inspiration - Dansklærerforeningens Folkeskolesektion

Tanker efter et besøg i Island. 2.

For mig er det et must at aflægge Halldor Laxness’ hus et besøg, når jeg besøger Island. Sådan også denne gang, hvor jeg var der sammen med et barnebarn, der ellers er optaget af geologi – og geografi. Derfor var det også fint at få øje på den globus, der er udstillet forfatterens hjem. Her fylder Island den halve klode. Pendanten finder vi i Piet Heins globus, hvor Danmark fylder overvældende meget. Selvfølelsen og -billedet i vores småstater fejler ikke noget!

Op til besøget havde jeg denne gang læst hans “Salka Valka”, som er oversat af Gunnar Gunnarsson, der engang troede, at han skulle modtage Nobelprisen i litteratur i sådan en grad, at han gjorde alle forberedelser, men blev snydt: Laxness fik den. Og det forekommer mig, at Nobelkomiteen så rigtigt. Laxness er uovertruffen!

Et af de aspekter, som betager os danske besøgende, er at høre Laxness tale dansk. Min unge ledsager var betaget af hans tydelige udtale og varierede, præcise sprog. Og jeg huskede, at jeg engang foreslog, at der skal ansættes færing eller islænding på hver skole for at modvirke mumledansk. At have lært et sprog via skriftsproget betyder tilsyneladende, at man undgår den stavelseskannibalisme, som følger af at have lært modersmålet af mumlende voksne.

En løsning kan være at træne oplæsning som et oplæg til fremlæggelsesdansk.

Apropos. Dansk står godt nok på det islandske skoleskema, men de fleste af de unge, vi mødte, ville hellere tale engelsk. “Vi fulgte ikke så meget med i dansk!”

Men ved en bod med Fish and Chips, som havde asiatisk betjening, henvendte vi os på engelsk, og en anden kunde spurgte, om vi var tyskere. “Nej, vi er fra Danmark.” Og han slog over i perfekt, tydeligt dansk og sagde, at han elskede Danmark, hvor han havde arbejdet og gerne ville tilbage til.

Når man kører rundt, kan man glæde sig over at kunne se betydningen af mange islandske ord, men når de taler sammen, virker Laxness’ globus dækkende. Men når man så møder en islænding, der taler ens eget modersmål på smukkeste vis, så er Heins globus ikke helt ved siden af.

Man kan nok mødes i et fælles handicap og tale det fælles fremmedsprog engelsk, men hvor er det berigende at kunne mødes i et sprog, som er en af parternes modersmål. Derfor må vi forhindre, at tysk og fransk udsultes i den danske skole.

Fortælling på skovturen

I mandags havde jeg lyrikworkshop ved Udsholt Strand, hvor Meyers afholder Verdens bedste skovtur. Det var på udkanten af regn og under utæt sejldug, men digtet blev der. Og sådan en workshop gentager jeg på fredag (17.7.) kl. 16-18.

Men i morgen, torsdag den 16.7. fra kl. 15.30-16.30 skal jeg fortælle om fortælling og illustrere med fortællinger af forskellig art.

Mit formål er at formå nogle af de forældre, bedsteforældre, oldeforældre, lærere og pædagoger, som møder op, til at vælge den levende og analoge fortælling. Den har et nærvær, som en nok så god lydfortælling ikke kan hamle op med. Man vil nemlig opleve, at tilhørerne er med til at skabe fortællingen. Den tager farve af de reaktioner, som ordene fremkalder. Det kan man da kalde fællesskab!

Da mange har fået deres fortællerepertoire visket ud, vil jeg vise, hvordan man kan tage afsæt i skrevne kilder, men gøre historierne til sine egne.

Et par eksempler:

Nils Hartmann opsøgte på et tidspunkt den boghandel i Rangoon, hvor Kipling hørte alle de historier om dyr, som bidrog til hans berømmelse. Her stødte Hartmann ind i en kvinde, der kunne fortælle lignende historier, og de blev bl.a. til bogen “Hvordan fuglene blev venner”. Den er illustreret af Dorte Karrebæk, som han i øvrigt har begået omkring 20 billedbøger sammen med. De fleste forærer os klassiske fortællinger. Her henter jeg inspiration.

Thyge Christensen besøgte engang Burkina Faso, hvor han skulle med bus fra en mindre by til hovedstaden. En ung mand og flere gamle koner skulle også med. Bussen var forsinket i 7 timer, så konerne benyttede lejligheden til at fortælle historier, der skulle værne den unge mand mod storbyens fristelser. Thyge skrev dem ned og udgav dem i bogen “Mand – kvinde”. Her og i andre afrikanske fortællinger finder jeg også inspiration.

Sammen med Nils Hartmann og Kirsten Borberg fik vi udgivet “Med åbne øjne”, hvor børns rettigheder blev belyst gennem bl.a. fortællinger fra forskellige steder i verden. Her er også øjenåbnende inspiration at hente.

Endelig har jeg kigget efter nordiske fortællinger, dels hos Evald Tang Kristensen i “Skattegraveren” og i “Barn i Norden”, som Kirsten Borberg har været dansk redaktør på.

Og så har biblioteket hyldemeter af inspirationer, hvis man ønsker at tanke sit fortælledepot op. Nyd det nærvær og fællesskab, der bliver frugten af din fortælling!

Fiktion og fakta

Fra forsiden på Nils Hartmanns nye bog “Efterladt i Sibirien”

For 44 år siden debuterede Nils hartmann som børnebogsforfatter. Indtil da havde han udgivet en lang række fagbøger med formidling af hovedsagelig historisk og ulandsrelateret stof.

Men så fik han en skibslæges dagbog fra en sørejse i 1672-73. Den havde farm af dagbogsoptegnelser og tegninger; alt sammen udført af skibslægen Cortemünde. Rejsen gik fra Danmark til kongeriget Bantam i nuværende Indonesien. Formålet var at hente krydderier. Og den næsten 3 år lange tur kostede flere end 125 søfolk livet. Men det, der satte Nils Hartmann i gang, var en note om, at Helsingørs bartskærer, Gregorius Smidt, placerede sin 11 årige søn om bord for at gøre ham til mand.

Den handling krævede mere end en fagbog, hvis man skulle sætte sig ind i drengens liv i de 1000 dage rejsen varede. Nils besluttede sig for at pejle sandheden ved at skrive en roman, hvori han anvendte sin historiske viden, sine rejseoplevelser sin forskellige ulandsdestinationer og sit menneskekendskab.

Med bogen kunne læseren opleve en indlevelse, der bragte nærhed til den tilværelse, som drengen må have haft ombord.

Nu, 44 år senere, er Nils Hartmann atter blevet ramt af en undren, der rækker ud over de sparsomme historiske kilder, der er tilgængelige, om den danske botaniker Wormskiold, der i 1815 påmønstrer det russiske skib Rurik. Han er af den danske konge blevet bedt om at udforske plante- og dyreliv i det østlige stillehav og ved Beringsstrædet. Men på turen er også en tysk naturforsker og digter von Chamisso, som er Wormskiolds foresatte. En voldsom kontrovers mellem de to betyder, at Wormskiold bliver sat i land på Kamsjatka. Her venter han på skibslejlighed til hjemrejsen i to år. Og da han endelig kommer hjem er han nedbrudt. Han opgiver sin videnskabelige karriere og dør på Gavnø Slot i 1845.

Det er en mindetavle i Vejlø Kirkes østgavl, der satte Nils Hartmann på sporet af Wormskiold. Og det lidt, der kunne findes om ham i kilderne, rejste en række spørgsmål, som Nils Hartmann satte sig for at søge svar på – i fiktionens form. Hvordan overlevede han i Sibirien? Hvordan var han liv, efter at han kom nedbrudt hjem?

Disse svar kan læseren blive delagtiggjort i genne læsning af den roman “Efterladt i Sibirien”, som kan forudbestilles nu, og som udkommer til 1. september på forlaget Ringedal. Den ligger allerede på de store netoboghandlers hjemmesider, og den kan i øvrigt bestilles hos forlaget Ringedal.

Jeg har haft fornøjelsen af at læse manuskriptet til den 672 sider lange roman. Og for mig vendte bladene sig af sig selv. Fiktionen kan bringe en historisk virkelighed ind i læseren, når forfatteren bruger sin viden og sin menneskekundskab i digtningens tjeneste.

Skovturen findes

Om kort tid inviterer Claus Meyer & CO til Verdens bedste Skovtur ved Udsholt Strand på A.P. Møller-grunden.

Der er et varieret program med nogle oplevelser, man skal betale for – fx sanketure, og mange, som er gratis. Blandt de gratis har jeg igen i år tre indslag:

Et oplæg (det hedder på nudansk “en talk”) om Fortælling, hvor jeg gerne vil inspirere til, at skovtursgæsterne fortæller historier, når de kommer hjem eller går en tur i skoven eller ….. Det sker torsdag den 16. juli kl. 15-30-16.30.

To gange lyrikworkshop: mandag den 13. juli kl. 16-18 og fredag den 17. juli kl 16-18. Jeg kommer med oplæg, stiller spørgsmål og tilbyder rammer. Deltagerne skriver løs, og alle får derefter tilsendt alle årets skovtursdigte pr mail.

StormP havde forleden en kalendertekst, der lød: “- Det må ikke være så vanskeligt at skrive et digt! – men det må være svært at vide, hvornår det skal holde op.”

Det skal vi prøve at finde ud af på skovturen. Så hvis du er i nærheden af Udsholt Strand mellem den 11. og 26. juli, så læg turen om ad Verdens bedste Skovtur. Og selvfølgelig gerne til Fortælling og til Lyrikworkshop.

På cykel gennem Juelsminde med to krager

Forleden åbnede Juelsminde Bibliotek en udstilling i anledning af Dorte Karrebæks forestående 80 årsdag. Og pomeransen i min turban var invitationen til at holde åbningstalen om “Dorte Karrebæks verden”. Og det er ikke så ligetil.

Meget af det åbentbare er, at Dorte har store fødder og er ordblind. Begge dele er der mange spor af i hendes billeder og tekster.

Men jeg fandt åbningen til talen i et citat af Erlend Loe fra forordet til R.L.Stevensons “Vandringer med et æsel i Cevennerne”: “…svagelige børn kan drive det vidt, simpelthen fordi de slipper for den intense socialisering, som skolen fremtvinger, og i stedet kan bruge tiden på at tænke”.

Se, Dorte har drevet det vidt, fordi hun i skolen har brugt tiden på at øjentænke. Og dette kan gennem hendes billeder ramme os andre, så verden pludselig tager sig anderledes ud.

Hun har illustreret Kåre Bluitgens gendigtning af “Jeppe på Bjerget”. De billeder fik jeg til ophængning på “min” skole, og en dag i kommer en tyrkisk dreng fra mellemtrinnet og siger: “Jeg ved, hvorfor Jeppe drikker!”. “?” “Det er fordi hans kone har for meget skole/hjem-samarbejde med læreren!”

På samme skole havde jeg Dorte til at undervise hele indskolingen samlet i at tegne “kroppen i bevægelse”. På udrullet papir og udstyret med pensler og blæk skulle de iagttage Dortes datter, som i stram trikot dansede i midten, og med enkle streger gengive den dansenes arm- og benstillinger. For det første forløb det uden gnidninger af nogen art, og desuden forekom det mig, at børnene bevægede sig anderledes i dagene efter.

Det er ikke tilfældigt, at det er Juelsminde Bibliotek, der introducerer udstillingen. For Dorte er faldet til i byen, selv om hun er en invasiv art, indslæbt af gemalen og Juelsmindedrengen Ole Dalgaard / OscarK. Akkurat som med hybenrosen finder de lokale hendes væsen og kunst velgørende. Hendes stentigre står overalt i byen og lægger op til tigerjagt. Og de er stolte af hendes nyeste malerier, tegninger og fortællinger.

Og så har hun (som Odin, der ikke var ordblind, men enøjet) to krager, som hun fodrer, og som derfor følger hendes færden.

Jo, citatet er ok, hvis man erstatter æslet med krager og Cevennerne med Juelsminde.

Herligt, at der lever en så stor kunstner blandt os – og at hun har en gemal, der får hende promoveret på behørig vis. Tak for det hele!

Ronkedorerne i juni

Den2radios ronkedorer trompeterer igen i deres fagbogssnabler på denne uges udsendelsesflade, https://den2radio.dk/udsendelser/ronkedorerne-sommer-2026/

Egon Clausen beretter om bogen “Pest, tyfus og hedenskab” om de risici og modstande, der mødte danske missionærer i Kina i begyndelsen af 1900-tallet.

Georg Metz dykker ned i den indsats, som “Niels Thygesen. Danskeren bag euroen” har ydet, som en af vores mest fremtrædende økonomer, og som tjenestemand. Og netop dette begreb er måske en tanke værd, når man sammenholder manden med den faglige indsigt, politiske integritet og uopsigelighed med den kontraktansatte embedsmands mere sårbare position, for ikke at tale om mellemlaget af spindoktorer.

Selv har jeg medbragt “Vandringer med et æsel i Cevennerne”, hvor R.L. Stevenson i 1878 begiver sig ud på en gå-tur med æsel det franske Centralmassiv. Det var før turismens tid, så alt lå uberørt af fremmede, når man ser bort fra kongens og kejserens og kirkens undertrykkelse af befolkningen, som bekendte sig til protestantismen. Stevenson iagttager natur, befolkning og reflekterer over mindretals overlevelse trods overmagtens forsøg på knægtelse.

En sådan tur vil være uladsiggørlig i vores tid, hvor turismen har skabt trampestier overalt. Så, hvis man skal have blot et pust af kriblen i hjernen, vil jeg foreslå, at man kaster sig over “De danske digterruter”, hvor litteraturen går i pardans med stederne.

Hurra for de små forlag

I går var jeg til et bogmøde på Christianshavn og skulle videre til en komsammen på Østerbro; jeg valgte at tage turen på gåben.

Da jeg efter en god tids vandren lidt varmetræt kastede et blik til venstre, følte jeg mig pludselig hensat til Donald Trumps “Reflecting pool”, men da jeg fik gnedet øjnene, gik det op for mig, at jeg spejdede ud over de søer, som Københavns Kommune står over for at skulle rense; ingen maling på bundet, ingen mafiøs entreprenør involveret!

Men efter en sådan sjæleryster kender jeg kun én medicin: at besøge den første boghandel, jeg støder på. Og heldigvis ligger Bog og Idé på Østerbrogade, skråt til venstre for udgangen fra søerne, og ikke fjernt fra den tunnel, som Lilian Brøgger lader en Strunge-lignende ung mand færdes i i den udgave af Goethes “Den unge Werthers lidelser”, som udkom i Dansklærerforeningens unikke serie “Illustreret Verdenslitteratur”.

Boghandelmedicinen virkede. Efter lidt kiggen mig omkring på må og få blev mit blik fanget af en reol, hvor boghandleren havde samliet bøger under overskriften Mikroforlag. Her fandt jeg opstillet lodret mange af de titler, som ved årets BogForum kan ses placeret vandret på borde ved indgangspartiet til messehallerne.

Og hvor er der grund til at lovprise de indsjæle, som kaster sig over at berige os andre med kvalitet fra nicherne. Disse passionerede bogelskere bidrager på hver deres måde til, at vi har adgang til en kvalitetslitteratur med et væld af facetter.

Selv om boghandlen på Østerbrogade både har bestseller-lister og stakkevis af krimier, så afsætter de plads til det, der måske ikke er det store salg i, men som kan gøre læsersjælen til mere og andet end en reflecting pool.

Da jeg bevæger mig længere nordpå ad Østerbrogade og østpå ad Nordre Frihavnsgade dukker pludselig Tarps Boghandel op. Den er lige så lille som den er sejlovet. Og her kan personalet tale med om bøgerne.

Tænk på en vandretur i København at finde to så forskellige boghandler, og så har jeg endog passeret flere antikvariater. Det er altså muligt at få læseglæden stimuleret!

To kumpaner og et kuld

To kumpaner og et kuld

Jensen & Dalgaard, som har beriget det danske børnebogmarked i en årrække, har gjort det igen. De har udgivet Wilhelm Buschs ”Max og Moritz”, der kan betragtes som verdens første tegneserie. Historien, der er fortalt på vers, beriger os med syv drengestreger, som de to kumpaner fornøjer læseren med, mens det går ud over agtværdige borgere. Derfor får de to også deres straf, når de ender i møllerens kværn og bliver ædt af et par ænder, der tager dem for korn.

Bogen hører til blandt de (tyske) moralske børnebøger, der har til hensigt at opdrage. Men som med så meget andet pædagogisk moralisme vinder livskraften over det udvendige, og de to skarnsknægte kommer til at inspirere til stadige løjer i børnelitteraturen.

Bogen er oversat fra tysk af Jacob Jonia i et mundret, oplæsningsvenligt sprog, der kun et par steder kræver et par chassetrin i verseføddernes dans.

Jeg bliver blød i sjælen, når et forlag kalder sit udgivelsesprogram for sit kuld. Det vidner om en særlig ømhed over for ynglen. Og det er lige netop, hvad forlaget Tallulah gør. Her i forlagets anden runde er det blevet til trillinger, som nok kan læses i lyset af ”Max og Moritz”.

Lars Daneskov og Pernille Lykkegaard har begået en munter fødselsdagsbog, hvor Molly hjælper Anton med at forberede hans fødselsdag ved at skaffe flag, lagkage, gæster og gave, fordi hans mor ikke står op, før fødselsdagsbarnet får sko på. Men hun har selvfølgelig ikke glemt dagen, og alt ender ovenud lykkeligt.

Anne Sofie Hammer og Sofie Lind Mesterton kaster læseren ud i den rene morskab i ”Mig og Mille. Sommer og regn”. Bogen er fyldt med gags og pigestreger, og grafisk rummer hver opslag et væld af indtryk at gå på opdagelse i. Ved hjælp af en campingmutter lykkes det at få fyret en masse platte vittigheder af, og pigestregerne er faktisk både morsomme og opbyggelige. Hvor Max og Moritz blev straffet, får piger her kredit for livlig originalitet.

Pernille Bønløkke Toustrup og Thomas Hjorthaab har med ”PONY PONY” skabt en anderledes hestebog, som er et fint spark til de sociale mediers skønhedsdyrkelse, og hvad deraf følger af utilstrækkelighedsfølelser. En pony bliver fravalgt, men forsøger ved venner hjælp at vinde sin rytter tilbage. Midlet er skønhed og skønhed. Men mødet med en forsumpet hest får den vragede til at vælge sin indre vrede som drivkraft, og den får ikke sin rytter tilbage, men dykker ned i sit ’hul’ sammen med en udgrænset dreng fra stutteriet. Her fører oprøret til noget, der fremkalder smil i de nedgjortes ansigter.

Et kuld på tre, hvor det giver pote at være hjælpsom, lave sjov og gøre oprør – blot cirka 170 efter at to drenge blev kværnet til andemad for deres drengestreger. Det går fremad!

Brug PI, den pædagogiske intelligens

Så har DAO leveret DANSK #2 2026, og temaet er denne gang AI, kunstig intelligens.

Det er blevet mig betroet at skrive en artikel om det tilløb til den kunstige intelligens’ indtog i den danske skole, som kan anskues som udslag af den jubeldigitalisering, som for år tilbage skulle løse alverdens problemer i samfundet i almindelighed og i skolen i særdeleshed. Det gik anderledes i SKAT, i skolen og på mange andre felter. Men det virker tilsyneladende i sundhedssystemet og sygehusvæsnet.

Min tese er, at hvis vi ikke håndterer de problemer, der til vores overraskelse sprang ud af digitaliseringens trojanske hest, så risikerer vi – måske for første gang i historien – at uddanne et generation til at være dummere end deres forældre, mere uvidende, mindre dannede. Men det kan givetvis forhindres. I DANSK #2 2026 er der fine udspil til at lære os at omgås AI, til at udnytte de potentialer, som AI rummer, og til at inddæmme de risici, som AT så åbenbart bærer i sig.

Bladets indholdet i overskrifter er derudover:

Skal vi bruge generativ intelligens? (Jeppe Bundsgaard), Mellem snyd og stilladsering. En praktisk guide… (Anders Westermann), Hvorfor lære at skrive, når AI kan gøre det bedre? (Inger-Lise Mournsenier), Et praksisnært forløb fra udskolingen [om litteraturundervisning] (Emil Hamann Mortensen), Nej, ChatGPT kan ikke lave din analyse (Katja Gottlieb), Teknologiforståelse i dansk <8nikolaj Elf) AI i danskundervisningen – vejen til den gode prompt (Lis Zacho), To nyuddannede læreres perspektiv på AI i folkeskolen (Aviaja Stjernstrøm og Sofie Juul) – og et par artikler om andet.

Læs bladet og få mod på næste skoleår. Det er udsendt til medlemmer af Dansklærerforeningens Folkeskolesektion, som også kan læse det på hjemmesiden. Ellers kan det købes i løssalg – eller ved at man melder sig ind i foreningen. Det er måske på tide nu, hvor alle taler om fællesskaber!

Fra debat til samtale

Ved Dansklærerforeningens paneldebat om at gribe det uforudsigelige skete det helt særlige, som professor Nikolaj Elf konstaterer, at jeg som moderator var “usædvanligt tilbagetrukket”, og det finder jeg kalder på en kommentar.

Temaet var meget åbent, og aftalen var, at vi som vanligt startede med Mette Frederiksen, som har sin gang i klasseværelset på skolen. Derefter gives ordet videre til Nikolaj Elf, som har det, der sker i klasseværelset, i fokus i sin forskning. Og slutteligt får Katrine Fylking og Ida Geertz- Jensen taletid, fordi de repræsenterer de to foreninger, der skal sikre lærerne vilkår og faglighed via deres foreninger, Danmarks Lærerforening og Dansklærerforeningen. De foregående år har tiden været afmålt med 5 minutter til hver over to runder – og måske et par spørgsmål fra de fremmødte.

I år havde jeg ikke meldt noget ud om taletidens begrænsning. Kun temaet vajede i den bornholmske vind. Mette Frederiksen startede og gav efter 3 minutter ordet videre til Nikolaj Elf, som på 4 minutter kommenterede, hvorefter både han og Katrine Fylking kiggede på mig, fik et nik og Katrine overtog. Hun brugte sine 5 minutter og gav stafetten videre til Ida. Derefter ville jeg på podiet for at lægge op til anden runde, men lige så venligt som bestemt fik jeg et stopsignal fra Mette, som tog ordet. Derefter fortsatte panelet mad at afløse hinanden, og selv om talerækkefølgen blev brudt gav de hinanden plads til cirka samme antal minutters taletid. DEBATTEN VAR AFLØST AF SAMTALE. Og da tiden var gået, kunne jeg blot opsummere, hvad der ud fra deres samtale må blive temaet for vores debat næste år: Dannelse og oplivning.

For nogle år siden havde jeg en samtale med en pige, der var vendt hjem fra en amerikansk eliteskole til dansk skole, og hun var rystet. I den danske skole mødte hun det, hun betegnede som ‘turtle teaching’: læreren spørger, og en elev stikker hovedet ud og svarer, og vender tilbage til sit skjold. I New York havde hun haft rundkredspædagogik, som mindede om den aktuelle paneldebat, der skiftede til samtale: Eleverne fik udstukket et tema, som de skulle indkredse og i fællesskab fordybe sig i gennem samtale. Lærere greb kun ind med mellemrum for at påpege, om nogle blev holdt eller holdt sig uden for samtalen. Først når den aftalte tid var gået, opsummerede læreren.

Paneldebatten kom i min optik til at udvikle sig til et helt konkret billede på, hvordan en samtale i skolen kan udfolde sig, når deltagerne føler sig kaldede til at nå frem til en fælles forståelse eller indkredsning af en problematik, der vedkommer dem.

Jeg fornemmede, at det, der adskilte denne samtale, fra tidligere års debatter, var den fælles søgen efter en betydning frem for hver enkelts holden sig til sit fagfelt.

Tak til panelet for en for mig helt særlig oplevelse!