Blog

Kanon aktuelt

Så blev mine fire dages optræden ved Hundested Skoles skolebiblioteks litteraturrunde afsluttet: Jeg havde en ambition om at nå rundt om danskfagets kerneområder: den mundtlige fortælling, oplæsning som broen mellem tale og skrift og endelig litteraturen eksemplificeret ved tre kanonforfattere: Ludvig Holberg (7.kl.), H C Andersen (8. kl.) og Tove Ditlevsen (9.kl.).

Ved skolens indgang blev personalet fra morgenstunden mødt af en syngende og dansende ledelse, der bare på en grå torsdag ville takke for deres daglige indsats; det kan man godt blive glad ved.

Og så gik vi i gang med de tre lektioner, hvor alle elever var pænt lyttende og sporadisk deltagende. Men jeg gjorde mig nogle iagttagelser, som jeg har taget med mig og gerne vil dele.

I 7. klasse fortalte og læste jeg op, fordi han er svær at læse. En udgave af hans skrifter fra 1808, groft papir, gotiske bogstaver og syet sammen med garn lod jeg gå rundt, og den blev befølt og betragtet med nænsomhed; ja, endog snuset til. Ellers var det Niels Klim, der vandt mest lydhørhed; især historien om landet, hvor aberne går med paryk. Eleverne kunne genkende noget fra deres egen omgang med SoMe. Denne dimension kunne føre over i Erasmus Montanus, hvor en pige udtrykte forståelse for, at Rasmus Berg accepterede, at jorden er flad, hvis det er prisen for at få den man gerne vil giftes med.

I 8. klasse fokuserede jeg meget på Jesper Wung-Sungs betagelse af HCA, som en indgang til den store digters barndom og ungdom. Dernæst præsenterede jeg et par fortolkninger eller bearbejdninger af eventyrene Svinedrengen og Fyrtøjet, dels en omtale af fortolkningen i “Den etiske Andersen”, hvor prinsen narrer prinsessen til at kysse sig, og hvor kongen bryder ind til kysseriet. Prinsen bruger ufine metoder for at få et kys, og faren respekterer ikke datterens intimsfære. I Fyrtøjet brugte jeg Anette Jahns “Den forhekksede prinsesse og fyrtøjet”, hvor prinsessen agter at lære soldaten om kærlighed, mens han hos HCA snyder sig til at kysse på hende, mens hun sover. Og ja, han hugger hovedet af en gammel dame/heks, der hjælper ham.

I 9. klasse kendte de til Tove Ditlevsens digte – og til filmem Blinkende lygter. Derfor lagde jeg vægt på forholdet mellem hindes egen livsførelse og hendes virke som influencer, hvor hun ofte rådgav stik imod egen livsførelse. Det gav en god snak om at være autentisk, at gøre, hvad man siger. På mit spørgsmål om deres læsevaner, var der kun en pige, der markerede ved spørgsmålet: Hvem læser en bog ugentligt? Hun kom sammen med en veninde hen og takkede for foredraget. Hun talte et meget distinkt dansk, og jeg spurgte til hendes egentlige modersmål. Det var ukrainsk – og det var veninden, der havde lært hende dansk, smilede hun.

Tænk, at have en tosproget rollemodel for læsning!

og skønt, at kanonlitteraturen har så aktuelle problemstillinger at byde på!!

Så blev det fortælletid

På Hundested Skoles skolebiblioteksarrangementer er vi nået til indskolingen, der skal høre fortælinger fra Afrika (0. og 1. klasserne) og fra Asien (2. og 3. klasserne).

Jeg har valgt at lave min egen indledning for at lade børnene opleve, at fortællinger findes i alle kulturer, og at nogle nysgerrige og vakse voksne opsøger gode historier.

Afrika-delen indledte jeg med historien om Thyge Christensen, der cykler til Burkina Faso, hvor han en dag skal med bussen til hovedstaden. Men bussen er forsinket i syv timer, og alle de ventende giver sig til at fortælle historier, som Thyge skriver ned. Det bliver til bogen “Mand Kvinde”. Her supplerede jeg med et eventyr om en høvdingesøn, der skal giftes med den af landsbyens piger, der kan gætte hans navn. En fattig pige, der i første omgang bliver holdt tilbage af stedmoren. Hun kommer sidst, men tager sig tid til at hjælpe en gammel kone. der kender navnet. Og ja, hun vinder prinsen! Vupti, flere børnehænder ryger i vejret: “Askepot”!

Asien-delen tog sin begyndelse med fortællingen om, at Nils Hartmann i Myanmar finder frem til den boghandel, hvori Kipling fik mange af sine fortællinger. En ældre soldaterenke, som opholder sig i forretningen, kan mange historier, og han skriver ned og får udgivet bl.a. “”Hvordan fuglene blev venner”. Fra den bruger jeg fortællingen om, hvorfor uglen blev et natdyr. Det begynder med en smertefuld kugle i måsen, og munder ud i en gemmen sig for alle de fjender, der truer en. Efter historien rykker en dreng mig i skjorten og siger: “Jeg har set en ugle med en kugle i numsen!” Jeg fortsætter med eventyret om Fløjteliden; det findes i bogen “Med andre øjne”. Og da det ikke lykkes faren at ombringe det lille barn, smiler tilhørerne, og markerer, at de kender “Tommelise”.

Det er som fortæller herligt at fornemme, at indskolingsbørn kan koncentrere sig om at høre fortællinger i en halv time, og at de giver gode medspil ved bæmærkninger og ikke mindst ved deres kropssprog.

Og så har jeg angivet et par titler for at vise, at man kan finde råstoffet til fortællingerne i skrevne udgaver, som man så kan omforme efter behov og kontekst.

Ingen er født med en blyant eller en bog i hånden

Udkast nr. 2 til de nye fagplaner for fagene i folkeskolen ligger til kommentering fremtil i morgen. Og lad mig med det samme give udtryk for begejdtring for den tilgang til undervisning, som fagplanerne signalerer; jeg har kommenteret planen for dansk på vegne af FISK, Fortælling i skolen.

Men først må jeg argumentere for foreningen ønske om, at skriverkarlene i udvalget prioriterer pædagogik over politik. Fagplanerne stiller nemlig læsning/skrivning før mundtlighed. Og måske beror vores svagheder i det alfabetbårne på, at vi har forsømt at arbejde med det smidige mundtlige sprog, så eleverne har et beredskab at møde bogstaverne med.

Det talte kommer før det skrevne. Ja, nogle begynder at læse historier for for den ufødte, så snart fosteret i 18 uge er modtagelig for lyd gennem den membran, der udgøres af morens maveskind. Og fra uge 24-26 reagerer fosteret på lydimpulser. Det siges, at fortællinger, der er kendt fra fostertilstanden, virker beroligende på den nyfødte. Her kommer alfabetet til kort, for ingen er født med en bog eller en blyant i hånden. Og det vil alle mødre med garanti være taknemmelige for.

Men derfor må helhedsfaget dansk tage afsæt i fortællingen og det mundtlige!

Her er, hvad FISK har sendt til udvalget: “Det er med stor tilfredshed, at vi i FISK ser, at danskfaget beskrives som helhedsorienteret med et stadigt samspil mellem mundtlighed, læsning og skrivning, suppleret med indholdsområderne sagprosa og kommunikation, fortolkning og fiktion samt fællesskab og identitet. Dette tegner et frugtbart billede af et komplekst fag med væsentlige pædagogiske udfordringer.

Men vi har en fundamental anke: Når noget er helhedsorienteret, spiller udkastets markering af, at undervisningen skal tage afsæt i elevernes forudsætninger, og at kendt stof skal mødes af nyt, dårligt sammen med, at fagplanerne er bygget op med læsning og skriftlighed som det først beskrevne, mens mundtligheden følger efter.

Intet barn er født med en bog eller en blyant i hånden, men med hørte sproglyde i ørerne og efterhånden med et talesprog under udvikling.

Derfor må det være pædagogisk hensigtsmæssigt, at mundtligheden optræder før læsning og skrivning. Af en tidligere reaktion på denne problemstilling får man det indtryk, at den valgte rækkefølge afspejler, at der er politisk opmærksomhed på elevernes læse- og skriveformåen.

Men for det første er fagplanen vel et pædagogisk dokument, og for det andet kan en fokusering på skriftsproget måske virke begrænsende for netop eleverne udbytte af læse- og skriveundervisningen, idet et fokus, der ser bort fra elevernes sproglige forudsætninger, kan nedsætte effekten af læse- og skriveundervisningen.

Derfor foreslår vi i FISK, at beskrivelsen af mundtligheden beskrives før beskrivelsen af læsning og skrivning.

En sådan rokering af stofområderne vil i øvrigt kunne placere oplæsning mere hensigtsmæssigt som den bro mellem mundtlighed og skriftlighed, som der jo vitterlig er tale om. Og i den forbindelse må vi nikke anerkendende til, at oplæsningen tillægges vægt allerede fra mellemtrinnet, for vores erfaringer viser, at 4. klasserne er gode oplæsere.

Vi vil gerne pointere, at såvel elevernes som lærernes fortælling virker fremmende for elevernes fællesskabsfølelse, deres opøvelse af koncentration og  deres muligheder for at stifte bekendtskab med sprog, der overstiger deres læsefærdigheder.

Summa summarum: Tak for et fornemt udspil, som vi foreslår justeret en kende.

Med venlig hilsen

Fortælling i skolen, FISK”    

Nysgerrighed går ikke på pension, men…..

“Nysgerrighed går ikke på pension!” Bag dette statement, som Langes Boghandel i Næstved lancerede på Instagram, gemmer sig Nils Hartmann og jeg selv, som sammen med unge (62 år) Jens Skou Olsen præsenterede vores seneste bøger i Langes Boghandel.

Den ene bog er Nils’ “Efterladt i Sibirien”, som beretter om videnskabsmanden Wormskjold, der af kongen sendes med et russisk skib til det vestlige Rusland for at indsamle viden om området. Han sættes af skibet i Kamtjatka efter nogle erotiske forviklinger med en foresat, en tysk/fransk videnskabsmand og digter Chamisso. Her omgås han en broget flok lokale, mens han venter på transportmulighed hjem. Og hjemme igen går han videnskabeligt og personligt i opløsning, men finder en aparte ven i præsten i Vejlø. Og han dør på Gavnø slot. Det er en mindeplade i Vejlø Kirke, der vækker Nils’ nysgerrighed og holder ham beskæftiget med at finde kilder og skrive denne dramadokumentariske beretning i mere end 10 år.

Den anden bog er min egen “RAMT – på smag, lugt og følelse” beretter om de sansespor fra barndommen, som med mellemrum dukker op livet igennem, fordi de er knyttet til de tre sanser, der er knyttet til kroppen, mens de to andre, syn og hørelse, tager verden ind på distance. Bogen kan ses som en påmindelse om, at vi alle har – måske ubevidste – sansespor, som er med til at definere os. Og bogens formål er at få læserne til at gå på jagt efter deres egne ramtheder, sådan som det er tilfældet for Jens Skou Olsen, der har illustreret med pen og blæk, efter at have læst en bisætning i manuskriptet om at øve skråskrift med netop pen og blæk. Den nysgerrighed som har affødt bogen startede ved en undren over en varme, der breder sig på brystkassen, når hænderne vaskes i varmt vand.

Men en overraskelse fra lanceringen vil jeg også nævne. En ung pige, der har gennemført folkeskolen og taget studentereksamen henvendte sig smilende til boghandleren, fordi hun hos sine bedsteforældre havde set dette arrangement omtalt på et stort stykke papir, der lå på deres stuebord. “Det er sådan et papir, man kan blade med,” fortalte hun. Bedsteforældrene var af den generation, der stadig holder avis, men hun kunne ikke huske, hvad man kalder sådan en størrelse. Og det fik mig til at tænke på togture, hvor aviser er sjældne, besøg på lærerværelser og skolebiblioteker, hvor aviser er fraværende. Og så taler vi om læsekrise, blandt børn.

Vi læser på mobiler, hvor Kong Haralds bisættelse forstyrres af en Lidl-reklame for billige kyllingelår, og hvor ustyrlige skovbrande ledsages af et tilbud om afslapning ved spanske strande. At vække nysgerrigheden fordrer vil en vis grad af fokus og frihed for flimmer?!

Undgå ensomhed – læs bøger!

På denne uges sendeflade på www.den2radio.dk optræder en Sophia-samtale, som jeg havde med boghandler Tina Larsen fra Olivarius i Svaneke. Samtalen blev første gang sendt for tre år siden, men den holder endnu.

Her er hvad jeg skrev i oplægsteksten: “Den spanske skribent Irene Vallejo hævder i den begejstrende bog ’Evigheden i et siv’, at vi skylder tre instanser bevidstheden om vores historie: forfatterne, bibliotekerne og boghandlerne – dem, der har værnet om skriften i bøgerne. Når man træder ind i den lille Olivarius Boghandel i Svaneke, fornemmer man, hvad hun kan mene. Her finder vi boghandler Tina Larsen, som er passioneret bognyder, og som kun sælger bøger, som hun selv har læst eller har lyst til at læse. Hun fortæller om den åbenbaring, det var, da hun blev taget med på biblioteket, da hun fik penge til at købe sin første bog, og da hun mødte litteraturen gennem farens oplæsning. Hun betragter bøgerne som gode venner, der beriger livet, og som modvirker ensomhed. Hun nyder det langsommere tempo på Bornholm. Og hun nyder at opleve mennesker, der kommer ind i hendes boghule og udtrykker begejstring. Hun vil gerne smitte med bog- og læseglæde.”

Læg mærke til nøglebegreberne: at møde bogen på biblioteket, at få penge til sin første bog, at møde litteraturen gennem farens oplæsning – og så at nyde det langsomme tempo.

Man bør endevende ethvert af disse nøglebegreber, når man skal vurdere PISA-håndteringen: mulighed for at møde læsestof, der fænger, glæden ved at have et personligt forhold til bogen, oplevelsen gennem oplæsningen, der er en bro mellem snak og skrift, og så langsommeligheden, som er i familie med fordybelse, koncentration og nydelse. (Det modsatte af det PISA måler!)

Lyt til Tina Larsen, og overvej, hvad det er, børn mister, når vi ikke lærer dem at nyde at læse.

Giv bogstaverne stemme

Over de seneste par dage har jeg været inviteret til Hundested Skole for at give eleverne i 4., 5. og 6. klasserne oplæg om og respons på oplæsning af tekster, som jeg havde valgt.

Til 4. klasserne var teksten Anders Johansens Suttetyven (En drøm om vinger, Dansklærerforeningen 2002). Til 5. klasserne var teksten Peter Mouritzenz Ikkefanten (fra samme antologi). Og til 6. klasserne havde jeg valgt H.C. Andersens Prinsessen på ærten (fra Alineas platform).

Eleverne mødte op klassevis og sad ved langborde. De fik først en introduktion til nogle basale regler, som gælder for oplæsningen. De blev derefter bedt om at læse klassetrinnets tekst grundigt igennem hver for sig. Derefter læste de et par gange højt for hinanden i grupper på fire, indtil de følte, at de kunne teksten.

Jeg gik rundt og lyttede – og var imponeret over, hvor godt de læste. og hvor koncentreret de lyttede. Enkelte tilkendegav, at de havde besvær med at læse, og jeg bad dem lytte til deres kammerater, så de lærte historien, så de kunne fortælle den bagefter. Jeg nåede at få historierne fortalt af fire elever med læsebesvær, og de havde fanget store dele af det hørte.

Dette forløb varede omkring en lektion for hvert klassetrin. Derefter skulle hver klasse stille med en oplæser til et par dage senere. Her ville jeg så bruge dem til at give en faglig respons, som kunne gavne alle.

Efter oplæsningen og responsen fortalte jeg lidt om forfatterne, om hvilke titler af dem, der var at finde på skolebiblioteket, og endelig om hvordan H.C. Andersen bliver bearbejdet af folk, der tror, de kan forbedre HCA til skolebrug.

Jeg læste Prinsessen på ærten op fra en original gengivelse og bad elever bemærke, om der var forskelle. De registrerede, at ordet “silede” havde erstattet “skyllede”, og mens de kendte det oprindelige ord, var det pædagogisk justerede ukendt for mange. Og så var en bestemt passus helt udeladt, nemlig at vandet “løb ind af Næsen paa Skoen og ud af Hælen”. Bearbejderen har udeladt den mest andersenske bemærkning, som eleverne fandt både morsom og genkendelig. Og se, dette at skulle lytte efter ændringer i en tekst, viste sig at være en fin koncentrationsøvelse.

Og så må jeg konstatere, at 4. klasserne var de bedste oplæsere, skønt de havde fået den vanskeligste tekst. Dette er noget, som vi også har registreret ved Bornholmsmesterskalberne i oplæsning. 4. klasse er en ideel årgang til oplæsning. Og oplæsning er den faglige disciplin, der bygger bro mellem mundtlighed og skriftlighed.

Døren går op til bøgernes hule, mens de lukker biblioteker

I Svaneke er beboere og turister så heldige, at de har adgang til en boghandel; ikke en helt almindelig boghandel, men en boghule, hvor der er bøger fra gulv til loft, og der er højt til loftet, så boghandler Tina Larsen bruger stige for at få læseglæden til at gøre det samme: stige!

Til dette bogparadis, som ikke er præget af få bunker med bedstsælgende, men af mangfoldighed i udbuddet, gik døren i fredags op, og jeg fik lov til at præsentere min bog, “RAMT på smag, lugt og følelse” og forlægger Jens Skou Olsen, som har illustreret med pen og blæk, havde taget sine originaltegninger og tegneredskaber inklusive blæk med. Og mod slutningen fik vi tillige præsenteret Nils Hartmanns historiske roman om botanikeren Wormskjold, der efter en fortrudt erotisk affære med en foresat bliver sat i land i Kamtjatka. “Efterladt i Sibirien” er bogens titel.

Det, der er fælles for de to bøger, ud over at de udkommer på samme forlag, er, at de er udsprunget af vi to aldersstegne forfatteres undren og nysgerrighed: Nils Hartmann over, hvad der skete med Wormskjold der, hvor kilderne slipper op, og jeg selv over, hvad ramthed på smag, lugt og følelse i barndommen betyder for ens senere oplevelser. Nysgerrighed har ingen alder, hvis man er i live.

På lørdag den 12. september kl. 11-12.30 præsenterer vi de to bøger i Langes Boghandel, Torvestræde i Næstved.

Men tilbage til Bornholm. En af deltagerne i præsentationsmødet fortalte, at regionskommunen lukker alle øens biblioteket – bortset fra Rønne og Nexø biblioteker. Og tænk, det er den ø, som med læseforskeren Jørgen Frost inspirerede det ganske land til at finde farbare veje i læseundervisningen, der nu svigter kulturen i almindelighed og læsekulturen i særdeleshed.

Man burde i protest flytte Folkemødet til en region, der tager folkekulturen alvorligt. For hvorfor skal kortsynede politikere have mulighed for at pynte sig med de tilrejsendes fjer.

Mumledansk

For nogle år tilbage lavede jeg en udsendelse til den2radio om “Mumledansk”, og den er nu lagt på denne uges sendeflade. Selv om der er gået fire år siden udsendelsen blev produceret, har jeg nu ved genhør konstateret, at den fortsat er aktuelt, ja, måske mere aktuel, end da den blev til.

Folkeskolen står over for at skulle have nye fagplaner, og dels får lærerne mulighed for at udnytte deres daglighed friere, end de gjorde i den målstyrede undervisning, og dels få mundtligheden en bedre placering: fortælling og oplæsning bliver vægtige elementer i det mundtlige arbejde.

Når jeg betoner dette, skyldes det, at det at fortælle og det at læse op kræver en langt tydeligere tale end almindelig snak og samtale, fordi der er tale om en form for massekommunikation. Her vil mumlen betyde, at tilhørerne misser det udtalte.

At det betyder noget – både for forståelsen og for glæden ved sproget – fik jeg et godt indtryk af, da jeg sammen med et barnebarn for nylig besøgte Halldor Laxness’ hus på Island, I de udleverede lytteoplysere (audioguide) var der lydoptagelser med digteren selv, og mit barnebarn blev slået af den tydelighed – og skønhed – som budskaberne fik. Han havde lært det danske sprog i islandsk skole på baggrund af skriftsproget, og derfor havde han alle stavelserne med. Han forfaldt ikke til stavelseskannibalisme – eller mumledansk.

Det skriftsprogsnære kan vi opnå gennem oplæsningen. Og ved at lade dette smitte af på fortællingen – langsom og tydelige tale – kan vi modvirke mumledansk i den sproglige omgang.

Jeg tror, at tydeligt sprog bidrager til, at man staver bedre, og ikke mindst til danske børn hurtigere og sikrere lærer at tale. Når vi taler hurtigt og mumler er der ingen klare fornemmelser for de enkelte ords afgrænsning, og derfor er betydningen vanskeligere at afkode. Hos mange er det en lang lydmedister, der kommer ud af munden. Og ved bevidst sprogbrug gælder det om at få den skiveskåret.

Men hør selv udsendelsen: https://den2radio.dk/udsendelser/tanker-i-tiden-mumledansk/

De underjordiske

På Svanekegården udstiller maler Molla Riis på 83 år og skulptør Silke Riis på 28 år værker, som har hentet inspiration fra de underjordiske på Bornholm. De to kunstnere er i familie, farnmor og barnebarn. Og en anden ting, der forener dem, er, at de som børn som godnathistorier hørte nogle af de mange fortællinger om de væsner, der befolker Bornholms undergrund.

Molly Riis holdt især af historier om Bonavedde, en ung bonde, der kunne tale med de underjordiske, måske fordi hans mor var havfrue. Tæt ved hans gård ligger Alhøj, som af og til står på gloende pæle.

Typisk bornholmsk: næh, samme historie fortælles fx omkring Elverhøj på Stevns. I øvrigt har Tellerup udgivet en udgave af H.C. Andersens Elverhøj med Erik Hjorts herlige illustrationer, hvor man kan se digteren selv have havfruer til bords i højen.

Sille Riis har blikket rettet imos Ellestingeren, som vogter Bornholms natur. Han må have sovet den dag en storbonde ved Gudhjem opkøbte et økologisk landbrug og aføkologiliserede det. Ellestingerens trebenede hest hviler på en halmballe og kan ses som en hilsen til den skik, som lod bornholmske bønder sætte høstens sidste neg som høstoffer til Ellestingerens trebenede hest. Men på grund af intensivt landbrug er der nu så mange og store høstofre, at hesten er blevet overvægtig.

Det får mig til at tænke på, at Julemærkehjemmene startede som hjem for børn, der skulle have sul på kroppen, mens mange i dag får tilbud om at tabe sig. Og tænk, at landets økonomi bliver polstret solidt af især overvægtige amerikanere. Det er sa pudsigt, at kulturens støtter har midler fra alkohol og tobak, mens videnskaben har fast food som mæcener.

De gamle fortællinger lever og inspirerer – og har fortsat noget at fortælle os.

Og apropos den bornholmske holkahest, der om dagen er klippe i Holkadalen, men som om natten vågner op og sørger for at jage børn hjem, så er hesten også gået fra arbejde til kæledyr, så vi ikke længere spiser det sødlige hestekød. Jeg kommer i tanke om, af Asger Schnarck skrev et digt i Ud&Se. Det havde titlen Hyp og forklaringen på, hvorfor de mange kæledyrsheste er mindre end de fyrige gangere på de græske vaser: de skal passe til hestetrailerne!

Dyrk danske sagn og fortællinger og bliv inspireret til tænkning og billeddannelse som farmor og barnebarn Riis.

Ord fra munden giver fantasi til tanken

På det seneste har to udsagn rumsteret i mine tanker. Det ene stammer fra Erlend Loes forord til Stevensons herlige bog (formidabelt oversat af Niels Brunse): Vandringer med et æsel i Cevennerne.

Her skriver han, at Stevenson er et eksempel på, at den svagelige kan slippe for skolens påtvungne, intense socialisation, og i stedet kan bruge tiden på at tænke.

Det andet stammer fra en fin udsendelse om Dolly Parton; den ligger på DRTV. Her fortæller denne formidable støtte til børns læsning, at hun i sin barndom satte langt mere pris på radioen end på fjernsynet, fordi radioen fremkaldte langt flere billeder end fjernsynet; den stimulerede famtasien.

Disse to udsagn spiller i mit hoved sammen og bliver til et indiskutabelt argument for at styrke fortællingen i skolen.

Fortællingen ophæver den tvungne socialisation, fordi enhver, der lytter, bliver sat fri til at tænke på det, der passer til hendes/hans erfaringer og behov. Og ingen hører det samme. Jeg har gjort små forsøg med at bede elever, der har hørt en fortælling, lave en illustration til det, de har hørt. Og deres billeder peger i vidt forskellige retninger. Lad mig fx nævne en Helsingør-klasse, der illustrerer syndflodshistorien om “Noas ark”. Her lader nogle dyrene på parvis om bord i et stort træskib, der minder om Ib Spang Olsens tegning i Cecil Bødkers gengivelse af historien, andre lande dem balancere på en smal planke ud på et skib i marinaen, mens atter andre lader dem vandre ind gennem færgens enorme “flab”. De billeddanner ud fra deres egne erfaringer.

Billedløse ord og lyde/musik stimulerer fantasien, og når først den er sluppet fri gennem fortælling og oplæsning, er det tid til at lære at læse og skrive. Tak til sangeren og læsemæcenen Dolly Parton for at betone dette.

Derfor bør de nye og frisættende fagplaner i dansk også sætte fagets flow i dens rette rækkefølge: Fortælling og oplæsning, skrivning og læsning – og så alt det andet.