BogForum lever i bedste velgående og er et tegn på, at den analoge bog nok skal bestå. Og hurra for det.
Men for mig rummer begivenheden også sin egen modsætning, for kampen om opmærksomhed er så intens, at der er flere indtryk, som kommer forstyrrende ind fra sidelinjen end på SoMe. Kun Dansk Forfatterforening (så vidt jeg så) havde koblet høretelefoner til deres mikrofon, men her kender man jo også bogens inderste væsen.
Jeg var kommet for sidst på eftermiddagen at medvirke ved en oplæsning af krimitekster fra Forlaget Bostrups “Slangen i skuffen”, men jeg valgte at få hele dagen med.
Jeg mødte den tidligere redaktør af bladet Skolebiblioteket, Bent Rasmussen fra Vejle. Han har den her særligt bogopsøgende gangart, som på én gang er målrettet og tilbagelænet. Han sagde, at han havde hørt, at jeg havde skrevet en lille bog. Og, ja, jeg fortalte ham om ideen til “RAMT på smag, lugt og følelse”: en kropslig erindring om mine indtryk som forløser af 199 pattegrise.
Og han svarede, at han engang havde set en ko, der havde “skudt livet ud”, så dens inde var krænget ud i grebningen. Og en lignende oplevelse havde jeg, men her havde bonden formået at gribe koens udkrængede underliv i en hvid natskjorte. Det syn med hans blodige natskjorte og hvide bare ben og balder dukkede op. Tak, Bent, BogForum er fuld af overraskelser.
Han ledte efter Vagn Plenge og Forlaget Hjulets stand, som jeg netop kom fra. Her så jeg Hjulets to seneste udgivelser, Jürg Schubiger og Rotraut Susanne Berners herlige billedbog “En nat i Paradiset”, hvor Eva af bare kedsomhed og en trøstende berøring opfinder kysset. Det er en fortælling, der virker som en kærlig berøring af indersiden af øjenlågene. Verdens første kys!
Den anden billedbog, som just er udkommet er brasilianske Fernanda de Oliveira og Marilia Pirillos “Sjov med Snip og Snap”. to aber, der laver abekattestreger under overvågning (måske) af en stor abe, der svæver over dem; i hvert fald er deres øjne himmelvendte og deres fornemmelse af, at de bliver aflyttet, udtalt. Bogen er tilegnet Fernandas to yndlingsaber, Lily og Loui, som nok er hendes to yndige børn, som vist kedede sig på messen. Af en eller anden grund kom jeg til at tænke på Trilles sang om “et øje i det høje”, da jeg læste bogen. Men hvor må det være skønt for to yndlingsaber, indtil en vis alder, at have en overabe, der våger over dem. Bogen er farveglad og latinamerikansk livsglad; ja, man fristes til helt plat at juble, at den er abeskøn. Fernanda de Oliveira, som nu er dansk gift og bor her i landet, er nok værd at holde øje med!
Jeg vender tilbage med flere indtryk, når de er fordøjet.