Jens Raahauge - Dansklærerforeningens Folkeskolesektion

Manden med den bedste ægløsning

Jævnligt møder jeg en hvid varevogn, som har et firmaslogan malet på siderne: “Manden med den bedste ægløsning”. Hvad enten han nu er ægproducent eller har et rugeri, så er dette slogan et man bemærker og husker.

Og for nu at blive i hønsegåprden, så udgav Dansklærerforeningen for år tilbage en lille bog med håndværkerpoesi. Ttilen var “Hvad hønen er for hanen, er Helges ost for ganen”. Der er perler imellem, fx. “Har du ondt i maven / over ukrudt i haven? Så ring til Agger. / Han kommer og hakker.” og også nogle, der halter i rytme eller i rim, fx “Skal du feste, / så ring til Eske”.

Mange af den er morsomme – frivilligt eller ufrivilling. Gå gerne på jagt, for den slags poesi finder man i hverdagen, og ikke bare i ulidelige reklameblokke i TV. Jeg husker selv et slogan fra en ornecentral: “Ingen roser uden torne. / Ingen grise uden torne.”

Sådanne tekster kan efter min mening være en god træning i at orientere sig i et univers, der er propfyldt med informationer, som ofte griber ind i hinanden og skaber flimrer for tanken. Tænk bare på den nyhedsbjælke, som kører under nyhedsudsendelserne, så vi kan få det meste med ved at være ukoncentrerede om det hele.

Eller med besynderlige emballagebeskeder. Jeg faldt over et udsagn på en pålægspakke: “Tykkere skiver. Mere smag. 55% genanvendt plast”. Man må altså have en viden om både kontekst og vare, hvis man skal begå sig.

Derfor er den gode lærer den bedste løsning: “Er der noget, der trykker, / er det læreren, der rykker”

StormP og børn sætter sprog i spil

For mig er StormP’s bordkalender den daglige første morgenlæsning, når sindet skal stemmes til glæde over, hvad sproget formår. Ord tvistes. Metaforer blafrer for ens lukkede øjne. Associationerne leger tagfat.

Når en kvinde i en korthandel ønsker en lille globus, måske en med “kun København på”, er det bevidst morsom, men også i familie med ønsket hos den dreng, der i Otto Sigvaldis “Hindbærbrus og kragetæer” gerne vil have “en globus i naturlig størrelse”. Dette udsagn er givetvis ikke udtryk for en bevidst sproghandling, men hos den voksne modtager har den en StormP’sk effekt – uden at drengen på nogen måde skal nedgøres af en Ditte Okmansk latter.

For nylig præsenterede jeg mit 4-årige barnebarn for et klip, hvor min ven, jazzmusikeren Jens Skou Olsen spiller på sav. Knægten var stille et øjeblik, og replicerede så alvorligt: “Min morfar kan spille på hammer! – og føjede til efter lidt tøven: “Ja, han kan spille på al slags værktøj!”.

Før i tiden havde man måske sendt denne lille historie til et ugeblad i håbet om at få hororar for en sjov historie; “hvad de dog siger”. Men med afsæt i alvoren i svaret får man pludselig lyst til at undersøge alle tings lyde; potter, pander, borde, stole, vægge, døre osv. Vi er i gang med en undersøgelse, der svarer til det, komponisten Fuzzy lavede med en specialklasse, da jeg havde ham på besøg på skolen; skrammelmusik!

Forleden betegnede samme barnebarn morgenrøden som solindgangen, men det til aften blev soludgang. Og dagen bliver set i et lidt andet lys og perspektiv, når den glødende planet ikke står op og går ned, men kommer ind og går ud.

Samme vred af begreberne ramte mig da jeg ved Dansklærerforeningens repræsentantskabsmøde fik øje på et ur, der pludselig viste en markant pil. Jeg hørte dette forklaret med, at det var tid til at rejse sig, hvilket er godt for helbredet, når man er i overgangsalderen. Jeg har ingen pil, der byder mig at stå op – og kom inspireret af StormP og mit barnebarn til at tænke på, at jeg måske er i udgangsalderen. Det kan være forklaringen på, at den ene forfalds- og afgangsbog landerpå mit natbord.

Læs StormP og lyt til børns alvorlige forsøg på at mestre sproget; det sætter sprog i gang!

Samtidslitteratur til samtiden

For 2½ år siden havde jeg en samtale med Dansklærerforeningens forlagschef Cecilie Bogh i serien “Sophia-samtaler. Pejling af dannelse”. Den er nu genudsendt på netradioen den2radios sendeflade i denne uge.

Heri begræd hun misligholdelsen af skolebibliotekerne, inklusive unddannelsen til skolebibliotekar, og besparelserne på CFUerne. Men hun fremhævede også behovet for at stille nutidslitteratur til rådighed for børn og unge, og at revidere synet på, hvad der er god børne- og ungdomslitteratur.

Kritikpunkterne er måske imødekommet fra politisk hold, selv om der er god grund til at følge initiativerne omkring skolebiblioteket og CFUernes midler til bogindkøb til dørs. Det har tilsyneladende været nemmere at reducere end at genopbygge.

Men hvorom alting er, så er Cecilie Boghs argumentation for en ændret udgivelses- og undervisningstilgang til litteratur for børn og unge fortsat interessant og væsentlig, ikke mindst i lyset af de initiativer, hun har taget som forlagschef, hvor hun nu står bag nye serier, der forener litterær kvalitet, læsbarhed og nutidig relevans. Og hvor Dansklærerforeningens Forlag knytter unge til udgivelsesprocessen som konsulenter.

Og lad mig så lige tage en runde i manegen på min egen kæphest: Denne tilgang til at fremme læsning og læselyst gør det endnu mere relevant at få afskaffet en obligatorisk litteraturkanon for folkeskolen og få den erstattet af rammer for læsning af ældre litteratur, som kan vælges til som perspektiveringer af den læste nutidslitteratur, akkurat som det blev vist i “Dansk Litteraturs kanon” (1994).

https://den2radio.dk/udsendelser/sophia-samtale-pejling-af-dannelse-32-faellesskaber-omkring-laesning-og-nutidslitteratur-i-skolen

At vælge civilisationen

Med den aldeles rablende trussel fra den amerikanske præsident, en trussel der indtil videre er afløst af et par ugers våbenhvile, må det være tid til at overveje, hvad det er for en civilisation, der er truet. Er det ofret eller skarpretteren, der repræsenterer en civilisation, som bliver udslettet? Eller begge?

Mens vi venter på, at Paven forholder sig til den katolske vicepræsident og hans chefs brug af religionen, kan vi bruge ventetiden på at overveje. Den Godblessende Trump har udstillet den amerikanske civilisations deroute, og hans vicepræsident, som skal overtage embedet, hvis Trump (mod forventning) bliver afsat, har udgivet sin bog om troen som følgesvend; en bog som på forsiden er prydet af en lokal katolsk kri´´irke, hvor man ikke mindes at have set vicepræsedenten.

Hvis ord har blot lidt vægt, så vil trusler, som dem Trump har fremsat, stå som en markering af et så afstumpet menneskesyn, at det er på tide at sige fra over for den såkaldte civilisation i USA.

Og når det iranske folk klandres for ikke at have rejst sig mod det islamiske styre, hvad det jo faktisk har forsøgt med store ofre til følge, så kan vi tilsvarende undres over, at det israelitiske folk ikke har kastet deres forbryderiske styre på porten. Hvis onde tunger taler sandt, betaler hele verden lige nu en høj pris for, at Netanyahu kæmper for at undgå at blive stillet for retten.

Og herhjemme opererer vi fortsat i småtingsafdelingen: Men hvorfor bliver Weekendavisen ikke boykottet eller Pressenævns-klandret for at have blandet sig uhæderligt i Folketingsvalget gennem en lokumsaftale med Vanopslagh? Og hvorfor er der stadig lyttere til en presse, der lægger mikrofon til Ditte Okmans inhumane menneskesyn?

Det er småting, vil man sige. Men cvilisationsderoute starter i det små, og det starter i den offentlige debat. Husk på, at Radio III beklager, at de ikke fangede Okmans og studieværtens utilbørlige optræden, men ikke at den fandt sted. Noget sådant er civilisationsnedbrydende.

Uforrettede sager

Det hører med til at ældes, at man kan falde hen over alle de uforrettede sager, man ligger inde med. Og hvis det ikke kommer naturligt til en, så aktualiseres det i hvert fald, hvis man læser Lars Saabye Christensens “Hr. Knapps uforrettede sager”. (Hvor er det dog en rig fortællekunst, der vokser frem af det norske litterære miljø!)

Bogens handling foregår i coronaens tid, og blandt Hr. Knapps gøremål er at samle på dødsannoncer, som han klipper ud af Aftenposten, som han abonnerer på alene på grund af disse annoncer. Selv kender jeg det nok, det med at bladre hurtigt frem til navnestoffet og se, hvem døden nu har hentet, om de er ældre eller yngre end en selv, og om der skulle være bekendte iblandt. (Og med stigende klarhed forstår jeg Skallagrimssons billedsprog i “Sønnetabet”). I øvrigt holder jeg mest af Dagbladet Information, fordi der er så få, der dør, i den avis.

Men altså, forleden var min kone og jeg til endnu en bisættelse, der, som det sig hører til, var en både smuk, værdig og følelsesintens ånd. Efterfølgende deltog så mange af os i ‘gravkaffen’, denne forunderlige komsammen, hvor den afdødes betydning fremgår af både taler og af den samhørighed, som opstår af samtaler med mennesker, som man ikke har set længe, eller måske aldrig tidligere har talt med.

Også i øjenkrogene fanger man ting, som kan vække ens nysgerrighed. Således øjnede jeg to teenagepiger, der stod bøjer over en mindebog, som alle var blevet opfordret til at skrive i. De talte sammen, og den ene begyndte at skrive. Jeg listede over til dem og så, at hun havde en fin håndskrift. Og det komplimenterede jeg hende for.

Hun fortalte, at hun havde benyttet coronatidens afsondrethed fra kammerater til at få sig en ordentlig håndskrift, som hun kunne være bekendt at lade andre læse, og som gjorde hende tilfreds med sig selv. “For håndskriften siger meget om, hvem man er.”

Dette fik mig til at indse, at en ordentlig håndskrift er en af mange menneskers uforrettede sager. Og teenagepigen her viser, at det er der råd for, hvis man tager sig tiden – eller hvis man får tiden fx gennem undervisningen i skolen.

Lærke og Due

Forleden kom en pige på 8 år (2. klasse) på besøg, og med sig havde hun en boggave. Hun havde skrevet om “To gamle fugle”.

Lærke føler sig alene og forlader de andre lærker. Hun møder Due, og det er kærlighed ved første blik. De får 5 år senere unger, som “er lidt anderledes”, fordi de jo er lærke og due, men de elsker deres unger. Da de bliver gamle, skal ungerne flyve fra reden. Og de to gamle flyver ud til en strand, hvor de lægger sig til at dø sammen. Dette er i korte træk bogens handling, men den ender med en henvendelse til mig som læser: “Nu ved du hvordan det er at dø sammen med din elsket, hvordan det er at finde den helt rette”.

Bogen indledes med en kolofon, som angiver forfatter, illustrator og udgivelsesdato. Og den afrundes med sider, hvor jeg kan skrive, hvad jeg synes om bogen, hvor jeg kan tegne min egen fugl, og hvor jeg selv kan skrive en historie.

Bogen er imponerende bygget op. Den er skrevet i et fint og nuanceret sprog. Og så er den inspireret af skolebogen med åbne opgaver til slut.

Når jeg synes, at andre skal høre om min gave, så skyldes det, at “To gamle fugle” er et markant udtryk på, at den er skrevet af et barn, som er velundervist. En bog er ikke bare noget, man skal læse i. Den er skrevet og illustreret af nogen. Den har en handling, hvor skaberne af den har gjort sig umage. Og så lægger den op til medspil og tankevirksomhed.

Jeg tror, at det fremmer læselysten og -glæden, når bogen bliver gjort personlig.

Siger navnet Christiern Pedersen dig noget?

Hvis man får en stund foræret, fordi den butik, man skulle handle i, først åbner om en halv time, kan man se sig lidt omkring. I mit tilfælde blev det en rundering af gadekæret i Helsinge, hvor der er opført en mindemur for Christiern Pedersen; ikke en statue eller buste, hvor man kan drøfte, om han er endnu en hvid mand, og om der var markante, oversete kvinder omkring 1550, men tre granittavler med indskrifter, der fortæller om hans tanker og betydning.

Christiern Pedersen var teolog, og han udgav Saxos Gesta Danorum på latin i 1514, oversatte først Det nye testamente til dansk og siden hele Biblen, Christian den 3. Bibel i 1550. Ind imellem havde han i 1534 oversat historierne om Holger Danske. Disse meriter har givet anledning til en tekst, mejslet i granit, på mindemuren: “HANS UDGAVE AF SAXO ER GRUNDLAGET FOR VOR HISTORIE. HANS OVERSÆTTELSE AF BIBELEN ER RODEN TIL VORT SKRIFTSPROG.”

Han selv hylder dansk sprog ved at konstatere: “HAVDE NOGEN AF APOSTLENE SKREVET EVANGELIA TIL DANMARKS RIGE, DA HAVDE HAN DEM VISSELIGEN SKREVET PÅ RET DANSKE, SAA ALLE DET FORSTONDET HAVDE. INGEN SKAL TRO AT DE ERE HELLIGERE PAA ET TUNGEMAAL END PAA ET ANDET.”

Christiern Pedersen var Christian den Andens hofhistoriker. Han ledsagede kongen under flugen til Nederlandene, og søgte gennem oversættelsen af krøniken om Holger Danske at vise, at kongen nedstammede fra denne helt.

Som der står mejslet i granitten over de tre mindetavler: “CHRISTIERN PEDERSEN DANMARKS FØRSTE HUMANIST BOEDE I HELSINGE FRA 1544 TIL SIN DØD 1554“. Han kom til byen som 64-årig, og var indlogeret hos slægtninge frem til sin død som 74-årig.

Skønt at tage fejl af en forretnings åbningstid og få foræret en pause, hvori man finder er perle. Tænk, at der er noget så STORT at komme efter i Helsinge. Og når netop Helsinge har en sådan perle, må alle byer have et eller andet, som nok er en pause værd.

ps. Men de vejrbidte bogstaver burde have en ny optrækning med guld, så bogstaverne kan læses med øjnene – og ikke kun med fingreme.

Det de siger, og det de gør

Laugø Bylaugs mødeplads med 11 sten i rundkreds

På min vej mod indkøb i Helsinge sad jeg og lyttede til radioens nyheder, men jeg passerede Laugø Bylaugs 11 sten, der er placeret i en cirkel med et træ i midten.

De 11 pladser er i underkanten af klassekvotienten i Socialdemokraternes Lilleskole, men passer vel meget fint til antallet af partiledere, når man betænker, at en enkelt ikke vil kunne indgå i føllesskabet, altså er ikke-integrerbar.

Ellers minder flokken jo meget fint om sammensætningen af en skoleklasse med stærke og flittige piger, slyngveninder, hævnere, drenge med destruktive udbrud og mange flere. Det får mig til at tænke på, at elevantallet ikke er den eneste aførende faktor, når et udviklende fællesskab skal lykkes – til gavn for den enkelte. Og det får mig til at finde det lidet betryggende, at så mange, som har lovet folkeskolen ubetinget støtte, har bundet denne støtte op på konkrete og detaljerede bud på, hvad de nye midler skal anvendes til. Så måske burde de gode viljer suppleres med en god portion tillid til dem, der har praktisk erfaring.

Laugø Bylaugs stencirkel bygger på de tanker, der lå i fortidens tingsteder, hvor mange og komplekse problemer blev løst ved at man så hinanden i øjnene og lod det bedre argument vinde. På samme vis har rundkredspædagogik sin styrke ved at bygge på øjenkontakt og på en vilje til at finde løsninger. Kun i knudemandens vrangbillede – “hvad synes du selv” – er det latterligt at ville noget sammen og skabe plads til de fleste; og ja, enkelte er der ikke plads til og må have særundervisning/-behandling.

Men partilederrunden tyder på, at alle vil have særbehandling, og derfor er der vel en ekstra grund til at betakke sig for detailstyring af de nye, øgede midler til folkeskolen. Det er et godt princip i mesterlæren, at man ser på, hvad der gøres, og ikke på hvad der siges.

Det der mangler…

På kunstmuseet Louisiana i Humlebæk præsenterer de for tiden syv værkserier af den franske kunstner Sophie Calle.

Her skal jeg ikke forestille at anmelde udstillingen, men berette om nogle af de tanker, den satte i gang omkring kunst og pædagogik.

Den første værkserie bestod af en række rammer, som havde et stykke stof, som dækkede motivet, monteret og forsynet med svar: “Som følge af underdrivelsens kunst” – og når man lettede: et foto at “Rue Dieu” og et vejskilt, der viser, at vejen er blind.

Det var lige så interessant at iagttage de besøgende, som læste teksten, løftede stoffet op og så undrende, grinende eller afklarede ud. Sådan må eleverne i Johannes Vigs klasse have set ud, når han afslørede en genstand, de skulle undres over.

I næste rum havde en række fotos af indpakkede Picasso-malerier fra det parisiske Musée Picasso indtaget væggene. Sophie Calle var af museet blevet bedt om at fotografere mesterens værker, men det afslog hun, indtil coronalukningen fik museet til at give dem en beskyttende indpakning. Aldrig har jeg endevendt Picassos malerier så intenst, som da jeg stod og stirrede på disse pakker med maleriernes titler påskrevet. Igen en Johannes Vig tilgang: pædagogik må bestå i at få børnene til at undres og se det skjulte, de kunne få en fornemmelse af fandtes.

I et tredje rum havde hun besøgt et amerikansk museum, som havde fået stjålet nogle af deres europæiske klassikere. Rammerne var blevet restaurerede og hængt tilbage. Og spørgsmålet til de besøgende var nu: Hvad ser du i de tomme rammer? Se, her kom jeg til at tænke på de erindringer om Johannes Vig og hans tilgang til undervisningen og tilværelsen, som Annemari søger at genkalde sig i Jesper Wung-Sungs “Sandøs rose”.

Et fjerde rum med samtaler med blindfødte om deres opfattelse af skønhed afdækkede trin for trin en kombination af det, de havde hørt folk tale om, og det de selv havde erfaret med de øvrige sanser. Og her kommer Jesper Wung-Sung atter ind i mine tanker, for hans kunstgreb i “Sandøs rose” består vel dybest set i Annemaris skridtvise indkredsninger af eget liv på Sandø, med mændene i hendes liv og med læreren, og viser det sig forfatteren, Johannes Vig. Gardin efter gardin bliver løftet op, og på hvert gardin kunne påskriften have været “På grund af levet liv”.

Sophie Calle-udstillingen har fået mig til at indse, at kunstens og pædagogikkens familiebånd er bundet af at dække det nærliggende, det forunderlige, det utænkelige til på en måde, der får eleverne til at lette på tildækningen og søge spørgsmål.

Tak Louisiana for Sophie Calle.

Ude for uden

Som et menneske, der er født og opvokset på landet, har det været en helt speciel oplevelse at læse “Ude for uden” og få beskrevet det, der er sket i dansk landbrug i tiden fra 1946 til i dag, ved hjælp af fiktive personer med følelser og handlinger. Det er indsigtsfuldt og overbevisende gjort, både når vi følger bonden Erik fra hans landbrugsskoletid og til hans nedlæggelse af sit landbrug, og når vi deltager i hans søn Svends tur tilbage til barndomslandet i følgeskab med teenagedatteren og med slukket telefon for at få fred for pressen og det Venstre, som han er folketingsmand for.

Bogen starter i sindigt tempo med opbyggelsen af parallelhistorier, hvor vi befinder os dels i Eriks verden, dels i Svends. Og vi slutter med en åben slutning, der er på nippet til at gøre en aldrende læser med landopvækst grådlabil. Der er håb, hvis ham Svend træffer det rigtige valg.

Der er humor i bogen, som når en indvandrer driver den hendøende landsbys pizzaria med et menukort, der byder på “vegetarisk pizza” og “vegetarisk pizza med oksekød”. Der er hemmeligheder om fx storbondeovergreb i bogen, så krigens skygger mangler den sol, der skaber dem. Der er en vandrebog, som binder venner fra landbrugsskolen sammen, og som også antyder hemmeligheder. Endelig er der et samspil mellem mennesker, der får bogen til at fæstne sig i ens sind.

Men et af højdepunkterne for mig er en scene, hvor bonden Erik sælger sin besætning af køer og står længe bag sin yndlingsko, nr. 34, inden han formår at trække den ud til lastbilen, der skal køre den til slagtning.

Som barn og søn af en dyrlæge tjente mine lange, tyde arme i nogle år som forløsere af pattegrise, når en so skulle have hjælp til at fare. 199 forløste jeg, og det, der står mejslet i min erindring, er de omfavnelser jeg fik af husmandskoner, hvis tårer løb ned ad deres kinder. Det var bidrag til deres liv, jeg havde bragt til verden.

Det er denne respekt for liv, der i bogen og i den virkelige verden er gået tabt ved overgangen til stordrift og industrilandbrug.

Tak til Niels Krause-Kjær for at sætte personer og troværdighed på den udvikling – og afvikling!

ps. Jeg grubler somme tider over, om vi kan se noget lignende ved stordrift af grundskoler. Skaber det mistrivsel og uforpligtethed, når alle ikke kender alle? Selv har jeg en oplevelse af, at en skole bliver for stor, når skolelederen ikke formår at kende navnene på samtlige elever, ikke alene på grund af bundethed til den administrative skærm, men også som følge af antallet af elever.