hvordan det er at finde den helt rette”.

Bogen indledes med en kolofon, som angiver forfatter, illustrator og udgivelsesdato. Og den afrundes med sider, hvor jeg kan skrive, hvad jeg synes om bogen, hvor jeg kan tegne min egen fugl, og hvor jeg selv kan skrive en historie.

Bogen er imponerende bygget op. Den er skrevet i et fint og nuanceret sprog. Og så er den inspireret af skolebogen med åbne opgaver til slut.

Når jeg synes, at andre skal høre om min gave, så skyldes det, at “To gamle fugle” er et markant udtryk på, at den er skrevet af et barn, som er velundervist. En bog er ikke bare noget, man skal læse i. Den er skrevet og illustreret af nogen. Den har en handling, hvor skaberne af den har gjort sig umage. Og så lægger den op til medspil og tankevirksomhed.

Jeg tror, at det fremmer læselysten og -glæden, når bogen bliver gjort personlig.

På kunstmuseet Louisiana i Humlebæk præsenterer de for tiden syv værkserier af den franske kunstner Sophie Calle.

Her skal jeg ikke forestille at anmelde udstillingen, men berette om nogle af de tanker, den satte i gang omkring kunst og pædagogik.

Den første værkserie bestod af en række rammer, som havde et stykke stof, som dækkede motivet, monteret og forsynet med svar: “Som følge af underdrivelsens kunst” – og når man lettede: et foto at “Rue Dieu” og et vejskilt, der viser, at vejen er blind.

Det var lige så interessant at iagttage de besøgende, som læste teksten, løftede stoffet op og så undrende, grinende eller afklarede ud. Sådan må eleverne i Johannes Vigs klasse have set ud, når han afslørede en genstand, de skulle undres over.

I næste rum havde en række fotos af indpakkede Picasso-malerier fra det parisiske Musée Picasso indtaget væggene. Sophie Calle var af museet blevet bedt om at fotografere mesterens værker, men det afslog hun, indtil coronalukningen fik museet til at give dem en beskyttende indpakning. Aldrig har jeg endevendt Picassos malerier så intenst, som da jeg stod og stirrede på disse pakker med maleriernes titler påskrevet. Igen en Johannes Vig tilgang: pædagogik må bestå i at få børnene til at undres og se det skjulte, de kunne få en fornemmelse af fandtes.

I et tredje rum havde hun besøgt et amerikansk museum, som havde fået stjålet nogle af deres europæiske klassikere. Rammerne var blevet restaurerede og hængt tilbage. Og spørgsmålet til de besøgende var nu: Hvad ser du i de tomme rammer? Se, her kom jeg til at tænke på de erindringer om Johannes Vig og hans tilgang til undervisningen og tilværelsen, som Annemari søger at genkalde sig i Jesper Wung-Sungs “Sandøs rose”.

Et fjerde rum med samtaler med blindfødte om deres opfattelse af skønhed afdækkede trin for trin en kombination af det, de havde hørt folk tale om, og det de selv havde erfaret med de øvrige sanser. Og her kommer Jesper Wung-Sung atter ind i mine tanker, for hans kunstgreb i “Sandøs rose” består vel dybest set i Annemaris skridtvise indkredsninger af eget liv på Sandø, med mændene i hendes liv og med læreren, og viser det sig forfatteren, Johannes Vig. Gardin efter gardin bliver løftet op, og på hvert gardin kunne påskriften have været “På grund af levet liv”.

Sophie Calle-udstillingen har fået mig til at indse, at kunstens og pædagogikkens familiebånd er bundet af at dække det nærliggende, det forunderlige, det utænkelige til på en måde, der får eleverne til at lette på tildækningen og søge spørgsmål.

Tak Louisiana for Sophie Calle.