Forfatter: Jens Raahauge

Fagfornyelse med kanon – det kan ikke passe!

Den obligatoriske litterære kanon følger tilsyneladende med over i det fagfornyede danskfag. Og det virker for mig at se absurd, fordi denne tænkning og dens effekt på promoveringen af læselyst ikke harmonerer med de øvrge aspekter i den formålsbestemte undervisning – og i øvrigt heller ikke med grundlaget for den obligatoriske kanon.

Som medlem af kanonudvalget (2004) ærgrer det mig, at alle har overset, at udvalget fandt, at forfatterskaberne på den obligatoriske kanon ikke nødvendigvis var det ypperste af dansk litteratur, men var det, der kunne læses i såvel grundkskole som gymnasium. De bedst egnede til grundskolen fandt man – bortset fra H.C. Andersen – på den vejledende liste. Ja, den havde så væsentlige navne, at udvalget tilpassede kommissoriet, så børnelitteraturens gyldne år 1967 kunne komme med på listen.

Og bemærk, at den obligatoriske liste var et kompromis for at tilfredsstille minsteren, som skulle tilgodese både det Venstre, som ønskede frihed, og det Venstre, som ønskede pensum.

Men da man justerede grundskolens kanon og ikke ungdomsuddannelsernes, forsvand samtidigt begrundelsen for det obligatoriske. At det bibeholdes kan kun bero på en absurd relikvietænkning.

I 1994 udkom en kanonrapport, hvor jeg i øvrigt også var med i udvalget. Her er en stor kanon med 100 forfattere, heraf 15 kvinder, som man kan lade sig inspirere af, men som ikke er obligatorisk.

I et særligt afsnit lægges der op til, hvordan læsning af ældre litteratur kan spille ind og give perspektiv på læsningen af børne- og ungdomslitteratur. For mig at se er dette et ideal, som burde forfølges i de nye fagplaner. Historisk læsning kan være berigende, når den kan indgå meningsfuldt. Men bliver den afsættet, vil den ofte være en barriere for læseglæden, fordi den lægger så mange snublesten ud på læsevejen. I grundskolen vil historisk læsning kunne vinde genklang, hvis den har lokale eller børnelitterære referencer.

Måtte 2004-kanonen optræde som et mellemspil, når en ny fagplan ser dagens lys med et blik for historisk læsning, der kan fremme fordybelsen og læseglæden.

Med døren på klem til skolebiblioteket

I morgen udkommer LæringsCentret #4, 2025. Det er blevet mig til del at skrive en kort artikel om SKOLEBIBLIOTEKET til dette nummer, der som tema har at “Samarbejde om læseglæde”.

Der er et væld af interessante initiativer, som man kan fornøje sig med at læse om i sommerferien og lade sig inspirere af, når skoleåret igen får skolerne til at åbne dørene til skolen og dens indhold.

Ganske sigende har bladet en forside, hvor der med versaler er tegnet navnet SKOLEBIBLIOTEKET. Og i højre fod af k’et i skolebibliotek er der en dør og et skilt, hvorpå der står åbent.

Dette må være en opfordring til, ja, en tro på, at der må være noget at komme efter. De mange inspirerende artikler peger i den retning, men for mig at se er de netop udvalgte og efterfølgelsesværdige.

For at dette vil ske, må der afsættes midler til retablering af en alsidig bogsamling, tid og uddannelse til formidling og tildeling af en gedigen åbningstid med betjening.

Husk, at skolebiblioteket har mulighed for at nå alle børn, også dem fra hjem uden reol. Derfor skal genindførelsen af skolebiblioteket tages alvorligt, aldeles alvorligt.

LæringsCentret_nr 4_2025 32 sider low V10 (1)Download

ps.

Bladet er et fornemt udtryk for, at en faglig forening er guld værd. Så meld dig ind i den faglige forening, der står dit arbejde nær.

Virkelighed og visioner

Omslag til bog i anledning af Peter Seebergs 100-års-dag. Forsidefotoet er taget af Torben Stroyer

Et udtryk for stor taknemmelighed er det, når en afdød personlighed bliver hyldet på den måde, som er blevet Peter Seeberg til del i anledning af hans 100-års-dag: En gruppe af Viborg-borgere har på forskellig vis bidraget til den bog, som man kan hentes gratis på Skovgaard-museet i Viborg og i Dahls Vinhandel i samme by.

Bogen består af 30 små tekststykker, som rummer erindringer om den person, som har sat sig så mange fysiske og kulturelle aftryk i Viborg. Nogle af bidragene har nok mest relevans for en snæver kreds af viborgensere, men andre har en almen interesse. Og tilsammen peger de på et par forhold, som jeg her vil opholde mig ved.

Peter Seeberg var iderig ud over det sædvanlige, og han var dertil i stand til at få mange af sine ideer realiserede – dels fordi han havde opbygget et stort og stærkt netværk af mennesker med vidt forskellige baggrunde, og som strakte sig ind i byens politiske centrum og dels fordi han arbejdede engageret og uegennyttigt. Det var altid sagen, det gjaldt!

Vejen til politikerne var kort, så måske er det værd at overveje om den stordrifttænkning, som er fulgt i kølvandet på Lars Løkkes kommunalreform har bidraget til disengagement og virkelighedsfjern ageren. Meget tyder på, at uegennytten har fundet sin afløser i en udbredt lobbyisme og konsulentvirksomhed, mens virkeligheden er erstattet af såkaldt professionelle koncepter og teoretiske tankespind. Eller er jeg helt galt på den?

Et konkret bidrag har påkaldt sig min bevågenhed: Peter Seebergs involvering i oprettelsen af “Friskolen i Viborg”: Den opstod, mens lilleskolebevægelsen havde vind i sejlene. Men Peter Seeberg insisterede på, at kreativitet nok var væsentlig, men at viden var mindst lige så væsentlig. Derfor blev det til friskolen og ikke lilleskolen i Viborg.

“At bevare jordforbindelse og fornuft med alt, hvad dette indebærer. At indhelte viden om naturoplevelser, historie, arkæologi og omgivelserne måtte spille sammen med barnets eget udtryk.” Sådan refererer Inge Hedegaard, tidligere lærer på friskolen fra tilblivelsen. Måske kan dette samspil mellem virkelighed og vision inspirere i disse dage, hvor folkeskolen skal have nye fagbeskrivelser?

Er det for børn?

Dansklærerforeningen er blevet kontaktet af Harald Toksværd fra DR’s talenthold vedrørende brug af Villy Sørensens novelle “Blot en drengestreg” i folkeskolens undervisning. Denne barske novelle har bidt og bidt sig fast, da journalisten havde fået den præsenteret i 5. klasse. Og nu var spørgsmålet: Er den for børn? Og hvorfor bruger vi den i underviseningen?

Det blev mig betroet at tale med Harald Toksværd, måske især fordi jeg har læst novellen i danskundervisningen over flere år. Det blev en kærkommen anledning til at genkalde mig nogle gode dansktimer med fine samtaler om skyld og uskyld, om forklaringer og kontekst, om humor og alvor, om digt og virkelighed og ikke mindst om fravær af voksne i et børneliv.

Men det blev også en erindring om, at et par klasser allerede havde hørt novellen læst op i 4. og 5. klasse af en vikar, der skulle overleve 50 minutter ved hjælp af gys og gru. Dette var selvfølgelig en irriterende chikane, når man skulle undervise i teksten nu tre eller fire år senere. Under alle omstændigheder forekommer novellen mig at være uegnet til børn før 8. klasse, og så skal den læses som led i undervisning. Ellers efterlader skolen eleverne på Herrens blodige mark, akkurat som drengenes forældre i novellen gør det.

Men jeg husker, at novellen var en oase i den ørken af svensk socialrealisme, som prægede ungdomslitteraturen i 1970’erne. Her var stof til seriøs samtale om, at ikke alt kan og bør forklares videnskabeligt for forudsætningsløse børn, om et stringent, grotesk sprog med anstrøg af humor, og om det har smertelige følger, når forældre og andre voksne er fraværend ei børns liv.

Det lettede i øvrigt samtalen, at børnene i novellen er yngre end de elever, man læste den sammen med i 8.-9. klasse.

Dens påpegning af, at kontekstblinde forklaringer og oplysninger i et univers uden voksnes involvering kan føre til forkvaklede handlinger, er i øvrigt mere aktuel end nogensinde nu, hvor influenzere, fake news-doenter og faktabenægtere har holdt deres indtog i medier og storpolitik.

Tak til Harald Toksværd for at dele sine rystelser med mig og sætte mine erindringer i gang.

Er det i orden?

Fra Thøger larsens manus til Danmark, nu blunder. Lemvig Museum.

I går holdt jeg i regnen ud for et københavnsk gymnasium og hørt nogle øve sangen “Danmark, nu blunder den lyse nat”; Thøger Larsens smukke digt om naturen og de kræfter, der holder gang i livet. Men i mit øre sneg ordene fra Halfdan Rasmussens “Skillingsvise”, der er skrevet over Thøger Larsens sang sig ind. “Pigernes latter og lyse hår / leg, som får aldrig ende” bliver til “Pigerne taber det lyse hår / Drengene mister potensen”. Er det i orden at nedbryde en af vores smukkeste sange? Er det et problem, at Halfdan Rasmussen så dygtigt har nedbrudt den smukke sang, at hans ord trænger sig på, når den oprindelige, smukke sang synges?

Til det kan man overveje, om den udvikling, der har fundet sted omkring vores natur fra 1914, hvor Thøger Larsen skrev, til 1970, er i orden, og om vi siden da har fået mere larsenske end rasmussenske tilstande.

På samme måde spiller det ind i mig, at Niels Hausgaard på et tidspunkt fortalte om en nordjysk køkkenfabrikant, der havde fået i opdrag at sælge inventar med selvlukkende skuffer til det Irak, hvor en sammenslutning af villige med George W. Bush og Anders Fogh Rasmussen havde omstyrtet regimet. Denne fabrikant måtte under en luftalarm søge ly i en port, hvor en mor søgte at berolige sit barn med en sang. Den danske køkkenmand bad sin tolk oversætte, og teksten lød: “Kæmp for alt, havd du har kært. Dø om så det gælder.” Og manden fra det nordjyske rystede på hovedet og tænkte, at når de ser sådan på det, så holder det aldrig op.

Hausgaards historie må få os til at gruble over, hvorfor nogle er helte, mens andre, der laver de samme handlinger, er terrorister.

Satire og ironi kan sætte fingeren på urimeligheder og sandheder, der var engang. Men det er værd at huske, at noget af det, der ligger bagude, kan nære vores tanker om, hvad det er værd at kæmpe for: lyse nætter, liv i fjordene, giftfri marker og kampe for det bedre.

Peter Seeberg – 100 år

Foto fra pr-materiale til lanceringen af 5 film: Vidnefortællinger

I Informations bogtillæg (20.06.25) skriver Erik Skyum-Nielsen, at nu “har Peter Seeberg endelig opnået sin velfortjente plads i litteraturhistorien”. Skyum leverer et fornemt og nuanceret portræt af fødselaren, hvori han diskuterer, om Peter Seeberg havde en grundholdning. Og han afrunder med ordene: “Måske var han noget så sært som en sanselig, praktisk indstillet digtende filosof og en fabulerende realist.”

Læs selv Skyums portræt og se, at det ikke var så overraskende endda, at Peter Seeberg blev en af de forfattere, der blev optaget på den litterære kanon i 2024, selv om dette vist kom som en overraskelse for en del. Men Peter Seeberg har netop en sproglig, genremæssig og tematisk vidde, der gør ham oplagt til undervisning i både ungdomsuddannelserne og i grundskolen.

Dette fremgår tydeligt af de to udgivelser om Peter Seeberg, som Dansklærerforeningens Forlag har udgivet: Thorkild Borup Jensen “Peter Seeberg. Portræt af forfatteren og forfatterskabet”, hvori han hæfter sig ved tre aspekter: åbenhedens tilstand, det anonyme livs betydning og glæden ved det groteske. Af dette aner man forskellen på jysk (Seeberg) og københavnsk modernisme (Rifbjerg). Siden har Søren Fanø og Katja Gottliebs “Peter Seeberg. 1925-1999” givet skolen et undervisningsmateriale, som både giver et fint overblik og en række fordybelser i væsentlige dele af forfatterskabets temaer, sproglige karakteristika, de mangfoldige genrer og virkelighedens absurditeter, ligesom hans betydning for senere forfatterskaber tages op.

Selv har jeg anvendt Peter Seeberg på skolens mellemtrin, blandt andet hans digt om “Bolsjer”, hvori der sker noget så sjældent som brug af verber, der holder sig inde i munden – “tyg langsomt, / sug, / sut.” Dette inspirerede en elev til at slutte et digt om gulerødder med “bid over, / guml, / gnask”.

100 årsdagen bliver markeret på Skovgaard- museet i Viborg, hvor der stilles en ny udgivelse i udsigt, ligesom antropolog Ditte Seeberg har tilrettelagt fem film, “Vidnefortællinger”.

Gå om bord i Peter Seeberg i sommerferien og brug ham i undervisningen i de kommende mange skoleår. Giv ham hans velfortjente plads i litteraturhistorien!

Undervis ude

Den bevægelse, der gerne vil give danske børn i daginstitutioner og skoler en fortrolighed med og glæde ved jordens betydning for bordets måltider, har fået nyt hovedkvarter: “Haver til maver” er flyttet til Frederiksberg Allé, lige ved siden af Haveselskabet, StormP-museet, Riddersalen og TV2s Kosmopol, kort sagt Frederiksberg Runddel.

For år tilbage var den skole, jeg var leder af, med ved den spæde start på Årstidernes jorder ved Krogerup. Det var en pædagogisk øjenåbner at se børnene trives i det fri, se konflikter forsvinde op i den blå himmel og opleve deres glæde ved at tilberede og spise mad, de aldrig før havde smagt. Derfor er det glædeligt at kunne konstatere, at det frø, der blev sået dengang, i dag er blevet landsdækkende og har inspireret mange, som kalder sig noget andet, men skaber udeskoler.

Og så er udeskolen fuld af danskfaglige muligheder. Lad mig blot nævne at lave grammatik med eleverne i børnehaveklassen: så frø eller sæt kartofler, lav en tegning af det, der vil komme op og skriv dets navn (navneord). Når de er kommet op, så skrive om dets farve eller udseende (tillægsord), og når det høstes og tilberedes tilføjes det, man gør (udsagnsord). Det er de tre ordklasser, som i samme rækkefølge tegner børns sprogudvikling og i øvrigt mange skabelsesberetninger.

Som en hyldest til udeskolen har jeg skrevet en lille sang, der indgår i sammenspilsmaterialet “Musikalske trædesten”, https://resonare.dk/mt/mt5/

Sommerfuglestøv, der vejer i sindet

Natten mellem Folkemødets fredag og lørdag kunne jeg vende det sidste blad i Lea Korsgaards “Inden året er omme”. Jeg undlader med vilje at genrebestemme bogen, for enhver bås er for begrænset til denne forunderlige bog. Men får en lettere gang og en dybere indsigt gennem læsning af bogen.

Lea Korsgaard har sat sig for at finde og se alle danske sommerfugle i løbet af et år. Og det bliver i sig selv en tour de force, der bringer os ind i et univers med snurrige og nørdede personligheder, der via GPS kan guide til særlige arters levesteder i forskellige landskaber.

Det bliver også en personlig historie, hvor alle i familien må leve med at omgås en besat sjæl – i begge betydninger af at leve med.

Men for mig bliver det først og fremmest en fortælling, der givet indsigt i sommerfuglens udvikling, i især europæisk filosofi, tro og tænkning, i vores historiske udviklingstræk og i de fremtidsperspektiver, som toner frem lige for næsen af os. “Inden året er omme” er ganske enkelt en ualmindeligt vidende og velskrevet bog, som kan lægge op til oplivende undren og tænkning.

Og så er Lea Korsgaard en herlig formidler, som når hun forklarer underet, sommerfuglens metamorfose, ved at sammenlige det med, at hun går ind i familiens garage ad en dør og kommer ud af en anden som næsehorn.

Det er ligeledes kækt at påvise, at Paulus såvel som fx Karl Marx troede på, at det ideelle samfund ventede lige om hjørnet. En sådan sammenstilling givet mod på at se fordomsfrit på vores kaos.

Endelig må jeg nævne hendes undren over, at vi på en studs kan finde midler til at genopføre Notre Dame og Børsen, mens vi med åbne øjne lader naturens arter uddø, selv om vi har kendt til denne udvikling i generationer.

For mig at se viser “Inden året er omme” at vi ikke behøver kanonlister og pensumkrav i skolen, fordi ethvert emne kan føre os hele raden rundt. Men det forudsætter vidende og veluddannede lærere, der har trang til at øse af deres viden.

Ps. Og når nu vi er ved sommerfugle, så fik jeg op til Folkemødet læst en forunderlig bog af Alessandro Baricco med titlen “Silken”. Den er en skæbnefortælling så fuld af undertoner, at den sætter sig i ens sjæl. Hvis din sommer tegner begivenhedsløs, så grib ud efter “Silken”.

Vi kommer fra analogiseringsstyrelsen

Lea Hebsgaard Andersens forsideillustration til DANSK #2, 2025

Så er nummer 2 af DANSK udkommet, og temaet er “Mærk suset af dansk”, altså artikler, der tager afsæt i det store kursus for dansklærere, som Danmarks Lærerforening, CFU og Dansklærerforeningens Folkeskolesektion stod for. Med omkring 1000 dansklærere som deltagere.

Dansklærerforeningsdelen af kurset for mellemtrinslærere blev varetaget af Mette Frederiksen (altså den rigtige) og mig. I fællesskab havde vi planlagt et forløb, der dykkede ned i faget grunddiscipliner: det talte og det skrevne sprog – med oplæsning som en mellemstation.

Vi bød velkommen med sætningen: “Vi kommer fra analogiseringsstyrelsen”, ikke fordi vi er maskinstormere, men fordi vi gerne ville insistere på, at den analoge undervisning kan noget særligt, hvad angår nærhed og fællesskab. Og faktisk viste det sig, at der på nogle af holdene var unge lærere, som vægrede sig ved at skrive i hånden; det havde de ikke gjort i årevis. Så alene af den grund følte vi os på rette spor.

Gennem enkle og eksemplariske øvelser fik vi skabt et væld af mundtlige fortællinger, hørt mange oplæsninger, dykket ned i en læsemetode, der tager afsæt i deltagernes forskellige oplevelser af en tekst, og endelig skrevet en god portion digte.

Vi indledte med sangen “Lad mig mærke en dansklærers tone”, som bygger på en række forfatteres erindringer om deres dansklærer. De er meget forskellige, men har det tilfælles, at deres lærere er, hvad man kunne kalde personligt praktiserende.

Vi sluttede med en evaluering, som var overvejende positiv, og som især vægtede, at deltagerne kunne genkende sig selv i arbejdet med faget.

I DANSK #2 gengiver vi strukturen i og overvejelserne bag forløbet. Marie Elmegaard og Sara Sejerskild beskriver CFU-delen af mellemtrinskurset. Heraf fremgår det klart, at kursets indfaldsvinkler supplerer hinanden – fx ved at CFU’erne foldede temaerne ud gennem deres digitale platforme.

Og én ting står fast: dansklærere hungrer efter efteruddannelse.

“Det er ikke noget for os!

Udsnit af forside på bogen Smedens følgesvend. Forlaget Praxis.

Folkemødet byder på meget andet, der sætter tankerne i gang, end paneldebatter. Således sket det allerede på vejen derover om bord på færgen, at vores lille delegation fra Dansklærerforeningens Folkeskolesektion kom til at sidde ved siden af et bord med en ung kvinde, der sad og læste og skrev i hånden med blyant.

Den bog, hun læste i, havde et forsidelayout, som mindede mig om det, vi i Dansklærerforeningens Forlag havde anvendt til serien “Frit for fantasi”, og illustrationen, som jeg ikke tydeligt kunne afkode, var farvestrålende og lokkende. Så jeg gjorde det, som jeg ofte gør, når jeg ser unge læsere i offentlige transportmidler: jeg spurgte om, hvad det var hun læste. En roman? En krimi?

Men nej. Hun læste i en håndbog, der hed “Smedens følgesvend”, for hun var i lære som klejnsmed. Faktisk var hun udlært møbelsnedker, men havde fået lyst til at svejse. Og nu havde hun fået læreplads hos et firma i Gentofte. Det viste sig at være samme firma, som havde smedet alfabetet i Kenn André Stillings skulptur på Dan Turélls Plads i Vangede.

Den unge kvinde var stolt af sit karrierevalg, men træt af fordommen om, at hvis man er dårlig til det boglige, så kan man altid blive håndværker.

Dette fremkaldte en erindring hos mig: Jeg har et barnebarn, der har valgt at uddanne sig til tømrer. Hun blev udvalgt til at præsentere uddannelsen ved en uddannelsesmesse i Gentofte. En pige fra 9. klasse kom hen til hende, stillede engagerede spørgsmål og lyttede interesseret, inden en kvinde, der måtte have været pigens mor, hev hende væk fra samtalen med ordene: “Det er ikke noget for os!”

ps. En kurdisk pizzaejer i Vangede fortalte Kenn André Stilling, at de tyrkiske myndigheder engang forbød brugen af bogstaverne X, Q og W, hvorved mange kurdiske person- og bynavne og mange ord ikke kunne skrives. Men undertrykkelse kan havde mange ansigter; fx når noget interessant ikke er noget for os.