Den2radios ronkedorer trompeterer igen i deres fagbogssnabler på denne uges udsendelsesflade, https://den2radio.dk/udsendelser/ronkedorerne-sommer-2026/
Egon Clausen beretter om bogen “Pest, tyfus og hedenskab” om de risici og modstande, der mødte danske missionærer i Kina i begyndelsen af 1900-tallet.
Georg Metz dykker ned i den indsats, som “Niels Thygesen. Danskeren bag euroen” har ydet, som en af vores mest fremtrædende økonomer, og som tjenestemand. Og netop dette begreb er måske en tanke værd, når man sammenholder manden med den faglige indsigt, politiske integritet og uopsigelighed med den kontraktansatte embedsmands mere sårbare position, for ikke at tale om mellemlaget af spindoktorer.
Selv har jeg medbragt “Vandringer med et æsel i Cevennerne”, hvor R.L. Stevenson i 1878 begiver sig ud på en gå-tur med æsel det franske Centralmassiv. Det var før turismens tid, så alt lå uberørt af fremmede, når man ser bort fra kongens og kejserens og kirkens undertrykkelse af befolkningen, som bekendte sig til protestantismen. Stevenson iagttager natur, befolkning og reflekterer over mindretals overlevelse trods overmagtens forsøg på knægtelse.
En sådan tur vil være uladsiggørlig i vores tid, hvor turismen har skabt trampestier overalt. Så, hvis man skal have blot et pust af kriblen i hjernen, vil jeg foreslå, at man kaster sig over “De danske digterruter”, hvor litteraturen går i pardans med stederne.
Det spørgsmål svarer de JA på i Juelsminde; ja, de er måske nærmest stolte af at dele postnummer med en af børnelitteraturens store – Dorte Karrebæk, som om kort tid fylder 80 år.
Byens stolthed kommer til udtryk ved, at der ved byens indfaldsveje annonceres for den udstilling, hvor Juelsminde Bibliotek tager Dorte Karrebæks værk under alsidig og kærlig behandling. Udstillingen er i Juelsminde fra 1. juli til 31. august. Derefter skal den på tur til Vejle og Horsens.
Og jeg forstår den lokale stolthed af at huse Dorte Karrebæk. Hun har sat sit helt eget aftryk på dansk børnelitteratur, akkurat som det signaleres i udstillingens titel: “Jeg er sgu min egen”.
Den egen-skab har hun dels udfoldet i en række udgivelser og frembringelser i eget navn, men også som samarbejdende illustrator med en række af vores fineste forfattere, især dog i første runde med Nils Hartmann, med hvem hun gav børnelæsere blik for stort set alt det urstof, vores kultur er dannet af, og i anden runde med gemalen Ole Dalgaard, som også skriver under aliasset OscarK. De to har sammen fornyet den dansk børnelitteratur – både hvad angår det, man kan tale om, og hvad hidrører til måden, man kan tale om det på.
Kig i Gunnar Jakobsens store “Dorte Karrebæk og Bogen”, gå på biblioteket, ikke mindst det i Juelsminde, eller besøg en boghandel.
Blandt mine talrige Karrebæk-favoritter vil jeg nævne “Alle børns citroner” (Gyldendal) med Nils Hartmann og med OscarK “De tre” (Jensen & Dalgaard), Biblia Pauperum Nova (Alfa) og “Hamlet” i serien “Illustreret Verdenslitteratur” (Dansklærerforeningen).
Forleden sad jeg i et radiostudie sammen med Georg Metz for at samtale om fagbøger; det var til den2radios Ronkedorerne. Den udsendelse skal jeg nok omtale senere, når den kommer på nettet. Men her skal jeg blot give et citat videre; et citat fra Erlend Loes forord til R.L. Stevensons aldeles herlige bog “Vandringer med et æsel i Cevennerne”, skrevet i 1879, oversat til dansk af Niels Brunse i 2020. En enkelt bemærkning fra Georg Metz fik mig til at dykke ned i Erlend Loes forord.
Erlend Loe konstaterer, at Robert Louis Stevenson var svagelig og døde i en ung alder, kun 44 år gammel, men at han trods sit skrøbelige helbred “er et godt eksempel på, at svagelige børn kan drive det vidt, simpelthen fordi de slipper for den intense socialisering, som skolen fremtvinger, og i stedet kan bruge tiden på at tænke”.
Se, det er jo noget af en mundfuld, når man har levet stort set hele sit liv med at få undervisning til at fungere i skolen….. intens socialisering, som hindrer børn i at tænke.
Men alligevel er jeg glad for dette spark i en tid, hvor tænk selv tilsyneladende står i skygge af triv selv, og hvor skolen frivilligt har erstattet samarbejdes øjenkontakt med et eget socialt medie, AULA.
Sparket har fået mine tanker til at vandre til de mange elever, jeg har undervist, og som tilsyneladende ikke har elsket skolen. De har i mange tilfælde bidraget med en originalitet, som har vækket både deres kammerater og mig, dansklæreren.
Som et eksempel kan jeg nævne en lille tekstsamling, vi producerede i 6. klasse. Den skulle være en velkomsthilsen til de børn, som stod over for at skulle begynde i børnehaveklassen. Så godt som alle skrev noget, man nærmest kan kalde hyldester til det at gå i skole. Men ikke Erik. Han skrev:
“I skole. / I dag skal jeg i skole for første gang. / Jeg tror ikke det er sjovt. / Vores lærer hedder Gyda. Vi har matematik. / Vores lærer spørger mig, hvad et og et er. / Jeg siger “et” / Gyda siger: “nej, det er to” / Jeg bliver sur og går ud. / Ude på gangen står der en rocker og ryger. / Han spørger, om jeg vil have et hvæs. / Jeg siger “nej” og løber ud i gården. / Derude er der en afrikaner, der fanger sommerfugle og spiser dem, / Jeg går ned i cykelskuret. / Der er der en tosser, som bider i en slange. / Han siger: “Jeg ved ikke noget”. / “Det gør jeg heller ikke” / og så sætter jeg mig til at bide i slangen til det ringer. / Så går jeg hjem.”
Da børnehaveklasserne kom på besøg for at takke for bogen, var deres umiddelbare spørgsmål: “Hvem er Erik?”
For mig er han et eksempel på, at det kan være frugtbart som lærer at gå fra de koncepter, der skal få alle tilpasset en socialiseringsmølle. Frirummet, som fx Erik tog på sig, berigede alle – og forhåbentlig også ham selv.
StormP fortalte en historie om, at amerikanere har så travlt, at der på vej ned til subway er ovale fordybninger i væggene, så man kan stikke hovedet ind og blive barberet i en fart. En indvending er, at alle hoveder ikke er ens. Men som StormP sagde: “Men det bliver de”.
I går var jeg til et bogmøde på Christianshavn og skulle videre til en komsammen på Østerbro; jeg valgte at tage turen på gåben.
Da jeg efter en god tids vandren lidt varmetræt kastede et blik til venstre, følte jeg mig pludselig hensat til Donald Trumps “Reflecting pool”, men da jeg fik gnedet øjnene, gik det op for mig, at jeg spejdede ud over de søer, som Københavns Kommune står over for at skulle rense; ingen maling på bundet, ingen mafiøs entreprenør involveret!
Men efter en sådan sjæleryster kender jeg kun én medicin: at besøge den første boghandel, jeg støder på. Og heldigvis ligger Bog og Idé på Østerbrogade, skråt til venstre for udgangen fra søerne, og ikke fjernt fra den tunnel, som Lilian Brøgger lader en Strunge-lignende ung mand færdes i i den udgave af Goethes “Den unge Werthers lidelser”, som udkom i Dansklærerforeningens unikke serie “Illustreret Verdenslitteratur”.
Boghandelmedicinen virkede. Efter lidt kiggen mig omkring på må og få blev mit blik fanget af en reol, hvor boghandleren havde samliet bøger under overskriften Mikroforlag. Her fandt jeg opstillet lodret mange af de titler, som ved årets BogForum kan ses placeret vandret på borde ved indgangspartiet til messehallerne.
Og hvor er der grund til at lovprise de indsjæle, som kaster sig over at berige os andre med kvalitet fra nicherne. Disse passionerede bogelskere bidrager på hver deres måde til, at vi har adgang til en kvalitetslitteratur med et væld af facetter.
Selv om boghandlen på Østerbrogade både har bestseller-lister og stakkevis af krimier, så afsætter de plads til det, der måske ikke er det store salg i, men som kan gøre læsersjælen til mere og andet end en reflecting pool.
Da jeg bevæger mig længere nordpå ad Østerbrogade og østpå ad Nordre Frihavnsgade dukker pludselig Tarps Boghandel op. Den er lige så lille som den er sejlovet. Og her kan personalet tale med om bøgerne.
Tænk på en vandretur i København at finde to så forskellige boghandler, og så har jeg endog passeret flere antikvariater. Det er altså muligt at få læseglæden stimuleret!
Jensen & Dalgaard, som har beriget det danske børnebogmarked i en årrække, har gjort det igen. De har udgivet Wilhelm Buschs ”Max og Moritz”, der kan betragtes som verdens første tegneserie. Historien, der er fortalt på vers, beriger os med syv drengestreger, som de to kumpaner fornøjer læseren med, mens det går ud over agtværdige borgere. Derfor får de to også deres straf, når de ender i møllerens kværn og bliver ædt af et par ænder, der tager dem for korn.
Bogen hører til blandt de (tyske) moralske børnebøger, der har til hensigt at opdrage. Men som med så meget andet pædagogisk moralisme vinder livskraften over det udvendige, og de to skarnsknægte kommer til at inspirere til stadige løjer i børnelitteraturen.
Bogen er oversat fra tysk af Jacob Jonia i et mundret, oplæsningsvenligt sprog, der kun et par steder kræver et par chassetrin i verseføddernes dans.
Jeg bliver blød i sjælen, når et forlag kalder sit udgivelsesprogram for sit kuld. Det vidner om en særlig ømhed over for ynglen. Og det er lige netop, hvad forlaget Tallulah gør. Her i forlagets anden runde er det blevet til trillinger, som nok kan læses i lyset af ”Max og Moritz”.
Lars Daneskov og Pernille Lykkegaard har begået en munter fødselsdagsbog, hvor Molly hjælper Anton med at forberede hans fødselsdag ved at skaffe flag, lagkage, gæster og gave, fordi hans mor ikke står op, før fødselsdagsbarnet får sko på. Men hun har selvfølgelig ikke glemt dagen, og alt ender ovenud lykkeligt.
Anne Sofie Hammer og Sofie Lind Mesterton kaster læseren ud i den rene morskab i ”Mig og Mille. Sommer og regn”. Bogen er fyldt med gags og pigestreger, og grafisk rummer hver opslag et væld af indtryk at gå på opdagelse i. Ved hjælp af en campingmutter lykkes det at få fyret en masse platte vittigheder af, og pigestregerne er faktisk både morsomme og opbyggelige. Hvor Max og Moritz blev straffet, får piger her kredit for livlig originalitet.
Pernille Bønløkke Toustrup og Thomas Hjorthaab har med ”PONY PONY” skabt en anderledes hestebog, som er et fint spark til de sociale mediers skønhedsdyrkelse, og hvad deraf følger af utilstrækkelighedsfølelser. En pony bliver fravalgt, men forsøger ved venner hjælp at vinde sin rytter tilbage. Midlet er skønhed og skønhed. Men mødet med en forsumpet hest får den vragede til at vælge sin indre vrede som drivkraft, og den får ikke sin rytter tilbage, men dykker ned i sit ’hul’ sammen med en udgrænset dreng fra stutteriet. Her fører oprøret til noget, der fremkalder smil i de nedgjortes ansigter.
Et kuld på tre, hvor det giver pote at være hjælpsom, lave sjov og gøre oprør – blot cirka 170 efter at to drenge blev kværnet til andemad for deres drengestreger. Det går fremad!
Så har DAO leveret DANSK #2 2026, og temaet er denne gang AI, kunstig intelligens.
Det er blevet mig betroet at skrive en artikel om det tilløb til den kunstige intelligens’ indtog i den danske skole, som kan anskues som udslag af den jubeldigitalisering, som for år tilbage skulle løse alverdens problemer i samfundet i almindelighed og i skolen i særdeleshed. Det gik anderledes i SKAT, i skolen og på mange andre felter. Men det virker tilsyneladende i sundhedssystemet og sygehusvæsnet.
Min tese er, at hvis vi ikke håndterer de problemer, der til vores overraskelse sprang ud af digitaliseringens trojanske hest, så risikerer vi – måske for første gang i historien – at uddanne et generation til at være dummere end deres forældre, mere uvidende, mindre dannede. Men det kan givetvis forhindres. I DANSK #2 2026 er der fine udspil til at lære os at omgås AI, til at udnytte de potentialer, som AI rummer, og til at inddæmme de risici, som AT så åbenbart bærer i sig.
Bladets indholdet i overskrifter er derudover:
Skal vi bruge generativ intelligens? (Jeppe Bundsgaard), Mellem snyd og stilladsering. En praktisk guide… (Anders Westermann), Hvorfor lære at skrive, når AI kan gøre det bedre? (Inger-Lise Mournsenier), Et praksisnært forløb fra udskolingen [om litteraturundervisning] (Emil Hamann Mortensen), Nej, ChatGPT kan ikke lave din analyse (Katja Gottlieb), Teknologiforståelse i dansk <8nikolaj Elf) AI i danskundervisningen – vejen til den gode prompt (Lis Zacho), To nyuddannede læreres perspektiv på AI i folkeskolen (Aviaja Stjernstrøm og Sofie Juul) – og et par artikler om andet.
Læs bladet og få mod på næste skoleår. Det er udsendt til medlemmer af Dansklærerforeningens Folkeskolesektion, som også kan læse det på hjemmesiden. Ellers kan det købes i løssalg – eller ved at man melder sig ind i foreningen. Det er måske på tide nu, hvor alle taler om fællesskaber!
Ved Dansklærerforeningens paneldebat om at gribe det uforudsigelige skete det helt særlige, som professor Nikolaj Elf konstaterer, at jeg som moderator var “usædvanligt tilbagetrukket”, og det finder jeg kalder på en kommentar.
Temaet var meget åbent, og aftalen var, at vi som vanligt startede med Mette Frederiksen, som har sin gang i klasseværelset på skolen. Derefter gives ordet videre til Nikolaj Elf, som har det, der sker i klasseværelset, i fokus i sin forskning. Og slutteligt får Katrine Fylking og Ida Geertz- Jensen taletid, fordi de repræsenterer de to foreninger, der skal sikre lærerne vilkår og faglighed via deres foreninger, Danmarks Lærerforening og Dansklærerforeningen. De foregående år har tiden været afmålt med 5 minutter til hver over to runder – og måske et par spørgsmål fra de fremmødte.
I år havde jeg ikke meldt noget ud om taletidens begrænsning. Kun temaet vajede i den bornholmske vind. Mette Frederiksen startede og gav efter 3 minutter ordet videre til Nikolaj Elf, som på 4 minutter kommenterede, hvorefter både han og Katrine Fylking kiggede på mig, fik et nik og Katrine overtog. Hun brugte sine 5 minutter og gav stafetten videre til Ida. Derefter ville jeg på podiet for at lægge op til anden runde, men lige så venligt som bestemt fik jeg et stopsignal fra Mette, som tog ordet. Derefter fortsatte panelet mad at afløse hinanden, og selv om talerækkefølgen blev brudt gav de hinanden plads til cirka samme antal minutters taletid. DEBATTEN VAR AFLØST AF SAMTALE. Og da tiden var gået, kunne jeg blot opsummere, hvad der ud fra deres samtale må blive temaet for vores debat næste år: Dannelse og oplivning.
For nogle år siden havde jeg en samtale med en pige, der var vendt hjem fra en amerikansk eliteskole til dansk skole, og hun var rystet. I den danske skole mødte hun det, hun betegnede som ‘turtle teaching’: læreren spørger, og en elev stikker hovedet ud og svarer, og vender tilbage til sit skjold. I New York havde hun haft rundkredspædagogik, som mindede om den aktuelle paneldebat, der skiftede til samtale: Eleverne fik udstukket et tema, som de skulle indkredse og i fællesskab fordybe sig i gennem samtale. Lærere greb kun ind med mellemrum for at påpege, om nogle blev holdt eller holdt sig uden for samtalen. Først når den aftalte tid var gået, opsummerede læreren.
Paneldebatten kom i min optik til at udvikle sig til et helt konkret billede på, hvordan en samtale i skolen kan udfolde sig, når deltagerne føler sig kaldede til at nå frem til en fælles forståelse eller indkredsning af en problematik, der vedkommer dem.
Jeg fornemmede, at det, der adskilte denne samtale, fra tidligere års debatter, var den fælles søgen efter en betydning frem for hver enkelts holden sig til sit fagfelt.
Tak til panelet for en for mig helt særlig oplevelse!
Jeg tilhører den generation af dansklærere, der havde muligheden for at finde glæden i lærerarbejdet ved at have muligheder for at håndtere det uforudsigelige, som ofte udsprang af elevreaktioner – markante eller antydede.
En stor del af den danskfaglige inspiration udsprang af at skulle få elevernes ønsker og behov til at gå i spænd med det danskfaglige stof. Men når det lykkedes, voksede man som lærer.
Her er et par eksempler:
På et kursus blev jeg besnæret af en metode, der skulle basere læseundervisningen på elevernes tale. Alle skulle deltage i samtalen, og alle skulle bidrage til den tekst, der skulle læses. Det var en metode, som byggede på alle tidens rigtige pædagogiske tilgange, men ingen havde fortalt, at den var udviklet af en pædagogisk tænker i samarbejde med en gruppe praktikanter. Den var krævende at holde styr på. Og en dag – i anden klasse – skulle klassen ud for at finde inspiration til en samtale og en tekst, da en pige udbrød: “Nu står vi på to rækker for at gå ned til kanalen. Vi skal se en rapand og få en kvalificeret oplevelse.” Hendes forældre havde givetvis refereret fra et forældremøde kort tid forinden. Og jeg blev ramt; hendes ordvalg afslørede hulheden i den helhedstænkning, som jeg ikke magtede at praktisere. Jeg læste op for eleverne i en uge af gode svenske forfattere, indtil jeg igen havde fået fodfæste: Jeg valgte at lave læseundervisning på basis af Celestin Freinets tænkning om ‘fri tekst’.
Eleverne skulle udforme små bøger, som skulle indgå i klassens bibliotek. Hver uge skulle én udvælges til fælleslæsning, men de øvrige kunne bruges til frilæsning – i skolen og hjemme. En uge skulle vi skrive om dyr, særligt om kæledyr. Og der blev produceret mange historier om marsvin og katte. Men elevernes valg af ugens tekst faldt på en ultrakort, skrevet af en dreng, som ofte skrev stort og med vanter på, for han skulle ud i frikvarter inden længe. Han skrev: “Jeg har fundet en død due fra Køge.” Den tekst har jo det, der skal til: død og lokalitet. Og spørgsmålene væltede over hinanden. Hvor fandt du den? Ved siloen på havnen. Hvordan ved du, at den var fra Køge? Den havde ring på, så jeg klippede benet af den og viste ringen til vores nabo, der har brevduer. Den var på vej hjem fra Paris. Hvordan kunne den finde vej hjem; det kunne min far ikke, da han var i Paris? Og vi spurgte skolens biologilærer, som fortalte om fuglehjerner og jordens magnetfelter. Og undervisningens fokus blev for et par uger flyttet fra læsning til et naturfagligt tema om trækfugle.
Sådan kunne det uforudsigelige påvirke undervisningen og give frugtbare afvigelser fra det planlagte.
Jeg venter spændt på paneldebatten på Klippescenen i morgen for at få en fornemmelse for, hvad det uforudsigelige rummer i dagens skole.
Man tror, det er løgn. Når man åbner døren til Bogskabet på klem, kan man få øje på de utroligste tilbud – på kasser med flere titler til indskolings- og mellemtrinslæsning, med ungdomsromaner af fineste karat, forfatteres og illustratorers erindringer fra barndommen, stedbaseret undervisning på mellemtrinnet og mange andre danskfaglige titler.
Hvis det fortsat er muligt at se fra den ene ende af skolebiblioteket til den anden på grund af tomme hylder, så byder muligheden for at få dette mistrøstige syn erstattet af en udsigt til en danskfaglig samling til god undervisning.
Og hvis man som dansklærer mangler stof til forløb, der kan ægge elevernes nysgerrighed og bidrage til, at de bliver hørt, så er der her titler, som vil være oplagte, både fordi de har høj kvalitet, og fordi der i de fleste tilfælde er udarbejdet undervisningsforløb eller lærervejledninger, som inspirerer uden at binde.
Jeg vil gerne nævne nogle få af mine favoritter:
“Sansespor”, som inviterer til skrivning og skrivelyst på baggrund af stedbaserede oplevelser og sansninger (fra 3. – 8. kl.)
Romaner fra “Frit for fantasi-serien”. Alle er fine, men især hæfter jeg mig ved “Ægte brøker”, som efter min mening hører til blandt Jesper Wung-Sungs fineste.
Og så er der fine barndomserindringer fra serien “Min historie”, her husket af Merete Pryds Helle, Mette Hegnhøj, Annette Herzog og Otto Dickmeiss.
Men der er altså meget andet at komme efter. Og det, der tiltaler mig mest, er måske, at titlerne i bogskabet er så uforskammet billige, at der OGSÅ kan blive råd til at købe undervisningsbøger til normalpris”
Nu er der så kort tid til Dansklærerforeningens paneldebat om at håndtere det uforudsigelige, at mit barnebarn på fire kan tælle baglæns til det sker. Jeg er moderator på debatten, og hvis du har et bud på, hvad vi som lærere kan vente os af uforudsigelige begivenheder, så stik mig en seddel på Klippescenen, eller skriv en kommentar her, så kan det være, at dit synspunkt bliver draget ind i debatten. Her er Dansklærerforeningens opslag: Skal du også til Folkemødet i år? Så kom forbi Klippescenen lørdag den 13. juni, hvor Dansklærerforeningen for 4. gang inviterer til debat. Denne gang under overskriften: “At tage hånd om det udforudsigelige”. Debatterne om skolen er mange og peger i mange retninger. Fagfornyelsen er til debat, ligesom børnesynet, forældresamarbejdet og elevernes trivsel, for ikke at tale om elevinddragelse, bæredygtighed, natur og åndelig oprustning. Dette er blot nogle af de temaer, som er i spil, og det fremgår vel sagtens, at det er værd at drøfte, hvordan de lærere, som står solidt placeret midt i det hele, skal finde fodfæste og retning. Det er sådanne problemstillinger, vi tager hånd om i Dansklærerforeningens panel, som nu for fjerde gang søger at få den aktuelle debat gjort begribelig. Panelet består igen i år af lærer Mette Frederiksen, forperson Katrine Fylking fra Københavns Lærerforening, forsker Nikolaj Elf fra SDU og forkvinde Ida Geertz-Jensen fra Dansklærerforeningen. Debatten modereres af Jens Raahauge. Debatten foregår på Klippescenen, Lærernes Hus lørdag den 13. juni kl. 10-10.45. https://lnkd.in/e48AhVMY… Vel mødt! Mange hilsner Dansklærerforeningens Folkeskolesektion
