Forfatter: Jens Raahauge

Generøsitet i Thy

Hvis du er nordenfjords i efterårsferien, er det nok værd at aflægge Kirsten Kjærs Museum i Frøstrup et besøg; og hvis du ikke er, så er museet et besøg værd alligevel.

Lederen af museet, Susan Hinnum, åbnede i dag (lørdag) Kunsthal Kirsten Kjær, hvor der dels er en permanent udstilling, og dels gæsteudstillere – aktuelt svenske Tilda Lundblohm og danske Ole Hartvig.

Ved åbningen citerede Susan Hinnum den engelske Timothy Morton: “Kunst er tanker fra fremtiden”, hvor man i mødet kan “give sig selv lov til at opleve… til at indleve sig… og i bedste fald til at fortabe sig, til at glemme sig selv…. bare et øjeblik”. Og hun konkluderede, at kunst er generøs. Man kan tage det, man har brug for og få mere til.

Disse ord er nok mønter på tankerne bag etableringen af Kunsthal Kirsten Kjær, men de dækker også over den fornemmelse, man gribes af, når man dvæler ved Kirsten Kjærs portrætmalerier.

Selvfølgelig spiller det ind, hvis man har mødt Kirsten Kjær som hovedperson i Karin Michaëlis’ roman “Hjertets vagabond”. Mødet mellem de to kvinder skulle have bestået i et interview, men udviklede sig til et månedlangt samvær, hvor Kjær fortalte om sit vilde liv i Amerika; så vildt, at Michaëlis vil give bogen titlen “Den kvindelige Casanova”, men det brød Kjær sig ikke om, så det blev den læseværdige “Hjertets vagabond”. Læs den – og bliv opstemt!

Hendes portrætter er levende og karakterfulde; nogle få af kendte mennesker, men mange af nu ukendte mennesker. Som Ole Dalgaard, som var med på besøget, konstaterede, så bliver man efter få år ukendt.

Ja, selvfølgelig har han ret. Og så alligevel. Kirsten Kjærs portrætter giver de nu anonyme et liv i nutiden og i fremtiden.

Se udstillingen – og læs “Hjertets vagabond”. Det er kunst, der får en til at glemme sig selv.

Et bidrag til udvikling af dansk sprog

Da menneskene i tidernes morgen fik nøkker og stræbte efter himlen, gjorde Gud deres forehavende umuligt ved at udstyre dem med forskellige sprog, så de umuligt kunne tale sammen. Men akkurat som Guderne i den nordiske mytologi havde glemt at tage misteltenen i ed, sådan har Gud også overset en flok mennesker, der får os alle til at ane en storhed, der rækker ud over vores modersmål: tolkene og oversætterne.

Dette får man et overbevisende og markant indtryk af ved at fordybe sig i Thomas Harders velskrevne og grundige (til det nørdede) nye bog: ”Oversætterens anmærkninger”. Nu vil nogle, som har fulgt den seneste tids debatter om AI indvende, at oversætternes tid er ved at rinde ud. Men tro om igen: ved at give læseren indblik i de valg, der skal træffes, når man oversætter fra et sprog til et andet, indebærer, at man også skal oversætte kulturelle normer, historisk afslebne talemåder, fundamentale grammatiske forskelle og en lang række tilsvarende fænomener, som ikke blot fordrer sproglig kunnen, men også forståelser for de mange betydninger, som hvert sprog bærer på.

Dette stiller store krav til oversætteren, og Thomas Harders påpegning af, at man for at anmelde en oversættelse må have dyb indsigt i begge de sprog, der er tale om, virker på mig både indlysende og en kende utopisk, fordi det er de meget få, der kan honorere dette krav – og alligevel fornemme om en oversættelse er god eller dårlig.

Gennem en række overvejelser føres vi ind i oversætterens/tolkens vilkår, forberedelser og valgmuligheder, mens vi gennem en række konkrete eksempler får mulighed for at få teorierne foldet ud i levende sprog. Det er ganske enkelt mageløs læsning.

Og mere end det: Når man lever i et land, der på det nærmeste er etsproget, kan man nemt – og politisk – forledes til at mene, at dansk sprog er gudgivet. Men i samvirket med andre sprog fornemmer man, at vores sprog er på én gang foranderligt, levende og originalt, men dog medgørligt i den seriøse, vidende og engagerede oversætters/tolks varetægt.

Thomas Harders kollega og hustru, Lene Ewald Hesel, bidrager med et selvstændigt kapitel om at oversætte børnelitteratur. Hun skriver veloplagt og med indsigt og forærer læseren den samme glæde ved sproget som bærer resten af bogen. Men hun begræder også den lavstatus, som kulturarbejde for børn OGSÅ på oversætterfeltet er udstyret med. Man må håbe at kulturministeren og forlagsredaktørerne læser med!

Når man beskæftiger sig med sprog, må man nødvendigvis også tage stilling til den politik, som sproget er bærer af. Og her rummer bogen befriende debatstof, fx vedrørende oversættelser af n-ordet, og politiske beslutninger om at lade ikke-dansksprogede medborgere være selvbetalende for tolkebistand i rets- og sygehusvæsen. Her citeres en overlæge for at konstatere, at når man ikke kan tale med sine patienter, så reduceres man til dyrlæge.

Læs denne bog og blive begejstret for, at Vorherre får lidt modstand i den babyloniske sprogforbandelse – og at vores modersmål får omhyggelig pleje – tilsat toner fra en større verden.  

Litterært Folkemøde i Skørping. 3.

Ved et folkemøde hører det til blandt udkommet, at man falder i samtale med mennesker, der kan rykke ved vante forestillinger om litteraturen og dens omegn. Således også i Skørping.

Fordi jeg skulle tage hånd om HCA-Samfundets stand, fik jeg ikke hørt nogle af de mange interessante foredrag og optrædender, men fik så talt med så mange desto flere gæster og standpassere.

Især fik jeg en del gode samtaler med Michael Clausen fra Bog & Idé i Hadsund. Han forstærkede mit indtryk af, at den boghandlerkæde, han er tilknyttet, nok også er en Legekæde, så har den også medarbejdere, der er dedikerede bogmennesker. Han var ud over at være en fin samtalepartner og en interesseret og vidende litteraturnyder. Når jeg kalder det et forstærket indtryk, så beror det på dels et besøg i Rønde, hvor Bog & Idé på førstesalen huser landets største kunstboghandel, og dels på et eventsamarbejde med Langes Boghandel, Bog & Idé i Næstved. For ikke at tale om den service jeg bliver tildelt i min lokale Bog & Idé i Helsinge. Besklageligvis konstaterer jeg så også, at boghandlere i en del byer lukker. Og hvad er en by uden boghandel?

Jeg havde også en god snak med Forlaget Praksis, som har udgivet en imponerende kanonserie. Af samtalen fremgik det, at især tilstedeværelsen af flere kvindelige forfattere var et markant fremskridt for litteraturen. Da jeg replicerede, at Dansk Litteraturkanon fra 1994 havde repræsentation af alle de kvinder, der var på listen nu, rynkede Praksis-medarbejderen panden. Heldigvis stod Erik Skyum-Nielsen, som jeg i 1994 var i kanonudvalg sammen med, ved siden af og kunne bekræfte mit udsagn. Forskellene på dengang og nu er, at 1994-listen var frivilling, til inspiration, og at folkeskoledelen bestod i inspirationer til at lade nutidige forfattere læse i en belysning af nogle af de kanoniske. Dette kunne tjene til efterfølgelse nu, hvor den obligatoriske folkeskolekanon har overlevet både sit oprindelige formål og sin relevans, hvis den da skulle fremme litteraturglæde og læselyst.

Endelig må jeg også nævne, at Christina og Jesper Wung-Sung kom forbi, så jeg kunne få aftalt et interview til Dansk i anledning af, at han får udgivet en fin novellesamling på Dansklærerforeningens Forlag her i efteråret. Og at enmandshæren fra Måle Fortælleteater, Anette Jahn lagde vejen forbi mellem hendes optrædender med den nye forestilling Brændenældernes sang og den afprøvede om Selma Lagerlöfs Skiftingen. Vi fik vendt væsentligheden i, at fortællingen kommer styrket ind i skolens nye fagplaner!

Og så var der alverdens småsnak om revision af ældre tekster, hvor åsyn skal erstattes af ansigt, fordi ingen længere bruger åsyn-ordet, selv om det anvendes dagligt i Morgenandagten. “Den er sgu da ingen; der hører.” “Jo, den har flere tusinde lyttere!” Og mere småsnak om dette og hint, hist og pist.

Og da jeg kommer hjem for at slappe af med lidt skærm, toner Herman Bang fra i udsendelsen om “Huse med hemmeligheder”, fordi han har været alumne på Valkendorfs kollegium. Han, der gav os impressionismen i litteraturen og new journalisme i journalistikken.

Verden hænger sammen – hvis man tilstræber det.

Litterært folkemøde i Skørping. 2.

Det litterære folkemøde blev logisk nok åbnet af skuespiller Jørgen Bing, der havde påtaget sig rollen som Herman Bang. Logisk, fordi Herman Bang-Selskabet står bag dette litterære træf. Åbningstalen markerede i fin impressionistisk stil, hvorfor vi var samlet, og skuespilleren faldt aldrig for fristelsen til at parodiere forfatteren, der ellers er gået over i historien for sine mange selviscenesættelser. Så på den måde var scenen sat: Det litterære folkemøde er en nutidig og seriøs begivenhed for mennesker, der interesserer sig for ældre litteratur og for dens mange bud til vores tid og til vores eftertanker.

Selv repræsenterede jeg H.C. Andersen-Samfundet i København. Og jeg havde valgt af medbringe print af de mange anmeldelser af HCA-relaterede udgivelser, som jeg har skrevet i de seneste to år. Herved har jeg villet vise, at den store digter fortsat rører os. Her er alt fra Jesper Wung-Sungs imponerende to bind, hvori han foregiver, at bøgerne er skrevet af digteren selv, over udgivelser til ungdomslæserne, hvori vort tids forfattere har ladet sig inspirere, til videnskabelige bøger med analyser af Andersen og med oplysning om den aktuelle Andersen-forskning. Det er ganske enkelt overvældende, hvor meget Hans Christian Andersen fortsat fylder.

Som noget særligt vil jeg nævne, at jeg havde en stak hæfter af maleren Lars Ravn med. Han plæderer for, at HCA er en formidabel billedkunstner, som Lars Ravn går i billeddialog med, både i en fin kunstbog, “H.C. Andersen som billedkunstner” og ved en udstilling på Silkeborg Bad fra den 30. januar 2027.

Ved siden af HCA-standen havde Modersmål-Selskabet dækket op, mest iøjenfaldende med to bøger, hvori fem af H.C. Andersens eventyr er oversat til henholdsvis vestjysk og til vendelbomål. Bøgerne er farvestrålende illustreret af Una Isailovi´c. Jeg har tidligere været kritisk over for en oversættelse af HCA til bornholmsk, men har fået en mail, der fremhæver kvaliteten ved, at man lærer den mistede dialekt via de kendte tekster. Og den pointe kan jeg sagtens se. Og efter at have læst de to nye oversættelser med “indre lyd” på, finder jeg, at man både får en fornemmelse af de særlige dialekter og af det skriftsprog, som er afsættet for oversættelsen. Det er givtigt for en etsproget kultur at få andre sprog, her dialekter, at sammenholde sproget med.

ps. Modersmål-Selskabet fortæller mig, at deres dårligst sælgende bog er bogen om ordblinde Adrian. Det er oprindeligt en svensk bog; den har fine illustrationer, fin dansk tekst og en handling, der kan give livsmod for ordblinde læsere, der nok kan have grund modløshed. Den bør stå i alle klasser med ordblinde elever!

Litterært folkemøde i Skørping. 1.

Så er der atter gået to år – og hverandensårsbegivenheden Litterært Folkemøde i Skørping slog i weekenden dørene op til et fornemt program på Kulturstationen i Skørping. Det er Herman Bang-Selskabet, der har lagt kræfter i at få det imponerende program lagt til rette. Længe leve frivillinghedens Danmark!!!

Skørping er en forunder lig by at komme til, ikke mindst når man har deltaget i en af Herman bang-Selskabets byvandringer. Her er stationen med vandtårnet, hvor Bang fik øje på en bleg og sørgmodig kvinde, der blev inspirationen til Katinka i “Ved vejen”. Længere fremme lå fotograf Ingeborg Hansens atelier, hvor så mange portrætter er blevet til. Hun holdt til i Bakkehuset, som nu ganske skandaløst har måttet lade livet for nyopførelsen af et parcelhus; Rebild Kommune passer dårligt på deres kulturarv! Længere væk ligger enkeskovriderinde fru Skovs sommerpensionat, hvor Herman Bang indlogerede sig på et lille gavlværelse, mens han gjorde romanen “Ludvigsbakke” færdig.

Men byer er også præget af frivillige bogelskere, der sammen sørger for, at det er værd at aflægge antikvariatet “Bogby 9520” en visit. De har mange bøger til en billig penge, og det er nemt at finde bøgerne, fordi der er system i sagerne. Og bemandingen af frivillige er vidende rådgivere. “Bogby 9520” ligger tæt ved Kulturstationen; lige rundt om hjørnet og over torvet, så er man fremme. Da jeg slog et smut derover, havde de just fået nogle kasser med bøger, vistnok fra et dødsbo. Bøgerne blev sorteret. Halvdelen røg i genbrugsstationens genbrugscontainer. Men den anden halvdel kom på reolerne, fordi her ville være berigelse at hente for læsende borgere. Tænk, om alle byer havde en praksis, der lod kasserede bøger få en tur gennem hænderne på frivillige bogelskere, som kunne lade dem give nyt lys i øjnene på læsere, og så kun den ubrugelige halvdel røg til forbrænding!

På vejen fra Kulturstationen til antikvariatet løb jeg ind i en mindeplade, som stod ud for torvets blomsterbutik. Den stod placeret så lavt, at man var nødt til at bukke sig for at læse teksten: “MINDEPLADE. HER PÅ DETTE STED DEN 18. FEBRUAR 1892 SKETE DER ALDELES OG OVERHOVEDET INGENTING”. Da jeg havde fået styr på min egen overraskelse og velgørende latter over dette minde i en by, hvor vi var så mange samlet for at dyrke afdøde forfattere, satte jeg mig for at se de ret mange, som fik øje på pladen, bukkede sig og besværet af grin rejse sig.

Hvad huser baghuse?

Tja, det spørgsmål er der nok næste samme antal svar på, som der er baghuse. Men på Danasvej 36A på 2. sal, Frederiksberg er der fra i går og frem til og med den 4. oktober en udstilling med kunstnerne Knud Odde, Kristine Suhr og Lars Ravn. Der er åbent fra kl. 14 til kl. 19 hver dag, og der er mange trapper, siger jeg aht. dem, der har det vanskeligt med trapper.

Og på 1. sal samme sted er kultur- og HCA-interesserede inviterede til at høre Jan Søttrup fortælle romanen “Noget jeg så i ilden”, som netop beskæftiger sig med dette åndelige møde mellem Blake og Andersen.

Da H.C. Andersen for 180 år siden aflagde England det første besøg, introduceredes han som visionær kunstner for engelske læsere i et litterært tidsskrift, hvori han blev sammenlignet med netop Willian Blake.

Jan Søttrups foredrag og den efterfølgende debat afholdes torsdag den 1. oktober kl. 19-21 på Danasvej 36A på 1. sal, Frederiksberg.

Skuffen går op – og hvad kommer ud?

På mandag udkommer en samling af krimifortællinger fra Lolland, Falster og Sydsjælland; “Slangen i skuffen” er dens titel.

Jeg har fået lov til at medvirke med en lille fortælling, der er inspireret dels af Mathilde Walter Clarks “Hvordan man laver dyr” og af min barndom på landet, hvor jeg var forløser af 199 pattegrise. (Det kan man læse om i min bog “RAMT på smag, lugt og følelse”.

“Slangen i skuffen” er en særlig bog, som på mig virker lidt som at få en pose Twist i hænderne. Der er meget – og meget forskelligt – at vælge imellem. Her er traditionelle krimier, historiske krimier, fremtidskrimier, humoristiske krimier og meget andet – alle sammen med en reference til det geografiske område Sydsjælland, Lolland og Falster.

Jeg har skimmet alle novellerne, men har i første omgang kaster mig over dem, der bidrog til min barndoms gys: Balle-Lars og Kældernæsmorderen. Især sidstnævnte gjorde det svært at falde til ro, når lyset var slukket, fordi der blev i avisen skrevet om, at han muligvis var på vej fordi det sted, hvor jeg var barn.

Men nu er jeg i gang med de noveller, jeg ikke umiddelbart kastede mig over. Og endnu er der ingen, jeg er droppet ud af.

Bogen bliver lanceret rundt om i landet, blandt andet på BogForum. Man kan følge med på www.dendanskesprogkreds.dk, som vil orientere om forskellige events, hvori bogen indgår.

Hvad har det med Skørping at skaffe?

Det hører efterhånden til sjældenhederne, at man hører lyden af et brev i postkassen. Men det skete i morges, da Modersmål-Selskabets fine tidsskrift, “Sprog og samfund”, ankom.

Metaleksikograf L.-L. Pálfi leverer en fornem indføring i værket “H.C. Andersen ved skrivebordet”, redigeret af Grum-Schwensen og Berg (Nord Academic). Det er en grundig og overskuelig præsentation af en bog, der kan forekomme vanskelig at læse. Alligevel finder jeg det anbefalelsesværdigt at få bogen i hænderne, om ikke for andet, så for det fængslende billedmateriale.

Cand.mag. Martin Lund skriver om den udbredte tendens til, at ‘de’, ‘dem’ og ‘deres’ kan henvise til enkeltpersoner. Artiklen har den illustrative titel: “Et menneske og dets deres sprog”. Her er gode eksempler og begrundelser til både almindelig samtale om sprog og til undervisning.

L.-L. Pálfi kigger også nærmere på “Hvor får man hjælp til idiomernes billedlige logik?” Artiklen giver et fint overblik over specialordbøger og ordsprogssamlinger, og forfatteren bringer fine eksempler. Artiklen følges op af fine, finurlige fotos, der skal illistrere idiomer. Men forfatteren har ikke opdaget, at Den Danske Sprogkreds har udgivet en lille serie bøger om idionomer. Se Forlaget Bostrups hjemmeside https://lisebostrup.dk/

Og så er der henvisningen til Modersmål-Selskabets nærvær ved Det litterære Folkemøde i Skørping den 3.-4. oktober. Her mødes de litterære selskaber og der er et fornemt program. Se selv: https://hermanbangselskabet.dk/litteraert-folkemoede/program/ Her glæder jeg mig til at se Modersmål-Selskabets nye udgivelser og tale med dem om det betimelige i at oversætte H.C. Andersen til vestjysk og vendelbomål. Bøgerne ser fine ud, men mit udgangspunkt er, at litteratur så vidt muligt skal læses på originalsproget. En anden tilgang er den, som Anette Jahn fra Måle Fortælleteater praktiserer i forestillingen og billedbogen “Den forheksede prinsesse og fyrtøjet”, hvor hun har søgt bagvedliggend ekilder til Andersens eventyr (Dansklærerforeningen) – og med hendes nye forestilling “Brændenældernes sang” (inspireret af De vilde svaner”.

Kuld tre fra Tallulah

Da jeg åbnede æsken med Tallulahs tredje kuld, kom jeg ganske usagligt til at erindre, at vi engang havde vores smækre tæve, Stella, der var af samme race som Vagabonden i Disney-filmen, i hundepension. Da den kom hjem, var der tegn på, at den havde haft det fornøjeligt, og ganske rigtigt, det tydede på, at der stod tre fædre vidt forskellige bag det kuld, den fødte. Altså tre kuld i et!

Og ja, undskyld til katten Tallulah for denne utidige hundeassociation, men den er nu ikke helt ved siden af. For de tre kuld fra det unge forlag er præget af mangfoldighed, af at have haft det fornøjeligt og af have en oprigtig selvfølelse.

At familieskabet mellem de tre Tallulah-kuld er til stede trods mangfoldigheden er tydeligst ved, at Lars Daneskov er repræsenteret ved hver fødsel; denne gang med 6 gysernoveller; ”Gamle huse glemmer aldrig” er titlen. Med ganske almindelige ord og sætninger sniger han gyset ind i læserne, for det er sådan nogle historier, det er godt at læse sammen. De vil egne sig til at læse på lejrture, hvis ungerne skændes om, hvem de skal sove sammen med, for gysene vil få dem til at ønske at være sammen – alle sammen.

Men også Carl Quist-Møllers ”Pingvinen, der ikke kunne lade være med at lyve” er i familie med min yndlingsbog ”Kitte Kitte” fra første kuld. Pingvinen, hvis næb vokser, når den lyver, er en outsider, som klarer sig ved held, ømhed og oprigtige løgne. Denne bog er så kærlig i både streg og ord, at man kan genlæse den – bare for at få det godt indeni. Hvor er Carl Quist-Møller en lysende og livsbekræftende løgner!

Ane Bjørns ”Villes sol” er en historie, der også tilstræber at skabe lys i sindet hos en dreng, der savner. Vi møder Villes mor, der på første illustration virker anatomisk udfordret, hans hvirvlende søster Stine og naboen, der er en billedkunstner, der tager Ville i billedskole, så hans syn på verden forandres. Her præsenteres læseren for en livgivende og morsom kunstterapi, som peger direkte ind i billedkunstundervisningen.

Endelig har Per Bloch med ”Jeg er her jo stadig” skrevet en vellykket bog om at føle sig som skyggebarn, fordi hovedpersonen måske er blevet til som en trøst og erstatning for en søster, der omkom ved en trafikulykke. Det er svært stof, men det lykkes forfatteren på en lidt ordslentrende måde at få præsenteret både usikkerhedsfølelsen og den følgende oplivning, da drengen, som Gud bedre det har fået navnet Bror, møder den jævnaldrende Bolette og hendes forældre. Her er en fortælling, der kalder på, at vi løfter blikket og får øje andre end os selv. Det er spilleme dannelse af fineste karat.

Så tak for alle kuldene, du gav mig, Tallulah. Jeg glæder mig allerede til det næste. Tallulah – Danmarks fineste kattepension!       

Kanon aktuelt

Så blev mine fire dages optræden ved Hundested Skoles skolebiblioteks litteraturrunde afsluttet: Jeg havde en ambition om at nå rundt om danskfagets kerneområder: den mundtlige fortælling, oplæsning som broen mellem tale og skrift og endelig litteraturen eksemplificeret ved tre kanonforfattere: Ludvig Holberg (7.kl.), H C Andersen (8. kl.) og Tove Ditlevsen (9.kl.).

Ved skolens indgang blev personalet fra morgenstunden mødt af en syngende og dansende ledelse, der bare på en grå torsdag ville takke for deres daglige indsats; det kan man godt blive glad ved.

Og så gik vi i gang med de tre lektioner, hvor alle elever var pænt lyttende og sporadisk deltagende. Men jeg gjorde mig nogle iagttagelser, som jeg har taget med mig og gerne vil dele.

I 7. klasse fortalte og læste jeg op, fordi han er svær at læse. En udgave af hans skrifter fra 1808, groft papir, gotiske bogstaver og syet sammen med garn lod jeg gå rundt, og den blev befølt og betragtet med nænsomhed; ja, endog snuset til. Ellers var det Niels Klim, der vandt mest lydhørhed; især historien om landet, hvor aberne går med paryk. Eleverne kunne genkende noget fra deres egen omgang med SoMe. Denne dimension kunne føre over i Erasmus Montanus, hvor en pige udtrykte forståelse for, at Rasmus Berg accepterede, at jorden er flad, hvis det er prisen for at få den man gerne vil giftes med.

I 8. klasse fokuserede jeg meget på Jesper Wung-Sungs betagelse af HCA, som en indgang til den store digters barndom og ungdom. Dernæst præsenterede jeg et par fortolkninger eller bearbejdninger af eventyrene Svinedrengen og Fyrtøjet, dels en omtale af fortolkningen i “Den etiske Andersen”, hvor prinsen narrer prinsessen til at kysse sig, og hvor kongen bryder ind til kysseriet. Prinsen bruger ufine metoder for at få et kys, og faren respekterer ikke datterens intimsfære. I Fyrtøjet brugte jeg Anette Jahns “Den forhekksede prinsesse og fyrtøjet”, hvor prinsessen agter at lære soldaten om kærlighed, mens han hos HCA snyder sig til at kysse på hende, mens hun sover. Og ja, han hugger hovedet af en gammel dame/heks, der hjælper ham.

I 9. klasse kendte de til Tove Ditlevsens digte – og til filmem Blinkende lygter. Derfor lagde jeg vægt på forholdet mellem hindes egen livsførelse og hendes virke som influencer, hvor hun ofte rådgav stik imod egen livsførelse. Det gav en god snak om at være autentisk, at gøre, hvad man siger. På mit spørgsmål om deres læsevaner, var der kun en pige, der markerede ved spørgsmålet: Hvem læser en bog ugentligt? Hun kom sammen med en veninde hen og takkede for foredraget. Hun talte et meget distinkt dansk, og jeg spurgte til hendes egentlige modersmål. Det var ukrainsk – og det var veninden, der havde lært hende dansk, smilede hun.

Tænk, at have en tosproget rollemodel for læsning!

og skønt, at kanonlitteraturen har så aktuelle problemstillinger at byde på!!