inspiration - Dansklærerforeningens Folkeskolesektion

Det er for børn

Charlotte Pardis kat, som er logo for det nye forlag.

I går overværede jeg en fødsel. Ud af den børnebogsafdeling, som Gutkind for 9 måneder opgav, udsprang børnebogsforlaget Tallulah. Og det blev fejret med en reception, sådan lidt a la Holbergs barselstue, bortset fra at ophavskvinden Tine Flyvholm var oppegående og aktiv.

I sin velkomsttale understregede hun, at forlaget Tallulah er en holdsport, men hun blev dog i det humanistiske sprog, da hun skulle omtale de første udgivelser. Hun kaldte dem ikke for ‘vores katalog’. Hun kaldte dem ikke ‘vores første produktion’. Hun kaldte dem ikke ‘vores første udgivelser’. Nej, hun omtalte dem, som ‘vores første kuld’. Heri ligger en omsorg og en veneration, der til fulde matcher forlaget logo – en sort kat, Kitte Kitte, der undersøger verden, og ser ud, som om den er i familie med “Mis med den blå øjne”.

Forlaget vil koncentrere sig om at udgive dansk børnelitteratur. Og derfor er det vel ikke et tilfælde, at første kuld består af tre børnebøger og en art børnebogspoetik af Rebecca Bach-lauritsen. “Når jeg bliver lille igen” er titlen.

For år tilbage læste jeg “Selv om du er så voksen og klog bør du læse en børnebog” af Katherine Rundell (Jensen&Dalgaard 2021). Den fik mig til at blive findist, til at søge ind i børnebøger, der gav mig indsigt i barndommen. Nu, efter at have læst Rebecca Bach-Lauritsens bog, ved jeg, ikke alene, at man som voksen bør læse børneboger, men også hvorfor.

I bogen læser jeg et essay om de sprogsansninger, som trækker tråde til barndom og andre urtider, som giver næring til sprog på det ordløse; akkurat som det er alle børn forundt at erobre verden. “Når jeg bliver lille igen” er essayets titel. En bekendelse i fire afsnit, “Mit arbejde”, beretter om det “noget, der skal skrives”. Her er en beskrivelse af skrivenødvendigheden, som fanger de celler, sprogskindet er gjort af.

I bogens tredje afsnit beskæftiger Rebecca Bach-Lauritsen sig med litteratur og sociale medier. “En rolig linje” kalder hun det, og er herligt overgivende til den store verden, som sociale medier tilbyder, men sætter så trumf på digtets (Bogens) styrke: Den starter et sted, og den slutter et sted. Det er da befriende!

I fjerde afsnit, “Tis, trods og turkise termostøvler”, erindrer hun barndom og lover at os sandheden, når hun digter og finder på. “Dødløft” hedder opfølgeren, som beskriver læsning som fitnesscentrets dødløft, hvor forfatterens ord er stangen, mens resten er op til det barn, der skal læse teksten. Derfor skal der være noget at komme efter, som “igler, der bider sig fast i låret”.

Endelig bekender Rebecca Bach-Lauritsen i “Hvor skriver jeg fra, når jeg skriver til børn”, at hun skriver “fra et sted med flere spørgsmål end svar”, “fra barnet til barnet”, “fra mørket”, “med lys”, “fra et sted lige under huden”, “fra sproget”, “fra grænsen” og “fra friheden” – alt sammen stillet op som afrundingen af en prosasonet.

Det er en overvældende lille bog, der skaber metaforer, som sætter ord på det ordløse, som giver læseren mod på at finde de vibrationer mellem linjerne i børnelitteraturen, som masserer ens verden.

Tak for den!

Generalforsamling i FISK

“Hurra for vores skriftsprog!” Dette jubeludbrud giver mening, når man læser Irene Vallejos “Evigheden i et siv”, hvori det gøres klart, at skriftsproget giver os historiske kilder, gør det muligt at massekommunikere og lader os få kontakt over lange afstande.

Men begejstringen for det skrevne og læste har i skolen og i samfundet i det hele taget afstedkommet, at det mundtlige, fortællingen er blevet sat i skyggen. Men den talte sprog er nok karakteriseret af flygtighed, men det er også det, der knytter fællesskaber sammen, det, der styrker koncentration, og det, der er sprogets ophav.

Derfor bør vi arbejde for en bedre balance mellem skrift og tale i undervisningen. Derfor vil jeg gerne slå et slag for “Fortælling i skolen”, som både er en faglig disciplin og en forening, der lige om lidt holder generalforsamling. Men i en time forinden bliver ørerne varmet op af skuespiller og fortæller Vigga Bro.

Her er invitationen:

Generalforsamling

Onsdag 11. marts kl. 20.00 i Forsøgsstationen, Sønder Boulevard 81, 1720 København V.

Forinden – kl. 19.00 – causerer historiefortælleren Vigga Bro om fortælling og mundtlighed i skolen.

Alle er velkomne!

På glædeligt gensyn – bestyrelsen i FISK – Fortælling i Skolenbb

Dagsorden ifølge vedtægterne www.fortaellingiskolen.dk

Bliv medlem af FISK: Betal 100 kr. til mobilepay 100631 – husk at notere navn og mailadresse! eller til kontonummer 9070 1643434276

Jamen betyder øh

Illustration af Gert Ejton. (Se hans illustrationer til “Tag tyren ved hornene” (Forlaget Bostrup

Her i en snedækket landsby kan man nok forfalde til et par timer foran skærmen. Af og til bliver man fanget af et godt program; her i huset har det fx været ‘De arktiske reddere’. Men mainstream-udsendelserne kan nok gøre én gram i hu – ikke mindst som følge af den sproglige dovenskab og banale uskarphed.

Der har på det seneste været ganske mange lokale journalister ude i sneen, alle stående med lidt frirum til venstre for sig, så de kan tage et skridt til siden. Og voila, står der et vintervidne parat. Og hvor er det fantasiforladt. Men værst er, at studieværten, der sidder inde i varmen spørger: “Hvordan er det ude hos dig?”. Og hver som en starter svaret med et “Jamen”. Vent dog med at sige noget, til du har noget at sige!

Den anden faste frase får vi, når der er overgang fra Nyhederne til det faste aftenhyggeprogram. “I skal så tale om selvmord / valg / Grønland….” Og hver gang indledes svaret med et “Det skal vi nemlig…” Det eneste signal, vi får her, er, at de har haft redaktionsmøde, og at de ved noget, som vi seere ikke ved. Tag jer sammen. Behandl os værdigt og stil spørgsmål og giv svar – og de må gerne være overraskende, for så bliver vækkende og æggende.

Som det er nu, får vi en lydpølse kørt gennem lyttesystemet og falder hen.

Jeg har just siddet og skrevet lidt tekst til et billede af tegneren Gert Ejton. Se bogen ‘Tag tyren ved hornene’ (Forlaget Bostrup). Det skulle handle om “Ind ad det ene øre og ud af det andet”. Jeg takker dansk mainstream-tv for god inspiration.

Samtidigt har vi her i huset haft besøg af et fireårigt barnebarn og en jazzbassist, der har lært sig at spille på sav. Da drengen hørte det, blev der et kort pause, og så sagde han: “Min morfar kan spille på hammer!” Derefter nok en pause, og så: “Han kan spille på al slags værktøj!”

‘Jamen’ måske kunne mainstreamjournalister stramme deres sprog lidt op? Overraske lidt? Vække os? Det bør de ‘nemlig’!

At håndtere tilværelsen

www.den2radio.dk har på denne uges sendeflade en genudsendelse af Sophia-samtale #21, hvor formanden for Religionslærerforeningen er min gæst til en samtale om dannelse.

Samtalen blev sendt første gang i sommeren 2023, men et genhør har gjort mig helt overtydet om, at den taler lige ind i mange af de aktuelle debatter om børnesyn, undervisningssyn, ånd og hånd og tilværelsens vilkår.

Rammen om samtalen er den historiske Bispegården i København, hvor John Rydahl kunne vandre få meter hen for at lave Sophia-samtale #22 med biskop Peter Skov-Jakobsen, som nok er værd at lægge øre til.

I den samtale, som jeg har med John Rydahl, tager han udgangspunkt i Dantes “Den guddommelige komedie”, som leder samtalen i på de kierkegaardske tanker om vores tilværelses basale vilkår. John Rydahl tager lytteren med rundt om Hartmut Rosas tanker om at håndtere det ukontrollerbare bedst muligt. Sammenstillingen af Kierkegaard og Rosa fører frem til nøglebegreberne ånd og tro. Videre fører samtalen frem til Grundtvigs fremhævelse af, at uden hånd ingen ånd, en påpegning, som måske har vundet genklang i skoledebatten nu tre år efter samtalen, og som vi nu venter på realiseringen af.

Samtalen slutter med John Rydahls undren over, hvor sjældent eleverne i skolen bliver inddraget i beslutninger omkring undervisningen, hvorved skolen svigter sin forpligtelse til demokratisk dannelse.

Udsendelse kan som nævnt høres på www.den2radio.dk og alle dannelsessamtalerne findes på Tænketanken Sophias hjemmeside, www.sophia.nu

HCA, Venstre og Venstresocialisterne

På www.den2radio.dk’s sendeflade i denne uge (7.-13. februar 2026) kan man høre Ronkedorerne præsentere tre fagbøger:

Egon Clausen præsenterer “Græsrøddernes parti – om Venstresocialisternes tid”, som består af erindringer, som de fortælles af nogle af dem, der var med fra starten – af og til er de huskede begivenheder modstridende.

Georg Metz har læst Søs Marie Serups “Vind eller forsvind. Kampen om Venstre”. Han pointerer, at forfatteren har et unikt indblik i Venstres nyere og nyeste historie, men også at hun selv har været en aktiv del af dette. Han giver kredit for den helt særlige viden, som vi får stillet til rådighed, men forholder sig på samme tid loren ved den forfatterens involvering i begivenhederne.

Jeg har medbragt “H.C. Andersen i USA”, som både kan bidrage til at kaste nyt lys over Andersen og til at fornemme, hvad oversættelse kan bidrage med af kendskab og af mistolkninger, hvad enten det beror på sproglige vanskeligheder eller moralske overvejelser.

Her vil jeg gerne supplere med et spørgsmål: I bogens analyse af Disneys “Frost”-bearbejdelse af “Snedronningen”, er Andersens Gud-givne kærlighed erstattet af søsterkærlighed, som i “Frost 2” udvikler sig til en art økofeminisme. Sådan så verden ud 2019. Men hvordan ville Disney have ageren i Trumps anden præsidentperiode, lydhør over for markedet, som denne koncern er?

Alle skal have læsefidus

Skærmbillede fra lanceringen af skoleudspil

Et skattet medlem har sendt dette skærmbillede fra Mette Frederiksens lancering af Socialdemokraternes folkeskoleudspil.

Et forudindtaget dansklærerforeningsøje vil fluks spotte, at statsministeren har taget plads på et skolebibliotek, hvor der er bøger og udstillede elevarbejder, ligesom hendes ansigt er flankeret af tre bamser: to ret intetsigende stereotyper og en Læsefus, eller måske snarere – bedømt på størrelsen – en Lillefidus, hvis ører signalerer lydhørhed, og hvis øjne er klare af koncentration.

Forslaget om etablering af en skolestart med et lavere loft over klassestørrelse har besynderligt nok fået en noget lunken modtagelse fra politisk hold. Men dette kan næppe bero på, at forslaget ledsages af nogle ord, som blev født i reformens slipstrøm, for den var de fleste da med på. Derfor skyldes det måske, at de fleste ærgrer sig over ikke at være kommet først med dette forslag, eller at de leder efter huller i det gennemførlige, så de har noget at bidrage med i valgkampen.

Men for mig at se giver det lavere loft større rum for, at lærerne og eleverne får bedre rammer for at undervise og for at lære alt det, der kræver koncentration, ro og fordybelse.

Tænk, hvis vi kunne få en skole, hvor eleverne har attituder som Lillefidusen, store ører, som vender den rigtige vej, akkurat som de klare, videnhungrende øjne, når kammerater eller underviseren har nogle undere at vise dem. Så lad blot de blå, lade bamser blive på hylden.

I øvrigt vil Læsefidusen og dens barn Lillefidusen kunne fortælle gode historier fra hverdagen i skolen, fra weekenderne hos de børn, der har dem med hjemme, og fra ophold hos mennesker, der har fidus til læsning. Forrige gang, jeg så Læsefidusen på et pressebillede, var, da hun sad i vindueskarmen hos Henrik Nordbrandt. Dette billede blev bragt i forbindelse med nekrologen over den store forfatter; han, som skrev ‘Vuggevise’, hvor sidste vers lyder: “Lille krigsbarn, hvor vil du hen? / Vælg selv. Bare vi aldrig / skal se dig igen.”

Måske sad Læsefidusen og kiggede digteren over skuldrene, da han skrev disse linjer. Og om føje tid skal hun, hvis hun er heldig, sidde i indskolingsklasser, hvor der hersker ro, koncentration og fordybelse, og hvor eleverne får skabt fundamentet for at vokse op og blive ordentlige mennesker.

At blive rørt

I en kommentar til et af mine opslag citerer fortælleren Anne-Marie Helfer mig for engang at have sagt, at fortælling er vandladningshæmmende. Og ja, man får sagt så meget smart – og har glemt det meste.

Alligevel dukkede et situation op i erindringen: Jeg havde besøgt en klasse, så vidt jeg husker på mellemtrinnet, inden jeg skulle fortælle afrikanske eventyr. Og de skulle ‘i gården’ i et væk. Men da de senere fik karske og dilemmafyldte afrikanske eventyr i ørerne, var vi sammen i en lektion uden gårdture. Det var vist ved refereren til den erfaring, jeg kom med konstateringen. Og de fleste af os kan godt leve os ind i børnenes adfærd: kedsomhed går i blæren, mens optagethed har den modsatte effekt.

Det indebærer også, at man som fortæller skal fængsle eleverne: man skal røre dem. Og det kræver, at man må være lydhør over for deres reaktioner, åndedræt, ytringer ect. Sådan har jeg det i hvert fald, fordi jeg freestyler. Inspireret af de gamle tegneseriestriber har jeg en seddel med anslag, højdepunkt og slutning, suppleret med et par særligt velsmagende ord, i lommen. Resten er samspil med tilhørerne. Og den kan give både nederlag og sejre, men dog langt flest af de sidste. Men fortællingen bliver påvirket af konteksten:

Jeg holder meget af et burkinsk eventyr om det, der skete, da kvinder besluttede aldrig mere at tale med mænd, for samtale med mænd giver dobbeltarbejde. Jeg har fortalt det for en lille gruppe tyrkiske pubertetsdrenge, som fandt det aldeles tåbeligt; og min fremførelse blev skåret ned til det minimale, 5 minutter. Omvendt løb det op til 22 minutter, da jeg fortalte samme historie for en blandet aldesgruppe af elever, hvor de forskellige aldre reagerede på forskellige elementer: kærlighed, nøgenhed, spedalskhed, dyrplageri, magi osv.

Ved min stil er det tilhørerne, der medskaber fortællingen. Andre fortællere er teksttro, dramatiserer, spiller på publikum, bruger udklædning mm.. Men fælles for alle fortællere er, at man ønsker, at fortællingen skal røre tilhørerne.

Og apropos at røre tilhørerne. Ved bestyrelsesmødet i Foreningen ‘Fortælling i skolen’ forleden fortalte en om sin beundring for det arbejde lærerne i en klasse i Svendborg udfører. Vedkommende havde været flue på væggen ved en fortællers optræden, og en af eleverne havde uro i kroppen. Klasselæreren var stille gået hen til eleven og havde lagt sin hånd på hans skulder, og han satte sig og fandt roen.

Som skoleleder har jeg hver morgen valgt at give hånd til flest muligt, og efter aftale fået elever til at sige deres navn, hvis jeg ikke selv føjede det til mit Godmorgen. På den måde lærte jeg alle elevers navne og fik rørt alle, hvilket gjorde det langt lettere at håndtere og neddrosle konflikter. Kan tænkes. at samtalen om den positive berøring et fint supplement til den ophedede diskussion om magtanvendelse.

Beretningen om Svendborglæreres beroligende hånd fik mig til at erindre de mange hundrede håndtryk, hvor vi rørte hinanden.

Hvad er det, børnene hører?

En af gevinsterne ved som leder eller som dansklærer at påtage sig at være fortæller er, at man lærer børnene/eleverne bedre at kende. Sådan skrev jeg i går i mit indlæg om “Lederen som fortæller”. Dette vil jeg gerne uddybe på baggrund af mange års optagethed af, hvad det egentlig er, børn hører, når man fortæller.

Det rækker ikke at spørge, for så svarer de med ord og sætninger, der svarer til det, der er blevet fortalt. Derfor har jeg valgt at bede om en tegning/illustration til det, de har hørt. Og her kommer så et par eksempler:

Historien, de har hørt fra min mund, er beretningen om “Noas ark”, og eleverne går i 2. klasse. Da jeg får overbragt de 20 tegninger af klassens billedkunstlærer, kan jeg lægge dem i tre bunker: en, hvor flere dyr to og to går ind gennem en luge i en stor træbåd. (Her drejer det sig om børn, der har læst en eller anden børnebibel). Dernæst en, hvor dyrene balancerer på en smal planke, der fører fra molen og frem til en luksussejlbåd. (Her er der tale om børn, hvis forældre har en båd liggende i havnen). Endelig en, hvor dyrene ubesværet vandrer ind på en færges vogndæk. (Børnene har hjemme i en færgeby).

Så mens jeg har fortalt, har der udspillet sig 20 forskellige historier i de 20 tilhørere.

På samme vis, da jeg for elever i 4. klasse fortalte om “Moses og den brændende tornebusk”, kunne deres billeder opdeles i flere grupper: En, hvor Moses står indhyllet i hvidt klæde. (Her har børnene kendskab til traditionel, illustreret børnebibel). Dernæst en, hvor Moses står svedende iført romersk hærførerdragt. (Her er der tale om børn, som har stiftet bekendtskab med “Asterix og Kleopatra”). Og endelig en, hvor Moses er iklædt konditøj; en tilmed i Brøndbys spilledraget og flere med Nike-sko. (Her er tale om tilhørere, der har hæftet sig ved sol og sand.) Blandt sidstnævnte var der tilmed en, der havde ladet ham komme frem til tornebusken på en Mountainbike. (Fordi jeg havde sagt, at han ‘drog’ ud i ørkenen, og det betød, at han cyklede.

Så mens jeg har fortalt, har en gruppe stort set hørt det, jeg har set for mig, mens en anden har ladet Moses slæbe sig frem i tungt, militært udstyr fra Romertiden. Endelig har en gruppe lyttet til en nutidig ferieberetning.

Det er da overvældende at erfare, hvor forskelligt det, man fortæller, opleves. Man får helt konkret udtryk for, hvor forskellige børns forudsætninger er, og hvor mangfoldigt de derfor oplever det, man siger.

ps. Jeg kunne have valgt eksempler fra andre fortællinger end de gammeltestamentlige, men de er da eksemplariske.

Lederen som fortæller

Jeg har just været til bestyrelsesmøde i foreningen FISK, Fortælling i skolen. Og der kom jeg til at tænke på de gaver, man får, når man som leder kaster sig ud i at være fortæller. Måske beror min tro på fortællingens styrke på, at jeg for mange år siden oplevede den, da jeg selv gik i skole. Men jeg har fået denne styrke bekræftet ved selv som skoleleder at tage fortælleren på mig.

For at skaffe mig fortællerum fik jeg af personalet grønt lyst til at afholde morgensamlinger, hvor jeg fortalte. Efter at have haft alle elever samlet blev det mere og mere klart, at det ville give mig et mere håndterbart publikum, hvis elevgruppen blev delt op i den traditionelle indskoling, mellemtrin og udskoling. Samtidigt kunne jeg lægge fortællingerne ind i skemaet ved at ‘stjæle’ en morgenstund på 20 minutter tirsdag, onsdag og torsdag på det tidspunkt, hvor eleverne havde læsebånd.

Indholdet i mine fortællinger var dels hentet fra litteraturen, hvor jeg kunne promovere forfatterskaber, forskellige vinduer til fiktionens univers og gode historier, som kunne lede elevernes tanker på himmelflugt og deres fødder på vej til skolebiblioteket.

Men jeg kunne også tage dagligdags problemer op, og frem for at moralisere (direkte) var det muligt at sætte tanker i gang om det samvær, vi havde med hinanden, og om de værdier, vi ønskede at være sammen om.

Men andre gange var det muligt i fortællingens regi at promovere forskellige fagområder, som det var væsentligt at vække elevernes nysgerrighed omkring. Og ja, jeg er primært danskfaglig nørd med hang til litteraturen og fortællingen; alligevel vil jeg opfordre ledere til at blive fortællere, fordi ethvert fagområde indeholder sine egne undere, som det er væsentligt, at eleverne bliver slået af.

Og hvad får man så ud af at være fortæller som leder?

Jo, for det første kommer alle elever til at kende skolens leder og fornemme, hvad hun/han står for. (Jeg har besøgt en del skoler, hvor mange elever ikke ved, hver der er skoleleder!!)

For det andet får man en kontakt til eleverne, som er guld værd, når der opstår problemer, der skal håndteres. Man får tilmed foræret en fælles reference, som kan være problemløsende. Fx at det at sende hadbeskeder på sms er at sammeligne med den dødbringende bue og pil, som Bent Haller fortæller om i ‘Fredsaberne’, og som netop er både farlig og ussel, fordi den ‘dræber’ på afstand, uden af affyreren får blod på hænderne. Jeg har brugt historien, som var kendt fra en morgensamling, som begrundelse for, at en, der stod bag en hadbesked, skulle læse den op for den, der var blevet ramt.

For det tredje mener jeg, at det betyder noget, at lederen fortæller, fordi det animerer både lærere og elever til at fortælle.

Derfor vil jeg opfordre lederne i skolen til at skabe sig et fortællerum- og gerne hente inspiration i foreningen ‘Fortællingen i skolen”. (Vi kunne lave et ledernetværk!?) Der er generalforsamling i foreningen onsdag den 11. marts 2026 kl. 19-21, og første del af dagsordenen er en gedigen opvarmning med skuespiller og fortæller Vigga Bro. Generalforsamlingen afholdes på Forsøgsstationen, Sønder Boulevard 81, 1720 København V.

Gå ind og læs nærmere på FISK’s hjemmeside: https://fortaellingiskolen.dk/

Nye begyndelser

Udsnit af forsiden på Anja Hitz’ ungdomsroman “Den dag vi var helte” (abc forlag 2025)

Der er gang i salget af papirbøger, hvis man da skal tro på de mange meldinger, der er fulgt i kølvandet på kulturministerens bogstøtte. Og det er fint, at der bliver købt klasse- og gruppesæt ind til dansktimerne. Men lige så vigtigt er det, at der kommer bøger på reolskelettet på det, der nu atter bærer navnet ‘skolebiblioteket’. Det er herfra et belæst personale kan stimulere læsningen og læselysten ved at have en mangfoldighed af titler til mangfoldigheden af læsere.

Som et udspring af den opfattelse har jeg vendt blikket på en række mindre forlag, der ofte har blik for andre titler end de store mainstream-udgivere

Jeg er lige faldet over et par nye titler fra ‘abc forlag’, som ofte har overrasket med en sikker sans for kvalitet. Det har således været påfaldende så ofte en vinder af Nordisk Råds Børne- og Ungdomsbogspris er blevet udgivet her – før prisen var besluttet.

Blandt de seneste ungdomsbøger herfra er jeg blevet grebet af Anja Hitz’ ungdomsroman ‘den dag vi var helte’ om en pubertetsdreng, hvis far dør, og hvis verden derfor krakelerer. Han kan ikke tage imod kærlighed fra hverken farmoren eller en jævnaldrende pige, men bliver besat af en færden på sociale medier – lige frem til dette får uforudsete og voldsomme konsekvenser. Han får brug for en ny begyndelse, hvilket bliver muligt som følge af farmorens og venindens kærlighed og en dåsering. Han begynder på efterskole.

Anja Hitz skriver i et let, men aldrig overfladisk sprog, og hun kan komponere en historie, så det ene kapitel fordrer det næste. Faktisk er hun i stand til at spille på sproget, så selv en bedaget læser bliver opslugt af handlingen, må slå op for at lære nye ord at kende og af og til må bekæmpe en snigende grådlabilitet. Dertil kommer, at hun rammer markante temaer i tiden: tab, kærlighed, sociale medier, skolevægring og meget mere.

Her er undervisningsstof til mange lektioner – og titler, der kan perspektivere står i kø, som fx Jesper Wung-Sungs ‘ Det år sjæle slår smut’, en anden ny begyndelsesbog fra ‘abc forlag’ Daniel Zimakoffs ‘Papbrødre’, som også beskæftiger sig med det, der er værre end skilsmisse: sammenbragte børn, og norske Iben Akerlies ‘Nils non grata’, om at starte i ny klasse for ottende gang.

Nåe jeg nævner flere titler, så er det for at pege på det oplagte, for nu at bruge et Jesper Wung-Sung-citat: at lade den ene bog tænde den næste, at skabe lystne kædelæsere.

Kig mod de små forlag, hvor det spirer. Derfor må jeg også lige nævne Dansklærerforeningens serie ‘LÆSBAR’, hvor hver titel er letlæst og er blevet til i sambejde mellem forfatteren og en ung læser,