Jens Raahauge - Dansklærerforeningens Folkeskolesektion

Den sidste perle

Overskriften refererer til titlen på det eventyr, som Museum Odense har erhvervet manuskriptet til – med rundhåndet støtte fra Austinus Fonden, og ikke til, at det er den sidste H.C. Andersen-perle, der kommer forskningen i hænde. For der ligger meget “derude” og venter på tilsynekomst.

Men nu er “Den sidste perle” altså hus i Odense, og i den anledning inviterer H.C. Andersen-Samfundet i København til et arrangement.

Her er den invitation, der er udsendt til HCA-Samfundets medlemmer – og bemærk, at gæster er velkomne for en beskeden entre:

I 2024 erhvervede H.C. Andersen Hus i Odense manuskriptet til eventyret ”Den sidste Perle”, som H.C. Andersen blev inspireret til af en bevægende historie i forbindelse med hans forhold til familien Abrahams.

Vi har i den forbindelse den glæde at invitere medlemmerne

Tid: Onsdag den 26.August kl. 19-21

Sted: Dansk Forfatterforening

Strandgade 6, st.

1401 København K

til et arrangement, hvor vores tidligere prismodtager, seniorforsker Ejnar Stig Askgaard vil fortælle om manuskriptet samt om den store samling Anderseniana museet erhvervede i julen bl.a. ”Digte” (1830) med dedikation til Oehlenschläger samt manuskriptet til tragedien ”Maurerpigen” fra 1840, der blev anledning til et brud mellem H.C.Andersen og fru Heiberg.

Gæster er velkomne. Entré kr. 50,00.

Tilmeld dig gerne til Jens Raahauge, jra@dansklf.dk eller pr sms 2542 1845 (aht. klargøring af lokale).

Der kan i forbindelse med arrangementet købes vin og vand.

Med venlig hilsen

pbv

Kirsten Dreyer, formand

Tanker efter et besøg i Island. 3.

Den unge spanske filolog Irene Vallejo har skrevet den forrygende bog om skriftsproget og bogen “Evigheden i et siv”. Her er pointen, at hvis bogen ikke fandtes, ville vi ikke have haft en bevidsthed om, at vi har en historie. Bogen har givet os kilder, som står prentet.

De islandske sagaer er blandt verdens mest overbevisende udtryk for netop dette synspunkt: islændingene har en historie, som står prentet på kalveskind og i enhver islændings selvforståelse.

At besøge landnammsudstillingen i Adelstræti i Reykjavik og fortsætte til Borganes, hvor der er indrettet et fint Settlement Center, og videre til Reykholt, hvor der i kirken er en fornem Snorre-udstilling, kan ikke andet end give vingesusets åndenød. Det er ganske enkelt storslået – historisk, kulturelt og politisk. Derfor er det værd at hæfte sig ved, at Annette Lassen i år modtog Det Danske Akademis pris for formidling af sagaerne. Her er læsning for hele sommeren og frem til jul – og begynd med Harald Voetmanns forrygende motiveringstale på akademiets hjemmeside.

Denne unikke historie har sammen med den bølgende undergrund ført til en strøm af turister. Og turismen er vigtig for et land, der især har historie, vulkaner og termiske kilder at byde på. Og så fiskeri – torsken i deres Fish and Chips er så frisk og velsmagende, at man tror, at det er deres opfindelse.

Men turismen sætter også sine spor, sådan som det er tilfældet andre steder i verden, og som er eminent beskrevet af Ilja L. Pfeiffer i “Grand Hotel Europa”. I Europa lever vi af fortiden, men Amerika og Asien satser på fremtiden, er hans pointe.

På den stolte erhvervsmole i Reykjavik er der opstillet boder, der sælger billetter og udlejer våddragter til hvadsafarier. Og de gamle hæderkronede forretninger viger for souvenir- og uldvarebutikker. En undtagelse er dog antikvariatet Bokin, som bekræfter Irene Vallejos pointe om, at vores historie er holdt i live af forfattere og boghandlere.

Men bogen kan også fortrænge betagende kultur. Jeg havde glædet mig til at vise mit barnebarn det storslåede rockmuseum Rokksafn Islands tæt ved Reykjavik. Men det er reduceret til en ordinær udstilling i forhold til min erindring fra et tidligere besøg. Nu er det vilde, betagende og interaktive inddraget til fordel for et folkebibliotek. Bjørk er blevet sat til vægs – og den tidligere dansehal tæt ved den amerikanske forlægning er blevet reoliseret. Øv!

Tanker efter et besøg i Island. 2.

For mig er det et must at aflægge Halldor Laxness’ hus et besøg, når jeg besøger Island. Sådan også denne gang, hvor jeg var der sammen med et barnebarn, der ellers er optaget af geologi – og geografi. Derfor var det også fint at få øje på den globus, der er udstillet forfatterens hjem. Her fylder Island den halve klode. Pendanten finder vi i Piet Heins globus, hvor Danmark fylder overvældende meget. Selvfølelsen og -billedet i vores småstater fejler ikke noget!

Op til besøget havde jeg denne gang læst hans “Salka Valka”, som er oversat af Gunnar Gunnarsson, der engang troede, at han skulle modtage Nobelprisen i litteratur i sådan en grad, at han gjorde alle forberedelser, men blev snydt: Laxness fik den. Og det forekommer mig, at Nobelkomiteen så rigtigt. Laxness er uovertruffen!

Et af de aspekter, som betager os danske besøgende, er at høre Laxness tale dansk. Min unge ledsager var betaget af hans tydelige udtale og varierede, præcise sprog. Og jeg huskede, at jeg engang foreslog, at der skal ansættes færing eller islænding på hver skole for at modvirke mumledansk. At have lært et sprog via skriftsproget betyder tilsyneladende, at man undgår den stavelseskannibalisme, som følger af at have lært modersmålet af mumlende voksne.

En løsning kan være at træne oplæsning som et oplæg til fremlæggelsesdansk.

Apropos. Dansk står godt nok på det islandske skoleskema, men de fleste af de unge, vi mødte, ville hellere tale engelsk. “Vi fulgte ikke så meget med i dansk!”

Men ved en bod med Fish and Chips, som havde asiatisk betjening, henvendte vi os på engelsk, og en anden kunde spurgte, om vi var tyskere. “Nej, vi er fra Danmark.” Og han slog over i perfekt, tydeligt dansk og sagde, at han elskede Danmark, hvor han havde arbejdet og gerne ville tilbage til.

Når man kører rundt, kan man glæde sig over at kunne se betydningen af mange islandske ord, men når de taler sammen, virker Laxness’ globus dækkende. Men når man så møder en islænding, der taler ens eget modersmål på smukkeste vis, så er Heins globus ikke helt ved siden af.

Man kan nok mødes i et fælles handicap og tale det fælles fremmedsprog engelsk, men hvor er det berigende at kunne mødes i et sprog, som er en af parternes modersmål. Derfor må vi forhindre, at tysk og fransk udsultes i den danske skole.

Tanker efter besøg i Island. 1.

Sammen med et barnebarn, der er interesseret i geologi, har jeg besøgt Island, både for at give hende mulighed for at se dette land, der om noget lever op til Grundtvigs ord om “Fædrene land! ved den bølgende strand”. Landet er landnamsstolt med levende undergrund. Ja, man kunne få det indtryk, at landet lever af fortid og vand, kogende og fiskerigt.

Hun valgte en lavarute fra Grindavik over Hafnafjordur til Reykholtvejen, fra helt ungt lava over størknet, men trøstesløst lava til lava, som efter hundreder af år har fået en mos- og lavklædt overflade. Og så kom der selvfølgelig en geysir og et par vandfald med i købet.

Mit valg var Landnamstiden, og jeg havde genlæst Gunnar Gunnarssons “Edbrødre” for at komme i stemning. Og stemning er der, selv om den tilstræbte sagastil giver indtryk af, at originalerne er karskere og bedre.

Kombinationen af geologi og kultur gjorde det oplagt at aflægge Thingvellirsletten et besøg. Og det var betagende for os begge. Og da vi senere så et maleri på Snorrastofa Museum, hvor Snorre står på en klippe og forkynder love, mens deltagerne i tinget sidder rundt op på klipperne, gik historie, kultur og geologi op i en højere enhed.

Men en pudsighed på Thingvellir var, at der for at beskytte stedets miljø og egenart opsat en række skilte med et par overstregede skosåler. Og ved hver skilt var der trampet en sti. Min unge ledsager mente, at det var spændende, fordi det var forbudt.

Og jeg kom til at tænke på et af de fineste undervisningsmaterialer, jeg kender. De to udgaver af Jens Sigsgaard og Arne Ungermanns “Palle alene i verden” (1942 og 1976). Ved at sammenligne dem, er det nemt at se, at Palle får mere frihed, men også mindre forældrekontakt/-omsorg. Da Palle i 1942 pænt går på det forbudte græs, fløjter han af glæde over at gøre noget forbudt. Da han i 1974 gentager handlingen er han modløs og apatisk. Der er ikke længere noget at gøre oprør imod.

Se, sådan et skilt på Thingvellir og et kendskab til børnebogen om “Palle alene i verden”, burde få os til at diskutere, hvilke rammer demokratien må sætte op for det borgere, både unge og gamle, for at vise, hvad fællesskabet forventer af os alle, og for at give den enkelt mulighed for at afprøve grænser.

Grænseløshed fører til modløshed og apati.

Fortælling på skovturen. 2

I går var det tid for min “talk” om fortælling ved Meyers Verdens bedste Skovtur. Og det udviklede sig for mig til at blive et eksempel på den mundtlige fortællings særlige smidighed, som får den til at overgå både skriftlighed og digitale tilbud, når det gælder om at skabe fællesskab og nærvær.

Jeg havde forberedt mig til et indlæg, som var henvendt til de interesserede, som var mødt op for at høre netop det, jeg havde at sige. Men forberedelser til et efterfølgende jazz-arrangement betød, at min optræden var flyttet, så jeg skulle tale til alle på pladsen, mens de sad og nød deres pizzaer.

Det betød, at jeg måtte skifte fra det mere teoretiske til det mere underholdende. Og det tror jeg lykkedes; kun en enkelt familie forlod pladsen for at få madro!

Jeg begyndte i det nære: de personlige historier, som findes i alle familier. Men kom hurtigt videre til den hjælp, man kan få gennem det nedskrevne, hvis man ikke selv har et repertoire. Sådan som kunstneren Jørn Rønnau har antydet det i billedet af en, der frigør sig fra bogens lænker.

Jeg gav eksempler fra Evald Tang Kristensens indsamling af danske sagn, fra Nils Hartmanns samtaler med en fortællerske i en boghandel i Rangoon (hvor Kipling i sin tid fik mange fortællinger), fra Thyge Christensens optegnelser fra et busstoppested i burkinske Gorum Gorum og fra Kirsten Borbergs m.fl. stof fra nordiske fællesudgivelser.

Man kan hente inspiration i det skriftsprog, som man hurtigt må frigøre sig fra, da det prentede ‘dræber’ det levende i talesproget. Noget bliver ‘det rigtige’.

Det viste sig også, at omgivelserne bidrog til at farve fortællingerne. Dels var der min fornemmelse af tilhørernes reaktioner, som påvirkede mig. Men også helt konkrete hændelser bidrog til løjerne, som da der fra Meyers madbod pludselig lød et “nummer 44. Pizza”, netop de fattige steddatter i et afrikansk Askepot-eventyr havde vunder prinsen. Se, det var en ekstragevinst, der ville noget.

Og da en spedalsk senere i en burkinsk fortælling fodrer en hund i enden med hirsegrød, så hunden vonder sig, fik fortællingen farve af en hund blandt tilhørerne. Den gav sig til højlydt at glamme sin solidaritet med dens afrikanske ‘fætter’.

Sådanne eksempler fortæller mig noget om det, mundtligheden kan, og som gør den til sprogets kilde.

ps. Derfor er det mig til fortsat undren, at mundtligheden i det andet udkast til “Fagplan for dansk” er nævnt efter skriftligheden. Mundtligheden bør netop nyde pædagogisk fremme!

Fortælling på skovturen

I mandags havde jeg lyrikworkshop ved Udsholt Strand, hvor Meyers afholder Verdens bedste skovtur. Det var på udkanten af regn og under utæt sejldug, men digtet blev der. Og sådan en workshop gentager jeg på fredag (17.7.) kl. 16-18.

Men i morgen, torsdag den 16.7. fra kl. 15.30-16.30 skal jeg fortælle om fortælling og illustrere med fortællinger af forskellig art.

Mit formål er at formå nogle af de forældre, bedsteforældre, oldeforældre, lærere og pædagoger, som møder op, til at vælge den levende og analoge fortælling. Den har et nærvær, som en nok så god lydfortælling ikke kan hamle op med. Man vil nemlig opleve, at tilhørerne er med til at skabe fortællingen. Den tager farve af de reaktioner, som ordene fremkalder. Det kan man da kalde fællesskab!

Da mange har fået deres fortællerepertoire visket ud, vil jeg vise, hvordan man kan tage afsæt i skrevne kilder, men gøre historierne til sine egne.

Et par eksempler:

Nils Hartmann opsøgte på et tidspunkt den boghandel i Rangoon, hvor Kipling hørte alle de historier om dyr, som bidrog til hans berømmelse. Her stødte Hartmann ind i en kvinde, der kunne fortælle lignende historier, og de blev bl.a. til bogen “Hvordan fuglene blev venner”. Den er illustreret af Dorte Karrebæk, som han i øvrigt har begået omkring 20 billedbøger sammen med. De fleste forærer os klassiske fortællinger. Her henter jeg inspiration.

Thyge Christensen besøgte engang Burkina Faso, hvor han skulle med bus fra en mindre by til hovedstaden. En ung mand og flere gamle koner skulle også med. Bussen var forsinket i 7 timer, så konerne benyttede lejligheden til at fortælle historier, der skulle værne den unge mand mod storbyens fristelser. Thyge skrev dem ned og udgav dem i bogen “Mand – kvinde”. Her og i andre afrikanske fortællinger finder jeg også inspiration.

Sammen med Nils Hartmann og Kirsten Borberg fik vi udgivet “Med åbne øjne”, hvor børns rettigheder blev belyst gennem bl.a. fortællinger fra forskellige steder i verden. Her er også øjenåbnende inspiration at hente.

Endelig har jeg kigget efter nordiske fortællinger, dels hos Evald Tang Kristensen i “Skattegraveren” og i “Barn i Norden”, som Kirsten Borberg har været dansk redaktør på.

Og så har biblioteket hyldemeter af inspirationer, hvis man ønsker at tanke sit fortælledepot op. Nyd det nærvær og fællesskab, der bliver frugten af din fortælling!

Fiktion og fakta

Fra forsiden på Nils Hartmanns nye bog “Efterladt i Sibirien”

For 44 år siden debuterede Nils hartmann som børnebogsforfatter. Indtil da havde han udgivet en lang række fagbøger med formidling af hovedsagelig historisk og ulandsrelateret stof.

Men så fik han en skibslæges dagbog fra en sørejse i 1672-73. Den havde farm af dagbogsoptegnelser og tegninger; alt sammen udført af skibslægen Cortemünde. Rejsen gik fra Danmark til kongeriget Bantam i nuværende Indonesien. Formålet var at hente krydderier. Og den næsten 3 år lange tur kostede flere end 125 søfolk livet. Men det, der satte Nils Hartmann i gang, var en note om, at Helsingørs bartskærer, Gregorius Smidt, placerede sin 11 årige søn om bord for at gøre ham til mand.

Den handling krævede mere end en fagbog, hvis man skulle sætte sig ind i drengens liv i de 1000 dage rejsen varede. Nils besluttede sig for at pejle sandheden ved at skrive en roman, hvori han anvendte sin historiske viden, sine rejseoplevelser sin forskellige ulandsdestinationer og sit menneskekendskab.

Med bogen kunne læseren opleve en indlevelse, der bragte nærhed til den tilværelse, som drengen må have haft ombord.

Nu, 44 år senere, er Nils Hartmann atter blevet ramt af en undren, der rækker ud over de sparsomme historiske kilder, der er tilgængelige, om den danske botaniker Wormskiold, der i 1815 påmønstrer det russiske skib Rurik. Han er af den danske konge blevet bedt om at udforske plante- og dyreliv i det østlige stillehav og ved Beringsstrædet. Men på turen er også en tysk naturforsker og digter von Chamisso, som er Wormskiolds foresatte. En voldsom kontrovers mellem de to betyder, at Wormskiold bliver sat i land på Kamsjatka. Her venter han på skibslejlighed til hjemrejsen i to år. Og da han endelig kommer hjem er han nedbrudt. Han opgiver sin videnskabelige karriere og dør på Gavnø Slot i 1845.

Det er en mindetavle i Vejlø Kirkes østgavl, der satte Nils Hartmann på sporet af Wormskiold. Og det lidt, der kunne findes om ham i kilderne, rejste en række spørgsmål, som Nils Hartmann satte sig for at søge svar på – i fiktionens form. Hvordan overlevede han i Sibirien? Hvordan var han liv, efter at han kom nedbrudt hjem?

Disse svar kan læseren blive delagtiggjort i genne læsning af den roman “Efterladt i Sibirien”, som kan forudbestilles nu, og som udkommer til 1. september på forlaget Ringedal. Den ligger allerede på de store netoboghandlers hjemmesider, og den kan i øvrigt bestilles hos forlaget Ringedal.

Jeg har haft fornøjelsen af at læse manuskriptet til den 672 sider lange roman. Og for mig vendte bladene sig af sig selv. Fiktionen kan bringe en historisk virkelighed ind i læseren, når forfatteren bruger sin viden og sin menneskekundskab i digtningens tjeneste.

Skovturen findes

Om kort tid inviterer Claus Meyer & CO til Verdens bedste Skovtur ved Udsholt Strand på A.P. Møller-grunden.

Der er et varieret program med nogle oplevelser, man skal betale for – fx sanketure, og mange, som er gratis. Blandt de gratis har jeg igen i år tre indslag:

Et oplæg (det hedder på nudansk “en talk”) om Fortælling, hvor jeg gerne vil inspirere til, at skovtursgæsterne fortæller historier, når de kommer hjem eller går en tur i skoven eller ….. Det sker torsdag den 16. juli kl. 15-30-16.30.

To gange lyrikworkshop: mandag den 13. juli kl. 16-18 og fredag den 17. juli kl 16-18. Jeg kommer med oplæg, stiller spørgsmål og tilbyder rammer. Deltagerne skriver løs, og alle får derefter tilsendt alle årets skovtursdigte pr mail.

StormP havde forleden en kalendertekst, der lød: “- Det må ikke være så vanskeligt at skrive et digt! – men det må være svært at vide, hvornår det skal holde op.”

Det skal vi prøve at finde ud af på skovturen. Så hvis du er i nærheden af Udsholt Strand mellem den 11. og 26. juli, så læg turen om ad Verdens bedste Skovtur. Og selvfølgelig gerne til Fortælling og til Lyrikworkshop.

På cykel gennem Juelsminde med to krager

Forleden åbnede Juelsminde Bibliotek en udstilling i anledning af Dorte Karrebæks forestående 80 årsdag. Og pomeransen i min turban var invitationen til at holde åbningstalen om “Dorte Karrebæks verden”. Og det er ikke så ligetil.

Meget af det åbentbare er, at Dorte har store fødder og er ordblind. Begge dele er der mange spor af i hendes billeder og tekster.

Men jeg fandt åbningen til talen i et citat af Erlend Loe fra forordet til R.L.Stevensons “Vandringer med et æsel i Cevennerne”: “…svagelige børn kan drive det vidt, simpelthen fordi de slipper for den intense socialisering, som skolen fremtvinger, og i stedet kan bruge tiden på at tænke”.

Se, Dorte har drevet det vidt, fordi hun i skolen har brugt tiden på at øjentænke. Og dette kan gennem hendes billeder ramme os andre, så verden pludselig tager sig anderledes ud.

Hun har illustreret Kåre Bluitgens gendigtning af “Jeppe på Bjerget”. De billeder fik jeg til ophængning på “min” skole, og en dag i kommer en tyrkisk dreng fra mellemtrinnet og siger: “Jeg ved, hvorfor Jeppe drikker!”. “?” “Det er fordi hans kone har for meget skole/hjem-samarbejde med læreren!”

På samme skole havde jeg Dorte til at undervise hele indskolingen samlet i at tegne “kroppen i bevægelse”. På udrullet papir og udstyret med pensler og blæk skulle de iagttage Dortes datter, som i stram trikot dansede i midten, og med enkle streger gengive den dansenes arm- og benstillinger. For det første forløb det uden gnidninger af nogen art, og desuden forekom det mig, at børnene bevægede sig anderledes i dagene efter.

Det er ikke tilfældigt, at det er Juelsminde Bibliotek, der introducerer udstillingen. For Dorte er faldet til i byen, selv om hun er en invasiv art, indslæbt af gemalen og Juelsmindedrengen Ole Dalgaard / OscarK. Akkurat som med hybenrosen finder de lokale hendes væsen og kunst velgørende. Hendes stentigre står overalt i byen og lægger op til tigerjagt. Og de er stolte af hendes nyeste malerier, tegninger og fortællinger.

Og så har hun (som Odin, der ikke var ordblind, men enøjet) to krager, som hun fodrer, og som derfor følger hendes færden.

Jo, citatet er ok, hvis man erstatter æslet med krager og Cevennerne med Juelsminde.

Herligt, at der lever en så stor kunstner blandt os – og at hun har en gemal, der får hende promoveret på behørig vis. Tak for det hele!

Vi kan få skolen tilbage!

Undervisningsministeriet har udsendt Andet udkast til fagplan for faget Dansk, og det er læsning, der kan få smilet frem, hvis man ønsker at erobre skolen tilbage fra målstyringens kløer, og hvis man har tillid til, at lærerne i folkeskolen har mod på at gribe udfordringen.

Det er efter min opfattelse et fornemt udspil, som giver det pædagogiske råderum tilbage til lærerne og deres ledelser. Beskrivelserne er lette at forstå, og budskabet er klart: eleverne skal både lære noget og være noget.

Det fremgår af det forstandige og realisable fagformål, at undervisningen skal tage afsæt i elevernes erfaringer med sprog, tekster og kommunikation. Og det kan man næppe gøre uden at basere skolevirkeligheden på et direkte demokrati, som er urkilden til dannelse.

Min eneste panderynke, der supplerer min begejstring for udspillet, er trinfølgen i fagbeskrivelsen. Her anføres læsning og skrivning først, hvorefter mundtligheden optræder som næste fagområde. Det beskrives ganske fint, at de tre områder er i samspil med hinanden. Men min forståelse, også når det drejer sig om at tage afsæt i elevernes erfaringer, er, at mundtligheden er og bliver det først optrædende. Derfor finder jeg, at der kan ligge en uheldig signalværdi i, at skriftligheden optræder som det første.

Det skal i øvrigt nævnes, at mundtligheden som sådan er fint beskrevet, hvilket der er grund til at være tilfreds med. I utallige år var skolens svaghed, at elever, når de blev spurgt om, hvad de havde lært i skolen i dag, blot kunne svare: Vi har bare snakket!

Først med vejledningen til faghæfte DANSK 1. Fælles Mål, fik mundtlig dansk en egentlig beskrivelse, der skulle understøtte talesprogets status. Som det fremstilles i det nye udskast til fagplan, er denne status ønsket bevaret. Tak for det!

Og tak for hele det løfterige andet udkast!

https://uvm.dk/media/ng3dubzk/260703-dansk-andet-udkast-til-fagplan-juni-2026.pdf