Den2radios ronkedorer trompeterer igen i deres fagbogssnabler på denne uges udsendelsesflade, https://den2radio.dk/udsendelser/ronkedorerne-sommer-2026/
Egon Clausen beretter om bogen “Pest, tyfus og hedenskab” om de risici og modstande, der mødte danske missionærer i Kina i begyndelsen af 1900-tallet.
Georg Metz dykker ned i den indsats, som “Niels Thygesen. Danskeren bag euroen” har ydet, som en af vores mest fremtrædende økonomer, og som tjenestemand. Og netop dette begreb er måske en tanke værd, når man sammenholder manden med den faglige indsigt, politiske integritet og uopsigelighed med den kontraktansatte embedsmands mere sårbare position, for ikke at tale om mellemlaget af spindoktorer.
Selv har jeg medbragt “Vandringer med et æsel i Cevennerne”, hvor R.L. Stevenson i 1878 begiver sig ud på en gå-tur med æsel det franske Centralmassiv. Det var før turismens tid, så alt lå uberørt af fremmede, når man ser bort fra kongens og kejserens og kirkens undertrykkelse af befolkningen, som bekendte sig til protestantismen. Stevenson iagttager natur, befolkning og reflekterer over mindretals overlevelse trods overmagtens forsøg på knægtelse.
En sådan tur vil være uladsiggørlig i vores tid, hvor turismen har skabt trampestier overalt. Så, hvis man skal have blot et pust af kriblen i hjernen, vil jeg foreslå, at man kaster sig over “De danske digterruter”, hvor litteraturen går i pardans med stederne.
I går var jeg til et bogmøde på Christianshavn og skulle videre til en komsammen på Østerbro; jeg valgte at tage turen på gåben.
Da jeg efter en god tids vandren lidt varmetræt kastede et blik til venstre, følte jeg mig pludselig hensat til Donald Trumps “Reflecting pool”, men da jeg fik gnedet øjnene, gik det op for mig, at jeg spejdede ud over de søer, som Københavns Kommune står over for at skulle rense; ingen maling på bundet, ingen mafiøs entreprenør involveret!
Men efter en sådan sjæleryster kender jeg kun én medicin: at besøge den første boghandel, jeg støder på. Og heldigvis ligger Bog og Idé på Østerbrogade, skråt til venstre for udgangen fra søerne, og ikke fjernt fra den tunnel, som Lilian Brøgger lader en Strunge-lignende ung mand færdes i i den udgave af Goethes “Den unge Werthers lidelser”, som udkom i Dansklærerforeningens unikke serie “Illustreret Verdenslitteratur”.
Boghandelmedicinen virkede. Efter lidt kiggen mig omkring på må og få blev mit blik fanget af en reol, hvor boghandleren havde samliet bøger under overskriften Mikroforlag. Her fandt jeg opstillet lodret mange af de titler, som ved årets BogForum kan ses placeret vandret på borde ved indgangspartiet til messehallerne.
Og hvor er der grund til at lovprise de indsjæle, som kaster sig over at berige os andre med kvalitet fra nicherne. Disse passionerede bogelskere bidrager på hver deres måde til, at vi har adgang til en kvalitetslitteratur med et væld af facetter.
Selv om boghandlen på Østerbrogade både har bestseller-lister og stakkevis af krimier, så afsætter de plads til det, der måske ikke er det store salg i, men som kan gøre læsersjælen til mere og andet end en reflecting pool.
Da jeg bevæger mig længere nordpå ad Østerbrogade og østpå ad Nordre Frihavnsgade dukker pludselig Tarps Boghandel op. Den er lige så lille som den er sejlovet. Og her kan personalet tale med om bøgerne.
Tænk på en vandretur i København at finde to så forskellige boghandler, og så har jeg endog passeret flere antikvariater. Det er altså muligt at få læseglæden stimuleret!
Jensen & Dalgaard, som har beriget det danske børnebogmarked i en årrække, har gjort det igen. De har udgivet Wilhelm Buschs ”Max og Moritz”, der kan betragtes som verdens første tegneserie. Historien, der er fortalt på vers, beriger os med syv drengestreger, som de to kumpaner fornøjer læseren med, mens det går ud over agtværdige borgere. Derfor får de to også deres straf, når de ender i møllerens kværn og bliver ædt af et par ænder, der tager dem for korn.
Bogen hører til blandt de (tyske) moralske børnebøger, der har til hensigt at opdrage. Men som med så meget andet pædagogisk moralisme vinder livskraften over det udvendige, og de to skarnsknægte kommer til at inspirere til stadige løjer i børnelitteraturen.
Bogen er oversat fra tysk af Jacob Jonia i et mundret, oplæsningsvenligt sprog, der kun et par steder kræver et par chassetrin i verseføddernes dans.
Jeg bliver blød i sjælen, når et forlag kalder sit udgivelsesprogram for sit kuld. Det vidner om en særlig ømhed over for ynglen. Og det er lige netop, hvad forlaget Tallulah gør. Her i forlagets anden runde er det blevet til trillinger, som nok kan læses i lyset af ”Max og Moritz”.
Lars Daneskov og Pernille Lykkegaard har begået en munter fødselsdagsbog, hvor Molly hjælper Anton med at forberede hans fødselsdag ved at skaffe flag, lagkage, gæster og gave, fordi hans mor ikke står op, før fødselsdagsbarnet får sko på. Men hun har selvfølgelig ikke glemt dagen, og alt ender ovenud lykkeligt.
Anne Sofie Hammer og Sofie Lind Mesterton kaster læseren ud i den rene morskab i ”Mig og Mille. Sommer og regn”. Bogen er fyldt med gags og pigestreger, og grafisk rummer hver opslag et væld af indtryk at gå på opdagelse i. Ved hjælp af en campingmutter lykkes det at få fyret en masse platte vittigheder af, og pigestregerne er faktisk både morsomme og opbyggelige. Hvor Max og Moritz blev straffet, får piger her kredit for livlig originalitet.
Pernille Bønløkke Toustrup og Thomas Hjorthaab har med ”PONY PONY” skabt en anderledes hestebog, som er et fint spark til de sociale mediers skønhedsdyrkelse, og hvad deraf følger af utilstrækkelighedsfølelser. En pony bliver fravalgt, men forsøger ved venner hjælp at vinde sin rytter tilbage. Midlet er skønhed og skønhed. Men mødet med en forsumpet hest får den vragede til at vælge sin indre vrede som drivkraft, og den får ikke sin rytter tilbage, men dykker ned i sit ’hul’ sammen med en udgrænset dreng fra stutteriet. Her fører oprøret til noget, der fremkalder smil i de nedgjortes ansigter.
Et kuld på tre, hvor det giver pote at være hjælpsom, lave sjov og gøre oprør – blot cirka 170 efter at to drenge blev kværnet til andemad for deres drengestreger. Det går fremad!
Så har DAO leveret DANSK #2 2026, og temaet er denne gang AI, kunstig intelligens.
Det er blevet mig betroet at skrive en artikel om det tilløb til den kunstige intelligens’ indtog i den danske skole, som kan anskues som udslag af den jubeldigitalisering, som for år tilbage skulle løse alverdens problemer i samfundet i almindelighed og i skolen i særdeleshed. Det gik anderledes i SKAT, i skolen og på mange andre felter. Men det virker tilsyneladende i sundhedssystemet og sygehusvæsnet.
Min tese er, at hvis vi ikke håndterer de problemer, der til vores overraskelse sprang ud af digitaliseringens trojanske hest, så risikerer vi – måske for første gang i historien – at uddanne et generation til at være dummere end deres forældre, mere uvidende, mindre dannede. Men det kan givetvis forhindres. I DANSK #2 2026 er der fine udspil til at lære os at omgås AI, til at udnytte de potentialer, som AI rummer, og til at inddæmme de risici, som AT så åbenbart bærer i sig.
Bladets indholdet i overskrifter er derudover:
Skal vi bruge generativ intelligens? (Jeppe Bundsgaard), Mellem snyd og stilladsering. En praktisk guide… (Anders Westermann), Hvorfor lære at skrive, når AI kan gøre det bedre? (Inger-Lise Mournsenier), Et praksisnært forløb fra udskolingen [om litteraturundervisning] (Emil Hamann Mortensen), Nej, ChatGPT kan ikke lave din analyse (Katja Gottlieb), Teknologiforståelse i dansk <8nikolaj Elf) AI i danskundervisningen – vejen til den gode prompt (Lis Zacho), To nyuddannede læreres perspektiv på AI i folkeskolen (Aviaja Stjernstrøm og Sofie Juul) – og et par artikler om andet.
Læs bladet og få mod på næste skoleår. Det er udsendt til medlemmer af Dansklærerforeningens Folkeskolesektion, som også kan læse det på hjemmesiden. Ellers kan det købes i løssalg – eller ved at man melder sig ind i foreningen. Det er måske på tide nu, hvor alle taler om fællesskaber!
Ved Dansklærerforeningens paneldebat om at gribe det uforudsigelige skete det helt særlige, som professor Nikolaj Elf konstaterer, at jeg som moderator var “usædvanligt tilbagetrukket”, og det finder jeg kalder på en kommentar.
Temaet var meget åbent, og aftalen var, at vi som vanligt startede med Mette Frederiksen, som har sin gang i klasseværelset på skolen. Derefter gives ordet videre til Nikolaj Elf, som har det, der sker i klasseværelset, i fokus i sin forskning. Og slutteligt får Katrine Fylking og Ida Geertz- Jensen taletid, fordi de repræsenterer de to foreninger, der skal sikre lærerne vilkår og faglighed via deres foreninger, Danmarks Lærerforening og Dansklærerforeningen. De foregående år har tiden været afmålt med 5 minutter til hver over to runder – og måske et par spørgsmål fra de fremmødte.
I år havde jeg ikke meldt noget ud om taletidens begrænsning. Kun temaet vajede i den bornholmske vind. Mette Frederiksen startede og gav efter 3 minutter ordet videre til Nikolaj Elf, som på 4 minutter kommenterede, hvorefter både han og Katrine Fylking kiggede på mig, fik et nik og Katrine overtog. Hun brugte sine 5 minutter og gav stafetten videre til Ida. Derefter ville jeg på podiet for at lægge op til anden runde, men lige så venligt som bestemt fik jeg et stopsignal fra Mette, som tog ordet. Derefter fortsatte panelet mad at afløse hinanden, og selv om talerækkefølgen blev brudt gav de hinanden plads til cirka samme antal minutters taletid. DEBATTEN VAR AFLØST AF SAMTALE. Og da tiden var gået, kunne jeg blot opsummere, hvad der ud fra deres samtale må blive temaet for vores debat næste år: Dannelse og oplivning.
For nogle år siden havde jeg en samtale med en pige, der var vendt hjem fra en amerikansk eliteskole til dansk skole, og hun var rystet. I den danske skole mødte hun det, hun betegnede som ‘turtle teaching’: læreren spørger, og en elev stikker hovedet ud og svarer, og vender tilbage til sit skjold. I New York havde hun haft rundkredspædagogik, som mindede om den aktuelle paneldebat, der skiftede til samtale: Eleverne fik udstukket et tema, som de skulle indkredse og i fællesskab fordybe sig i gennem samtale. Lærere greb kun ind med mellemrum for at påpege, om nogle blev holdt eller holdt sig uden for samtalen. Først når den aftalte tid var gået, opsummerede læreren.
Paneldebatten kom i min optik til at udvikle sig til et helt konkret billede på, hvordan en samtale i skolen kan udfolde sig, når deltagerne føler sig kaldede til at nå frem til en fælles forståelse eller indkredsning af en problematik, der vedkommer dem.
Jeg fornemmede, at det, der adskilte denne samtale, fra tidligere års debatter, var den fælles søgen efter en betydning frem for hver enkelts holden sig til sit fagfelt.
Tak til panelet for en for mig helt særlig oplevelse!
Jeg tilhører den generation af dansklærere, der havde muligheden for at finde glæden i lærerarbejdet ved at have muligheder for at håndtere det uforudsigelige, som ofte udsprang af elevreaktioner – markante eller antydede.
En stor del af den danskfaglige inspiration udsprang af at skulle få elevernes ønsker og behov til at gå i spænd med det danskfaglige stof. Men når det lykkedes, voksede man som lærer.
Her er et par eksempler:
På et kursus blev jeg besnæret af en metode, der skulle basere læseundervisningen på elevernes tale. Alle skulle deltage i samtalen, og alle skulle bidrage til den tekst, der skulle læses. Det var en metode, som byggede på alle tidens rigtige pædagogiske tilgange, men ingen havde fortalt, at den var udviklet af en pædagogisk tænker i samarbejde med en gruppe praktikanter. Den var krævende at holde styr på. Og en dag – i anden klasse – skulle klassen ud for at finde inspiration til en samtale og en tekst, da en pige udbrød: “Nu står vi på to rækker for at gå ned til kanalen. Vi skal se en rapand og få en kvalificeret oplevelse.” Hendes forældre havde givetvis refereret fra et forældremøde kort tid forinden. Og jeg blev ramt; hendes ordvalg afslørede hulheden i den helhedstænkning, som jeg ikke magtede at praktisere. Jeg læste op for eleverne i en uge af gode svenske forfattere, indtil jeg igen havde fået fodfæste: Jeg valgte at lave læseundervisning på basis af Celestin Freinets tænkning om ‘fri tekst’.
Eleverne skulle udforme små bøger, som skulle indgå i klassens bibliotek. Hver uge skulle én udvælges til fælleslæsning, men de øvrige kunne bruges til frilæsning – i skolen og hjemme. En uge skulle vi skrive om dyr, særligt om kæledyr. Og der blev produceret mange historier om marsvin og katte. Men elevernes valg af ugens tekst faldt på en ultrakort, skrevet af en dreng, som ofte skrev stort og med vanter på, for han skulle ud i frikvarter inden længe. Han skrev: “Jeg har fundet en død due fra Køge.” Den tekst har jo det, der skal til: død og lokalitet. Og spørgsmålene væltede over hinanden. Hvor fandt du den? Ved siloen på havnen. Hvordan ved du, at den var fra Køge? Den havde ring på, så jeg klippede benet af den og viste ringen til vores nabo, der har brevduer. Den var på vej hjem fra Paris. Hvordan kunne den finde vej hjem; det kunne min far ikke, da han var i Paris? Og vi spurgte skolens biologilærer, som fortalte om fuglehjerner og jordens magnetfelter. Og undervisningens fokus blev for et par uger flyttet fra læsning til et naturfagligt tema om trækfugle.
Sådan kunne det uforudsigelige påvirke undervisningen og give frugtbare afvigelser fra det planlagte.
Jeg venter spændt på paneldebatten på Klippescenen i morgen for at få en fornemmelse for, hvad det uforudsigelige rummer i dagens skole.
Man tror, det er løgn. Når man åbner døren til Bogskabet på klem, kan man få øje på de utroligste tilbud – på kasser med flere titler til indskolings- og mellemtrinslæsning, med ungdomsromaner af fineste karat, forfatteres og illustratorers erindringer fra barndommen, stedbaseret undervisning på mellemtrinnet og mange andre danskfaglige titler.
Hvis det fortsat er muligt at se fra den ene ende af skolebiblioteket til den anden på grund af tomme hylder, så byder muligheden for at få dette mistrøstige syn erstattet af en udsigt til en danskfaglig samling til god undervisning.
Og hvis man som dansklærer mangler stof til forløb, der kan ægge elevernes nysgerrighed og bidrage til, at de bliver hørt, så er der her titler, som vil være oplagte, både fordi de har høj kvalitet, og fordi der i de fleste tilfælde er udarbejdet undervisningsforløb eller lærervejledninger, som inspirerer uden at binde.
Jeg vil gerne nævne nogle få af mine favoritter:
“Sansespor”, som inviterer til skrivning og skrivelyst på baggrund af stedbaserede oplevelser og sansninger (fra 3. – 8. kl.)
Romaner fra “Frit for fantasi-serien”. Alle er fine, men især hæfter jeg mig ved “Ægte brøker”, som efter min mening hører til blandt Jesper Wung-Sungs fineste.
Og så er der fine barndomserindringer fra serien “Min historie”, her husket af Merete Pryds Helle, Mette Hegnhøj, Annette Herzog og Otto Dickmeiss.
Men der er altså meget andet at komme efter. Og det, der tiltaler mig mest, er måske, at titlerne i bogskabet er så uforskammet billige, at der OGSÅ kan blive råd til at købe undervisningsbøger til normalpris”
Det skulle have været audiensens og velsignelsens dag, men for Ole Dalgaard og mig druknede det hele i et romersk vandfald fra over, ledsaget af lyn og torden, som cirkulerede lige over os, der ventede på velsignelse.
Det er ærgerligt. Men som Oles mormor havde broderet på en klokkestreng: “At ærgre sig er gratis, og det er faktisk skidt, for hvis det kostede penge, så ærgrede man sig ikke så tit”.
Det var den mormor, som stod for husholdningen i det hjem, som Ole om sommeren besøgte og ferierede i. Vi bordet var der faste pladser. Morfaren var musiker. Han kom hjem et godt stykke ud på aftenen, og en dag havde han en kollega med hjem. Det betød, at Ole fik en anden plads ved bordet end vanligt. Og her gik det op for ham, at verden kan se helt anderledes ud, når man skifter plads.
Denne epokegørende opdagelse beskriver han i den af Dorte Karrebæk så smukt illustrerede erindringsbog “Og så var der verden som den var” (Dansklærerforeningen, i serien Min historie”. Dette er for mig at se denne smukke bogs clou, og det peger på nogle af de litterære greb, som Ole / OscarK anvender i sine tekster. Og det gør han ikke for at komplicere, men for at nærme sig den virkelighed, vi er bundet til – så godt som det nu lader sig gøre.
Hvis jeg skulle råde de skolebiblioteker, der nu måske får penge til bøger, så ville jeg pege på OscarK’s værker til børn og unge – fra Hugo & Holger over Ungerne fra Strandholt til Biblia Pauperum Nova – fordi de kan anfægte både børn, unge og undervisere. Og den fælles anfægtelse er måden at nærme sig virkeligheden på!
Og apropos vores audiens: Det kan godt være, at de himmelske tegn udviklede sig anderledes end forventet. Men da vi gennemblødte søgte ind på en cafe nær Vatikanet, havde en andet også søgt ly for styrtregn og donnerwetter: en gråspurv, der satte sig på vores bord. Og med ét var ærgrelsen afløst af smil.
Udsnit af Birgitta Fabers omslaget til Dansen gennem sommeren (Tranebog)
Bo Green Jensen, forfatter, anmelder, kulturjournalist, er død, og læs fx Annegrethe Rasmussens smukke mindeord om ham.
Her skal lyde en tak for hans ungdomsroman “Dansen gennem sommeren”, som for mig blev anledning til en helt enestående oplevelse af, hvad god litteratur kan berige en undervisning med. Det var i 1985, og det var i 9. klasse. Jeg havde fået bogen hjem i klassesæt fra Amtscentralen efter at have læst den og være blevet grebet.
Jeg fremlagde for eleverne, at vi kunne læse romanen og følge en af de måder, vi plejede at anvende, når vi arbejdede med litteratur, eller vi kunne prøve noget nyt: at skrive en folkevise over bogens handling og “morale”. Eleverne valgte det sidste forslag, fordi vi kunne slå to fluer med et smæk: lave en kreativ analyse af bogen og få et godt afsæt for arbejdet med folkevisegenren.
I al korthed beskriver bogen en cykelferietur til Bornholm, hvor kæresteparret Lisa og Jac får følgeskab af Jacs ven Stankelben. Alene kælenavnet signalerer det irriterende ved, at han hægter sig på. Da en motorcykelbande indfinder sig på den campingplads, hvor trekløveret har slået deres telt op, brydes freden. Bandelederen forlanger at få stillet Lisa til rådighed. Jac forholder sig overvejende, mens Stankelben går fysisk løs på overmagten og mister livet. Efter hjemkomsten går Lisa og Jacs forhold i opløsning.
Og det gik bedre end jeg havde drømt om. Efter aflytning af nogle indsungne folkeviser valgte vi “Ebbe Skammelsøn”, som er indsunger af Daimi, og som har et omkvæd på to linjer, hvilket giver lidt mere spillerum.
Referatet af bogens handling kunne alle klassens fem grupper få hold på i visens fortløbende vers, og den overordnede fortolkning skulle derpå sammenfattes i omkvædet, hvilket naturligt nok gav svare problemer. Mens fire af grupperne valgte en ret nem og overfladisk løsning som fx “Tag aldrig mer end to af sted / på tur til Bornholm”, skrev en femte gruppe: “Da Stankelben døde, blev han en grav / mellem Lisa og Jac”.
Mens de overfladiske løsninger gav anledning til almindelig moro, var der enighed om, at gruppe fems omkvæd var stærkt. Og det gav anledning til en samtale, der blev i fin overensstemmelse med Villy Sørensens analyse af folkevisen i “Digtere og dæmoner”. “Dansen gennem sommeren” tryllebinder, fordi den beskriver det, der er svært at fatte. Den er som Villy Sørensens analyse ‘klar og tvetydig’.
Vi afsluttede med at danse visen som kædedans. Og det blev åbenbaret, at alle er fælles om handlingen, mens forsangeren “ejer” omkvædet, der kan få det til at gyse i alle.
I klassen var der enighed om, at folkevisen viste, at “Dansen gennem sommeren” er en stærk roman, der handler om unges vilkår her i livet.
Jeg tænker af og til tilbage på dette nu mere end 40 år gamle undervisningsforløb, som blev et væsentligt bidrag til min tro på, at god litteratur kan påvirke de læsende sjæles gangart – og de undervisnede dansklæreres undervisningsmod.
“Jeg vil læse noget op for dig,” sagde min kone forleden. Og hun læste: “de stod og talte om…. den unaturlige grad af uvidenhed og kejtethed hos mænd, hos fornuftige og veloplyste mænd, når de pludselig blev stillet overfor den opgave, at læse højt, med eksempler på bommerter og misforståelser, mangel på herredømme over stemmen, på modulation og eftertryk, på opfattelse og dømmekraft – alt sammen stammende fra den første årsag: Mangel på opmærksomhed og vane i de tidlige år.”
“Og hvor stammer det så fra?” spurgte min kone. Under læsningen havde jeg tænkt på det, jeg havde læst som baggrund for min egen promovering af oplæsningen som ædel disciplin i skolen, men ingenting ringede, før jeg fik et glimt af bogen, som teksten står i: “Mansfield Park” af Jane Austen, skrevet i årene 1811-13 og udgivet i 1814. Det er den bog, vi skal tale om ved vores næste træf i vores lokale læsekreds.
Ræsonnementet er altså 212 år gammelt, men fortsat gyldigt. Jeg tænker på det, når jeg er dommer ved oplæsningskonkurrencer, senest på Campus i Rønne, hvor 4. og 6. klasserne dyster. Det grundlæggende er ‘vane og opmærksomhed’! Og begge dele er det oplagt at arbejde med i skolen fra første skoledag.
Og så kan man indvende, at børn ikke kan læse højt i børnehaveklassen. Men så kan man starte med højtlæsningens mundtlige forløber: Fortællingen, som også kræver ‘vane og opmærksomhed’, og som alle talende mestrer, eller kan lære at mestre.
Jeg traf i går en pige, der går i børnehave. Hun havde, da den ældste gruppe skulle forlade børnehaven til fordel for skolen, rejst sig op for at ønske ‘de store’ alt godt i skolen og for at sige dem tak for den tid, de havde haft sammen i børnehaven. Hun har givetvis set voksne udvise denne adfærd: ‘vane og opmærksomhed’.
I det frirum, som de nye fagplaner forventeligt giver, har vi (dansk)lærere muligheden for at dyrke fortællingen og højtlæsningen, så eleverne kan bidrage til fællesskabet med fortællingens frie ord og med højtlæsningens brobygning mellem fri tale og skriftsprog. Vi kan dyrke elevernes ‘vane og opmærksomhed’.
En sidegevinst: måske kan vi få studieværter i TV, som ikke forfalder til uvaner og manglende opmærksomhed.
