inspiration - Dansklærerforeningens Folkeskolesektion

Giv bogstaverne stemme

Over de seneste par dage har jeg været inviteret til Hundested Skole for at give eleverne i 4., 5. og 6. klasserne oplæg om og respons på oplæsning af tekster, som jeg havde valgt.

Til 4. klasserne var teksten Anders Johansens Suttetyven (En drøm om vinger, Dansklærerforeningen 2002). Til 5. klasserne var teksten Peter Mouritzenz Ikkefanten (fra samme antologi). Og til 6. klasserne havde jeg valgt H.C. Andersens Prinsessen på ærten (fra Alineas platform).

Eleverne mødte op klassevis og sad ved langborde. De fik først en introduktion til nogle basale regler, som gælder for oplæsningen. De blev derefter bedt om at læse klassetrinnets tekst grundigt igennem hver for sig. Derefter læste de et par gange højt for hinanden i grupper på fire, indtil de følte, at de kunne teksten.

Jeg gik rundt og lyttede – og var imponeret over, hvor godt de læste. og hvor koncentreret de lyttede. Enkelte tilkendegav, at de havde besvær med at læse, og jeg bad dem lytte til deres kammerater, så de lærte historien, så de kunne fortælle den bagefter. Jeg nåede at få historierne fortalt af fire elever med læsebesvær, og de havde fanget store dele af det hørte.

Dette forløb varede omkring en lektion for hvert klassetrin. Derefter skulle hver klasse stille med en oplæser til et par dage senere. Her ville jeg så bruge dem til at give en faglig respons, som kunne gavne alle.

Efter oplæsningen og responsen fortalte jeg lidt om forfatterne, om hvilke titler af dem, der var at finde på skolebiblioteket, og endelig om hvordan H.C. Andersen bliver bearbejdet af folk, der tror, de kan forbedre HCA til skolebrug.

Jeg læste Prinsessen på ærten op fra en original gengivelse og bad elever bemærke, om der var forskelle. De registrerede, at ordet “silede” havde erstattet “skyllede”, og mens de kendte det oprindelige ord, var det pædagogisk justerede ukendt for mange. Og så var en bestemt passus helt udeladt, nemlig at vandet “løb ind af Næsen paa Skoen og ud af Hælen”. Bearbejderen har udeladt den mest andersenske bemærkning, som eleverne fandt både morsom og genkendelig. Og se, dette at skulle lytte efter ændringer i en tekst, viste sig at være en fin koncentrationsøvelse.

Og så må jeg konstatere, at 4. klasserne var de bedste oplæsere, skønt de havde fået den vanskeligste tekst. Dette er noget, som vi også har registreret ved Bornholmsmesterskalberne i oplæsning. 4. klasse er en ideel årgang til oplæsning. Og oplæsning er den faglige disciplin, der bygger bro mellem mundtlighed og skriftlighed.

Døren går op til bøgernes hule, mens de lukker biblioteker

I Svaneke er beboere og turister så heldige, at de har adgang til en boghandel; ikke en helt almindelig boghandel, men en boghule, hvor der er bøger fra gulv til loft, og der er højt til loftet, så boghandler Tina Larsen bruger stige for at få læseglæden til at gøre det samme: stige!

Til dette bogparadis, som ikke er præget af få bunker med bedstsælgende, men af mangfoldighed i udbuddet, gik døren i fredags op, og jeg fik lov til at præsentere min bog, “RAMT på smag, lugt og følelse” og forlægger Jens Skou Olsen, som har illustreret med pen og blæk, havde taget sine originaltegninger og tegneredskaber inklusive blæk med. Og mod slutningen fik vi tillige præsenteret Nils Hartmanns historiske roman om botanikeren Wormskjold, der efter en fortrudt erotisk affære med en foresat bliver sat i land i Kamtjatka. “Efterladt i Sibirien” er bogens titel.

Det, der er fælles for de to bøger, ud over at de udkommer på samme forlag, er, at de er udsprunget af vi to aldersstegne forfatteres undren og nysgerrighed: Nils Hartmann over, hvad der skete med Wormskjold der, hvor kilderne slipper op, og jeg selv over, hvad ramthed på smag, lugt og følelse i barndommen betyder for ens senere oplevelser. Nysgerrighed har ingen alder, hvis man er i live.

På lørdag den 12. september kl. 11-12.30 præsenterer vi de to bøger i Langes Boghandel, Torvestræde i Næstved.

Men tilbage til Bornholm. En af deltagerne i præsentationsmødet fortalte, at regionskommunen lukker alle øens biblioteket – bortset fra Rønne og Nexø biblioteker. Og tænk, det er den ø, som med læseforskeren Jørgen Frost inspirerede det ganske land til at finde farbare veje i læseundervisningen, der nu svigter kulturen i almindelighed og læsekulturen i særdeleshed.

Man burde i protest flytte Folkemødet til en region, der tager folkekulturen alvorligt. For hvorfor skal kortsynede politikere have mulighed for at pynte sig med de tilrejsendes fjer.

Mumledansk

For nogle år tilbage lavede jeg en udsendelse til den2radio om “Mumledansk”, og den er nu lagt på denne uges sendeflade. Selv om der er gået fire år siden udsendelsen blev produceret, har jeg nu ved genhør konstateret, at den fortsat er aktuelt, ja, måske mere aktuel, end da den blev til.

Folkeskolen står over for at skulle have nye fagplaner, og dels får lærerne mulighed for at udnytte deres daglighed friere, end de gjorde i den målstyrede undervisning, og dels få mundtligheden en bedre placering: fortælling og oplæsning bliver vægtige elementer i det mundtlige arbejde.

Når jeg betoner dette, skyldes det, at det at fortælle og det at læse op kræver en langt tydeligere tale end almindelig snak og samtale, fordi der er tale om en form for massekommunikation. Her vil mumlen betyde, at tilhørerne misser det udtalte.

At det betyder noget – både for forståelsen og for glæden ved sproget – fik jeg et godt indtryk af, da jeg sammen med et barnebarn for nylig besøgte Halldor Laxness’ hus på Island, I de udleverede lytteoplysere (audioguide) var der lydoptagelser med digteren selv, og mit barnebarn blev slået af den tydelighed – og skønhed – som budskaberne fik. Han havde lært det danske sprog i islandsk skole på baggrund af skriftsproget, og derfor havde han alle stavelserne med. Han forfaldt ikke til stavelseskannibalisme – eller mumledansk.

Det skriftsprogsnære kan vi opnå gennem oplæsningen. Og ved at lade dette smitte af på fortællingen – langsom og tydelige tale – kan vi modvirke mumledansk i den sproglige omgang.

Jeg tror, at tydeligt sprog bidrager til, at man staver bedre, og ikke mindst til danske børn hurtigere og sikrere lærer at tale. Når vi taler hurtigt og mumler er der ingen klare fornemmelser for de enkelte ords afgrænsning, og derfor er betydningen vanskeligere at afkode. Hos mange er det en lang lydmedister, der kommer ud af munden. Og ved bevidst sprogbrug gælder det om at få den skiveskåret.

Men hør selv udsendelsen: https://den2radio.dk/udsendelser/tanker-i-tiden-mumledansk/

De underjordiske

På Svanekegården udstiller maler Molla Riis på 83 år og skulptør Silke Riis på 28 år værker, som har hentet inspiration fra de underjordiske på Bornholm. De to kunstnere er i familie, farnmor og barnebarn. Og en anden ting, der forener dem, er, at de som børn som godnathistorier hørte nogle af de mange fortællinger om de væsner, der befolker Bornholms undergrund.

Molly Riis holdt især af historier om Bonavedde, en ung bonde, der kunne tale med de underjordiske, måske fordi hans mor var havfrue. Tæt ved hans gård ligger Alhøj, som af og til står på gloende pæle.

Typisk bornholmsk: næh, samme historie fortælles fx omkring Elverhøj på Stevns. I øvrigt har Tellerup udgivet en udgave af H.C. Andersens Elverhøj med Erik Hjorts herlige illustrationer, hvor man kan se digteren selv have havfruer til bords i højen.

Sille Riis har blikket rettet imos Ellestingeren, som vogter Bornholms natur. Han må have sovet den dag en storbonde ved Gudhjem opkøbte et økologisk landbrug og aføkologiliserede det. Ellestingerens trebenede hest hviler på en halmballe og kan ses som en hilsen til den skik, som lod bornholmske bønder sætte høstens sidste neg som høstoffer til Ellestingerens trebenede hest. Men på grund af intensivt landbrug er der nu så mange og store høstofre, at hesten er blevet overvægtig.

Det får mig til at tænke på, at Julemærkehjemmene startede som hjem for børn, der skulle have sul på kroppen, mens mange i dag får tilbud om at tabe sig. Og tænk, at landets økonomi bliver polstret solidt af især overvægtige amerikanere. Det er sa pudsigt, at kulturens støtter har midler fra alkohol og tobak, mens videnskaben har fast food som mæcener.

De gamle fortællinger lever og inspirerer – og har fortsat noget at fortælle os.

Og apropos den bornholmske holkahest, der om dagen er klippe i Holkadalen, men som om natten vågner op og sørger for at jage børn hjem, så er hesten også gået fra arbejde til kæledyr, så vi ikke længere spiser det sødlige hestekød. Jeg kommer i tanke om, af Asger Schnarck skrev et digt i Ud&Se. Det havde titlen Hyp og forklaringen på, hvorfor de mange kæledyrsheste er mindre end de fyrige gangere på de græske vaser: de skal passe til hestetrailerne!

Dyrk danske sagn og fortællinger og bliv inspireret til tænkning og billeddannelse som farmor og barnebarn Riis.

“Det er et mirakel”

Udsnit af det nyerhvervede HCA-manuskript til “Den sidste perle”.

H.C. Andersen-Samfundet i København havde i går inviteret seniorforsker Ejnar Stig Askgaard til at fortælle om de seneste indkøb, som Museum Odense og HCA-forskningen er blevet beriget med.

Og med alle pladser besat i Dansk Forfatterforenings smukke lokaler blev det en aften, der sent går i glemmebogen. For det første er der ikke meget, der er mere betagende end en forsker, der ser ud som ramt af tryllestøv, når han begynder at tale. Og for det andet er der det stof, som tryllestøvet er gjort af, og som smitter tilhørerne.

Første halvdel af foredraget omhandlede erhvervelsen af H.C. Andersens manuskript fra oktober 1852 til “Den sidste perle”. Eventyret blev skrevet som en støtte og trøst til vennen N.C.L. Abrahams, der mistede sin unge hustru Frederikke. Han fortæller om et nyfødt barn, der af de gode feer får foræret en række perler i vuggegave. Men der mangler én, som barnet vil få senere, bedyrer feerne. Det viser sig, at denne perle er “sorgens perle”, som bliver givet ved morens død. Den er smuk og stråler i alle farver.

En af Abrahams-sønnerne, Arthur, skriver i sine erindringer, at HCA “satte stor Pris paa min Moder, og ved hendes Død, som han tog sig meget nær, sendte ham min Fader dette smukke, stemningsfulde Eventyr: ‘Den sidste Perle”, som senere er trykt, men som jeg endnu er i besiddelse af, skrevet med Andersens egen Haand.”

Herfra er det vandret omkring for at lande hos RR Auction i New Hampshire, hvor en støtte fra Austinusfonden gjorde det muligt at erhverve det.

Anden del af Ejnar Stig Askgaards foredrag drejede sig om en eksklusiv del af en stor svensk HCA-samling, som blev tilbudt af Mats Rehnström Antikvariat i Stockholm. De mange effekter havde tilhørt en af Nordens markante bogsamlere, Thore Virgin. Blandt effekterne er personligt dedikerede bøger til royale og kulturpersonligheder og originale manskripter, blandt dem tragedien “Maurerpigen” fra 1840.

At det lykkedes at få fingre i denne samling fik et af HCA-Samfundets bestyrelsesmedlemmer, antikvarboghandler Christian Kaaber til at erklære, at “det er et mirakel; intet mindre end et mirakel!”

Ejnar Stig Askgaard krydrede sine fortællinger med at øse af den enorme viden om HCA, om hans kontroverser med Heiberg-familien omkring Maurerpigen, om båndene til familien Abrahams og meget andet. Og så jublede ham over den gave, der er blevet forskningen til del. “Det er dansk kulturarv. Det er verdensarv!”

Så er vi landet – og hvor skal vi hen?

Det har været noget af en flyvetur at læse sig igennem Thomas Aastrup Rømers tre bind om “Pædagogiske steder”. Første bind var underholdende og stemte forventningerne til turen højt. Andets bind var, som det nu engang er at have luft under vingerne, dog med lidt turbulens undervejs. Og nu med tredje bind har landingshjulene fået godt greb i landbandingsbanen, og målet er nået.

Det, der åbenbarer sig her, er en samling undersøgelser, der i indsigt og omhu ikke bare får en til at åbne både øjne og sind for den pædagogiske verden, der kunne vente lige om hjørnet, og som har eksisteret, indtil et materialistisk barbari angreb nutiden, lagde fortiden i mørke og gjorde fremtidsudsigterne dunkle. Det er de udannedes indmarch, Thomas Aastrup Rømer analyserer frem på en måde, der giver læseren en indsigt, og som kalder på alle, der vil gå dannelsens og kundskabernes vej.

Bogens første del består af større undersøgelser, som giver en indsigt i dannelsens særkender, både i relation til tænkere (Arendt, Biesta, Hal Koch m.fl.) og historik og som livgivende korrektiv til fx John Hattie, som får fyldig omtale. (Tak for det!)

Dernæst følger skarpe nedslag omkring vores institutioner samt undersøgelser af politiske, pædagogiske, historiske og teologiske aspekter.

Endelig er der en stribe bogomtaler og anmeldelser, som burde inspirere til pædagogiske læsekredse, hvor pædagoger, undervisere og dannelsesinteresserede færdes og mødes.

Bogen rammer tankens steder på en måde, der slår smut, så man bliver ramt af eftertanker og af en spirende tro på, at vi kan gå dannelsestider i møde.

Containerskatte

Vi lever i tider, der står i affaldssorteringens tegn. Derfor går turen af og til i retning af genbrugspladsen. Og ikke alt her forekommer mig at være affald; jeg må kaste et blik i den container, som folk fylder med bøger. Hvilket spild, siger jeg bare.

De seneste to besøg har således kastet to bøger af sig, som på en særegen måde spiller sammen. En forunderlig billedbog om “Fem smaa TroldeBørn” af Halfdan Rasmussen og Ib Spang Olsen og “HUSMOR OG SKRIBØSE, en brevveksling med Tove Ditlevsen” af Ester Nagel, som jo var gift med Halfdan R.

Troldebogen er en smuk billedbog fra et tidligt samarbejde mellem de to, som skabte meget sammen – ikke mindst “Halfdans abc”. Brevvekslingen tegner et fint billede af to veninders udveksling af store og små hændelser og tanker. Det er Susanne Knudsens fortjeneste, at de er udkommet, da Ester Nagel havde overdraget dem til Det kongelige Bibliotek, så de også i hendes tanker var arkiveret. Men altså, Susanne Knudsen berigede kvindelitteraturen ved at insistere på denne bog, som nuancerer billedet af de brevvekslende. Det er tids- og kønstypisk på den åbenhjertige måde. Og så er det morsomt, når fx Tove Ditlevsen priser Ester Nagels humor, som – vil eftertiden finde ud af – er blevet holdt nede af en vis Hr. Rasmussen, der selv “med et vist held forsøgte sig i branchen”.

Hvorfor skal sådanne skatte forvandles til containerindhold? Fordi læsningen i alle aldersgrupper er på retur i en selvvalgt tur på dannelsens og kundskabens deroute!

Derfor glæder jeg mig til at skulle besøge Litterært Folkemøde i Skørping, hvor Herman Bang-Selskabet endnu engang har taget initiativ til et kulturmøde med masser af programpunkter og med deltagelse af man mesnge af landets litterære selskaber. Det sker den 3.-4. oktober. Se programmet her: https://www.kultunaut.dk/perl/arrmore/type-nynaut/version-udstilling?ArrNr=19988802

Men for mig er det mest imponerende i Skørping vel nok det antikvariat, “Bogby9520”, som er overskueligt, righoldigt og med en række arrangementer. Og det er drevet af frivillige.
Nogle steder gør folk en imponerende indsats for at bevare den lokale boghandel, fx i Fredensborg og i Præstø. Andre steder som i Skørping – overtager frivillige den nedlagte boghandel og skaber et antikvariat og et mødested for læsere.

Der må være mange pensionerede dansklærere og (skole)bibliotekarer, der har lyst til at gøre en indsats for, at vi ikke bliver dummere.

Eftertanker og bismag

Thomas Aastrup Rømers andet bind om “Pædagogiske steder” følger fint op på første bind, der handlede om “Oplevelsens sted”, og den er lettere at læse, fordi den er opbygget af en række væsentlige analyser og beretninger om uddannelsespolitik, digitalisering, læringsrevolution, læreruddannelse, universiteter og forskning, karakterdannelse og politik, alt sammen områder, som Thomas Aastrup Rømer har været aktivt debatterende indenfor.

Titlen på bind 2 er “Eftertænksomhedens sted. Analyser og beretninger”. Og hans eftertænksomhed smitter. I Dansklærerforeningens Folkeskolesektion har vi fra dag 1 været kritiske over for den individualisering og instrumentalisering, som har været skolen til del – til skade for både pædagogikken og eleverne. Derfor kan man også gribe sig selv i at glædes over de opgør, som den tidligere undervisningsminister Matthias Tesfaye tog initiativ til. Men analyserne i bogen her kaster læseren ud i en eftertænksomhed, for det bliver påvist, at der er mange slanger i opgørets paradis. Dette kan blot tjene som et eksempel på, at Thomas Aastrup Rømer er en vidende og skarp analytiker, som formår at lade eftertænksomheden sprede sig.

Så tak for en uforfærdet kamp for dansk pædagogisk tradition, som er udviklet over mange generationer, og som fik en instrumentel mavepuster, som fortsat skaber iltmangel fra vuggestue til universitet.

Men, der er også et men. Forfatterens opgør med Aarhus Universitet i almindelighed og DPU i særdeleshed er forståelig, fordi der herfra er udgået initiativer, der har været destruktive for de værdier og traditioner, som forfatteren og mange med ham stiller op for. Men opgøret med institutleder på DPU, Claus Holm, og hans følgere antager efter min opfattelse et omfang, der giver den saglige analyse et skær af personlig ramthed. Når man har fulgt med i historien, er det nok forståeligt, men også for meget.

Jeg havde gerne set, at en del af den plads, der anvendes på opgøret med DPUs ledelse, var blevet anvendt til en præsentation af de mange skadesvoldere, der bliver nævnt som baggrunde for forfægterne af læringsrevolutionen. Fx John Hattie, Niklas Luhmann, Synlig Læring, James Heckmann og andre navne, som indgår hist og pist. Jeg tror, at en kritik står stærkere, hvis man kender modstanderen godt.

Men endnu en tak for dette bind to af “Pædagogiske steder”, som både fremkalder frugtbare tanker og ferigende eftertanker.

De bomber børnebogsforlag

Her til morgen sad jeg og læste om det politiske teater, der blev opført i Folketinget med udlændingepolitik som omdrejningspunkt. Det var en hastedebat, som på ingen måde så ud til at haste. Og ved udsigten til mere af den slags må man bede til, at Folketinget vil satse på et mere relevant repertoire.

Men midt under min hovedrysten udbrød min kone, som sad med en anden avis: “Nu bomber russerne børnebogsforlag!” Og russerne ved nok, hvad de gør, for de har fostret nogle af verdenslitteraturens største forfattere, og samtidigt har de en rig tradition for historieomskrivning og eksilering af forfattere. Forfattere er værdifulde, fordi deres skriftsprog bevarer historien, og de er skadelige, hvis historien ikke passer ind i vores kram.

Irene Vallejo beskriver i “Evigheden i et siv” om disse forhold og gør netop forfattere, boghandlere og bibliotekarer til de væsentligste søjler i vores histories hus. Nazisterne vidste det og brændte bøger, og før dem har alverdens erobrere søgte at fjerne de slagnes sprog og historie gennem bogdestruktion.

Nu er det ukrainske børne- og skolebogsforlag, der må holde for. Og disse bombardementer river masken af de russiske forsøg på at signalere, at Rusland ledes af civiliserede folk. De ukrainske børnebøger har fin kvalitet, hvilket man kan overbevise sig om ved at anskaffe sig “Min tvungne skoleferie” af Kateryna Yehorushkina, som forlaget Hjulet har udgivet på dansk – og med den ukrainske tekst bag i bogen. Den er smukt illustreret af Sofia Avdeeva. Alle skoler, der har berøring med ukrainske elever, burde have den i klassesæt!

Men skatter vi selv bøgerne nok? For år tilbage, da Dansklærerforeningen havde eget laget, oplevede vi to gange indbrud, men ingen af gangene var der stjålet noget – ikke en eneste bog. Det kan nok give et gok i selvforståelsen, eller få en til at føle sig åndeligt hævet over tyvene.

Og når man går på genbrugspladsen, så er der godt læs på den container, som rummer bøger, selv om den tømmes ugentligt. Mange af dem burde kunne glæde læsere, således fandt jeg forleden Halfdan Rasmussen og Ib Spang Olsens “Fem små trolde” fra 1948 – dengang man manglede papir i en grad, at man udelod titelblad og kolofon. I dag dropper vi boghandleren og bruger det dyrebare papir på pap, som står ophobet i nethandlens udleveringssteder.

Mens russerne bomber, burde vi andre gøre meget mere for at bevare forfatterne, boghandlerne og bibliotekerne.

Ballade, kaos og drys

Forlaget Fjordager har udgivet et værk af Thomas Aastrup Rømer, som formodentlig er kendt af de mange, som interesserer sig for “uren pædagogik”. Værket består af tre bind på hver er på omkring 440 sider, og jeg bliver nødt til at tage min omtale af dem i bidder. Første bind har titlen “Oplevelsens sted”.

Undertitlen er “Ballade, kaos og drys”, og her er ballade for alle pengene, hvis man med ballade forstår at opslå “sin ridderhjelm og fægte med åben pande”. Thomas Aastrup Rømer kæmper for den pædagogik, der har rødder i den danske tradition, som er udviklet i dannelsens, åndsfrihedens og kundskabens lys, og som til hans store vrede er blevet erstattet af konkurrencestats- og kompetencetænkning. Man kan sige, at kampen, som Rømer ser den, står mellem den frie tanke og den databaserede handling, mellem humanistisk dannelse og instrumentalisme.

De tanker, der er drysset ud over bogens 440 sider, består af kommentarer, korte analyser og synspunkter, som Thomas Aastrup Rømer har affattet i årene 2017-2025. Det er imponerende, hvad han har formået at følge med i – og sætte sig ind i. Den tydelige linje er helt klart en plæderen for dansk pædagogisk og filosofisk tradition og en hudfletning af den økonomi- og databaserede tænkning, der har sat dagsorden for de senere års danske undervisning, uddannelse og forskning. Jeg skæver just til et broderi, der hænger på min væg. Her broderer Helle Vibeke Jensen et Knud Romer-citat: dannelsen er fjernet fra uddannelsen, så nu er det bare UD.

Kaos kan opfattes som den tilstand, der er blevet undervisningen, uddannelserne og forskningen til del, efter at instrumentalisterne har erobret dagsordenen. Men det kan også ses som en kommentar til læsning af dette værk, som består af en række overvejelser, der optræder i kronologisk orden, men som ikke er forsynet med register eller tematiske angivelser. Det er irriterende i starten, men jeg blev grebet mere og mere af læsningen. Nogle gange har jeg måttet standse op for at få hold på en overraskende indfaldsvinkel. Andre gange har jeg bare skimmet, fordi der er tilbagefald til argumenter, der optræder igen og igen. Men mest af alt har jeg slugt ordene, som sad jeg med en spændingsroman.

Thomas Aastrup Rømer er vidende. Han er frygtløs. Og en gang imellem er han for meget. Men læsning af hans tanker tvinger alle til at reflektere over det, der sker i skole, læreruddannelse og forskning. Og ikke mindst må bogen være et must til alle, der aldrig har prøvet andet end at gå i den målstyrede skole. Her er frugtbar kraftfoder til tanken!