inspiration - Dansklærerforeningens Folkeskolesektion

Virkelighed og visioner

Omslag til bog i anledning af Peter Seebergs 100-års-dag. Forsidefotoet er taget af Torben Stroyer

Et udtryk for stor taknemmelighed er det, når en afdød personlighed bliver hyldet på den måde, som er blevet Peter Seeberg til del i anledning af hans 100-års-dag: En gruppe af Viborg-borgere har på forskellig vis bidraget til den bog, som man kan hentes gratis på Skovgaard-museet i Viborg og i Dahls Vinhandel i samme by.

Bogen består af 30 små tekststykker, som rummer erindringer om den person, som har sat sig så mange fysiske og kulturelle aftryk i Viborg. Nogle af bidragene har nok mest relevans for en snæver kreds af viborgensere, men andre har en almen interesse. Og tilsammen peger de på et par forhold, som jeg her vil opholde mig ved.

Peter Seeberg var iderig ud over det sædvanlige, og han var dertil i stand til at få mange af sine ideer realiserede – dels fordi han havde opbygget et stort og stærkt netværk af mennesker med vidt forskellige baggrunde, og som strakte sig ind i byens politiske centrum og dels fordi han arbejdede engageret og uegennyttigt. Det var altid sagen, det gjaldt!

Vejen til politikerne var kort, så måske er det værd at overveje om den stordrifttænkning, som er fulgt i kølvandet på Lars Løkkes kommunalreform har bidraget til disengagement og virkelighedsfjern ageren. Meget tyder på, at uegennytten har fundet sin afløser i en udbredt lobbyisme og konsulentvirksomhed, mens virkeligheden er erstattet af såkaldt professionelle koncepter og teoretiske tankespind. Eller er jeg helt galt på den?

Et konkret bidrag har påkaldt sig min bevågenhed: Peter Seebergs involvering i oprettelsen af “Friskolen i Viborg”: Den opstod, mens lilleskolebevægelsen havde vind i sejlene. Men Peter Seeberg insisterede på, at kreativitet nok var væsentlig, men at viden var mindst lige så væsentlig. Derfor blev det til friskolen og ikke lilleskolen i Viborg.

“At bevare jordforbindelse og fornuft med alt, hvad dette indebærer. At indhelte viden om naturoplevelser, historie, arkæologi og omgivelserne måtte spille sammen med barnets eget udtryk.” Sådan refererer Inge Hedegaard, tidligere lærer på friskolen fra tilblivelsen. Måske kan dette samspil mellem virkelighed og vision inspirere i disse dage, hvor folkeskolen skal have nye fagbeskrivelser?

Er det i orden?

Fra Thøger larsens manus til Danmark, nu blunder. Lemvig Museum.

I går holdt jeg i regnen ud for et københavnsk gymnasium og hørt nogle øve sangen “Danmark, nu blunder den lyse nat”; Thøger Larsens smukke digt om naturen og de kræfter, der holder gang i livet. Men i mit øre sneg ordene fra Halfdan Rasmussens “Skillingsvise”, der er skrevet over Thøger Larsens sang sig ind. “Pigernes latter og lyse hår / leg, som får aldrig ende” bliver til “Pigerne taber det lyse hår / Drengene mister potensen”. Er det i orden at nedbryde en af vores smukkeste sange? Er det et problem, at Halfdan Rasmussen så dygtigt har nedbrudt den smukke sang, at hans ord trænger sig på, når den oprindelige, smukke sang synges?

Til det kan man overveje, om den udvikling, der har fundet sted omkring vores natur fra 1914, hvor Thøger Larsen skrev, til 1970, er i orden, og om vi siden da har fået mere larsenske end rasmussenske tilstande.

På samme måde spiller det ind i mig, at Niels Hausgaard på et tidspunkt fortalte om en nordjysk køkkenfabrikant, der havde fået i opdrag at sælge inventar med selvlukkende skuffer til det Irak, hvor en sammenslutning af villige med George W. Bush og Anders Fogh Rasmussen havde omstyrtet regimet. Denne fabrikant måtte under en luftalarm søge ly i en port, hvor en mor søgte at berolige sit barn med en sang. Den danske køkkenmand bad sin tolk oversætte, og teksten lød: “Kæmp for alt, havd du har kært. Dø om så det gælder.” Og manden fra det nordjyske rystede på hovedet og tænkte, at når de ser sådan på det, så holder det aldrig op.

Hausgaards historie må få os til at gruble over, hvorfor nogle er helte, mens andre, der laver de samme handlinger, er terrorister.

Satire og ironi kan sætte fingeren på urimeligheder og sandheder, der var engang. Men det er værd at huske, at noget af det, der ligger bagude, kan nære vores tanker om, hvad det er værd at kæmpe for: lyse nætter, liv i fjordene, giftfri marker og kampe for det bedre.

Sommerfuglestøv, der vejer i sindet

Natten mellem Folkemødets fredag og lørdag kunne jeg vende det sidste blad i Lea Korsgaards “Inden året er omme”. Jeg undlader med vilje at genrebestemme bogen, for enhver bås er for begrænset til denne forunderlige bog. Men får en lettere gang og en dybere indsigt gennem læsning af bogen.

Lea Korsgaard har sat sig for at finde og se alle danske sommerfugle i løbet af et år. Og det bliver i sig selv en tour de force, der bringer os ind i et univers med snurrige og nørdede personligheder, der via GPS kan guide til særlige arters levesteder i forskellige landskaber.

Det bliver også en personlig historie, hvor alle i familien må leve med at omgås en besat sjæl – i begge betydninger af at leve med.

Men for mig bliver det først og fremmest en fortælling, der givet indsigt i sommerfuglens udvikling, i især europæisk filosofi, tro og tænkning, i vores historiske udviklingstræk og i de fremtidsperspektiver, som toner frem lige for næsen af os. “Inden året er omme” er ganske enkelt en ualmindeligt vidende og velskrevet bog, som kan lægge op til oplivende undren og tænkning.

Og så er Lea Korsgaard en herlig formidler, som når hun forklarer underet, sommerfuglens metamorfose, ved at sammenlige det med, at hun går ind i familiens garage ad en dør og kommer ud af en anden som næsehorn.

Det er ligeledes kækt at påvise, at Paulus såvel som fx Karl Marx troede på, at det ideelle samfund ventede lige om hjørnet. En sådan sammenstilling givet mod på at se fordomsfrit på vores kaos.

Endelig må jeg nævne hendes undren over, at vi på en studs kan finde midler til at genopføre Notre Dame og Børsen, mens vi med åbne øjne lader naturens arter uddø, selv om vi har kendt til denne udvikling i generationer.

For mig at se viser “Inden året er omme” at vi ikke behøver kanonlister og pensumkrav i skolen, fordi ethvert emne kan føre os hele raden rundt. Men det forudsætter vidende og veluddannede lærere, der har trang til at øse af deres viden.

Ps. Og når nu vi er ved sommerfugle, så fik jeg op til Folkemødet læst en forunderlig bog af Alessandro Baricco med titlen “Silken”. Den er en skæbnefortælling så fuld af undertoner, at den sætter sig i ens sjæl. Hvis din sommer tegner begivenhedsløs, så grib ud efter “Silken”.

Vi kommer fra analogiseringsstyrelsen

Lea Hebsgaard Andersens forsideillustration til DANSK #2, 2025

Så er nummer 2 af DANSK udkommet, og temaet er “Mærk suset af dansk”, altså artikler, der tager afsæt i det store kursus for dansklærere, som Danmarks Lærerforening, CFU og Dansklærerforeningens Folkeskolesektion stod for. Med omkring 1000 dansklærere som deltagere.

Dansklærerforeningsdelen af kurset for mellemtrinslærere blev varetaget af Mette Frederiksen (altså den rigtige) og mig. I fællesskab havde vi planlagt et forløb, der dykkede ned i faget grunddiscipliner: det talte og det skrevne sprog – med oplæsning som en mellemstation.

Vi bød velkommen med sætningen: “Vi kommer fra analogiseringsstyrelsen”, ikke fordi vi er maskinstormere, men fordi vi gerne ville insistere på, at den analoge undervisning kan noget særligt, hvad angår nærhed og fællesskab. Og faktisk viste det sig, at der på nogle af holdene var unge lærere, som vægrede sig ved at skrive i hånden; det havde de ikke gjort i årevis. Så alene af den grund følte vi os på rette spor.

Gennem enkle og eksemplariske øvelser fik vi skabt et væld af mundtlige fortællinger, hørt mange oplæsninger, dykket ned i en læsemetode, der tager afsæt i deltagernes forskellige oplevelser af en tekst, og endelig skrevet en god portion digte.

Vi indledte med sangen “Lad mig mærke en dansklærers tone”, som bygger på en række forfatteres erindringer om deres dansklærer. De er meget forskellige, men har det tilfælles, at deres lærere er, hvad man kunne kalde personligt praktiserende.

Vi sluttede med en evaluering, som var overvejende positiv, og som især vægtede, at deltagerne kunne genkende sig selv i arbejdet med faget.

I DANSK #2 gengiver vi strukturen i og overvejelserne bag forløbet. Marie Elmegaard og Sara Sejerskild beskriver CFU-delen af mellemtrinskurset. Heraf fremgår det klart, at kursets indfaldsvinkler supplerer hinanden – fx ved at CFU’erne foldede temaerne ud gennem deres digitale platforme.

Og én ting står fast: dansklærere hungrer efter efteruddannelse.

Lad mig mærke en dansklærer

I DANSK #2 er en sang til og om dansklærere trykt med hvis tekst på gul baggrund, hvilket er vanskeligt at læse i solskin på solskinsøen, hvor Folkemødet holdes. Derfor får I den her sort på hvidt.

Sangen indledte de dage på det store dansklærerkursus, som Mette Frederiksen og jeg havde på mellemtrinnet.

De udsagn, som ligger bag teksten, kan læses i bogen “Med varsomhed og vovemod”, og i et enkelt tilfælde i et “Alt for damerne”-interview.

Lad mig mærke en dansklærers tone

Melodi: Lad os lege i livstræets krone (Hans Holm)

Inspireret af udsagn fra Peter Moutitzen, Halfdan Rasmussen,

Johannes Møllehave, Josefine Klougart og Flemming Møldrup

Du trådte ind på versefødder,

lod os mærke dagens digt;

poesi gir livet rødder

mer end rugbrødsnyttepligt.

Lad mig mærke en dansklærers tone.

Lad mig føle at sproget er stort.

Lad mig gå gennem ord og sentenser

og sprogets fællesskabsport.

Du kunne lege – vi ku’ lære

mer om troen på os selv

end om det, du bare vidste,

vi sku glem’ alligevel.

Lad mig mærke en dansklærers tone.

Lad mig føle at sproget er stort.

Lad mig gå gennem ord og sentenser

og sprogets fællesskabsport.

Du krævede en gravens stilhed

før din stemmes sære klang

lød og fødte en fortælling

gennem vores øregang

Lad mig mærke en dansklærers tone.

Lad mig føle at sproget er stort.

Lad mig gå gennem ord og sentenser

og sprogets fællesskabsport.

Du tog dig tiden til at dvæle

ved en sproglig kvalitet,

havde sans for sprogets ånde,

så man virkelig blev set!

Lad mig mærke en dansklærers tone.

Lad mig føle at sproget er stort.

Lad mig gå gennem ord og sentenser

og sprogets fællesskabsport.

Du øjned’ livet bag facaden

hos den frække og den grå

og lod drømmefaner blafre,

så al tomhed gik i stå.

Lad mig mærke en dansklærers tone.

Lad mig føle at sproget er stort.

Lad mig gå gennem ord og sentenser

og sprogets fællesskabsport.

Jens Raahauge

Folkemødet er lige om lidt

På lørdag den 14. juni kl. 10 er det tid for Dansklærerforeningens Folkeskolesektions paneldebat på Klippescenen i Allinge: Bundet i frihed, hvor lærer Mette Frederiksen taler ud fra et skolehverdagsperspektiv, professor Nikolaj Elf bygger videre ud fra en forskningssynsvinkel og formand for Københavns Lærerforening Katrine Fylking tager fagforeningsbriller på, mens formand for Dansklærerforeningens Folkeskolesektion har den faglige forenings tilgang. Jens Raahauge modererer debatten.

Til trods for at der kun er tre kvarter til rådighed, håber vi at få sat nogle tanker i gang omkring de muligheder, der toner frem med de nye fagplaners overgang fra målstyret til formålsstyret undervisning.

Som et ekstra bidrag vil tilhørerne (de første 30) kunne få næste nummer af medlemsbladet DANSK med i muleposen. Bladet indeholder 13 artikler, som udspringer af det store danskkursus, “Mærk suset af dansk” som blev afviklet i vinteren 24-25 i et samarbejde mellem Danmarks Lærerforening, CFU og Dansklærerforeningens Folkeskolesektion, hvor flere end 1000 dansklærere deltog.

Skribenterne i bladet er fundet bladet de instruktører, der optrådte på kurset.

Bladet udkommer til Folkeskolesektionens medlemmer den 16. juni. Men tryksværten skulle være tør, så vi kan have eksemplarer med til paneldebatten lørdag.

ps. ud over de faglige artikler er der en dansklærersang og en klumme af de to unge lærere Aviaja Stjernstrøm og Sofie Juul om deres møde med skolen og faget i praksis.

pps. Meld dig dog ind i Dansklærerforeningen og få bladet og masser af gode tilbud.

Frigørende chikaner

bl.a. forside på bladet Bladtegneren fra 1941, fundet i genbrugsstationens container

Ved endnu et kig ind i genbrugsstationens bogcontainer blev mit blik fanget af et hæfte med danske bladtegneres Tegnerier i 1941, altså mens Danmark var besat og medierne censureret. Arne Ungermanns forsidetegning illustrerer ganske godt bladets pointer: En nøgen model sidder med et blad i hånden. Bladtegneren er i helt bogstavelig forstand bladtegner, og beskueren af hans billede må tænke sig til den nøgne kvinde, der har holdt bladet; akkurat som man ved de øvrige billeder i hæftet må tænke sig til den kontekst, de er skabt i.

Censuren har blandt bladtegnere såvel som blandt forfatterne fremkaldt en kreativitet, som man givetvis gerne havde været foruden, men som altså alligevel fremkaldte overraskende og subtile udtryksmåder, som betød, at censuren nok kom til at virke som chikaner, men også som afsæt for kreativitet.

Indtrykkene fra dette hæfte har i mig kastet to tanker af sig vedrørende fremme af læselyst og frihed til at udfolde sig sprogligt.

Forlaget Jensen og Dalgaard udgav for fem år siden bogen “Tårernes ø” af David Nel-lo; en undselig bog, om en undselig bog, der lå gemt mellem væggen og reolen på biblioteket. Den skiftede indhold, alt efter hvem der læste den; akkurat som alle bøger dybest set gør. Den fik mig til at erindre, at jeg havde lagt gamle børnebøger rundt om på de skoler, hvor jeg var inspektør – bøger, som eleverne bare kunne tage og beholde. Faktisk forsvandt det lige så stille. Og en del forældre blev grebet af, at deres børn kom hjem med bøger, de selv havde læst som børn. Så alternativet til at køre på genbrugsstationen kunne være at give skolen brugte børnebøger til en tag selv-kasse.

Den pædagogiske udgave af chikane er at opstille rammer, som friheden kan udfolde sig indenfor. At få lov til at skrive frit, giver mange elever skriveblokeringer. Men hvis man opstiller – også firkantede – krav, kan det virke frigørende. Fx kan 5-7-5 reglen ved haiku-digte sætte frugtbare skriverier i gang. I megen opgaveløsning vil det at kende rammerne føre til kreative handlinger, men total frihed virker destruktivt.

Monstro det forholder sig anderledes med frit valg af skole, hospital, hjemmepleje osv.?

Laureatfest og skrivelyst

I lørdags var Benjamin Koppel midtpunkt ved Boghandlerforeningens Laureatfest, idet han for romanen Sommerfuglens stemme blev tildelt De gyldne Laurbær 2024. Det var svært ikke at være begejstret for, at boghandlerne havde truffet dette valg, selv om det kan undre mig, at Jakob Martin Strids Den fantastiske bus ikke havde tag i boghandlernes stemmer. Den er dog så unik, at det danske bogmarked ikke har set noget lignende siden H.C. Andersens første eventyr. Måske har boghandlere generelt ikke øje for børnelitteratur, som noget der er lige så værdifuldt som litteraturen til voksne???

Men tilbage til Laureatfesten. Den foregik, som man kunne forvente, med taler, der hyldede bogen i almindelighed og Benjamin Koppels bog i særdeleshed, og med en festivitas, som afspejlede Koppel-familiens musikalitet og kreativitet. Så lang, så mere end godt. For Benjamin Koppel er en særdeles værdig modtager af denne hæder.

Alligevel var det et par afsnit i Benjamin Koppels takketale, der bed sig fast i mig: han havde som barn altid været med sine forældre til koncerter og digtoplæsninger, og så – ikke mindst – at han havde gået på Freinetskolen i Valby, hvor de skulle skrive frie tekster, som derefter skulle læses op for kammeraterne. Benjamin skrev og skrev, så han kunne have brugt al den tid, der var til rådighed for oplæsning. Derfor skulle han læse til sidst.

Her mindedes jeg, da jeg selv måtte opgive den svenske metode, læsning på talens grund, hvor alle elever skulle bidrage på baggrund af en fælles oplevelse. Det gik der ged i, og jeg lod mig inspirere af Freinets fri tekst-skrivning, som byggede på det, som kaldtes det famlende eksperiment. Og det fængede. De, der skrev langt, men ikke havde noget på hjerte, fandt, at kammeraterne faldt fra. De, der kunne skrive koncentreret og vedkommende, vandt gehør. Man kan læse om det i min lille pamflet, Dyrk dansk derude.

Denne metode tog elevernes stemmer ind i undervisningen, og flere tekster kom til at sætte dagsorden for indholdet i undervisningen. Så jeg forstod Benjamin Koppels cadeau til metoden i takketalen.

Jeg fortalte forfatteren OscarK om denne oplevelse og refleksion, først med 300 km i timen i et fransk tog på vej til Paris, og siden ved flere lejligheder på cafeer i omegnen af Luxembourg-haven. “Eleverne skal også lære nogle regler og facts, grammatik osv. Ellers tror de, at alt er godt nok,” indvendte han i min her forgrovede gengivelse. Nu har vi krydset klinger, om hvad der kommer først, regler eller frie tekster. Dette er en del af den diskussion, vi også lægger op til, når vi besøger skolers danskfagudvalg. Og her finder vi dynamikken mellem frihed og umage, mellem overfladiskhed og fordybelse.

ps. OscarK’s trebindsroman Ungerne fra Strandholdt er lige nu ekstremt nedsat i Dansklærerforeningens bogskab. Og den er efter min opfattelse noget af det bedst egnede til litteraturundervisning i 6.-8. klasse, fx én titel pr år.

https://dansklf.dk/bogskabet

Derfor er god børnelitteratur en gave

Tre generationer omkring bussen. (Privatfoto)

Forleden var min kone og jeg til bedsteforældredag i vores treårige barnebarns udflytterbørnehave, hvor vi skulle tilplante deres højbede med vores medbragte urter og blomster.

Der var en intens aktivitet og en stemning, der fik mig til at erindre Johannes Møllehaves udsagn om, at børn ville have det optimalt, hvis man sprang forældregenerationen over. Han havde nok overset det gode, at vi bedsteforældre kan sende børnene hjem, når vi er kørt trætte. Og jeg har her nok ignoreret det faktum, at de empatiske og dygtige pædagoger hver dag skaber en dagligdag, som børnene glæder sig til deltage i.

Men her på plantedagen gik alle omkring med vandkander. Nogle vandede planter, andre rutsjebanen for at undersøge turen ned i væde, og en af vores barnebarns gode venner vandede mig sko og sagde, at nu kunne jeg vokse.

Jeg rejste mig langsom op, mens han stirrede. Jeg måtte imidlertid stoppe, inden fødderne slap jorden. Men han nikkede anerkendende. Og jeg kom i tanke om Kim Fupz Aakesons novelle om onklen, der føler, at han er en rhododendron, sætter sig på familiens carporttag, hvor han bliver vandet og bliver en turistattraktion – indtil den dag han ikke vil mere. Kim Fupz er en af dem, der mestrer de fleste litterære greb, men på samme tid kan holde barnet i sig levende.

På samme vis forholder det sig med mange andre og i særklasse Jakob Martin Strid, der med Den fantastiske bus har skabt et af de værker, der er et par hundrede år imellem tilsynekomsten af. Jeg har overværet vores treårige læse i bogen sammen med sin mor og farmor, og han spotter detaljer, som de voksne overser, og refererer til erfaringer fra sin barneverden. At lytte til det er en dør ind til barndommens land.

Det skriver Mac Barnett om i den forunderlige Barne(t)ts hemmelige dør. Læs den, for det han skriver om børnebogsforfattere har også bud til pædagoger og lærere.

Endelig vil jeg nævne forfatteren Nils Hartmann, som i Børnenes Verdenshistorie husker, hvordan det er at være barn. Og derfor antager han altid børnenes vinkel, selv om de ofte er ofre på storpolitikkens altre – eller netop derfor gør han det.

Uden sådanne forfattere, der husker, hvordan børn tænker, føler og lever, ville vores verden være fattig; forvokset så at sige!

At vække undren

I går var jeg på genbrugspladsen for at komme af med månedens læs af aviser. Og som vanligt kastede jeg et blik ind i containeren med bøger; fuld var den som vanligt. Mine øjne blev ramt af en lille undseelig bog, som jeg ikke havde set i årtier: Ib Spang Olsens I Kristoffers spor.

Heri fortæller tegneren om Martin A. Hansen og om Lykkelige Kristoffer, som han illustrerede. I sin seminarietid kom Ib Spang Olsen i praktik hos lærer Hansen, som betog ham med sin tilgang til både stoffet og eleverne. Denne gudbenådede fortæller af en lærer troede ikke “på oplæsningens enestående og centrale værdi i danskundervisningen, en af seminariets mærkesager. Jen [ISO] mindes, at han var den første jeg hørte antyde, at det måske endda var skadeligt for begribelsen.”

Se, det er anfægtende ord i mine øjne, når nu jeg selv anvender oplæsning som brobyggeren mellem tale- og skriftsprog. Men jeg forstår, hvad han mener. Den fortælling, der skrives ned, stivner. Den levende fortælling skabes i nuet og tager farve af nuet. Derfor er den beåndet af den styrke, som binder fortælleren og tilhørerne sammen. Derfor kan den skabe undren og indbildningskraft, akkurat som mødet med andre forunderligheder i virkeligheden. Apropos, så funderer Lea Korsgaard på, om det er en oplevelse med frisættelsen af en rødvinsfarvet sommerfugl, som viser sig at hedde sørgekåbe, der vakte hendes trang til at se alle Danmarks sommerfugle. Læs hendes forunderlige Inden året er omme.

Martin A. Hansen selv brugte det at skabe undren til at pirre nysgerrigheden, når han fx vendte klassens verdenskort på hovedet, afslørede en model af en kajak for øjnene af eleverne eller som sagt fortalte.

Han egen indlevelsesevne var en urkraft. Således finder Ib Spang Olsen ud af, da han står i det hallandske landskab, der er som taget ud af Lykkelige Kristoffer, at Martin A. Hansen aldrig har været der.

Noget af det forsømte i den danske skole er at lytte til eleverne. Noget af det andet måske ligeså forsømte er at pirre elevernes undren, så de får lyst til at fordybe sig og nørde. Og som her: at finde en gammel bog, der kan ryste ens rutiner.

Ib Spang Olsens bog var en gave til Gyldendals Bogklubs medlemmer – og kom ikke i handelen. Men alternativet kunne være: Gak til Løgneren og bliv vis.