Kategori: litteraturundervisning

Hævn – og hvad så?

Forsideillustration af Tea Bendix til billedromanen af Annette Herzog “Hvor ligger hunden begravet”

Når verden bliver for uoverskuelig, griber jeg ofte ud efter en børne-/ungdomsbog af fineste karat for at få et problemfelt skåret ind til benet.

Således også lige nu, hvor Stefan Zweigs kapitel om ”Incipit Hitler” i ”Verden af i går” nemt får en til at associere med Trumps indsættelse af Nationalgarden og lignende tiltag, med Putins overfald på Ukraine, med Hamas terrorangreb på Israel, og med Netanyahus slagtehus Gaza-aktion. Hvad fremkalder dette blinde ønske om HÆVN, og hvad kommer efter?

Jeg fandt Annette Herzog og Tea Bendix’ intense billedroman, ”Hvor ligger hunden begravet” frem. Her er tre historier: 1) Tre drenges konflikt om svigtet kammeratskab og en væltet Cola udløser mordet på en sød og logrende hund. 2) En krig mellem tre lande blusser op igen på grund pressens dækning af en begivenhed med en grænseoverflyvende fodbold, der vælter en Cola; en krig som sker i de tre drenges land. 3) En fabelagtig fodboldkamp på en krigskirkegård (med kors med drengenes navne på) mellem mus og muldvarpe, hvor en bold rammer en muldvarps Cola. Men denne muldvarp, der som Bogbottens anmelder skriver, hverken har lort på eller i hovedet, slår en latter op – og standser hævnspiralen.

Jeg kommer til at tænke på den far, som viste mig sin gode vilje til at opdrage sin dreng, da en samtale mellem os mundede ud i at han løsnede sit bælte. Jeg snakkede ham fra dette forehavende, selv om han mente selv at have haft gavn af korporlig afstraffelse. Drengen kom år senere og takkede; han og hans søskende var ikke blevet straffet fysisk efter den dag.

Nedslag: En ydmygende Versaille-fred. Et britisk fedtspil omkring Palæstina. Jødisk succesfuld terror mod briterne. Holocaust, som aldrig må glemmes! Palæstinensisk terror mod Israel. Israelsk besættelse og ulovlige bosættelser. Mord begået af bosætter på israelsk fredsforhandlende ministerpræsident. Angreb på Israel fra arabiske militser. Hamas-terrorangreb på Israel. Israels hævngerrige bombninger af Gaza (Holocaust 2.0) og overgreb mod palæstinensere på Vestbredden. Mange mellemregninger mangler. Men hvor er der en, som ikke har lort i hovedet?

Den tænkning, som Janne Tellers lille pasbog, ”Hvis der var krig i Norden”, bygger på, er hjerneklar som sjældent set, og den udspringer blandt andet på hendes arbejde som udsendt i FN’s fredsforhandlinger.

Og så er Grænseforeningen et monument over en fredelig og fair afslutning på en tvist, der har afstedkommet flere krigshandlinger: Folkeafstemningen i Slesvig i 1920. Tænk, hvis vi havde været bevidste nok til at vælge denne konfliktløsningsmodel som en del af vores kultur frem for pølsevogne.

Et formandskab for EU og et sæde i FNs Sikkerhedsråd bidrager nok ikke til freden ved at have pølser i hovedet?   

Tak til Herzog og Bendix for den skarptskårne hævn- og konfliktløsningsbog ”Hvor ligger hunden begravet”. Den har klaret mine tanker og givet mig håb om, at der findes løsninger i skolegården og i storpolitik.     

Omtalte bøger:

Stefan Zweig: Verden af i går. En europæers erindringer. Med forord af Peter Tudvad. Rosinante 2015.

Annette Herzog og Tea Bendix: Hvor ligger hunden begravet. Billedroman, Dansklærerforeningen 2022.

Janne Teller: Hvis der var krig i Norden. Illustreret af Helle Vibeke Jensen. Dansklærerforeningen 2002.

Den 6. august kl. 8.15

I dag har jeg hentet Toshi Marukis ekspressionistiske billedbog ”Lynet over Hiroshima” frem fra reolen, for hvert år den 6. august kl. 8.15 læser jeg den for at huske. Og i år, hvor både galninge i Rusland og USA skryder løs om muligheden for at udslette hinanden, er den nok mere relevant end i lange tider.

For mange år siden skrev jeg følgende anmeldelse i Folkeskolen

”Glem alt om satiren i filmen Dr. Strangelove. Glem alt om poesien i Coerrs  Sadako og de tusind papirtraner. Akvarelkunstneren Toshi Maruki, Japan, har skabt en unik billedbog, Lynet over Hiroshima, med en enkel beretning og flere end tyve ekspressive akvareller.

Vi ser kaos, kamp, vanvid, død, brand, ødelæggelse. Men det der gjorde størst indtryk på de børn i 6. klasse, som jeg i sin tid læste bogen sammen med, var en såret svale, hvis vinger satte blodspor på flodbredden.

En pige, Mi-chan, bliver reddet, men moren opdager, at hun stadig her på fjerdedagen efter lynet har sine røde spisepinde fra morgenmåltidet låst fast mellem sine forkrampede fingre. Moren får hånden og dermed Mi-chan låst op.

Flere år senere oplever Mi-chan af og til, at det klør. Og så kan hendes mor fjerne de glassplinter, der gror ud gennem hendes hud.

Men bogen slutter med et smukt, smukt billede af de røde papirlamper, som Hiroshimas beboere den 6. august sætter ud på byens syv floder. På lamperne er skrevet navnene på dem, der døde.

Dette er konkret erindring og forsoning. Bogen slutter med morens ord: ”Dette sker ikke igen, medmindre nogen kaster en ny atombombe.”

Det, der har brændt sig fast i børnelæserne, var den sårede svale. Det, der har brændt sig fast i mig, er ikke al gruen, men billedet på gruens effekt: De røde spisepinde i den lukkede barnehånd – og forløsningen, da moren vrister pindene fri.

Bogen er et lille kunstværk, der kan hæve undervisning op over den kødløse faglighed.”

Jeg har prøvet at søge denne bog i antikvariater – uden held, men ser nu, at den fortsat figurerer på Forlaget Hjulets hjemmeside. Så man kan få bogen her for 70 kroner (plus forsendelse) ved at sende en bestilling pr mail til mail@hjulet.nu

ps. I dag ville jeg nok vente med at bruge bogen i undervisningen til 8. klasse

En bog det er værd at slå på tromme for!

På 150-årsdagen for H.C. Andersens død bidraget professor Anne-Marie Mai til at gøre ham mere levende end længe, når hun får udgivet bogen om ”En anderledes Andersen”.

Hun går til kamp mod det ensidige billede af HCA, som ikke mindst Georg Brandes er ophav til: en forfængelig, barnlig, naragtig og behagesyg person.

I sine første artikler om HCA ser Brandes ham som en nyskabende digter, der varsler det som Brandes senere betegner som ”det moderne gennembrud”. Men efter HCAs død er det, at Georg Brandes finder de nedgørende karakteriseringer frem; i følge Anne-Marie Mai måske begrundet i den bestræbelse på at introducere en maskulinitet, som Brandes selv ønskede at være eksponent for.

De nedgørende adjektiver har klæbet til vores billede af HCA, men i undersøgelsen af nutidige kunstneres inspirationer fra HCA fremhæver Anne-Marie Mai en ganske anden side af digteren: modig, skarpsindig, miljøbevidst, normoverskridende.

Dette belyses ved præsentationer af Kim Fupz Aakeson og Signe Kjærs fortælling om hans liv ”i medgang, modgang og en masse eventyr” (2022), af Harald Voetmanns ”Quarantaine-Dagbog” (2020) fra coronadagene, af Jesper Wung-Sungs romaner i jeg-form ”Hans Christian” (2024) og ”Ungdomsforsøg” (2025), af Joakim Garffs rejsebog ”Solisterne” (2023), af novellesamlingen ”Et barn i verden” (2025), af Bjørn Rasmussens ”Forgabt” (2021), af Simon Grotrians ”Eventyrdigte” (2023), af Anastasia Nørlunds teaterfortolkning af ”Den lille havfrue” (2024) og af balletfortolkninger af samme eventyr af John Neumeier og af Kim Brandstrup.

Når jeg remser alle disse titler op, skyldes det, at Anne-Marie Mai til hver knytter iagttagelser, som vil gøre det attraktivt for enhver læser i almindelighed og enhver dansklærer i særdeleshed at kaste sin ud i den nyfortolkede Andersen og opleve, at han i den grad har noget at sige vores tid. Dette kan i øvrigt også ses ved passende tekstsammenstillinger, som det gøres af Tony Andersen og Anne Marie Christensens i bogen ”Den etiske Andersen”. Opgøret med Brandes-indsnævringen bidrager til at gøre HCA kanonisk og tidløs på Shakespeare-niveau.

Anne-Marie Mai trækker mange tråde til moderne litteraturforskning, og ikke mindst krydrer hun sin gennemgang med særdeles velvalgte citater, ja, det er måske dem, der er maddingen på krogen.

På bogens omslag er er forfatternavn, bogtitel og en lille tromme forsynet med lak på den i øvrigt smukt udformede flade. På den måde signalerer layouteren, at her er en bog, det er oplagt at slå på tromme for.

Ps.

Jeg savner måske en kort omtale af maleren Lars Ravns smukke bog om ”H.C. Andersens billedkunst”, hvori han plæderer for, at HCA er en fuldt ud så markant billedkunstner som forfatter, hvilket indtil nu har været underbelyst.

Tag med på skovtur

I de seneste år – vistnok de seneste 5 – har Claus Meyer taget initiativ til “Verdens bedste skovtur” på A.P. Mller-grunden i Udsholt ved Rågeleje, Nordsjælland.

Der sker en masse, også en masse oplevelser, som det fremgår af programmet for de 14 dage, skovturen varer. https://meyers.dk/media/48775/vbb_program_2025_oversigt.pdf

Hvert år har jeg bidraget med et foredrag og et par workshops, som det hedder på dansk. Og hver gang har det drejet sig om lyrikskrivning; ikke for at gøre skovturens deltagere til digtere, men for at give dem mulighed for at lege med og dyrke sproget. Hvad de får ud af det ved jeg ikke, men jeg oplever en masse, fx at de fleste helst vil sidde ved et bord, tale lidt sammen og inspirere hinanden, men at nogle unge klatrer op i et fyrretræ og sidder der og skriver. Nogle på 4 år har lige lært at rime, og de remser løs. Andre unge har vægret sig ved at skrive poesi i skolen, men får ord til at gro i skoven. Mens mange får løsnet for deres skriveblokeringer ved at få inspiration fra andres digte, så de, som de fleste rigtige digtere, kan stjæle frigørende rammer.

I år vil jeg udfordre vores sprog for det, vi sanser. I et indlæg på mandag den 14.07. kl. 18.30 – 19.30 vil jeg tale om at være ved sine fulde fem. Og i de to efterfølgende workshops torsdag den 17.07. og fredag den 18.07., begge gange kl. 16-18, vil jeg lægge op til at skrive henholdsvis ud fra afstandssanserne syn og hørelse og ud fra de sanser, der ligger i kroppen, smag, følelse og lugt.

Men der sker et væld af andre ting på skovturen. Læs programmet og se, om det ikke er noget for dig og dem, du ferierer sammen med.

Eksempel på et skovtursdigt, inspireret af Poetens Ad Hækkenfelt til:

Meyer havde haft sit mas / med at finde fyrrekvas, / så han kunne skaffe ilden / og få fut i skovtursgrillen. / Men det lykkes; grillens glød / braser blidt det ferske kød. / Røgen skaber næsespil: / lokker lækkersultne til. / Magert kød gør godt i munden. / Meyer spejder: Hvor er hunden?

Om Peter Seeberg

I disse tider, hvor en del forfattere tager markante faderopgør, er det velgørende at dykke ned i den brede filmpræsentation af forfatteren, museumsmanden og mennesket Peter Seeberg, som hans datter, antropolog Ditte Seeeberg, har tilrettelagt under fællestitlen Vidnefortællinger.

Teknikken er enkel: vidnet sidder over for kameraet (og Ditte Seeberg) og fortæller direkte til os; enkelte gange afbrudt af spørgsmål fra tilrettelæggeren. Denne enkle fremstillingsform kan forekomme nogle at være statisk, men faktisk kan man nærmere kalde genren for podcast med levende billeder.

Netop de levende ansigter tilfører vidneudsagnene en ekstra dimension, for hvor bliver meget udtrykt og afdækket gennem vidnernes mimik. Stærkest kommer det måske til udtryk i fotografen Jørgen Borgs udsagn, når han grinende kommenterer nogle fotos af Seeberg med ordene: “Jeg mangler ord”, mens han klart kan se, når samspillet mellem ord og billeder fungerer.

Tilsammen tegner de fem vidnefortællinger et billede af et menneske, der var omgængeligt, men markant. Når folk forsamles om et rundt bord, vil Peter Seeberg altid sidde for bordenden, ler vennen Niels Barfoed, men uden anvendelse af et magtsprog, som var Seeberg aldeles fremmed. Tværtom fortæller Aino Kann Rasmussen, at hans uselviskhed gav deltagerne en fornemmelse af at løfte i flok. Og man kan så overveje hvor dette bord så skulle stå, for det går igen i udsagnene, at alt alvorligt bør man tale om under åben himmel, men diskussioner under tag kun er for forretnings- og embedsfolk.

Og netop samtalen om hvem vi er, lærte Peter Seeberg måske som ung besøgende i et hus på Strandvejen, der var samlingssted for unge, der af husets ældre kvindelige ejer (og mor til Seebergs kone Hanne) blev mødt med åndsnærværelse og ægte interesse. Og dette spørgsmål gennemsyrer hans forfatterskab i en grad, der får en til at betegne ham som utillært eksistentialist.

Han bliver venner med Carl-Göran Ekerwald efter en dansk skolebesøg i Sverige kort tid efter Danmarks besættelse. De bliver pennevenner, og det bliver starten på, at de lærer således hinanden at kende personligt og litterært.

Den måde at lære hinanden at kende på indgår i forskeren Jeppe Barnwells vue over Peter Seebergs forfatterskab, da han besvarer spørgsmålet om forfatterskabets relevans i dag. Svaret er dels et nej, for forfatterskabet foregår i en anden tid uden digitale kommunikationsmidler; man skrev breve! Dels må svaret også være ja, fordi Seeberg insisterer på, at det er væsentligt at være til stede i verden; dette er mere relevant end tidligere. Og så plæderede Seeberg for det acceptable i at begå fejl, at acceptere at man er uperfekt.

Vennen Niels Barfoed gør meget ud af at fremhæve, at Peter Seeberg så den enkle livsførelse som det, der var nærmest sandheden; ikke noget med økologi og andre ideologiske mærkater, man kunne komme i ugebladene med, men det drejede sig om blot at leve sådan uden selvpromoverende bagtanker.

De fire film giver hver for sig et kig ind i Peter Seeberg, som ven, som litterat, som museumsmenneske, som samarbejdspartner og som en forfatter, der hører til blandt dansk litteraturs store.

Men tilsammen tegner de et portræt af en facetteret menneske, der uegennyttigt gav så meget til så mange på utallige områder. Og så sker formidlingen i et enkelt format og i et roligt tempo helt i Peter Seebergs ånd. Podcast med fotograferede levende ansigter! De burde ses og høres under åben himmel, for her foregår noget væsentligt!

Tak til Ditte Seeberg for at have taget initiativet det disse vidnespyrd, som forhåbentlig finder en stor seerskare, der gerne vil inspireres litterært, historisk, sprogligt, formidlingsmæssigt og pædagogisk.

filmene er her:

Carl-Göran Ekerwald, (1923-2025) svensk forfatter, som havde et nært og livslangt venskab med Peter Seeberg fra de var gymnasieelever.

Niels Barfoed (f. 1931) fortæller om et livslangt venskab, om ungdomstid i København, om besøg på Rømø, om Peters rejse til Berlin og om forfatterskabet.

Aino Kann Rasmussen (f. !937) mag.art. i forhistorisk arkæologi, fortæller om udgravninger på Failaka og om Peter Seebergs mange initiativer i museumsverdenen.

Jørgen Borg (f. 1945) fotograf, der fortæller om mange års samarbejde med Peter Seeberg om projekter, bøger og udstillinger på Viborg Stiftsmuseum – og om deres farverige venskab.

Jeppe Barnwell (f. 1978) Seniorredaktør ved Det Danske Sprog- og Litteraturselskab, redaktør på det store værk på 11 bind med Peter Seebergs samlede værker. desuden er han formand for Peter Seeberg Arkivet på Hald Hovedgaard.

Fagfornyelse med kanon – det kan ikke passe!

Den obligatoriske litterære kanon følger tilsyneladende med over i det fagfornyede danskfag. Og det virker for mig at se absurd, fordi denne tænkning og dens effekt på promoveringen af læselyst ikke harmonerer med de øvrge aspekter i den formålsbestemte undervisning – og i øvrigt heller ikke med grundlaget for den obligatoriske kanon.

Som medlem af kanonudvalget (2004) ærgrer det mig, at alle har overset, at udvalget fandt, at forfatterskaberne på den obligatoriske kanon ikke nødvendigvis var det ypperste af dansk litteratur, men var det, der kunne læses i såvel grundkskole som gymnasium. De bedst egnede til grundskolen fandt man – bortset fra H.C. Andersen – på den vejledende liste. Ja, den havde så væsentlige navne, at udvalget tilpassede kommissoriet, så børnelitteraturens gyldne år 1967 kunne komme med på listen.

Og bemærk, at den obligatoriske liste var et kompromis for at tilfredsstille minsteren, som skulle tilgodese både det Venstre, som ønskede frihed, og det Venstre, som ønskede pensum.

Men da man justerede grundskolens kanon og ikke ungdomsuddannelsernes, forsvand samtidigt begrundelsen for det obligatoriske. At det bibeholdes kan kun bero på en absurd relikvietænkning.

I 1994 udkom en kanonrapport, hvor jeg i øvrigt også var med i udvalget. Her er en stor kanon med 100 forfattere, heraf 15 kvinder, som man kan lade sig inspirere af, men som ikke er obligatorisk.

I et særligt afsnit lægges der op til, hvordan læsning af ældre litteratur kan spille ind og give perspektiv på læsningen af børne- og ungdomslitteratur. For mig at se er dette et ideal, som burde forfølges i de nye fagplaner. Historisk læsning kan være berigende, når den kan indgå meningsfuldt. Men bliver den afsættet, vil den ofte være en barriere for læseglæden, fordi den lægger så mange snublesten ud på læsevejen. I grundskolen vil historisk læsning kunne vinde genklang, hvis den har lokale eller børnelitterære referencer.

Måtte 2004-kanonen optræde som et mellemspil, når en ny fagplan ser dagens lys med et blik for historisk læsning, der kan fremme fordybelsen og læseglæden.

Er det for børn?

Dansklærerforeningen er blevet kontaktet af Harald Toksværd fra DR’s talenthold vedrørende brug af Villy Sørensens novelle “Blot en drengestreg” i folkeskolens undervisning. Denne barske novelle har bidt og bidt sig fast, da journalisten havde fået den præsenteret i 5. klasse. Og nu var spørgsmålet: Er den for børn? Og hvorfor bruger vi den i underviseningen?

Det blev mig betroet at tale med Harald Toksværd, måske især fordi jeg har læst novellen i danskundervisningen over flere år. Det blev en kærkommen anledning til at genkalde mig nogle gode dansktimer med fine samtaler om skyld og uskyld, om forklaringer og kontekst, om humor og alvor, om digt og virkelighed og ikke mindst om fravær af voksne i et børneliv.

Men det blev også en erindring om, at et par klasser allerede havde hørt novellen læst op i 4. og 5. klasse af en vikar, der skulle overleve 50 minutter ved hjælp af gys og gru. Dette var selvfølgelig en irriterende chikane, når man skulle undervise i teksten nu tre eller fire år senere. Under alle omstændigheder forekommer novellen mig at være uegnet til børn før 8. klasse, og så skal den læses som led i undervisning. Ellers efterlader skolen eleverne på Herrens blodige mark, akkurat som drengenes forældre i novellen gør det.

Men jeg husker, at novellen var en oase i den ørken af svensk socialrealisme, som prægede ungdomslitteraturen i 1970’erne. Her var stof til seriøs samtale om, at ikke alt kan og bør forklares videnskabeligt for forudsætningsløse børn, om et stringent, grotesk sprog med anstrøg af humor, og om det har smertelige følger, når forældre og andre voksne er fraværend ei børns liv.

Det lettede i øvrigt samtalen, at børnene i novellen er yngre end de elever, man læste den sammen med i 8.-9. klasse.

Dens påpegning af, at kontekstblinde forklaringer og oplysninger i et univers uden voksnes involvering kan føre til forkvaklede handlinger, er i øvrigt mere aktuel end nogensinde nu, hvor influenzere, fake news-doenter og faktabenægtere har holdt deres indtog i medier og storpolitik.

Tak til Harald Toksværd for at dele sine rystelser med mig og sætte mine erindringer i gang.

Peter Seeberg – 100 år

Foto fra pr-materiale til lanceringen af 5 film: Vidnefortællinger

I Informations bogtillæg (20.06.25) skriver Erik Skyum-Nielsen, at nu “har Peter Seeberg endelig opnået sin velfortjente plads i litteraturhistorien”. Skyum leverer et fornemt og nuanceret portræt af fødselaren, hvori han diskuterer, om Peter Seeberg havde en grundholdning. Og han afrunder med ordene: “Måske var han noget så sært som en sanselig, praktisk indstillet digtende filosof og en fabulerende realist.”

Læs selv Skyums portræt og se, at det ikke var så overraskende endda, at Peter Seeberg blev en af de forfattere, der blev optaget på den litterære kanon i 2024, selv om dette vist kom som en overraskelse for en del. Men Peter Seeberg har netop en sproglig, genremæssig og tematisk vidde, der gør ham oplagt til undervisning i både ungdomsuddannelserne og i grundskolen.

Dette fremgår tydeligt af de to udgivelser om Peter Seeberg, som Dansklærerforeningens Forlag har udgivet: Thorkild Borup Jensen “Peter Seeberg. Portræt af forfatteren og forfatterskabet”, hvori han hæfter sig ved tre aspekter: åbenhedens tilstand, det anonyme livs betydning og glæden ved det groteske. Af dette aner man forskellen på jysk (Seeberg) og københavnsk modernisme (Rifbjerg). Siden har Søren Fanø og Katja Gottliebs “Peter Seeberg. 1925-1999” givet skolen et undervisningsmateriale, som både giver et fint overblik og en række fordybelser i væsentlige dele af forfatterskabets temaer, sproglige karakteristika, de mangfoldige genrer og virkelighedens absurditeter, ligesom hans betydning for senere forfatterskaber tages op.

Selv har jeg anvendt Peter Seeberg på skolens mellemtrin, blandt andet hans digt om “Bolsjer”, hvori der sker noget så sjældent som brug af verber, der holder sig inde i munden – “tyg langsomt, / sug, / sut.” Dette inspirerede en elev til at slutte et digt om gulerødder med “bid over, / guml, / gnask”.

100 årsdagen bliver markeret på Skovgaard- museet i Viborg, hvor der stilles en ny udgivelse i udsigt, ligesom antropolog Ditte Seeberg har tilrettelagt fem film, “Vidnefortællinger”.

Gå om bord i Peter Seeberg i sommerferien og brug ham i undervisningen i de kommende mange skoleår. Giv ham hans velfortjente plads i litteraturhistorien!

“Undskyld mit franske”

Hvis der er noget, der ærgrer mig, er det, at jeg siden min studentereksamen i 1963 ikke har holdt mit fransk ved lige.

Netop nu opholder jeg mig i Paris med min gode ven Ole Dalgaard, alias OscarK, for at gå på cafeer og i parker og diskutere stort og småt.

Det første, der slår en, er høfligheden. Allerede i toget indledes informationer med “mesdammes et messieures”, og et “s’il vous plait” efter en bestilling er en selvfølge. For år tilbage spiste jeg hos en rad´ndrusiansk lærer, der havde en fransk au pair. Hun havde en morgen sagt: “Ræk maj brøet, bøbeløb”. Det viste sig, at hun savnede det høflige, et s’il vous plait eller please, men havde opsnappet i supermarkedskøen, at folk ved betaling sagde bøbeløb; altså ‘på beløbet’.

Men også klangen af fransk er musik i ørerne, så jeg har overvejet at genopfriske det tabte. Og hvad ville være mere naturligt end at starte med Den lille prins, som også var den første bog, jeg læste på fransk.

Så spotter mit øje en forretning, der har udstillingsvinduet fyldt med “Le Petit Prince” og et kig gennem indgangsdøren viser samme fokusering. Men det eneste, der ikke er, er bogen. Det, der ligner en bog, er en porcelænssparebøsse. Udenomsværkerne har taget over, akkurat som vi ser det hos fx Disney og Mummie; figurerne får nok deres eget liv, når kræmmerne tager over. Og der er fare for, at litteraturen træder i baggrunden.

Akkurat som den gør, når forlag sætter dårlige oplæsere til at lægge stemmer til fx H.C. Andersen.

Det er ganske enkelt noget ødelæggende l… (Undskyld mit franske).

Lad os nu tro på, at god litteratur kan formidles i egen ret.

Laureatfest og skrivelyst

I lørdags var Benjamin Koppel midtpunkt ved Boghandlerforeningens Laureatfest, idet han for romanen Sommerfuglens stemme blev tildelt De gyldne Laurbær 2024. Det var svært ikke at være begejstret for, at boghandlerne havde truffet dette valg, selv om det kan undre mig, at Jakob Martin Strids Den fantastiske bus ikke havde tag i boghandlernes stemmer. Den er dog så unik, at det danske bogmarked ikke har set noget lignende siden H.C. Andersens første eventyr. Måske har boghandlere generelt ikke øje for børnelitteratur, som noget der er lige så værdifuldt som litteraturen til voksne???

Men tilbage til Laureatfesten. Den foregik, som man kunne forvente, med taler, der hyldede bogen i almindelighed og Benjamin Koppels bog i særdeleshed, og med en festivitas, som afspejlede Koppel-familiens musikalitet og kreativitet. Så lang, så mere end godt. For Benjamin Koppel er en særdeles værdig modtager af denne hæder.

Alligevel var det et par afsnit i Benjamin Koppels takketale, der bed sig fast i mig: han havde som barn altid været med sine forældre til koncerter og digtoplæsninger, og så – ikke mindst – at han havde gået på Freinetskolen i Valby, hvor de skulle skrive frie tekster, som derefter skulle læses op for kammeraterne. Benjamin skrev og skrev, så han kunne have brugt al den tid, der var til rådighed for oplæsning. Derfor skulle han læse til sidst.

Her mindedes jeg, da jeg selv måtte opgive den svenske metode, læsning på talens grund, hvor alle elever skulle bidrage på baggrund af en fælles oplevelse. Det gik der ged i, og jeg lod mig inspirere af Freinets fri tekst-skrivning, som byggede på det, som kaldtes det famlende eksperiment. Og det fængede. De, der skrev langt, men ikke havde noget på hjerte, fandt, at kammeraterne faldt fra. De, der kunne skrive koncentreret og vedkommende, vandt gehør. Man kan læse om det i min lille pamflet, Dyrk dansk derude.

Denne metode tog elevernes stemmer ind i undervisningen, og flere tekster kom til at sætte dagsorden for indholdet i undervisningen. Så jeg forstod Benjamin Koppels cadeau til metoden i takketalen.

Jeg fortalte forfatteren OscarK om denne oplevelse og refleksion, først med 300 km i timen i et fransk tog på vej til Paris, og siden ved flere lejligheder på cafeer i omegnen af Luxembourg-haven. “Eleverne skal også lære nogle regler og facts, grammatik osv. Ellers tror de, at alt er godt nok,” indvendte han i min her forgrovede gengivelse. Nu har vi krydset klinger, om hvad der kommer først, regler eller frie tekster. Dette er en del af den diskussion, vi også lægger op til, når vi besøger skolers danskfagudvalg. Og her finder vi dynamikken mellem frihed og umage, mellem overfladiskhed og fordybelse.

ps. OscarK’s trebindsroman Ungerne fra Strandholdt er lige nu ekstremt nedsat i Dansklærerforeningens bogskab. Og den er efter min opfattelse noget af det bedst egnede til litteraturundervisning i 6.-8. klasse, fx én titel pr år.

https://dansklf.dk/bogskabet