Nu afslutter jeg læsningen af det varierede indhold, af efterårets bogpakke. Det er et indhold, der spænder vidt i målgruppe og fagligt indhold. Men det giver først og fremmest en læsning, der fylder én med fagfryd. Hvor er det et privilegium at undervise i faget dansk.
Min seneste læsning har omhandlet et nyt materiale til ”Årets gang i børnehaveklassen” med grundbog, arbejdsbog, vejledning og bogstavkort.
For mig at se er tonen i de fortællinger, som indfanget skoleårets måneder, er herligt befriet for det sødladne talen ned til børnene-sprog. Her er eventyr, sagn og andre fortællinger, der signalerer, at den mundtlige fortælling er en basal del af skolestartens undervisning i modersmålet. Det er vigtigt, at bogstavarbejdet finder sin begyndelse i børnehaveklassen, men prioriteringen med et stærkt fortælle-islæt er velkommen.
Der er Maria Rørbæk, der begået grundbogens tekst, mens Rita Grønkjær og Ulla Olander Vangsted har stået for udviklingen af den arbejdsbog, som satser på en sproglig opmærksomhed hele året; en opmærksomhed som leder eleverne fra mundtligheden ind i skrivningens og læsningens univers. Det hele er illustreret af Anne Pedersen, som formår at forene det stringente med den finurlige. Jeg har glædet mig ved hendes streg fra første færd, da hun i et afgangsprojekt fra Designskolen illustrerede Peter Sebergs ”Patienten”, hvor tonen blev slået an: fascination af det organiske og det mekaniske i kombination.
Jeg håber, at mine børnebørn og oldebørn bliver udfordret at dette univers!
Og så til slut har jeg læst to bøger i serien ”Tendens”, en serie, der består af ”korte bøger om centrale tendenser i undervisningen”, og som søger at forene teori, didaktik og praksis. Målgruppen er altså primært læreruddannere og lærerstuderende, men de fagudvalg, der lader disse titler gå deres næser forbi, snyder sig selv for inspiration og nytænkning.
De to seneste, som jeg lige har læst, er Johanne Helbo Bøndergaard og Mette-Marie Friis Bøeghs ”Lytning i dansk”, hvor forfatterne ganske befriende sætter ørerne i fokus. For hver er det pudsigt, at vi er så vilde med at få alle til at tale, når dette kun giver mening, hvis der er nogle, som lytter. En velgørende bog!
Den anden er Natascha Drachmanns ”Flersprogethed i dansk”, hvor hun plæderer for, at vi inddrager al den sprogformåen, som eleverne/de studerende har samlet op i skolen, men også alle andre steder. I en tid, hvor alle begræder det tab af sproglige kundskaber, som sætter sit præg på samfundet i det almindelighed og uddannelserne i særdeleshed, kan denne bog sende små lysglimt, hvis vi med den anvisninger linder lidt på døren til nysgerrighed på sprog. Min eneste anke imod bogen er den brug af fagudtrykket ”flersprogethed, flersprogethedsdidaktik”. Det er nok et præcist udtryk, men det klinger fælt i mine ører. Hvorfor ikke bare ”flersprogsdidaktik”?
Men som konklusion: Tak for et par ugers læsning i fagfrydens vold!