Anders Bondo Christensen har skrevet en lille, letlæselig bog om den betydning, som lærerprofessionens betydning for at udvikle en god folkeskole.
Bogen tager afsæt i den historiske omstændighed, at dansk lærere for omkring 150 år siden samledes for at bidrage til en forbedring af skolen – for eleverne og for lærerne. Dette dobbeltsigte har siden været basalt for den forening af lærerne, sådan som det fremgår af Danmarks Lærerforenings professionsideal.
Efter 25 år arbejde lykkedes det for lærerne at få skrevet ind i skoleloven, at lærerne havde ret til at blive hørt i skoleanliggender. Denne ret eksisterede med lærerråd, fælleslærerråd og skolekommission frem til 1993, hvor lærerne blev frataget denne ret til at blive hørt. Og udviklingen med at få lærerne placeret som lønarbejdere snarere end professionsudøvere toppede, da KL og regeringen i et koordineret angreb lockoutede lærerne for at gennemtvinge en overenskomst, der skulle skaffe penge til en skolereform, der blandt andet satsede på en læringsmålstyring.
Det at holde lærerne uden for indflydelse må siges ikke at have været en succes, og nu blæser der nye vinde. Der er igen udsigt til at parterne omkring skolen skal være SAMMEN om skolen.
Derfor er denne historiske oversigt, som Anders Bondo Christensen leverer et velkomment bidrag, når lærerne igen skal finde deres ståsted i et samarbejde med mange forskellige interesser som understrøm til den fælles interesse: at skabe en god skole.
Det er prisværdigt, at forfatteren formår at holde denne gennemgang i en sober tone, når man tænker på, at han har været en central figur i den seje kamp for lærerprofessionens fane højt, også når de politiske vinde fra både regering, folketing og KL var heftigst.
Når man som Anders Bondo Christensen har været en central aktør over mange år i denne kamp, er bogen selvfølgelig på sin vis et partsindlæg, men som sagt et urbant et af slagsen. Men det væsentligt i denne tid, hvor de fleste har indset, at reformen på mange måder med dens konkurrencestatsfilosofi var en dårlig idé, og at måden lærernes blev tromlet på var en særdeles dårlig idé.
I den relation kommer bogens eneste skævert, og det skyldes en banal korrekturfejl: Pernille Rosenkrantz-Theil ser med skepsis på reformen, når hun ser i bagspejlet. Selvfølgelig er det bakspejlet, hun har øjnene rettet imod, men fejlen giver dog anledning til forunderlig billeddannelse!
Når bogen i mine øjne er væsentlig, beror det på tre ting: 1) den giver et fornemt, historisk overblik, 2) den viser, at man skal være vedholdende og byde sig til, og ikke som det skete tidligere, at Danmarks Lærerforening tilkendegav, at man ikke længere kunne tage ansvar for skolens udvikling; og skolens lærere blev behandlet derefter, 3) den viser glimtvis, at personlige relationer er væsentlige.
Og hvorfor er det så grundlæggende betydningsfuldt at lytte til lærerne: fordi de hver dag står midt i arbejdet for at få det umulige til at lykkes. Filosoffen Jørgen Husted citeres for at sige, at “for mange lærere er det at lykkes som lærer en vigtig del af det at lykkes som menneske”.
Men skal det lykkes at give lærernes stemme en gennemslagskraft, så viser historien også, at det er af betydning, at man har en fælles forståelse for professionens aktuelle og langsigtede muligheder og udfordringer.
Læs denne velskrevne, lille bog og få lyst til at bidrage til professionens fællesskab og ane de risici, der lurer i en ensidig økonomisk tænkning, hvad enten det drejer sig om udgifter til skolen eller til kontingent til fællesskabets styrke.
6. klasserne ankom til Campus Bornholm og til idrætshallen, hvor oplæsningskonkurrencen skulle finde sted, i så god ro og orden, at de kunne optræde som dementi af al snak om uvorne unger i dagens Danmark.
Oplæserne havde fået valget imellem tre uddrag af OscarK’s Ungerne fra Strandholt, bind 1. Den dag Aslak vandt en bamse og H.C. Andersens Prinsessen på ærten.
Ingen valgte den gamle eventyrtekst, men på spørgsmålet om, hvilket ord der slog kludder i munden på 18 indvandrere, som havde indtalt teksten på en video, foreslog en gange rigtigt: edderdynsdyner. Det talte danske sprog ligger ikke altid godt i munden. Prøv også med Jørn Lunds eksempel: En rarere ara.
Nå, men der var valg af alle tre uddrag af barndomsskildringen fra 1950’erne. i bind 1 om Aslak befinder læseren sig sammen med børn, der er jævnaldrende med de elever, der her skal læse op.
Det første uddrag, side 5-8, fortæller om en mandag morgen i den gryende campingsæson, hvor børnene er optaget af udlevering af skolefotos og af oplysningen om, at de efter ferien skal deles op i nye klasser. Og det til trods for, at en af forældrene er arresteret af politiet for at have forsøgt at myrde si kone. Teksten slutter med en drengeleg: en af drengene optræder i spisefrikvarteret med sin kunst: han kan i et ræb sig navn, fødselsdag, adresse og morfarens telefonnummer. Præmien er en af Englefjæs’ leverpostejmadder med remoulade og ristede løg.
Teksten virkede let at læse og blev formidlet med fine betoninger af de særlige hændelser i historien, understøttet af små mimiske træk, som klart antydede, hvad det var værd at tage op til samtale efterfølgende: børnenes eget liv uden berøring med voksensfæren, drengerøvslegen i skolegården…
Andet uddrag, s. 21-25, fortæller om Aslak, der hjælper sin far i værkstedet, blndt andet med reparation af en boret knallert. Aslak har fødselsdag og ønsker sig et luftgevær, og sådan et har faren liggende på loftet. Her finder Aslak også en kuffert med dametøj og foto af en smuk kvinde i bikini. Billedet tager han i pungen.
Også denne tekst forekom letoplæselig og blev formidlet med en klar og velartikuleret stemme, suppleret af levende mimik og små skuldertræ, som antydede det, der burde bemærkes.
Det stod klart, at der var værd at tale om, var drengens naturlige færden i farens værksted og i, at han fik et luftgevær med tilhørende hagl. Desuden var det forbundet med mystik, hvad kufferten afslørede.
Tredje afsnit, side 37-39, berettede om en fodboldkamp, hvor drengene spiller mod dem fra en naboby, og hvor pigerne kommer for at se deres kammerater spille. Teksten rummer navne på heltene fra 1950-60 og alle de betegnelser på spillernes roller på holdkortet – betegnelser som nu er afløst af andre.
Igen lå teksten godt i munden og oplæseren gav den et flow, så man kunne føle sig hensat til en radiotransmission af en spændende foldboldkamp.
Der var to præstationer, hvor det var umuligt og urimeligt at skulle vælge en på bekostning af den anden. Begge var fremført med indføling og en power, der virkelig fik historien til at leve blandt tilhørerne. Det er bagsiden af konkurrencetanken, at der skal findes en vinder. Den ene leverede en præstation, som ville være at foretrække, hvis teksten skulle indtales som lydfil, mens den anden med mimik og små skuldertræk fik understreget tekstens pointer. Derfor valgte vi den sidste som vinder, fordi oplæsning skal få teksten til at fungere bedst muligt i samværet. Derfor bør tekster også formidles gennem lærerens eller elevers forberedte oplæsning snarere end gennem lydfiler.
Afviklingen afdækkede, at OscarK skriver i et sprog, der er mundret, men som også efterlader tomme rum til eftertanke og videre dialog. Dernæst var det interessant at iagttage, at eleverne fra 6. klasse følte sig lidt mindre frigjorte end 4. klasserne, da de skulle tage turen ad den røde løber.
4. klasserne ankom roligt til Campus; så roligt at vi var i tvivl om, hvorvidt de var nået frem. Lige så stille og fredeligt kom de ind i den store idrætssal og indtog klassevis deres pladser på de amfiopbyggede tilhørerpladser.
Oplæsernes tekstvalg dækkede over Anders Johansens Suttetyven og Jesper Wung-Sungs Peberknægten fra antologien En drøm om vinger – og så en tredje Elefanten af Martin Glatz Serup fra antologien Skrædder i Helvede.
Elefanten er givetvis den vanskeligste oplæsningstekst af de tre. Men den elev, som havde valgt den tekst, havde gentagende gange et finurligt smil om munden – et smil, som tydeligt viste, at hun havde fanget forfatterens skelnen mellem virkelighed og billede.
Det er glædeligt at se en elev i 4. klasse vise så tydelige, mimiske tegn på, at en ret kompliceret tekst er forstået. Og det gav mig som dommer anledning til at minde om, at de mange børn og unge, som griber mobilen for at filme begivenheder, nok formår at gemme det skete, men misser muligheden for at opleve det, der sker. I øvrigt kunne jeg fortælle om en mand, der viste maleren Herman Stilling et billede af sin kone, hvortil Stilling spurgte, om hun var så lille og flad. I en billedtid som vores bør vi arbejde med det, som Elefanten drejer sig om: sanselig virkelighed contra afbildning.
Suttetyven af Anders Johansen er en fin lille historie om at blive frarøvet sin trøster og om at se den blive hædret på smukkeste vis, altså sammen fortalt afdæmpet, men med en finurlig slutreplik: “Det [suttetræet] står stadig nede bag kirken med sutter i alle regnbuens farver. Det er flottere end det flotteste juletræ, og så er al pynten lige til at putte i munden!”
Jesper Wung-Sungs Peberknægten er en grotesk fortælling om en dreng, der forveksler sukker og peber (tak til Thorbjørn Egner) og bliver til en omvandrende peberspray. Da han er om bord på et skib, der bliver slugt af en kæmpefisk, udleder han så meget peber, at fisken nyser skibet ud. (tak til bl.a. Jonas i Gamle Testamente og til Pinocchio).
Oplæserne af denne tekst lød til at fornøje sig med Jesper Wung-Sungs humoristiske indfald og replikker. Det var tydeligt, at de havde opfanget tekstens karakter og formåede at give den videre til de mange tilhørere. Og slutordene i teksten, når drengen nyste, når en fugl fløj forbi “og faldt til jorden” førte direkte over i et buk for publikum.
Min meddommer, Louise Sletterød fra CFU, og jeg konstaterede, at 4. klasserne var et oplagt valg til en optræden med oplæsning. De havde fanget teksterne ånd og bogstav, de læste unervøst og klart, og de vandrede med selvsikkert kropssprog ad den røde løber frem mod mikrofonen.
Der er gjort klar til Bornholmsmesterskaberne i oplæsning i sportshallen på det levende Campus Bornholm, hvor mange uddannelser er samlet, og hvor man derfor befinder sig blandt mange forskellige unge.
Her holder CFU Bornholm til, og det er dem, der afvikler oplæsningskonkurrencen. CFU Bornholm har i øvrigt en række helt unikke tilbud til bornholmske lærere, og derfor er det ærgerligt, at storebror, Københavns Professionshøjskole, i år svinger lidt vel ivrigt med sparekniven her.
Men tilbage til oplæsningskonkurrencen. For mange år siden, velsagtens omkring 20, arrangerede H.C. Andersen-Samfundet i København og Dansklærerforeningens Folkeskolesektion en landsdækkende H.C. Andersen-oplæsningskonkurrence for 7. klasser og lærerstuderende. Tilslutningen var pæn over det ganske land, og vi fik bekræftet, at noget af det, der gjorde den berømte digter unik, var hans hybrid af skrift- og mundtlighed; han ligger godt i munden.
Meget hurtigt stoppede konkurrencen for lærerstuderende. 7. klasserne læste faktisk bedre op end de studerende, som vel nærmest afspejlede, at faget retorik efterhånden havde fået trange kår i læreruddannelsen.
Men hen over årene tyndede interessen også ud blandt folkeskoleklasserne, kun på Bornholm holdt man fast. Og her har vi så i de seneste år eksperimenteret med formen. Maiken Adelsten, som i de senere år har været primus motor her, fik den tanke, at det kunne være interessant at invitere 4. klasserne til en selvstændig konkurrence. Det gjorde vi, og til stor glæde og lidt overraskelse var de faktisk på mange måder på højde med 7. klasserne.
Interessen blandt de bornholmske 7. klasser er også ebbet ud på det seneste, og i år har vi så forsøgt os med at give 6. klasserne muligheden.
Så i år har vi afviklet BM i oplæsning for henholdsvis 4. og 6. klasser.
Det er en glæde at være med til disse arrangementer, fordi man får bekræftet, at oplæsning er en væsentlig faglig disciplin:
Eleverne lærer at give det skriftlige en stemme, og de får på den måde smagt på ord, som de ellers ikke benytter i hverdagen; altså en udvidelse af ordforrådet.
Eleverne oplever, at de gennem oplæsningen skaber et fællesskab med afsæt i en tekst, der som oftest bliver læst individuelt.
Vi har søgt at finde tekster, der egner sig til de to målgrupper – og med erfaringen fra forleden må man konstatere, at vi hår fundet noget brugbart:
4. klasserne læser udvalgte tekster fra En drøm om vinger (Dansklærerforeningen 2002). Det et korte historier, som i sin tid blev bragt i Samvirke.
6. klasserne læser uddrag af Ungerne fra Strandholt, bind 1. Den sommer Aslak vandt en bamse af OscarK. (Dansklærerforeningen 2023). De tre bind i serien beskriver børneliv i 1950’erne i et sprog, der fanger tiden.
I to kommende indlæg vil jeg komme ind på nogle af de iagttagelser og overvejelser, jeg som dommer i konkurrencerne gjorde mig.
Jesper Wung-Sung modtog den 1. april 2025 den H.C. Andersen-pris og -medalje, som H.C. Andersen-Samfundet i København uddeler hvert andet år. Og det var en både ydmyg og synligt fornøjet forfatter, der takkede for hæderen med en tale, der på en og samme gang priste den store digter og vedkendte sig den store påvirkning, han udøver på Jesper Wung-Sungs forfatterskab.
Dette fremgår utvetydigt af de to bøger, der var årsagen til, at han fik prisen: Livsskildringen H.C. Andersen i billeder og romanen Hans Christian, som i øvrigt et par dage tidligere var blevet fulgt op af romanen Ungdomsforsøg.
Men også indirekte ligger HCA ofte som en særlig toning af bevidstheden, når Jesper Wung-Sung skriver. Dette gav han eksempler på i den takketale, han berigede forsamlingen med.
Hans blik for Andersen blev vakt, da han til studentereksamen i dansk trak en Klokken, som den tekst, han skulle eksamineres i. I første omgang ærgrede det ham, fordi han havde foretrukket en moderne tekst. Men efterhånden som han under forberedelsen fordybede sig i teksten, blev det mere og mere klart, at her var der tale om en forfatter af helt særlig karat.
Selvfølgelig havde han som så mange andre børn hørt nogle af de eventyr, som gør Andersen til det, Jesper Wung-Sung for prælitterær; vi kender ham, før vi selv kan læse. Men alligevel var det overraskende at opdage, hvor fræk og frisk han var som forfatter. I talen blev der givet eksempler på den særegne tegnsætning og poetisk legende ordkunst, H.C. Andersen mestrer.
Derfor sidder han i Jesper Wung-Sungs forfattersjæl. Og eksemplerne herpå var mange. Her er et par eksempler:
Ungdomsbogen Den sidste henrettelse har på titelbladet et H.C. Andersen-citat: “Alle ville til denne henrettelse. Det var en festdag.” Historien udspiller sig i Svendborg, hvor en dreng dømmes til døden for en ildspåsættelse. Og Andersen blev med skolen fragtet til en henrettelse i Skælskør. Men absurditeten træder frem, når de to begivenheder kombineres.
I billedbogen Den hvide kanin og den sorte hat, indfølende naivt illustreret af Anna Margrethe Kærgaard, mister kaninen sit hjem, da tryllekunstneren i hvis hat, den bor, dør. Efter af have halte-hoppet sig frem i livet finder den et nyt hjem i en hat, der sidder på hovedet af et fugleskræmsel; en figur, der minder meget om H.C. Andersen.
I børnebogen Guldfisken Glimmer bliver fisken tømt ud i kloarken, da pigen, der ejer den, får en kæreste, som ikke kan holde ud, at den svømmer i glasbowlen og beglor dem. Den går til bodybuilding og træder op fra kloarkens dyb, da det bliver halloween, og besøger familien, som påskønner den udklædning og byder den slik fra den bowle, som engang var den hjem. Han går grassat, men ligger senere på vejen med fare for at tørre ud. Han reddes af pigens tårer. Har vi hørt om både at blive kasseret og blive reddet af tårer før?
I Danser med virus udgav Jesper Wung-Sung den bog, som forlaget betegnede som et litterært kram til dem, der på grund af coronaen måtte gå kramløse omkring. Digtene danser sammen med nogle af H.C. Andersens papirklip.
I billedromanen Tre små kinesere sender kejseren Tjung, Tjang og Tjing til den anden side af jorden, hvor de skal finde den største digter og bringe ham til Kina. Efter mange genvordigheder, som blandt andet Homer har inspireret til, lykkes missionen. Og hvem den største digter er, er der vel næppe grund til at nævne her. Denne bog er illustreret af Otto Dickmeiss så smukt så smukt, at man blot får trang til at dunke sig på maven og råbe “P”.
Disse eksempler skal blot vise, at Jesper Wung-Sung er enestående, men ikke i ordets smalleste betydning – alenestående, for han står stedse sammen med den største digter.
H.C. Andersen-Samfundet i København har valgt Jesper Wung-Sung som modtager af den sølvmedalje, som uddeles hvert andet år. Overrækkelsen skete i forbindelse med årets generalforsamling, hvor formanden Kirsten Dreyer motiverede valget med følgende ord:
Velkommen til uddelingen af H.C. Andersen-Samfundets kulturelle Fonds Pris og Medalje 2025.
Og hjertelig velkommen til årets prismodtager Jesper Wung-Sung.
I paragraf 1 i vedtægterne for H.C. Andersen-Samfundets kulturelle Fonds Pris og Medalje hedder det – og jeg citerer – at ”fondens formål er at fremme interessen for H.C. Andersen’s liv og værk, dels ved støtte til herhørende studier, dels ved at yde anerkendelse til betydelige indsatser på dette område, herunder tildeling af H.C. Andersen-Samfundets Pris og Medalje.”
Gennem årene har det betydet, at prisen og medaljen har været givet til en lang række litteraturforskere og skuespillere – ingen nævnt, ingen glemt, når jeg måske lige undtager Hendes Majestæt dronning Margrethe og H.C. Andersenforskningens helt store navn, som ingen, der beskæftiger sig med H.C. Andersen, kommer udenom, Helge Topsøe-Jensen. Uden hans brevudgaver og udgaver af Andersens selvbiografier, ville det være svært at sige noget om endsige skrive om H.C. Andersen. Ser man listen igennem over de talrige prismodtagere, vil man bemærke, at den aldrig er givet til en skønlitterær forfatter. Villy Sørensen modtog den ganske vist i 1993, men det var for sine nyfortolkninger af Andersens forfatterskab ikke for sine egne fiktive værker. I dag skriver vi imidlertid historie, for vi har besluttet at give den til Jesper Wung- Sung for to bøger, der begge er kommet i løbet af det seneste års tid, nemlig romanen ”Hans Christian” og livsskildringen, som den kaldes, ”H.C. Andersen i billeder”, altså et stykke fiktion og et faktuelt og biografisk værk.
Men lad mig, inden jeg kommer nærmere ind på de to værker, gå knap hundrede år tilbage til 1926, hvor det vakte sensation, da litteraturhistorikeren Hans Brix offentliggjorde en hidtil ukendt selvbiografi af H.C. Andersen, som han døbte ”H.C. Andersens Levnedsbog” og som faktisk havde ligget i den Abrahamske Manuskriptsamling på Det Kongelige Bibliotek siden 1878. Bogen var skrevet omkring 1832 og aldrig gjort færdig, for den slutter midt i et brev fra Ingemann dateret 9. januar 1831. Her fik vi en uretoucheret beretning om H.C. Andersens barndom, rejsen til København i 1819, skolegangen i Slagelse og Helsingør og forelskelsen i Riborg Voigt. Da H.C. Andersen skrev sin første trykte selvbiografi, der kom på tysk i 1847 og først på dansk i 1942 under titlen ”Mit eget Eventyr uden Digtning”, var han allerede en kendt forfatter og eventyrdigter i store dele af Europa og godt i gang med at skabe den myte om sig selv, som han formulerede i den første sætning, som han gentog i hans store danske selvbiografi fra 1855: ”Mit Liv er et smukt Eventyr, saa rigt og lykkeligt” – i ”Mit Livs Eventyr” blev ”lykkeligt” i øvrigt til ”lyksaligt”!
Nu har vi så fået endnu en selvbiografi af Andersen udgivet af Jesper Wung- Sung under titlen ”Hans Christian”, og pudsigt nok kom den samtidig med Joakim Garffs roman ”Solisterne” om Andersen og Søren Kierkegaards fiktive rejse til Italien i 1849, hvor Garff har ladet Andersen skrive dagbog, så vidste man ikke bedre, kunne man tro, at det var Andersen, der havde skrevet den, for vi genkender fuldstændig Andersens sprog stil. Det er anderledes med ”Hans Christian”. Den er præget af en sproglig opfindsomhed, som i øvrigt adskiller den fx fra Jesper Wung-Sungs roman om Ida Hammershøj ”Kvinde set fra ryggen”. Lad mig komme med nogle eksempler som ”benbevendt”, ”fodfærdig”, ”stofbarlig”, ”bugspark” eller ”ødseløjethed”. H.C. Andersens fiktive selvbiografi vil i allerhøjeste grad være et fund for ordbogsredaktørerne i Det danske Sprog- og Litteraturselskab og i Sprognævnet. Der er stof til en hel ordbog.
Det fremgår ikke, hvornår vi skal forestille os, at ”Hans Christian” er skrevet. Er det den unge og endnu ret ukendte Andersen, der har grebet pennen eller den berømte digter? Det er nemlig ikke mytens Andersen vi møder, men Jesper Wung-Sungs fortolkning af Andersens selvfortolkning, vi læser. Og ikke nok med det. Det er åbenbart også et skuespil, vi er vidne til, for selvbiografien er inddelt i akter og scener, helt præcist 3 akter med 57 scener, så går vi ud fra det klassiske drama, hvor der altid er fem akter, må vi forvente en fortsættelse med den såkaldte peripeti, der rummer det afgørende vendepunkt i dramaet. I ”Hans Christian” efterlades vi nemlig ikke som i ”Levnedsbogen” midt i et brev fra Ingemann, men i historien om Andersens ankomst til København i 1819 og hans besøg hos mosteren, der er bordelværtinde i Borgergade. Vi er dog ikke i tvivl om, at Andersen nok skal klare sig, for hvem andre end Andersen kunne finde på at skrive ”Endelig blev jeg født!” og hvem vil kunne skrive, at ”alt vil komme i tvangfri hæfter”. H.C. Andersen har kort sagt store planer, og kender man hans eventyr, og det gør vi jo alle sammen, så ser vi også, hvordan Jesper Wung-Sung har indlagt små episoder eller replikker, der peger fremad på eventyrene.
Fiktion kan være en farlig genre, når den vil beskrive historiske personer. Mon ikke mange i hvert fald i den lidt ældre generation, der har set ”Elverhøj” forestiller sig Christian IV, som han optræder i skuespillet. Og kunne vi ikke sagtens forestille os, at Andersen virkelig havde tabt de kunstige tænder, da han ville læse et digt op for Frederik VII og grevinde Danner, som det er tilfældet i P.O. Enquists ”Fra regnormenes liv”? Fiktionen ender måske en dag med at blive virkeligheden, hvis vi ikke ved bedre.
Lige præcis det opvejes med Jesper Wung-Sungs ”H.C. Andersen i billeder”. Det er ikke en humoristisk fiktiv selvbiografi men fakta, vi bliver præsenteret for, og da jeg stod med bogen i hånden, lagde jeg især mærke til undertitlen ”En livsskildring af Jesper Wung-Sung”. Der står ikke ”en biografi af Jesper Wung- Sung” men ”en livsskildring”. Når jeg hæftede mig så meget ved ordet, skyldtes det, at der er forfattere, der gerne vil give indtryk af, at de har skrevet den autoritative biografi om en eller anden. Ergo er der ikke mere at sige. Men sådan er virkeligheden jo ikke. Vi kan og vi bliver også ved at omfortolke historien, og det gjorde H.C. Andersen jo også selv, efterhånden som hans berømmelse steg og han mere og mere så sit liv i mytens skær. Ligesom Jesper Wung-Sung har betrådt nye veje med sin fiktive selvbiografi om Andersen, gør han det langt hen ad vejen også i livsskildringen. I 1925 udgav forfatteren Karl Larsen bogen ”H.C. Andersen i Tekst og Billeder”, men det er lidt af en torso, for det er ikke meget, man får at vide om de sidste tyve år af Andersens liv. Senere har vi fået et par regulære billedbøger af henholdsvis Topsøe-Jensen og Niels Oxenvad, men med Jesper Wung-Sungs bog har vi en hel livsskildring – og det er altså H.C. Andersens liv, der er i centrum, ikke en fortolkning af hans forfatterskab – hvor hvert afsnit er knyttet sammen med et billede. Den er skrevet i et moderne sprog og let læst og samtidig har jeg noteret mig, at den i mange tilfælde forholder sig til billedmaterialet, altså fortolker fx portrætter af Andersen for at få noget frem om hans personlighed eller liv, vi måske ellers ikke ville være opmærksomme på.
Og med den bemærkning vil jeg nu bede dig modtage H.C. Andersen-Samfundets kulturelle Pris og Medalje. Hjertelig tillykke!
Ole Dalgaard har et omfattende CV. Tidligere teater- og TV-direktør, TV-producer, dramatiker og forfatter til flere end 40 skøn- og faglitterære værker. Sammen med hustruen Dorte Karrebæk har han bidraget til at flytte grænserne for, hvad børnelitteraturen formår. Og så er han belæst, hvilket gør ham til et ualmindeligt vidende menneske. I gamle dage ville han have fået betegnelsen polyhistor. Men også nu, hvor han i en moden alder udfolder sig med uformindsket styrke, men med en anderledes indsigt og melankolsk overbærenhed, er han produktiv på et bredt felt:
”Det er aldrig for sent at få en dårlig barndom” var titlen på et foredrag, hvori Ole Dalgaard, alias OscarK, for et par uger siden på et af Dansklærerforeningens arrangementer søgte at belyse erindringen som konstrueret forestilling om fortiden. Hans barndomserindringer ”Og så var der verden som den var” var anledningen til disse overvejelser, og her beskriver han den mageløse barndomsoplevelse, at verden forandrer sig alt efter hvilken stol, man sidder på ved bordet.
Denne opdagelse giver han børn og unge mulighed for at reflektere over gennem børneromanen ”Ungerne fra Strandholt”, som kan åbne øjnene for livet i 1950erne, hvor der var fritgående børn, som på egen hånd måtte søge at gribe og begribe tilværelsen.
I de mange børnebøger, som OscarK har begået i de seneste år, ofte sammen med illustrator Teddy Kristiansen, får de unge læsere mulighed for at få nye perspektiver på verden, hvad enten det er i de poetiske og finurlige bøger om ”Hugo og Holger” og om ”Den venlige flodhest” eller i de opskruede og grovkornede ”Drengerøvshistorier”.
Overalt finder man bag det absurde eller det anderledes en ømhed og poesi, som kan give anledning til at undres og få lyst til at søge mere viden.
Dette gælder også i udpræget grad hans seneste udgivelser til det voksne publikum. Måske blev sporene lagt i romanen om Luther, ”Viae Deus Audet Scire, eller Den melankolske reformator”. I hvert fald har han nyoversat gammeltestamentlige tekster, ”Sangenes sang” (Højsangen) og ”Skeptikerens bog” (Prædikerens bog) og senest beskæftiget sig med tilværelsens største spørgsmål, hvor to romaner i en planlagt trilogi er udkommet: ”Ars Moriendi” og ”Dødedans”, mens arbejdet med sidste bind udfolder sig lige nu. Her søger OscarK med den tyske atomfysiker Werner Heisenberg som hovedfigur at belyse slægtskabet imellem den moderne kvantefysik og middelalderens alkymi.
Ole Dalgaard/OscarK giver os litteratur, der udspringer af en tro på, at der fortsat eksisterer undrende mennesker, som har trang til at fordybe sig, for at få åbnet vinduer til en større verden. Videbegærlige børn og unge fortjener hans litteratur, akkurat som lærere, lærerstuderende og alle andre voksne gør.
Ole Dalgaard afsluttede sit foredrag med følgende konklusion: ”En dyb søgen efter sandhed vil lede til usikkerhed, som måske er den højeste form for visdom, vi kan stræbe efter”.
Ole Dalgaard er imidlertid også den, der har lagt ord og stemmer til de tigerhistorier, som kan findes på QR-koder rundt om i Juelsminde, hvor han bor. Her står 25 pullerter med tigre, som hans ægtefælle, illustratoren Dorte Karrebæk, har malet på strandens sten og dermed givet anledning til tigerjagt i byen.
Virkeligheden er mangfoldig og på mange måder uhåndgribelig. For at understrege dette er det pirrende, at de nævnte værker angiveligt er skabt af OscarK, som ifølge Ole Dalgaards hjemmeside afgår ved døden den 14. juni 2014.
Jesper Wung-Sung beriger os med endnu en genoplivning af HCAs person
I 1822 udkom bogen Ungdoms-Forsøg af William Christian Walter. Bag forfatternavnet gemte sig den dengang mis- og ukendte Hans Christian Andersen, som havde konstrueret navet med henvisning til idolerne Shakespeare og Scott og med eget mellemnavn klemt ind.
Denne titel har Jesper Wung-Sung med vanlig sans for det velvalgte anvendt på romanen, der følger op på Hans Christian, der i jeg-form fortæller om H.C. Andersens barndom. Beretningen om hans ungdom fortælles logisk nok fortsat med Hans Christian som fortæller; logisk fordi den kraftpræstation, det var at leve sig ind i den krøllede barnesjæl, har alle forudsætninger for nysgerrigt at se nærmere på, hvordan drengen vil udvikle sig. Og det kommer der en roman ud af, som er lige så vellykket som forgængeren, vil jeg mene efter anden gennemlæsning.
Ved den første læsning fandt jeg indledningen en kende anstrengt med anvendelse af lidt for mange sært konstruerede ord. Men efter en ny læsning forekom ordene ganske andersenske; et ændret syn, som måske beroede på, at jeg havde læst andre romaner mellem Hans Christian og Ungdomsforsøg. Jeg var ganske enkelt gledet ud af Jesper Wung-Sungs indlevelsesunivers, som ellers havde bjergtaget mig i Hans Christian.
Jesper Wung-Sung formår at give et troværdigt og dragende indblik i den drivkraft og den sårbarhed, som denne unge mand udvikler sig til at være i besiddelse af. Det forunderlige ved H.C. Andersens person er, at den har et ben i såvel virkelighedens som fantasiens verden; ja, mere end det: Han er mangebenet, idet han også har ben plantet på hver side af skellene mellem angst og mod, mellem følelsen af utilstrækkelighed og storhedstro, mellem blufærdighed og nysgerrighed, mellem generthed og grænseoverskridende adfærd, mellem erotik og skræmthed og mellem kærlighed og kunstens kald. I det ene kapitel efter det andet blotlægger bogens jeg springende, hudløst og naivt alle disse i væremåde og tanker i kampen for at få foden indenfor i teaterverdenen som danser, som sanger, som skuespiller og endelig som forfatter. Vejen må gå fra afslag på afslag via skolegang, dog betalt af kongen, og gryende digtning til en stormende, men umulig forelskelse i Riborg. Her slutter ungdomsforsøgene på en måde, der antyder, at flere bind vil se dagens lys.
Og det er en glæde, for Jesper Wung-Sung har placeret sig så indsigtsfuldt i H.C. Andersens modsætningsfyldte tænke- og væremåde, at science fiction-forfattere kan gå hjem og vugge, når de spekulerer på at genoplive dinosaurer af fundne gener, eller når kvantefysikere forudser, at de på et tidspunkt vil kunne give Søren A. Kierkegaard ny gang på jorden ud fra få levninger. Det lykkes nemlig Jesper Wung-Sung her og nu at give vores store digter et liv, som ikke blot gør ham stor i sin tid, men i al tid – altså også i vores nutid, hvor mange, der surfer på sociale medier, kan få sat både spørgsmåls- og udråbstegn ved deres angst for ikke at få det hele med.
Og til dem, der ikke er net-surfere, kan der måske være en sport i at gå på opdagelse i de mange eventyrreferencer, som Jesper Wung-Sung anvender som pejlemærker i jeg’ets tanker, som om frøene til nogle af eventyrene, romanerne og operaerne bliver sået lige her.
Det er den type digterisk frihed, der virkelig får det hele til at virke troværdigt.
Forlaget Årets Pressefoto har i år udsendt to smukke publikationer, trykt på Narayana Press, dels for at præsentere årets udvalgte pressefotos og videoer og dels for at markere, at Årets Pressefoto har 50 års jubilæim.
Bøgerne er så vidt jeg er orienteret ikke i almindelig boghandler- og webshop-handel, men kan erhverves i forbindelse med besøg på de udstillinger, som bliver afholdt rundt om i landet. Her er en oversigt:
Disse smukke bøger vil være oplagte i undervisningen, dels fordi alle fortjener at have haft en så smuk udgivelse i hænderne og øjnene, og dels fordi den vil være et frugtbart oplæg til en drøftelse af, hvad det er, der gør det væsentligt fortsat at have professionelle fotografer i en tid, hvor alle går rundt med et kamera i hånden. Spørgsmålene kan være: Hvad er det, det professionelle fotografi kan, som vi amatører som oftest ikke formår at vise? Og hvad er det vi kan, som det normalt ikke er den professionelle fotograf beskåret at indfange?
ps. At besøge en af udstillingerne og lade klassen se disse billeder samlet og i stort format giver indtryk, der sætter sig.
Der kan godt være format over en lille bog; virkeligt format!
Den amerikanske børnebogsforfatter Mac Barnett, som på danske er udkommet med flere end 10 titler, har skrevet en meget personlig og alligevel alment gyldig bog om, hvorfor vi skal tage børnebøger alvorligt.
Kort inde i bogen står en enkelt sætning alene på en side: “En børnebog er en bog skrevet for børn.” Og den modstående side er uden andet indhold end en opfordring til at reflektere over det tilsyneladende tautologiske udsagn. Nej, det er ikke så oplagt, som det lyder. For der er ganske mange voksne, der involverer sig i en bog til børn: forfatteren, forældrene, bibliotekarerne, lærerne, pædagogerne og mange flere.
Og det, der er karakteristisk for dem, er, at de i modsætning til børn ikke længere er voksende, men netop voksne, hvilket som oftest indebærer, at de ikke længere er i stand til at stå med et ben i virkeligheden og et i fantasiens mange muligheder.
Mac Barnett plæderer for, at børnebogen skal tage denne egenskab hos børnene alvorligt, så de mange facetter af følelser og oplevelser, som har hjemme i en sådan tobenet måde at nærme sig verden på, bliver imødekommet.
Derfor kan han overbevisende argumentere for, at didaktik er den gode børnebogs fjende. Tag lige den, og overvej, hvilke andre fjendtlige indgreb i barndommens land didaktiske tilgange kan afstedkomme.
Mac Barnett medgiver, at der udkommer meget bras, der kan kategoriseres som børnelitteratur, men understreger, at noget tilsvarende gør sig gældende for litteratur til voksne. Vi voksne har bare bedre redskaber til at finde frem til det, der vedkommer os, men børnene ofte er afhængige af os.
Mac Barnett beretter også om, at hans mor, som egentlig ikke selv brød sig om fiktion, ville ham det bedste, og derfor fik installeret en bogreol med børnebøger i deres hjem. Og som Kaalund siger: “Oh, har du en moder, da skøn derpå!” Alle voksne burde sikre, at ethvert barn har adgang til en bogreol med mulighed for at vælge noget, der er vedkommende.
Han inddeler børnelitteraturen i tre kategorier: 1) De tekster, som er skrevet af børnene selv, og som ofte er “ventil for alt det voksne foretrækker at lade, som om børn aldrig tænker på”. 2) De bøger, som er propaganda for voksenlivet, og som ikke giver børnelæserne “den mindste smule litterær oplevelse”. Og 3) De bøger, som er skrevet til børn, “sådan som de faktisk er, og ikke som voksne gerne vil have dem til at være”.
“Barnet, der ‘lader som om’, skræver over en hemmelig dørs dørtrin, står med den ene fod i virkeligheden og den anden i fiktionen”. Grib denne bog, og bliv grebet – og reflekter over, om vi som voksne kan få øje på andre hemmelige døre i vores omgang med børn.
Bogen er udkommet på forlaget Jensen & Dalgaard, som i gyldne øjeblikke virker til at have benene plantet på begge sider af virkelighedens og kreativitetens skillelinje. De kalder bogen for Barne(t)s hemmelige dør, oversat fra amerikansk The Secret Door af Barnett.
