På det seneste har to udsagn rumsteret i mine tanker. Det ene stammer fra Erlend Loes forord til Stevensons herlige bog (formidabelt oversat af Niels Brunse): Vandringer med et æsel i Cevennerne.
Her skriver han, at Stevenson er et eksempel på, at den svagelige kan slippe for skolens påtvungne, intense socialisation, og i stedet kan bruge tiden på at tænke.
Det andet stammer fra en fin udsendelse om Dolly Parton; den ligger på DRTV. Her fortæller denne formidable støtte til børns læsning, at hun i sin barndom satte langt mere pris på radioen end på fjernsynet, fordi radioen fremkaldte langt flere billeder end fjernsynet; den stimulerede famtasien.
Disse to udsagn spiller i mit hoved sammen og bliver til et indiskutabelt argument for at styrke fortællingen i skolen.
Fortællingen ophæver den tvungne socialisation, fordi enhver, der lytter, bliver sat fri til at tænke på det, der passer til hendes/hans erfaringer og behov. Og ingen hører det samme. Jeg har gjort små forsøg med at bede elever, der har hørt en fortælling, lave en illustration til det, de har hørt. Og deres billeder peger i vidt forskellige retninger. Lad mig fx nævne en Helsingør-klasse, der illustrerer syndflodshistorien om “Noas ark”. Her lader nogle dyrene på parvis om bord i et stort træskib, der minder om Ib Spang Olsens tegning i Cecil Bødkers gengivelse af historien, andre lande dem balancere på en smal planke ud på et skib i marinaen, mens atter andre lader dem vandre ind gennem færgens enorme “flab”. De billeddanner ud fra deres egne erfaringer.
Billedløse ord og lyde/musik stimulerer fantasien, og når først den er sluppet fri gennem fortælling og oplæsning, er det tid til at lære at læse og skrive. Tak til sangeren og læsemæcenen Dolly Parton for at betone dette.
Derfor bør de nye og frisættende fagplaner i dansk også sætte fagets flow i dens rette rækkefølge: Fortælling og oplæsning, skrivning og læsning – og så alt det andet.