Dansklærerforeningen inviterer til debat om engangement, kundskaber og fællesskaber
Eventbeskrivelse
Dansklærerforeningens Grundskolesektion inviterer til paneldebat på Folkemødet 2025 under temaet “Bundet i frihed”. Ved Dansklærerforeningens paneldebat på Gårdscenen i 2024 blev det formuleret, at vi må fortsætte samtalen under denne overskrift. Når vi får mulighed for at erstatte læringsmålstyring med en formålsbestemt undervisning, og når vi får incitamenter til at finde en bedre balance mellem analog og digital undervisning, vil vores frihed møde en række bindinger: Til stoffet (faglighed) Til undervisningsmidlerne (ressourcer) Til den demokratiske dannelse (elevinddragelse) Hvor tager vi os frihed til at udvikle skolen og skabe fagligt engagement, meningsfulde kundskaber og samtalende fællesskaber? Bemærk: Debatten finder sted på Klippescenen.
Deltagere
Jens Raahauge, Moderator, Dansklærerforeningen Katrine Fylking, Formand, Københavns Lærerforening Nikolaj Elf, professor, Institut for Design, Medier og Uddannelsesvidenskab, SDU Mette Frederiksen, Lærer, Syvstjerneskolen Ida Geertz-Jensen, Forkvinde og lærer, Dansklærerforeningen
Kinesisk børnetegning, udstillet på Københavns Rådhus frem til den 2. juni 2025
Hvis du har mulighed for det, så læg veje om ad Københavns Rådhus fra nu og frem til den 2. juni 2025. Her er det muligt at se omkring 300 børnetegninger, som kinesiske børn, de fleste mellem 7 og 13 år, har udført, idet opgaven har lydt på at give en illustration til eller en fortolkning af et af H.C. Andersens eventyr.
Og udstillingen i sig selv er eventyrlig. Hvad disse børn formår teknisk og med hensyn til indlevelse er intet mindre end imponerende.
Jeg gik ved åbningen i kølvandet på en mormor og Maya på 6. år. Hun genkendte mange af eventyrene, nogle umiddelbart, men mange ved at iagttage deltaljer, som lagde spor ud. En lidt yngre Asta sad med en rådhuspandekage efter en rundgang, og hun konstaterede, at billederne med den lille havfrue var flottest. Disse to registreringer blot for at opfordre til at tage børn med på udstillingen. Dels er den ualmindelig flot, og dels må den kunne anspore til at gøre sig umage.
Udstillingen er arrangeret af H.C. Andersen Art and Culture Committee & H.C. Andersen-Samfundet i København. Den afholdes som et bidrag til kulturudveksling mellem Danmark og Kina, og i år markerer den tillige 75 året for de diplomatiske forbindelser mellem vore to lande.
Udstillingen blev åbnet af Københavns beskæftigelses- og integrationsborgmester Jens-Kristian Lütken, Kinas ambassadør i Danmark Wang Xuefeng og Finn Andersen fra H.C. Andersen Art and Culture Committee og H.C. Andersen-Samfundet i København. Fælles for deres indlæg var pointeringen af, at H.C. Andersens eventyr kan forene mennesker på tværs af kulturer og grænser.
Formand Mao var klartskuende, da han i 1949 bestemte, at alle kinesiske børn skal læse H.C. Andersens eventyr.
Udsnit af Dorte Karrebæks Fladsåtrold i Næstved. Fra Tankestreger 1. Dansklærerforeningen
Overskriften refererer til et statement fra kvinden, jeg havde til bords forleden, da jeg var inviteret til 50 års jubilæum med den første realklasse, jeg førte til eksamen. Og flere vendte tilbage til denne redning, som, efterhånden som aftenens runde med livsfortællinger skred frem, blev sat i et perspektiv, der fortalte noget alment, snarere end noget om min person.
Sammen med en masse andre unge lærere havde jeg været til et marked, som jeg tænkte tilbage på, da DR sendte serien om slaveriet på De vestindiske Øer. Vi var blevet samlet på Næstved Rådhus over for den enorme statue af Fladsåtrolden, og herefter gik vi fra skoleinspektør til skoleinspektør for at blive vurderet. Og endelig fik vi at vide, hvem der havde “købt” os.
Når jeg pointerer, at vi var mange, så beror det på, at der skete store udskiftninger i hver enkelt skoles lærergruppe. Og som de jubilerende elever fortalte mig, føltes det som en redning at slippe for de lærere, som endnu ikke havde opfanget, at skæld ud og korporlig afstraffelse var forbudt. Det at få en ung lærer, der havde en anden tilgang til elever end magtudøvelse, var en befrielse. Så baggrunden for “at redde” var forholdsvis overkommelig.
Alligevel gjorde det mig glad, at de havde opfattet, at jeg også var mig selv, gav dem noget personligt, hvor de fx huskede positive bemærkninger med humoristisk tvist i karakterbøgerne, reaktioner på forskellige kontroverser osv. Jeg fik en fornemmelse af, at jeg som de fleste andre unge lærere var personligt engageret og ikke privat praktiserende, som det i dag ret fordomsfuldt karakteriseres, når vi arbejdede alene i klasserne; for vi samarbejdede i fritiden, som det hed, akkurat som det nu sker i skemalagte møder.
Det andet, der slog mig, var, at de alle kom fra skoledistriktet i en tid, hvor mange forskellige familier og socialgruppe boede side om side. Der var endnu ikke skabt en boligpolitik, hvor man havde naboer, der lignede en selv. Det at lære at være sammen på tværs af baggrund, var et frugtbart vilkår, hvor man lærte at have respekt for forskellighed. Ved en anden jubilæumskomsammen gav en anden jubilar et skudsmål i denne retning: “Du skabte en ramme for, at vi kunne blive hinandens dna!” Dette gav sig her udtryk i den begejstring, de udviste for hinandens fortællinger, og for de mangeartede funktioner, som de havde påtaget sig i opbygningen af vores velfærdssamfund – spændende fra ledende poster i erhvervslivet over påpasseligt kontorarbejde i det offentlige og i det private til lærergerning og omsorgsarbejde. Og alt imens de alle havde givet deres bidrag til, at samfundet hjul kunne køre, havde de selvfølgelig også levet et liv med glæder og sorger. Men hold da op, hvor de har givet hinanden en robusthed, som det er vanskeligt at opnå i dag, hvor det frie skolevalg får alle til at søge imod ligesindede, og hvor dyrkningen af individet på fællesskabets bekostning gør den enkelte svagere.
Min kone og jeg har just set de 6 afsnit af Reservatet, og jeg finder det på sin vis urimeligt, at det er de sårbares ghettoer, der er fokus på i politik!
Det, som jeg lærte af at være med til et 50 års tilbageblik, var, at det nok må være sværere at være ny lærer i dag, men også at det er vigtigt at være sig selv, give noget af sig selv. Så mit råd må være, at man skal bruge den megen fokusering på de professionelle læringsfællesskaber til at springe ud som sig selv! Elever kan lugte, hvis man er påtaget.
Endvidere lærte jeg, at de indsigter i andres livsvilkår, som man tidligere kunne give eleverne en ramme for at leve sig ind i, nu er blevet en opgave for læreren. Trivsel er blevet til “triv selv!” med AULA på bagperronen. Mit bedste bud vil være, at arbejdet med litteratur, billedkunst, musik og de andre praktiske og musiske fag kan bidrage til at gøre opgaven mulig.
Men summa summarum: Jeg er taknemmelig for, at det blev en realklasse i midten af 1970’erne, der skulle lære mig at være lærer. Men det, de lærte mig, føler jeg mig også forpligtet til at bidrage med i den pædagogiske debat.
Akkurat som jeg vil opfordre alle med praktisk visdom til at gøre.
Udsnit af omslag på Otto Dickmeiss’ bog Uden lineal
Det blev mig forundt at være ghostwriter på Otto Dickmeiss’ bidrag til serien med barndomserindringer, Min historie, hvori en række af børnelitteraturens forfattere og illustratorer har beriget Dansklærerforeningens udgivelsesprogram.
Bogen fik titler Uden lineal, fordi Otto Dickmeiss, som i skolen havde tale- og læsebesvær, havde en mor, der forsynede ham så rigeligt med papir og farver, så han kunne udtrykke sig på denne måde – uden lineal, i modsætning til broren, der tegnede med lineal og blev ingeniør.
Jeg kom til at tænke på denne fine bog, da jeg læste Egon Clausens fortælling om vestjydernes guder i bogen Fjordens kant. Her skriver han, at først var der Odin og Thor, så kom Paven i Rom, dernæst Luther fra Wittenberg og i hans kølvand Vilhelm Beck, som svingede med sin indre missionske knaldepisk. Og senere kom der så en ny gud: linealen, hvor alting skulke rettes ud, rørlægges eller gennemskæres efter rette linjer. Men nu har turisme overtages, og alting skal gøres krumt og ligne noget, det aldrig har været… “og det hører fremtiden til”.
Se, det er her vi står line nu i opgøret med linealens tid. Det er ikke skolen som valfartssted for turismen, der stiller krav om denne ændring; forhåbentlig ikke, hvor det landskab, børn og unge færdes i, når de ikke er i skolen, måske kunne friste os til at søge at plagiere influencere og underholdningsindustri – forsøg, der er dømt til at mislykkes, men vi må være vidende disse påvirkninger om som noget indvirkende, men også som noget, vi skal skabe alternativer til ved at tilbyde fordybelse, udeskole, eksperimenteren, sansninger og ikke mindst fællesskab.
Det er nogle af de ingredienser, der må bidrage til at gøre de lige linjer organiske i et fremtidigt opgør med linealen. Derved kan kan undervisningen bidrage til at give de mangeartede erfaringer, som børnene bringer ind i skolen perspektiv. Hvis vi overlader perspektiveringerne til den kommercielle underholdningsindustri risikerer vi, at menneskelig udvikling afløses af fordummelse. Jeg så for første gang i utallige år det europæiske Melodi Grandprix, hvilket for mig underbygger denne antagelse til fulde!
Og hvorfor griber jeg nu fat i denne problematik? Jo, fordi jeg mener, at alle de pensionerede lærere, som har praktisk erfaring med undervisning og derfor besidder en praktiske fornuft, vil kunne bidrage til at finde nogle af de frugtbare krumninger, som skal afløse den lineære tænknings hærgen i skolen.
Bemærk, at det, der kom før linealen, havde at gøre med ånd! En ånd, der var rummelig nok til at indse, hvor linealen har sin berettigelse.
Fotograf Bjørn Hernes har i løbet af godt et års tid kørt rundt i området omkring Ringkøbing Fjord, standset sin blå Renault Clio på forskellige steder, hvor vandet og landet mødes. Dér har han knipset 1500 billeder, hvoraf de 50 bringes i bogen Fjordens kant, hvor de betegnes som et billedessay. Og det genrevalg er nemt at følge, idet hvert eneste foto er et forsøg på at skildre et NU – tilsyneladende uden handling og uden arrangeret skønhed, men på nuernes egne betingelser.
Umiddelbart sænker roen sig i beskuerens sind. Men efter en behagelig stund med fred i sjælen melder en eftertænksomhed sig. Billederne skildrer ganske rigtigt mødet mellem vand og land, men en tredje part melder sig i synsfeltet: spor af menneskelig aktivitet eller mennesket selv. Der er menneskeliv her på kanten, og man kan fundere over om det bygger på tilkæmpet tilværelse eller våde drømme eller begge dele. Bogens undertitel, Midlertidigheden, nærer tankerne, og billederne giver, som billeder nu engang har for vane, anledning til både dvælen og refleksion. Derfor er det oplagt at have bogen liggende inden for rækkevidde, så man kan række ud og blive ramt af lidt vandkant.
De 50 fotos står ikke alene, for forfatteren Egon Clausen har skrevet et tilsvarende antal tekster. De er ikke direkte koblet på fotografierne, men giver alligevel næring til de tanker, der er blev sat i gang af billedsproget. Dog er det værd at notere sig det, som Egon Clausen selv skriver i forordet, at teksterne står i egen ret. Og ja, de kan læses uafhængigt af billederne. Langt omkring kommer man i de vellykkede forsøg på med ømhed, lune og indføling at skildre vestjyders sprog og karaktertræk, med stor viden at tage læseren med til skelsættende begivenheder og med undertrykt vemod at udsige noget om det, der hører fremtiden til. Mange af disse korte tekster er værd at gribe ud efter i stunder, hvor man lider af enten pessimisme, optimisme eller det, der ligger imellem.
Bogen skildrer, som nævnt, mødet mellem land og vand. Og helt konkret afspejles dette i det møde mellem billed- og verbalsprog, som vi er vidner til i bogen. Begge sprog fungerer “i egen ret”, men får tilført en ekstra dimension ved at mødes.
Bogens undertitel om midlertidigheden kradser i den ro, som billederne tilsyneladende afdækker, og får næring af de registreringer, som teksterne sætter ord på. Måske er det hele anderledes om få år, sådan som det hele tiden har været: kanten flytter på sig.
Bogen har fået mig til at interessere mig for det folkefærd, som har befolket den vestlige vandkant af Danmark.
Det har ført til læsning af H.C. Andersens beskrivelse i En historie fra Klitterne, som Lemvig Gymnasium og Lemvig Bogtrykkeri udgav i 2005. Hvor kan han dog skrive! Og hurra for et gymnasium, som beriger os med en mindre kendt, dragende rejseaffødt beskrivelse fra HCA’s hånd.
Videre har jeg læst Anders Bunes Bøvling Klit. En vestjysk fortælling, som er udgivet på Forfatterskabet.dk i 2019. Den fortæller om det liv, som blev levet på det golde stykke klitland, og hvoraf der nu kun er nogle få stednavne tilbage. Men engang var der mulighed for at fornemme det barske liv derude, idet forfatteren og Fjaltring-læreren A. Chr. Westergaard skrev Klit Per-bøgerne. Måske en idé til en grafisk novelle?
Se, det var også, hvad dobbelthederne i Hernes og Clausens fine vandkantbog inspirerede til.
Illustration af Vilhelm Pedersen til eventyret To jomfruer
I H.C. Andersens eventyr om To jomfruer er rambukken kæreste med den ene. Men da jomfruernes ejer beslutter, at de for fremtiden skal kaldes stempler, slår rambukken op; han vil ikke være kæreste med et stempel.
Og hvis vi siger, at vi forstår ham, så lad os vende blikket indad.
På H.C. Andersens fødselsdag i 1968 oprettede den danske stat Det Centrale Personregister, blandt venner benævnt CPR-registret. Så mens den almindelige opfattelse af 1968 er tiden, hvor ungdomsoprøret slog til lyd for et opgør med autoriteter og for individets frihed til selv at forme sit liv, fik magthaverne indført det redskab, som giver så mange gevinster, men som også rummer muligheden for masseovervågning. (STASI må i graven skrumpe af misundelse). Og mens vi nyder gevinsterne i dagliglivet og i sundhedsvæsnet, pønser en socialdemokratisk justitsminister på masseovervågning via netop de registre, hvis samkøring CPR-systemet er afgørende for.
Så fra at have været mennesker, der har haft et behageligt redskab i hænde, bliver vi til talkoder, der kan registreres; vi går fra jomfruer til stempler.
Og det er måske en udvikling vi har næret ved vores barm i skoleverdenen. Lad mig give et eksempel:
Da jeg startede i skole i 1951, fik jeg plads ved en pult i en SKOLESTUE. Da jeg senere i 1971 begyndte mit arbejde som lærer, mødte jeg elever, der sad ved borde i et KLASSEVÆRELSE. Da jeg startede som underviser ved en provinsafdeling af Danmarks Lærerhøjskole, fandt jeg årskursisterne i et KLASSEKOKALE. Og forleden var jeg på skolebesøg, hvor eleverne var placeret i et FÆLLESRUM.
Altså en glidende udvikling fra det nære STUE over det mere private, men dog nære VÆRELSE til det humant neutrale LOKALE og RUM, som måske er mere håndterbare for en skemalægger. Vi har i sproget været vidne til en glidende afhumanisering af de rammer, som børn i skolen skal leve under.
Hvordan har dette påvirket elevernes og lærernes liv og velbefindende? Hvordan har det påvirket sansen for det nære, for samhørigheden og for dannelsen?
Tænk, at alt dette er gået under vores radar. Man får lyst til at råbe: Er der en rambuk til stede?
Der er grund til at lykønske de vedholdende dansklærere i gymnasiet, som har fået sat en revision af den litterære kanon på dagsordenen. Det er tiltrængt, finder jeg, der var medlem af de to tidligere kanonudvalg i 1994 0g 2004.
Når den fra 2004 har holdt så længe, beror det givetvis på, at en del af den blev gjort obligatorisk. Selv foreslog vi ved udgangsdøren fra udvalgsarbejdet, at den ville have en levetid på omkring 10 år; for en kanon er tidsbunden.
Og også det at en del af kanonen blev gjort obligatorisk havde en uddannelsespolitisk bevæggrund, idet vi ville sikre en bedre overgang mellem grundskole og gymnasiale uddannelser. Derfor var de forfatterskaber, som blev gjort obligatoriske, ikke et udtryk for, hvem udvalget fandt væsentligst, men alene hvem, der kunne læses på begge sider af overgangen mellem de to institutionsformer. Læg mærke til, at den samlede kanon havde Tove Ditlevsen på grundskoledelen og Inger Christensen på gymnasiedelen.
En kanon kan retfærdiggøres af en politisk dagsorden, og derfor er det på sin plads, at man nu søger at etablere en ny kanon i gymnasiet, fordi den nuværende er udtryk for en historisk kønsskævhed.
Men fordi den hidtidige var udtryk for et ønske om at skabe sammenhæng mellem grundskole og gymnasium, giver det ingen mening at fastholde den obligatoriske kanon i folkeskolen; tværtimod er den skadelig i den forstand, at den er så gymnasietung, at den skygger for litteratur, der er relevant for elever i grundskolen.
Hvad der er behov for i grundskolen, er en ramme, der sikrer, at der læses ældre litteratur, for at eleverne også kan kigge gennem det historiske vindue i det historiske spejl. Men når jeg skriver ramme, så beror det også på erfaringerne fra debatten i det kanonudvalg, som i 1994 bragte en vejledende kanon, som inspirere lærerne til nogle valg. Denne inspiration er måske ikke så ringe endda i dag heller, da lærer- og pædagoguddannelserne just ikke er tynget af værklæsning eller af animering til belæsthed. Men en inspirationsliste vil inspirere forlag til at udgive anvendelig undervisningsmaterialer.
Men vigtigst er det, at rammerne udfyldes lokalt, for det er ikke nødvendigvis den samme ældre litteratur, der fænger i Roskilde og i Ringkøbing eller i Maribo og på Mors. Hvis vi skeler til Danske digterruter, kan vi finde inspirationer til lokale læsninger, og hvis vi fx ser på Susanne V. Knudsen og Else Bisgaards Limfjordsdigterne, møder vi en litteraturhistorie, der har rod i stedet.
Irene Vallejos Evigheden i et siv, der fortæller bogens historie, og som i min optik er en af de seneste års væsentligste udgivelser, tager også hånd om kanonbegrebet. Titlen refererer måske til de tidlige bøger, som blev skrevet på papyrusruller, men også til de høstede kæmpesiv, arundo donax, som blev skåret op i rør (kanon betyder opret som et rør) af en bestemt længde, hvilket blev brugt til at afgøre tvistigheder mellem handlende. Senere fik kirken annekteret begrebet for at kunne måle den rette lære. Og atter senere fandt kanon-begrebet vej til alle, som mente at vide bedre end andre.
Så efter at have bidraget til to undervisningsministerielle kanonrapporter finder jeg det på sin plads at opfordre til at foreslå den eksisterende folkeskolekanon afviklet og erstattet af nogle rammer, der kan suppleres med inspirationslister.
Lad mig til støtte for dette synspunkt citere Irene Vallejo, som betegner kanon, som en forkert anvendt metafor: “Sivets stive, oprette stængler passer ikke til kanons snørklede vej. Det er snarere floden, der ændrer sit slyngede løb og aftegner mæandere, svulmer af vand og tørrer ud, men bliver ved med at løbe; den synger sin utrættelige sang, altid den samme, men aldrig med det samme vand.”
Lad os bade i det foranderlige vand i litteraturens flod, og ikke rørlægge den!
Inspireret af den vellykkede filmatisering af Lampedusas roman Leoparden forærede jeg min kone den udgave af romanen, som udkom i Rosinantes Klassikerserie, og benyttede lejligheden til at genlæse den. Den kan anbefales.
Mikkel Fønsskov har skrevet et veloplagt forord. Heri beretter han om en eksamen i historie, han var til ved et universitet i Rom. Han trak spørgsmålet: “Fortæl, hvad du ved om Italiens samling i 1861”. Efter en lidt brainstorming indledning prikkede hans professor på en bog, der lå på bordet, Lampedusas Leoparden, og så kunne eksaminanden samle sig om en sammenhængende præstation. for der “er nemlig både det sælsomme og vidunderlige ved det italienske uddannelsessystem, at studerende på samfundsvidenskabelige uddannelser også skal læse skønlitteratur”.
Den sætning rungede i mit hoved, da Bjarne Corydon proklamerede, at han som ny generaldirektør for DR ville fokusere på det faktabaserede. Og tankerne løb videre til en overvejelser om, hvorvidt det danske folketing, som jo er domineret af medlemmer med samfundsfagsuddannelser, ville agere anderledes, hvis skønlitteratur havde været en del af pensum.
Og hvad om folkeskolereformens mødre og fædre havde haft samme fortrolighed med skønlitteratur som med statistik?
Men også et markant foredrag ved Dansklærerforeningens nyligt afholdte generalforsamling randt mig i hu: Thomas Illum Hansen præsterede et fornemt slalomløb i læsningens bjerglandskab. Og da han kom i mål, blev jeg ud over en fornemmelse af begejstring ramt af den sære tanke, at udviklingen i folkeskolens omgang med læsning og litteratur kan ses som et initiativ, der går ud på at minimere dybdelæsningen og skønlitteraturens værdi gennem en instrumentalisering.
Lad min blot nævne to eksempler fra afgangsprøvens univers. Da man ved den skriftlige afgangsprøve afviklede de litterære genrer med begrundelsen, at eleverne jo ikke skulle være forfattere, svingede vægten over til journalistiske genrer. Og når man ved afgangsprøven i læsning har et særligt fokus på læsehastighed, lyder begrundelsen, at det er vigtigt, at eleverne lærer at skimme, at søge oplysninger.
I dag lyder det fra undervisere på ungdomsuddannelserne og nogle af de videregående uddannelser, at de unge nok er i stand til at søge, men at de på den anden side har vanskeligt ved at læse indholdet i det, de finder – især da, hvis det har en længde af mere end nogle få linjer.
I konkurrencestatens navn er det lykkedes at fuldbringe den ulidelige lethed, som er blevet åndslivet til del siden det angreb, som skolen blev udsat for i 2006, da Bertel Haarder gjorde Niels Egelund til pennefører på formålsparagraffen, hvorved folkeskolen mistede sin egenværdi; den skulle nu forberede eleverne på videre uddannelse.
Man har altid forsøgt at styre folkeskolen gennem udformningen af prøverne, men efter 2006 fik denne bestræbelse mere autoritet. Og nu ser vi resultatet af, at fiktion afløses af journalistik, og dybdelæsning erstattes af skimning: skriftsprogsarmod.
Lad os få en kampagne, der satser på at sætte fantasien fri i skrivningen og at læse langsomt og læse om, pausere og genlæse det læste. Det vil kunne give skriftsprogsrigdom.
I mandags publicerede folkeskolen.dk min anmeldelse af bogen om Samarbejde i folkeskolen. Det er en tankevækkende bog, der især pointerer bestræbelserne på at styrke lærernes dømmekraft og påpeger det uformaliserede samarbejdes betydning. Læs bogen og få et blik for det, der er foregået i de senere år omkring lærersamarbejdet.
Her er link til anmeldelsen: https://www.folkeskolen.dk/ledelse-laererliv-skoleledelse/samarbejde-styrker-dommekraften-men-hvor-bliver-drommekraften-af/4806917
Her vil jeg imidlertid reflektere over nogle af de spørgsmål, jeg efterlyser svar på i sidste halvdel af min anmeldelse.
Først og fremmest finder jeg det forgrovende, at begrebet ‘den privatpraktiserende lærer’ bliver taget for pålydende i debatten op til skolereformen, og altså også i den efterfølgende forskning, som bogen her er et eksempel på. Jeg har arbejdet i folkeskolen som lærer, pædagogisk konsulent og leder i en menneskealder, og jeg har altid oplevet kollegialt samarbejde, både fagligt, pædagogisk og socialt. Selvfølgelig var der nogle kolleger, der hverken var ydende eller nydende. Men de var et fåtal. Og det er mit indtryk, at de, da ledelsesfastlagt samarbejde kom på tale, var i stand til at mobilisere et parallelt åndsliv under møderne. De, der til gengæld hostede engagement hos eleverne, var de personligt praktiserende lærere.
I den anmeldte bog konstaterer man, at der finder et stigende lærersamarbejde sted uden for, men ikke så meget i lektionerne. Tilsyneladende er meget ved det gamle.
Hvorfor bliver det strukturerede samarbejde besunget i så høj grad? Kan det skyldes, at lærere som altid beriger hinanden gennem samarbejde? Eller dækker det også over noget andet? I den periode, hvor det lederstyrede samarbejde er øget, er lærernes adgang til faglige og pædagogiske kurser reduceret kraftigt, lige som deres forberedelse er blevet reduceret. Er formaliseret samarbejde og skemalagt forberedelse i virkeligheden glasur på en nedskæringskage af dimensioner?
i samme afviklingsperiode er lærerråd, fælleslærerråd og skolekommission nedlagt, og som Anders Bondo Christensen skriver i sin seneste bog blev skolen frataget den udtaleret, læs samarbejdsret, som fremsynede skoleskabere i 1899 skrev ind i loven.
Endelig har de mange lederbestemte gøremål tømt mange lærerværelser for liv. Og lige netop her, hvor frikvarterssnak og grin og trøsten hinanden og udveksling af alskens personlige interesser har foldet sig ud, været næring til lærernes drømmekraft. Her er sået mange ideer hinsides al målstyring.
Hvornår giver A.P. Møller-Fonden millioner til en forskning i, hvad reformen har ødelagt, og hvordan vi støtter den genoplivning, som er undervejs?
For ærlig talt: hvad lærer vi af ekkokammer-undersøgelser søgelser søgelser?
Foto: fra omslaget på Jens Skou Olsens bog Lad underviseren være kunstner. Det lille grønne R signalerer, at bogen er kommet på det bornholmske forlag Ringedal.
Der er et udsagn fra Mac Barnetts fremragende bog om Barnetts hemmelige dør (Jensen & Dalgaard), der med korte mellemrum griber fat i mig og rusker: didaktik er god børnelitteraturs fjende. https://grundskolesektionen.dk/barnetts-hemmelig-doer/
Jeg har jo fornemmet dette i min egen skoletid med læs og forstå-opgaver og notetyggede fortolkninger. Og jeg har set det i mine elevers øjne under min egen undervisning, som fx da en klasse fandt en ventil i mit undervisningsdifferentierede forløb over Goldings Fluernes herre, da de fandt på at oversætte titlen Lord of the Flies med Fluelorten. I mange år bestræbte jeg mig for at finde en måde at kombinere litteraturundervisning med glæden ved litteratur, altså ved at oplive eleverne med god litteratur. Jeg fandt min vej, da jeg inspireret af receptionsforskningen fandt frem til en metode, som jeg betegnede som og beskrev i Læs og brænd på (Dansklærerforeningen). Senest har jeg beskrevet den i Dansklærerforeningens opgavemateriale til OscarK’s Ungerne fra Strandholt, som findes på dansklf.dk.
Nu er jeg så via en artikel af det seneste nummer af DANSK #1, 2025, Folkeskolesektionens medlemsblad, af kunstskoleunderviser, forsker og jazzbassist Jens Skou Olsen, hvori han plæderer for, at læreren skal være kunstner, ikke af profession, men af tilgang til det at skabe sammen med eleverne og til at sætte sin faglighed i spil – på dybt vand.
Det fremgår af hans artikels referenceliste, at han har skrevet bogen Lad underviseren være kunstner – kunst og undervisning gennem tilegnelse og fremkaldelse (Forlaget Ringedal). Den bog har udvidet min fagbladsartikelinspiration til en overbevisning om, at vi kan finde trædesten imod en skole, der ikke gør skoletræt og skaber mistrivsel, min giver oplivning af både elever og lærere.
Jens Skou Olsen har tilegnet sig kunstteori fra kunstneren Joseph Beuys og pædagogiske overvejelser fra forskeren Gert Biesta, som sidste år udkom med sin bog om Beuys: Lad kunst undervise – kunstundervisning ”efter” Joseph Beuys (Klim).
Og på den baggrund fremkalder Jens Skou Olsen et undervisningssyn, der vil kunne sætte op ”mod firs tusinde undervisere og op mod trekvart million elever fri til at finde hjem: til at finde sig selv, hinanden, fagligheden, magien og glæden ved at undervise og tilegne sig”, hvis de opgiver ” kontrol, målinger, evalueringer, målsætninger og såkaldt kvalitetssikring”.
Det lyder for enkelt, men er det bestemt ikke, fordi vi kender det trygge og vægrer os ved at forlade dette, selv om vi kan få øje på de dårligdomme, det afstedkommer. Derfor er rådet også at anvende de små skridts tilgang.
Med utallige filosoffer, tænkere, digtere og poeter, basale etymologiske analyser af grundbegreber og velvalgte cases udfoldes en idé om undervisning, hvor alle er kunstnere i den forstand, at de – elever og lærere – er sammen om at skabe.
Der er tale om en personlig indsigt, som Jens Skou Olsen har opnået som kunstskoleunderviser og udøvende improvisationsmusiker. Men hans påpegning af det betydningsfulde i at høre til i sig selv og i verden, i at være vågen og til stede og i at lade det åndelige bygge bro mellem os moderne mennesker og det mytiske giver resonans i mig, når jeg genkalder mig følelsen af det, der lykkedes, da jeg forsøgte mig med læs og brænd på-metoden til litteraturundervisning.
Fordringen om at være vågent til stede betoner selvfølgelig det sanselige, det mundtlige, nærværet og er således et opgør med vores topprioritering af skriftligheden, som gør det oplagt for os at skrive os ud af nærværet. Men det skal ikke forstås som en afvisning af det skriftlige. Jens Skou Olsen fortæller jo netop dette i en bog, som blot ikke må blive en teoretisk undvigemanøvre for at komme i gang.
Start med små skrift, hvor der fornemmes en frugtbar sprække i den instrumentelle, skemabundne og ufri hverdag, og kom i gang; ikke ved at reparere og bygge videre på de eksisterende dårligdomme. Her henviser han til den spaghettieffekt, man oplevede, da man i programmeringens barndom konstant søgte at reparere på fejlbehæftede programmeringer. Til sidst mistede man overblikket, fordi de mange justeringer samlede sig i en spaghettiklump af uoverskuelighed.
Man må finde sprækker, begynde forfra og sammen med sine elever vove sig ud i det uforudsigelige – til gunst for verden i den enkelte og for os alle i verden.
