Generøsitet i Thy

Hvis du er nordenfjords i efterårsferien, er det nok værd at aflægge Kirsten Kjærs Museum i Frøstrup et besøg; og hvis du ikke er, så er museet et besøg værd alligevel.

Lederen af museet, Susan Hinnum, åbnede i dag (lørdag) Kunsthal Kirsten Kjær, hvor der dels er en permanent udstilling, og dels gæsteudstillere – aktuelt svenske Tilda Lundblohm og danske Ole Hartvig.

Ved åbningen citerede Susan Hinnum den engelske Timothy Morton: “Kunst er tanker fra fremtiden”, hvor man i mødet kan “give sig selv lov til at opleve… til at indleve sig… og i bedste fald til at fortabe sig, til at glemme sig selv…. bare et øjeblik”. Og hun konkluderede, at kunst er generøs. Man kan tage det, man har brug for og få mere til.

Disse ord er nok mønter på tankerne bag etableringen af Kunsthal Kirsten Kjær, men de dækker også over den fornemmelse, man gribes af, når man dvæler ved Kirsten Kjærs portrætmalerier.

Selvfølgelig spiller det ind, hvis man har mødt Kirsten Kjær som hovedperson i Karin Michaëlis’ roman “Hjertets vagabond”. Mødet mellem de to kvinder skulle have bestået i et interview, men udviklede sig til et månedlangt samvær, hvor Kjær fortalte om sit vilde liv i Amerika; så vildt, at Michaëlis vil give bogen titlen “Den kvindelige Casanova”, men det brød Kjær sig ikke om, så det blev den læseværdige “Hjertets vagabond”. Læs den – og bliv opstemt!

Hendes portrætter er levende og karakterfulde; nogle få af kendte mennesker, men mange af nu ukendte mennesker. Som Ole Dalgaard, som var med på besøget, konstaterede, så bliver man efter få år ukendt.

Ja, selvfølgelig har han ret. Og så alligevel. Kirsten Kjærs portrætter giver de nu anonyme et liv i nutiden og i fremtiden.

Se udstillingen – og læs “Hjertets vagabond”. Det er kunst, der får en til at glemme sig selv.

Litterært Folkemøde i Skørping. 3.

Ved et folkemøde hører det til blandt udkommet, at man falder i samtale med mennesker, der kan rykke ved vante forestillinger om litteraturen og dens omegn. Således også i Skørping.

Fordi jeg skulle tage hånd om HCA-Samfundets stand, fik jeg ikke hørt nogle af de mange interessante foredrag og optrædender, men fik så talt med så mange desto flere gæster og standpassere.

Især fik jeg en del gode samtaler med Michael Clausen fra Bog & Idé i Hadsund. Han forstærkede mit indtryk af, at den boghandlerkæde, han er tilknyttet, nok også er en Legekæde, så har den også medarbejdere, der er dedikerede bogmennesker. Han var ud over at være en fin samtalepartner og en interesseret og vidende litteraturnyder. Når jeg kalder det et forstærket indtryk, så beror det på dels et besøg i Rønde, hvor Bog & Idé på førstesalen huser landets største kunstboghandel, og dels på et eventsamarbejde med Langes Boghandel, Bog & Idé i Næstved. For ikke at tale om den service jeg bliver tildelt i min lokale Bog & Idé i Helsinge. Besklageligvis konstaterer jeg så også, at boghandlere i en del byer lukker. Og hvad er en by uden boghandel?

Jeg havde også en god snak med Forlaget Praksis, som har udgivet en imponerende kanonserie. Af samtalen fremgik det, at især tilstedeværelsen af flere kvindelige forfattere var et markant fremskridt for litteraturen. Da jeg replicerede, at Dansk Litteraturkanon fra 1994 havde repræsentation af alle de kvinder, der var på listen nu, rynkede Praksis-medarbejderen panden. Heldigvis stod Erik Skyum-Nielsen, som jeg i 1994 var i kanonudvalg sammen med, ved siden af og kunne bekræfte mit udsagn. Forskellene på dengang og nu er, at 1994-listen var frivilling, til inspiration, og at folkeskoledelen bestod i inspirationer til at lade nutidige forfattere læse i en belysning af nogle af de kanoniske. Dette kunne tjene til efterfølgelse nu, hvor den obligatoriske folkeskolekanon har overlevet både sit oprindelige formål og sin relevans, hvis den da skulle fremme litteraturglæde og læselyst.

Endelig må jeg også nævne, at Christina og Jesper Wung-Sung kom forbi, så jeg kunne få aftalt et interview til Dansk i anledning af, at han får udgivet en fin novellesamling på Dansklærerforeningens Forlag her i efteråret. Og at enmandshæren fra Måle Fortælleteater, Anette Jahn lagde vejen forbi mellem hendes optrædender med den nye forestilling Brændenældernes sang og den afprøvede om Selma Lagerlöfs Skiftingen. Vi fik vendt væsentligheden i, at fortællingen kommer styrket ind i skolens nye fagplaner!

Og så var der alverdens småsnak om revision af ældre tekster, hvor åsyn skal erstattes af ansigt, fordi ingen længere bruger åsyn-ordet, selv om det anvendes dagligt i Morgenandagten. “Den er sgu da ingen; der hører.” “Jo, den har flere tusinde lyttere!” Og mere småsnak om dette og hint, hist og pist.

Og da jeg kommer hjem for at slappe af med lidt skærm, toner Herman Bang fra i udsendelsen om “Huse med hemmeligheder”, fordi han har været alumne på Valkendorfs kollegium. Han, der gav os impressionismen i litteraturen og new journalisme i journalistikken.

Verden hænger sammen – hvis man tilstræber det.

Litterært folkemøde i Skørping. 2.

Det litterære folkemøde blev logisk nok åbnet af skuespiller Jørgen Bing, der havde påtaget sig rollen som Herman Bang. Logisk, fordi Herman Bang-Selskabet står bag dette litterære træf. Åbningstalen markerede i fin impressionistisk stil, hvorfor vi var samlet, og skuespilleren faldt aldrig for fristelsen til at parodiere forfatteren, der ellers er gået over i historien for sine mange selviscenesættelser. Så på den måde var scenen sat: Det litterære folkemøde er en nutidig og seriøs begivenhed for mennesker, der interesserer sig for ældre litteratur og for dens mange bud til vores tid og til vores eftertanker.

Selv repræsenterede jeg H.C. Andersen-Samfundet i København. Og jeg havde valgt af medbringe print af de mange anmeldelser af HCA-relaterede udgivelser, som jeg har skrevet i de seneste to år. Herved har jeg villet vise, at den store digter fortsat rører os. Her er alt fra Jesper Wung-Sungs imponerende to bind, hvori han foregiver, at bøgerne er skrevet af digteren selv, over udgivelser til ungdomslæserne, hvori vort tids forfattere har ladet sig inspirere, til videnskabelige bøger med analyser af Andersen og med oplysning om den aktuelle Andersen-forskning. Det er ganske enkelt overvældende, hvor meget Hans Christian Andersen fortsat fylder.

Som noget særligt vil jeg nævne, at jeg havde en stak hæfter af maleren Lars Ravn med. Han plæderer for, at HCA er en formidabel billedkunstner, som Lars Ravn går i billeddialog med, både i en fin kunstbog, “H.C. Andersen som billedkunstner” og ved en udstilling på Silkeborg Bad fra den 30. januar 2027.

Ved siden af HCA-standen havde Modersmål-Selskabet dækket op, mest iøjenfaldende med to bøger, hvori fem af H.C. Andersens eventyr er oversat til henholdsvis vestjysk og til vendelbomål. Bøgerne er farvestrålende illustreret af Una Isailovi´c. Jeg har tidligere været kritisk over for en oversættelse af HCA til bornholmsk, men har fået en mail, der fremhæver kvaliteten ved, at man lærer den mistede dialekt via de kendte tekster. Og den pointe kan jeg sagtens se. Og efter at have læst de to nye oversættelser med “indre lyd” på, finder jeg, at man både får en fornemmelse af de særlige dialekter og af det skriftsprog, som er afsættet for oversættelsen. Det er givtigt for en etsproget kultur at få andre sprog, her dialekter, at sammenholde sproget med.

ps. Modersmål-Selskabet fortæller mig, at deres dårligst sælgende bog er bogen om ordblinde Adrian. Det er oprindeligt en svensk bog; den har fine illustrationer, fin dansk tekst og en handling, der kan give livsmod for ordblinde læsere, der nok kan have grund modløshed. Den bør stå i alle klasser med ordblinde elever!

Skuffen går op – og hvad kommer ud?

På mandag udkommer en samling af krimifortællinger fra Lolland, Falster og Sydsjælland; “Slangen i skuffen” er dens titel.

Jeg har fået lov til at medvirke med en lille fortælling, der er inspireret dels af Mathilde Walter Clarks “Hvordan man laver dyr” og af min barndom på landet, hvor jeg var forløser af 199 pattegrise. (Det kan man læse om i min bog “RAMT på smag, lugt og følelse”.

“Slangen i skuffen” er en særlig bog, som på mig virker lidt som at få en pose Twist i hænderne. Der er meget – og meget forskelligt – at vælge imellem. Her er traditionelle krimier, historiske krimier, fremtidskrimier, humoristiske krimier og meget andet – alle sammen med en reference til det geografiske område Sydsjælland, Lolland og Falster.

Jeg har skimmet alle novellerne, men har i første omgang kaster mig over dem, der bidrog til min barndoms gys: Balle-Lars og Kældernæsmorderen. Især sidstnævnte gjorde det svært at falde til ro, når lyset var slukket, fordi der blev i avisen skrevet om, at han muligvis var på vej fordi det sted, hvor jeg var barn.

Men nu er jeg i gang med de noveller, jeg ikke umiddelbart kastede mig over. Og endnu er der ingen, jeg er droppet ud af.

Bogen bliver lanceret rundt om i landet, blandt andet på BogForum. Man kan følge med på www.dendanskesprogkreds.dk, som vil orientere om forskellige events, hvori bogen indgår.

Hvad har det med Skørping at skaffe?

Det hører efterhånden til sjældenhederne, at man hører lyden af et brev i postkassen. Men det skete i morges, da Modersmål-Selskabets fine tidsskrift, “Sprog og samfund”, ankom.

Metaleksikograf L.-L. Pálfi leverer en fornem indføring i værket “H.C. Andersen ved skrivebordet”, redigeret af Grum-Schwensen og Berg (Nord Academic). Det er en grundig og overskuelig præsentation af en bog, der kan forekomme vanskelig at læse. Alligevel finder jeg det anbefalelsesværdigt at få bogen i hænderne, om ikke for andet, så for det fængslende billedmateriale.

Cand.mag. Martin Lund skriver om den udbredte tendens til, at ‘de’, ‘dem’ og ‘deres’ kan henvise til enkeltpersoner. Artiklen har den illustrative titel: “Et menneske og dets deres sprog”. Her er gode eksempler og begrundelser til både almindelig samtale om sprog og til undervisning.

L.-L. Pálfi kigger også nærmere på “Hvor får man hjælp til idiomernes billedlige logik?” Artiklen giver et fint overblik over specialordbøger og ordsprogssamlinger, og forfatteren bringer fine eksempler. Artiklen følges op af fine, finurlige fotos, der skal illistrere idiomer. Men forfatteren har ikke opdaget, at Den Danske Sprogkreds har udgivet en lille serie bøger om idionomer. Se Forlaget Bostrups hjemmeside https://lisebostrup.dk/

Og så er der henvisningen til Modersmål-Selskabets nærvær ved Det litterære Folkemøde i Skørping den 3.-4. oktober. Her mødes de litterære selskaber og der er et fornemt program. Se selv: https://hermanbangselskabet.dk/litteraert-folkemoede/program/ Her glæder jeg mig til at se Modersmål-Selskabets nye udgivelser og tale med dem om det betimelige i at oversætte H.C. Andersen til vestjysk og vendelbomål. Bøgerne ser fine ud, men mit udgangspunkt er, at litteratur så vidt muligt skal læses på originalsproget. En anden tilgang er den, som Anette Jahn fra Måle Fortælleteater praktiserer i forestillingen og billedbogen “Den forheksede prinsesse og fyrtøjet”, hvor hun har søgt bagvedliggend ekilder til Andersens eventyr (Dansklærerforeningen) – og med hendes nye forestilling “Brændenældernes sang” (inspireret af De vilde svaner”.

Kuld tre fra Tallulah

Da jeg åbnede æsken med Tallulahs tredje kuld, kom jeg ganske usagligt til at erindre, at vi engang havde vores smækre tæve, Stella, der var af samme race som Vagabonden i Disney-filmen, i hundepension. Da den kom hjem, var der tegn på, at den havde haft det fornøjeligt, og ganske rigtigt, det tydede på, at der stod tre fædre vidt forskellige bag det kuld, den fødte. Altså tre kuld i et!

Og ja, undskyld til katten Tallulah for denne utidige hundeassociation, men den er nu ikke helt ved siden af. For de tre kuld fra det unge forlag er præget af mangfoldighed, af at have haft det fornøjeligt og af have en oprigtig selvfølelse.

At familieskabet mellem de tre Tallulah-kuld er til stede trods mangfoldigheden er tydeligst ved, at Lars Daneskov er repræsenteret ved hver fødsel; denne gang med 6 gysernoveller; ”Gamle huse glemmer aldrig” er titlen. Med ganske almindelige ord og sætninger sniger han gyset ind i læserne, for det er sådan nogle historier, det er godt at læse sammen. De vil egne sig til at læse på lejrture, hvis ungerne skændes om, hvem de skal sove sammen med, for gysene vil få dem til at ønske at være sammen – alle sammen.

Men også Carl Quist-Møllers ”Pingvinen, der ikke kunne lade være med at lyve” er i familie med min yndlingsbog ”Kitte Kitte” fra første kuld. Pingvinen, hvis næb vokser, når den lyver, er en outsider, som klarer sig ved held, ømhed og oprigtige løgne. Denne bog er så kærlig i både streg og ord, at man kan genlæse den – bare for at få det godt indeni. Hvor er Carl Quist-Møller en lysende og livsbekræftende løgner!

Ane Bjørns ”Villes sol” er en historie, der også tilstræber at skabe lys i sindet hos en dreng, der savner. Vi møder Villes mor, der på første illustration virker anatomisk udfordret, hans hvirvlende søster Stine og naboen, der er en billedkunstner, der tager Ville i billedskole, så hans syn på verden forandres. Her præsenteres læseren for en livgivende og morsom kunstterapi, som peger direkte ind i billedkunstundervisningen.

Endelig har Per Bloch med ”Jeg er her jo stadig” skrevet en vellykket bog om at føle sig som skyggebarn, fordi hovedpersonen måske er blevet til som en trøst og erstatning for en søster, der omkom ved en trafikulykke. Det er svært stof, men det lykkes forfatteren på en lidt ordslentrende måde at få præsenteret både usikkerhedsfølelsen og den følgende oplivning, da drengen, som Gud bedre det har fået navnet Bror, møder den jævnaldrende Bolette og hendes forældre. Her er en fortælling, der kalder på, at vi løfter blikket og får øje andre end os selv. Det er spilleme dannelse af fineste karat.

Så tak for alle kuldene, du gav mig, Tallulah. Jeg glæder mig allerede til det næste. Tallulah – Danmarks fineste kattepension!       

Kanon aktuelt

Så blev mine fire dages optræden ved Hundested Skoles skolebiblioteks litteraturrunde afsluttet: Jeg havde en ambition om at nå rundt om danskfagets kerneområder: den mundtlige fortælling, oplæsning som broen mellem tale og skrift og endelig litteraturen eksemplificeret ved tre kanonforfattere: Ludvig Holberg (7.kl.), H C Andersen (8. kl.) og Tove Ditlevsen (9.kl.).

Ved skolens indgang blev personalet fra morgenstunden mødt af en syngende og dansende ledelse, der bare på en grå torsdag ville takke for deres daglige indsats; det kan man godt blive glad ved.

Og så gik vi i gang med de tre lektioner, hvor alle elever var pænt lyttende og sporadisk deltagende. Men jeg gjorde mig nogle iagttagelser, som jeg har taget med mig og gerne vil dele.

I 7. klasse fortalte og læste jeg op, fordi han er svær at læse. En udgave af hans skrifter fra 1808, groft papir, gotiske bogstaver og syet sammen med garn lod jeg gå rundt, og den blev befølt og betragtet med nænsomhed; ja, endog snuset til. Ellers var det Niels Klim, der vandt mest lydhørhed; især historien om landet, hvor aberne går med paryk. Eleverne kunne genkende noget fra deres egen omgang med SoMe. Denne dimension kunne føre over i Erasmus Montanus, hvor en pige udtrykte forståelse for, at Rasmus Berg accepterede, at jorden er flad, hvis det er prisen for at få den man gerne vil giftes med.

I 8. klasse fokuserede jeg meget på Jesper Wung-Sungs betagelse af HCA, som en indgang til den store digters barndom og ungdom. Dernæst præsenterede jeg et par fortolkninger eller bearbejdninger af eventyrene Svinedrengen og Fyrtøjet, dels en omtale af fortolkningen i “Den etiske Andersen”, hvor prinsen narrer prinsessen til at kysse sig, og hvor kongen bryder ind til kysseriet. Prinsen bruger ufine metoder for at få et kys, og faren respekterer ikke datterens intimsfære. I Fyrtøjet brugte jeg Anette Jahns “Den forhekksede prinsesse og fyrtøjet”, hvor prinsessen agter at lære soldaten om kærlighed, mens han hos HCA snyder sig til at kysse på hende, mens hun sover. Og ja, han hugger hovedet af en gammel dame/heks, der hjælper ham.

I 9. klasse kendte de til Tove Ditlevsens digte – og til filmem Blinkende lygter. Derfor lagde jeg vægt på forholdet mellem hindes egen livsførelse og hendes virke som influencer, hvor hun ofte rådgav stik imod egen livsførelse. Det gav en god snak om at være autentisk, at gøre, hvad man siger. På mit spørgsmål om deres læsevaner, var der kun en pige, der markerede ved spørgsmålet: Hvem læser en bog ugentligt? Hun kom sammen med en veninde hen og takkede for foredraget. Hun talte et meget distinkt dansk, og jeg spurgte til hendes egentlige modersmål. Det var ukrainsk – og det var veninden, der havde lært hende dansk, smilede hun.

Tænk, at have en tosproget rollemodel for læsning!

og skønt, at kanonlitteraturen har så aktuelle problemstillinger at byde på!!

Så blev det fortælletid

På Hundested Skoles skolebiblioteksarrangementer er vi nået til indskolingen, der skal høre fortælinger fra Afrika (0. og 1. klasserne) og fra Asien (2. og 3. klasserne).

Jeg har valgt at lave min egen indledning for at lade børnene opleve, at fortællinger findes i alle kulturer, og at nogle nysgerrige og vakse voksne opsøger gode historier.

Afrika-delen indledte jeg med historien om Thyge Christensen, der cykler til Burkina Faso, hvor han en dag skal med bussen til hovedstaden. Men bussen er forsinket i syv timer, og alle de ventende giver sig til at fortælle historier, som Thyge skriver ned. Det bliver til bogen “Mand Kvinde”. Her supplerede jeg med et eventyr om en høvdingesøn, der skal giftes med den af landsbyens piger, der kan gætte hans navn. En fattig pige, der i første omgang bliver holdt tilbage af stedmoren. Hun kommer sidst, men tager sig tid til at hjælpe en gammel kone. der kender navnet. Og ja, hun vinder prinsen! Vupti, flere børnehænder ryger i vejret: “Askepot”!

Asien-delen tog sin begyndelse med fortællingen om, at Nils Hartmann i Myanmar finder frem til den boghandel, hvori Kipling fik mange af sine fortællinger. En ældre soldaterenke, som opholder sig i forretningen, kan mange historier, og han skriver ned og får udgivet bl.a. “”Hvordan fuglene blev venner”. Fra den bruger jeg fortællingen om, hvorfor uglen blev et natdyr. Det begynder med en smertefuld kugle i måsen, og munder ud i en gemmen sig for alle de fjender, der truer en. Efter historien rykker en dreng mig i skjorten og siger: “Jeg har set en ugle med en kugle i numsen!” Jeg fortsætter med eventyret om Fløjteliden; det findes i bogen “Med andre øjne”. Og da det ikke lykkes faren at ombringe det lille barn, smiler tilhørerne, og markerer, at de kender “Tommelise”.

Det er som fortæller herligt at fornemme, at indskolingsbørn kan koncentrere sig om at høre fortællinger i en halv time, og at de giver gode medspil ved bæmærkninger og ikke mindst ved deres kropssprog.

Og så har jeg angivet et par titler for at vise, at man kan finde råstoffet til fortællingerne i skrevne udgaver, som man så kan omforme efter behov og kontekst.

Nysgerrighed går ikke på pension, men…..

“Nysgerrighed går ikke på pension!” Bag dette statement, som Langes Boghandel i Næstved lancerede på Instagram, gemmer sig Nils Hartmann og jeg selv, som sammen med unge (62 år) Jens Skou Olsen præsenterede vores seneste bøger i Langes Boghandel.

Den ene bog er Nils’ “Efterladt i Sibirien”, som beretter om videnskabsmanden Wormskjold, der af kongen sendes med et russisk skib til det vestlige Rusland for at indsamle viden om området. Han sættes af skibet i Kamtjatka efter nogle erotiske forviklinger med en foresat, en tysk/fransk videnskabsmand og digter Chamisso. Her omgås han en broget flok lokale, mens han venter på transportmulighed hjem. Og hjemme igen går han videnskabeligt og personligt i opløsning, men finder en aparte ven i præsten i Vejlø. Og han dør på Gavnø slot. Det er en mindeplade i Vejlø Kirke, der vækker Nils’ nysgerrighed og holder ham beskæftiget med at finde kilder og skrive denne dramadokumentariske beretning i mere end 10 år.

Den anden bog er min egen “RAMT – på smag, lugt og følelse” beretter om de sansespor fra barndommen, som med mellemrum dukker op livet igennem, fordi de er knyttet til de tre sanser, der er knyttet til kroppen, mens de to andre, syn og hørelse, tager verden ind på distance. Bogen kan ses som en påmindelse om, at vi alle har – måske ubevidste – sansespor, som er med til at definere os. Og bogens formål er at få læserne til at gå på jagt efter deres egne ramtheder, sådan som det er tilfældet for Jens Skou Olsen, der har illustreret med pen og blæk, efter at have læst en bisætning i manuskriptet om at øve skråskrift med netop pen og blæk. Den nysgerrighed som har affødt bogen startede ved en undren over en varme, der breder sig på brystkassen, når hænderne vaskes i varmt vand.

Men en overraskelse fra lanceringen vil jeg også nævne. En ung pige, der har gennemført folkeskolen og taget studentereksamen henvendte sig smilende til boghandleren, fordi hun hos sine bedsteforældre havde set dette arrangement omtalt på et stort stykke papir, der lå på deres stuebord. “Det er sådan et papir, man kan blade med,” fortalte hun. Bedsteforældrene var af den generation, der stadig holder avis, men hun kunne ikke huske, hvad man kalder sådan en størrelse. Og det fik mig til at tænke på togture, hvor aviser er sjældne, besøg på lærerværelser og skolebiblioteker, hvor aviser er fraværende. Og så taler vi om læsekrise, blandt børn.

Vi læser på mobiler, hvor Kong Haralds bisættelse forstyrres af en Lidl-reklame for billige kyllingelår, og hvor ustyrlige skovbrande ledsages af et tilbud om afslapning ved spanske strande. At vække nysgerrigheden fordrer vil en vis grad af fokus og frihed for flimmer?!

Undgå ensomhed – læs bøger!

På denne uges sendeflade på www.den2radio.dk optræder en Sophia-samtale, som jeg havde med boghandler Tina Larsen fra Olivarius i Svaneke. Samtalen blev første gang sendt for tre år siden, men den holder endnu.

Her er hvad jeg skrev i oplægsteksten: “Den spanske skribent Irene Vallejo hævder i den begejstrende bog ’Evigheden i et siv’, at vi skylder tre instanser bevidstheden om vores historie: forfatterne, bibliotekerne og boghandlerne – dem, der har værnet om skriften i bøgerne. Når man træder ind i den lille Olivarius Boghandel i Svaneke, fornemmer man, hvad hun kan mene. Her finder vi boghandler Tina Larsen, som er passioneret bognyder, og som kun sælger bøger, som hun selv har læst eller har lyst til at læse. Hun fortæller om den åbenbaring, det var, da hun blev taget med på biblioteket, da hun fik penge til at købe sin første bog, og da hun mødte litteraturen gennem farens oplæsning. Hun betragter bøgerne som gode venner, der beriger livet, og som modvirker ensomhed. Hun nyder det langsommere tempo på Bornholm. Og hun nyder at opleve mennesker, der kommer ind i hendes boghule og udtrykker begejstring. Hun vil gerne smitte med bog- og læseglæde.”

Læg mærke til nøglebegreberne: at møde bogen på biblioteket, at få penge til sin første bog, at møde litteraturen gennem farens oplæsning – og så at nyde det langsomme tempo.

Man bør endevende ethvert af disse nøglebegreber, når man skal vurdere PISA-håndteringen: mulighed for at møde læsestof, der fænger, glæden ved at have et personligt forhold til bogen, oplevelsen gennem oplæsningen, der er en bro mellem snak og skrift, og så langsommeligheden, som er i familie med fordybelse, koncentration og nydelse. (Det modsatte af det PISA måler!)

Lyt til Tina Larsen, og overvej, hvad det er, børn mister, når vi ikke lærer dem at nyde at læse.