Forfatter: Jens Raahauge

Bogstavleg

På vej hjem fra Lærmesse 2026 havde jeg en fin bogstavplakat fra Dansklærerforeningen i den mulepose, jeg havde fået udleveret. Og da en ophold mellem S-toget og Lokaltoget gav mig tid til et vue på de mange plakater ud for Hillerød Station, så jeg en parade af retouceherede ansigter; blot én plakat skilte sig ud: Jakob Marks, der bestod af børnetegninger på A4-hvis bund.

Dette syn fik mig til at gruble over det, pressen kalder bogstavleg. For mange år siden blev jeg som skoleleder bedt om at udarbejde en kommentar til en kommunal helhedsplan, og jeg fandt ud af, at der kun er en vokalombytning forskel på en helheds- og en hulhedsplan. Dette gav mig nyt lys i læsebrillerne.

Samme ombytningsmetode har jeg brugt på nogle af valgets mange slogans. Der skal kun en enkelt konsonantombytning til at gøre pensionsreform til persionsdeform. Og senest har jeg valgt at bruge LAs egen overstregningsmedicin mod deres eget slogan, for at få det til at matche deres udspil. Hvad med at ændre en frisk start til en grisk start?

Ja, ikke sandt, det forestående valg lægger op til en anden form for bogstavleg end den banale, som pressen anvender. I gamle dage hed det i danskfaget poetisk leg.

Og så noterer jeg mig med angst og bæven, at partilederne er på højskole. Hvem har dog fået den syge id´´e? En, der vil skade højskolernes image? En, der vil uskadeliggøre politisk seriøsitet? Eller…?

Men selvfølgelig sætter reality-konceptet fantasien i gang. Hvad sker der, når kameraerne er slukket?

Kun få kan ikke styre sig for åben skærm, som når Inger Støjberg fortsat hævder sig udsat for et trafikalt attentatforsøg, hvilket er blevet modsagt af hendes egne livvagter og andre vidner. Retten har talt. Og det er endnu en svaghed ved højskolekonceptet: intet journalistisk faktatjek.

En bogstavleg kan føre til refleksion, mens et realityshow kan lede til mainpulation. Vi må styrke folkeskolen for at værne om demokratiet!

At være lærer er noget helt særligt

For 25 år siden bad Danmarks Lærerforening Johannes Møllehave om at skrive en tekst til foreningens fejring af den 125-års jubilæum. Han skrev blandt andet ”Og miraklet ligger jo i ordet under-visning”, en hyldest til læreren som den, der er katalysator for, at miraklerne sker for eleverne.

25 år senere beder foreningen Stefan Hermann om at skrive en bog om læreren. Og det har han gjort i et historisk vue, der er fængslende for sådan en som mig, der har taget en stor del af turen med – som elev, som lærer, som pædagogik konsulent og som skoleleder. Og måske i længere tid end det, for ved min skolestart i 1950 levede vi fortsat med markante efterklange af førkrigstiden. Mange af de nye strømninger, som Stefan Hermann beskriver, giver større resonans på de politiske og administrative gange end i skolens hverdag.

Men til det frugtbare overblik: Vi starter med folkelæreren, der som enhedslærer er med overalt, også i det lokale samfundsliv og i politik. Folkelæreren afløses af forsøgslæreren, der i mellem- og efterkrigstiden skulle bidrage til at udvikle skolen med blik for mennesket først. Og som en naturlig følge kom den demokratiske klasselærer, som oplever udvikling indadtil og politiske kampe, udhuling af autoriteten og svækkelse af indflydelsen udadtil. Læreren bliver coach, siden ekspert i undervisning og nu at lande som trivselssnedker.

Med kærlig underlæsningsmusik fra barndommens håndboldhal og Kim Larsens sange fortæller Stefan Hermann levende og i et flydende sprog om overgange fra tillidsfuldt samarbejde mellem politikere og lærerforening til kampe, som ikke blot drejer sig om økonomi, men også om skolens indhold.

Det, der for mig gør det særligt interessant at læse, er at læse om de mange pædagogiske ”fluer”, som er blevet udklækket af eksperter, forskere og politikere i årenes løb, og reflektere over, hvor jeg selv er blevet fedtet ind i nogle af fluefangerne. Jeg har fx bidraget til ”Klare mål” og ”Fælles mål”, som har vist sig som forløbere for den bindende målstyring. Jeg troede naivt, at det var muligt at dæmme op for den omsiggribende individualisering af undervisningen. Og ja, jeg har været med til at foreslå den obligatoriske litteraturkanon, som jo var fællesstof for folkeskole og gymnasium; igen en naiv tro på, at det obligatoriske ses i sammenhæng med det væsentlige – det væsentlige grundskolerettede.

Så tak til Stefan Hermann for et fint vue og nogle opsamlinger, som kalder på refleksioner. Dette savner jeg så til gengæld fra forfatterens side. Han har været central rådgiver i mange af de udviklinger, som har fundet sted i de senere tiår. Men han nævner alene et par slogans, som ikke blev taget imod, men som han fortsat finder relevante.

Derimod er han tydelig i nogle værdidomme. Fx kalder han de Vanløse-forsøg, som blev standset af en konservativ skoleborgmester, for galskab. Det til trods for at det socialdemokratiske åndsmenneske, Hartvig Frisch, som eneste socialdemokrat brød partidisciplinen og var imod nedlæggelsen. Og han skriver, at 2023-reformens Fællesmål blev trukket gennem sølet af blandt andre ”pædagogiske hedsporer”, ligesom han angiver, at Magtudredningen 2,0 anfører, at de skoler, der fulgte reformens logik, fik forbedrede resultater. I lyset af de valgte termer aner man, hvad forfatteren mener, ville være det bedste for skolen. Det kan vi diskutere, men hans budskab tilslutter jeg mig: lærerne må placere sig i midten, stoppe med offerrollen og være villige til også at se på sig selv i kritisk belysning. Se, det er bogens væsentligste pointe og troværdige bud.

For mig at se er det forudsætningen for, at vi i skolen kan under-vise – i Møllehaves forstand.                

Dansk er dansk – og arabisk …..

Udsnit af omslag på Jakob Skovgaard-Petersens bog (Informations Forlag)

Det må kaldes skæbnes ironi, at jeg fik foræret Joakim Skovgaard-Petersens “Lille leksikon. Med arabiske ord på dansk” umiddelbart før folketingsvalgets udskrivelse og den deraf følgende tv-transmitteredepartilederdebat.

Her stod vredesytringerne mod “kriminelle udlændinge”, ja, imod muslimske udlændinge i kø blandt den lille håndfuld partiledere, der kan deres kontekstuafhængige statistiklæsning på fingerspidserne. Ja, en enkelt, DF sheiken fra Mar-a-largo (spansk), havde tilmed foto med af en topkriminel, der ikke er blevet hjemsendt.

Det gav en særlig toning af miksturen partilederdebat-lille leksikon, som Joakim Skovgaard-Petersen har skrevet som følge af to begivenheder: Trumps påstand om, at den amerikanske ordbogs smukkeste ore er ‘tarif’, hvilket er arabisk, og et udbrud fra konservative Mai Mercado, som harcelerede over at ordet ‘inshallah’ blev optaget i Den Danske Ordbog. “Dansk er dansk. Arabisk er arabisk. Hold det adskilt,” lød hendes konklusion.

Udsprunget af inspirationen herfra kan læseren så får en grundig gennemgang af flere end hundrede ord, der er afledt af arabisk, samlet i 27 veloplagte opslag. Den arabiske indflydelse på vores sunde, grønne råvarer, på nydelsesmidler og stimulanser, på stoffer (tøj), matematik og meget andet afspejler både historisk samhandel og nutidigt samkvem.

Beskrivelserne underholder og videregiver stor viden og indsigt, men får også klemt synspunkter ud mellem sidebenene, fx af det fintvævede bomuldsstof ‘gaze’ stammer fra Gaza, hvor hospitalerne ikke har adgang til det!

Bogen er en hyldest til det danske sprogs smidighed, og dets evne til at beskrive de rørelser, som er en del af vores virkelighed. Man kan ikke skelne mellem dansk og arabisk, men konstatere, at nogle arabiske ord er indgået i dansk, fordi nogle danskere bruger dem. Dansk er et levende sprog!

Så når vi nu skal se valgdebatter, så nyd kaffen (arabisk ord), måske med sukker (arabisk ord), når du sidder henslængt på sofaen (arabisk ord). Eller hvis du ikke orker, så tag et parti skak (arabisk ord), nyd Inger Christensens digt om abrikoserne (arabisk ord) eller gå i Tivoli og nyd stemningen i Divan (arabisk ord), om nogen dér bryder ud i sang. Ellers er der Bakkens Hvile, hvortil du passerer Matadorkulissen med kjoler og duge i fineste damask (arabisk ord).

Inshalah.

Wung-Sungseen

Udsnit af Kristian Eskild Jensens forsideillsration på “Ottoseen”

Mens vi venter på Jesper Wung-Sungs næste store roman, der er inspireret af Martin A. Hansens “Løgneren”, er der blevet luft i skrivemanien og -magien til at give os en fin lille, rigt illustreret fortælling, “Ottoseen”.

Som titlen signalerer er inspirationen hentet fra Homers “Odysseen”, fordi den handler om Ottos daglige tur i virkeligheden fra den ene udfordring til den anden, hvor han savner Odysseus styrke. Den finder han på nettet hos influenceren Victor, der lykkes med alt her i tilværelsen. De eneste Otto regerer over er en flok vandrende pinde.

Otto, der lyver sig stor og stærk og succesfuld, kontakter Victor og får en aftale om, at de skal mødes. Her falder maskerne, og Jesper Wung-Sungs bog er en afdækning af de sociale mediers snydepelseagtige selvpromovering og en ømhed i forhold til hverdagen. Derfor er bogen sund læsning midt i en trivselsdebat.

Men den er også vedkommende i en litteraturdebat, for nok er H.C. Andersen, Vilhelm Hammershøi og nu om lidt Martin A. Hansen inspirationerne til hans nyeste romaner, men tydelige spor af de klassiske forfattere er også afsat i mange af hans bøger, der henvender sig til børn og unge. Kig efter i hans fine bog om “Læsehunden”. Og se selv, hvor ofte han optræder i seneste nummer af Klods Hans, tidsskriftet fra IBBY, der denne gang har temaet “Genfortællinger”.

Jesper Wung-Sungs markering af inspirationskilderne til hans bøger rummer for mig at se en markering af, hvordan den ældre litteratur bliver gangbar i grundskolen. Stop obligatoriske kanonlister, der kaster eleverne ud i litterære ørkenvandringer, og giv dem i stedet veje til litterære oaser via ny børne- og ungdomslitteratur, der af forfatterne eller af belæste formidlere inddrager det, den aktuelle litteratur står på skuldrene af.

Om de seneste ‘gamle dage’

Teddy Kristiansens illustration fra “Ungerne fra Strandholt”

Foranlediget af Cecilie Ekens vellykede greb i “Søren fra Sønderslev” (forlaget Tallulah), hvori hun lader Søren, der er flyttet fra byen til landet, opleve, hvad det vil sige at være fritgående barn uden voksenovervågning, og hvor hun som fortæller bryder handlingen af for at fortælle om forskellen på nu og tiden fra cirka 60 år siden, har jeg tænkt over, hvor børn – sammen med voksne – har godt af at høre om ‘gamle dage’.

For år tilbage kunne man i Gary Larsons album “Langt ude” (vistnok Gyldendal) se en tegning, hvor far, datter, søn og hund sidder of stirrer ind i en bar, hvid væg. Titlen på billedet er “Før fjernsynets opfindelse”. Og ja, det fanger på kornet den undren, som mange børn og unge har over, hvordan man kunne have et liv uden mobil, internet osv. De, der er vokset op med prognosen som rettesnor for udviklingen, må også se historien som en bagudrettet prognose.

Derfor skal børn og unge læse om gamle dage, så de får syn for, at prognosen er en raffineret løgn, fordi udvikling sker i hop og spring. Ingen havde forudset opdagelsen af antibiotika, af Murens fald og af antallet af topfolk i Epstein-filerne – eller i internettets indvirkning på børn og voksne og på uligheden i verden. Men måske kan man finde mønstre, der karakteriserer vores samvær. Lige nu taler vi om alt det børn udsættes for på sociale medier, men læs om gamle dage og se, hvad børn udsatte sig for, når de legede frit uden voksenopsyn. Cecilei Eken kan sætte os på sporet.

I den børnelitteratur, som efter min opfattelse stærkest kombinerer litterær kvalitet med en konkret periode, 1950erne, er OscarK og Teddy Kristiansens 3 bind børneromaner “Ungerne fra Strandholt” (Dansklærerforeningen 2023), hvor vi kan læse om et børneliv uden tidsfornemmelser og et ungdomsliv, hvor man får et ur i konfirmationsgave. En tid, hvor børn og unge går i skole og har fritid sammen med kammerater fra vidt forskellige sociale lag. En tid, hvor børn og unge må tage del i de voksnes arbejde, men er mere optaget af egne end af voksnes gøren og laden.

Som supplement til denne serie kan man med udbytte læse Thorkild Thejsens barndomserindringer, “Er det dig, der har kastet op på mine roser?” (Fjordager 2025). Velkommen til en vestjysk landsby med frihed og omsorg, med alskens forretninger og med overraskende tilgange til opdragelse.

Giv børn og unge lidt fremtidstro og tro på mulighederne for at handle ved at vise dem andre måder at være børn og unge på. Skrot prognoserne og ret undervisningens blik på menneskelivet, som man lettest får øje for, når man får en nær fortid at holde nutiden op imod.

Første kuld fra Tallulah

Forleden blev et nyt forlag født. Tallulah er vokset ud af asken efter Gutkinds affyrede børnebogsafdeling. Og det er dansk børnelitteratur, der skal fokuseres og satses på. Dette er interessant for dansk børnelitteratur i almindelighed og for tidens undervisere og formidlere i særdeleshed nu, hvor bogen som medium bliver forsøgt relanceret i undervisning og børnekultur.

Rebecca Bach-Lauritsen har begået en meget personlig poetik om at skrive for børn. “Når jeg bliver lille igen” er titlen, og hold da op, hvor hun er ved sine metaforers fulde fem. Man får sat ordbilleder på det, der ikke findes ord for, og det gør en til en bedre læser og formidler, tror jeg.

Samme Rebecca Bach-Lauritsen lægger ord til “Kitte Kitte”, som er en værdig efterkommer af Egon Mathiesens kanoniske “Mis med de blå øjne”. Her møder vi en kat, der leder – ikke efter landet med de mange mus – men efter sig selv. Tilgangen er eventyrlig som i Louis Jensen og Hanne Vibeke Jensens “Hør her stær”, men det, der virkelig smyger sig eventyrligt ind i ens øjne, er samspillet mellem ordne og Charlottes Pardis kat; den der også er blevet forlagets logo. Katten bevæger sig rundt i de ledige pladser mellem tekstens ord, og ordene får katten til at spinde. Hvis der er retfærdighed til, sidder vi her med en nyfødt klassiker.

De næste bog i kuldet er Cecilie Ekens “Søren fra Sønderslev”. Det er en rigtig drengerøvsroman, ville jeg skrive. Men Søren har en ven fra byen, Siggi, som er en pige, der er rødstrømpe. Så jeg må korrigere: det er en personrøvsroman. Der er fuld fart over de begivenheder, som Søren og vennerne får til at opstå. Søren er fra byen, men familien er flyttet på landet, hvor han bliver kammerat med et par landbodrenge. Man få mindelser om Astrid Lindgrens tese om, at ens barndom skal være lidt livsfarlig for at føre til livsmod. Handlingen udspiller sig i “gamle dage”, og Cecilie Eken forklarer flere steder forskellene på dengang og nu. en teknik som ofte tager luften ud af handlingens drive, men ikke her. Hendes suveræne sprog- og fortællebeherskelse overvinder dette benspænd. Ja, faktisk bliver bogen både fængslende og oplysende. Denne dobbelte formåen understreges af illustrationerne af Peter Heydenreich, som leverer gamle dage i nutidig dynamikstreg.

Men der er også en herre i kuldkurven: Lars Daneskov. Han bidrager med “Der var engang et eventyr”. Og her er et tempo og en skævhed, der vækker mindelser om Rune Kiddes rablende (på den gode måde) skriverier. Men Lars Daneskov letter foden lidt på speederen, selv om han sine steder er på speed. Der er et væld af referencer til kendte eventyr. Men kender børnene dem? Hvis ikke, så er der her god anledning til at rette op på uvidenheden. Og denne øvelse er ikke mindre påtrængende, når blikket falder på de mange referencer til talemåder, som giver morskaben et ekstra krydderi, men måske mest for voksenlæseren. Her er der stof at hente i nogle af de små bøger om faste vendinger, som Den danske Sprogkreds har udgivet.

Til alle bøgerne i kuldet er der udgivet “Læs og tal sammen”-hæfter. De signalere oplagt undervisning, men forældre, der mener det alvorligt, at deres børn skal læse, får her en håndsrækning til at give deres ord troværsighed.

Det er for børn

Charlotte Pardis kat, som er logo for det nye forlag.

I går overværede jeg en fødsel. Ud af den børnebogsafdeling, som Gutkind for 9 måneder opgav, udsprang børnebogsforlaget Tallulah. Og det blev fejret med en reception, sådan lidt a la Holbergs barselstue, bortset fra at ophavskvinden Tine Flyvholm var oppegående og aktiv.

I sin velkomsttale understregede hun, at forlaget Tallulah er en holdsport, men hun blev dog i det humanistiske sprog, da hun skulle omtale de første udgivelser. Hun kaldte dem ikke for ‘vores katalog’. Hun kaldte dem ikke ‘vores første produktion’. Hun kaldte dem ikke ‘vores første udgivelser’. Nej, hun omtalte dem, som ‘vores første kuld’. Heri ligger en omsorg og en veneration, der til fulde matcher forlaget logo – en sort kat, Kitte Kitte, der undersøger verden, og ser ud, som om den er i familie med “Mis med den blå øjne”.

Forlaget vil koncentrere sig om at udgive dansk børnelitteratur. Og derfor er det vel ikke et tilfælde, at første kuld består af tre børnebøger og en art børnebogspoetik af Rebecca Bach-lauritsen. “Når jeg bliver lille igen” er titlen.

For år tilbage læste jeg “Selv om du er så voksen og klog bør du læse en børnebog” af Katherine Rundell (Jensen&Dalgaard 2021). Den fik mig til at blive findist, til at søge ind i børnebøger, der gav mig indsigt i barndommen. Nu, efter at have læst Rebecca Bach-Lauritsens bog, ved jeg, ikke alene, at man som voksen bør læse børneboger, men også hvorfor.

I bogen læser jeg et essay om de sprogsansninger, som trækker tråde til barndom og andre urtider, som giver næring til sprog på det ordløse; akkurat som det er alle børn forundt at erobre verden. “Når jeg bliver lille igen” er essayets titel. En bekendelse i fire afsnit, “Mit arbejde”, beretter om det “noget, der skal skrives”. Her er en beskrivelse af skrivenødvendigheden, som fanger de celler, sprogskindet er gjort af.

I bogens tredje afsnit beskæftiger Rebecca Bach-Lauritsen sig med litteratur og sociale medier. “En rolig linje” kalder hun det, og er herligt overgivende til den store verden, som sociale medier tilbyder, men sætter så trumf på digtets (Bogens) styrke: Den starter et sted, og den slutter et sted. Det er da befriende!

I fjerde afsnit, “Tis, trods og turkise termostøvler”, erindrer hun barndom og lover at os sandheden, når hun digter og finder på. “Dødløft” hedder opfølgeren, som beskriver læsning som fitnesscentrets dødløft, hvor forfatterens ord er stangen, mens resten er op til det barn, der skal læse teksten. Derfor skal der være noget at komme efter, som “igler, der bider sig fast i låret”.

Endelig bekender Rebecca Bach-Lauritsen i “Hvor skriver jeg fra, når jeg skriver til børn”, at hun skriver “fra et sted med flere spørgsmål end svar”, “fra barnet til barnet”, “fra mørket”, “med lys”, “fra et sted lige under huden”, “fra sproget”, “fra grænsen” og “fra friheden” – alt sammen stillet op som afrundingen af en prosasonet.

Det er en overvældende lille bog, der skaber metaforer, som sætter ord på det ordløse, som giver læseren mod på at finde de vibrationer mellem linjerne i børnelitteraturen, som masserer ens verden.

Tak for den!

Generalforsamling i FISK

“Hurra for vores skriftsprog!” Dette jubeludbrud giver mening, når man læser Irene Vallejos “Evigheden i et siv”, hvori det gøres klart, at skriftsproget giver os historiske kilder, gør det muligt at massekommunikere og lader os få kontakt over lange afstande.

Men begejstringen for det skrevne og læste har i skolen og i samfundet i det hele taget afstedkommet, at det mundtlige, fortællingen er blevet sat i skyggen. Men den talte sprog er nok karakteriseret af flygtighed, men det er også det, der knytter fællesskaber sammen, det, der styrker koncentration, og det, der er sprogets ophav.

Derfor bør vi arbejde for en bedre balance mellem skrift og tale i undervisningen. Derfor vil jeg gerne slå et slag for “Fortælling i skolen”, som både er en faglig disciplin og en forening, der lige om lidt holder generalforsamling. Men i en time forinden bliver ørerne varmet op af skuespiller og fortæller Vigga Bro.

Her er invitationen:

Generalforsamling

Onsdag 11. marts kl. 20.00 i Forsøgsstationen, Sønder Boulevard 81, 1720 København V.

Forinden – kl. 19.00 – causerer historiefortælleren Vigga Bro om fortælling og mundtlighed i skolen.

Alle er velkomne!

På glædeligt gensyn – bestyrelsen i FISK – Fortælling i Skolenbb

Dagsorden ifølge vedtægterne www.fortaellingiskolen.dk

Bliv medlem af FISK: Betal 100 kr. til mobilepay 100631 – husk at notere navn og mailadresse! eller til kontonummer 9070 1643434276

Det nære og det store

Når man for tiden læser faglige tidsskrifter, som omhandler undervisning i grundskolen og i ungdomsuddannelserne, er det i vidt omfang usikkerhed omkring samspillet med AI, der springer i øjnene. Hvordan skal vi bedømme elevarbejder, der i vidt omfang er blevet til med AI-støtte? Hvordan vil det påvirke elevernes viden, kunnen og dannelse, hvis de i det faglige arbejde har skudt mange AI-genveje? Disse diskussioner og erfaringsudvekslinger er væsentlige, når uddannelserne skal geares til de nye muligheder.

Men der er også et andet perspektiv, som foldes ud i en interessant bog, der er skrevet af to BA’er i filosofi, Markus Giessing og Viktor Udbye. De har kaldt deres bogen “Den korte historie om kunstig intelligens”. Den giver et godt vue over menneskets stræben efter at blive aflastet for arbejde, som det bliver beskrevet på lertavler i Messoponanien og frem til dagens udmeldinger fra Silicon Valley. Her optrækkes historiske linjer, beskrives filosofi, forskning og politiske initiativer og gives en lang række eksempler, som fremmer forståelsen.

I et afsnit får vi beretningen om Vaucansons automatiske metaland (1899), som skulle bidrage til indsigt i fordøjelsen. Han fodrede den med andefoder, og efter nogen tid sked den. Mange år senere fandt man den hengemt på et loft, og den viste sig at indeholde to rum: et til det spiste foder og et med afføring. Her fik vi nok et syn for vejen fra korn til lort, men helt holdt forholdet mellem teori og virkelighed ikke. Men Vaucansn blev hyret af magthaverne til at opbygge og lede silkespinderier.

På samme vis søger forfatterne at berolige os i forhold til påstandene om, at den kunstige intelligens kan udvikle en selvstændig bevidsthed og true os som art. De betragter fænomenet på linje med andre tekniske og teknologiske frembringelser som noget, der ikke kan hamle op med mennesket, selv om udviklerne søger at give deres produkter menneskelignende udtryk.

Der, hvor de ser de reelle risici, er i den magtcentrering, som kommer til udtryk i de amerikanske techgiganters ejere. De har fået frit spil til at berige sig, mens de har lovet øget velfærd til alle. I 1950erne oplevede USA fremskridt i teknologisk udvikling og i befolkningens levestandard, men siden Reagan er uligheden steget støt. Samtidigt er tech-oligarkernes politiske indflydelse vokset. Og her peger forfatterne på parallellen til fabriksejerne i England i industrialismens vorden. Her blev grådigheden tæmmet ved at arbejderne fandt sammen i modstand.

På AI-området ser forfatterne muligheder for at tage ved lære af den engelske kamp. Men lige nu bidrager vi ved at bruge giganternes kunstige intelligent til både at berige dem og sikre dem adgang til at stjæle vores data, som de bruger til ny udvikling.

Det er disse milliardærer, der får USAs vicepræsident til at kalde os fodslæbende på grund af demokratiske processer. Og det er dem USAs udenrigsminister vil gå enegang med, hvis vi ikke vi samarbejde.

Dette kalder på europæiske løsninger i en vis fart, hvor vi så kan bruge vores nære erfaringer!

Jamen betyder øh

Illustration af Gert Ejton. (Se hans illustrationer til “Tag tyren ved hornene” (Forlaget Bostrup

Her i en snedækket landsby kan man nok forfalde til et par timer foran skærmen. Af og til bliver man fanget af et godt program; her i huset har det fx været ‘De arktiske reddere’. Men mainstream-udsendelserne kan nok gøre én gram i hu – ikke mindst som følge af den sproglige dovenskab og banale uskarphed.

Der har på det seneste været ganske mange lokale journalister ude i sneen, alle stående med lidt frirum til venstre for sig, så de kan tage et skridt til siden. Og voila, står der et vintervidne parat. Og hvor er det fantasiforladt. Men værst er, at studieværten, der sidder inde i varmen spørger: “Hvordan er det ude hos dig?”. Og hver som en starter svaret med et “Jamen”. Vent dog med at sige noget, til du har noget at sige!

Den anden faste frase får vi, når der er overgang fra Nyhederne til det faste aftenhyggeprogram. “I skal så tale om selvmord / valg / Grønland….” Og hver gang indledes svaret med et “Det skal vi nemlig…” Det eneste signal, vi får her, er, at de har haft redaktionsmøde, og at de ved noget, som vi seere ikke ved. Tag jer sammen. Behandl os værdigt og stil spørgsmål og giv svar – og de må gerne være overraskende, for så bliver vækkende og æggende.

Som det er nu, får vi en lydpølse kørt gennem lyttesystemet og falder hen.

Jeg har just siddet og skrevet lidt tekst til et billede af tegneren Gert Ejton. Se bogen ‘Tag tyren ved hornene’ (Forlaget Bostrup). Det skulle handle om “Ind ad det ene øre og ud af det andet”. Jeg takker dansk mainstream-tv for god inspiration.

Samtidigt har vi her i huset haft besøg af et fireårigt barnebarn og en jazzbassist, der har lært sig at spille på sav. Da drengen hørte det, blev der et kort pause, og så sagde han: “Min morfar kan spille på hammer!” Derefter nok en pause, og så: “Han kan spille på al slags værktøj!”

‘Jamen’ måske kunne mainstreamjournalister stramme deres sprog lidt op? Overraske lidt? Vække os? Det bør de ‘nemlig’!