Kategori: inspiration

Så er nummer 2 af DANSK udkommet, og temaet er “Mærk suset af dansk”, altså artikler, der tager afsæt i det store kursus for dansklærere, som Danmarks Lærerforening, CFU og Dansklærerforeningens Folkeskolesektion stod for. Med omkring 1000 dansklærere som deltagere.

Dansklærerforeningsdelen af kurset for mellemtrinslærere blev varetaget af Mette Frederiksen (altså den rigtige) og mig. I fællesskab havde vi planlagt et forløb, der dykkede ned i faget grunddiscipliner: det talte og det skrevne sprog – med oplæsning som en mellemstation.

Vi bød velkommen med sætningen: “Vi kommer fra analogiseringsstyrelsen”, ikke fordi vi er maskinstormere, men fordi vi gerne ville insistere på, at den analoge undervisning kan noget særligt, hvad angår nærhed og fællesskab. Og faktisk viste det sig, at der på nogle af holdene var unge lærere, som vægrede sig ved at skrive i hånden; det havde de ikke gjort i årevis. Så alene af den grund følte vi os på rette spor.

Gennem enkle og eksemplariske øvelser fik vi skabt et væld af mundtlige fortællinger, hørt mange oplæsninger, dykket ned i en læsemetode, der tager afsæt i deltagernes forskellige oplevelser af en tekst, og endelig skrevet en god portion digte.

Vi indledte med sangen “Lad mig mærke en dansklærers tone”, som bygger på en række forfatteres erindringer om deres dansklærer. De er meget forskellige, men har det tilfælles, at deres lærere er, hvad man kunne kalde personligt praktiserende.

Vi sluttede med en evaluering, som var overvejende positiv, og som især vægtede, at deltagerne kunne genkende sig selv i arbejdet med faget.

I DANSK #2 gengiver vi strukturen i og overvejelserne bag forløbet. Marie Elmegaard og Sara Sejerskild beskriver CFU-delen af mellemtrinskurset. Heraf fremgår det klart, at kursets indfaldsvinkler supplerer hinanden – fx ved at CFU’erne foldede temaerne ud gennem deres digitale platforme.

Og én ting står fast: dansklærere hungrer efter efteruddannelse.

I går var jeg på genbrugspladsen for at komme af med månedens læs af aviser. Og som vanligt kastede jeg et blik ind i containeren med bøger; fuld var den som vanligt. Mine øjne blev ramt af en lille undseelig bog, som jeg ikke havde set i årtier: Ib Spang Olsens I Kristoffers spor.

Heri fortæller tegneren om Martin A. Hansen og om Lykkelige Kristoffer, som han illustrerede. I sin seminarietid kom Ib Spang Olsen i praktik hos lærer Hansen, som betog ham med sin tilgang til både stoffet og eleverne. Denne gudbenådede fortæller af en lærer troede ikke “på oplæsningens enestående og centrale værdi i danskundervisningen, en af seminariets mærkesager. Jen [ISO] mindes, at han var den første jeg hørte antyde, at det måske endda var skadeligt for begribelsen.”

Se, det er anfægtende ord i mine øjne, når nu jeg selv anvender oplæsning som brobyggeren mellem tale- og skriftsprog. Men jeg forstår, hvad han mener. Den fortælling, der skrives ned, stivner. Den levende fortælling skabes i nuet og tager farve af nuet. Derfor er den beåndet af den styrke, som binder fortælleren og tilhørerne sammen. Derfor kan den skabe undren og indbildningskraft, akkurat som mødet med andre forunderligheder i virkeligheden. Apropos, så funderer Lea Korsgaard på, om det er en oplevelse med frisættelsen af en rødvinsfarvet sommerfugl, som viser sig at hedde sørgekåbe, der vakte hendes trang til at se alle Danmarks sommerfugle. Læs hendes forunderlige Inden året er omme.

Martin A. Hansen selv brugte det at skabe undren til at pirre nysgerrigheden, når han fx vendte klassens verdenskort på hovedet, afslørede en model af en kajak for øjnene af eleverne eller som sagt fortalte.

Han egen indlevelsesevne var en urkraft. Således finder Ib Spang Olsen ud af, da han står i det hallandske landskab, der er som taget ud af Lykkelige Kristoffer, at Martin A. Hansen aldrig har været der.

Noget af det forsømte i den danske skole er at lytte til eleverne. Noget af det andet måske ligeså forsømte er at pirre elevernes undren, så de får lyst til at fordybe sig og nørde. Og som her: at finde en gammel bog, der kan ryste ens rutiner.

Ib Spang Olsens bog var en gave til Gyldendals Bogklubs medlemmer – og kom ikke i handelen. Men alternativet kunne være: Gak til Løgneren og bliv vis.

Lørdag d. 14. juni

Bundet i frihed

10:00 – 10:45

Danmarks Lærerforening, Dansklærerforeningen

G26 – Lærernes hus

G – Yder-/indermolen

Dansklærerforeningen inviterer til debat om engangement, kundskaber og fællesskaber

Eventbeskrivelse

Dansklærerforeningens Grundskolesektion inviterer til paneldebat på Folkemødet 2025 under temaet “Bundet i frihed”. Ved Dansklærerforeningens paneldebat på Gårdscenen i 2024 blev det formuleret, at vi må fortsætte samtalen under denne overskrift. Når vi får mulighed for at erstatte læringsmålstyring med en formålsbestemt undervisning, og når vi får incitamenter til at finde en bedre balance mellem analog og digital undervisning, vil vores frihed møde en række bindinger: Til stoffet (faglighed) Til undervisningsmidlerne (ressourcer) Til den demokratiske dannelse (elevinddragelse) Hvor tager vi os frihed til at udvikle skolen og skabe fagligt engagement, meningsfulde kundskaber og samtalende fællesskaber? Bemærk: Debatten finder sted på Klippescenen.

Deltagere

Jens Raahauge, Moderator, Dansklærerforeningen
Katrine Fylking, Formand, Københavns Lærerforening
Nikolaj Elf, professor, Institut for Design, Medier og Uddannelsesvidenskab, SDU
Mette Frederiksen, Lærer, Syvstjerneskolen
Ida Geertz-Jensen, Forkvinde og lærer, Dansklærerforeningen

Overskriften refererer til et statement fra kvinden, jeg havde til bords forleden, da jeg var inviteret til 50 års jubilæum med den første realklasse, jeg førte til eksamen. Og flere vendte tilbage til denne redning, som, efterhånden som aftenens runde med livsfortællinger skred frem, blev sat i et perspektiv, der fortalte noget alment, snarere end noget om min person.

Sammen med en masse andre unge lærere havde jeg været til et marked, som jeg tænkte tilbage på, da DR sendte serien om slaveriet på De vestindiske Øer. Vi var blevet samlet på Næstved Rådhus over for den enorme statue af Fladsåtrolden, og herefter gik vi fra skoleinspektør til skoleinspektør for at blive vurderet. Og endelig fik vi at vide, hvem der havde “købt” os.

Når jeg pointerer, at vi var mange, så beror det på, at der skete store udskiftninger i hver enkelt skoles lærergruppe. Og som de jubilerende elever fortalte mig, føltes det som en redning at slippe for de lærere, som endnu ikke havde opfanget, at skæld ud og korporlig afstraffelse var forbudt. Det at få en ung lærer, der havde en anden tilgang til elever end magtudøvelse, var en befrielse. Så baggrunden for “at redde” var forholdsvis overkommelig.

Alligevel gjorde det mig glad, at de havde opfattet, at jeg også var mig selv, gav dem noget personligt, hvor de fx huskede positive bemærkninger med humoristisk tvist i karakterbøgerne, reaktioner på forskellige kontroverser osv. Jeg fik en fornemmelse af, at jeg som de fleste andre unge lærere var personligt engageret og ikke privat praktiserende, som det i dag ret fordomsfuldt karakteriseres, når vi arbejdede alene i klasserne; for vi samarbejdede i fritiden, som det hed, akkurat som det nu sker i skemalagte møder.

Det andet, der slog mig, var, at de alle kom fra skoledistriktet i en tid, hvor mange forskellige familier og socialgruppe boede side om side. Der var endnu ikke skabt en boligpolitik, hvor man havde naboer, der lignede en selv. Det at lære at være sammen på tværs af baggrund, var et frugtbart vilkår, hvor man lærte at have respekt for forskellighed. Ved en anden jubilæumskomsammen gav en anden jubilar et skudsmål i denne retning: “Du skabte en ramme for, at vi kunne blive hinandens dna!” Dette gav sig her udtryk i den begejstring, de udviste for hinandens fortællinger, og for de mangeartede funktioner, som de havde påtaget sig i opbygningen af vores velfærdssamfund – spændende fra ledende poster i erhvervslivet over påpasseligt kontorarbejde i det offentlige og i det private til lærergerning og omsorgsarbejde. Og alt imens de alle havde givet deres bidrag til, at samfundet hjul kunne køre, havde de selvfølgelig også levet et liv med glæder og sorger. Men hold da op, hvor de har givet hinanden en robusthed, som det er vanskeligt at opnå i dag, hvor det frie skolevalg får alle til at søge imod ligesindede, og hvor dyrkningen af individet på fællesskabets bekostning gør den enkelte svagere.

Min kone og jeg har just set de 6 afsnit af Reservatet, og jeg finder det på sin vis urimeligt, at det er de sårbares ghettoer, der er fokus på i politik!

Det, som jeg lærte af at være med til et 50 års tilbageblik, var, at det nok må være sværere at være ny lærer i dag, men også at det er vigtigt at være sig selv, give noget af sig selv. Så mit råd må være, at man skal bruge den megen fokusering på de professionelle læringsfællesskaber til at springe ud som sig selv! Elever kan lugte, hvis man er påtaget.

Endvidere lærte jeg, at de indsigter i andres livsvilkår, som man tidligere kunne give eleverne en ramme for at leve sig ind i, nu er blevet en opgave for læreren. Trivsel er blevet til “triv selv!” med AULA på bagperronen. Mit bedste bud vil være, at arbejdet med litteratur, billedkunst, musik og de andre praktiske og musiske fag kan bidrage til at gøre opgaven mulig.

Men summa summarum: Jeg er taknemmelig for, at det blev en realklasse i midten af 1970’erne, der skulle lære mig at være lærer. Men det, de lærte mig, føler jeg mig også forpligtet til at bidrage med i den pædagogiske debat.

Akkurat som jeg vil opfordre alle med praktisk visdom til at gøre.

Jens Raahauge