inspiration - Dansklærerforeningens Folkeskolesektion

Fagbøger, der beriger

Ronkedorerne er atter samlet på den2radio og præsenterer på denne uges (23.-29. maj) sendeflade tre nye fagbøger.

Egon Clausen har taget “Folkeligt skal alt nu være” med. Den er skrevet af Christian Egander Skov, som ud fra et konservativt samfundssyn plæderer for, at vi må genopdage det folkelige som forsvar for vores folkestyre.

Georg Metz præsenterer “Da polka var pop”, hvor Bertel Nygaard fører os ind i 1800-tallets musik og samfund. Vi flytter os fra dansen, der har håndkontakt, til den, der tillader kropskontakt.

Jeg har medbragt Henrik Engelbrechts “Den mørklagte musik under besættelsen”, som er en af de mest berigende fagbøger, jeg har læst.

Den spiller fint sammen med de to øvrige, dels fordi den peger på nogle af de faktorer, som giver styrke, når demokratiet er under pres, fx sammenholdet, der kommer til udtryk i fællessang, og dels fordi det at dykke med i musikken og dens vilkår tegner et billede af samfundets mekanismer.

Men der er også overraskelser at hente, når man kommer i sprogkløerne hos en så kompetent skribent som Henrik Engelbrecht. Jeg har selvfølgelig hørt om mørklægningen og det følgende forbud mod at gå ud. Men jeg vidste ikke, at man også reagerede på begivenhederne med en folkelig humor, fx med Mørklægningssangen, der har verset “jeg håber ikke du er mørkeræd”; en raffineret hentydning til det øgede fødselstal. Og jeg havde ikke tænkt over, at forbuddet med at gå ud om aftenen betød, at arbejdsløsheden blandt musikere steg drastisk.

Dette er blot et par eksempler fra bogen, som sætter det at være i krig i relief. Og apropos prepping: man kunne kun købe en grammefonplade, hvis man afleverede en tilsvarende, som så kunne smeltes om.

På det menneskelige plan fortælles om de jødiske skæbner og oprørske reaktioner, vi kender til, men også om mere opportunistiske personager, der søgte at udnytte situationen til egen fordel. En gennemgående figur er Bjørn Erichsen, som søger at stige op i kulturhierarkiet ved blandt andet at sende stikkerbreve til de tyske myndigheder, hvor han angiver musikere, der er antityske, jøder eller på anden måde anløbne i tysk optik.

https://den2radio.dk/udsendelser/ronkedorerne-maj-2026

Kanon nordisk

På vej til Madens Folkemøde havde jeg taget et par bøger fra Dansklærerforeningens seneste bogpakke med til togturen til Nykøbing Falster. Og ikke mindst som association til Claus Meyers prisværdige indsats for nordisk mad (NOMA) havde jeg valgt Lotte Prætorius og Ditte Eberth Timmermanns “Tema. Blik mod Nord. Nordiske kanonforfattere” og som perspektivering fra serien “Tendens” Peter Jensen, Jan Aa.H. petersen og Sune Weiles “Kanon i dansk”.

Det blev en øjendans på skinner. Temabogen præsenterer seks forfattere. Hans Lynge, Heinesen, Skram, Ibsen, Lagerlöf og Södergran. De præsenteres kort og præcist ved forfatternes ord og hver et velvalgt tekststykke. Herefter følges op med spørgsmål til teksten og tekstens perspektiver, samt kreative opgaver.

Det er en bog, der får en til at juble over, at det nordiske perspektiv er taget ind i kanonarbejdet.

Tendens-bogen kommer fornemt rundt om de fleste af de aspekter, der knytter sig til kanon-tænkningen, og er som sådan et fint bidrag til de studerendes kritiske stillingtagen til det at skulle læse noget centralt udvalgt.

På illustrationen ses en mark med høje planter af græsfamilien. Når de høstes, vil marken som en høstet majsmark stå med stive og lige høje stubbe. Det var de rør, der blev anvendt som målestok for alskens ting i tidligere tider. Og de kanonformede rør på den høstede mark fortæller til den, der erindrer den uhøstede mark, at der findes megen næring ud over de tilbageværende rør.

Alligevel tilhører jeg den gruppe, der finder det frugtbart, at en lille gruppe med indsigt kommer med forslag til udvælgelse blandt den uoverskuelige litteraturjungle af undervisningsstof. Men også, at den kritiske sans konstant er i spil. Det er for mig tydeligt, at dene nuværende kanon har skullet rette op på en kønspolitisk uretfærdighed. Og af samme grund er tekstvalget, opgaverne og spørgsmålene tæt knyttet til identitet og køn. Derfor vil også denne kanon have en afmålt levetid.

Men hvor er den forfriskende. Og set med grundskolebriller viser den klart, at den spændetrøje, som den tidligere var iført: at skulle pege på fælleskanon for grundskole og gymnasium, ikke var frigørende. Det er den nuværende tænkning med få obligatoriske og en stor kreds at skulle vælge imellem.

Lad også grundskolen slippe ud af spændetrøjen, da det nu aldeles ikke giver mening at operere med en fælleskanon med gymnasiet, der har forladt det fælles og fundet en frugtbar frihed.

ps. en ærgerlig fejl i omtalen af Edith Södergran, som ifølge bogens tekst dødede i en ung alder. Er det en svedisme? Begik hun selvmord? Eller er det bare en korrekturfejl?

Men tak for de to inspirerende bøger!

Hyp dine egne æg!

I de næste par dage er der Madens Folkemøde i Nykøbing F. Som led i dette folkemødes start tilbød Den Danske Sprogkreds og forfattergruppen Os hernedefra en quiz om “Faste udtryk og ordsprog” på Hovedbiblioteket i Nykøbing F.

Der var kommet en pæn lille skare af mennesker, der var nysgerrige på sprog, og de quizzede med på livet løs. Modellen var enkel: Nogle af forfatterne til små historier og digte, der alle omhandlede fødevarer, om faste udtryk, som er udkommet i bøgerne “Tag tyren ved hornene” og “Så englene synger” blev læst op, men med udeladelse af det faste udtryk. Og så skulle deltagerne gætte det udtryk, som oplæsningen handlede om.

Et af formålene med at sætte fokus på de faste udtryk og ordsprogene er, at de indgår i daglig tale, men kan være vanskelige at forstå for børn og mennesker med andet modersmål end dansk. Ja, selv blandt voksne kan der være usikkerhed.

En af deltagerne, som i øvrigt var den, der havde flest pletskud, undrede sig over, at udtrykket ‘at hyppe sine kartofler’ var et fast udtryk, for hun huskede, at hendes far brugte ordene, når han netop skulle ud at hyppe kartofler.

Dette gav anledning til en god samtale, og jeg huskede en episode fra min tid i et fælleslærerråd, der havde møde med en skolekommission om lærernes ønsker til opgradering af skolernes faglokaler. Ja, det var dengang politikere havde pligt til at høre synspunkter fra dem, der havde praktisk erfaring, så de kunne tage lokale beslutninger på et bedre grundlag!!

På mødet blev der argumenteret for ønskerne, som ville blive ganske dyre. Og skolekommissionens formand takkede for det tilsendte, pegede på de mindre dele, som kunne imødekommes og afrundede ved at konstatere at ‘lærerne altid ønsker at hyppe deres egne æg’.

Om dette beroede på en uoverlagt sammenblanding af faste talemåder, eller om det var et strategisk sats for at afbøde lærernes frustration, ved jeg ikke. Men vi forlod mødet med hovedrysten og gode grin.

I øvrigt sluttede quizzen om de faste udtryk med et hyldestdigt til sydhavsøernes smagfulde søn, Claus Meyer, som også har en finger med i spillet omkring Madens Folkemøde.

Det får mig til at minde om, at jeg har lyrikværksteder og det, der i dag hedder en talk om fortælling, ved Verdens bedste Skovtur i Udsholt medio juli.

Her er et af digtene fra forrige år:

Meyer havde haft sit mas

med at finde fyrrekvas,

så han kunne skaffe ilden

og få fut i skovtursgrillen.

Men det lykkes; grillens glød

braser blidt det ferske kød.

Røgen skaber næsespil:

lokker lækkersultne til.

Magert kød gør godt i munden.

Meyer spejder: Hvor er hunden?

Faste vendinger – og knapt så faste.

Hvis du ikke ved, hvad du skal lave i morgen eftermiddag og er på Lolland-Falster, så tag til Madens Folkemøde, hvor man kan møde mange foirskellige mennesker, der ‘holder ganen højt’. Og midt imellem smagsprøver og debatter deltager jeg i et quiz-program sammen med forfattergruppen ‘os her nedefra’ på Hovedbiblioteket i Nykøbing kl. 16-17.30. Vi læser digte om faste vendinger og mad som oplæg til en gættekonkurrence om fast udtryk.

Og apropos digte, så laver jeg lyrikværksteder ved Claus Meyers ‘Verdens bedste skovtur’ ved Udsholt Strand medio juli; det skal jeg nok fortælle mere om, når tiden nærmer sig. Men det er nu sjette gang, jeg arbejder med skovturslyrik, og det kommer ofte til at handle om mad. Her er et eksempel:

Branke branke på

Grill på overarbejde

Kokkens svedne smil

Ellers nyder jeg StormP-kalenderen, som er værd at stå op til, fordi han kan vride og tviste sproget:

To mænd går sammen. Den ene med violinkasse. Den anden spørger: “Har du spillet violin hele dit liv?” Den anden svarer: “Næh – ikke endnu!”

Og så en børnelogiker i samme boldgade. Mit 4-årige barnebarn så en film, hvor en dinosaurus døde, og han konstaterede: “Nu må den bare leve med at være død!”

Hvor er sprogleg dog oplivende!

Unge, der vil høres

På Kristi Himmelfarts dag var min kone og jeg af en teenagepige, som vi holder meget af, inviteret til humanistisk konfirmation. Programmet var fejring i Dronningesalen i Den sorte Diamant og om aftenen sammenkomst i hjemmet.

Som forberedelse til fejringen var de unge blevet undervist i menneskerettigheder, kritisk tænknin, etik, identitet, tolerance – altså i et humanistisk livssyn. Og de skulle som en del af festlighederne fremføre resultaterne af deres arbejde med etiske dilemmaer, hvilket de gjorde med både seriøsitet, humor og inddragelse af alle os, der fyldte salen.

Derefter talte en af deres lærere om det al vælge, idet han tog afsæt i Sisyfon-myten og i Albert Camus’ fortolkning af den. Du har altid et valg!

Her noterede jeg mig, at alle de unge, der sad på forreste række, sad tilbagelænede i stolene, men lyttende; ingen hviskede i øret på den ved siden af.

Derefter kom festens hovedtaler på scenen, aktivisten Selma de Montgomery, som er klimaaktivist, UNICEF-ambassadør og imponerende livfuld. Jeg noterede mig, at hele rækken af unge lænede overkroppen sig lidt frem. De var nu ikke bare lyttende, men spændt engagerede. Og der var noget at komme efter; jeg har efter denne oplevelse set flere indslag af Selma de Montgomery, og det kan jeg anbefale alle, der ønsker at få plantet et frø af fremtidshåb.

Hun havde de unges fulde opmærksomhed, men også vi ældre – ikke mindst haveejerne blev vækket og ægget, da hun pludselig trak ned i kraven på jakken og fremviste sin første tatovering af en skvalderkål, og udpegede den som værende en af vores mest betydningsfulde planter.

Og hun var ganske enkelt fejringens skvalderkål.

Ved sammekomsten i hjemmet deltog konfirmandens to bedsteveninder; de havde mødt hinanden i vuggestuen. Der blev holdt taler, nogle få frit fra leveren og et par efter manus på mobilen. Men den tale, der holdt alle fanget, blev fremført af en af veninderne, som gik en udskolingen på en lokal folkeskole. Hun havde noteret sine gennemarbejdede ord på papkort, lidt mindre end A5-format. Og i modsætning til flere God aften Danmark-værter, der ofte dropper øjenkontakten for at læse det, de ikke har nået at forberede sig på, forstod hun at udnytte papkortenes potentiale. Hun kastede et blik på den overskuelige tekst, kiggede på den, talen blev holdt for og på de øvrige gæster, vendte til næste kort, læste teksten, kiggede op og fortsatte.

Sådan agerer en velundervist teenager, der har noget at fremlægge. Når man taler eller læser op fra et A4-ark kan man nemt miste overblikket, når man har haft øjenkontakt, og værre endnu, hvis man læser op fra mobilen, hvor lysstyrken kan skifte og teksten flytte sig.

Det var herligt at komme hjem om aftenen efter en festdag, hvor unge stemmer havde vist gennemslagskraft på grund af indre glød og ydre færdigheder. Det første kan spire frem af stimulering af kritisk sans og menneskeligt samvær i det fælles, det andet kan understøttes af god undervisning.

Kong Gulerod og Antikrist

Luca Signorellis Antikrist i Orvieto Domkirke

Når Trump poster et billede af sig selv som ham, der helbreder den syge, sætter det gang i pressens kommentatorer. Nogle benytter humor som våben, selv om man får lyst til at bringe Niels Hausgaards udsagn om forskningsminister Helge Sander i erindring: Han optræder konkurrenceforvridende i forhold til alle, der lever af satire!

Blandt humoristerne kan man fremhæve Ole Rasmussen i Politiken, som mener, at Trump sprøjter sig med guldspray, og ikke mindst John Stewart, som til sin rædsel opdager, at den mand, Trump helbreder, umiskendeligt ligner JOHN STEWART!

Andre benytter den indsigtsfulde og perspektiverende analyse som fx lektor Peter Chr. Rude, som ved at se Trumps helbredelsesbillede får tankerne henledt på den italienske renæssancemaler Luca Signorellis maleri af Antikrist i domkirken i Orvieto. Her er den frelserlignende figur i færd med at indsamle guld, imens en behornet satan hvisker ham i øret, og fornemme mænd, en skøge og medløbere flokkes om ham. Der, hvor andre bærer hjertet, har han en guldmedaljon.

I baggrunden flokkes sortklædte mænd ved en tempelbygning, så det ikke er fjernt at associere til stormen på Kongressen.

Om den kunstige intelligens, som er benyttet til at kreere Trumps frelserbillede, har trukket på Signorellis maleri kan vi ikke vide. Men til gengæld kan vi glæde os over, at en kunstinteresseret litterat gør opmærksom på sammenhængen i et læserbrev i Information. Tak for den frie presse, og ikke mindst den avis, som rykkede ind i det nazistiske Fædrelandets rømmede lokaler den 5. maj 1945.

De danske kirkers middelmalerier kan i mange tilfælde berige os med nuancer i tilværelsens tilskikkelser på et niveau, der svarer til renæssancekunstnerens mesterværker. Symbolerne står i kø for at gøre indtryk på os arme syndere.

Og apropos symboler, kan man sorsøge at opnå fortrolighed med nogle af dem ved at gå på jagt i Oscar K. og Dorte Karrebæks forrygende fattigmandsbibel, Biblia Pauperum Nova, hvori en række skuespillere, der er ‘fattige i ånden’ opfører fortællinger fra Det nye Testamente. I loger i scenerammen optræder dyr som kommentatorer, mange af dem med symbolske tilføjelser.

Det er i den bog, kvinderne ved Jesu tomme grav citerer Anders Fogh Rasmussen: “Der er ikke noget at komme efter”. Men det er der så alligevel, hvis man vender blikket andetsteds hen. Og sådan er det måske også med de kommissionsrapporter om vores krigsdeltagelser. Undersøgelser der er enten slet ikke er blevet fuldført, men lukket ned, eller er mundet ud i rapporter, der måske bliver citatanonymiserende. Også Ninn Hansen er citeret i fattigmandsbiblen, hvor Pontius Pilatus konstaterer, at “der bliver trængsel ved håndvanske”.

Lær blot skoleelever satirens kunst, for en god latter er helsebringende. Men lær dem også den faglige eller den kunstneristiske analyse, som er bevidsthedsbringende.

Giv ordene din stemme

Udsnit af tilhørerskaren ved oplæsningskonkurrencen på Bornholm

Så er den årlige oplæsningskonkurrence for bornholmske 4. og 6. klasser afviklet i den store hal på Campus Bornholm. Og igen i år var det betagende og lærerigt at få lov til at være med som dommer.

For det første er stemningen fin, både i hallen, hvor oplæsningen sker foran de mange jævnaldrende fra andre skolen, og i klasseværelserne, hvor der forud øves og fokuseres på oplæsning. Det er tydeligt, at denne bro mellem snak og fortælling på den ene side og skriftsproget på den anden er værd at betræde – både fordi man må tage an andens (forfatterens) sprog i munden, og fordi man skal sætte ord på teksten, så den skaber liv i tilhørerne.

For det andet er det interessant at iagttage forskellen på 4. og 6. klassernes oplæseres tilgang til at skulle stå foran de mange tilhørere. Der var rullet en rød løber ud mellem en trappe og talerpulten. Oplæserne fra 4. gik målrettet hen over løberen, men 6. klasserne først trådte ind på løberen, da de var fremme ved mikrofonen. Dette “billede” var kendetegnende for hele den måde, oplæserne agerede på: 4. klasserne mere umiddelbare og frimodige, 6. klasserne mere reserverede.

Oplæsningskonkurrencen startede oprindeligt som en HC Andersen-oplæsning for 7. klasser. Men erfaringerne herfra fik os til at forsøge med 6. klasserne, og det viste sig at være en gevinst, da de trods alt skulle have langt færre parader oppe, når de stod foran jævnaldrende. Da vi så i tilgift inviterede 4. klasserne til at have deres egen runde, så blev vi bekræftede i, at oplæsning er en givende danskfaglig disciplin, som fungerer i bedste velgående – i hvert fald fra 4. klasse.

4. klasserne læste tekster af Martin Glaz Seerup, Peter Mouritsen og Jesper Wung-Sung om hhv. Elefanten, Ikke-fanten og Peberknægten. De lå godt i munden på oplæserne og skabte store ører hos de kammerater, som kendte alle teksterne i forvejen; de havde arbejdet med dem i klasserne.

6. klassernes oplæsere havde alle valgt den samme tekst, “Prinsessen på ærten”. Og de læste indfølende og levende den gamle tekst. Men de fleste af dem havde for højt tempo, og det er et gennemgående træk, at det er svært at holde et tempo, der fremmer tilhørernes muligheder for at få det hele med og øger oplæserens mulighed for at tale tydeligt, understrege pointer og udnytte pauseringer.

En lille finurlighed: Jeg har fået en CD, hvopå en gruppe herboende udlændinge har indtalt “Prinsesse på ærten”. De har svensk, tysk, engelsk, fransk, arabisk mm. som hver deres modersmål. At lytte til dem gør det tydeligt at dansk tenderer til at være et mumlesprog med alle lydkarakterer afrundede og vokaliserede. Det ord ingen af dem kan udtale er således “edderdunsdyner”!

For at øge elevernes sprogbevidsthed og -fornemmelse vil jeg opfordre alle til at være bevidste om oplæsningsdisciplinens potentialer.

At tage hånd om det uforudsigelige

I sprækkerne i de bornholmske klipper i Allinge kan en plante finde rodfæste og skyde op trods de hårde odds.

På samme måde er vi i Dansklærerforeningens Folkeskolesektion overbeviste om, at en fordomsfri, sober og fagligt funderet debat kan bidrage til, at vi kan slå rod i den fagfornyelse, der venter lige om hjørnet.

Derfor indbyder vi til debat på Klippescenen ved Folkemødet. Det er fjerde gang vi har et panel, der tager afsæt i dagligdagen, forskningen og det kollegiale fællesskab.

Det sker: Lørdag den 13. juni 2026

Dansklærerforeningens Folkeskolesektion forsøger at begribe skoledebatten. Kom og deltag i samtalen! Her er programmet:

Debatterne om skolen er mange og peger i mange retninger. Fagfornyelsen er til debat, ligesom børnesynet, forældresamarbejdet og elevernes trivsel, for ikke at tale om elevinddragelse, bæredygtighed, natur og åndelig oprustning. Dette er blot nogle af de temaer, som er i spil, og det fremgår vel sagtens, at det er værd at drøfte, hvordan de lærere, som står solidt placeret midt i det hele, skal finde fodfæste og retning. Det er sådanne problemstillinger, vi tager hånd om i Dansklærerforeningens panel, som nu for fjerde gang søger at få den aktuelle debat gjort begribelig. Panel: Lærer Mette Frederiksen Forperson Katrine Fylking, Københavns Lærerforneing Forsker Nikolaj Elf, SDU Forkvinde Ida Geertz-Jensen Dansklærerforeningen Moderator Jens Raahauge Debatten finder sted på KLIPPESCENEN – G26

Deltagere

Jens Raahauge, Moderator, DansklærerforeningenModerator

Nikolaj Elf, Professor, SDU

Ida Geertz-Jensen, Forkvinde og lærer, Dansklærerforeningen

Mette Frederiksen, Lærer, Syvstjerneskolen

Katrine Fylking, Formand, Københavns Lærerforening

At gå om bord i fortiden

Udsnit af Anna Margrethe Kjærgaards udstillingsvindur – med spejling af kirken i Rønne

I dag har Rønne lagt skoler til mine besøg, og 4. klasse på Peterskolen og 6. klasse på Åvangskolen har nok en gang gjort det svært at tro på pressens skriverier om de håbløse tilstande i skolen. Her som på de øvrige bornholmske skoler har jeg kun mødt nysgerrige, frimodige og lærevillige børn.

Når jeg mellem P-pladsen og skolegården på Åvangskolen passerer et trådhegn rundt om SFOen, rinder en situation mig i hu. For nogle år siden blev jeg der mødt af et par gutter, 1. klasse velsagtens, som spurgte mig om min alder. Jeg bad dem gætte. En mente 30 år, den anden 100. Da jeg så fortalte dem det rette svar, blev den ene tænksom og spurgte: “Var der farver på verden da du var barn?”

Derfor er det vigtigt at have historien med i sin undervisning, fordi eleverne – og vi andre – er så flasket op med fremtidsprognoser, at vi forfalder til også at tro på fortidsprognoser; at fortiden er som nu, bare med lidt mangler.

Derfor blev jeg glad, da jeg lige over for kirken i Rønne gjorde holdt ved billedmageren Anna Margrethe Kjærgaards vinduer, som emmer af billedkunst til børn. Neden i det højre vindues højre hjørne fik jeg øje på “En hugorm i hånden”, den illustrerede bog om Martin Andersen Nexøs barndom, som var med i Dansklærerforeningens seneste bogpakke.

Min kone og jeg kom forleden til øen med den kæmpestore katamaran Expressen 5, men fik forinden en sms fra rederiet om muligheden for ombookning pga. hårdt vejr. Og så kan man se Anna Margtethe Kjærgaards billede af passagerer i bugen på den træbåd, som fragtede drengen Martin og hans familie til øen; båden ruller, staldlamperne svinger kraftigt i rummer og folk er brækblege i ansigterne. Her er historieformidling af højeste karat.

En af oplæserne havde i øvrigt valg at læse H.C. Andersens “Prinsessen på ærten”, og det vanskelige for en dansk oplæser er at læse langsomt og tilpas artikuleret til, at tilhørerne får smukt dansk i ørerne.

På en CD, jeg har med mange forskellige nationaliteters oplæsning af samme tekst, er tydeligheden markant, hvad enten oplæserne har tysk, fransk, engelsk, svensk eller arabisk som modersmål. Det er sprog uden mumlen. Men ét ord volder alle vanskeligheder: edderdynsduner – eller hvad det nu hedder med bløde d’er og mange ø-lyde.

Kunst rundt om børn

udsnit af Tilde Engstrøms oliemaleri “Pigen ved havet”

I disse dage opholder jeg mig på Svanekegården. Jeg er her for at skrive tekster til sange om dansk sprog; Finn Holst har komponeret melodierne, og det bliver måske en opfølgning på vores sammenspilsmateriale “Musikalske trædesten”. Og så er jeg her for at forberede en oplæsningskonkurrence for 4. og 6. klasser på Bornholm.

I sidstnævnte anledning besøgte jeg i torsdags Svartingedalskolen i Hasle; en skole, som er gennemudsmykket af Tilde Engstrøms pastelfarvede billeder. “Man bliver så glad og rolig af de vægge,” sagde en pige, der kom hen og gav sit besyv med, da jeg stod på en af gangene og betragtede billederne.

Jeg kom til at tænke på denne tildragelse, da jeg så den udstilling på Svanekegården, hvor en række lokale kunstnere udstiller som en invitation til Bornholms Kunstrunde, hvor der er åbne atelierdøre fra 14.-16. maj og igen fra 16.-17 oktober.

Da jeg kiggede nærmere på Tilde Engstrøms “Pigen ved havet”, så jeg at pigen har bragt en potteplante med sig ud til havet. Denne kombination af natur og kultur fik mig til at tænke på givende stunder med Anthony Brownes billedebøger, på arbejde med lyrik i skoven og med et forløb om sagn og fortællinger i danskundervisningen.

Børn (og voksne) har brug for at være omgivet af kunst – i undervisningen og i det hele taget. “Man bliver glad og rolig!”