Over de seneste par dage har jeg været inviteret til Hundested Skole for at give eleverne i 4., 5. og 6. klasserne oplæg om og respons på oplæsning af tekster, som jeg havde valgt.
Til 4. klasserne var teksten Anders Johansens Suttetyven (En drøm om vinger, Dansklærerforeningen 2002). Til 5. klasserne var teksten Peter Mouritzenz Ikkefanten (fra samme antologi). Og til 6. klasserne havde jeg valgt H.C. Andersens Prinsessen på ærten (fra Alineas platform).
Eleverne mødte op klassevis og sad ved langborde. De fik først en introduktion til nogle basale regler, som gælder for oplæsningen. De blev derefter bedt om at læse klassetrinnets tekst grundigt igennem hver for sig. Derefter læste de et par gange højt for hinanden i grupper på fire, indtil de følte, at de kunne teksten.
Jeg gik rundt og lyttede – og var imponeret over, hvor godt de læste. og hvor koncentreret de lyttede. Enkelte tilkendegav, at de havde besvær med at læse, og jeg bad dem lytte til deres kammerater, så de lærte historien, så de kunne fortælle den bagefter. Jeg nåede at få historierne fortalt af fire elever med læsebesvær, og de havde fanget store dele af det hørte.
Dette forløb varede omkring en lektion for hvert klassetrin. Derefter skulle hver klasse stille med en oplæser til et par dage senere. Her ville jeg så bruge dem til at give en faglig respons, som kunne gavne alle.
Efter oplæsningen og responsen fortalte jeg lidt om forfatterne, om hvilke titler af dem, der var at finde på skolebiblioteket, og endelig om hvordan H.C. Andersen bliver bearbejdet af folk, der tror, de kan forbedre HCA til skolebrug.
Jeg læste Prinsessen på ærten op fra en original gengivelse og bad elever bemærke, om der var forskelle. De registrerede, at ordet “silede” havde erstattet “skyllede”, og mens de kendte det oprindelige ord, var det pædagogisk justerede ukendt for mange. Og så var en bestemt passus helt udeladt, nemlig at vandet “løb ind af Næsen paa Skoen og ud af Hælen”. Bearbejderen har udeladt den mest andersenske bemærkning, som eleverne fandt både morsom og genkendelig. Og se, dette at skulle lytte efter ændringer i en tekst, viste sig at være en fin koncentrationsøvelse.
Og så må jeg konstatere, at 4. klasserne var de bedste oplæsere, skønt de havde fået den vanskeligste tekst. Dette er noget, som vi også har registreret ved Bornholmsmesterskalberne i oplæsning. 4. klasse er en ideel årgang til oplæsning. Og oplæsning er den faglige disciplin, der bygger bro mellem mundtlighed og skriftlighed.