Forfatter: Jens Raahauge

Ole Dalgaard alias OscarK fylder 75

Foto: Lars Sidenius

Forfatteren Ole Dalgaard fylder 75 den 31. marts

Ole Dalgaard har et omfattende CV. Tidligere teater- og TV-direktør, TV-producer, dramatiker og forfatter til flere end 40 skøn- og faglitterære værker. Sammen med hustruen Dorte Karrebæk har han bidraget til at flytte grænserne for, hvad børnelitteraturen formår. Og så er han belæst, hvilket gør ham til et ualmindeligt vidende menneske. I gamle dage ville han have fået betegnelsen polyhistor. Men også nu, hvor han i en moden alder udfolder sig med uformindsket styrke, men med en anderledes indsigt og melankolsk overbærenhed, er han produktiv på et bredt felt:

”Det er aldrig for sent at få en dårlig barndom” var titlen på et foredrag, hvori Ole Dalgaard, alias OscarK, for et par uger siden på et af Dansklærerforeningens arrangementer søgte at belyse erindringen som konstrueret forestilling om fortiden. Hans barndomserindringer ”Og så var der verden som den var” var anledningen til disse overvejelser, og her beskriver han den mageløse barndomsoplevelse, at verden forandrer sig alt efter hvilken stol, man sidder på ved bordet.

Denne opdagelse giver han børn og unge mulighed for at reflektere over gennem børneromanen ”Ungerne fra Strandholt”, som kan åbne øjnene for livet i 1950erne, hvor der var fritgående børn, som på egen hånd måtte søge at gribe og begribe tilværelsen.

I de mange børnebøger, som OscarK har begået i de seneste år, ofte sammen med illustrator Teddy Kristiansen, får de unge læsere mulighed for at få nye perspektiver på verden, hvad enten det er i de poetiske og finurlige bøger om ”Hugo og Holger” og om ”Den venlige flodhest” eller i de opskruede og grovkornede ”Drengerøvshistorier”.

Overalt finder man bag det absurde eller det anderledes en ømhed og poesi, som kan give anledning til at undres og få lyst til at søge mere viden.

Dette gælder også i udpræget grad hans seneste udgivelser til det voksne publikum. Måske blev sporene lagt i romanen om Luther, ”Viae Deus Audet Scire, eller Den melankolske reformator”. I hvert fald har han nyoversat gammeltestamentlige tekster, ”Sangenes sang” (Højsangen) og ”Skeptikerens bog” (Prædikerens bog) og senest beskæftiget sig med tilværelsens største spørgsmål, hvor to romaner i en planlagt trilogi er udkommet: ”Ars Moriendi” og ”Dødedans”, mens arbejdet med sidste bind udfolder sig lige nu. Her søger OscarK med den tyske atomfysiker Werner Heisenberg som hovedfigur at belyse slægtskabet imellem den moderne kvantefysik og middelalderens alkymi.

Ole Dalgaard/OscarK giver os litteratur, der udspringer af en tro på, at der fortsat eksisterer undrende mennesker, som har trang til at fordybe sig, for at få åbnet vinduer til en større verden. Videbegærlige børn og unge fortjener hans litteratur, akkurat som lærere, lærerstuderende og alle andre voksne gør.

Ole Dalgaard afsluttede sit foredrag med følgende konklusion: ”En dyb søgen efter sandhed vil lede til usikkerhed, som måske er den højeste form for visdom, vi kan stræbe efter”.

Ole Dalgaard er imidlertid også den, der har lagt ord og stemmer til de tigerhistorier, som kan findes på QR-koder rundt om i Juelsminde, hvor han bor. Her står 25 pullerter med tigre, som hans ægtefælle, illustratoren Dorte Karrebæk, har malet på strandens sten og dermed givet anledning til tigerjagt i byen.

Virkeligheden er mangfoldig og på mange måder uhåndgribelig. For at understrege dette er det pirrende, at de nævnte værker angiveligt er skabt af OscarK, som ifølge Ole Dalgaards hjemmeside afgår ved døden den 14. juni 2014.

Jens Raahauge 

Inde i H.C. Andersens eventyrlige dobbeltheder

Jesper Wung-Sung beriger os med endnu en genoplivning af HCAs person

I 1822 udkom bogen Ungdoms-Forsøg af William Christian Walter. Bag forfatternavnet gemte sig den dengang mis- og ukendte Hans Christian Andersen, som havde konstrueret navet med henvisning til idolerne Shakespeare og Scott og med eget mellemnavn klemt ind.

Denne titel har Jesper Wung-Sung med vanlig sans for det velvalgte anvendt på romanen, der følger op på Hans Christian, der i jeg-form fortæller om H.C. Andersens barndom. Beretningen om hans ungdom fortælles logisk nok fortsat med Hans Christian som fortæller; logisk fordi den kraftpræstation, det var at leve sig ind i den krøllede barnesjæl, har alle forudsætninger for nysgerrigt at se nærmere på, hvordan drengen vil udvikle sig. Og det kommer der en roman ud af, som er lige så vellykket som forgængeren, vil jeg mene efter anden gennemlæsning.

Ved den første læsning fandt jeg indledningen en kende anstrengt med anvendelse af lidt for mange sært konstruerede ord. Men efter en ny læsning forekom ordene ganske andersenske; et ændret syn, som måske beroede på, at jeg havde læst andre romaner mellem Hans Christian og Ungdomsforsøg. Jeg var ganske enkelt gledet ud af Jesper Wung-Sungs indlevelsesunivers, som ellers havde bjergtaget mig i Hans Christian.

Jesper Wung-Sung formår at give et troværdigt og dragende indblik i den drivkraft og den sårbarhed, som denne unge mand udvikler sig til at være i besiddelse af. Det forunderlige ved H.C. Andersens person er, at den har et ben i såvel virkelighedens som fantasiens verden; ja, mere end det: Han er mangebenet, idet han også har ben plantet på hver side af skellene mellem angst og mod, mellem følelsen af utilstrækkelighed og storhedstro, mellem blufærdighed og nysgerrighed, mellem generthed og grænseoverskridende adfærd, mellem erotik og skræmthed og mellem kærlighed og kunstens kald. I det ene kapitel efter det andet blotlægger bogens jeg springende, hudløst og naivt alle disse i væremåde og tanker i kampen for at få foden indenfor i teaterverdenen som danser, som sanger, som skuespiller og endelig som forfatter. Vejen må gå fra afslag på afslag via skolegang, dog betalt af kongen, og gryende digtning til en stormende, men umulig forelskelse i Riborg. Her slutter ungdomsforsøgene på en måde, der antyder, at flere bind vil se dagens lys.

Og det er en glæde, for Jesper Wung-Sung har placeret sig så indsigtsfuldt i H.C. Andersens modsætningsfyldte tænke- og væremåde, at science fiction-forfattere kan gå hjem og vugge, når de spekulerer på at genoplive dinosaurer af fundne gener, eller når kvantefysikere forudser, at de på et tidspunkt vil kunne give Søren A. Kierkegaard ny gang på jorden ud fra få levninger. Det lykkes nemlig Jesper Wung-Sung her og nu at give vores store digter et liv, som ikke blot gør ham stor i sin tid, men i al tid – altså også i vores nutid, hvor mange, der surfer på sociale medier, kan få sat både spørgsmåls- og udråbstegn ved deres angst for ikke at få det hele med.

Og til dem, der ikke er net-surfere, kan der måske være en sport i at gå på opdagelse i de mange eventyrreferencer, som Jesper Wung-Sung anvender som pejlemærker i jeg’ets tanker, som om frøene til nogle af eventyrene, romanerne og operaerne bliver sået lige her.

Det er den type digterisk frihed, der virkelig får det hele til at virke troværdigt.      

Jens Raahauge

Årets pressefoto 2024 er fundet

Forlaget Årets Pressefoto har i år udsendt to smukke publikationer, trykt på Narayana Press, dels for at præsentere årets udvalgte pressefotos og videoer og dels for at markere, at Årets Pressefoto har 50 års jubilæim.

Bøgerne er så vidt jeg er orienteret ikke i almindelig boghandler- og webshop-handel, men kan erhverves i forbindelse med besøg på de udstillinger, som bliver afholdt rundt om i landet. Her er en oversigt:

https://journalistforbundet.dk/pressefotografforbundet/udstillingssteder-aarets-pressefoto

Billederne kan i øvrigt findes i diverse dagblade eller på Journalistens hjemmeside:

https://journalisten.dk/her-er-aarets-pressefoto-2024

Disse smukke bøger vil være oplagte i undervisningen, dels fordi alle fortjener at have haft en så smuk udgivelse i hænderne og øjnene, og dels fordi den vil være et frugtbart oplæg til en drøftelse af, hvad det er, der gør det væsentligt fortsat at have professionelle fotografer i en tid, hvor alle går rundt med et kamera i hånden. Spørgsmålene kan være: Hvad er det, det professionelle fotografi kan, som vi amatører som oftest ikke formår at vise? Og hvad er det vi kan, som det normalt ikke er den professionelle fotograf beskåret at indfange?

ps. At besøge en af udstillingerne og lade klassen se disse billeder samlet og i stort format giver indtryk, der sætter sig.

Barnet(t)s hemmelig dør

Der kan godt være format over en lille bog; virkeligt format!

Den amerikanske børnebogsforfatter Mac Barnett, som på danske er udkommet med flere end 10 titler, har skrevet en meget personlig og alligevel alment gyldig bog om, hvorfor vi skal tage børnebøger alvorligt.

Kort inde i bogen står en enkelt sætning alene på en side: “En børnebog er en bog skrevet for børn.” Og den modstående side er uden andet indhold end en opfordring til at reflektere over det tilsyneladende tautologiske udsagn. Nej, det er ikke så oplagt, som det lyder. For der er ganske mange voksne, der involverer sig i en bog til børn: forfatteren, forældrene, bibliotekarerne, lærerne, pædagogerne og mange flere.

Og det, der er karakteristisk for dem, er, at de i modsætning til børn ikke længere er voksende, men netop voksne, hvilket som oftest indebærer, at de ikke længere er i stand til at stå med et ben i virkeligheden og et i fantasiens mange muligheder.

Mac Barnett plæderer for, at børnebogen skal tage denne egenskab hos børnene alvorligt, så de mange facetter af følelser og oplevelser, som har hjemme i en sådan tobenet måde at nærme sig verden på, bliver imødekommet.

Derfor kan han overbevisende argumentere for, at didaktik er den gode børnebogs fjende. Tag lige den, og overvej, hvilke andre fjendtlige indgreb i barndommens land didaktiske tilgange kan afstedkomme.

Mac Barnett medgiver, at der udkommer meget bras, der kan kategoriseres som børnelitteratur, men understreger, at noget tilsvarende gør sig gældende for litteratur til voksne. Vi voksne har bare bedre redskaber til at finde frem til det, der vedkommer os, men børnene ofte er afhængige af os.

Mac Barnett beretter også om, at hans mor, som egentlig ikke selv brød sig om fiktion, ville ham det bedste, og derfor fik installeret en bogreol med børnebøger i deres hjem. Og som Kaalund siger: “Oh, har du en moder, da skøn derpå!” Alle voksne burde sikre, at ethvert barn har adgang til en bogreol med mulighed for at vælge noget, der er vedkommende.

Han inddeler børnelitteraturen i tre kategorier: 1) De tekster, som er skrevet af børnene selv, og som ofte er “ventil for alt det voksne foretrækker at lade, som om børn aldrig tænker på”. 2) De bøger, som er propaganda for voksenlivet, og som ikke giver børnelæserne “den mindste smule litterær oplevelse”. Og 3) De bøger, som er skrevet til børn, “sådan som de faktisk er, og ikke som voksne gerne vil have dem til at være”.

“Barnet, der ‘lader som om’, skræver over en hemmelig dørs dørtrin, står med den ene fod i virkeligheden og den anden i fiktionen”. Grib denne bog, og bliv grebet – og reflekter over, om vi som voksne kan få øje på andre hemmelige døre i vores omgang med børn.

Bogen er udkommet på forlaget Jensen & Dalgaard, som i gyldne øjeblikke virker til at have benene plantet på begge sider af virkelighedens og kreativitetens skillelinje. De kalder bogen for Barne(t)s hemmelige dør, oversat fra amerikansk The Secret Door af Barnett.

Med afsæt i Andersen

I år er det 150 år siden, H.C. Andersen døde. Og den begivenhed er en oplagt anledning til at lade sig inspirere af hans eventyr; en anledning som Gyldendal har grebet ved at lade 8 forfattere af bedste karat vælge hver et eventyr, som de har mod på at skrive ovenpå.

Det er der kommet en fin samling ud af, og for at understrege relevansen for undervisning har Trine May skrevet et efterskrift, der giver ideer til arbejde med novellerne i skolesammenhæng; ideer som nok giver afsæt, men som giver god plads til dansklærerens egen ageren og dømmekraft.

De 8 noveller fortolker de temaer, som H.C. Andersen inspirerer til i eventyrene Lille Claus og store Claus, Tommelise, Den lille pige med svovlstikkerne, Grantræet, Den lille havfrue, Kejserens nye klæder, De vilde svaner og sangen I Danmark er jeg født.

Søren Jessen lader godmodige store Alf snøre den selvpromoverende lille Alf og giver god anledning til at reflektere over, hvordan vi behandler hinanden, og hvad gold magtudøvelse kan afstedkomme. Gid dog Trump ville læse med!

Susanne Munk Jensen lader en kæmpestor pige udsætte for omsorgssving, men finder til sidst en plads, hvor hun føler sig set og anerkendt; hos en hjemløs med hund. Gid dog landets opholdssteder ville læse med!

Jesper Wung-Sung beskriver livet og døden om bord på en flygtningesejlads over noget, der kunne være Middelhavet. I skæret fra den sidste nødraket ser en overlevende lillebror sin døende mormor i det rige land. Han falder over bord. Gid dog alle Folketingets strammere ville læse med!

Mette Vedsø har skrevet en poetisk novelle om Anemone, der tror, at alt er skønnere andre steder end der, hvor hun er. Man må gribe hvert nu med det, det byder, og se med accept på sig selv. Gid dog alle SoMe-brugere ville læse med!

Malene Sølvsten har skrevet en forunderlig og mangetydig havfruehistorie, som blandt andet kan læses som et korrektiv til de undertrykkende kropsidealer, der gør tilværelsen trist for mange unge. Gid dog alle influencere og deres følgere ville læse med!

Kim Fupz Aakeson har en rigtig fupzet udgave af en forfængelig bandeleders pludselige selvindsigt, da nogle svindlere konfronterer ham med hans egen moral. Gid alle bandeledere, deres håndlangere og deres advokater ville læse med!

Mads Ananda Lodahl har skrevet et eventyr om en dreng og hans elleve søstre, der forvandles af en ond stedfar. Både det litterære greb og handlingens referencer til nutiden er oplæg til fine refleksioner. Gid alle, der vil bestemme, hvordan andre skal være, ville læse med!

Endelig har Cecilie Eken skrevet en fædrelandssang, som på forunderlig og poetisk vis forbinder os med den natur, dens planter og dyr, som vi skal leve og overleve sammen med. Vis en QR-kode får vi smuk melodi på. Efter min mening er dette bogens højdepunkt. Gid alle vil synge med!

Denne bog er en fin novellesamling, som kan give anledning til fordybelse og refleksion i undervisningen, men som også snildt kan fungere uden for klasseværelset, hvilket jeg har antydet ved at pege på andre grupper af læsere.

Denne bog er noveller til tiden, hvor H.C. Andersens eventyr er historier til altiden. Men det gør vel ikke denne udgivelse mindre væsentlig, at den forfatter, der døde for 150 år siden, er mere levende end de nuskrivende.

Læsehad. 4.

Et sidste indlæg om læsehad; her om digitale medier

I forlængelse af de foregående indlæg om læsehad vil jeg argumentere for at skærmene som fast inventar må ud af skolen – i hvert fald i indskolingen og på mellemtrinnet. Læsning på nettet degenererer vores hjerne, så den bliver koncentrations- og hukommelseshæmmet. Og det rammer os alle.

I det lille landsbysamfund, jeg bor i, har vi en læsegruppe. Og vi har for nylig læst Herman Melvilles Moby Dick. Men det tog mig en uges tid at overvinde den læsetræthed, der opstod, fordi jeg fandt sætningerne knudrede og sproget vanskeligt tilgængeligt. Men efter denne genoptræning i at læse langsomt og i at gentage læsningen af særlige passager, fulgte nydelsen.

Den amerikanske hjerne- og læseforsker Maryanne Wolf har selv haft samme oplevelse af at skulle generobre læseevnen, og hun siger i Politiken (8. februar 2025) om skærmlæsning: ” Indtil 10-12-års alderen bør børn ikke læse på skærme… De skal træne deres læsning på papir, så de lærer at fordybe sig og læse langsomt, læse lange tekster og holde fokus selv i svære tekster. For papiret har med sin sanselighed og fysiske kvaliteter en naturlig måde at hjælpe børn til at holde læsetempoet nede, så de ikke lærer at skimme som den mest effektive metode til at klare en opgave.”

Og hun argumenterer med at: ”..’dybdelæsning’, en koncentreret læsning, hvor vi aktiverer de mest avancerede kognitive, sproglige og følelsesmæssige processer, vi som art har udviklet gennem tiden, risikerer at smuldre, når vi bruger mere og mere tid på digitale medier. Og det har store konsekvenser…For uden den særlige, dybe læsning kan vi ikke indoptage og forstå længere tekster og tankerækker. Vi træder ikke ned i andres sko eller tager kritisk stilling, når vi skimmer og kun har tålmodighed til korte tekster.”

Denne iagttagelse stemmer overens med udsagn fra gymnasielærere og læreruddannere om, at de studerende er gode til at søge leksikalske oplysninger på nettet, men ofte har vanskeligt ved at gengive det, de har læst – selv fra kortere tekster.

Derfor må vi spørge os selv, om vi ikke med den heftige digitalisering af skolen har stimuleret den vægring ved læsning, som en del børn udviser.

Og vi må spørge os selv, om test- og afgangsprøverne i hurtiglæsning fremmer den overfladiskhed, som hæmmer den frugtbare dybdelæsning og alene er til gavn for den effektive og overfladiske informationssøgning.

Maryanne Wolfs bud er i hver fald: Ud med skærmlæsningen i de første skoleår. Og jeg vil gerne tilføje: lav en læs op og læs langsomt-kampagne.

Læsehad 3.

Formidling, formidling, formidling!

Som en opfølgning på de to foregående refleksioner over begrebet læsehad vil jeg vende blikket imod det at formidle læsestof. Det nødvendigt at man lokalt får ejerskab til formidlingen af læsestof. Med dekonstruktionen af skolebiblioteket, centraliserede indkøbsordninger og afskaffelse af skolebibliotekaruddannelsen er grundstenene lagt til en Via Dolorosa for læsningen af bøger.

Bøger og læsestof skal formidles, så eleverne bliver ægget på nysgerrigheden. Og eftersom eleverne er forskellige, skal udbuddet være alsidigt. Og eftersom formidling af et alsidigt udbud kræver belæsthed, burde hver eneste skole give en særligt interesseret lærer mindst 100 timer årligt til læsning og formidling.

En sådan formidlingsopgave kan rette sig såvel til elever som til kolleger, da der for begge grupper vedkommende synes at være et fravær af boglæsning (og hvad det betyder, vil jeg tage op i næste blog om læsehad). Endvidere er det væsentligt ved formidlingen at skelne mellem litteratur, der egner sig til undervisning, og litteratur, der imødekommer ønsker og interesser hos eleverne. I sidstnævnte kategori er det værd at notere sig, i hvor høj grad anbefalinger fra kammerater og influencere spiller en rolle. Dem må man gøre plads til i formidlingen.

I den forbindelse kan jeg nævne, at jeg som dansklærer i Næstved for mange, mange år siden tog initiativ til etableringen af et anmelderkorps blandt elever, som fik tilsendt bøger fra forlagene, og som fik en månedlig side i Næstved Tidende – et initiativ, der inspirerede til læsning. Det er i lidt større skala parallelt med de aktiviteter, der fandt sted på de fleste skolebiblioteker, og som finder sted på en del PLC’er med anmeldelser og læseanbefalinger fra elev til kammerater.

Jeg oplevede i forbindelse med min skolebibliotekaruddannelse det privilegium at få lov til at følge i hjulsporene fra skolebibliotekskonsulent Else Vig Jensens bogvogn, når hun tog månedens runde til skolens klasser for at præsentere nyindkøbte bøger – og i samme moment reklamere for et par, der havde stået uberørt på reolen i for lang tid. Hun læste lidt op fra hver bog; spændende eller overraskende passager, uden at røbe bøgernes hemmeligheder.

Jeg tog hendes måde at præsentere på op, da jeg blev skoleleder og introducerede litterære morgensamlinger en gang om ugen – i den tid, der var afsat til læsebånd på ugens andre dage. Det gav ofte lange ventelister på skolebiblioteket og altid gode samtaler i kantinen.

Derfor mit forslag om timer til en formidlingslærer – indtil skolebibliotekaruddannelsen, det decentrale indkøb og skolebiblioteket er retableret.

Med blik for Andersen

Lars Ravns maleri Hybelkanin som pryder bogens omslag

Maleren Lars Ravn lukker sin egen kunst og vores øjne op for H.C. Andersen som billedkunstner

”Jeg håber, at denne bog vil sætte gang i processen, der peger mod en bredere forståelse af H.C. Andersen som kunstner og som menneske” ved ”at den kan være med til at åbne øjnene for, at det ikke kun er det skrevne, der undersøger verden”. Dette håb, maleren Lars Ravn formulerer i bogen om H.C. Andersen som billedkunstner bliver til fulde indfriet, hvad angår påvisningen af billedets formåen udi undersøgelsen af verden, mens processen omkring den bredere forståelse nu er op til bogens læsere, som skal være både hårdhjertede og koldøjede for ikke at kaste sig ind i processen. Lars Ravn har gjort sit til, at synet på H.C. Andersen uvægerligt må tillægges endnu et lag – nemlig som en billedkunstner, hvis kunst peger mod strømninger, der ligger forude.

I bogen får Lars Ravn hjælp gennem to ekspertkapitler, hvori museumsinspektør, cand.mag. Niels Bjørn Friis skriver om H.C. Andersens dannelsesrejse til Italien, mens mag.art. Ejnar Stig Askgaard skriver om H.C. Andersen som billedkunstner. Bogen er blevet til i samarbejde med kunstfotograf Claus Kofoed, som også har skrevet forordet.

Men det, der har rusket i mine øjne, er Lars Ravns blik for H.C. Andersens mangeartede billedkunstneriske udtryk og teknikker i tegninger, klip, collager og de billedværker, som han skabte til venners børn. Lars Ravn har en sjælden formidlingsevne, der så at sige tager en ved øjnene og fører ind i billederne med en kombination af indsigt og begejstring, som smitter. Læseren får blik for Andersens billedkunst, som man bliver overbevist om at have haft for lidt blik for, hvor det har udfoldet sig i skyggen af hans eventyr – fortalte for børn. (Lars Ravn grunder i øvrigt over om en tilsvarende skyggetilværelse er blevet romanerne, skuespillene og poesien til del.)

Lars Ravn har som så mange af os fået H.C. Andersen ind gennem sproget fra barnsben. Men i de seneste mange år har han været optaget af Andersens billedkunst; en fascination, der nok udspringer af deres beslægtethed i som selvlærte at vægte det folkelige, legende og frihedssøgende i den billedskabende proces. Bogen skildrer Lars Ravns mange fortolkninger af Andersens billeder, hvor han også lader et andet forbillede, maleren Paul Klee, indvirke på fortolkningerne.

Ved at se H.C. Andersens, Paul Klees og Lars Ravns’ billeder stillet til skue ved siden af hinanden, får man blik for de kunstneriske kvaliteter, som de hver især rummer. Her er tale om en øjenåbnende synergieffekt, som gør, at H.C. Andersens billedkunst er en bog, man ikke kan få nok af!

Det tjener Syddansk Universitetsforlag til ære, at de har udgivet dette forunderlige værk, som trækker H.C. Andersens billedkunst ud af skyggen og lægger alen til ham som fri, legende og autodidakt kunstner; kvaliteter som her genfindes hos fortolkeren Lars Ravn.

Jens Raahauge

Læsehad. 2

Anden refleksion over Politikens opmærksomhedssøgende kampagne

Forældrene og andre voksne omkring børns læsning har tilsyneladende valgt at glide ud af tænkningen om at være sammen med børnene om læsning. Læsepædagogen Mogens Jansen beklagede for mange år siden, at børnene mangler rollemodeller, når vi taler om læsning. Alle siger, at det er vigtigt at læse, men børnene ser ingen voksne gøre det – og da slet ikke af lyst; ingen forældre, ingen lærere, ingen pædagoger gør det i fuldt dagslys eller med aftenspot på.

Kultursociologen Jacques Blume forudsagde allerede i 1970erne, at vi ville få problemer i børneopdragelsen, fordi fri abort og effektiv prævention bevirkede, at der ikke længere ville blive født børn, der var et vilkår, men kun ønskebørn. Og ønskebørn er projekter, der skal lykkes i uddannelsessystemet med en overskuelig indsats fra forældreside, fx uden den indsats at fordybe sig i læsning sammen med sit barn hver dag. Forældrene har investeret deres ønskebørn i skolen, som så har til opgave at sørge for et passende afkast.

I skolen kan lærerne understøtte et læsesamvær ved oplæsning af faglige og skønlitterære tekster, der udfordrer elevernes læseniveau. Det fremmer fællesskabet og oplevelsen af, at bogstaverne kan aftvinges hemmeligheder, det er værd at komme efter.

Således har jeg selv gjort erfaringer med oplæsning af fx. Lindgrens Brødrene Løvehjerte på 2., 4., 6. og 9. klassetrin, som så på alle trin er blevet fortolket gennem elevernes tegninger af det sted i historien, som hver enkelt har udvalgt som det foretrukne. Det har for mig som lærer været forunderligt, at ingen i nogen af klasserne valgte samme sted i fortællingen som “deres sted”, og at begrundelserne for valgene (selvfølgelig) skiftede karakter alt efter om vi oplevede en trøstebog i 2. klasse eller arbejdede med et hovedværk i 9. klasse. (Det kan man læse om i min lille pamflet Læs og brænd på. Dansklærerforeningen)

Et andet eksempel er oplæsning af Karen Blixens De blå øjne i 8. klasse, men med udeladelse af slutafsnittet, som eleverne hver især skulle komme med et bud på.(Det kan man se mere om i filmen Modersmålet er fuldt…. (Musisk udvalg)

Når jeg i plæderer for oplæsning, oplæsning og oplæsning, både over for forældre og undervisere, skyldes det, at børn i dag har adgang til mange medier, der ikke kræver meget ud over tryk på en knap for at underholde. Hvis vi skal vise, at læsning har noget berigende at byde på, må vi kompensere og give børnene indhold, der ofte overstiger deres læsetekniske formåen.

En udveksling af oplæsningens herligheder kunne være en givtig tråd på skolens svar på Facebook, AULA, også som et bidrag til at lave knuder på curlingforældres tråde.

Jens Raahauge

Jesper Wung-Sung får H.C. Andersen-medaljen

Udsnit af forsiden på Jesper Wung-Sungs Ungdomsforsøg, der er en selvstændig fortsættelse af Hans Christian. Ill. John Kenn Mortensen

H.C. Andersen-Samfundet i København uddeler hvert andet år en pris og en smuk medalje i sølv til en, der gennem kunstnerisk virksomhed eller forskning har bidraget på anerkendelsesværdig vis til at vedligeholde interessen for og udbrede kendskabet til den vel nok mest originale og største digter, vi har oplevet i Danmark.

I 2025 er valget naturligt nok faldet på forfatter Jesper Wung-Sung, som i romanen Hans Christian (Politikens Forlag) lader os følge den odenseanske dreng gennem barndomsårene – vel at mærke fortalt i første person. Den præstation, som en sådan troværdig indlevelse er udtryk for, berettiger i sig selv til en stor medalje.
Men sideløbende med den udkom en livsskildring med 100 nedslag i H.C. Andersens liv beskrevet levende og originalt ud fra 100 billeder. H.C. Andersen i billeder (Gyldendal) er bogens titel.

Endelig udkom i samme periode billedbogen Edderkoppen (Forlaget Fugl), der er inspireret af et H.C. Andersen-digt med samme titel; et digt som Jesper Wung-Sung stødte på under sin research, hvor H.C. Andersen var blevet inspireret til sit digt under et ophold i Goslar.

Jesper Wung-Sung får overrakt prisen og medaljen efter H.C. Andersen-Samfundets generalforsamling, som finder sted den 1. april 2025 på Biblioteket, Danasvej 30, Frederiksberg.

Og for at understrege at pris og medalje falder på rette sted, så udkommer den selvstændige fortsættelse af Hans Christian den 28. marts, altså en håndfuld dage før prisoverrækkelsen. Ungdomsforsøg (Politikens Forlag) er dens titel.

Jens Raahauge