H.C. Andersen på bornholmsk – hvorfor nu det?

I disse dage arbejder jeg på Bornholm og har her erfaret, at der er udkommet en samling med fem eventyr af H.C. Andersen, oversat til bornholmsk. Nu har jeg via den unikke Olivarius-boghandel i Svaneke fået skaffet mig et eksemplar. Jeg har læst ”Prønsæssan på artan”, ”Fyrtoied”, Va fâr gjorr e ømmer de rætta”, Lijlla Klaws å stora Klaws” og ”Dæjn styggja ællijn” og remser her titlerne op for at give en fornemmelse af den toning, digteren får igennem oversættelsen.

Det er interessant at læse dialekten, men bogen føjer intet nyt til digteren; så hvad skal man mene?

I aftes var jeg til en komsammen på kulturinstitutionen Svanekegården, hvor forfatteren Lars Holmsted optrådte med tekster fra en læserbrevkasse, som han underholder med i Bornholms Tidende. Og jeg skal hilse og sige, at han er morsom, så det forslår. Nogle af hans tekster kommer på højde med Herman Bangs ”Kunstrejse på Bornholm”, både hvad angår det underspillede, det selvudleverende og det barokke.

Under en pause fortalte jeg en ældre rønnebo, som jeg sad ved siden af, at jeg havde læst oversættelsen af de fem H.C. Andersen-eventyr. Og han rystede på hovedet: ”Man skal da altid læse god litteratur på originalsproget, hvis man mestrer det. Og alle bornholmere kan læse dansk.”

Selvfølgelig har han ret. Jeg har mødt kursister fra Polen, Japan, Tyskland, Rusland og USA, som frekventerede Den internationale Højskole i Helsingør. De havde lært dansk for at kunne læse H.C. Andersen på originalsproget. Så faktisk giver det ingen mening at oversætte ham til en dansk dialekt.

Alex Speed Kjeldsen, som står for oversættelsen, har i øvrigt begået bogen ”Mina fossta tuzen or på borrijnholmst”, udgivet af Modersmål-Selskabet. Det er en oplagt bog at sætte øjnene i, hvis man vil arbejde med dialekter. Han har endvidere oversat fire historier af Martin Andersen Nexø til bornholmsk. Og med dem har jeg det som med H.C. Andersen; de bør læses på originalsproget.

Det er så interessant at læse tekster på dialekt, så lad os få nogle originale. Bornholm kan levere myriader af gode fortællinger.

Det skal i øvrigt nævnes, at Ane Cecilie Mogensen har illustreret de ”fæm eventyr” med papirklip. Hun er en ferm papirklipkunstner, men kommer godt nok til kort over for H.C. Andersen selv. Også her: Giv os noget originalt!  

Og endelig: tak til min sidemand fra Rønne, som fik mig til at droppe mine betænkeligheder ved at være hård i bedømmelsen af denne udgivelse fra forlaget Bornholmiana. 

For at blive klogere på verden, eleverne og sig selv

Det har været godt at få samlet tankerne omkring værdien af at deltage i den læsegruppe, som Maj Bredahl Skånstrøm beskrev i en klumme i Femina, hvilket førte til et besøg i ”Go morgen Danmark”.

Et af de tilbagevendende aspekter, som dukker op i mine overvejelser, er, i hvor høj grad det at deltage i en læsegruppe med aldersspredning, syv ældre og en ung, kan sammenlignes med den litteraturundervisning, der går fra koncepterne til samtale mellem børn/unge og en voksen, en klasse og en lærer.

Da jeg på et tidspunkt røg ind i en multiple choice-opgave til vurdering af udbyttet af læsning af Brødrene Løvehjerte i 6. klasse og så, at man kun kunne få fuld plade, hvis man krydsede af ved, at brødrene døde til sidst, ja, så måtte jeg vrage ”Læs og forstå”. Jeg arbejdede mig frem til en metode, der nok rimede, men byggede på helt andre principper: ”Læs og brænd på”.

Her oprettede klasserne og jeg rent faktisk en læsegruppe, hvor vi talte sammen om bogen. I indskolingen og på mellemtrinnet brugte jeg ofte elevernes illustration til det for dem vigtigste sted i bogen som afsæt for samtale; unge elever har jo vanskeligt ved at bruge sprog om sproget direkte. (Derfor er det rystende, at man frarøver skolebegyndere billedkunst!)

Ved at skiftes til at vælge litteratur og ved at lade alle komme til orde og ved at byde sig til som voksen med både ører, spørgsmål og faglige input, når man både at komme ind i bogens univers og at få et godt indtryk af, hvem man hver især er. Man lærer både litteraturen og hinanden at kende.

Jeg har skrevet om det i en lille pamflet, Læs og brænd på (Dansklærerforeningen), som nu er udsolgt. Og jeg har indarbejdet metoden i et undervisningsforløb til OscarK’s trebinds børneroman ”Ungerne fra Strandholt”, som foregår i 1950’erne i en mindre dansk købstad. Her vælger nogle elever passager om datidens liv efter skoletid, hvor ”børnene var fritgående”, eller hvor børnene hjalp til med at reparere knallerter og deslige. Andre vælger ting, de kan spejle sig i: fx at stå et bestemt sted i byen og håbe, at en man godt kan lide, kommer forbi.         

En smagsprøve på metoden anvendte Mette Frederiksen (altså lærer-Mette) ved et af de store danskkurser, som Danmarks Lærerforening og CFU stod for, for tilsammen 350 lærere. Den læste tekst var et uddrag af Bent Hallers ”Djævelen i dammen”. Og trods den introbestemte overfladiskhed fik jeg et meget fint indtryk af flere af deltagerne som følge af deres valg og begrundelser.

Så, hvis du som dansklærer vil skabe læse- og litteraturglæde, forene den enkeltes og fællesskabets udvikling og i tilgift få bedre kendskab til dine elever (og selv forynges), er det måske en idé at tilrettelægge litteraturundervisningen som en læsegruppe med en hel klasse og dig som deltagere.  

For at blive klogere på verden og sig selv

privatfoto

I lørdags fandt den læsekreds, som min kone i coronatiden inviterede beboere fra vores landsby med i, vej til morgen-tv; syv modne læsere og Maj, en dengang 18-årig student.

To citater fra den klumme, som nu retorikstuderende Maj Bredahl Skaanstrøm har skrevet til Femina:

”Udefra set er jeg den åbenlyse malplacerede: den eneste 22-årige i en bogklub fyldt med personer, der er 75+. Alligevel vil jeg ikke bytte bogklubben for noget – for her er et fællesskab, jeg ikke møder andre steder.”

”Der er en særlig skønhed i at dele sin forståelse af en bog og opdage, at en medlæser har fået øje på noget helt andet.”

”Og i modsætning til den performative læsning i storbyens parker handler medlemskabet i bogklubben ikke om at se klog ud, men faktisk om at blive klogere.”

Denne klumme førte til en invitation til medvirken i ”Go morgen Danmark”, og Maj inviterede mig med som repræsentant for de gråhårede.

Da jeg skulle forberede mig mentalt, gik et par forhold op for mig: For det første er det berigende at mødes med forskellige baggrunde, også aldersmæssigt, og tale sammen om en bog som fælles afsæt. For det andet har samtalen om litteratur som dansklærer bidraget til, at jeg har fået nogle elever til at få blik for nye verdner, mens lytningen til elevernes udsagn har givet mig et helt særligt kendskab til hver enkelt af dem. Det er derfor man skal skrotte skabelonerne og insistere på samtalerne. (Jeg har skrevet om det i den lille pamflet ”Læs og brænd på”.)

I vores boggruppe har jeg set Maj blive positivt overrasket over at den litteratur, vi gamle foreslår, er så relevant for nutidens udfordringer.

Til tv-udsendelsen havde hun som eksempel valgt Niels Brunses ”Derfor Shakespeare”, som i det vidunderlige dansk, som Shakespeare-oversætteren over alle forkæler os med, giver os et vue over den store englænders værk i en appetitvækkende dosering.

Selv havde jeg valgt Jenny Erpenbecks ”Kairos”, som Maj havde foreslået til fælleslæsning. Den beretter om et kærlighedsforhold, der kan læses som et billede på de spændinger og misforhold, som følger i kølvandet på DDRs opløsning. Et senere forslag fra Maj har været Jeppe Bentzens ”De vingeskudte” om den generation, der anfægtes i troen på freden efter murens fald, da Rusland overfalder Ukraine.

Det er berigende, men ikke altid befriende, at blive konfronteret med den verden, vi ældre har givet de næste generationer som vilkår.

Som dansklærer vil jeg uddrage den lære af vores bogklub, at man kan opfatte litteraturundervisningen i skolen som en læsegruppesamtale med en generationsspredning – eleverne og deres lærer, hvor de skiftes til at vælge læsestof, og hvor alle kommer til orde.

Jeg har med glæde set, at mange ældre tørner ind på bibliotekernes læsekredse, mens en del børn og unge laver deres egne læsegrupper. Men på sæt og vis mangler de den dynamik, som et generationsmiks afstedkommer, hvor det, som Maj skriver i klummen, går ud på at blive klogere.

Børns læsegrupper og de mange læseinitiativer blandt andet på biblioteker kan fremme læselyst. De generationsblandede læsegrupper fremmer livslyst. Jeg ved af erfaring – både fra skolens litteraturundervisning og fra vores lille lokale boggruppe – at det forholder sig sådan.

ps. Tidligere biskop i Roskilde, Jan Lindhardt, sammenlignede læsning med at gå ind i sit hjertes lønkammer. Og når man kommer derind, så er det om at komme ud og mødes andre mennesker, andre livsindstillinger, at blive klogere ved at leve.

Mere (om) Andersen

Udsnit af omslag på En dissonans i denne verden. Læsninger i H.C. Andersens tidlige eventyr

Det, der dybest set kanoniserer et forfatterskab, er, at det til stadighed tilføres nyt liv af nutidige forfattere, undervisere, forskere og læsere. Derfor er H.C. Andersens forfatterskab uomgængeligt, spillevende som det fortsat er 150 år efter forfatterens død.

På det seneste har Anne-Marie Mai vist os en anderledes Andersen. Otte nutidige børne- og ungdomsbogsforfattere har bidraget til antologien Et barn i verden. I samme gyldendalske Andersen-serie er tegneserieskildringen af hans barne- og ungdomsår, I digterens skygge, udkommet. Det er dem, jeg for nylig har anmeldt her. Og nu føjer sig endnu en livgiver og øjenåbner til rækken: Andersen-forskeren Claus Elholm Andersens En dissonans i denne verden, hvori han læser og analyserer de tidlige eventyr.

Her påviser han, at H.C. Andersen intuitivt fornemmede datidens opkommende borgerskabs skrøbelige harmoni, den spirende industrialismes konsekvenser med den gryende kapitalismes dyrkelse af penge. Selv er forfatteren ikke politisk, men hans iagttagelsesevne gør hans tekster politiske og kritiske i en grad, vi har været tilbøjelige til at overse.

Dette råder Claus Elholm Andersen bod på i analyser, der inddrager et væld af forskerkollegers iagttagelser i en pejling af kompleksiteten og modsigelserne i eventyrene. Det er fornemt gjort, og det har fået mig til at genlæse de 12 eventyr, han giver et nærmere eftersyn. Og i hans lys kommer de rent faktisk til at tage sig moderne ud.

Lad mig give et par eksempler:

Kejseren har ikke noget på, men selv om det afsløres i fuld offentlighed, får det ingen konsekvenser. Magtens repræsentanter kører magtfuldt videre. Er dette ikke ganske nutidigt?     

Pigen, der sælger svovlstikker, og som måske kommer fra den sundhedsskadelige fabrik, der lå tæt på H.C. Andersens værelse på Hotel du Nord, fik måske indflydelse på en arbejderbeskyttelseslov. Men kender vi alligevel fortsat til udnyttelse af arbejdskraft?

Brødrene Claus læser vi tit som udtryk for, at den lille smarte narrer den store dumme. Men læst i en kapitalistisk optik er det snarere den griske lille, der trækker et blodigt spor efter sig. Har vi for nylig set eksempler på, at ikke alle svaner er hvide?

Igennem Claus Elholm Andersens analyser får vi et blik for de mange mislyde, som H.C. Andersen virtuost spiller på med fortællerpositioner, vekslen mellem ydre og indre monolog og indlagte indfald og historier som instrumenter. Det er ganske enkelt mageløst at blive inddraget i en sådan genoplivningsproces, hvor en af litteraturforskningens ”paramedicinere” udfolder sig.

Han er knyttet til University of Wisconsin-Madison, hvor han bidrager til H.C. Andersens fortsatte liv i den del af den store verden. Hans bog, som i øvrigt er lækker og håndvenlig, er udkommet på Aarhus Universitetsforlag, som hermed bør få rusket op i den danske undervisningsverden og offentlighed, så vi kan beskæftige os lige så meget med vores store digter, som det sker i mange andre lande.

Dette er ganske enkelt en kanon bog!

Hævn – og hvad så?

Forsideillustration af Tea Bendix til billedromanen af Annette Herzog “Hvor ligger hunden begravet”

Når verden bliver for uoverskuelig, griber jeg ofte ud efter en børne-/ungdomsbog af fineste karat for at få et problemfelt skåret ind til benet.

Således også lige nu, hvor Stefan Zweigs kapitel om ”Incipit Hitler” i ”Verden af i går” nemt får en til at associere med Trumps indsættelse af Nationalgarden og lignende tiltag, med Putins overfald på Ukraine, med Hamas terrorangreb på Israel, og med Netanyahus slagtehus Gaza-aktion. Hvad fremkalder dette blinde ønske om HÆVN, og hvad kommer efter?

Jeg fandt Annette Herzog og Tea Bendix’ intense billedroman, ”Hvor ligger hunden begravet” frem. Her er tre historier: 1) Tre drenges konflikt om svigtet kammeratskab og en væltet Cola udløser mordet på en sød og logrende hund. 2) En krig mellem tre lande blusser op igen på grund pressens dækning af en begivenhed med en grænseoverflyvende fodbold, der vælter en Cola; en krig som sker i de tre drenges land. 3) En fabelagtig fodboldkamp på en krigskirkegård (med kors med drengenes navne på) mellem mus og muldvarpe, hvor en bold rammer en muldvarps Cola. Men denne muldvarp, der som Bogbottens anmelder skriver, hverken har lort på eller i hovedet, slår en latter op – og standser hævnspiralen.

Jeg kommer til at tænke på den far, som viste mig sin gode vilje til at opdrage sin dreng, da en samtale mellem os mundede ud i at han løsnede sit bælte. Jeg snakkede ham fra dette forehavende, selv om han mente selv at have haft gavn af korporlig afstraffelse. Drengen kom år senere og takkede; han og hans søskende var ikke blevet straffet fysisk efter den dag.

Nedslag: En ydmygende Versaille-fred. Et britisk fedtspil omkring Palæstina. Jødisk succesfuld terror mod briterne. Holocaust, som aldrig må glemmes! Palæstinensisk terror mod Israel. Israelsk besættelse og ulovlige bosættelser. Mord begået af bosætter på israelsk fredsforhandlende ministerpræsident. Angreb på Israel fra arabiske militser. Hamas-terrorangreb på Israel. Israels hævngerrige bombninger af Gaza (Holocaust 2.0) og overgreb mod palæstinensere på Vestbredden. Mange mellemregninger mangler. Men hvor er der en, som ikke har lort i hovedet?

Den tænkning, som Janne Tellers lille pasbog, ”Hvis der var krig i Norden”, bygger på, er hjerneklar som sjældent set, og den udspringer blandt andet på hendes arbejde som udsendt i FN’s fredsforhandlinger.

Og så er Grænseforeningen et monument over en fredelig og fair afslutning på en tvist, der har afstedkommet flere krigshandlinger: Folkeafstemningen i Slesvig i 1920. Tænk, hvis vi havde været bevidste nok til at vælge denne konfliktløsningsmodel som en del af vores kultur frem for pølsevogne.

Et formandskab for EU og et sæde i FNs Sikkerhedsråd bidrager nok ikke til freden ved at have pølser i hovedet?   

Tak til Herzog og Bendix for den skarptskårne hævn- og konfliktløsningsbog ”Hvor ligger hunden begravet”. Den har klaret mine tanker og givet mig håb om, at der findes løsninger i skolegården og i storpolitik.     

Omtalte bøger:

Stefan Zweig: Verden af i går. En europæers erindringer. Med forord af Peter Tudvad. Rosinante 2015.

Annette Herzog og Tea Bendix: Hvor ligger hunden begravet. Billedroman, Dansklærerforeningen 2022.

Janne Teller: Hvis der var krig i Norden. Illustreret af Helle Vibeke Jensen. Dansklærerforeningen 2002.

Den 6. august kl. 8.15

I dag har jeg hentet Toshi Marukis ekspressionistiske billedbog ”Lynet over Hiroshima” frem fra reolen, for hvert år den 6. august kl. 8.15 læser jeg den for at huske. Og i år, hvor både galninge i Rusland og USA skryder løs om muligheden for at udslette hinanden, er den nok mere relevant end i lange tider.

For mange år siden skrev jeg følgende anmeldelse i Folkeskolen

”Glem alt om satiren i filmen Dr. Strangelove. Glem alt om poesien i Coerrs  Sadako og de tusind papirtraner. Akvarelkunstneren Toshi Maruki, Japan, har skabt en unik billedbog, Lynet over Hiroshima, med en enkel beretning og flere end tyve ekspressive akvareller.

Vi ser kaos, kamp, vanvid, død, brand, ødelæggelse. Men det der gjorde størst indtryk på de børn i 6. klasse, som jeg i sin tid læste bogen sammen med, var en såret svale, hvis vinger satte blodspor på flodbredden.

En pige, Mi-chan, bliver reddet, men moren opdager, at hun stadig her på fjerdedagen efter lynet har sine røde spisepinde fra morgenmåltidet låst fast mellem sine forkrampede fingre. Moren får hånden og dermed Mi-chan låst op.

Flere år senere oplever Mi-chan af og til, at det klør. Og så kan hendes mor fjerne de glassplinter, der gror ud gennem hendes hud.

Men bogen slutter med et smukt, smukt billede af de røde papirlamper, som Hiroshimas beboere den 6. august sætter ud på byens syv floder. På lamperne er skrevet navnene på dem, der døde.

Dette er konkret erindring og forsoning. Bogen slutter med morens ord: ”Dette sker ikke igen, medmindre nogen kaster en ny atombombe.”

Det, der har brændt sig fast i børnelæserne, var den sårede svale. Det, der har brændt sig fast i mig, er ikke al gruen, men billedet på gruens effekt: De røde spisepinde i den lukkede barnehånd – og forløsningen, da moren vrister pindene fri.

Bogen er et lille kunstværk, der kan hæve undervisning op over den kødløse faglighed.”

Jeg har prøvet at søge denne bog i antikvariater – uden held, men ser nu, at den fortsat figurerer på Forlaget Hjulets hjemmeside. Så man kan få bogen her for 70 kroner (plus forsendelse) ved at sende en bestilling pr mail til mail@hjulet.nu

ps. I dag ville jeg nok vente med at bruge bogen i undervisningen til 8. klasse

En bog det er værd at slå på tromme for!

På 150-årsdagen for H.C. Andersens død bidraget professor Anne-Marie Mai til at gøre ham mere levende end længe, når hun får udgivet bogen om ”En anderledes Andersen”.

Hun går til kamp mod det ensidige billede af HCA, som ikke mindst Georg Brandes er ophav til: en forfængelig, barnlig, naragtig og behagesyg person.

I sine første artikler om HCA ser Brandes ham som en nyskabende digter, der varsler det som Brandes senere betegner som ”det moderne gennembrud”. Men efter HCAs død er det, at Georg Brandes finder de nedgørende karakteriseringer frem; i følge Anne-Marie Mai måske begrundet i den bestræbelse på at introducere en maskulinitet, som Brandes selv ønskede at være eksponent for.

De nedgørende adjektiver har klæbet til vores billede af HCA, men i undersøgelsen af nutidige kunstneres inspirationer fra HCA fremhæver Anne-Marie Mai en ganske anden side af digteren: modig, skarpsindig, miljøbevidst, normoverskridende.

Dette belyses ved præsentationer af Kim Fupz Aakeson og Signe Kjærs fortælling om hans liv ”i medgang, modgang og en masse eventyr” (2022), af Harald Voetmanns ”Quarantaine-Dagbog” (2020) fra coronadagene, af Jesper Wung-Sungs romaner i jeg-form ”Hans Christian” (2024) og ”Ungdomsforsøg” (2025), af Joakim Garffs rejsebog ”Solisterne” (2023), af novellesamlingen ”Et barn i verden” (2025), af Bjørn Rasmussens ”Forgabt” (2021), af Simon Grotrians ”Eventyrdigte” (2023), af Anastasia Nørlunds teaterfortolkning af ”Den lille havfrue” (2024) og af balletfortolkninger af samme eventyr af John Neumeier og af Kim Brandstrup.

Når jeg remser alle disse titler op, skyldes det, at Anne-Marie Mai til hver knytter iagttagelser, som vil gøre det attraktivt for enhver læser i almindelighed og enhver dansklærer i særdeleshed at kaste sin ud i den nyfortolkede Andersen og opleve, at han i den grad har noget at sige vores tid. Dette kan i øvrigt også ses ved passende tekstsammenstillinger, som det gøres af Tony Andersen og Anne Marie Christensens i bogen ”Den etiske Andersen”. Opgøret med Brandes-indsnævringen bidrager til at gøre HCA kanonisk og tidløs på Shakespeare-niveau.

Anne-Marie Mai trækker mange tråde til moderne litteraturforskning, og ikke mindst krydrer hun sin gennemgang med særdeles velvalgte citater, ja, det er måske dem, der er maddingen på krogen.

På bogens omslag er er forfatternavn, bogtitel og en lille tromme forsynet med lak på den i øvrigt smukt udformede flade. På den måde signalerer layouteren, at her er en bog, det er oplagt at slå på tromme for.

Ps.

Jeg savner måske en kort omtale af maleren Lars Ravns smukke bog om ”H.C. Andersens billedkunst”, hvori han plæderer for, at HCA er en fuldt ud så markant billedkunstner som forfatter, hvilket indtil nu har været underbelyst.

Den melankolske reformator

I denne uge genudsender den2radio.dk en samtale, jeg havde med forfatteren OscarK i 2016, da hans roman om Martin Luther udkom. Bogen gjorde stort indtryk på mig, dels fordi forfatteren havde pålagt sig selv at skrive i et sprog, der var tro mod det tankesæt, der herskede i middelalderen, og dels fordi jeg fik nuanceret det billede, jeg gennem undervisning og opdragelse havde fået af denne reformator, som jo blot var en blandt mange.

OscarK har i samarbejde med Dorte Karrebæk taget en slags tilløb til bogen gennem udgivelsen af den smukke ”Biblia Pauperum Nova”, der er en fattigmandsbibel, som i storslåede billeder følger en teatertrups opførelse af det nye testamente. Truppen består af mennesker, der er fattige i ånden, suppleret af nogle få talende og livskloge dyr. Det er i denne bog, kvinderne ved Jesu tomme grav citerer Anders Fogh Rasmussen: ”Der er ikke noget at komme efter”.

Som en art biprodukt af researchen til Lutherbogen udgav OscarK og Dorte Karrebæk ”De syltede børn”, om nogle af de misfostre, som var udstillet i Peter den Stores raritetskabinet i Skt. Petersborg, og som her bliver skildret som om de har overlevet aborten. Disse skabninger optræder også som børnegruppe i Lutherbogen.

Endelig har OscarK oversat to tekster fra Det gamle Testamente, ”Skeptikeren bog” og ”Sangenes sang”, som han kalder urnebøger, fordi de i format egner sig til at sidde med i en stille stund.

I samme format er udkommet ”Ars moriendi” og ”Dødedans”, mens et tredje bind, som nok får titlen ”Itineratium”, udkommer til efteråret. Det sidste bind er en art vejviser, hvor beslægtetheden mellem alkymi og kvantefysik er til sondering.

De nævnte titler er god sommerlæsning for alle, der ved, at døden er vores vilkår, og bestemt også for dem, der endnu ikke ved det.

Og med børnene kan man til stor fornøjelse læse OscarK og Teddy Kristiansens serie om ”Hugo og Holger”.

Men start med at lytte til samtalen på Den anden Radio– om ikke det hele, så Karsten Pharaos betagende oplæsning af uddrag fra Lutherbogen i udsendelsens start.

https://den2radio.dk/udsendelser/martin-luther-den-melankolske-reformator

God sommer  

At være ved sine fulde fem

Tirsdag aften var jeg inviteret til at tale om “at være ved sine fulde fem” ved Meyers “Verdens bedste skovtur”, som en slags optakt til to workshops i lyrikskrivning, jeg står for torsdag og fredag kl. 16-18.

At være ved sine fulde fem er, som Den Danske Ordbog anfører, synomym med “at være ved sine sansers fulde brug”. Derfor har det altid generet mig, at skolen synes at være “ved sine fulde to”, idet undervisningen som oftest er baseret på hørelse og syn; de eneste sanser, der har lobbyister og foreninger som støtter. Ingen samler ind til dem uden smag, uden følelse eller uden lugt.

Mit oplæg tog afsæt i Inger Christensen essay om silke i “Hemmelighedstilstanden”. Her skriver hun, at navneordene er ensomme, tillægsordene er hjælpeløse, og udsagnsordene er medgørlige. Det er de tre ordklasser, som i nævnte rækkefølge optræder i de monoteistiske religioners skabelsesberetninger og i barnets sprogudvikling, når det med sproget erobrer sin verden.

Det karakteristiske ved synets og hørelsens sprog er imidlertid, at det tager verden ind på afstand. Det er sprog, der kan binde os sammen, fordi vi ser og hører den ydre verden; ser og hører måske ikke det samme, men ser og hører. Sproget skaber fællesskab trods det forhold, at vi alle kan redigere i det sete og hørte og meddele, hvad vi mener at have sanset, så det er tilpasset egne behov og interesser.

Omvendt savner vi ord, der kan knytte os sammen omkring erfaringer og oplevelser med følelse, smag og lugt. Vi må ty til metaforer, fortællinger og lignende for at forklare os. Tænk bare på smagsbeskrivelserne bag på vinflasker. Det særlige ved de tre sanser er netop, at de ligger inde i hver enkelts krop; at de er bundet til inividet. Men følelsen, smagen og lugten kan vi ikke redigere i!

For mig at se bør dette forhold være et argument for, at skolen opprioriterer de praktiske og musiske fag og faglige aktiviteter, så de tre individbundne sanser bliver afsæt for kollektive erfaringer og sansninger. Og derfor er Lene Tanggaards vistnok seneste bog (hun skriver jo hurtigere, end vi andre læser) om “Kollektiv kreativitet” et væsentligt bidrag til at skolen kan udvikle sig til at blive “ved sine fulde fem” – med alt, hvad dette kan bidrage til, af bedre balancer mellem ånd og hånd, mellem det logiske og det poetiske og mellem individualitet og fællesskab.

ps. ved diskussionen efter oplægget begræd en mor sin datters adaption af engelske vendinger i dansk oversættelse: “jeg føler, at anden verdenskrig begyndte i 1940”. Lad os bruge sproget, så følelse og viden ikke er et fedt.

Hallehoi, siger Klods Hans

Udsnit af forside på Klods Hans #2, 2025, af Bernardo P. Cavalho

I går lå IBBY Danmarks (Selskabet for børnelitteratur) medlemsblad Klods Hans i min postkasse. Temaet er Fællesskaber. Og så opdagede jeg, at jeg selv har bidraget til bladet med en artikel om oplæsning; denne disciplin, som bygger bro mellem tale- og skriftsprog, som er et bud på en fællesskabende aktivitet, men som uvilkårligt også rummer en fortolkning af teksten.

Men temaet “Fællesskaber” er væsentligt i en tid, hvor individorienteringen har taget overhånd. Børn vil gerne være sammen, ja, mange udtrykker, at det bedste ved at gå i skole er at være sammen med kammeraterne. Derfor er det velgørende at læse om forskellige bidrag til at gøre læsning til et fælles anliggende, hvad enten det sker på skolens eller andre institutioners initiativ, som udløber af spil-aktiviteter, eller på børns og unges egne initiativer.

Den tidligere biskop i Roskilde Jan Lindhardt sammenlignede læsning med at gå ind i sit hjertes lønkammer. Og ja, man kan blive opslugt af en bog – en frydefuld fornemmelse. Og bogen er skabt til opslugthed med den udformning, den har: to skyklapper, der tilmed er syet sammen. Men Lindhardt tilføjede, at hvis du kommer derind, så få benene på nakken og kom ud igen.

Pointen er klar: det er berigende at komme ind i et nyt univers, hvor ens tanker og synspunkter bliver udfordret. Men lige så godt er det at komme ud igen og få den nye oplevelse og erfaring sat i spil i den verden, der er ens dagligdag. Det er dette fællesskaberne omkring læsning kan bidrage til.

Et omfattende ps: Fra 2013 og 8 år frem var jeg medlem at den dengang nyetablerede komité, der skulle vælge modtageren af Nordisk Råds Børne- og ungdomslitteraturpris. I de år læste jeg en dansk børne- eller ungdomsbog om dagen. Det var på sin vis en lettelse, da beskikkelsen sluttede, for langtfra alt, som ser dagens lys, er berigende. På den anden side giver en brat afslutning en underlig form for abstinenser. Og her er der hjælp at hente i Bogbotten, som er IBBYs anmeldersite.

Børne- og ungdomslitteraturen får mindre og mindre spalteplads i de trykte medier, men i Bogbotten kan man finde inspiration til, hvor der er noget at komme efter.

Bogbottens anmeldelser er en uvurderlig håndsrækning til dansklærere, pædagoger, skole- og børnebibliotekarer og forældre, når man ønsker at finde en farbar vej i udgivelsesjunglen.

Tak for Bogbotten!