At vælge civilisationen

Med den aldeles rablende trussel fra den amerikanske præsident, en trussel der indtil videre er afløst af et par ugers våbenhvile, må det være tid til at overveje, hvad det er for en civilisation, der er truet. Er det ofret eller skarpretteren, der repræsenterer en civilisation, som bliver udslettet? Eller begge?

Mens vi venter på, at Paven forholder sig til den katolske vicepræsident og hans chefs brug af religionen, kan vi bruge ventetiden på at overveje. Den Godblessende Trump har udstillet den amerikanske civilisations deroute, og hans vicepræsident, som skal overtage embedet, hvis Trump (mod forventning) bliver afsat, har udgivet sin bog om troen som følgesvend; en bog som på forsiden er prydet af en lokal katolsk kri´´irke, hvor man ikke mindes at have set vicepræsedenten.

Hvis ord har blot lidt vægt, så vil trusler, som dem Trump har fremsat, stå som en markering af et så afstumpet menneskesyn, at det er på tide at sige fra over for den såkaldte civilisation i USA.

Og når det iranske folk klandres for ikke at have rejst sig mod det islamiske styre, hvad det jo faktisk har forsøgt med store ofre til følge, så kan vi tilsvarende undres over, at det israelitiske folk ikke har kastet deres forbryderiske styre på porten. Hvis onde tunger taler sandt, betaler hele verden lige nu en høj pris for, at Netanyahu kæmper for at undgå at blive stillet for retten.

Og herhjemme opererer vi fortsat i småtingsafdelingen: Men hvorfor bliver Weekendavisen ikke boykottet eller Pressenævns-klandret for at have blandet sig uhæderligt i Folketingsvalget gennem en lokumsaftale med Vanopslagh? Og hvorfor er der stadig lyttere til en presse, der lægger mikrofon til Ditte Okmans inhumane menneskesyn?

Det er småting, vil man sige. Men cvilisationsderoute starter i det små, og det starter i den offentlige debat. Husk på, at Radio III beklager, at de ikke fangede Okmans og studieværtens utilbørlige optræden, men ikke at den fandt sted. Noget sådant er civilisationsnedbrydende.

Uforrettede sager

Det hører med til at ældes, at man kan falde hen over alle de uforrettede sager, man ligger inde med. Og hvis det ikke kommer naturligt til en, så aktualiseres det i hvert fald, hvis man læser Lars Saabye Christensens “Hr. Knapps uforrettede sager”. (Hvor er det dog en rig fortællekunst, der vokser frem af det norske litterære miljø!)

Bogens handling foregår i coronaens tid, og blandt Hr. Knapps gøremål er at samle på dødsannoncer, som han klipper ud af Aftenposten, som han abonnerer på alene på grund af disse annoncer. Selv kender jeg det nok, det med at bladre hurtigt frem til navnestoffet og se, hvem døden nu har hentet, om de er ældre eller yngre end en selv, og om der skulle være bekendte iblandt. (Og med stigende klarhed forstår jeg Skallagrimssons billedsprog i “Sønnetabet”). I øvrigt holder jeg mest af Dagbladet Information, fordi der er så få, der dør, i den avis.

Men altså, forleden var min kone og jeg til endnu en bisættelse, der, som det sig hører til, var en både smuk, værdig og følelsesintens ånd. Efterfølgende deltog så mange af os i ‘gravkaffen’, denne forunderlige komsammen, hvor den afdødes betydning fremgår af både taler og af den samhørighed, som opstår af samtaler med mennesker, som man ikke har set længe, eller måske aldrig tidligere har talt med.

Også i øjenkrogene fanger man ting, som kan vække ens nysgerrighed. Således øjnede jeg to teenagepiger, der stod bøjer over en mindebog, som alle var blevet opfordret til at skrive i. De talte sammen, og den ene begyndte at skrive. Jeg listede over til dem og så, at hun havde en fin håndskrift. Og det komplimenterede jeg hende for.

Hun fortalte, at hun havde benyttet coronatidens afsondrethed fra kammerater til at få sig en ordentlig håndskrift, som hun kunne være bekendt at lade andre læse, og som gjorde hende tilfreds med sig selv. “For håndskriften siger meget om, hvem man er.”

Dette fik mig til at indse, at en ordentlig håndskrift er en af mange menneskers uforrettede sager. Og teenagepigen her viser, at det er der råd for, hvis man tager sig tiden – eller hvis man får tiden fx gennem undervisningen i skolen.

Lærke og Due

Kap. 4 fra bogen “To gamle fugle”

Forleden kom en pige på 8 år (2. klasse) på besøg, og med sig havde hun en boggave. Hun havde skrevet om “To gamle fugle”.

Lærke føler sig alene og forlader de andre lærker. Hun møder Due, og det er kærlighed ved første blik. De får 5 år senere unger, som “er lidt anderledes”, fordi de jo er lærke og due, men de elsker deres unger. Da de bliver gamle, skal ungerne flyve fra reden. Og de to gamle flyver ud til en strand, hvor de lægger sig til at dø sammen. Dette er i korte træk bogens handling, men den ender med en henvendelse til mig som læser: “Nu ved du hvordan det er at dø sammen med din elsket, hvordan det er at finde den helt rette”.

Bogen indledes med en kolofon, som angiver forfatter, illustrator og udgivelsesdato. Og den afrundes med sider, hvor jeg kan skrive, hvad jeg synes om bogen, hvor jeg kan tegne min egen fugl, og hvor jeg selv kan skrive en historie.

Bogen er imponerende bygget op. Den er skrevet i et fint og nuanceret sprog. Og så er den inspireret af skolebogen med åbne opgaver til slut.

Når jeg synes, at andre skal høre om min gave, så skyldes det, at “To gamle fugle” er et markant udtryk på, at den er skrevet af et barn, som er velundervist. En bog er ikke bare noget, man skal læse i. Den er skrevet og illustreret af nogen. Den har en handling, hvor skaberne af den har gjort sig umage. Og så lægger den op til medspil og tankevirksomhed.

Jeg tror, at det fremmer læselysten og -glæden, når bogen bliver gjort personlig.

Siger navnet Christiern Pedersen dig noget?

Hvis man får en stund foræret, fordi den butik, man skulle handle i, først åbner om en halv time, kan man se sig lidt omkring. I mit tilfælde blev det en rundering af gadekæret i Helsinge, hvor der er opført en mindemur for Christiern Pedersen; ikke en statue eller buste, hvor man kan drøfte, om han er endnu en hvid mand, og om der var markante, oversete kvinder omkring 1550, men tre granittavler med indskrifter, der fortæller om hans tanker og betydning.

Christiern Pedersen var teolog, og han udgav Saxos Gesta Danorum på latin i 1514, oversatte først Det nye testamente til dansk og siden hele Biblen, Christian den 3. Bibel i 1550. Ind imellem havde han i 1534 oversat historierne om Holger Danske. Disse meriter har givet anledning til en tekst, mejslet i granit, på mindemuren: “HANS UDGAVE AF SAXO ER GRUNDLAGET FOR VOR HISTORIE. HANS OVERSÆTTELSE AF BIBELEN ER RODEN TIL VORT SKRIFTSPROG.”

Han selv hylder dansk sprog ved at konstatere: “HAVDE NOGEN AF APOSTLENE SKREVET EVANGELIA TIL DANMARKS RIGE, DA HAVDE HAN DEM VISSELIGEN SKREVET PÅ RET DANSKE, SAA ALLE DET FORSTONDET HAVDE. INGEN SKAL TRO AT DE ERE HELLIGERE PAA ET TUNGEMAAL END PAA ET ANDET.”

Christiern Pedersen var Christian den Andens hofhistoriker. Han ledsagede kongen under flugen til Nederlandene, og søgte gennem oversættelsen af krøniken om Holger Danske at vise, at kongen nedstammede fra denne helt.

Som der står mejslet i granitten over de tre mindetavler: “CHRISTIERN PEDERSEN DANMARKS FØRSTE HUMANIST BOEDE I HELSINGE FRA 1544 TIL SIN DØD 1554“. Han kom til byen som 64-årig, og var indlogeret hos slægtninge frem til sin død som 74-årig.

Skønt at tage fejl af en forretnings åbningstid og få foræret en pause, hvori man finder er perle. Tænk, at der er noget så STORT at komme efter i Helsinge. Og når netop Helsinge har en sådan perle, må alle byer have et eller andet, som nok er en pause værd.

ps. Men de vejrbidte bogstaver burde have en ny optrækning med guld, så bogstaverne kan læses med øjnene – og ikke kun med fingreme.

Det de siger, og det de gør

Laugø Bylaugs mødeplads med 11 sten i rundkreds

På min vej mod indkøb i Helsinge sad jeg og lyttede til radioens nyheder, men jeg passerede Laugø Bylaugs 11 sten, der er placeret i en cirkel med et træ i midten.

De 11 pladser er i underkanten af klassekvotienten i Socialdemokraternes Lilleskole, men passer vel meget fint til antallet af partiledere, når man betænker, at en enkelt ikke vil kunne indgå i føllesskabet, altså er ikke-integrerbar.

Ellers minder flokken jo meget fint om sammensætningen af en skoleklasse med stærke og flittige piger, slyngveninder, hævnere, drenge med destruktive udbrud og mange flere. Det får mig til at tænke på, at elevantallet ikke er den eneste aførende faktor, når et udviklende fællesskab skal lykkes – til gavn for den enkelte. Og det får mig til at finde det lidet betryggende, at så mange, som har lovet folkeskolen ubetinget støtte, har bundet denne støtte op på konkrete og detaljerede bud på, hvad de nye midler skal anvendes til. Så måske burde de gode viljer suppleres med en god portion tillid til dem, der har praktisk erfaring.

Laugø Bylaugs stencirkel bygger på de tanker, der lå i fortidens tingsteder, hvor mange og komplekse problemer blev løst ved at man så hinanden i øjnene og lod det bedre argument vinde. På samme vis har rundkredspædagogik sin styrke ved at bygge på øjenkontakt og på en vilje til at finde løsninger. Kun i knudemandens vrangbillede – “hvad synes du selv” – er det latterligt at ville noget sammen og skabe plads til de fleste; og ja, enkelte er der ikke plads til og må have særundervisning/-behandling.

Men partilederrunden tyder på, at alle vil have særbehandling, og derfor er der vel en ekstra grund til at betakke sig for detailstyring af de nye, øgede midler til folkeskolen. Det er et godt princip i mesterlæren, at man ser på, hvad der gøres, og ikke på hvad der siges.

Det der mangler…

På kunstmuseet Louisiana i Humlebæk præsenterer de for tiden syv værkserier af den franske kunstner Sophie Calle.

Her skal jeg ikke forestille at anmelde udstillingen, men berette om nogle af de tanker, den satte i gang omkring kunst og pædagogik.

Den første værkserie bestod af en række rammer, som havde et stykke stof, som dækkede motivet, monteret og forsynet med svar: “Som følge af underdrivelsens kunst” – og når man lettede: et foto at “Rue Dieu” og et vejskilt, der viser, at vejen er blind.

Det var lige så interessant at iagttage de besøgende, som læste teksten, løftede stoffet op og så undrende, grinende eller afklarede ud. Sådan må eleverne i Johannes Vigs klasse have set ud, når han afslørede en genstand, de skulle undres over.

I næste rum havde en række fotos af indpakkede Picasso-malerier fra det parisiske Musée Picasso indtaget væggene. Sophie Calle var af museet blevet bedt om at fotografere mesterens værker, men det afslog hun, indtil coronalukningen fik museet til at give dem en beskyttende indpakning. Aldrig har jeg endevendt Picassos malerier så intenst, som da jeg stod og stirrede på disse pakker med maleriernes titler påskrevet. Igen en Johannes Vig tilgang: pædagogik må bestå i at få børnene til at undres og se det skjulte, de kunne få en fornemmelse af fandtes.

I et tredje rum havde hun besøgt et amerikansk museum, som havde fået stjålet nogle af deres europæiske klassikere. Rammerne var blevet restaurerede og hængt tilbage. Og spørgsmålet til de besøgende var nu: Hvad ser du i de tomme rammer? Se, her kom jeg til at tænke på de erindringer om Johannes Vig og hans tilgang til undervisningen og tilværelsen, som Annemari søger at genkalde sig i Jesper Wung-Sungs “Sandøs rose”.

Et fjerde rum med samtaler med blindfødte om deres opfattelse af skønhed afdækkede trin for trin en kombination af det, de havde hørt folk tale om, og det de selv havde erfaret med de øvrige sanser. Og her kommer Jesper Wung-Sung atter ind i mine tanker, for hans kunstgreb i “Sandøs rose” består vel dybest set i Annemaris skridtvise indkredsninger af eget liv på Sandø, med mændene i hendes liv og med læreren, og viser det sig forfatteren, Johannes Vig. Gardin efter gardin bliver løftet op, og på hvert gardin kunne påskriften have været “På grund af levet liv”.

Sophie Calle-udstillingen har fået mig til at indse, at kunstens og pædagogikkens familiebånd er bundet af at dække det nærliggende, det forunderlige, det utænkelige til på en måde, der får eleverne til at lette på tildækningen og søge spørgsmål.

Tak Louisiana for Sophie Calle.

Ude for uden

udsnit af omslaget på Niels Krause-Kjærs roman “Ude for uden”

Som et menneske, der er født og opvokset på landet, har det været en helt speciel oplevelse at læse “Ude for uden” og få beskrevet det, der er sket i dansk landbrug i tiden fra 1946 til i dag, ved hjælp af fiktive personer med følelser og handlinger. Det er indsigtsfuldt og overbevisende gjort, både når vi følger bonden Erik fra hans landbrugsskoletid og til hans nedlæggelse af sit landbrug, og når vi deltager i hans søn Svends tur tilbage til barndomslandet i følgeskab med teenagedatteren og med slukket telefon for at få fred for pressen og det Venstre, som han er folketingsmand for.

Bogen starter i sindigt tempo med opbyggelsen af parallelhistorier, hvor vi befinder os dels i Eriks verden, dels i Svends. Og vi slutter med en åben slutning, der er på nippet til at gøre en aldrende læser med landopvækst grådlabil. Der er håb, hvis ham Svend træffer det rigtige valg.

Der er humor i bogen, som når en indvandrer driver den hendøende landsbys pizzaria med et menukort, der byder på “vegetarisk pizza” og “vegetarisk pizza med oksekød”. Der er hemmeligheder om fx storbondeovergreb i bogen, så krigens skygger mangler den sol, der skaber dem. Der er en vandrebog, som binder venner fra landbrugsskolen sammen, og som også antyder hemmeligheder. Endelig er der et samspil mellem mennesker, der får bogen til at fæstne sig i ens sind.

Men et af højdepunkterne for mig er en scene, hvor bonden Erik sælger sin besætning af køer og står længe bag sin yndlingsko, nr. 34, inden han formår at trække den ud til lastbilen, der skal køre den til slagtning.

Som barn og søn af en dyrlæge tjente mine lange, tyde arme i nogle år som forløsere af pattegrise, når en so skulle have hjælp til at fare. 199 forløste jeg, og det, der står mejslet i min erindring, er de omfavnelser jeg fik af husmandskoner, hvis tårer løb ned ad deres kinder. Det var bidrag til deres liv, jeg havde bragt til verden.

Det er denne respekt for liv, der i bogen og i den virkelige verden er gået tabt ved overgangen til stordrift og industrilandbrug.

Tak til Niels Krause-Kjær for at sætte personer og troværdighed på den udvikling – og afvikling!

ps. Jeg grubler somme tider over, om vi kan se noget lignende ved stordrift af grundskoler. Skaber det mistrivsel og uforpligtethed, når alle ikke kender alle? Selv har jeg en oplevelse af, at en skole bliver for stor, når skolelederen ikke formår at kende navnene på samtlige elever, ikke alene på grund af bundethed til den administrative skærm, men også som følge af antallet af elever.

Tidsånden er her der og allevegne

På denne uges sendeflade på www.den2radio.dk fletter Ronkedorerne Georg Metz, Egon Clausen og jeg endnu en gang fagbogssnabler. Georg Metz medbringer to bøger, Maria Østerby Ellebys “Den satans tumult. Heksejagt i Højesteret” og Ditlev Tamms “Opgør og retfærdighed – opgøret efter besættelsen”. Egon Clausen tager Kjeld Hansens “Vort moderlige hav. Om den politiske ansvarsløshed der førte til ødelæggelsen af havet omkring Danmark” op. Endelig har jeg lagt Jakob Skovgaard Petersens “Lille Leksikon. Med arabiske ord på dansk” på bordet.

Som vanligt tager vi hver fagbøger med, som vi er blevet optaget af. Næsten aldrig har vi samme titler med, men på forunderlig vis er der forskellene til trods ofte en særlig sammenhæng, som tegner sig.

Denne gang, hvor vi er midt i en valgkamp, er dettankevækkende, at der udkommer to bøger om højesterets ageren i situationer, hvor folkestemningen eller magten er på kogepunbktet. Både ved hekseprocesserne og ved retsopgøret falder de hårdeste domme ved processernes begyndelse, men de med tiden finder et mere balanceret leje, og de hårdeste straffe nedsættes. Meget apropos højesterets nylige kendelse om ngo’ers ret til at føre sager vedrørende Danmarks salgt af dele til de jagerfly, som Israel anvender i krigen mod Gaza og andre.

Valgdebatten har fået et fokuspunkt, som ikke har været markant tidligere; markante kræfter ser ud til at lykkes med at sætte dansk svineproduktion på dagsordenen. En af følgerne heraf er de udvaskninger af kvælstof fra landbrugets sprøjtning og gødskning af markerne, som bidrager til at fjerne livet i havet omkring Danmark. Hvis man ønsker en aktuel roman om samme problemstilling, så er Niels Krause Kjærs “”Ude for uden” værd at sætte øjnene i.

Endelig er det interessant at se, hvordan arabiske ord er spor af positive påvirkninger af vores lands videnskab, dagligliv, fødevarer og kunst/litteratur, ja, af stort set alle grene af samfundet. Derfor bør man måske koble den antimuslimske automatpilot fra i debatten om integration, opholdstilladelser og tildeling af statsborgerskab, hvor man for at løse problemer omkring et fåtal, vedtager love, der rammer mange sagesløse personer, som vil os det godt. Jeg har i perioder frekventeret det danske sundhedsvæsen, og det er mit indtryk, at dette overhovedet ikke ville kunne fungere, hvis vi fulgte mange af de forslag, der luftes i valgkampen.

Ud over disse Ronkedorerne er der udsendelser om vækkelsesbevægelser, bystater, Christianshavn, tyske schlagere, fortidsfår, violinisten Niklas Walentin og så selvfølgelig Georg Metz’ ugentlige klumme “Intermetzo” og Karsten Pharaos oplæsning af Carl Baggers “Min Broders levnet”.

Hver eneste uge er der noget for ørerne på den2radio.

Et brev er noget særligt

Forleden gik min kone og jeg en tur på havnen i Hundested, og et spor på en mur sendte tankerne på langfart. Engang skrev vi breve – privat og i undervisningen. Og vi vidste, at håndskriften er sjælens spejl. Derfor sluttede mange af læserbrevene til familie-Journalens brevkasseredaktør Tove Ditlevsen, ja, det er den Tove Ditlevsen, med spørgsmålet: “Hvad synes De om håndskriften?”.

For nylig håndskrev et oldebarn i første klasse et brev til sin afdøde tipoldemor og placerede det, hvor duerne kommer og spiser korn. Dette var inspireret af, at klassen havde hørt om duedronningen, der i “Brødrene Løvehjerte” holder sammen på de gode ved at sende beskeder med brevduer.

Hvorfor skrev hun ikke bare en mail? Måske fordi det er vanskeligt at google himlens mailadresse? Eller snarere fordi en mail er fritaget for at bære på det personlige aftryk, som håndskrift er.

Da jeg for mange år siden underviste i indskolingen, skrev vi breve og kort, som blev sendt til familiemedlemmer, som oftest til forældrene. Og børnene kunne næste ikke vente med at komme hjem for at se efter forsendelsen. Men selv i tider, hvor Danmark endnu havde et postvæsen, skulle postkassen lige tømmes, og brevene sorteres. Men dagen efter dumpede det håndskrevne brev/kort ind gennem brevsprækken.

Denne aktivitet vil være utænkelig i dag, hvor portoen for en brevforsendelse vil kunne vælte ethvert klasse- og skolebudget. Men der er andre måder at distribuere forsendelser fra barn til hjem på – eller fra barn til bedsteforældre, som tilmed kunne finde på at svare. Og det er værd at dyrke den langsommelige, men personlige håndskrift, fordi den giver skrivningen en merværdi – det særlige aftryk af skriveren.

Dertil kan føjes, at håndskriften er en gave til dem, der skal have bogstaverne lært via en motorisk tilgang, og en mulighed for at anvende skriftsproget til noget, der er værd at gemme – måske med bånd om eller i en skatkiste, sådan som Jesper Wung-Sung i “Sandøs rose” lader Annemari modtage Johannes Vigs kladdehæfter, eller som Niels Krause-Kjær i “Uden for ude” lader det voksne barnebarn finde højskolevennernes efterladte vandrebog i bedstefarens gemmer.

Det var andre tider, men glæden ved det personlige er vel den samme. Så grib blyanten og skriv. Som lærer kan man starte håndskrivningsfesten ved at håndskrive (og kopiere) et brev til forældrene, som får et par dages AULA-fri. Skriv om noget, der optager dig ved klassen, ved undervisningen, ved jobbet, og du vil få en anderledes respons, end du er vant til. Jeg ved det, for når jeg som skoleleder sendte håndskrevne hilsner til skolens forældre, fik jeg overraskende og konstruktive svar.

ps. Nu er Danmark vel det eneste land blandt dem, vi normalt sammenligner os med, der ikke har noget offentligt postvæsen.

Har du glemt hvad det hedder på dansk?

Tryk på en bluse (T-shirt) fra Dansklærerforeningen

Modersmål-Selskabet har netop udsendt deres årbog, som er en “Sprogrenserordbog” med den sigende undertitel: “Har du glemt hvad det hedder på dansk”.

Det er ikke første gang i historien, det engelske sprogs indtog i dansk problematiseres, ja, faktisk findes der en forening, Den Danske Sprogkreds, der har bekæmpelse af Danglish som en del af formålet.

Og professor Jørn Lund gav gennem mange år området opmærksomhed, fx ved påvisning af risikoen for dansks domænetab til engelsk på universiteterne og ved fx anvendelse af engelsksprogede titler dom når YouSee søger en Senior Brand & Consumer Insight Manager, en person, der skal forbedre “kunderejsen”!

Argumentet for at anvende engelsk er ofte, at ordforrådet er større og derfor mere nuanceret. I sprogrenser-bogen jorder cand. mag. Kirsten Rask dette synspunkt overbevisende og understøtter det Kierkegaard-citat, som Dansklærerforeningen fik trykt på en årsmødebluse for år tilbage: “Jeg elsker mit Modersmaal, der frigjør min Tanke; Jeg finder, at hvad jeg kan have at sige i Verden, kan jeg ypperligt udtrykke deri.”

Kirsten Rasks indledende artikel om engelske indlån og deres bøjninger på dansk er sammen med den afsluttende kronik en klar og øjenåbnende rammesætning for den alt, alt, alt for lange ordliste, fra side 13 til side 80, med engelske indlån, hvoraf dansk for de flestes vedkommende stiller gode, fyndige ord til rådighed.

Bogen er for mig at se en klar dokumentation af, at det, der truer dansk kultur, er den massive påvirkning, som vi udsættes for gennem amerikansk dominerede medier, og så den politiske agenda om globaliseringens og konkurrencestatens velsignelser.

Og så er der selvfølgelig det aspekt, at man kan vælge engelsk, hvis man skal sige noget, der er svært. I Leif Panduros “Rend mig i traditionerne” sidder det unge par på bænken og kysser og siger “I love you”, fordi blufærdighedstærsklen er lavere på det fremmede sprog end på modersmålet. På lignende vis har vi i dansk et overforbrug af ordet “fuck”, som virker skræmmende på dem, der har engelsk/amerikansk som modersmål.

Så brug denne tankevækkende bog til en generobring af dansk sprog og til et moderat oprør mod fucking engelsk.

Tak til Modersmål-Selskabet for dette initiativ.